Løbets rolle og historie

For sjette år i træk afvikles en af de mest populære forberedelsesbegivenheder, den fire dage lange løbsserie Challenge Mallorca, en uge tidligere end tidligere, og dermed markerer den igen i år starten på den europæiske sæson, der tidligere blev indledt med GP d’Ouverture La Marseillaise i Frankrig. På denne tid af året er Europa egentlig ikke velegnet til cykelløb, men øen Mallorca tilbyder som regel fornuftige forhold for rytterne til deres sæsonåbning, hvor de testes med et spændende mix af fire endagsløb, der har lidt for enhver smag og med placering 1.1-kategorien tilbyder ganske mange ranglistepoint.

Det er ikke overraskende, at løbsserien er meget populær blandt holdene. Mallorca er et foretrukket træningssted på denne tid af året, og mange hold bruger de fire løb til at teste formen ved afslutningen på deres sidste store træningslejr forud for sæsonen. Som de fleste andre løb på denne tid af året er løbene ofte blevet aflyst eller forkortet, men generelt har vejrforholdene været gunstige. Det kan imidlertid ikke siges om den økonomiske situation, idet serien har kæmpet hårdt for overlevelse og flere gange har haft en usikker fremtid. Den er blevet forkortet fra fem til fire løb, men selvom startlisten måske ikke er helt så prangende som tidligere, er det lykkedes at forblive en uundværlig del af forberedelserne for mange hold og at tiltrække mange af sportens allerstørste navne.

Med en voldsom kaptailindsprøjtning fra de lokale turismemyndigheder blev serien etableret i 1992, hvorefter det i tre år var en begivenhed kun for spanske hold. Det ændredes i 1995, hvor man for første gang inviterede udenlandske mandskaber, og det havde straks appel, da store hold som Telekom og TVM meldte deres ankomst. Man måtte dog vente til 1998, inden det også lykkedes at få en rytter fra et udenlandsk hold som samlet vinder, da Leon Van Bon fra Rabobank sejrede. Selvom det samlede klassement ikke nyder den store prestige, viser vinderlistens store navne som Laurent Jalabert, Alex Zülle, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og Philippe Gilbert, at der er tale om en begivenhed med en stærk appel til sportens største navne.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Løbsserien er ikke et etapeløb, idet holdene har en bruttotrup, hvorfra de kan udvælge rytterne til hvert enkelt løb. Det betyder, at startlisterne til de enkelte løb først er kendt mindre end 24 timer før starten, idet mange hold foretager den endelige udvælgelse i sidste øjeblik baseret på den foregående dags udfald. Der er ganske vist et klassement for de ryttere, der gennemfører alle fire løb, men det har ikke meget prestige. I stedet vælger rytterne de løb, der passer dem bedst, og der er altid noget for dem alle. I gamle dage var de første to løb tilpasset sprinterne, inden rytterne ramte bjergene i de sidste to løb, men sådan har det ikke været i de seneste seks år, hvor to kuperede dage har været omkranset af to flade sprinteraffærer.

Løbsserien startede tidligere med et hurtigt gadeløb i hovedbyen Palma, mens det andet løb var en anelse mere kuperet, men stadig en sag for de hurtige afsluttere. Arrangørerne foretrækker imidlertid at afholde løbet i Palma om søndagen, og derfor har det været det andet fladbaneløb, der siden 2013 har været afviklet i området omkring byerne Campos, Porreres, Felanitx og Ses Salines, som har indledt begivenheden. Ruten har varieret en anelse fra år til år og har haft forskellige navne bestemt af de byer, der passeres. Hver gang har det dog været afviklet på stort set de samme veje i øens sydøstlige hjørne, og det er i alt væsentligt kun start- og målbyen, der har varieret. Sidste år eksperimenterede man helt usædvanligt at lade løbet slutte på en nærliggende stigning, hvorfor det traditionelle sprinterløb pludselig blev for klatrere, men i år er alt tilbage ved det gamle.

Sidste års atypiske rute betød naturligvis også en atypisk vinder. Her var det Jesus Herrada, der fik en drømmestart på sæsonen ved sammen med Guillaume Martin at angribe tidligt på målstigningen og herefter køre sig til en solosejr ved at sætte franskmanden, inden Bauke Mollema overspurtede forhåndsfavoritten Alejandro Valverde i favoritgruppens kamp om tredjepladsen. Den nye, fladere rute betyder dog, at mange af klatrerne skipper løbet denne gang, og derfor er hverken Herrada, Martin eller Mollema med denne gang, og de skipper endda hele løbsserien.

Ruten

Efter sidste års eksperiment er alt atter ved det gamle til åbningsløbet, der som altid finder sted på de samme veje i det sydøstlige hjørne af ferieøen. Som så ofte før er det placeringen af start- og målbyen, der udgør variationen fra år til år, og i år er det Ses Salines og Felanitx, der er valgt som hhv. udgangspunkt og afslutning. Det betyder, at løbet i år går under det mundrette navn Trofeo Ses Salines-Felanitx, og det er andet år i træk, at Felanitx er rammen om afslutningen, men altså denne gang med en anden, flad finale end sidste års voldsomme afslutning på Puig de Sant Salvador.

I alt skal der tilbagelægges 170,7 km, som fører feltet fra Ses Salines til Felanitx. Den indledende del af løbet er ganske enkel, og faktisk afvikles det mest af løbet på en 103,1 km lang rundstrækning i det sydøstlige hjørne af øen. Fra starten nær den sydlige kyst kører man mod sydvest ud til vandet og derefter mod nord og nordvest ind mod en lille sløjfe. Den indeholder blandt andet en kategori 4-stigning (1,4 m, 1,2%) med top efter 28,5 km, men er ellers relativt flad. Herefter går det videre mod nord op over kategori 4-stigningen Coll Es Monjus (1,6 km, 4,1%), hvis top rundes efter 54,0 km. Der fortsættes herefter mod nord frem til Porreres, inden man drejer mod sydøst for at passere gennem målbyen Felanitx. Denne gang drejer man imidlertid kort inden målstregen og kører ud til kysten, inden det går igennem fladt terræn mod sydvest tilbage til Ses Salines.

Efter passagen gennem startområdet tager feltet hul på endnu en omgang, der betyder, at de atter skal op over de to stigninger efter hhv. 133,1 og 151,0 km - den sidste altså med 19,7 km til mål. Herefter går det videre mod nord op til Porreres og slutteligt mod sydøst ind til Felanitx, hvor man denne gang kører helt ind til mål. Det går via en lang, lige vej helt uden sving frem til en teknisk finale med tre sving med hhv. 900 og 800 m igen. De sidste 4 km stiger ganske let, den sidste med 1,2% i gennemsnit.

Ruten byder på i alt 872 højdemeter.

I forhold til sidste år er ruten helt den samme med den markante undtagelse, at man til slut ender løbet inde i Felanitx og ikke på den nærliggende Puig de Sant Salvador-stigning.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Vejret

Løbene på Mallorca har ofte været ramt af dårligt vejr, der har betydet aflysninger og ruteændringer. Det bliver der heldigvis intet af i år, hvor der er udsigt til nogle forrygende dage. Torsdagen starter ganske vist skuet, men det vil klare op om eftermiddagen, hvor temperaturen vil nå behagelige 18 grader. Helt stille vil det ikke være med en let til jævn vind fra sydvest, hvilket primært giver modvind på første del af rundstrækningen, hvorefter der kommer en fase med flere retningsskift. Man får sidemedvind opad Coll Es Monjos, hvorefter der er sidemedvind på det sidste stykke ind mod Felanitx. Til allersidst får det mere karakter af direkte sidevind og til slut sidemodvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Sprinterne var temmelig skuffede over kun at få én mulighed i 2017, men nu er normaliteten genoprettet. Denne gang er der to skud i bøssen, og den første af disse kommer som så ofte på før på førstedagen. Selvom det er første gang, at der sluttes inde i selve Felanitx, er det i alt væsentligt det løb, vi kender fra tidligere. Rundstrækningen er stort set den samme, og det eneste, der ændrer sig, er start- og målbyerne.

I de tidligere år er løbet da også endt i en massespurt, og det bør det gøre igen. Knap 1000 højdemeter er ikke meget over 170,7 km, og den lille bakke i finalen kan ikke ryste mange sprintere. Vejret kunne have været en udfordring, men på en flot solskinsdag uden megen vind kunne sprinterne ikke have ønsket sig det bedre.

Samtidig er det for hele feltet første konkurrencedag i år. Det plejer at borge for, at man lige skal føle benene lidt an, og derfor er første løb i serien altid ret kontrolleret. Naturligvis vil vi se en kamp for at ramme udbruddet i et felt med ganske mange små hold, men når først gruppen er kørt, venter jeg en stille dag. Bora må formodes at påtage sig hovedansvaret for jagten, og de kan tænkes at få hjælp af hold som Trek og Arkea. Det bør være nok til at skabe samling i tide til den ventede massespurt.

Der er derfor lagt op til det klassiske opgør mellem de hurtige folk, men det kommer ikke kun til at handle om fart. Finalen er teknisk, og de mallorcanske veje er ikke altid så brede. Derfor stiller der krav til positioneringen frem mod de to sene sving, hvorefter det hele skal times rigtigt i modvinden. Dertil kommer, at det som sagt er første dag i sadlen for hele feltet og dermed også for togene, der for fleres vedkommende er relativt nysammensatte. Formen er også ukendt for dem alle, og det gør det hele lidt mere åbent, som man før har set det i løbene på Mallorca.

Der kan dog ikke være tvivl om, at løbet har én stor favorit. Pascal Ackermann er på papiret feltets hurtigste, og han kommer samtidig til løbet med et fremragende tog. Hos sig har han nemlig nytilkomne Patrick Gamper, Lukas Pöstlberger, Jempy Drucker og Rudiger Selig, der er den bedste lead-out man i feltet. Samtidig er Ackermann selv en ørn i positionskampen, og han er formentlig i glimrende form, som han var det i 2019, hvor han hurtigt vandt Clasica de Almeria. Det let stigende opløb burde passe ham, og kombinerer man det med hans høje topfart, hans stærke tog og den eminente positionering, er der al mulig grund til at tro, at han spurter sig til Boras første sæsonsejr torsdag eftermiddag.

Manden, der måske kan true ham på farten, er Matteo Moschetti. Trek har ganske vist også Jasper Stuyven og Emils Liepins til start, men normalt må de i et let sprinterløb som dette antages at skulle spille en lead-out-rolle, selvom formen kan føre til ændringerne i sæsonens første løb. Bliver det som ventet Moschetti, kan han glæde sig over et stærkt tog, der foruden Stuyven og Liepins tæller Alex Kirsch, Ryan Mullen, danske Alexander Kamp samt juniorverdensmesteren og det nye fænomen Quinn Simmons, der er en stor, stærk mand med power. De har reelt en chance for at tage kampen op med Bora, hvilket er vigtigt i denne finale.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Moschetti imponerede stort i starten af 2019, både med fart og særligt med positionering, men siden styrtet i Giroen led han af helbredsproblemer. Er han tilbage og lige å stærk fra start, som da han sidste år kørte på podiet på Hatta Dam i UAE Tour, burde han kunne lægge fremragende ud i en teknisk og let stigende finale, der passer ham. Farten er i hvert fald god nok til at true Ackermann. Man kan ikke helt udelukke, at de satser på i første omgang Liepins og Stuyven. De er dog som udgangspunkt slået af Ackermann, men med et stærkt tog i en teknisk finale vil de ikke være helt uden chance.

Bardiani kommer med nyerhvervelsen Matteo Pelucchi, der faktisk tidligere har haft stor succes i de mallorcanske løb. Han gik i stå hos Bora, men kom fornuftigt tilbage hos Androni, hvor han tog seks sejre, herunder to på europæisk grund. Dermed har han vist, at han stadig har lidt af den fart, der tidligere gav tre store sejre på WorldTouren, og han har før lagt ud som lyn og torden. Er han ikke i form, er han skræmmende uholdbar og kan falde af på bakken, men starter han igen stærkt, er han i kraft af sin fart farlig. Positioneringen i finalen er et problem, men sidder han godt, kan han vinde. Holdet har også den unge Giovanni Lonardi, der lagde stærkt ud sidste år, men man må formode, at de kører for den indtil nu langt mere succesrige Pelucchi.

Løbet her er den første test, der skal vise, om Nacer Bouhanni efter skiftet til Arkea kan rejse sig igen. Hans seneste sejr ligger imidlertid mere end et år tilbage i Vueltaen i 2018, og derfor er det svært at være alt for optimistisk efter et 2019, hvor han var en skygge af sig selv. Holdskiftet har imidlertid formentlig fyldt ham med masser af motivation, og han har før startet sin sæson godt. En teknisk finale med et let stigende opløb kunne ikke passe ham meget bedre, og toget med Connor Swift, Bram Welten og Christophe Noppe er på papiret fornuftigt. Mest af alt handler det dog for Bouhanni om at vise, at han kan finde sin gamle fart, og det er der i første omgang ikke meget, der tyder på.

Caja Rural stiller med Jon Aberasturi, der var lidt langsom om at komme i gang i 2019, men som fandt benene mod slutningen. Han har efterhånden udviklet sig til specialist i hårdere opløb, men vi så også i Vueltaen, at han stadig har hæderlig fart på flad vej. På papiret er han i hvert fald en af de hurtigste, og hans positionering er god, ligesom han elsker et stigende opløb. Til gengæld er han lidt alene på et svagt og urutineret hold.

Israel Start-Up Nation må satse på Tom van Asbroeck. Holdet er start med solide folk som Mads Würtz Schmidt, Nils Politt, Matthias Brändle og Jenthe Biermans, der alle har masser af power, men de mangler måske den sidste lead-out man. Heldigvis er Van Asbroeck selv god i positionskampen, og han er stærk i et stigende opløb. Han mangler den sidste fart til at true Ackermann, men han er med sin stabilitet formentlig med helt fremme.

Sport Vlaanderen stiller med Amaury Capiot, der i anden halvdel af 2019 var bedre end nogensinde. Han er stadig ikke verdens hurtigste i de klassiske massespurter, men særligt i BinckBank Tour imponerede han med sin fornemme positionering. Det burde komme ham til gode i denne tekniske finale, hvor han også vil sætte pris på, at det stiger let. Han plejer tillige at være stærk fra start, men til gengæld mangler han den sidste topfart.

For en gangs skyld har Movistar faktisk en sprinter at køre for i dette løb, der ellers ikke plejer at have stor prioritet. Banerytteren Albert Torres blev nr. 5 i 2018, og er tidligere også blevet nr. 5 og 6 i afslutningsløbet i Palma. Det viser, at han kan være med på dette niveau, men han var helt væk, da han sidst kørte i 2019, hvor løbene på Mallorca endda var hans eneste. Nu kommer han endda tilbage efter et styrt på banen, og han risikerer derfor at være sat tilbage. Til gengæld har han nu Lluis Mas til at guide sig i position, og han har som sagt før vist, at han kan være med.

Circus er uden Timothy Dupont og skal derfor spurte med enten Andrea Pasqualon eller Alfdan De Decker . Normalt er Pasqualon øverst i hierarkiet, men et let sprinterløb som dette er ikke hans kop te. Heldigvis er han god i positionskampen, ligesom han vil kunne lide, at opløbet er stigende. De Decker er en mere klassisk sprinter, men han har det meget svært i positionskampen og risikerer endda at ryge af på den lille bakke. Det var ikke meget, han viste i 2019, selvom han så lovende ud i 2018.

Enrique Sanz har taget et skridt ned med det lille Kern Pharma-hold, hvor han ikke kan vente meget støtte. Han er i forvejen ikke verdens hurtigste, men han vandt alligevel en del spurtsejre i mindre løb sidste år. Konkurrencen her er hårdere, og han kan få det svært på egen hånd i den tekniske finale. Han mangler formentlig også den sidste fart, men han vil kunne glæde sig over, at opløbet er stigende.

Læs også

Efter flere dages nedtur havde McNulty overraskende gode ben

Burgos stiller med to sprintere i form af Manuel Penalver og lokale Jaume Sureda . Sidstnævnte er dog ikke en klassisk sprinter, og Penalver bør være førstemanden. Han viste lovende takter i 2018, men i 2019 gik han i stå. Han gjorde det dog hæderligt i Asien, og han har før vist, at han er god i positionskampen. Det kan være vigtigt i denne finale, hvor han har mulighed for at vise, at han er på vej tilbage på sporet.

Det lille Canyon-hold har også et par hurtige folk i form Brenton Jones, Jacob Hennessy, Matthew Bostock og måske Rory Townsend, der sidst på sæsonen fik smag på massespurter i Kina. Formentlig kører de for den erfarne Jones, der allerede har kørt løb i Australien og formentlig er den mest formstærke, men han er uhyre svag i positionskampen i en teknisk finale. Det kan måske bringe de andre i spil, særligt Hennessy og Bostock, der vel er de mest klassiske sprintere, men de viste i de største britiske løb sidste år, at også deres positionering halter.

Derudover kan det tænkes, at Schweiz spurter med Nico Selenati eller Tristan Marguet, at Fundacion Euskadi kører for Juan Jose Lobato, hvis positionering dog er et gigantisk problem i denne finale, at Gazprom-Rusvelo prøver med Viacheslav Kuznetsov eller Marco Canola, at Lotto forsøger sig med Stefano Oldani, at Kometa spurter med Antonio Puppio, at Swiss Racing Academy satser på Lukas Rüegg, at Vini arbejder for Mattia Bevilacqua, og at Paolo Toto, der dog finder løbet for let, skal spurte for Work Service, men de får alle meget svært ved at vinde.

OPDATERING: Jones, Townsend og Bostock stiller ikke til start, hvorfor Canyon ventes at køre for Hennessy.

***** Pascal Ackermann

**** Matteo Moschetti, Matteo Pelucchi

*** Nacer Bouhanni, Jon Aberasturi, Tom van Asbroeck, Amaury Capiot, Albert Torres

** Jasper Stuyven, Andrea Pasqualon, Enrique Sanz, Emils Liepins, Manuel Penalver, Alfdan De Decker

* Juan Jose Lobato, Marco Canola, Viacheslav Kuznetsov,  Mattia Bevilacqua, Giovanni Lonardi, Jaume Sureda, Jacob Hennessy, Stefan Oldani, Nico Selenati

Danskerne

Alexander Kamp gør debut for Trek, hvor han formentlig skal være del af toget for Matteo Moschetti. Rasmus Byriel Iversen er med på et sprinterløst Lotto Soudal, der nok kunne give plads til et udbrud, mens Mads Würtz Schmidt i sit første løb for Israel Start-Up Nation skal hjælpe Tom van Asbroeck i finalen. Endelig skal Mathias Larsen samle værdifuld erfaring i sit første løb for udviklingsholdet Kometa-Xstra.