Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med Groupama-FDJ, der endte som nr. 9 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Ryttere, der bliver på holdet

Bruno Armirail, Matteo Badilatti, Clement Davy, Arnaud Demare, Antoine Duchesne, David Gaudu, Kevin Geniets, Jacopo Guarnieri, Ignatas Konovalovas, Stefan Küng, Matthieu Ladagnous, Olivier Le Gac, Fabian Lienhard, Tobias Ludvigsson, Valentin Madouas, Rudy Molard, Thibaut Pinot, Sebastien Reichenbach, Anthony Roux, Miles Scotson, Ramon Sinkeldam, Jake Stewart, Michael Storer, Attila Valter, Lars van den Berg

Nye ryttere

Quentin Pacher (B&B Hotels p/b KTM), Michael Storer (Team DSM), Bram Welten (Team Arkea-Samsic), Lewis Askey (Equipe continentale Groupama-FDJ)

Ryttere, der forlader holdet

William Bonnet (stopper karrieren), Mickael Delage (stopper karrieren), Benjamin Thomas (Cofidis), Romain Seigle (?), Alexys Brunel (UAE-Team Emirates), Simon Guglielmi (Team Arkea Samsic)

Hvordan gik transfersæsonen?

FDJ-manager Marc Madiot er kendt for at være en temperamentsfuld herre. Derfor var det måske meget nærliggende at forvente, at han kunne være den iltre type, der i et raseriudbrud fyrede halvdelen af holdet og gennemførte en paladsrevolution, hvis han oplevede en sæson, der ikke spillede som ønsket. Man ville i hvert fald ikke være blevet overrasket, hvis Madiot gennem årene med jævne mellemrum havde skiftet halvdelen af sin trup ud.

Intet kunne imidlertid være mere forkert. På transfermarkedet hører Madiot til blandt WorldTourens klart mest konservative, og han gennemfører stort set altid kun finjusteringer af sin trup, selv efter sæsoner der var mindre gode. I de seneste tre sæsoner har han således hver gang blot suppleret sit hold med fire nye navne, og det har kun i meget begrænset omfang været større navne. Madiot tror fuldt og fast på de kaptajner, han allerede har, og hans strategi har i alt væsentligt bestået i at finde unge talenter - gerne fra deres eget udviklingshold - og at udse sig strategisk velvalgte nøglehjælpere til kaptajngruppen, der i dag tæller Thibaut Pinot, Arnaud Demare, David Gaudu, Stefan Küng og i stigende grad vel også Valentin Madouas samt snart også Jake Stewart.

I år spillede det heller ikke rigtigt for franskmændene. Ryggen betød, at sæsonen var til skraldespanden for Pinot, og 2020-sejrskongen Demare lykkedes kun med en sejr i sæsonens allersidste klassiker at komme gennem året med skindet på næsen. Nok havde Gaudu en flot sæson, ligesom Küng kørte fremragende enkeltstarter, og Madouas i efteråret kom tilbage på sporet, men for et hold med FDJs ambitioner er bare to WorldTour-sejre alt for lidt. Med deres store aktivitet i mindre franske løb lykkedes det at vinde ikke færre end 22 gange, hvilket faktisk indbragte nok point til at ende helt oppe på ranglistens 9. plads, men det gjorde ondt, at holdet var så anonyme i de største løb.

Det har imidlertid ikke fået Madiot til at skifte kurs. Tværtimod fastholder han den velkendte strategi, og også i år nøjes han således med at hente præcis fire nye ryttere til holdet. Da der endda samtidig siges farvel til seks, bliver der tale om en smallere trup end tidligere, og transferstrategien har været den samme. Madiot har nøje udset sig tre nøglehjælpere, der ikke som udgangspunkt er store navne, og derudover er der blevet plads til ét talent fra udviklingsholdet. Denne gang er de tre nøglehjælpere fordelt sådan, at der er to forstærkninger til gruppen omkring Pinot og Gaudu samt én forstærkning til sprintergruppen omkring Demare.

Det var i hvert fald Madiots oprindelige hensigt, at han mest af alt var på jagt efter hjælpere, men måske stod han i den forbindelse for transfersæsonens lykketræf. I hvert fald var blækket på kontrakten med den stagnerede Michael Storer slet ikke blevet tørt endnu, inden australieren pludselig begyndte at vinde cykelløb og stod for et af sæsonens flotteste gennembrud. Den engang så lovende Storer havde ellers i nu nogen tid lignet en af de mange australiere, der aldrig rigtigt ville leve op til sit potentiale, indtil han med en ny kontrakt i ryggen drog til bjergløbet Tour de l’Ain. Her var han slet og ret som forvandlet, da han vandt kongeetapen i knusende overlegen stil og samtidig sikrede sig den samlede sejr, og i løbet af den næste måneds tid bragede han også ind på den store scene med bjergtrøje og to fornemme solosejre i Vueltaen.

Det er klart, at Storer skal bevise, at det vitterligt er hans nye niveau, men når man betænker, at Madiot skrev kontrakten på et tidspunkt, hvor den formentlig har været betydeligt billigere, end den ville have været i dag, var det lidt af en appelsin, der faldt ned i Madiots turban. Som udgangspunkt er han stadig tiltænkt den oprindelige rolle som bjerghjælper, men pludselig står det klart, at Storer også bør have sin chance for at teste sig selv som klassementsrytter, hvor han dog lider under, at ungdommens fine enkeltstart er forsvundet helt, ligesom han nu også har vist, at han kan jagte etaper i grand tours - noget, holdet i den grad manglede i 2021, hvor deres klassementsambitioner gik helt i skuddermudder.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Så er der knap så meget potentiale i holdets anden klatreforstærkning. Quentin Pacher var ellers i sine første år ganske lovende og nåede også op på et ganske højt og ikke mindst uhyre stabilt niveau, men i de seneste år er der blevet længere mellem snapsene. Mest af alt er han kendt som angriber, men selvom han har en endeløs serie af fine top 10-placeringer i kuperede løb, har han stadig aldrig taget en professionel sejr. Da holdet kører mange af de mindre franske endagsløb, hvor han har trivedes og drager fordel af sit aggressive temperament, har han bestemt sin berettigelse på holdet, men det er mest af alt i rollen som hjælper, at han skal brillere. Her kan man frygte, at han ikke er helt stærk nok i de høje bjerge, men det er svært ikke at regne ham som en forstærkning.

Lidt mere overraskende er det måske, at holdet styrker sprintertoget med Bram Welten. En af FDJs succeshistorier er det fabelagtige tog med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, der var en stor del af forklaringen på Demares vilde 2020-sæson, og derfor kan det undre, at man indhenter Welten med det erklærede formål, at han skal indgå i toget. Fart har han masser af, og han må derfor skulle indgå i rollen før eller efter Sinkeldam, men spørgsmålet er, om man risikerer at ødelægge en Rembrandt ved at rode rundt i noget, der i hvert fald frem til den ikke så prangende 2021-sæson fungerede. Omvendt er toget på papiret utvivlsomt stærkere med endnu en fartstærk herre, og det kan derfor sagtens ende som en succes.

Welten er imidlertid mere end lead-out man. Holdet har gjort det klart, at han også skal agere sprinter på egen hånd, og det er slet ikke en dum ide. Efter tabet af Marc Sarreau var det et stort problem, at holdet kørte så mange af de ret flade franske endagsløb uden en sprinter, når nu Demare trods alt mest er optaget af større løb - også fordi Stewart slet ikke er hurtig nok til mere klassiske massespurter. Her udfylder Welten et oplagt hul, og han nåede endda at tage karrierens første sejr i Vendée, hvor han sejrede i sit allersidste løb for Arkea. Farten har han altid haft, men positioneringen har haltet gevaldigt. Desværre kan man frygte, at det fortsat vil gælde his FDJ, hvor alle lead-out-ressourcer vil være rettet mod Demare.

Den sidste nye rytter er naturligvis en af udviklingsholdets drenge. Denne gang er det britiske Lewis Askey, der får chancen, og det er absolut velbegrundet. Med sin hurtighed og råstyrke ligner han en af de mere spændende klassikertalenter, som vi så med hans 5. plads til U23-VM og ikke mindst med hans kørsel ved elitens britiske mesterskaber, hvor det var svært ikke at blive imponeret over hans forceringer på den stejle brostensstigning i Lincoln. Resultatlisten er allerede ganske pæn, og potentialet synes meget lovende. I en tid, hvor Demare har rettet fokus væk fra endagsløbene og tilbage mod spurterne, er det bestemt en tiltrængt og lovende forstærkning for Küng og Stewart i brostensløbene.

Det gode ved Madiots strategi er, at loyaliteten synes at gå begge veje. Det kan godt være, at han sjældent henter nye stjerner, men til gengæld er de stjerner, han har, også yderst villige til at blive, hvor de er. Derfor er tabskontoen også i år relativt begrænset, og Madiot kan ikke ærgre sig over alt for triste afgange.

Det skulle da lige være tabet af Benjamin Thomas. Nok lykkedes det ham aldrig i sin tid på holdet at levere de etapeløbsresultater, der var årsagen til hans gennembrud, men at han er stagneret en anelse på det område, kan meget vel hænge sammen med hans fokus på OL og banen. I enkeltstarterne udviklede han sig til gengæld til at blive fremragende med nogle fornemme resultater undervejs, og han er var en af relativt få ryttere med potentiale til faktisk at levere resultater for FDJ. Nu smutter han imidlertid til Cofidis på et tidspunkt, hvor han var klar til igen at fokusere mere på landevejen, og det kan ikke undgås, at det gør en anelse ondt.

Det gør det måske også med Alexys Brunel, men det er mere uklart, hvor stort et tab hans exit er. Han kom jo bragende flot fra start med en sejr på sin blot anden løbsdag i 2020, men siden har vi stort set ikke set ham. Om han blot er gået lidt i stå, eller om det vitterligt er udtryk for, at potentialet er begrænset, kan være svært at sige. Det må nemlig være lidt bekymrende for FDJ, at han er blevet fanget af UAE-managers Joxean Fernandez Matxins ekstremt skarpe blik for talent, og derfor er det muligt, at hans skifte til Arabien er et større tab, end det ved første øjekast kunne se ud til.

De øvre tab er i hvert fald til at leve med. Egentlig viste Romain Seigle flere gange hæderlige takter, men når holdet selv har valgt ikke at forlænge med ham, er det udtryk for, at han var gået i stå. Simon Guglielmi nåede heller ikke at vise noget i sine to år på holdet og kan helt sikkert undværes. Det samme kan veteranenerne William Bonnet og Mickael Delage, der begge tager en enorm mængde erfaring med sig på pension, men som særligt for Delages vedkommende har haft lidt svært ved at gøre sig gældende i deres hjælperroller i 2021

Samlet set har Madiot haft en ganske heldig hånd med de små, velvalgte forandringer, han har gennemført. Med erhvervelsen af Storer kan han meget vel have lavet et af årets kup, og Pacher og Welten er også hæderlige investeringer. Askey er et meget lovende talent, og selvom gør det ondt at miste Thomas og i mindre grad Brunel, er det særligt i kraft af Storer utvivlsomt et stærkere FDJ-hold, vi vil se i 2022. Spørgsmålet er, om det er nok til at vinde nogle flere store løb, for de få forandringer betyder også, at Madiot er akkurat lige så afhængig af sine få kaptajner i 2022, som han var i et 2022, hvor der var alt for langt imellem WorldTour-sejrene.