Tiden rækker desværre ikke til at skrive detaljerede etapeoptakter til de tre etapeløb, men vi vil hver dag lave en oversigt, hvor vi gennemgår favoritter til den kommende dags løb. Derudover vil der naturligvis være samlede optakter til alle tre etapeløb og begge endagsløb. I kan læse optakterne til Tour Colombia 2.1 , Tour de la Provence, Vuelta a Murcia, Clasica de Almeria og Trofeo Laigueglia.

Søndag gælder det 6. etape af Tour Colombia 2.1 og 4. etape af Tour de la Provence, mens Vuelta a Murcia er slut.

Tour de la Provence - 4. etape

Ruten

Afslutningerne på to hårde stigninger har forandret karakteren af Tour de la Provence, men der er dog stadig én etape, der minder om det, vi kender. Løbet slutter nemlig lige som sidste år med en ganske kuperet etape til Aix-en-Provence, hvor John Degenkolb sidste år sejrede i en reduceret massespurt. Noget lignende kunne meget vel blive tilfældet i år, for selvom det går op og ned hele dagen, er ingen af stigningerne vanskelige nok til at kunne bruges offensivt af klassementsrytterne.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I alt skal der tilbagelægges 170,5 km mellem Avignon og Aix-en-Provence. Fra start går det igennem fladt terræn mod nordøst frem til dagens første spurt, som kommer allerede efter 12,9 km. Det begynder nu at stige let, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote des 3 Termes (9,0 km, 4,3%), som har top efter 30,7 km. En teknisk nedkørsel fører nu mod sydøst, inden man kører mod nordøst og øst igennem småkuperet terræn, der byder på bakker efter 46,5 km (1,2 km, 6,3%) og 56,0 km (2,9 km, 3,4%). Kort efter rammer man en lang ikke-kategoriseret stigning (6,0 km, 4,5%), som har top efter 73,0 km, inden en teknisk nedkørsel leder mod syd ned til en lille bakke (1,8 km, 5,5%), som bestiges fra vest og har top efter 87 km.

Nu gælder det dagens vanskeligste udfordring, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de l’Aire dei Masco (6,3 km, 4,9%), som har top efter 96,9 km, og som er uhyre jævn og aldrig bliver stejl. En nedkørsel fører videre mod syd, inden det begynder at falde let, mens man kører mod sydvest, vest, syd og nordvest. Her drejer man mod sydvest og syd for at tage hul på et let stigende stykke, der leder forbi dagens sidste spurt, som er placeret efter 141,6 km, inden en nedkørsel leder mod øst og syd ned til bunden af dagens sidste udfordring, kategori 3-stigningen Cote de La Cride (3,8 km, 4,8%). Fra toppen resterer 15,9 km, som består af en relativt enkel nedkørsel, der fører mod syd ned mod Aix-en-Provence, inden man følger et fladt plateau mod øst og videre mod syd. Til slut falder de sidste 5 km let, mens man kører mod syd og vest ind til bycentrum, hvor en lang, lige vej på adskillige kilometer afsluttes med sving med 700 og 600 m igen. Det falder hele vejen, den sidste kilometer dog kun med 1,2%.

Etapen byder på i alt 2430 højdemeter.

Aix-en-Provence har seneste været vært for et stort cykelløb i forbindelse med sidste års udgave af løbet, hvor John Degenkolb efter en kuperet dag kom tilbage til feltet og nærmest slog Simon Clarke og Anthony Maldonado i en reduceret massespurt. Paris-Nice var forbi i 2011, hvor Tony Martin vandt en enkeltstart med 20 sekunder ned til Bradley Wiggins og her lagde grunden til sin samlede sejr. Året forinden var løbet også i byen, og her fortsatte nyprofessionelle Peter Sagan sin helt forrygende karrierestart ved at køre alene væk på en sen bakke og sejre med 2 sekunder ned til forfølgerne.

Vejret

Efter nogle solrige dage slutter det hele temmelig skyet. Der vil kun være få kig til solen, men det bør holde tørt og temperaturen nå 15 grader. Det vil heller ikke være alt for blæsende med en let til jævn vind fra sydøst. Det giver sidemodvind hele dagen, indtil derfølger et sidevindsstykke mellem toppen af kategori 1-stigningen og den sidste spurt. Herfra vil der være uafbrudt sidemodvind, indtil man med 2-3 km igen får sidemedvind og til slut modvind efter svinget med 700 m igen.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Favoritterne

Med dagens magtdemonstration viste Nairo Quintana nok engang, at han stadig er et monster i den første del af sæsonen og sikrede dermed - hvis han undgår uheld i morgen - at Arkea søndag eftermiddag allerede kan sætte den fjerde sejr ind på kontoen. Og hvis alt går vel, bliver det endda til 5, for drømmen er utvivlsomt, at Nacer Bouhanni runder festen af med endnu en sejr, der vil betyde, at holdet d. 16. februar allerede har vundet lige så meget, som de vandt i hele 2019!!!

Bouhanni lugter nemlig blod søndag eftermiddag. Etapen er en modificeret udgave af sidste års 4. etape. I år fås den i en samlet set lettere udgave med færre højdemeter, men de sidste ca. 30 km er præcis de samme som for et år siden. Her så vi ganske vist, at John Degenkolb faldt fra på sidste bakke, men han kom tilbage i tide til at vinde spurten i et felt på ca. 50 mand. Med andre ord skal man kunne klatre for at være med, men da de hurtige folk ikke har haft meget at komme efter indtil nu, er der ingen tvivl om, at de fleste vil gå benhårdt efter en spurt.

Terrænet indbyder imidlertid til angreb - ikke også, Deceuninck Quick-Step? - og derfor kan det godt blive en vild og voldsom start. De første 30 km er ganske hårde, og det bliver ikke let at forhindre, at vi får et udbrud med en vis substans og tyngde. Når hullet er slået, må man imidlertid formode, at Arkea og NTT lynhurtigt vil tage kontrol, og hvis ikke de er med i udbruddet, er EF og Israel SUN også oplagte allierede.

Det mest sandsynlige er derfor, at der kan skabes samling. Sprinterholdene ved, at forspringet ikke må blive for stort i dette terræn, og Arkea og NTT har begge meget stærke folk til at føre i denne slags terræn. Det har EF bestemt også, og derfor peger meget på, at vi får et scenarium i stil med det, vi så sidste år.

Spørgsmålet er, hvem der vil kunne overleve. Man må formode, at EF virkelig vil give den gas på Cote de la Cride, der trods alt er lang og stejl nok til at kunne bringe mange sprintere i vanskeligheder. Sidste år røg Degenkolb som sagt af undervejs, og han er ikke en helt ringe klatrer. Astanas superhold kunne også have en interesse i en reduceret massespurt med Fabio Felline og Alex Aranburu, og der burde derfor blive gået til stålet. Det vil gøre det svært at angribe, men også skabe betydelig udskilning inden den lynhurtige finale. Modvinden vil dog være til sprinternes fordel gennem hele dagen, hvor vindretningen ikke synes rigtig til at skabe væsentlig nervøsitet.

Det får mig til at pege på Giacomo Nizzolo som min favorit. Italieneren er en glimrende klatrer, der har gjort denne slags etaper til sit speciale. I hvert fald har han inden for det seneste år vundet lignende etaper i først Slovenien og senest Australien. Han er ikke så god, som da han blev italiensk mester på en knaldhård rute, men med den hæderlige form, han viste Down Under burde han være i stand til at klare dette terræn. Udfordringen er naturligvis det svage lead-out, der kostede ham en sandsynlig sejr i torsdags, men i et mindre felt vil det være lettere at bokse sig frem. Nizzolo er normalt god i positionskampen, ikke mindst i en teknisk finale med to sene sving. På papiret er han løbets hurtigste, og derfor er han min favorit.

Hans værste rival er naturligvis igen Nacer Bouhanni. I sin storhedstid havde han let klaret disse bakker, men mens han synes at have genfundet lidt af fordums fart, har han stadig til gode at vise, at han klatrer, som da han fik mig til at tabe næse og mund på en Vuelta-etape vundet af Daniel Navarro. Den holdbarhed synes han slet ikke at have længere, men til gengæld meldes han at være i fornem form efter en meget seriøs vinter. Nu må han imidlertid klare sig uden sin lead-out man, Bram Welten, der aldrig klarer bakkerne, og han skal i stedte håbe, at Connor Swift klarer den, hvilket bestemt ikke er sikkert. Han har heller ikke helt genfundet sin gamle eminente positionering, men normalt er sene sving til fordel for Bouhanni. Spørgsmålet er mest, om han klarer bakkerne, og ikke mindst om han har friskheden mod den mere holdbare Nizzolo, så han kan vinde i Aix-en-Provence, hvor han er bosiddende.

En rytter, der ikke kan få de hårdt nok, er Magnus Cort. Danskeren er åbenlyst i superform, og derfor vil han formentlig bede om brutalt tempo i finalen. Holdet har styrken til det, og Cort viste i Besseges, at han har genfundet sin hurtighed. Måske har han ikke Bouhannis og Nizzolos fart, men efter et hårdt løb kan meget ske. Positioneringen er naturligvis som altid et problem, men i et reduceret felt kan man slet ikke udelukke, at brølstærke Sep Vanmarcke er bedste lead-out man.

Hugo Hofstetter kørte faktisk en fin spurt på 1. etape, og nu kommer han til en etape, der passer ham langt bedre. Han så velkørende ud på bakken på 2. etape, og han viste sidste år, at han sagtens kan være med i denne finale. Til gengæld har han ikke samme hurtighed som de ovennævnte, men hans positionering plejer til gengæld at være ganske sublim. Desværre kan han nok ikke regne med den store hjælp i finalen.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Er det nu, at Fabio Felline skal vise sin gamle hurtighed? I gamle dage var italieneren i stand til at vinde denne slags spurter, men han har ikke spurtet meget siden sin sygdom. Han viste dog fine takter på Stirling-etapen i Tour Down Under, og han synes generelt at være et helt andet sted end for et år siden. Han er slet ikke sig selv, men hvis løbet bliver hårdt, har han Alex Aranburu, der nok skal agere lead-out man i stedet for selv at spurte, og Alexey Lutsenko til at sætte sig op i en teknisk finale.

Damien Touze viste storform på bakkerne i Besseges og igen i dag på Ventoux. For ham kan løbet formentlig ikke blive hårdt nok, men til gengæld har han noget at bevise på farten. Hans spurter i år har været en mindre katastrofe, men i et reduceret felt bør han være en af de hurtigste. Et problem er dog hans manglende støtte, hvilket kan koste i en teknisk finale.

Man bør også nævne Kasper Asgreen. Danskeren indså på 1. etape, at han slet ikke har sprinternes topfart, men i Californien og Schweiz har han vist, at han kan slå selv sprinterne, hvis løbet har været hårdt. Spørgsmålet er, om det vil være hårdt nok denne gang, men det kan Deceuninck jo selv bidrage med, hvis Remi Cavagna, Dries Devenyns eller Pieter Serry er frisk på at indgå i et stærkt udbrud. Asgreen er god i positionskampen, hvilket kan hjælpe ham mod de hurtigere folk i den tekniske finale.

Timothy Dupont bør egentlig være en af topfavoritterne. Han er i hvert fald i top 4 over de hurtigste, og han kan normalt klatre hæderligt. Problemet er bare, at han ikke har imponeret mig i år, og jeg har fornemmelsen af, at han mangler for meget. Kommer han med hjem, er han hurtig nok til at vinde, men jeg tvivler på, at han kommer så langt.

Det synes udelukket, at Jakub Mareczko kommer med hjem, men CCC har stadig Jonas Koch. Han er ikke verdens hurtigste, men han bliver mere og mere holdbar. Udbruddet forleden vidner om form, og han burde ikke få problemer med bakkerne. Til gengæld er han nok ikke hurtig nok til at vinde.

Egentlig burde jeg også nævne holdbare Anthony Maldonado, der sidste år blev nr. 3 på denne etape, men han har spurtet skidt i lang tid, og han synes ikke i superform. Derudover er der en række semihurtige folk som Julien Duval, Anthony Roux, Owain Doull, Pascal Eenkhoorn, Eduard Prades, Marc Hirschi, Alexander Kamp, Quinn Simmons, Cyril Barthe og Jeremy Leveau, der alle kan køre en spurt, men ikke vinde. Jeg tror ikke på, at Gabriel Cullaigh, Luca Mozzato, Lorrenzo Manzin, Leonardo Bonifazio, Bryan Alaphilippe eller Pierre Barbier kommer med hjem, selvom jeg åbner døren lidt for sidstnævnte, der uden tvivl har farten til at være med helt i front. Normalt burde etapen være god for Chris Lawless, men han har klatret så skidt i år, at jeg slet ikke tror, at han kommer med til stregen.

Feltet.dks vinderbud: Giacomo Nizzolo

Øvrige vinderkandidater: Nacer Bouhanni, Magnus Cort

Outsidere: Hugo Hofstetter, Fabio Felline, Damien Touze, Kasper Asgreen, Timothy Dupont

Jokers: Jonas Koch, Pierre Barbier, Anthony Maldonado, Chris Lawless, Pascal Eenkhoorn

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense John Degenkolbs sejr fra 2019.

Tour Colombia 2.1 - 6. etape

Ruten

I sin korte historie har Tour Colombia 2.1 allerede indført en tradition, der sikrer, at den vanskeligste etape kommer til allersidst. Sådan vil det også være i den tredje udgave, hvor 6. etape endda er den eneste med mål på toppen af en stigning. Klatrerne har altså skulle vente i lang, indtil de endelig får mulighed for at kæmpe om sejren, men måske er de alligevel skuffede. Afslutningen på El Once Verjon er nemlig ikke verdenshistoriens sværeste, men i den iltfattige luft i mere end 3200 m højde vil de colombianske bjergstjerner formentlig alligevel udkæmpe et brag af et opgør om den samlede sejr i hjemlandets cykelstolthed.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Årets kongeetape er den længste og sender feltet ud på 182,6 km fra Egan Bernals hjemby, Zipaquira, til målet på El Once Verjon hele 3290 m over havets overflade. Startbyen er en nordlig forstad til hovedstaden Bogota, og målbjerget ligger nærmest i selve millionbyen med start i den østlige udkant i forbindelse med et større bjergmassiv. Hele etapen finder således sted i bjergene øst for Bogota, hvor målbjerget blot er det sidste af i alt fire kategoriserede stigninger.

Starten er dog meget nem. Fra start kører man mod sydvest igennem fladt terræn med retning mod Bogota, inden man vender rundt for at køre igennem fladlandet mod nordøst forbi den første spurt, som kommer efter 42,8 km. Kort efter skal man over kategori 3-stigningen Alto del Sisga (5,6 km, 4,9%), hvis top passeres efter 60,8 km, inden en nedkørsel leder videre mod nordøst ned i fladlandet, hvor man fortsætter frem til et vendepunkt. Her vender man efter 74,7 km rundt for at køre tilbage ad samme vej. Denne gang er der en spurt efter 77,0, inden man atter rammer Alto del Sisga (7,0 km, 3,4%), der fra denne side blot er kategori 4, og hvis top passeres efter 88,8 km.

I bunden af nedkørslen drejer man mod sydvest for at følge en hovedsageligt flad vej med retning mod Bogota, idet man dog undervejs skal over en lille bakke (2,9 km, 4,1%) med top efter 111,5 km. Senere rammer man den ikke-kategoriserede Alto Arepas (3,9 km, 3,8%), der passeres efter 143 km og leder op til et plateau, hvor den tredje spurt er placeret efter 146,6 km. Umiddelbart herefter begynder det i udkanten af Bogota atter at stige via kategori 3-stigningen Alto Patios (2,3 km, 7,4%), hvis top passerer med 26,4 km igen. En let nedkørsel leder nu mod nordvest ned til Bogota, hvor man følger en flad vej ind gennem byens centrum mod sydvest og syd.

Inde i hjertet af Bogota fortsætter man mod syd ind i det nærliggende bjergmassiv via kategori 2-stigningen El Once Verjon, der leder op til mål. Den stiger med 5,6% i snit over 9,4 km, men er todelt. Efter to lette kilometer følger 3 km med 7-8%, inden der følger 2 km med 2-4%. Til sidst tager den igen fat med 5,0% og 7,7% over de to næste kilometer, inden det stiger med 6,4% lover de sidste 400 m. Stigningen følger en meget snoet vej med flere retningsændringer, men på de sidste 3 km er der kun relativt bløde kurver, dog med hårnålesving med 1800 og 200 m igen.

Etapen byder på i alt 2912 højdemeter.

El Once Verjon har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Vejret

Efter nogle lidt skyede dage slutter løbet smukt. Søndag vil kun byde på få skyer og en temperatur på 21 grader, men der vil stadig være en bygerisiko på 10-20%. Der vil være en let til jævn vind fra sydøst, hvilket i den indledende fase primært giver sidemodvind, idet der dog er et længere sidevindsstykke undervejs. Det varer ved helt ind til målbjerget, hvor der vil være skiftevis mod- og sidemodvind, indtil man får sidevind på de sidste 2 km.

Favoritterne

Som ventet gav det ikke den store mening at forsøge at udnytte 5. etapes terræn offensivt, og det blev derfor en mere fredsommelig sag end 3. og 4. etape. De fleste har allerede blikket stift rettet mod kongeetapen, der fra start har lignet eneste reelle mulighed for at ændre på udkommet efter holdløbet.

Problemet for de mange mandskaber, der fik sig en holdløbslektion af EF, er, at kongeetapen er den letteste i løbets treårige historie. El Once Verjon er ingenlunde noget Monte Zoncolan, da stigningen kun har tre relativt stejle kilometer fordelt på to midtvejs og en enkelt til allersidst, og lå den i Europa, havde den næppe skabt det helt store drama. Nu har den imidlertid top i mere end 3200 m højde som det højeste punkt i løbets historie, og som vi så på 4. etape, kan en lille knold, som man næsten kan finde i Danmark, skabe et blodbad i den iltfattige luft.

Stigningen har derfor et potentiale, og det bliver ikke ringere af, at der er lagt i kakkelovnen til, at det skal gøres hårdt. Ineos er et af kun to WorldTour-hold, der intet har vundet i år, og de har heller intet fået med hjem fra Colombia, hverken her eller ved mesterskaberne. Nu skal det ske, og skal Egan Bernal have bare en lille chance for at vinde tilstrækkeligt med tid, skal der lægges fra land med det samme.

Vi kan derfor vente os, at briterne vil være meget markante. Ideelt set ville de formentlig gerne have en meget aggressiv etape, som vi havde det sidste år, men den lette start på etapen gør, at EF formentlig kan sikre sig, at et ufarligt udbrud kommer afsted. Herefter må det være op til andre at køre dem ind igen, for EF vil sætte pris på, at bonussekunderne forsvandt. Det ansvar skal Ineos nok påtage sig, og derfor bør der blive skabt samling.

Vil der ske noget på de tidligere stigninger. Det er ikke helt umuligt, at der vil blive åbnet allerede på Patios-stigningen, der ikke er helt let, måske ikke fra Ineos selv, men i hvert fald fra andre hold. Et frisk initiativ kunne være, at Richard Carapaz blev sat i scene allerede her, men en forcering vil nok være nyttesløs mod et EF-mandskab, der er i særklasse det stærkeste i bredden.

Formodningen må være, at det skal afgøres på sidste stigning, og her skal Ineos afsted med det samme. De har ikke et specielt stærkt hold, men de må lægge det pres, de kan, hvorefter Bernal og Carapaz formentlig skal åbne løbet på de stejle kilometer midtvejs. Det er her, hullet skal slås. Sker det først efter det lette stykke, er den stejle finale for kort til at vinde al den nødvendige tid. I givet fald vil etapesejren formentlig blive målet, men den er også rigeligt vigtig. Ineos skal nemlig snart have åbnet kontoen!

Jeg har været lidt i tvivl om, hvorvidt Sergio Higuita faktisk vil være i stand til at slå Egan Bernal, men jeg vælger i sidste ende at tro på Tour-kongen. Han virkede ganske overbevisende på 4. etape, og da han trods et forudgående styrt vandt feltets kamp ved de colombianske mesterskaber, viste han, at formen er, hvor den skal være. Han har da også meldt ud, at han er langt mere velforberedt en sidste år, hvor han var på vej tilbage efter en skade. Nok virker Higuita overbevisende, men Bernal bør normalt være i sin egen klasse. Det rækker formentlig ikke til at vinde samlet, men finalen er stejl nok til, at Bernal bør være i stand til at sætte sig igennem. Derfor tror jeg, at han endelig sætter Ineos i gang ved at tage en vigtig sejr på hjemmebanen.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Rivalen er først og fremmest Sergio Higuita. Sidste år viste han, at han på sine gode dage kan klatre med de allerbedste, og han bekræftede sin superform med solosejren ved de colombianske mesterskaber. Hans kørsel på 4. etape var meget overbevisende, og han lignede aldrig en mand, der var synderligt i vanskeligheder. Han har den luksus, at han bare skal følge med på en stigning, hvis eksplosive og ujævn natur burde passe til en puncheurtype som ham. Kan han først lugte stregen, er der ingen, der slår ham i en spurt, og derfor har han både taktiske og fysiske trumfer i ærmet. Det kan sagtens give endnu en sejr, hvis blot han kan matche Bernal.

Ineos har et glimrende alternativ i Richard Carapaz. Det kan godt være, at han er Giro-konge, men i Bernals baghave er han stadig lidt af en underdog. Der er ingen tvivl om, hvem EF frygter mest, og det kan give Carapaz lidt mere spillerum. Han plejer at være formsvag i februar, men det var ingenlunde tilfældet på 4. etape, hvor der var bund i begge hans angreb, og også han har punch til en eksplosiv stigning som denne. Højderne er heller intet problem for en ecuadorianer, og dermed har han alle forudsætninger for at udnytte det frirum, det kan give, hvis alle øjne er rettet mod Bernal.

Daniel Martinez synes også særdeles velkørende. Det så vi på 4. etape, hvor han trods et styrt kæmpede sig tilbage til feltet og alligevel sluttede med de bedste. Også ved de nationale mesterskaber var han god, men her rakte benene ikke til at slå Bernal i finalen. Det bliver derfor lidt af en opgave at gøre det igen, specielt fordi han næppe kan få lov at køre offensivt af frygt for at sætte gang i noget, EF ikke kan styre. Hans eneste chance for at vinde kan være, at Higuita er i problemer, og at han derfor kan køre sin egen chance. I en spurt er han nemlig den langsomste af de fire favoritter, og derfor kræver en sejr, at han får en frihed, han ikke nødvendigvis kan få, selvom han virker stærk.

Man skal heller ikke undervurdere Jonathan Caicedo. Den lille ecuadorianer er endelig ved at indfri sit potentiale efter et svært 2019, og han har tidligere vist, at han kan klatre, da han blev nr. 2 bag Carapaz i Asturien i 2018. Han var i stand til at holde Bernals hjul, da Tour-vinderen kørte op til Carapaz-gruppen forleden, og det viser, at der er bund i hans tråd. Naturligvis er han den svageste af de nævnte, ligesom han som udgangspunkt ikke får lov at køre offensivt, men udvikler det hele sig meget taktisk, vil han som underdog måske kunne spille sit kort, hvis de fire favoritter angriber hinanden, og andre kører væk i stedet.

Naturligvis skal Julian Alaphilippe nævnes. Egentlig passer stigningen slet ikke ringe til franskmanden, især ikke nu hvor han er blevet en helt lille bjergrytter. Problemet er bare, at han er hæmmet af højderne i forhold til de lokale ryttere. Ganske vist har han vundet etaper i løbet før, men vi har også set, at han er kommet til kort på stigninger, der ikke har været alt for vanskelige. Når han kan eksplodere i finalen på 4. etape, er det svært at tro, at han kan følge Bernal på den sidste stejle del. Omvendt er han også så eksplosiv og så rig på overraskelser, at man aldrig skal afskrive det franske fænomen i en finale, der grundlæggende passer ham ganske fint.

Det var opløftende at se Esteban Chaves forleden. Måske kunne han ikke i første omgang gå med Carapaz, men han kom relativt hurtigt tilbage. Det kunne indikere, at han har taget endnu et skridt mod at blive sig selv igen, selvom der fortsat er nogen vej. Det er svært at se ham skille sig ud som den stærkeste, men han er klassementet helt ufarlig, og dermed kan han måske udnytte magtkampen mellem EF og Ineos.

En anden rytter med den mulighed er Miguel Edoardo Florez. Heller ikke han kunne i første omgang gå med Carapaz i går, men han kom ligesom Chaves hurtigt tilbage. Han viste med sejren i San Juan, at han har taget et gigantisk skridt, og han bør være en af de bedre i denne finale også. Der er imidlertid stor forskel på at vinde en spurt mod en kvæstet Evenepoel, der har jagtet i 30 km, og køre fra Bernal og co. her, og derfor vinder han kun, hvis han kan udnytte et taktisk spil.

Det samme gælder for Oscar Sevilla. Spanieren var den store skuffelse forleden, men han viste i San Juan, at han til fulde kunne matche Florez, endda efter den hårde jagt. Han er helt vant til højderne og plejer at gøre det godt i dette løb. Samtidig er han en herlig opportunistisk rytter, der ikke er bange for at angribe fra distancen. Det kan være nøglen til succes, hvi de to store hold ser lidt for meget på hinanden.

En anden rytter, der var overbevisende forleden, er Freddy Montana, der også på forhånd lignede en af de bedre kontinentalryttere. Endnu stærkere virkede dog den tidligere vinder af Tour of Quinghai Lake Hernan Aguirre , der måske kan vise som den farligste kontinentalrytter sammen med Sevilla. Derudover klarede Fabio Aru egentlig den eksplosive finale hæderligt, og med meldingen om, at han føler sig fantastisk kørende, burde han være endnu bedre i denne afslutning, selvom han ikke har fordel af højderne. Det har Matteo Badilatti heller ikke, men den lovende schweizer burde være i form, når han klarer en eksplosiv afslutning så hæderligt. Endelig kan man håbe, at Cristian Munoz endelig er klar til at rejse sig efter et svært 2019, ligesom Danny Osorio plejer at være ganske stærk i dette løb. Til gengæld er det svært at tro på Sergio Henao, når han kommer til kort i en eksplosiv finale, ligesom jeg også tror, at Gavin Mannion er overmatchet af de colombianske klatrere, da han var ganske langt efter i San Juan.

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Sergio Higuita, Richard Carapaz

Outsidere: Daniel Martinez, Jonathan Caicedo, Julian Alaphilippe, Esteban Chaves, Miguel Edoardo Florez

Jokers: Oscar Sevilla, Hernan Aguirre, Fabio Aru, Freddy Montana, Matteo Badilatti, Cristian Munoz, Danny Osorio