Løbets rolle og historie

Den rige spanske løbsscene er blevet reduceret til nærmest ingenting, og mange af de etapeløb, der var spredt ud over kalenderen, er forsvundet. Landet har imidlertid aldrig været specielt interesseret i endagsløb, og det er ikke en tilfældighed, at langt de fleste af deres store ryttere er etapeløbsspecialister. Det betyder, at deres klassikerscene aldrig har været særlig omfangsrig, og faktisk har sprinterløbet Clasica de Almeria i mange år været det eneste store løb uden for Baskerlandet.

Mens etapeløbene i den senere år har haft det svært, har løbet i Almeria overlevet de vanskelige økonomiske tider. Traditionelt har det været holdt samme søndag som Kuurne-Brussels-Kuurne i tiden mellem etapeløbene i Andalusien, Valencia og Murcia og har dermed givet rytterne en mulighed for at holde benene i gang.

Da Vuelta a Murcia blev reduceret til et endagsløb i 2013, slog arrangørerne sig sammen med dette løb, som i de senere år er blevet afviklet dagen inden Clasica de Almeria, og dermed har man tilbudt rytterne en solid weekend med gode løbskilometer i Spanien. Indtil 2015 blev de holdt efter Vuelta a Andalucia - på det tidspunkt det eneste overlevende af de store spanske etapeløb først på sæsonen - men de to begivenheder er nu flyttet til weekenden før det andalusiske løb, hvilket gør det til en perfekt opvarmning til hovedbegivenheden på den tidlige spanske kalender. Igen i år er Vuelta a Murcia endda vendt tilbage til etapeløbsformatet, ganske vist blot over to dage, og det betyder, at der nu bydes på en forlænget weekend med tre løbsdage fra fredag til søndag.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

På mange måder er Clasica de Almeria et atypisk spansk løb. Det er således et endagsløb, og modsat de fleste andre begivenheder i landet er det ikke skabt til klatrere. Selvom der er nogle små stigninger på menuen, bliver det som regel afgjort i en massespurt. Da Vuelta a Murcia traditionelt har været ganske kuperet, er der blevet skabt en weekend, der har lidt for enhver smag: klatrerne har ofte haft deres chance om lørdagen, mens sprinterne er i centrum om søndagen.

Med dets status som endagsløb er det heller ikke overraskende, at Clasica de Almeria er et meget ungt løb, der første gang blev holdt som et amatørløb i 1986. Seks år senere blev det åbent for professionelle, og da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, blev det straks et 1.1-løb. I 2012 steg det i graderne og blev i to år afviklet som 1.HC-løb, men siden er det igen blevet rykket en klasse ned. Siden 2018 har det imidlertid atter været steget i graderne og befinder sig igen lige under de store løb på WorldTouren i den nye ProSeries.

Straks fra start fik det stor international opmærksomhed, og faktisk var det danske Johnny Weltz, der vandt den første professionelle udgave i 1992. Siden har folk som Viatcheslav Ekimov, Wilfried Nelissen, Massimo Strazzer, Jan Svorada, Jerome Pineau, Jose Ivan Gutierrez, Juan Jose Haedo, Theo Bos, Matteo Pelucchi, Michael Matthews, Mark Renshaw, Sam Bennett og Mark Cavendish vundet, hvilket klart indikerer, at det er et løb for de hurtige folk. Faktisk har der været hele tre danske vindere, idet også Tayeb Braikia og Magnus Cort er kommet til tops, mens Jesper Skibby har været på podiet. Det er et af de få spanske løb, der trods økonomiske vanskeligheder har bibeholdt et meget internationalt felt. Det er således også tilfældet i år, hvor man kan præsentere et felt med WorldTour-holdene Movistar, Israel Start-Up Nation, Cofidis, Mitchelton-Scott, Astana, Bora-hansgrohe, UAE-Team Emirates og Ag2r i tillæg til hele 7 hold fra næsthøjeste niveau, og det har således et langt mere internationalt felt end vennerne fra Murcia.

Efter en meget dramatisk 2016-udgave, hvor ekstremt stærk vind tvang arrangørerne til at forkorte løbet til en ultrakort affære, har de seneste tre udgaver været mere traditionelle. Sidste år lykkedes det dog Mitchelton-Scott med en forcering at skabe mere udskilning end vanligt, men det endte alligevel i en spurt i en gruppe på 20-30 ryttere. Her slog Pascal Ackermann akkurat sin landsmand Marcel Kittel, mens Luka Mezgec fuldendte Mitcheltons arbejde ved at sikre sig 3. pladsen. Ackermann vender i år tilbage for at forsvare titlen og kan atter imødese konkurrence fra Mezgec, men der er naturligvis ikke deltagelse fra cykelpensionisten Kittel denne gang.

Ruten

Clasica de Almeria har traditionelt været et løb for sprintere, der kan overleve de potentielt vindblæste forhold og stigningerne midtvejs i løbet, og selvom arrangørerne som regel ændrer ruten fra år til år, er de væsentligste karakteristika altid uforandrede. I 2016 år designede de igen en ny rute, som i alt væsentligt blev genbrugt i 2017, og efter igen at have gennemført en total omlægning i 2018 til et format, der også blev brugt i 2019, er det nu atter tid til en helt ny rute, der bruger helt andre veje end de to foregående års udgave.

I år er løbet 187,6 km langt og har som nyt både start og mål i Roquetas de Mar, der ellers alene plejer at være målby. Byen ligger ude ved den spanske sydkyst, hvor man fra starten i udkanten kører igennem fladt terræn mod sydvest ned langs vandet frem til en flad rundstrækning, hvor man kører én omgang, der byder på en spurt efter 16,4 km. Derfra går det videre mod vest langs den flade kyst, inden man drejer mod nordvest og nord for at køre frem til byen El Ejido. I udkanten af den går det mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Alto Aljibe de la Cruz (7,4 km, 4,4%), som har top efter 54,2 km.

Herfra fører en nedkørsel mod vest, sydvest og syd tilbage til kysten, hvor man rammer en rundstrækning i byen Adra, og her skal der køres én omgang. Den indledes med en spurt efter 75,8 km, inden man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Alto de La Alqueria (1,5 km, 6,6%), som har top efter 80,9 km, hvorefter det fortsætter med at stige mod nord frem til toppen af kategori 3-stigningen Alto de Fuenta Marbella (1,5 km, 6,5%), hvis top passeres efter 88,7 km. Det stiger herfra fortsat mod nordøst, indtil man forplejningen efter 94,1 km og en spurt efter 99,1 km. Rundstrækningen afsluttes nu med en nedkørsel, der fører mod sydvest og syd tilbage til kysten.

Herfra er løbet stort set helt fladt. Man følger nemlig den flade kystvej mod øst, sydøst og øst forbi en spurt efter 119,1 km, inden man slår en lille sløjfe mod nordvest for at passere kategori 4-stigningen Cuesta de Almerimar (900 m, 6,4%), der har top efter 135,9 km. Herfra går det igen langs den flade kyst mod øst, nordøst og mord ind til hjertet af Roquetas de Mar, hvor stregen krydses for første gang efter 160,6 km.

Løbet afsluttes nu med en omgang på to forskellige rundstrækninger inde i byen. Den første af disse er 21,2 km lang og består af stort set fladt terræn i området vest for byen, idet det dog midtvejs stiger let i en periode, hvorefter det falder tilbage til vandet. Stregen krydses igen efter 181,8 km, hvorefter det gælder en omgang på en helt flad 5,9 km lang rundstrækning inde i selve byen. Den er teknisk relativt ukompliceret På de sidste godt 3 km er der sving med 3100, 2600 og 500 m til stregen, ligesom man skal igennem flere rundkørsler på stykket mellem de to sidste sving.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Løbet byder på i alt 1675 højdemeter, hvilket er knap 200 færre end sidste år.

Vejret

Heldigvis er der ikke udsigt til en gentagelse af de meget vindige forhold, der reelt førte til en neutralisation af løbet i 2016. Det er ellers altid vinden, der kan skabe kaos i det flade sprinterløb, men det sker næppe i år. Søndag bliver nemlig helt ideel til cykelløb, idet solen vil skinne fra en skyfri himmel og temperaturen kravle op på 19 grader. Vinden vil blot være svag til let og komme fra syd, hvilket giver vind fra alle retninger på den kringlede rute. På turen tilbage langs kysten vil der være skiftevis sidemod-, side og sidemedvind, men på rundstrækningerne vil der stort set kun være med- eller modvind. Til slut vil der være modvind, indtil man i sidste sving drejer ind i sidemodvind

Favoritterne

Clasica de Almeria er og har altid været et sprinterløb, og historien viser, at det er meget vanskeligt at snyde de hurtige afsluttere på den relativt flade rute. Den er ganske vist blevet ændret et par gange, men løbets natur har alle dage været uforandret. Samtidig har dets rygte en selvforstærkende effekt, idet de fleste hold møder op med et sprinterhold og er dermed indstillet på en massespurt, hvilket gør det endnu sværere at ændre det ventede udkomme.

Sidste år var det hele imidlertid ikke helt så enkelt. Her forcerede Mitchelton hårdt på bakkerne, og herefter holdt de høj fart hele vejen hjem, hvormed vi blot fik en reduceret massespurt. Store Marcel Kittel var imidlertid stadig med, og det siger lidt om, at man ikke skal lade sig skræmme af stigningerne i området.

I år er ruten helt anderledes, og umiddelbart gør det blot løbet lettere. Der er i hvert fald færre højdemeter og meget langt til mål fra den kuperede del, men det betyder ikke, at der ikke kan ske noget. Mitchelton-Scott har i hvert fald ikke meget at miste ved at prøve igen, om ikke andet for at trætte sprinterne. Problemet er bare, at folk som Pascal Ackermann, Alexander Kristoff og Elia Viviani også er ganske holdbare, og det er derfor tvivlsomt, om det kan betale sig at holde farten høj hele vejen hjem ligesom sidste år.

Det, der tidligere har kunnet gøre løbet hårdt, er vinden, men de gode forhold på søndag gør det svært at tro, at der vil blive skabt stor udskilning af den grund. Selvom man kører med forskellige former for sidevind langs kysten hele vejen tilbage til Roquetas de Mar, er den så svag, at den formentlig ikke engang vil skabe nogen voldsom nervøsitet. Tillige vil der være enten med- eller modvind på de to rundstrækninger, og det gør det endnu mere umuligt at bruge vinden offensivt.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Vi forventer således endnu en massespurt efter et løb, hvor Bora og Cofidis har stået for det meste af arbejdet, men hvor man sagtens kan forestille sig, at Mitchelton endnu engang lykkes med at skabe lidt udskilning. Det bør dog kun være de tungeste, der eventuelt falder fra. Fraværet af vind bør også betyde, at løbet ikke bliver specielt hårdt. Finalen er flad, men teknisk ganske kompliceret med en rundkørsel med et par rundkørslen og derefter et skarpt sving med 500 m igen. Det er derfor en spurt, hvor positionering er vigtigere end fart.

Løbet har på papiret to favoritter, og blandt dem vil jeg pege på Pascal Ackermann som favorit. Tyskeren kom ellers temmelig trist fra start med to overraskende nederlag til Matteo Moschetti på Mallorca, men hvis man ihukommer italienerens kolossale potentiale, er det ikke nødvendigvis nogen stor skam. På papiret er han utvivlsomt stadig løbets hurtigste, og han stiller til start med den særlige motivation, det giver, at være forsvarende vinder. Bakkerne er ikke et problem og måske i virkeligheden en fordel for holdbare Ackermann, og formen må formodes at være endnu bedre end på Mallorca.

Hans største fordel er måske nok toget. Rudiger Selig var småsyg og ikke på toppen på Mallorca, hvor holdet svigtede i første løb, men på sidstedagen leverede de det bedste lead-out. Her er han igen til start med Jempy Drucker og ikke mindst guldfuglen Selig, der er en af verdens bedste lead-out men. Den styrke er der ikke mange, der kan matche, og i en teknisk finale kan det være afgørende. Da han samtidig er den hurtigste, ligner Ackermann løbets mest sandsynlige vinder.

Feltets anden supersprinter er naturligvis Elia Viviani. Italieneren skulle egentlig have været i Oman, men da de stadig sørger over sultanens død, måtte han ændre planer. Nu forbereder han sig til bane-VM ved at køre her og i Algarve, og med udsigt til et stort mål lige om hjørnet er formen utvivlsomt god. Det var den egentlig også i Australien, selvom han fik ødelagt meget grundet styrtet på 2. etape i Down Under, men han viste fornemme ben i Cadel Evans Great Ocean Road Race, selvom løbets omstændigheder gjorde det en anelse for hårdt for ham.

Med de ben bliver bakkerne ikke et problem for holdbare Lobato, og hans tog med Fabio Sabatini og Simone Consonni gjorde det også glimrende to ud af tre gange i Australien. Særligt Consonni virker stærk i rollen foran Viviani, og kan han aflevere italieneren, som han gjorde i Schwalbe Classic, kan Cofidis måske endda gøre det bedre end Bora. Vi så i Giroen, at Ackermann stadig er hurtigere end Viviani, men forskellen er så lille, at et godt lead-out og en formentlig lidt bedre form kan ændre hierarkiet.

Løbets måske mest interessant er hold er Israel SUN, der kommer til start med både Rudy Barbier og Davide Cimolai. Sidste år var det mejslet i granit, at Cimolai ville være holdets sprinter, men efter Barbiers uhyre lovende start i Argentina kan der måske byttes rundt, i hvert fald til dette løb. Barbier viste imponerende fart i Sydamerika, hvor det kun syntes at være overlegne Fernando Gaviria, som var hurtigere.

Det må man formode, at Ackermann og Viviani også er, men Barbier har et tog, der kan gøre Bora og Cofidis rangen stridig. Ikke blot tæller det Cimolai, der hos FDJ var sublim som lead-out men, han har også Rick Zabel og stærke folk som Jenthe Biermans, Mads Würtz og Nils Politt til sin rådighed. Kommer han godt igennem svinget, kan han true favoritterne.

Kører de i stedet for Cimolai, er de imidlertid heller ikke uden chance. Han havde det lidt svært i Valencia, men viste med en 4. plads på 3. etape, at farten er fin. Han blev ofte lukket inde grundet et svagt tog, men her vil han have masser af støtte. En teknisk finale passer ham, og han skal derfor tages seriøst, hvis han får kaptajnrollen.

Circus stiller med Danny van Poppel, der fik en meget mærkelig sæsonstart i Besseges. Først viste han fin form på 1. etape, hvor han og Alberto Bettiol kørte fra den slagne gruppe 2 på bakken op mod mål, men derefter faldt han sammen på 2. etape, inden han udgik. Holdet har ikke givet nogen begrundelse, men det pludselige sammenfald kunne tyde på sygdom.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Det kedelige exit skaber lidt usikkerhed, men er han på toppen, ligner han en stærk kandidat. Som sagt så han godt ud i Besseges, og han mener i løbet af vinteren at have løst de problemer, der satte ham tilbage i 2019. Han vil igen fokusere på massespurter efter et år som klassikerrytter, og genfinder han farten fra tidligere, er han hurtig nok til være med helt i front her. Samtidig bakkes han op af et meget stærkt tog med Andrea Pasqualon, som må være holdets plan B, hvis den stadig er gal med kaptajnen, formstærke Tom Devriendt, Alfdan de Decker og ikke mindst bror Boy, der er en erfaren og dygtig lead-out man. Afleveres han godt i svinget, kan han blive meget farlig.

Alexander Kristoff kom fint fra start i Valencia, hvor det blev til både en 3. og en 4. plads. Placeringerne blev igen opnået via den gode positionering, der som altid var helt upåklagelig, og som også kommer ham til gode i denne tekniske finale. Hans tog er nærmest ikkeeksisterende, men det var det også i sidste uge, hvor han alligevel sad perfekt hver eneste gang. Desværre for Kristoff er ruten lettere, ligesom blæsten udebliver, og dermed er løbet næppe hårdt nok til, at han kan gå forbi folk som Ackermann og Viviani, der har bedre støtte. Omvendt spurter Kristoff altid godt i februar, hvor han af og til slår på papiret hurtigere folk.

Bryan Coquard gør sæsondebut, men det sker på den ærgerlige baggrund, at han netop er kommet tilbage efter en skulderskade, som kostede ham 6-dagesløbet i Berlin. Heldigvis skulle han ikke have mistet meget, og da han har ambitioner på banen, havde han en god grundform, hvilket han i øvrigt altid har fra start. Desværre er han slet ikke så hurtig som tidligere, men han viste i 2019 dog, at han stadig med lidt held kan vinde også flade sprinterløb. Det sene sving er et problem, men med et tog, som tæller Jonas van Genechten, Kevin Reza, Kris Boeckmans og Jens Debusschere har han så stærk støtte, at det måske faktisk kan blive den fordel, der kan give sejren mod de hurtigere folk.

Efter sæsons første løb kan man igen konstatere, at Jon Aberasturi er en mester i positionskampen. Således har han været i top 10 i alle spurter, selvom de har været uhyre hektiske, og han har været nærmest uden støtte. Det er han også her, hvor kun Xavier Canellas ventes at kunne køre en form for lead-out, men den stabile spanier skal nok sidde rigtigt alligevel vinde. For at vinde skal han imidlertid være hurtigere end de folk, der sidder foran ham igennem svinget, og det vil nok kræve en anelse held, da flere af de hurtigste har bedre hold. Derfor kunne det ligne endnu et topresultat, men næppe en sejr.

Valencia blev endnu en understregning af, at Luka Mezgec mangler lidt fart i de rene massespurter. Derfor kan man også forvente, at Mitchelton igen i år vil lægge pres på undervejs, men det er tvivlsomt, om de kan gøre løbet hårdt nok. Til gengæld kan Mezgec glæde sig over, at Robert Stannard har gjort det godt som lead-out man, og i dette løb er toget langt stærkere med Alexander Edmondson og Alexander Konychev i tillæg til Albasini og Stannard. Særligt Edmondson kan gøre en forskel i denne tekniske finale, men da der både er bedre tog og hurtigere folk, bliver det svært for sloveneren at vinde.

En joker er Imerio Cima . Italieneren kørte nogle fornemme spurter i Saudi-Arabien, hvor han flere gang var en af de hurtigste, og han har også tidligere i Asien vist, at han er glimrende både i positionskamp og i selve spurten. Gazprom-Rusvelo har og brormand, Damiano Cima , til at køre ham i position, og derfor ser det ikke værst ud, hvis han kommer med hjem. Det kan imidlertid godt blive et problem, for den tunge italiener ligner et oplagt offer på bakkerne. I givet fald må Damiano selv spurte, som han gjorde i sidste uge, men han er ikke hurtig nok til at vinde. Skal holdet have et topresultat, skal løbet være så let, at Imerio kommer relativt frisk med til stregen.

Clement Venturini viste sin holdbarhed og sin fine form med stærk kørsel i Besseges, hvor han dog primært arbejdede for holdet. Nu er han kaptajn, men desværre er løbet lidt for let for en mand, der også helst skal have en stigende finale. Til gengæld er han sublim i positionskampen, og hans støtte fra Silvan Dillier og ikke mindst Naesen-brødrene ser også ganske lovende ud. Venturini er dermed et godt bud på et topresultat, men ikke en sandsynlig vinder.

En af skuffelserne hidtil har været Amary Capiot, der efter en meget stærk sæsonafslutning kun har kørt én god spurt ud af fem mulige. Senest var han fraværende i spurterne i Valencia, men normalt gør hans gode positionering ham ellers uhyre stabil. Heldigvis kan han i dette løb se frem til bedre støtte fra den uhyre formstærke Edward Planckaert og Jordi Warlop, men selv hvis han igen skulle sidde rigtigt, er han ikke hurtig nok til at vinde i dette felt. Holdet kunne også køre for Planckaert, men selvom han vandt feltets spurt i Marseille, er han næppe med helt i front i dette felt.

Riwal skal forsøge at bringe Sondre Holst Enger tilbage på sporet. Den lille nordmand har enkelte gange givet håb for derefter at falde sammen igen. Interessant nok er han startet meget stærkt de seneste to år, og holdskiftet har formentlig gjort ham motiveret til at lægge stærkt fra land igen. Holdet har i Martijn Budding og Nick van der Lijke nogle halvhurtige folk til at sætte ham op, og selvom farten ikke længere rækker til sejr, kan han forhåbentlig lægge fra land med et godt resultat.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Endelig vil jeg pege på Thomas Boudat. Desværre kom han skidt i gang for Arkea, både i Marseille, hvor han blev sat, og i Besseges, hvor han aldrig kom i position til at spurte. Netop positioneringen har altid været en gigantisk akilleshæl, og derfor ligger denne finale slet ikke til ham. Hans tog med Laurent Pichon og Clement Russo er heller ikke feltets stærkeste, og derfor kunne han meget vel ende uden for top 10 igen. Hvis omvendt han sidder rigtigt, burde farten være ganske fin.

Blandt de øvrige kandidater er Enrique Sanz , der imidlertid er kommet skidt fra start, og Juan Jose Lobato, der trods en god start burde få det svært i en finale med et sent sving, som han vil hade. Burgos har Jaume Sureda som en plan B, der dog mangler fart. Movistar håber at få Albert Torres med hjem, men efter en skade var hans form helt væk på Mallorca, og plan B, Jurgen Roelandts, viste slet ingen fart i 2019. Yevgeniy Gidich viste igen både manglende fart og positionering i Saudi-Arabien, og endelig synes Aksel Nommela at være gået i stå som sprinter efter et 2019, hvor han kun sjældent spurtede, mens holdkammeraten Lionel Taminiaux, der nok er Bingoals beskyttede rytter, mangler den sidste fart.

OPDATERING: Viviani er uden Consonni. Ganske vist får han nu hjælp af lillebror Attilio, men det er en klar svækkelse af hans chancer.

OPDATERING 2: Riwal har udtaget Arvid de Kleijn, der må formodes at være den foretrukne sprinter på bekostning af Enger. De har et ganske kompetent tog med flere hurtige folk, og De Kleijn viste både i 2019 og i Saudi Tour, at han kan være med på dette niveau.

OPDATERING 3: Boudat har fået væsentlig hjælp til sin svage positionering ved indhentningen af Christophe Noppe som lead-out man.

***** Pascal Ackermann

**** Elia Viviani, Rudy Barbier

*** Danny van Poppel, Davide Cimolai, Alexander Kristoff, Bryan Coquard, Jon Aberasturi

** Luka Mezgec, Arvid de Kleijn, Imerio Cima, Andrea Pasqualon, Clement Venturini, Amaury Capiot, Thomas Boudat

* Juan Jose Lobato, Enrique Sanz, Andrea Pasqualon, Yevgeniy Gidich, Jurgen Roelandts, Edward Planckaert, Lionel Taminiaux, Aksel Nommela, Lawrence Naesen, Sondre Holst Enger, Damiano Cima, Jaume Sureda, Albert Torres

Danskerne

Mads Würtz Schmidt skal formentlig være en del af toget for Rudy Barbier eller Davide Cimolai på Israel SUN, mens Christopher Juul Jensen skal hjælpe Luka Mezgec på Mitchelton-Scott, måske med at gøre løbet hårdt. Hos Riwal skal Rasmus Quaade og Tobias Mørch Kongstad formentlig hjælpe Arvid de Kleijn, mens Mathias Larsen atter er til start i et stort løb for Kometa, hvor han måske endda selv kan prøve at holde sig lidt til i en spurt.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Pascal Ackermanns sejr fra 2019, Caleb Ewans sejr fra 2018, Magnus Corts sejr fra 2017, Leigh Howards sejr fra 2016, Mark Cavendishs sejr fra 2015 samt Sam Bennetts sejr fra 2014.