STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Christian Prudhommes plan var så storslået. Matchet mellem verdens største cykelløb og verdens førende cykelby var så indlysende, at det kun kunne blive en succes. Faktisk var ideen så oplagt, at de ellers temmelig stædige franskmænd sågar var villige til at bøje principperne og acceptere en tidlig hviledag, hvad de ellers i årevis havde nægtet, men når muligheden for at forene cykelløbet med cykelbyen krævede det, måtte stædigheden lægges på hylden. Det kunne ikke gå galt!

Det gjorde det for så vidt heller ikke. Danmark tog imod Touren med akkurat den folkefest og det menneskemylder, man kunne forvente, og når selv en erfaren veteran som Chris Froome, der endda var til stede ved den vilde start i Yorkshire, lader sig blæse bag over af holdpræsentationen, har den danske grand depart været en succes. Alligevel blev det ikke til skue, Prudhomme havde håbet på, for han havde glemt at tage hensyn til, at der er noget, Danmark er lige så kendt for som cykler, nemlig regnvejr.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Og det er slemt uheldigt. Lige så godt cykelløb rimer på cykelby, lige så elendigt rimer regnvejr på enkeltstarter. Man kan som minimum ønske sig, at vejene i det mindste er lige våde for alle, hvis betingelserne nu skal ødelægges af vand, men våde veje fjerner altid en stor del af den sportslige værdi. Det gælder særligt på en teknisk rute som den, de danske Tour-arrangører havde designet til den stort anlagte åbning, for de betyder, at det i lige så høj grad bliver et spørgsmål om risikovillighed som om tempoevner.

Derfor vil den danske Tour-enkeltstart desværre mest blive husket for folkefesten og mindre for det sportslige. Nu har vi ellers igennem hele sæsonen ladet op til det med spænding imødesete opgør mellem de to giganter, Filippo Ganna og Wout van Aert, samt den unge udfordrer, Stefan Bissegger, men alle overvejelser om, hvem der ville være bedst, kunne vi i et vist omfang have sparet os. Ganske vist fik vi en lige duel mellem Ganna og Van Aert, der kørte under helt ens betingelser og begge undgik styrt, men resultatet er ikke af samme værdi, som hvis de begge havde kørt i tørvejr, og risikovilligheden derfor havde været den samme.

Det er desværre den vigtigste konklusion fra dagens enkeltstart, at vi ikke blev alt for meget klogere. Det var helt åbenlyst, at nogle var betydeligt mere villige til at smide hæmningerne end andre, og særligt i det klassementsspil, som altid tiltrækker sig den største interesse, skal vi være uhyre varsomme med at drage for mange konklusioner. I en grand tour er forskellene efter tre uger så store, at de sekunder, man måtte tabe i et par sving på en våd dag i København, næppe bliver afgørende, når vi er i Paris om tre uger. Det er i hvert fald slet ikke risikoen værd at satse hele butikken, og derfor falder klassementsrytterne i gruppen af ryttere, der typisk tager færre risici end de ryttere, for hvem enkeltstarten og den første gule trøje er et af løbets hovedmål.

Er det derfor et problem, at Geraint Thomas tabte 18 sekunder til Tadej Pogacar, når han burde have været en af de helt store vindere og havde udsigt til måske endda at ende som bedste klassementsrytter? Bestemt ikke, for med hans historik for styrt har han næppe satset hverken hele eller halve bondegård. Er det et problem, at Daniel Martinez med tabte 37 sekunder på en dag, hvor han burde have været betydeligt tættere på? Ja, det er det i sagens natur, men det siger ikke meget om, hvorvidt han er i form eller ej.

Det gør det heller ikke for hverken David Gaudu, Jack Haig, Enric Mas og Ben O’Connor, at de alle tabte mere end 40 sekunder til den regerende mester. For dem handlede dagens etape alligevel bare om overlevelse, og at tidstabet måske blev lidt større end håbet, er ingenlunde en katastrofe i det store regnskab. For dem var det vigtigste ikke at ende pladask på halen, som det skete for Alejandro Valverde og Ion Izagirre på den seneste åbningsenkeltstart i Düsseldorf i 2017, og den mission lykkedes. Så må de se, om de kan finde de ekstra tabte sekunder ved en anden lejlighed, og vi aner i hvert fald intet om, hvorvidt de er i form eller ej.

Alligevel må der være et helt felt af klassementsryttere, der stadig forsøger at forstå, hvad det var de var vidner til på denne regnvåde fredag i København. Nok fjernede regnen en stor del af den sportslige værdi, men det lykkedes alligevel Pogacar at affyre et varselsskud så kraftigt, at det formentlig stadig vil runge i København i en god uges tid endnu.

Sloveneren endte nemlig ikke bare som etapens klassementsvinder. Det har hele tiden været et sandsynligt scenarium, at det kunne ske, for på papiret er det ham og Primoz Roglic, der i det felt er de bedste temporyttere. Til gengæld var det ubehagelig læsning for resten af feltet at se den facon, hvormed han med det samme satte sig på klassementsrytternes trone.

Det nye slovenske chefmonster leverede nemlig med det samme en magtdemonstration. Forud for løbet havde han selv sagt, at det ikke var realistisk for ham at køre lige op med Wout van Aert og Filippo Ganna på denne rute, og det var en helt ædruelig vurdering. Nok viste Pogacar sidste år, at han i dag er så tempostærk, at han kan vinde flade Tour-enkeltstarter, men på en kort, teknisk storbyenkeltstart vil han altid være på udebane mod de sande wattmonstre. Det var han da også tidligere i år, da han i UAE Tour og Tirreno-Adriatico blev slået ganske klart af Stefan Bissegger og Filippo Ganna på ruter, der som denne handlede meget om power over en kort distance.

Alligevel viste vurderingen sig at være lige så ædruelig, som den man kommer med, når man har drukket tre flasker snaps. Pogacar var ikke bare tæt på at vinde etapen, han kørte stærkere end både Ganna og Van Aert - de to ryttere, der efter sidste års VM vel må regnes som de førende specialister i fladlandet - på ruten sidste del. Det skete endda, selvom de tre startede inden for to minutter og havde præcis de samme betingelser, og det skete, selvom det var Ganna og Van Aert, for hvem den gule trøje var et gigantisk mål, havde uendelig meget mere incitament til at tage risici end en mand, der vel trods alt helst er fri for at have trøjen alt for tidligt og ved et styrt havde meget mere at miste. I forvejen er Ganna og Van Aert vel kendt som bedre teknikere end Pogacar, og hvis nogen har vundet på de tekniske dele, er det næppe ham.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Med andre ord har Pogacar kørt skræmmende stærkt på de dele, der handler om power, og det er det mest bekymrende med tanke på det, der venter forude. Nok er forskellene til Jonas Vingegaard og Primoz Roglic små, men at han over løbets anden halvdel reelt kører dem midt over, må vække masser af bekymring, for det her var måske ikke Jumbo-duoens hjemmebane, men det var bestemt heller ikke Pogacars. Varselsskuddet kan høres i hele København, men på Jumbos hotel er det formentlig decideret overdøvende.

Det er svært ikke at få en følelse af deja-vu. Det minder uhyggeligt meget om den maner, hvorpå Pogacar i løbet af den første uge i 2021 lagde løbet i så kraftigt et jerngreb, at det allerede virkede afgjort, da han højst overraskende bankede alle specialisterne på den første enkeltstart. Senere knuste han al modstand i Alperne, og derefter var resten af løbet ren procession.

Alligevel har Jumbo slet ikke så megen grund til at være utilfredse. Som jeg har redegjort detaljeret for i min overordnede analyser af favoritterne inden løbet, var det nemlig tydeligt, at jævnbyrdigheden var stor i løbets anden halvdel. Her kunne Tadej Pogacar trods sine forsøg ikke gøre forskellen i Pyrenæerne, han blev decideret sat på Mont Ventoux, og Vingegaard slog ham klart på enkeltstarten. Vingegaard vandt således duellen fra 10. etape og frem og satte dermed en fed streg under, at han har en restitutionsevne som få.

I det lys er der al mulig grund til dansk optimisme. Vi har for længst lært, at Vingegaard er en rusten starter, og han har før haft problemer på førstedagen efter en pause. Det havde han bestemt ikke i dag, hvor han vel i virkeligheden imponerede næsten lige så meget som Pogacar. Al logik sagde, at Pogacar skulle slå danskeren på denne type enkeltstart, særligt på dag 1 - se bare hvordan det gik i Tirreno - og at danskeren kun tabte 8 sekunder på en dag, hvor Pogacar slog Ganna, kørte lige op med Van Aert og meget vel kunne have vundet under tørre betingelser, viser, at danskeren er akkurat lige så skarp, som hans Dauphiné-kørsel lagde op til. Nu skal han bare håbe, at Pogacar som i 2021 får slidt silken af i den anden halvdel, og sker det, ser det slet ikke så dumt ud endda i et løb, hvor den første meget alvorlige bjergetape kommer på dag 11, og hvor Pogacars uhyggeligt svage brostenshold gør ham meget sårbar på onsdag i mødet med Jumbos fire klassikergiganter.

Vingegaard slog også Roglic i den interne Jumbo-duel, og det er også opløftende for enhver cykelbegejstret dansker. Vi så nemlig senest i Dauphiné, at Roglic fortsat er den stærkeste temporytter af de to, og det burde særligt gælde på en rute som denne. At Roglic kun slår Bauke Mollema, som startede stort set samtidig, med ét sekund, er udtryk for, at den engang så usårlige slovenske monster nok engang underpræsterede i en sæson, hvor det har været reglen snarere end undtagelsen. Alligevel er det for tidligt at drage konklusioner på Roglics vegne, for her kommer risikovilligheden ind i særlig grad. Med tanke på hans uheld for et år siden er det nok trods alt ham blandt de tre favoritter, som har haft mest fat i håndbremsen.

Det var der andre, der ikke havde. Nok skal vi være varsomme med konklusionerne, men det er svært ikke at se det som opløftende, at Adam Yates kørte så fornem en enkeltstart. Det kunne vi have ventet på baggrund af den fremgang, han har gjort i år, og på en rute, der passede ham ganske godt, da han før har præsteret på korte, tekniske ruter, men i lyset af den ret hårde coronainfektion, han var igennem, kan vi i hvert fald se, at han er i form. Det lå trods alt ikke i kortene, at han skulle ende som den bedste fra Ineos-triumviratet. På samme møde kørte særligt Louis Meintjes, men også Nairo Quintana uventet godt, og det er trods alt et lovende tegn, ligesom Aleksandr Vlasov fik bekræftet sin fremgang i disciplinen.

Det var til gengæld ikke opløftende for Alexey Lutsenko. Astana havde åbenbart andre vejrudsigter end os andre, for ligesom som Israel-PT med Jakob Fuglsang lod de kaptajnen starte til sidst. Det viste sig i sidste ende at være en genistreg, men desværre formåede ingen af dem at lukrere på det. Det var forventeligt med Fuglsang, der aldrig har mestret denne type enkeltstarter, men for kasakken, der i forvejen har gang i en skidt sæson, var det i lyset af de enkeltstarter, han kørte i 2021, endnu et urovækkende tegn i et år, hvor intet synes at fungere. Den tiltagende vind har været nævnt som en forklaring, men den forhindrede jo ikke Dylan Teuns i at køre chokerende stærkt og Tom Pidcock i at vise et i år sjældent livstegn. Måske var det også en smule urovækkende, at Damiano Caruso, som jo ellers bragede så forrygende en enkeltstart af i Dauphiné, tabte så megen tid, men han kørte på et tidspunkt, hvor risikovilligheden var helt afgørende.

Det gjorde etapens favoritter også, og derfor kan vi ikke bruge det til meget, at Van Aert slog Ganna. Under tørre betingelser kunne det meget vel have været anderledes, og vi fik heller ikke lejlighed til at se, om Bissegger vitterligt er blevet så god, at han kan måle sig med dem. Han er som bekendt kendt for sin kamikazeagtige tilgang, og derfor kunne de våde betingelser for ham ende som en gigantisk fordel, fordi han ville tage flere risici end alle andre, men det kunne også ende i et brag og et hårdt møde med asfalten. Desværre blev det sidstnævnte, og dermed har vi fortsat til gode at se Bissegger måle sig med Ganna og Van Aert på denne type enkeltstart i en grand tour.

Det var ikke bedre for den anden schweizer, Stefan Küng, der underpræsterede eklatant. Det er bekymrende, når det har været tilfældet gennem hele sæsonen, men i lyset af betingelserne skal vi være meget varsomme med at læse det ind i det mønster. Det samme gælder for specialisterne Mattia Cattaneo, Mikkel Bjerg, Luke Durbridge og Kasper Asgreen, der jo også fortsat lider under sit styrt og har det i så frisk erindring, at han næppe har satset alt for meget, selvom de alle underpræsterede markant.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Det gjorde Mathieu van der Poel og Mads Pedersen til gengæld ikke. Begge startede etapen med det mål at holde den gule trøje inden for rækkevidde, og selvom det for danskerens vedkommende næppe bliver i Danmark, at han kan iføre sig trøjen, lykkes den mission nogenlunde, hvis tidsperspektivet rækker frem til enkeltstarten. Begge har utvivlsomt haft glæde af vejret, for det er nærliggende at tro, at Van der Poel, der altid tager risici, og Pedersen, der vel var feltets mest motiverede, begge har givet den alt. Det lykkedes samtidig hollænderen at bekræfte sin enorme fremgang i disciplin og for danskeren igen at bekræfte, at han er stærkt på denne type enkeltstarter.

Problemet i forhold til den gule trøje er naturligvis, hvem der er foran dem. Den ene er Van Aert, men det var forventet, at de skulle finde en måde at få løst det problem, hvis de vil i gult. Overraskelsen er naturligvis, at Yves Lampaert endte som en højst overraskende vinder, og det er ikke just den bedste mand at have foran sig, når man husker på, at belgieren trods alt har været på podiet i Roubaix og er del af det vel nok stærkeste hold til 5. etape. Van Aert lurer som en trussel allerede på de danske etaper, men hvis belgieren kører et par skuffende spurter, kan Lampaert have trøjen helt frem til 6. etape, selvom det virker usandsynligt, at Jumbo-stjernen ikke finder de 5 sekunder inden da.

Det lever Lampaert dog nok også med. For ham er dagens resultat nemlig så stor en succes, at trøjen blot er en behagelig bonus. Det var vel i virkeligheden mere overraskende, end da han i sin tid vandt sin Vuelta-etape ved at snyde sprinterne til allersidst og derved også sikre sig en grand tour-førertrøje, for denne gang slog han alverdens specialister.

Det havde han dog næppe gjort under tørre betingelser. Nok er Lampaert en fremragende temporytter, og på tekniske ruter er han endnu bedre - bare se på, hvordan han slog Evenepoel ved det meget kringlede belgiske mesterskab sidste år - men han er ikke i samme liga som Ganna eller Van Aert. Selvom han stadig havde våde veje, så han ud til at have bedre betingelser end de største favoritter, og dermed blev Quick-Step de store vindere i det lotteri, som en regnvejrsenkeltstart også er.

I gårsdagens optakt skrev jeg ellers, at det Quick-Steps strategi for startrækkefølge var højst besynderlig, fordi de lod deres to specialister starte midt i feltet - hverken først eller sidst. Om formålet hermed var en gambling og et sats på, at vejrgudernes lotteri ville trodse sandsynlighederne og give ham en fordel ved ikke at starte samtidig med andre tempospecialister, ved jeg ikke, men det viste sig at være en genistreg. Under ens betingelser havde han kunnet håbe på en top 5, men næppe en sejr, og derfor var det - hvis det altså var planen - en risiko, der var det hele værd. Og den gav altså gevinst!

Dermed er vi tilbage ved det, der desværre blev temaet for den enkeltstart, vi havde ventet på i årevis. Folkefesten blev flot og mindeværdig, men på det sportslige plan vil den næppe blive husket for meget andet end den sensation, Lampaert skabte. Og jo! Så vil vi nok også huske, at det var dagen, hvor en vis slovensk Tour-konge allerede fra dag 1 overdøvede hele København med et voldsomt varselsskud. Det kunne selv ikke et københavnsk regnvejr forhindre.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen er jeg blevet bekendt med, at Ganna punkterede i finalen.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE