Nedenfor giver vi en analyse af Lotto Soudal.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Steff Cras, Jasper de Buyst, Thomas de Gendt, John Degenkolb, Caleb Ewan, Frederik Frison, Philippe Gilbert, Kobe Goossens, Matthew Holmes, Roger Kluge, Tomasz Marczynski, Stefano Oldani, Gerben Thijssen, Tosh van der Sande, Brent van Moer, Harm Vanhoucke, Florian Vermeersch, Tim Wellens

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Nye ryttere

Andreas Kron (Riwal Securitas Cycling Team), Xandres Vervloesem (Lotto Soudal U23), Kamil Malecki (CCC Team), Sebastien Grignard (Lotto Soudal U23), Harry Sweeny (Lotto Soudal U23), Maxim van Gils (Lotto Soudal U23), Viktor Verschaeve (Lotto Soudal U23), Sylvain Moniquet (Equipe continentale Groupama-FDJ), Filippo Conca (Biesse Arvedi)

Ryttere, der forlader holdet

Nikolas Maes (stopper karrieren), Jelle Wallays (Cofidis, Solutions Credits), Adam Hansen (stopper karrieren), Sander Armee (Team Qhubeka ASSOS), Carl Fredrik Hagen (Israel Start-Up Nation), Stan Dewulf (AG2R Citroên Team), Jonathan Dibben (stopper karrieren), Remy Mertz (Bingoal-Wallonie Bruxelles), Brian van Goethem (stopper karrieren), Rasmus Byriel Iversen (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Modsat Deceuninck-Quick Step, der har en ret international profil, har Lotto Soudal altid været meget belgisk. Truppen består for hovedpartens vedkommende af belgiere, hvoraf mange er relativt anonyme hjælpere eller unge talenter, og de får selskab af nogle få stjerner, der kan have både belgisk og udenlandsk herkomst. Det har naturligvis haft den pris, at holdet som regel befinder sig i den nedre del af ranglisterne - ganske enkelt, fordi det er en relativt lille ryttergruppe, der leverer resultaterne.

Den belgiske identitet skal der ikke rokkes ved, og det bliver der i hvert fald heller ikke. Tværtimod kan man i den grad frygte, at det vil tage overhånd fremover, for man kan godt blive alvorligt bekymret for udsigterne frem mod 2021. På samme måde som Movistar sidste år nærmest omdannedes til et rent talenthold - en strategi, der som bekendt havde katastrofale konsekvenser for resultatlisten for det tidligere storhold - kan man med nogen ret hævde, at Lotto Soudal fremover er et belgisk ungdomshold krydret med enkelte store stjerner.

Det er nemlig ganske bemærkelsesværdigt, at man rykker ikke færre end fem ryttere op fra deres eget U23-hold. Dertil kommer en ung belgier fra FDJs udviklingshold samt et dansk og et italiensk talent. Kun én rytter hentes fra WorldTouren, og det er en ung polak uden mange store resultater. Da kun få af de unge ryttere virker meget lovende, kan man i den grad blive bekymret for, at Lotto vil lide samme triste skæbne Movistar, dog med den tilføjelse at de ikke kommer fra samme tårnhøje udgangsniveau.

Til beroligelse skal siges, at de nye ryttere kun i begrænset omfang erstatter større navne. I stedet ryddes der lidt op i de relativt mange anonyme hjælpere, som holdet altid har været fyldt med, og i den forstand kan man argumentere for, at der måske ikke på kort, men i hvert fald på lang sigt er mere perspektiv i den nye end den gamle trup.

Det ændrer dog ikke på, at der er bekymringer for 2020. På tabskontoen står nemlig også nogle af de relativt få navne, der havde potentiale til på kort sigt at levere resultater. Det gælder først og fremmest Carl Fredrik Hagen. Sandt er det, at den tidligere norske langrendsløber havde et rædselsfuldt 2020, men det er trods alt kun et års tid siden, at han endte som nr. 8 i Vueltaen. På et hold, der er nærmest renset for klatrere og etapeløbspotentiale, er det et stort tab, at holdets eneste reelle klassementsrytter lod sig lokke af et tilbud fra Israel Start-Up Nation.

Det andet større tab er Stan Dewulf. Den unge belgier har måske ikke udsigt til at blive en klassikerstjerne, men han har bestemt vist et vist potentiale. Det så vi i år på grusvejene i Antwerp Port Epic og på bakkerne i Brabantse Pijl, hvor han viste, hvorfor han vandt U23-udgaven af Paris-Roubaix i 2018. Netop som han står foran sit gennembrud på brostenene, bliver han en del af den nye klassikersatsning på Ag2r, mens Lotto mister et talent, de har ladet sig udvikle over de seneste to sæsoner.

De øvrige rytterafgange har derimod karakter af oprydning i de mere anonyme hjælperkræfter. Det eneste berettigede spørgsmål er vel, om det var klogt ikke at forlænge med Jelle Wallays. Ganske vist er den stærke belgier på papiret slet ikke en vindertyper og netop en af de hjælperkræfter, holdet har så mange af, men han har haft en bemærkelsesværdig evne til alligevel at vinde mange også store løb. I lyset af manglen på profiler havde han været værd at fastholde.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

De øvrige tab er mere velbegrundede. Man kan sagtens argumentere for, at Sander Armee med sin kørsel i foråret viste, at han stadig har lidt at bidrage med, men hans efterår viste også, at hans bedste år er ovre. Det samme er helt entydigt tilfældet for Adam Hansen, der har været milevidt fra fordums styrke, og heller ikke Nikolas Maes har været den bundsolide klippe i tog og på brosten, han tidligere var. At de to stopper karrieren, er ikke noget gigantisk tab.

Ægteskabet med Jonathan Dibben blev også kortvarigt. Håbet om at genrejse den engang så lovende brite fejlede, og det stod i 2020, at hans bidrag på WorldTouren er ganske begrænset. Også farvellet til Brian van Goethem og Remy Mertz virker velbegrundet, da de netop var den anonyme ryttertype, der er helt afgørende, men som Lotto har haft alt for mange af. Og desværre slog Rasmus Byriel Iversen aldrig helt til på WorldTouren.

Mange af tabene giver således glimrende mening, men problemet er, at der blandt de nye navne kun er få, der med det samme kan levere resultater. Mest lovende er det, at holdet fik fingrene i Andreas Kron. Den unge dansker har længe vist sit store potentiale, blandt andet med et flot U23-VM og en imponerende kongeetape i Belgium Tour, men det var en gigantisk skalp, da han i puncheurfinalen på sidste etape i Luxembourg slog Diego Ulissi, der et par uger siden viste netop sine puncheurevner ved at vinde en Giro-etape foran navne som Peter Sagan og Michael Matthews. Med den kørsel, Kron viste i store dele af 2020, er det ikke mærkeligt, at han var eftertragtet for WorldTour-holdene, og på Lotto Soudal vil han med det samme kunne få en del muligheder i en trup, der måske nok har Tim Wellens og John Degenkolb som kaptajner i de største af de kuperede endagsløb, men som også kører en masse mindre begivenheder, hvor holdet meget ofte har manglet en reel vinderkandidat.

Den eneste af de nye ryttere med WorldTour-erfaring er Kamil Malecki, der formentlig sikrede sin kontrakt den 8. august. Det var den dag, han fik mange til at tabe næse og mund, da han på Polen Rundts kongeetape tidligt blev hentet fra det tidlige udbrud, men alligevel hang på alle favoritterne, endte som nr. 7 og sikrede sig en samlet 6. plads i WorldTour-løbet. Senere kørte han med om sejren på en hård Giro-etape, og han har også tidligere vist sine evner med samlede sejre i to mindre polske etapeløb i 2019. Han synes at kunne have en fremtid som etapejæger og som hjælper i kuperede endagsløb, men nogen stor vinder bliver han næppe. Og i første omgang skal han over den brækkede hofte, han pådrog sig i et styrt inden årsskiftet.

Det tredje navn, der var i vælten i 2020, er Filippo Conca, men det skyldtes al balladen om skiftet til Lotto, efter at han egentlig havde en aftale med Androni. Det lykkedes ham dog også for andet år i træk at blive nr. 5 i Baby-Giroen, og han er således noget så sjældent som en klatrestærk type på Lotto. Han har dog selv givet udtryk for, at han ligesom Kron og Malecki nok snarere sin fremtid i kuperede endagsløb, og han mangler utvivlsomt stadig nogen udvikling.

Så er der hele rækken af unge belgiere, hvoraf Xandres Vervloesem synes at være den mest interessante. Han vandt nemlig det franske bjergløb Ronde le l’Isard i 2020, men det er også han eneste væsentlige resultat. Hvor langt han kan komme på sigt, er stadig svært at vurdere, men han har i hvert fald brug for nogen tid, inden han kan bidrage med resultater.

I det hele taget har manager John Lelangue gjort det klart, at han ønsker flere klatrere på et hold, der i de senere år ikke har vist sig meget frem i bjergene. I tillæg til Conca og Vervloesem har han derfor hentet Viktor Verschaeve. Han synes måske ikke at være helt så lovende som de to ovennævnte, men i år vandt han alligevel en etape i det bjergrige Tour de Savoie Mont Blanc, ligesom han sidste år blev nr. 2 i U23-udgaven af Liege, nr. 8 i Ronde l’Isard og nr. 9 i Baby-Giroen, hvor han var tæt på at vinde en etape. Også han mangler nogen modning, inden han for alvor er klar til at folde sig ud.

Den fjerde klatrer er Maxim van Gils. Også han har imponeret i de samme franske etapeløb, nemlig med en samlet 3. plads i årets Tour de Savoie Mont Blanc samt en 4. plads i Giro della Regione Friuli Venezia Guilia samt en 13. plads i Il Lombardia. Sammen med Vervloesem og Conca er han måske den mest lovende af de unge klatrere, selvom også han utvivlsomt har lang vej igen.

Den sidste klatrer er Sylvan Moniquet. Den 22-årige belgier var i år ganske tæt på en stor sejr, da han blev nr. 4 i U23-udgaven af Il Lombardia, ligesom han kørte i top 10 i både Ronde de l’Isard og Tour de Savoie Mont Blanc. Helt tilbage i 2018 blev han endda nr. 4 bag Carl Fredrik Hagen, Kobe Goossens og Chris Harper i Tour du Jura og tilføjer altså mere klatretalent til en klatregruppe, der består af fire nyprofessionelle.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

En lidt tungere type er Sebastien Grignard, der beskrives som enkeltstartsspecialist. Det er da også sandt, at han kørte nogle flotte juniorenkeltstarter, hvor han blandt andet blev belgisk mester og vandt EM-bronze, men det har været meget småt med resultaterne som U23. Umiddelbart ligner han mest en af de mange hjælperyttere, som holdet traditionelt har haft så mange af.

Den sidste rytter, der kommer fra udviklingsholdet, er slet ikke beglier. Det er australske Harry Sweeny, der er temmelig svær at blive klog på. I år vandt han U23-udgaven af Il Lombardia (ved at køre alene hjem foran en kvintet med hele tre danskere), og derudover har han været meget tæt på etapesejre (faktisk vandt han sidste år en enkelt i Rhone-Alpes Isere Tour) i relativt hårde løb. Han har dog ikke de store samlede resultater og er også en relativt stor fyr, der beskriver sig selv som en mand til klassikere og lead-outs, men også med hæderlige klatreevner. Med andre ord er han en alsidig fyr, hvis præcise specialisering nok kræver lidt mere udvikling at forstå.

Uanset hvad skriver han sig i hvert fald ind i rækken af sjældent mange klatrestærke ryttere på Lotto-mandskabet, der helt åbenlyst har ambitioner om at styrke sig på det område og bidrage til at opfostre de klatrere, belgierne længe har manglet. Bekymringen er bare, om den store gruppe af unge ryttere i 2020 er stærke nok til at gøre Lotto Soudal konkurrencedygtige på WorldTour-niveau. Frygten er i hvert fald, at det går som for Movistar, og der ligger utvivlsomt et stort pres på de få etablerede kaptajner for at levere.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Lotto Soudal er et belgisk hold, og derfor er klassikerne i deres DNA. Presset for at præstere på hjemmebanen er altid stort, og holdet lægger stor vægt på at præstere i netop de løb. Derfor gør det også ondt, at Tiesj Benoots sejr i Strade Bianche i 2018 er den eneste klassikersejr siden Philippe Gilberts jubelår i 2011, og at holdet ikke har været på podiet i et monument, siden Jurgen Roelandts i 2016 lidt overraskende endte som nr. 3 i Milano-Sanremo.

Forud for 2020-sæsonen oprustede man gevaldigt på den front med John Degenkolb og Philippe Gilbert, men samtidig mistede man Benoot. Desværre gik den satsning i vasken, da Gilbert missede alle klassikerne, og Tim Wellens var så kompromitteret af sit styrt inden Touren, at han aldrig fandt formen. Heldigvis viste Degenkolb på brostenene de bedste takter i mange år, men desværre havde han en slem tendens til at skuffe de mange gange, hvor han havde kørt sig til at spurte om de sjove placeringer, og derfor endte det ”kun” med placeringer som nr. 4, 6 og 9 i hhv. De Panne, Gent-Wevelgem og Flandern Rundt - resultater, der stadig er meget bedre end længe set.

Som nævnt ovenfor er Lotto i år i sjælden grad afhængig af deres få stjerner, og det bliver igen op til Gilbert, Degenkolb, Wellens og Caleb Ewan at levere i de store endagsløb. Størst chance for at vinde et monument har de nok i Milano-Sanremo, hvor Ewan tilbage i 2020 faktisk vandt feltets spurt bag den undslupne Vincenzo Nibali. Ender det i en spurt i 2021, vil Ewan igen kunne regnes som en af favoritterne, hvis hans efterhånden reducerede holdbarhed ikke har kostet for meget forinden. I det tilfælde vil Degenkolb kunne tage over, men han synes ikke længere hurtig nok til at kunne gentage sin tidligere sejr. Til det hårdere scenarium drømmer holdet stadig om, at Gilbert skal kunne fuldende sin Strive4Five ved at vinde, men han synes efterhånden at mangle den fornødne eksplosivitet.

Ewan har aldrig rigtigt slået til på brostenene, og de eneste belgiske løb, hvor han kan tilskrives en chance, er Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Driedaagse de Panne og ikke mindst Scheldeprijs, hvor han er forsvarende vinder. Degenkolb har altid været en anelse for tung til de hårdeste løb som Flandern Rundt, E3 og Omloop, men årets resultater viser, at han er konkurrencedygtig. Bedst passer han til Gent-Wevelgem, som han tidligere har vundet, og hvor han blev nr. 2 i 2019, men igen synes han at lide under den reducerede holdbarhed. Den helt store chance er dog Paris-Roubaix, der altid har været det løb, som passer ham allerbedst, og hvor han inden sit styrt var skræmmende stærk. Hans kørsel i Flandern i år kan give håb om, at han måske kan komme tæt på det niveau igen og således udgøre en fremragende duo med den forsvarende vinder, Gilbert, selvom belgieren faktisk endnu ikke har taget stilling til, om han overhovedet vil forsvare titlen i et løb, han efter sin sejr betegner som "mindre vigtigt".

Netop Gilbert er det store spørgsmål. Skaderne betyder, at vi ikke har set ham på sit topniveau siden efteråret 2019, og med hans alder er det uhyre relevant at stille spørgsmålet, om han stadig har samme klasse. Det bliver vi klogere på til foråret, hvor han nu om dage grundet reduceret punch og forringede klatreevner er bedre i de hårdere flamske løb samt Paris-Roubaix end i Ardennerne. Dertil er det nu klart, at Wellens hentes ind til løb som Omloop, E3 og Flandern Rundt, og han har vist, at han trods begrænset erfaring har top 10-potentiale i brostensløbene, der fra i år bliver et virkeligt fokusområde. Endelig bliver det meget interessant at følge Florian Vermeersch, der imponerede så stort i særligt det knaldhårde Gent-Wevelgem i 2020, og som trods en hjælperrolle meget vel kan ende med at komme langt i disse løb.

Wellens' andet hovedmål er Ardennerne, hvor han dog altid er kommet lidt til kort og sjældent har ramt formen rent. Det vil han forsøge at ændre ved ikke at køre så stærk i vintermånederne, men om han vitterligt kan vinde et af de største løb, er nok tvivlsomt, og faktisk er der en vis sandsynlighed for, at han slet ikke kører Fleche Wallonne. Hos sig vil han have Gilbert, men hans eneste reelle chance er nu om dage nok Amstel Gold Race, som han allerede har vundet et hav af gange. Og så skal man ikke glemme, at Wellens altid er flyvende i Brabantse Pijl, hvor man også kan håbe, at Andreas Kron måske kan få lidt spillerum. Hvis ikke han igen satser på Paris-Nice, er Wellens også en mand til Strade Bianche, som nu nok er for hårdt til den tidligere vinder Gilbert, og her kunne Kron også være meget interessant at følge.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

I efteråret har holdet også muligheder. Ewan har tidligere vundet Hamburg Cyclassics og kan på den rette rute også begå sig i Bretagne Classic, hvor Degenkolb, Gilbert og Wellens også begge kan begå sig under de rette omstændigheder. Alt sammen forudsætter det dog, at Ewan ender med at opgive Vuelta-planerne. De canadiske løb har tidligere givet succes til både Gilbert og Wellens, der begge passer fremragende til dem, men til gengæld er San Sebastian nok lidt for stor en mundfuld nu om dage, medmindre Wellens er i superform på en årstid, hvor han sjældent topper. Det samme gælder for Il Lombardia, hvor Wellens dog før har været med, men det kræver utvivlsomt, at han har sin allerbedste oktoberform. Og så må vi se, om der i Bretagne og måske Canada kan blive lidt plads til folk som Vermeersch og Jasper de Buyst, der begge har et vist potentiale i den slags løb.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Siden man sagde farvel til først Cadel Evans og siden Jurgen van de Broeck, har Lotto Soudal droppet klassementerne i grand tours. Satsningen på unge klatrere viser, at den ambition kan ændres på sigt, men i 2021 er der til de tre grand tours kun ét mål: at vinde så mange etaper som muligt.

Det bedste våben hertil er naturligvis Caleb Ewan, der har sat sig det ambitiøse mål at blive første rytter siden Alessandro Petacchi i 2003 til at vinde etaper i alle tre grand tours i én og samme sæson. Det er dog stadig ikke helt givet, at han faktisk ender med at køre Vueltaen. Mislykkes det at vinde en etape i Giroen eller Touren, dropper han formentlig planen om at køre i Spanien, da målet så er umuligt at opnå. Samtidig skal man ikke udelukke, at det alligevel kan blive til spansk afbud. Som bekendt har Ewan ikke den største holdbarhed i grand tours, og hvis han er lige så død efterr Touren som i 2020, hvor han i sidste øjeblik meldte afbud til Giroen, kan det meget vel ende med, at Vueltaen bliver for voldsom.

Uanset hvad er Touren hovedmålet, hvor han skal forsøge at fortsætte sin stime med fem sejre på to år, og han vil få en stor del af holdet bygget op om sig på den uhyre sprintervenlige rute, der denne gang er så nem, at han også har givet udtryk for grønne ambitioner. Samtidig må vi formode, at han i hvert fald i to af de tre grand tours vil få sit tog med Roger Kluge og Jasper de Buyst stillet til rådighed i den anden af de to grand tours.

Skulle han ende med at droppe Vueltaen, kan andre få chancen.. Man kan ikke helt afvise, at John Degenkolb kunne være fristet af at forberede sig til VM i en Vuelta, hvor han har vundet et hav af etaper, men han synes ikke længere at have hurtighed til at vinde, i hvert fald ikke i en fuld massespurt. Det har til gengæld måske den unge lovende Gerben Thijssen, der fik et brag af en grand tour-debut netop i Vueltaen i 2020. Han kunne meget vel få en ny chance i samme løb, og han synes at have potentialet til at overraske.

Ellers handler det om at vinde fra udbrud, og her har holdet tre oplagte bud i Tim Wellens, Thomas de Gendt og Philippe Gilbert. Vi ved allerede nu, at Gilbert vil med til Touren, hvor han kun har haft dårlige oplevelser de sidste år, og han vil utvivlsomt kunne lide de to indledende puncheuretaper, selvom han nu om dage ligner en usandsynlig vinder. Wellens er også opsat på at deltage efter sidste års ærgerlige afbud, og han synes meget fokuseret på at komme sig over sit varme- og sommerkompleks, så han kan vinde den sidste grand tour-etape, han mangler.

De Gendt vil helt sikkert køre to grand tours, og da han altid er bedst i den sidste, planlægger han formentlig den Giro-Tour-double, han havde planlagt for 2020, og så plejer han at finde topformen i Frankrig. Til gengæld begynder han også at have en alder, hvor man kan tvivle på, om styrken er intakt, nu hvor han aldrig fandt sine allerbedste - men dog stadig havde gode - ben i 2020. Også Degenkolb må formodes at skulle til Touren som alternativ til Ewan, hvis denne bliver mærket på de hårde dage, men det er svært at se ham vinde en etape. Det er heller ikke umuligt, at Gilbert vil bruge Vueltaen som forberedelse til VM på hjemmebane, selvom det med Touren i benene er usandsynligt.

I de andre grand tours bliver der masser af plads til yngre ryttere, men meget skal flaske sig, hvis de skal vinde en etape. Faktisk er det næsten danske Andreas Kron, der kunne ligne bedste bud, og han burde få chancen i enten Giroen eller Vueltaen. Kamil Malecki var tæt på i Giroen og kunne være en mulighed i mellemkuperet terræn, ligesom Matthew Holmes er det, efter at også han var tæt på i Giroen i 2020. Tosh van der Sande synes til gengæld ikke længere at have robustheden, men så er det måske værd i stedet atter at fremhæve unge Florian Vermeersch, der i hvert fald kan afslutte og har en vis holdbarhed, der giver ham muligheder. Og så ved vi, at De Gendt igen er begyndt at køre med helt i front på enkeltstarterne.

Skulle holdet have lidt klassementsambitioner, må det være med Harm Vanhoucke. Den belgiske klatrer fandt endelig niveauet i 2020 og lå endda længe godt til i Giroen, indtil han eksploderede markant. Lige nu synes han dog ikke at have robusthed til at køre stærkt over tre uger, men måske han så kan vinde en etape fra et udbrud i bjergene. Det synes bestemt ikke umuligt, ligesom det også skal blive interessant at se Kobe Goossens, der kørte en fin Vuelta i 2020, selvom det for ham nok er for tidligt at køre klassement.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Selvom Lotto har hentet mange unge klatrere, der på sigt skal gøre dem konkurrencedygtige i klassementssammenhæng, bliver 2021 også et år, hvor det bliver beskedent med de samlede resultater. Den eneste rytter, der synes moden til at slås langt fremme i bjergene, er Harm Vanhoucke, men hans enkeltstart er så ringe, at det er svært at se ham for alvor gøre sig gældende i ugelange etapeløb, hvor netop tidskørsler er vigtige. Kobe Goossens kan måske også forsøge sig, men han har stadig for lang vej at gå.

Helt uden chance er de dog ikke. Tim Wellens har før gjort det godt i Paris-Nice, hvis ruten ikke er for bjergrig, men grundet Touren må han denne gang droppe Tour de Pologne, hvor også Andreas Kron, Matthew Holmes og måske Kamil Malecki, der i 2020 blev en chokerende nr. 6, kunne være med fremme. BinckBank Tour er også en sand legeplads for den dobbelte vinder Wellens, og Philippe Gilbert, Kron og Holmes bør også kunne begå sig der, selvom de alle nok er for hæmmede af enkeltstarten. Endelig har Wellens for vane at køre stærke i de spanske etapeløb i februar, men med en ændret sæsonplanlægning, er det usikkert, om det vil ske igen i år. Den slags løb kunne til gengæld være et mere realistisk mål for Vanhoucke, Goossens og måske også et par af de nye helt unge klatrere, måske særligt Xandres Vervloesem, Filippo Conca og Maxim van Gils.

Ellers handler det i de korte etapeløb også om etapesejre, og igen er massespurterne den bedste chance. Caleb Ewan vil sikkert igen skulle køre UAE Tour, Paris-Nice/Tirreno-Adriatico og måske også BinckBank Tour, hvis han dropper Vueltaenm og derudover burde Gerben Thijssen efter den flotte Vuelta også få sine chancer. Dertil kommer, at Stefano Oldani og Florian Vermeersch begge har vist, at de kan afslutte, ligesom John Degenkolb naturligvis stadig er en option, selvom det i dag kniber med farten. Derudover skal det ske via udbrud, der dog sjældent holder i korte etapeløb, men Thomas de Gendt har mere end nogen anden vist, at han mestrer kunsten at vinde i ugelange etapeløb på WorldTouren, hvor han også vil kunne begå sig på de relativt få enkeltstarter, der har en vis længde.

Lotto Soudal har også for vane at køre et hav af mindre endagsløb, primært i Belgien. I de flade af slagsen burde Thijssen og Vermeersch kunne være i spil til sejre i spurterne, og i de hårdere løb vil det være glimrende at jagte sejre med folk som Kron, Vermeersch, Oldani og Tosh van der Sande, der også alle har hurtigheden til at gøre det færdigt. Endelig kan man håbe, at der før eller siden bliver plads til, at Jasper de Buyst kan frigøres fra sin rolle som Ewans lead-out man. Det kunne ske i efteråret, hvor han i Danmark Rundt og Tour of Britain viste, at han sagtens kan jagte resultater på egen hånd.

Hvem kan overraske?

Som sagt er Lotto Soudal nærmest reduceret til udviklingshold, og derfor er der et hav af unge ryttere, som har mulighed for at overraske. Problemet er bare, at mange af dem fortsat synes at mangle lidt for meget til, at det vil ske allerede i 2020.

Der er dog undtagelser, og her er det faktisk mest nærliggende at pege dansk. Andreas Krons sejr på den klassiske afslutningsetape i Tour de Luxembourg foran den i 2020 så formstærke Diego Ulissi vidner om, at han allerede nu kan begå sig på højt niveau. Den svage trup betyder, at han burde få en del spillerum i 2021, og det skal blive interessant at se ham i nogle af de mindre kuperede løb, som Lotto har for vane at køre mange af. Derudover kan han måske køre klassement i løb som Tour de Pologne og BinckBank Tour, ligesom det skal blive meget interessant at se, hvor langt han kommer som hjælper for Tim Wellens i ardennerklassikerne.

Det er også nærliggende at pege på Gerben Thijssen. Selvom et styrt i seksdagesløbet i Gent ødelagde en stor del af 2020, nåede han at køre en meget løfterig Vuelta. Nok var sprinterfeltet relativt svagt, men en 2. plads (dog efter deklassering af Sam Bennett) er immervæk lidt af et resultat. Som ren sprinter synes han at have et ganske pænt potentiale, som han også viste i U23-tiden.

En endnu mere imponerende havde Florian Vermeersch måske, hvorfor han også er på den tidligere offentliggjorte liste over 21 lovende ryttere. Selvom han først blev professionel midt på sæsonen, kørte han så fremragende, at han allerede fik en semibeskyttet rolle i klassikerne, hvor hans Gent-Wevelgem var på grænsen til fremragende. Han skal blive meget interessant at følge både i brostensklassikerne, de mindre belgiske endagsløb på eksempelvis grus samt i spurterne, hvor hans flotte Brussels Cycling Classic vidner om evner.

På klatresiden lykkedes det i 2020 endelig for Harm Vanhoucke at vise det potentiale, vi talte om for nogle år siden. Hans start på Giroen var fremragende, men løbet understregede også den manglende stabilitet, han fortsat lider under. Lige nu skal han nok mest satse på lidt mindre etapeløb uden enkeltstart og forsøge at vinde en bjergetape i en grand tour. Lidt af det samme kan siges om Kobe Goossens efter dennes pæne Vuelta, men her er fortsat lidt vej at gå.

Det er svært at finde ud af, hvad man skal mene om Kamil Malecki. Egentlig er der ikke meget i hans resultater, der tilsiger noget stort gennembrud, men hans kørsel på kongeetapen i Polen var så vild, at potentialet måske er større end som så. Han burde få mange af de samme muligheder som Kron, når engang han er kommet tilbage efter sin brækkede hofte.

Endelig er der hele striben af unge, nye klatrere, men som nævnt ovenfor, hvor de alle er omtalt i detaljer, er 2021 nok lidt for tidligt til, at vi skal vente os det helt store gennembrud. Umiddelbart er det nok Xandres Vervloesem, Filippo Conca og Maxim van Gils, der har størst chance for at overraske allerede i 2021, og i givet fald vil det måske ske fra et udbrud i en grand tour eller ved at køre klassement i mindre bjergrige løb uden for WorldTouren.