Løbets rolle og historie

Som et af cykelsportens kernelande havde Italien engang en fantastisk kalender til den tidlige del af sæsonen. Med de fornuftige vejrforhold tilbød landet en stribe mindre etapeløb i februar, hvor rytterne havde mulighed for at forberede sig til senere mål, og der var også et par af de mange endagsløb, der altid har været landets kendetegn.

De hårde økonomiske tider har desværre taget hårdt på kalenderen, og der er nu kun ét løb tilbage i februar. Indtil 2017 havde GP Costa degli Etruschi overlevet som den traditionelle sæsonåbning, men da også det løb i 2018 forsvandt, kommer det første store slag mellem de bedste italienske ryttere i Trofeo Laigueglia, der altid har været afholdt kort ført den belgiske åbningsweekend.

I Italien synes det stort set kun at være løb arrangeret af RCS, der for alvor trives, mens de fleste andre enten er forsvundet eller i konstant overlevelseskamp. Trofeo Laigueglia har imidlertid brudt den triste trend. I 2015 blev det opgraderet til 1.HC-status, hvilket har givet arrangørerne mulighed for at invitere flere WorldTour-hold, og ofte har det være i stand til at præsentere et stærkere og mere internationalt felt, end det er tilfældet for mange af de øvrige Coppa Italia-løb. Der var endda kortvarigt udsigt til, at løbet kunne vises live på italiensk tv, men det var først sidste år, at de planer endelig kunne realiseres.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Desværre har Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden samt skabelsen af Colombia 2.1 og Tour de la Provence gjort februar-kalenderen mere omfangsrig, og det har betydet en reduceret interesse for Trofeo Laigueglia, der siden 2016 ikke har kunnet tiltrække samme stærke felt som i 2015.

For fire år siden blev løbet afholdt i en af årets travleste uger, hvor også Tour of Oman, Volta ao Algarve, Tropicale Amissa Bongo og Vuelta a Andalucia blev holdt i samme periode. Derfor tog man klogeligt beslutningen at flytte det til en ikke helt så travl tid, men med udfordring fra Vuelta a Murcia og Clasica de Almeria i Spanien samt løbene i Colombia og Provence, har det ikke haft den ønskede effekt på feltet. Ydermere er der ikke længere samme synergieffekt med Tour du Haut-Var, efter at de to løb tidligere tilbød et perfekt alternativ til de længere etapeløb for klassikerrytterne, og det er denne markante styrkelse af februarkalenderen, der har bidraget væsentligt til den kraftige svækkelse af den tidligere så flotte italienske scene.

Trofeo Laigueglia er ikke en specielt gammel italiensk klassiker, idet første udgave først blev holdt i 1964, hvor Guido Neri vandt. I de første mange år var det domineret af italienske ryttere, men det fik hurtigst stigende international anerkendelse. Den første udenlandske vinder var således selveste Eddy Merckx, der efter to andenpladser endelig tog i sejren i 1973 og 1974 (Leif Mortensen blev en flot nummer 3 i 1973). Siden er det blevet vundet af udlændinge som Freddy Maertens, Knut Knudsen, Rolf Sørensen, Lance Armstrong, Johan Museeuw og Frank Vandenbroucke samt lokale helte som Giuseppe Saronni, Michele Bartoli, Paolo Savoldelli, Mirko Celestino, Danilo Di Luca, Filippo Pozzato, Alessandro Ballan og Luca Paolini. I de senere år er det som de fleste andre italienske løb blevet en mere national affære, selvom man med oprykningen til 1.HC-status har forsøgt at bryde tendensen.

Den stigende konkurrence har imidlertid gjort det svært for arrangørerne, og sidste år lykkedes det eksempelvis kun at tiltrække to hold fra øverste række i form af de to franske hold, FDJ og Ag2r, der for sidstnævntes vedkommende med stor succes vender tilbage år efter år. I år er Ag2r endda eneste hold fra højeste niveay. Heldigvis kaster et stærkt besat landshold anført af Giulio Ciccone lidt ekstra glans over arrangementet, ligesom man har deltagelse af en lang række af stærke professionelle kontinentalhold. Det kan dog ikke ændre på, at løbet er en skygge af, hvad det var i sin storhedstid, og man kan diskutere, om det er værdig til at være blevet en del af den nye ProSeries, som det faktisk er blevet.

Sidste år gav løbet anledning til en lille overraskelse, da en modig Simone Velasco angreb fra distance og med et stort soloridt lykkedes med at holde otte ryttere stangen. Dermed tog han karrierens største sejr, inden Nicola Bagioli var hurtigere end Matteo Sobrero og de øvrige seks forfølgere 42 sekunder senere. Velasco vender tilbage for at forsvare titlen, nu for Gazprom-Rusvelo, og han er igen oppe mod Bagioli, der gør debut for Androni. Til gengæld er der ingen Sobrero, der i år kører i Provence for sit nye NTT-hold.

Ruten

De fleste italienske endagsløb har samme natur. Mens der ikke er mange løb for rene klatrere eller sprintere, er kalenderen fyldt med løb, der passer til hurtige afsluttere, der også kan klatre. De fleste af de italienske klassikere indeholder således et solidt antal højdemeter, men har samtidig ofte en flad finale, hvor der er tid til regruppering. Trofeo Laigueglia adskiller sig ikke fra det mønster.

Ruten varierer typisk en smule fra år til år, men det er altid byen Laigueglia, der er i centrum. I 2015 indførte man atter et nyt format, inden man i 2016 fjernede en af de lange stigninger midtvejs i løbet for i stedet at køre flere omgange på finalerundstrækningen. Det gav færre højdemeter, men flere stigninger i finalen, og den model blev genbrugt i 2017. I 2018 var modellen helt den samme, men man gjorde løbet endnu hårdere ved at køre fire og ikke tre omgange på den svære rundstrækning til slut. Det har man ikke fundet anledning til at ændre siden, og både i 2019 og i årets udgave er ruten den samme som for to år siden.

Som vanligt både starter og slutter løbet i Laigueglia på den liguriske kyst, og rytterne skal i alt tilbagelægge 202,0 km i det kuperede terræn omkring byen. Første del består af en flad tur mod nord langs kysten, inden man drejer mod sydvest og vest for at køre ind i landet. Her begynder det at stige op til byen Bezzo (3,1 km, 6,2%), men efter toppen fortsætter det med at stige let, så det samlet set bliver en 8,4 km lang stigning med 3,5% i snit. En lille nedkørsel fører frem til endnu en stigning (1,8 km, 5,5%) op til byen Vendone, som nås efter 39,9 km.

Herefter venter en meget teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest og syd ned til Pogli-floden, som følges i et par kilometer mod øst, inden feltet rammer en rundstrækning. Den inkluderer Cima Paravenna-stigningen (6,2 km, 6,1%), der er en meget regulær og relativt konstant stigning, som dog er stejlest med 8,2% over de sidste 1200 m, og har top efter 68,8 km, samt den efterfølgende nedkørsel. Efter at have kørt en omgang følger rytterne floden mod øst tilbage til kysten, hvor de ad kystvejen kører mod syd tilbage til Laigueglia.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Målstregen krydses for første gang efter 98,1 km, og herefter vender man tilbage til bakkerne. Først kører man mod syd og vest hen langs kysten, idet man undervejs passerer man den lille Capo Mele (1,4 km, 5,1%), der kendes fra Milano-Sanremo, inden man kører mod nord, nordvest og vest for at tage fat på løbets mest ikoniske stigning, Testico (7,2 km, 4,5%). Efter 122,4 km når man toppen, hvorefter man via ned lettere nedkørsel mod øst, nord og atter øst tilbage til kysten og byen Albenga, hvorfra man igen følger kystvejen mod syd tilbage til Laigueglia.

Rytterne passerer igen målstregen med 43,6 km igen, og løbet slutter nu med fire omgange på en 10,8 km lang rundstrækning. Straks fra start kører man mod sydvest over den korte, stejle stigning Colla Micheri (2 km, 8,3%), der stiger med hhv. 7,0%, 9,2%, 6,8% og til slut 10,0% over hver af de fire 500 m-segmenter. Den har top med 9,0 km til stregen, inden man via en teknisk nedkørsel kører mod sydvest og syd ned til kysten. Her kører man mod øst op over Capo Mele (2,0 km, 3,4%), som også passeredes tidligere i løbet, men denne gang fra den anden side. Toppen kommer med bare 3,3 km til mål, og derfra fører en lille nedkørsel mod nord ned til den sidste kilometer, der er helt flad. Efter afslutningen på sidste omgang kører man de sidste 400 m frem til målstregen, som ikke krydses mellem de enkelte omgange. Der er kun to helt bløde kurver på den sidste kilometer, og også nedkørslen ad kystvejen er teknisk helt ukompliceret.

Løbet byder på i alt 2967 højdemeter.

Vejret

Der er bestemt ingen garanti for godt vejr i Italien på denne tid af året, men heldigvis kan rytterne se frem til perfekte betingelser. Søndag vil kun byde på få skyer med en temperatur i målområdet på 16 grader, og der vil blot være en svag til let vind fra syd. Det giver vind fra alle retninger på den sindrige rute, men i finalen vil der være modvind på Colla Micheri og sidemod- og modvind på nedkørslen. Derefter følger et kort stykke med sidevind, inden man får medvind på stykket tilbage langs kysten og op over Cape Mele samt på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Trofeo Laigueglia er som sagt meget identisk med de fleste andre italienske endagsløb i den forstand, at det tiltaler den samme type ryttere. Hver gang er spørgsmålet de samme: kan det lykkes en lille gruppe eller måske en enkelt rytter at køre væk på de sidste stigninger? Bliver det samlet til en spurt i en større gruppe? Og hvis ja, hvilke af de hurtige folk kan så overleve?

Trofeo Laigueglia har i de senere år været svært at læse, og graden af vanskelighed er ikke altid nem at aflæse. I de sidste tre år har løbet imidlertid haft samme format. I 2018 kørte Moreno Moser alle i sænk og nåede mål med næsten et minut ned til 11 ryttere, hvoraf der både var klassikerryttere, klatrere og sågar en holdbar sprinter som Paolo Toto. I 2017 lykkedes det også for Fabio Felline at køre alene hjem, og han blev endda efterfulgt af en gruppe på 10 af de bedste klassikerryttere. Sidste år var det en anelse anderledes, da Simone Velasco tog sin solosejr via et opportunistisk angreb fra distancen, inden han modstod et comeback fra en oktet, som inkluderede klatrere som Francois Bidard, Ildar Arslanov, Kilian Frankiny, Giulio Ciccone og Nans Peters, men også puncheurtyper som Nicola Bagioli, Matto Sobrero og Francesco Gavazzi. Først i næste gruppe fandt vi sprintere som Davide Cimolai og Kristian Sbaragli, ligesom også Giovanni Visconti og Marco Canola var sat.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I 2016 kørte en lille eksklusiv gruppe af de bedste klassikerryttere væk, men det var stadig umuligt for folk som Diego Ulissi, Pierre Latour og Arthur Vichot at komme af med hurtigere folk som Sonny Colbrelli og Grega Bole. Året inden var det imidlertid et relativt stort felt, der spurtede om sejren, og her lykkedes det endda en mere udpræget sprinter som Davide Cimolai at hænge på og spurte sig til sejren.

I år er spørgsmålene de samme, men det er værd at bemærke, at man ligesom i 2018 g 2019 har tilføjet en ekstra omgang på rundstrækningen. Det er den vanskeligste del af løbet og burde gøre det hårdere end i årene, hvor Cimolai og Andrea Fedi sejrede. Allerede siden man i 2016 begyndte at køre omgange på rundstrækningen, er det hvert år endt med, at de bedste har kunnet køre væk, og den ekstra omgang vil næppe gøre det mindre sandsynligt. Vejret og vinden vil ganske vist ikke bidrage til udskilningen denne gang, men modvind på Colla Michieri er så svag, at det ikke vil spille den helt store rolle. Grundlæggende er tendensen er, at løbet er blevet sværere i de senere år. Derfor peger alt på, at det vil blive et selektivt løb som i 2016, 2017, 2018 og 2019 og ikke en affære for en hårdfør sprinter, som da Cimolai sejrede i 2015.

Jeg forventer det klassiske mønster med et udbrud, som holdes i snor af Ag2r, Vini, Androni og Gazprom, og det er nok særligt AG2r, som vel har den bredeste trup, der eventuelt kunne tænkes at lægge et tidligere pres. De første stigninger kommer imidlertid så tidligt, at meget taler for, at det hele skal afgøres på de fire omgange på rundstrækningen. Ingen af holdene synes at være i skræmmende stærke formationer, og det kan derfor godt blive en vanskelig affære at kontrollere løbet. Vi så sidste år, at det lykkedes Velasco at sejre med et angreb fra distancen, og selvom det er tænkeligt, at særligt Vini Zabu og måske Androni Ag2r vil forsøge at holde lidt kontrol i tingene, er det ikke nødvendigvis på sidste omgang, at det skal afgøres.

Med andre ord forudser jeg tre mulige scenarier. Enten ser vi en gentagelse af et soloshow sidste gang på Michieri-stigningen, som Felline og Moser har leveret det. Alternativt får vi samling til en spurt i en lille gruppe, som vi har været tæt på i de sidste år, men endnu ikke har fået. Endelig er det muligt, at et par ryttere gentager Velascos nummer og vinder løbet med et lidt tidligere angreb.

Årets felt er ganske svagt, og den eneste rytter, der umiddelbart synes i stand til eventuelt at levere et soloshow, er Giulio Ciccone. Jeg er dog usikker på, om formen rækker til at holde hele vejen i sæsondebuten, og jeg tror derfor mest, at det lykkes det relativt stærke Ag2r at skabe samling til en spurt i en lille gruppe.

Derfor peger jeg på Andrea Vendrame som favorit. Italieneren er et af sportens mest alsidige talenter og har imponeret snart sagt over alt. Han har vundet på grusvejene i Tro-Bro Leon, vundet en puncheurspurt (om en 10. plads) i Giroen, leveret et hav af topresultater som afslutter i mindre grupper og sågar med stor sandsynlighed vundet en bjergetape i Giroen, hvis det ikke havde været for en defekt. Terrænet her er skabt til en puncheurtype som ham, da han normalt vil klare stigningerne og derefter er meget svær at slå i en spurt. Han var ikke overbevisende i de australske løb, men han sikrede sig dog et topresultat på Stirling-etapen i Tour Down Under. Han er kendt som en langsom starter, men med otte løbsdage i benene tror jeg, at hans form rækker til et løb, der er relativt svagt besat. Ag2r ligner et af de stærkeste hold, og kan de skabe samling frem mod sidste omgang, kan Vendrame forhåbentlig hold sig til og sejre i en spurt i en lille gruppe.

Jeg var dog meget tæt på at pege på Giovanni Visconti som nr. 1. Italieneren kom forfærdeligt i gang for Vini Zabu sidste år, hvor han blandt andet var helt væk i dette løb, men fra Slovenien Rundt og frem var han flyvende - i hvert fald bortset fra en skadesperiode i august. Hvor han står i år, er lidt usikkert, og man kan måske have sin tvivl om, om han allerede nu er bedre, end han var i sæsonstarten i 2019. På den anden side er dette løb skabt til Visconti, der klatrer fremragende og er drabelig i en spurt. Han har formentlig et helt hold til sin rådighed, og selvom Vini Zabu ikke er skræmmende, har de noget at bakke ham op med. Med den nuværende form må målet være en spurt i en lille gruppe, og her er han meget svær at slå, som han viste flere gange sidste år. Spørgsmålet er, om han er hurtigere end Vendrame. Ser man på resultaterne fra 2019, står der 2-1 til Ag2r-rytteren, og det viser, at det kan gå begge veje. Min fornemmelse er dog, at Vendrame har et lille overtag, og kombineret med en bedre løbsform betyder det, at Visconti kun er nr. 2 på listen.

Jeg var også fristet af at sige Giulio Ciccone. Den lille italiener er ubetinget løbets bedste klatrer, og skal man pege på én, der kan køre fra alt og alle, må det være ham. Han kommer direkte fra en højdetræningslejr og er formentlig i glimrende form, som han også var det i 2019, hvor han hurtigt vandt en etape i Haut-Var. I dette løb kunne han imidlertid ikke køre fra rivalerne, og selvom chancen for, at det sker, er større i år, har jeg min tvivl, om formen rækker allerede nu. Selvom han godt kan afslutte, er der så mange hurtige folk, at han formentlig skal alene hjem, og med støtte fra et relativt svagt italiensk landshold, kan løbet også glide ham af hænde forinden. Hvis han er bedre forberedt end antaget, vil jeg imidlertid slet ikke blive forundret, hvis Ciccone leverer en sand magtdemonstration, som Moser og Felline også har gjort det for landsholdet.

Simone Velasco kommer til løbet som forsvarende vinder, og han er et godt bud på en gentagelse. Denne gang skal han dog nok ikke regne med at tage en solosejr, men i stedet satse på en spurt i en lille gruppe. Han er nemlig lynhurtig, som han blandt andet viste ved sin etapesejr i Coppi e Bartali, og stigningerne her passer ham også glimrende. Han klatrer imidlertid ikke helt så godt som de tre ovennævnte, og selvom han ikke var helt væk, var han ikke flyvende på Mallorca. Formen bør dog være bedre nu, og sidder han med i den gruppe, der kan ventes at spurte til sidst, vil han være en af de tunge favoritter.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Sidste år var Davide Gabburo hans holdkammerat, og de to er så ens som ryttertyper, at de næsten altid skulle nævnes i samme sætning i optakterne. Nu har de begge skiftet hold, og Gabburo er nu på et ganske stærkt Androni-hold. Hans første sæson som professionel gik fremragende, og selvom han ikke er helt ung, er han stadig i udvikling. Han bør derfor være endnu bedre i år, og han er ligesom Velasco skabt til dette løb. Han kan nemlig både klatre og afslutte i mindre grupper, som han eksempelvis viste, da han akkurat blev snydt for en etapesejr i Coppi e Bartali. Hvor han står formmæssigt, aner vi ikke, men da han startede solidt sidste år, er der grund til at tro, at en nu endnu stærkere Gabburo kan køre med om sejren.

En rytter, han nu skal til at køre på hold med, er Nicola Bagioli, der er skiftet til Androni fra Nippo. I de seneste to år har han lagt fremragende fra land med stærke præstationer i puncheurløb, og han er da også i dette løb blevet nr. 2 i 2019 og nr. 4 i 2018. Desværre missede han stort set hele anden del af sæsonen med en skade, og selvom han kom tilbage i oktober, gennemførte han ikke ét eneste løb. Vi har derfor stadig til gode at se, om han er lige så god, som han plejer, men i en spurt i en lille gruppe er han en kandidat, selvom han er hurtigere på flad vej.

Arkea stiller med Diego Rosa, der i Mallorca bekræftede, at han er på vej tilbage. Desværre styrtede han i Provence, men han kom flot tilbage med en solid præstation på kongeetapen. Nu har han haft mere tid til at komme sig, men løbet her passer ham ikke ideelt, da han ikke er specielt hurtig på flad vej. Hans chance er at køre væk til sidst, og han kunne sammen med Ciccone meget vel være stærkeste mand på Michieri. Skulle de to forme en alliance, kunne det blive en tæt spurt, men i den kamp er Rosa bestemt ikke uden chance. Holdet har også Romain Hardy, Kevin Ledanois og Franck Bonnamour til en spurt i en lille gruppe, men jeg tvivler på, at de kan sidde med de bedste. Endelig har de Dayer Quintana , der plejer at lægge flyvende fra land, men han er slet ikke hurtig og skal lave ”en Velasco” for at vinde.

Det stærke Androni-hold har også veteranen Francesco Gavazzi, hvis resultatliste lyder på to 2. pladser, en 4. plads, tre 5. pladser og en 6. plads. Det siger alt om, at løbet passer ham ganske perfekt, men desværre er han ikke den rytter, han var engang. Sidste år var han en skygge af sig selv, selvom han lagde ud med en 4. plads her og fik en fin spurtsejr i august. I år har han heller ikke kørt i Argentina, og derfor er hans form mere usikker. Han plejer dog at være klar fra start, så nu skal han bare vise, at han stadig er god nok til klare bakkerne og derefter slå til i en spurt. Androni har også de to unge klatretalenter Mattia Bais og Simone Ravanelli, men de imponerede ikke stort i Argentina - i hvert fald ikke Ravanelli - og skal formentlig køre for deres hurtigere holdkammerater.

Riwal stiller med et ganske interessant hold anført af danske Andreas Kron, der viste glimrende form i Saudi-Arabien. Danskeren har allerede vist, at han kan blande sig med topryttere i denne slags terræn, da han imponerede på kongeetapen i Belgium Tour sidste år, og han er også en ganske glimrende afslutter. Han manglede lidt i forhold til de bedste på stigningerne i ørkenen, men konkurrencen her er ikke så skræmmende, at han ikke kan være med. Holdet tæller nemlig også Lucas Eriksson, der imponerede i 2019 og som en solid klatrer med en god spurt burde kunne blande sig i dette løb, hvis han er i form. Ruten ligger også godt til Emil Vinjebo, hvis han har samme gode ben februarben som sidste år, men desværre viste ahn i 2019 ikke meget efter sin gode sæsonstart. I gamle dage ville man også have haft August Jensen som kandidat til et løb som dette, men selvom nordmanden gjorde det fint i Saudi-Arabien, må løbet antages at være for hårdt på baggrund af det, han har vist de seneste år.

Der er ingen tvivl om, at Vendrame er bedste bud på Ag2r, men jeg har lidt fidus til Dorian Godon . Allerede i sidste års Giro viste han sig at klatre langt bedre, end man skulle forvente af så stor en fyr, og senest gjorde han det overraskende godt på den hårde 2. etape i Valencia. Det tyder på, at han er i form, og kommer han over bakken har han en god spurt. Problemet er, at han formentlig skal køre for Vendrame, men så kan han i det mindste være et godt offensivt kort at spille. Det samme kan altid aggressive Geoffrey Bouchard, men han var ikke skræmmende i de australske løb.

Gazprom må formodes at satse på Velasco, men de har også Marco Canola som plan B. Desværre er italieneren slet ikke så god, som han var i jubelåret 2017, og sidste år blev løbet da også for hårdt for ham. Dertil kommer, at han styrtede slemt på Mallorca, og det må formodes at have kostet lidt på formen. Holdet har også lottokuponen Evgeny Shalunov, men han virker stadig til at være langt fra niveauet fra marts sidste år, samt klatreren Artem Nych, der hverken synes i form eller at passe til dette løb.

Nippo stiller med Mauro Finetto, der i gamle dage var en naturlig favorit til et løb som dette. Italieneren er imidlertid ikke, hvad han var engang, og han er slet heller ikke så hurtig længere. Sidste år manglede han for det meste for meget, og starten i Besseges var heller ikke alt for lovende. Holdet har også den spændende Binyam Ghirmay, der med sin hurtighed er livsfarlig at slæbe med til mål, men vi så også i Besseges, at han altså stadig har sine begrænsninger på dette niveau.

Man må formode, at Vini Zabu satser hele butikken på Visconti, men de har en plan B i Lorenzo Rota. Den tidligere Bardiani-rytter slog nemlig pludselig igennem i denne slags løb i efteråret, hvor han flere gange imponerede. Han er dog ikke specielt hurtig, og skal derfor spilles offensivt ud. Luca Wackermann er hurtig og relativt holdbar, men han er stadig langt fra fordums styrke og virkede ikke skræmmende i San Juan. Her var Andrea Garosio også helt væk, og Matteo Busato mangler stadig at finde sit gamle niveau, præcis som Edoardo Zardini gør det.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Bardiani har heller ikke i år meget at komme med. Vincenzo Albanese så faktisk ud til at være i form på Mallorca, men selvom det vil være en drøm at få ham med hjem til en spurt, virker det ikke realistisk på denne rute. Holdets klatrer, Giovanni Carboni, synes helt ude af form.

Blandt kontinentalrytterne er det særligt to navne, der er værd at notere sig. Hurtige Paolo Toto har før overgået forventningerne ved at klare bakkerne, da han for to år siden blev nr. 2 som hurtigste mand i favoritgruppen. Han synes ikke helt at have klatret lige så godt siden da, men han er en realistisk vinderkandidat, hvis det ender i en spurt i en lille gruppe. Det samme er Marco Tizza, der er endnu mere holdbar, men desværre ikke helt så hurtig. Han kommer til gengæld til løbet med San Juan i benene, og han er formentlig ganske velforberedt.

Andre navne tæller ikke mindst nr. 2 i Tour de l’Avenir, Giovanni Aleotti, der bliver Ciccones vigtigste hjælper på det ellers ret svage landshold. Derudover kan særligt Filippo Conca, men måske også Martin Lavric, Davide Casarotto, Kevin Colleoni, Karel Vacek, Francesco Di Felice og Antonio Santoro lave et resultat.

OPDATERING: Wackermann stiller ikke til start.

***** Andrea Vendrame

**** Giovanni Visconti, Giulio Ciccone

*** Simone Velasco, Davide Gabburo, Nicola Bagioli, Diego Rosa, Francesco Gavazzi

** Andreas Kron, Dorian Godon, Paolo Toto, Marco Tizza, Marco Canola, Mauro Finetto, Lorenzo Rota

* Biniyam Ghirmay, Lucas Eriksson, Dayer Quintana, Mattia Bais, August Jensen, Romain Hardy, Kevin Ledanois, Matteo Busato, Geoffrey Bouchard, Franco Bonnamour, Giovanni Aleotti, Emil Vinjebo, Simone Ravanelli, Filippo Conca, Vincenzo Albanese, Evgeny Shalunov

Danskerne

Riwal stiller med Andreas Kron, der er omtalt ovenfor som en kandidat til et fint resultat, samt Emil Vinjebo, der også omtales ovenfor, Jesper Schultz og Torkil Veyhe. Derudover gør Sander Andersen debut for Generel Store Essegibi, hvor han først og fremmest skal lære.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Simone Velascos sejr fra 2019, Moreno Mosers sejr fra 2018, Fabio Felllines sejr fra 2017, Andrea Fedis sejr fra 2016 og Davide Cimolais sejr fra 2015.