Annonce

Opvarmning til 2021: Hvad kan vi forvente af EF Education-Nippo?
16. januar 2021 20:30Foto: Unipublic / Photogomez Sport
af Emil Axelgaard

Ferien er ovre, og det er tid for de professionelle ryttere at starte den seriøse træning frem mod 2021-sæsonen. Ganske vist betyder coronavirus, at løbene starter senere, og at omfanget af træningslejre er neddroslet, men nedtællingen er efter nytår for alvor gået i gang. I løbet af de kommende uger vil Feltet.dks cykelekspert Emil Axelgaard klæde dig på til den kommende sæson i en serie af analyser, hvor vi kaster et detaljeret blik på hvert af de 19 WorldTour-hold, og hvad vi kan forvente os af mandskabet i løbet af de kommende 12 måneder.

Martinez snyder Bora-Hansgrohe på bjergetape

se mere cykling på

Nedenfor giver vi en analyse af EF Education-Nippo.

 

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

 

Ryttere, der bliver på holdet

Alberto Bettiol, Stefan Bissegger, Jonathan Caicedo, Hugh Carthy, Magnus Cort, Lawson Craddock, Mitchell Docker, Ruben Guerreiro, Sergio Higuita, Moreno Hofland, Alex Howes, Jens Keukeleire, Sebastian Langeveld, Lachlan Morton, Logan Owen, Neilsom Powless, Jonas Rutsch, Tom Scully, Rigoberto Uran, Julius van den Berg, Tejay van Garderen, James Whelan

 

Nye ryttere

Michael Valgren (NTT Pro Cycling), Julien El Fares (NIPPO DELKO One Provence), Fumiyuki Beppu (NIPPO DELKO One Provence), Will Barta (CCC Team), Hideto Nakane (NIPPO DELKO One Provence), Simon Carr (NIPPO DELKO One Provence), Diego Andro Camargo (Colombia Tierra de Atletas-GW Bicicletas), Daniel Arroyave (nyprofessionel)

 

Ryttere, der forlader holdet

Sep Vanmarcke (Israel Start-Up Nation), Tanel Kangert (Team BikeExchange), Michael Woods (Israel Start-Up Nation); Simon Clarke (Team Qhubeka ASSOS), Daniel Felipe Martinez (INEOS Grenadiers), Kristoffer Halvorsen (Uno-X Pro Cycling Team), Luis Villalobos (midlertidigt suspenderet), Sean Bennett (Team Qhubeka ASSOS)

 

Hvordan gik transfersæsonen?

Man kan ikke fortænke EF-manager Jonathan Vaughters i at være en smule rundtosset. Det er nemlig lidt af en rutsjebanetur, hans hold har været på, siden de amerikanske opkomlinge i 2008 blev en del af det professionelle felt. Dengang blev de kendt som mandskabet, der år efter år hev en grand tour-kanin op af hatten i Touren, først med Christian Vande Velde i 2008, siden med Bradley Wiggins i 2009 og slutteligt med Ryder Hesjedal i 2010, inden rejsen mod toppen kulminerede med samme Hesjedals Giro-sejr i 2012.

Annonce

 

Dengang var det et populært mandskab, der havde en tendens til at få det bedste ud af deres ryttere. Det endte sig imidlertid drastisk i de kommende år, hvor holdet i stedet blev kendt som stedet, hvor man absolut ikke skulle køre, hvis man havde sin karriere kær. Listen over ryttere, der faldt helt sammen efter skiftet til Vaughters og co., var alenlang, og faktisk blev det nærmest komisk, hvordan holdet mestrede den fine kunst at få det absolut minimale ud af selv det fineste talent.

 

Lige nu er der dog mere 2008-2012 over Vaugters’ tropper. I de seneste sæsoner er holdet igen blevet et af de eftertragtede, hvor langt de fleste synes at opleve en opblomstring. Trods et beskedent budget har Vaugters skabt et hold, der med et amerikansk præsidentudtryk har haft for vane ”to punch above their weight”, og stille og roligt er det blevet en del af den bedre halvdel af WorldTouren, senest illustreret med Alberto Bettiols sejr i Flandern Rundt, Daniel Martinez’ sejr i Dauphiné, etapesejre i alle tre grand tours og ikke mindst Hugh Carthys 3. plads i Vueltaen.

 

Desværre skal Vaughters stramme sig an, hvis succesen skal fortsætte. I en coronakrise er det nemlig ikke verdens fedeste beskæftigelse at sælge uddannelsesrejser, og derfor er EF Education, der i sin tid overtog en del af ejerskabet og reddede holdet fra et næsten stensikkert kollaps, blevet ramt hårdt af rejserestriktioner og parkerede fly. Derfor var det ikke uventet, at holdet endte som et af de mange, der måtte sætte rytterne ned i løn, og en overgang var der endda vedvarende rygter om holdets lukning.

 

Så galt gik det heldigvis ikke, men Vaughters tilbagebetalte rytternes loyalitet ved at tilbyde automatisk kontraktforlængelse til alle dem, der havde afleveret en del af deres gage. I et presset marked var der naturligvis mange, der sagde ja tak til det tilbud, og det lagde naturligvis visse begrænsninger på Vaughters’ råderum på ryttermarkedet.

 

Bedre blev det dog ikke af, at Vaughters’ kasse stadig var halvslunken, og længe var den amerikanske manager derfor helt passiv på markedet. Da det endelig lykkedes ham at få lidt fast grund under fødderne med et sponsorat fra japanske Nippo, der forlod den synkende Delko-skude og i stedet hoppede til Amerika, var det allerede for sent, og flere af de stjerner, der var holdt hen i uvished, havde allerede søgt ly andetsteds, formentlig også grundet flere nuller på lønchecken.

Annonce

 

Resultatet blev, at tre af holdets største profiler siger farvel. Mest ondt gør det utvivlsomt, at Daniel Martinez ikke kunne stå for fristelsen til at søge til en helt sikkert bedre betalt tilværelse hos Ineos. Colombianeren havde ellers netop fået sit helt store gennembrud med den samlede sejr i Dauphiné og etapesejren i Touren og lignede manden, etapeløbsfremtiden skulle bygge på, men nu kan Vaughters se sin guldfugl formentlig i en hjælperrolle for større navne på det britiske gigamandskab.

 

Martinez er imidlertid ikke den eneste. Også klassikertruppen rammes benhårdt, både i Ardennerne og på brostenene. Michael Woods, som jo ellers var Vaughters’ egen opfindelse, smutter således til Israel Start-Up Nation, men her var der nok mere tale om en emotionel forbindelse end ønsket om højere løn eller utryghed ved den usikre situation. Woods har nemlig et langt og historisk forhold til israelernes canadiske holdejer Sylvan Adams, der hjalp ham i overgangen fra løber til cykelrytter, og de havde åbenbart en stående aftale om, at Woods skulle køre for Adams, hvis denne en dag fik et hold på WorldTouren. Det fik han som bekendt allerede i 2020, og da Woods i år havde kontraktudløb, skulle aftalen naturligvis holdes. Desværre har det den ærgerlige konsekvens for Vaughters, at hans store ardennerstjerne smutter væk sammen med hans store etapeløbsstjerne.

 

Desværre ryger brostensstjernen også. Nu kan man sagtens argumentere for, at Bettiol er kommet op på siden af Sep Vanmarcke i det interne hierarki, men det er alligevel et gigantisk slag, at belgieren, der uden uheld måske havde vundet Paris-Roubaix så sent som i 2019, ikke længere skal være iøjnefaldende alene på grund af sit pink tøj. Belgieren gav ellers i løbet af efteråret udtryk for et ønske om at blive, men også lidt uro ved den usikre fremtid. Meget kunne derfor tale for, at netop usikkerheden og måske udsigten til andel i Adams’ tilsyneladende utømmelige pengetank overtalte ham til alligevel at skifte væk til Israel Start-Up Nation og dermed efterlade Vaughters også uden en af de to brostenskaptajner.

 

Etapeløbene, Ardennerne, brostenene… Vaughters er blevet hårdt ramt, og bedre bliver det bestemt ikke af, at der også er ryddet ud i nogle af de vigtigste ryttere lidt længere nede i hierarkiet. Det gælder i etapeløbene med tabet af Tanel Kangert. Esteren havde bestemt ikke sit bedste 2020, og det skaber altid bekymring, når vi taler om en herre på 33, men hans enorme erfaring gør ham stadig til en værdifuld hjælper på de fleste grand tour-hold. Også han smuttede imidlertid videre, inden der var kommet ro på situationen.

 

Det er også en åreladning af erfaring, når Simon Clarke skifter til Qhubeka. Det er lidt uklart, om den australske veterans sene skifte var et udtryk for nødvendighed eller eget ønske, men han bliver savnet hos EF. Hans 2020 var bestemt heller ikke prangende, men til gengæld var han i 2019 bedre end nogensinde - et niveau, der kastede en 2. plads i Amstel Gold Race af sig. Netop i et år, hvor Woods forsvinder, var Clarke en ryttertype, man havde haft glæde af at beholde.

Annonce

 

Faktisk går det også galt på et helt andet område, nemlig i spurterne. Det er ellers et område, som Vaughters efter Tyler Farrars farvel begyndte at negligere, men sidste år besluttede han atter at give det et skud med erhvervelsen af talentfulde Kristoffer Halvorsen. Det ægteskab blev desværre både kortvarigt og ulykkelse, da corona slog den unge nordmand helt ud, så han nu rejser hjem til Norge for at genfinde motivationen. Desværre efterlader det så EF atter uden en reel sprinter.

 

De sidste to ryttere, der siger farvel, er knap så savnede. Luis Villalobos var ellers en lovende mexicansk klatrer, men han nåede ikke engang at køre et år for holdet, inden en dopingsag fra tiden i USA sendte ham på sidelinjen og væk fra holdet. Sean Bennett rejser med Clarke til Qhubeka, men han er en af de unge ryttere, der aldrig rigtigt slog til og bliver næppe alt for svær at erstatte.

 

Der er altså tale om lidt af en åreladning af store navne og erfaring, og det er slet ikke lykkedes Vaughters at finde erstatninger i samme kaliber. I stedet satses der på fremtiden med en række unge ryttere, ligesom Nippo-sponsoratet skal plejes med en række profilløse japanere.

 

Én stjerne lykkedes det dog at få fingre i sidst på sæsonen, da økonomien var på plads. I håb om at EF kan fortsætte tendensen med at få det bedste ud af deres ryttere, tror Vaughters på, at han kan få Michael Valgren tilbage på sporet. Det ligner bestemt ikke et umuligt projekt, for danskeren har ved de seneste to VM-løb vist, at klassen ikke er forsvundet. Nu forlader han det hold, der har overtaget opgaven med at få folk til at underpræstere, og kommer til et mandskab med de modsatte evner, og det skal blive interessant at se, om Valgren kan erstatte Vanmarcke på brostenene og give et nyt våben i Ardennerne, selvom han som type er noget helt andet end Woods.

 

Derudover er der blevet plads til yderligere én erfaren rytter. Lidt overraskende er der blevet plads til Julien El Fares’ comeback på holdet på et tidspunkt, hvor den erfarne franskmand ellers synes at have tabt sit topniveau. Det skyldes utvivlsomt, at det er udover Nippo er lykkedes at hive det sydfranske forretningskonglomerat Provence ud af kløerne på Delko. Det har skabt en øget interesse i Frankrig - en interesse, der har kunnet tilfredsstilles med erhvervelsen af El Fares, der netop har kørt på det lokale Delko-mandskab i en lille menneskealder og kommer fra området. Han er dog stadig en ganske solid rytter i kuperet terræn, hvor han vil være en udmærket hjælper.

Annonce

 

Det er på talentfronten, at det er allermest interessant. Her samler interessen sig særligt om samarbejdet med den colombianske regering, hvor man med Rigoberto Uran som mellemmand nu kan se frem til at få fingre i mange lovende ryttere fra klatrelandet. Allerede nu samler meget interesse sig om den spændende Diego Camargo, der også var at finde på min liste over 21 lovende ryttere til den kommende sæson. Den colombianske etapeløbsrytter leverede den ganske særegne bedrift at vinde Vuelta a Colombia både for ”de voksne” og for U23-ryttere og er på baggrund af meget kort tid i cykelsporten allerede kommet langt. Han bliver uhyggeligt interessant at følge allerede i 2021.

 

Den anden colombianske nyerhvervelse er landets U23-mester Daniel Arroyave. Han har ikke påkaldt sig samme interesse som Camargo og er også en anden type, der primært drømmer om at begå sig i klassikerne. Netop hans manglende resultater gør hans potentiale svært at vurdere, men hans kørsel i Europa sidste sommer gav indtryk af, at han trods alt ikke er helt uden evner. Ellers bliver man heller ikke national mester i et land som Colombia.

 

Det har også vakt nogen interesse, at holdet har hentet Will Barta. Det ville også være helt absurd, hvis den amerikanske temporytter skulle indstille karrieren en måned efter, at han var bare ét sekund fra at vinde Vuelta-enkeltstarten foran Primoz Roglic, og det er da også formentlig det resultat, der reddede karrieren, da CCC stod for lukning. Nu vender han heldigvis hjem til USA, og Vaughters kan bestemt kun være tilfreds med skiftet. Barta er nemlig mere end bare temporytter. Han klatrer også så godt, at han blev nr. 22 i Vueltaen, og selvom han nok aldrig bliver klassementsrytter i grand tours, har han den alsidighed, der gør en god hjælper, ligesom han burde kunne køre et godt klassement i korte etapeløb uden alt for mange bjerge.

 

Det sidste talent er Simon Carr. Den britiske klatrer har fulgt en lidt alternativ vej gennem cykelverdenen ved at køre i Frankrig, hvor resultaterne faktisk overhovedet ikke var opsigtsvækkende. Alligevel fik han i 2019 en stagiaire-kontrakt med Delko-mandskab, hvor han overraskede stort ved at blive nr. 8 på kongeetapen i Arctic Race med mål på ”Det norske Mont Ventoux”. I år blev han professionelle samme sted og tog endda en fornem sejr i det hårde spanske endagsløb Prueba Villafranca, hvor han slog flere Tour- og Vuelta-ryttere. Til gengæld viste hans kørsel i Volta a Portugal også, at der er grænser for niveauet, og lige nu ligner an mest af alt en spændende klatrer, der lider under manglende stabilitet.

 

Endelig er der japanerne. Nippos involvering betød, at man ”stjal” de to japanere fra Delko-mandskabet, hvor de tidligere var hovedsponserer, nemlig Fumiyuki Beppu og Hideto Nakane. Her er dog åbenlyst tale om kontrakter, der alene tjener en markedsføringsmæssigt formål. Beppu har i nu mange år ikke haft meget at bidrage med, men har sin erfaring i rollen som hjælper som et våben. Nakane er en af de bedste japanske klatrere, der har gjort det fornemt i blandt andet Japan Cup, men i Europa er han altid kommet til kort, og det vil han også gøre i 2021.

Annonce

 

Det afspejler meget godt, at det ellers så spændende EF-mandskab er blevet voldsomt svækket. Tabene af Martinez, Woods og Vanmarcke betyder, at der er forringelser i snart sagt ethvert løb, og bedre bliver det ikke af, at også Kangert, Clarke og Halvorsen er væk. En forhåbentlig genfødt Valgren kan lukke dele af hullet, men slet ikke det hele, og selvom man har fået et par spændende unge navne i først og fremmest Camargo, men også Barta, Arroyave og Carr vil de i 2021 aldrig komme i nærheden af de resultater, der forsvundne stjerner leverede.

 

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Siden den professionelle debut i 2008 har Jonathan Vaughters’ mandskab aldrig været at regne som en stormagt i klassikerne, men ligesom de i grand tours gjorde med ryttere som Christian Vande Velde, Bradley Wiggins og Ryder Hesjedal, har de trivedes med rollen som underdog. Det har i løbet af de 13 sæsoner givet sejre i fire af de fem monumenter med Dan Martin i Liege og Lombardiet, Johan Vansummeren i Roubaix og senest med Alberto Bettiol i Flandern Rundt.

 

Den kraftige svækkelse af truppen betyder dog, at det betydeligt sværere at bygge videre på den statistik i 2021. Tabene af Michael Woods og Sep Vanmarcke gør ondt, og selvom Michael Valgren heldigvis er typen, der både kan erstatte Woods i Ardennerne (i hvert fald i nogle af løbene) og Vanmarcke på brostenene, er det entydigt, at holdet står svagere, især når man også indregner tabet af Simon Clarke. Alligevel har holdet en spændende trup, der sagtens kan overraske.

 

Bedst ser det nok ud i de hårdeste brostensløb som Omloop, E3 og ikke mindst Flandern Rundt. Her er Bettiol ved at udvikle sig til lidt af en gigant, og selvom man ikke kan se det på resultatlisten, var han uhyggeligt stærk igen i 2020, hvor han med lidt mere held i den afgørende fase muligvis kunne have været manden, der havde fulgt de tre forhåndsfavoritter Van Aert, Van der Poel og Alaphilippe, som han endda var tæt på at komme op til igen senere. Også i Gent-Wevelgem var han meget overbevisende, og han ligner igen i 2021 en mand, der måske kan udnytte særligt de to crossrytteres interne rivalisering. Hos sig har han Valgren, der i genfødt tilstand vil kunne lukrere på den styrke, der gav Omloop-sejr og fjerdeplads i Flandern Rundt.

 

Dertil skal lægges den uhyre lovende Stefan Bissegger, der desværre var uheldig md styrt i både Flandern Rundt og BinckBank Tour, men i det sidstnævnte etapeløb nåede at vise, at hans potentiale er kolossalt. Støtte leveres der fra Jens Keukeleire og Sebastian Langeveld, der måske ikke har fordums styrke, men stadig er glimrende og erfarne i den slags løb, samt den ligeledes meget spændende og i 2020 uhyre synlige Jonas Rutsch, hvoraf man kun kan konkludere, at holdet bliver meget spændende og ganske bredt i netop den slags brostensløb i det kommende år. De kan også gøre sig gældende i de lidt lettere løb som Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men det kræver en relativt hård udgave. Alligevel er Bissegger så hurtig, at han kan blive ganske interessant, selv hvis det ender i en eller anden form for spurt. Et alternativ er Magnus Cort, men han synes definitivt at have lagt brostensløbene, hvor han hæmmes meget af sin positionering, på hylden.

Annonce

 

Danskeren er til gengæld manden til Milano-Sanremo. Det lykkedes ham i 2020 at komme tilbage på sprintersporet, og den italienske klassiker ligger glimrende til ham, hvis han kan få fod på positioneringen. En sejr er måske et stort mål, men podiet er inden for rækkevidde. Bettiol er utvivlsomt også i stand til at gå med de bedste på Poggio, men hans sejrschancer er mindre i et løb, der ikke passer ham ideelt. Det gør til gengæld Strade Bianche, hvor han allerede var tæt på at vinde i 2020, og hvor han ligner en af de tungeste favoritter. På de italienske grusveje burde Valgren bestemt også kunne gøre det glimrende, og det kunne Rigoberto Uran måske endda også.

 

I Ardennerne bliver det uhyggeligt svært at erstatte Woods, men holdet har muligheder. Sergio Higuita synes skabt til netop den slags opgaver, men han skal rejse sig efter et 2020, hvor han skuffede fælt. Rigoberto Uran har også i Il Lombardia vist fine evner som endagsrytter, og hvis han vitterligt ender med at satse stort på Vueltaen, kunne der måske blive plads til en ardennersatsning. Bettiol er også skabt til Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, og som bekendt elsker Valgren den hollandske klassiker, ligesom han også kan begå sig i Liege. Ruben Guerreiro har alle forudsætninger for at gøre det godt i Ardennerne, og han burde kunne vise sig frem på et hold, der altså har en ganske bred trup. Og endelig kan Magnus Cort måske overraske i en knap så selektiv udgave af Amstel Gold Race, hvor han dog lider under den voldsomme positionskamp på de uhyre kringlede veje.

 

I efteråret har holdet det vanskeligere i kraft af fraværet af en rigtig sprinter. Bretagne Classic kan dog ligge fint til både Bettiol og Valgren, der begge tidligere har været på podiet, men det kræver et hårdt løb. Mere sandsynligt er det måske, at Cort i en spurt kan gøre sig gældende. Danskeren kunne faktisk også være ganske stærk i Canada, i hvert fald i Quebec, men de to løb ligger også glimrende til Bettiol og i mindre grad Valgren, Higuita, Uran og Guerreiro. Til gengæld burde Higuita være skabt til Clasica San Sebastian, hvor han kan få maksimal udbytte af sin hurtighed, men det er også et løb, der passer fint til Uran. Risikoen er dog, at de begge skal til OL til den tid. Endelig vil den colombianske duo også være ganske interessant i Il Lombardia, hvis de stadig kan holde formen til den tid, og det er nok særligt sandsynligt for Uran, der har Vueltaen som et stort mål.

 

Hvad kan vi forvente i grand tours?

EF-mandskabet har altid haft et stort fokus på at køre klassement i grand tours. Det startede alt sammen med Christian Vande Veldes store overraskelse i Touren i 2008 og kulminerede med Ryder Hesjedals Giro-sejr i 2012. I de senere år har holdet valgt en colombiansk tilgang til den satsning, og i 2020 satsede man i Touren stort på den colombianske trio bestående af Rigoberto Uran, Sergio Higuita og Daniel Martinez.

 

Desværre står holdet også på det område stærkt svækket i 2021, hvor Martinez har forladt stalden, men til gengæld er Hugh Carthy med sin 3. plads i Vueltaen steget så meget i graderne, at han vel reelt burde være at regne som holdets absolutte førstevalg. Det er dog nok stadig Uran, der svinger taktstokken, for colombianeren synes at have en helt særlig status på holdet og en helt særlig plads i Jonathan Vaugters’ hjerte.

Annonce

 

Holdet står også med en udfordring. Touren har traditionelt været det altoverskyggende hovedmål, men Uran har indikeret, at han i 2021 vil satse på Vueltaen, hvor han drømmer om at stå på det grand tour-podium, han stadig mangler i samlingen. Det ville gøre det naturligt at sende Carthy til Touren, men den nervøse og enkeltstartstunge rute passer slet, slet ikke til den langlemmede brite. Og Higuita har stadig intet bevist som klassementsrytter i grand tours, hvorfor han næppe er manden, man bygger en trup op omkring.

 

Hvordan løsningen på det puslespil bliver, er svært at spå om, og meget vil utvivlsomt afhænge af Giro- og Vuelta-ruterne, der i skrivende stund er ukendte. Et forsigtigt bud er, at holdet enten overtaler Uran til at give Touren endnu et skud eller måske mere sandsynligt lader Carthy få sin store chance. Desværre står det nok klart, at Uran ikke længere har mere end top 10-potentiale i verdens største cykelløb, og med den given rute kan Carthy næppe satse meget højere end det heller.

 

Spørgsmålet er så, om Higuita skal med som en plan B på en rute, han må afsky. Det ender nok med at blive tilfældet, særligt fordi han vil være meget inspireret af de første to etaper, men en anden model kunne være at lade ham satse på Giroen, der ellers ligner det alternative valg for Carthy. Den italienske grand tour er normalt den, der passer briten klart bedst, og her vil han på en klassisk rute være en klar podiekandidat. Derimod har Higuita stadig meget at bevise, og han skal næppe stræbe efter mere end top 10. En fjerde mulig klassementsrytter kunne være Ruben Guerreiro, men det er nok tvivlsomt, om han har stabiliten til at køre klassement. Endelig lurer Neilson Powless i baggrunden efter en lille genfødsel i Touren i 2020, men han har været så langt fra at indfri forventninger, at top 10 ikke synes at være en realistisk option endnu.

 

Uanset hvordan puslespillet lægges, bliver det vanskeligt for holdet at satse målrettet på klassementet i alle tre grand tours, og det bør give masser af plads til etapejægere. Som sagt kan det slet ikke udelukkes, at enten Touren eller Giroen primært kommer til at handle om netop etapesejre, og her har holdet et hav af gode kandidater. Magnus Cort vinder måske ikke massespurter - i hvert fald ikke i Touren - men så sent som i Vueltaen viste han, at han kan vinde reducerede af slagsen, og han er som bekendt lidt af en mester i at vinde fra udbrud. Guerreiro er også ved at udvikle sig til lidt af en udbryderkonge med den rette kombination af klatreevner og hurtighed, og det ville Higuita også kunne være, hvis han dropper klassementet. Jonathan Caicedo vandt en Giro-etape sidste år, og derudover er Michael Valgren og Alberto Bettiol oplagt ryttere til at vinde fra en mindre gruppe, ligesom Powless imponerede med sine udbrud i sidste års Tour. Lawson Craddock var meget tæt på i Vueltaen i 2019, og man kan vel heller ikke afskrive en brøl- og klatrestærk rytter som Will Barta, hvis han lægger yderligere på.

 

Samme Barta viste i øvrigt i Vueltaen, at han skal tages seriøst som vinderkandidat på enkeltstarterne, hvor man også kan håbe, at Tejay van Garderen atter kan bevise, at han stadig har lidt af evnerne intakte. Og hvad med Stefan Bissegger, hvis han efter OL kaster sig ud i en grand tour-debut i Vueltaen? Også Lawson Craddock kører efterhånden igen fremragende enkeltstarter, ligesom Bettiol også er ved igen at få smag for disciplinen.

Annonce

 

Spurterne er derimod ikke et fokusområde for holdet. Bedst chance har de nok med Magnus Cort, men det skal ikke være i Touren med årets mange meget flade og altid hektiske etaper. Chancerne er langt bedre, hvis han atter satser på Vueltaen eller nu også Giroen, hvor der er flere reducerede massespurter, som kunne passe ham. Bissegger er også så hurtig, at han i en mulig Vuelta-debut vil kunne spurte lidt, men det synes til gengæld at være slut for Moreno Hofland med for alvor at begå sig på det område.

 

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

De ugelange etapeløb har ikke altid været nogen stor succes for EF-mandskabet, og da enkeltstarter traditionelt spiller en større rolle her, kommer de i den grad til at savne Daniel Martinez. Heldigvis har Uran i sin karrieres genfundet de tempoevner, han ellers havde mistet, og hvis han satser stort på Vueltaen, kunne han sagtens give forårets løb et seriøst skud. I givet fald burde han i de fleste af forårets løb kunne levere hæderlige resultater.

 

Derimod passer de korte løb ikke rigtigt til Hugh Carthy. Hans motor kommer ikke til sin ret, men han kørte så imponerende en Vuelta-enkeltstart, at han måske også kan overraske lidt i den slags løb. Sergio Higuita straffes voldsomt af sine tempoevner, men på den rette rute kan han gøre det glimrende, som han har vist med sin 2. plads i Californien og 3. plads i Paris-Nice. Særligt Baskerlandet Rundt burde være en gave til den lille og eksplosive colombianer, hvis enkeltstarten spiller en mindre rolle end vanligt.

 

Holdet har også andre kort end de tre kaptajner. Tejay van Garderen synes nu at klatre så svagt, at han ikke længere er aktuel, men til gengæld kunne Neilson Powless måske endelig vise det talent, der gjorde ham til en af de mest imødesete amerikanske ryttere. Det så lovende ud i Touren i 2020, og modsat mange andre har han en fornuftig enkeltstart som våben til at jagte top 10-resultater. Det har Ruben Guerreiro ikke, og han er nok også lidt for begrænset i bjergene, men ligesom Higuita og i mindre grad Uran vil han virkelig trives på stigningerne i Tour de Pologne. Og så skal det blive interessant at se Will Barta i etapeløb, hvor bjergene ikke er for voldsomme og enkeltstarterne særligt vigtige.

 

Et helt særligt løb er BinckBank Tour, hvor holdet har to reelle vinderkandidater. Det gælder Alberto Bettiol, der er blevet så tempostærk, at løbet passer ham storartet, men også Stefan Bissegger har fremragende chancer efter en suveræn debut i 2020, hvor et styrt på kongeetapen snød ham for et absolut topresultat. Også Michael Valgren kan gøre det godt på de hollandsk-belgiske veje, hvor det faktisk også kunne være meget interessant at se Barta folde sig ud.

 

Spurterne er som sagt ikke nogen stor prioritet for holdet, men man skal bestemt ikke udelukke fine resultater fra Magnus Cort. I 2020 var det planen, at han skulle droppe brostensklassikerne for i stedet at satse på at spurte i løb som Baskerlandet, Catalonien og måske Romandiet. Den slags løb passer perfekt til danskeren, da sprinterfeltet som regel er uhyre svagt og ruterne hårde. Når ryttere som Daryl Impey, Jay McCarthy, Simon Gerrans, Omar Fraile og Michael Albasini kan vinde massespurter der, kan danskeren bestemt også. Derudover kan man sagtens forestille sig, at Bissegger og i mindre grad Moreno Hofland også skal spurte i løb på WorldTouren.

 

Desværre kører holdet traditionelt ikke specielt mange løb, men man kan håbe, at der bliver plads til i hvert fald at køre nogle italienske endagsløb. Her burde folk som Sergio Higuita, Ruben Guerreiro og Magnus Cort nemlig være som en fisk i vandet. Endelig skal det blive interessant at følge Bissegers og Bartas udvikling på diverse enkeltstarter gennem året, ligesom også Tejay van Garderen, Bettiol og Sebastian Langeveld kan levere resultater på det område.

 

Hvem kan overraske?

Med Rigoberto Urans mellemkomst har EF indledt et samarbejde med den colombianske regering, og det bør give særlig privilegeret adgang til flere af de mest spændende colombianske talenter. Det kan allerede give afkast i det kommende år, selvom Sergio Higuita nok allerede er vokset ud af denne kategori. Hvor man kan tvivle på, om den colombianske U23-mester Daniel Arroyave er klar til at begå sig i 2021, bliver det meget interessant at følge Diego Camargo. Som nævnt ovenfor var den unge colombianer meget overbevisende i 2020, hvor han vandt både U23-udgaven og den voksne udgave af Vuelta a Colombia, og med tanke på, at han er meget ny i sporten, synes hans udviklingspotentiale at være enormt. Problemet er naturligvis, at netop manglen på erfaring kan betyde, at han skal bruge megen tilvænningstid i Europa, men forhåbentlig kan han i det kommende år vise sig frem i bjergene og måske få lov at køre sin chance i et par etapeløb. Talentet synes i hvert fald at være der.

 

Camargo er dog ikke den eneste, der har fået plads på min liste over 21 unge ryttere til den kommende sæson. Det samme har Stefan Bissegger, der virkelig tog verden med storm, da han i karrierens første WorldTour-løb blev nr. 3 på enkeltstarten og kørte med om podiet i sit første WorldTour-løb. Kongeetapen blev desværre ødelagt af styrt, ligesom Flandern Rundt gjorde det, men han fik vist, at han skal regnes som et af de mest spændende brostenstalenter, at han allerede kan køre med helt i front på enkeltstarterne, og at han kan begå sig i massespurter. I 2021 er OL et hovedmål, men forhåbentlig får han tid til at teste sig selv i brostensklassikerne og i efteråret køre klassement i BinckBank Tour igen, ligesom han forhåbentlig også kan køre et par gode enkeltstarter og spurter undervejs.

 

Det er måske også værd at fremhæve to lidt ældre amerikanere. Will Barta fik lidt af et gennembrud med 2. pladsen på Vuelta-enkeltstarten, og samtidig viste han i samme løb stærkt forbedrede evner i bjergene. Hans klatreevner rækker ikke alt for langt, men det skal blive meget interessant at se, om han kan køre klassement i ikke alt for bjergrige løb og se, hvor meget hans tempoevner kan udvikle sig.

 

Man kan også håbe, at Neilson Powless kan komme tilbage på sporet. Amerikaneren skabte megen hype, da han kørte med om podiet i Tour of California helt tilbage i 2016, men desværre gik han helt i stå som professionel, og hans 2020 startede bestemt heller ikke lovende. Hans Tour med mange udbrud i bjergene var til gengæld ganske lovende, og nu kan man håbe, at skiftet til EF vitterligt har bragt ham tilbage på sporet. Han kan klatre og køre enkeltstart og skal nu vise, at han virkelig er den komplette etapeløbsrytter, vi alle håbede.

 

Langt sværere at få hold på er Jonas Rutsch, for tyskeren kan faktisk begå sig i de fleste terræner. Den næsten 2 meter høje tysker er dog trods alt først og fremmest en brostenstype, og han viste sig ganske flot frem med meget offensiv kørsel igennem det meste af 2020, hvor han viste, at han også klatrede godt nok til at blive nr. 14 i Herald Sun Tour, ligesom han i 2019 blev nr. 6 i Tour Alsace, der havde etapemål på La Planche des Belles Filles og nr. 8 i Tour de Luxembourg med de mange eksplosive stigninger. Han ligner stadig først og fremmest en hjælper i de fleste terræner, men det skal blive interessant at se, hvor længe den tidligere vinder af U23-rytternes Gent-Wevelgem kan sidde hos Alberto Bettiol og Michael Valgren på brostenene.

 

Endelig er der Simon Carr. Som nævnt ovenfor er hans resultater ikke svært overbevisende, men han har trods alt nu to gange haft en feberdag, hvor han kørte fra flere langt mere etablerede klatrere. Resultatgrundlaget er stadig for spinkelt til at vurdere, hvor langt klatrepotentialet virkelig rækker, men det bliver vi forhåbentlig klogere på i det første år på WorldTour-niveau.

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Mads P-holdkammerat skuffet efter Trek-kollaps

Landevej

Video i artiklenInterview med Ballerini efter sejr

Video

Honoré med flot fjerdeplads i hjemmebanesejr til Gaudu

Landevej

Video i artiklenBallerini vinder suverænt Omloop Het Nieuwsblad

Video

Ballerini uslåelig i spurten efter skuffende dansk Omloop

Landevej

Video i artiklenMoscon kører den hårdt fra front på Kappelmuur

Video

Video i artiklenStort styrt i Belgien

Video

Annonce