Løbets rolle og historie

Cykelsporten har sine traditioner, der ofte bunder i sportens lange historie, men det er ikke altid, at det er let at finde god forklaring på rutinerne. Nogle forhold relaterer sig til de mange uskrevne regler og love, men også inden for rutedesign er der en række grundregler, man kun sjældent bryder.

Én af disse er, at rigtige bjerge er noget, der hører etapeløb til. Det er således yderst sjældent, at man i endagsløb gør brug af de mest mytiske bjergpas. Egentlig er de store bjerge det, mange ”sommerfans” forbinder med cykelsporten, men reelt er klatring begrænset til en relativt lille del af sæsonen. Bjergene hører først og fremmest til grand tours samt til visse udvalgte ugelange etapeløb, mens endagsløb som regel sørger for at holde sig under 1000 m højde.

Anderledes forholder det sig for motionister. I de senere år er det blevet mere og mere populært at deltage i det stadig stigende antal motionsløb, der afvikles i Europas mest bjergrige egne. Mest berømt er vel La Marmotte, men i de senere år har Touren også afviklet et større motionsarrangement på (dele af) en af løbets sværeste etaper. Andre løb findes i blandt andet Østrig og Italien, hvor ganske almindelige mennesker får chancen for at prøve sig af på nogle af de stigninger, de ellers kun ser i fjernsynet.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Den trend er der en flok innovative franske arrangører, der har besluttet sig for at bygge videre på. Mont Ventoux er en af sportens mest mytiske stigninger, som et hav af cykelmotionister har prøvet kræfter med, og nu får de også chancen for at gøre det under mere organiserede forhold. I 2019 blev der nemlig for første gang afviklet Santini Granfonde Mont Ventoux, hvor mere end 2500 motionister fik chancen for at teste sig selv på Det Skaldede Bjerg i Provence.

I sig selv er et nyt motionsarrangement ikke interessant for de professionelle, men her forholder det sig anderledes. Bagmændene besluttede sig nemlig for at koble det sammen med et stort UCI-løb, Mont Ventoux Dénivelé Challenge. Planerne blev lanceret under stor fanfare i anden halvdel af 2018, hvor man håbede, at man vil kunne overtale en stor del af Dauphiné-stjernerne til at blive i området en ekstra dag og forsøge at prøve kræfter med et bjerg, alle drømmer om at vinde på.

Sådan gik det desværre ikke. Ambitionen om at få flere Tour-stjerner til at køre et knaldhårdt endagsløb dagen efter afslutningen på et af sportens allerhårdeste løb var næppe nogensinde realistisk, og de store hold og ryttere valgte da også løbet fra. Blandt de internationale WorldTour-hold var det således kun EF, der følte sig fristet, og de fik naturligvis selskab af de franske hold, Ag2r og FDJ. Faktisk bestod det beskedne felt bare af 12 mandskaber, herunder to udenlandske prokontinenal- og to udenlandske kontinentalhold, i et løb, der i første omgang primært var en fransk affære.

Heldigvis valgte Romain Bardet at drage til Provence direkte fra afslutningen på Dauphiné, og alene hans tilstedeværelse sørgede for at kaste stjernestøv over arrangementet. Da Mont Ventoux i sig selv altid er spektakulær, og der var sikret international tv-dækning, tiltrak den første udgave sig derfor alligevel en vis interesse, og arrangørerne er i hvert fald indstillede på at forsætte med at opbygge den prestige, som rutens karakter berettiger til.

Det er klart, at coronapandemien satte en kæp i hjulet, men selvom motionsløbet af gode grunde ikke kunne afvikles i 2020, var løbet alligevel en af de få mindre UCI-begivenheder, der overlevede og fik plads på den sammenpressede kalender i august. Her fungerede det i stedet som opvarmning til Dauphiné og havde med deltagelse af blandt andre Miguel Angel Lopez, Aleksandr Vlasov og Richie Porte et endnu bedre felt end i 2019.

Det er dog den normale kalender, der skal teste løbets langsigtede bæreevne, og her er placeringen lige efter Dauphiné og samtidig med Tour de Suisse i en af årets allertravleste uger med i alt fire store etapeløb ikke ideel. Selvom det betyder større afstand til motionsløbet, der i år afvikles om søndagen efter løbet og er tilbage efter sidste års aflysning, forsøger man denne gang at afvikle løbet om tirsdagen og dermed give Dauphiné-rytterne en ekstra dags hvile. Alligevel er Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Ben O’Connor og Pierre Rolland de eneste større Dauphiné-stjerner, der deltager i løbet i år.

Udviklingen er dog positiv. Denne gang er der hele fire internationale WorldTour-hold til start i tillæg til de nu tre franske, og med langt flere ProTeams til start også er feltet vokset fra de 12 hold i 2019 til nu 19 hold og en mere almindelig størrelse til et stort cykelløb. Pilen peger fortsat opad, men tiden må vise, om det med denne kalenderplacering er muligt at give løbet den prestige, det fortjener.

Sidste år havde løbets om sagt en anden placering i august, og her blev det rammen om fortsættelsen af det gennembrud, Aleksandr Vlasov startede allerede i Provence forud for epidemien. Få dage efter en podieplads i Route d’Occitanie tog han Richie Porte på sengen med et tidligt angreb på det flade stykke ved Chalet Reynard, og herefter så de ham ikke igen. I et fascinerende og helt jævnbyrdigt opgør mellem ham og Porte forsvarede han sit forspring hele vejen til toppen, og han krydsede stregen med 18 sekunder ned til australieren og hele 59 sekunder ned til Guillaume Martin. Der bliver dog ikke noget titelforsvar til Vlasov, der hviler ud efter Giroen, og da både Porte og Martin puster ud efter Dauphiné, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

Ruten

Det nye løbs identitet er naturligvis Mont Ventoux, og hele ideen med løbet er, at det skal slutte på toppen af det berømte bjerg. Det ligger som bekendt som en ensom gigant midt i et ellers relativt fladt område, og derfor er Tourens Ventoux-etaper kendetegnet ved et relativt fladt indløb, inden det hele kulminerer med den frygtede stigning.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Provence er imidlertid ikke helt fladt, og arrangørerne var i 2019 kreative i deres forsøg på også at gøre den første del af ruten vanskeligere, end man ofte ser det på Tour-etaper. Således fik man designet et løb, der over mindre end 175 km bød på ikke mindre end 4150 højdemeter. Det gjorde det til et rigtigt bjergløb, der bestemt kunne måle sig med mange af de sværeste grand tour-etaper.

I 2020 skruede man idt ekstra på sværhedsgraden. Nu skulle man nemlig op ad giganten hele to gange, og selvom man ved første passage kun nåede op til Chalet Reynard, er de første 13,4 km op til netop det punkt som bekendt den vanskeligste del af bjerget. Da man gjorde den indledende del en anelse lettere, var der faktisk færre højdemeter på programmet, men de fleste fandt nok en rute med halvanden tur op ad Mont Ventoux betydeligt vanskeligere alligevel.

Det var dog ikke nok. I 2021 skrues der yderligere op for sværhedsgraden. Denne gang kører man nemlig helt op til toppen af Ventoux begge gange - denne gang fra to forskellige retninger. Det sker ganske vist i en meget forkortet udgave af løbet, der er reduceret fra 182 til 154 km, men alligevel er antallet af højdemeter øget fra ca. 4000 til ca. 4400. Med andre ord er der utvivlsomt tale om den klart vanskeligste udgave i løbets historie.

Det altså blot 158,0 km lange løb fører igen feltet fra Vaison-la-Romaine til toppen af Mont Ventoux, som det har været tilfældet de foregående år også Startbyen ligger næsten for foden af bjerget, og faktisk går der en direkte vej fra byen op til toppen. Løbet består imidlertid af en tur rundt i bakkerne syd for bjerget, inden man klatrer op til toppen først fra byen Sault og siden via den mest kendte opkørsel fra byen Bedoin til allersidst.

Fra start kører man igennem let stigende terræn mod sydøst ned til den lille Col de la Madeleine (1,7 km, 4,3%), der er en jævn og ganske let opkørsel med top efter 14,0 km. En nedkørsel leder videre mod sydøst ned til Bedoin, men denne gang kører man videre mod sydøst ud af byen i stedet for at køre op ad Mont Ventoux. I stedet drejer man kort efter mod øst for at passere Col de la Gabelle (10,8 km, 4,3%), der stiger relativt jævnt med 5%, inden den flader ud nær toppen, der rundes efter 38,0 km.

En let nedkørsel leder nu mod sydvest, inden man drejer mod syd og senere nordøst og sydøst for at køre op ad den lange, men letter Rocher du Cire (18,7 km, 2,2%), hvis stejleste kilometer stiger med bare 3,6%. Toppen rundes efter 65,0 km og leder op til et plateau, der følges mod nordøst frem til byen Sault, som nås efter 74,0 km.

Her går det for alvor løs, når man drejer mod nordvest for at køre op ad Mont Ventoux for første gang. Fra denne ”nemme” side stiger den med 4,9% over hele 24,5 km, og den kan inddeles i to dele. De første 19 km er lette og stiger hovedsageligt med mellem 3 og 6%, inden det bliver næsten helt fladt omkring Chalet Reynard. Her rammer man den sidste del af den klassiske opkørsel, og nu kører man derfor igennem månelandskabet, hvor den bare bliver stejlere og stejlere fra først en kilometer med 6,0%, indtil de sidste 500 m stiger med 10,0%.

Toppen rundes efter 99,0 km, og løbet afsluttes nu med en omgang på en 59,0 km lang rundstrækning. Den indledes md en kun periodevis teknisk nedkørsel, som leder mod vest tilbage til dalen og byen Malaucène, som man allerede passerede umiddelbart efter starten. Her drejer man mod sydøst for igen at passere Col de la Madeleine (1,7 km, 4,3%), hvis top passeres efter 126,0 km, inden man kører videre mod sydøst ned til Bedoin, som nås efter 133,0 km.

I Bedoin bryder helvede løs, når man drejer mod øst og senere nordøst for at bestige bjerget fra den klassiske og svære side, hvorfra den stiger med 7,6% over 20,9 km. De første 5 km er lette med 4-6%, men når man rammer skovstykket, ligger stigningsprocenten over 9 km på ca. 10, inden det flader en anelse ud over nogle kilometer omkring Chalet Reynard, hvor den stiger med 6-7%. Slutteligt kører man for anden gang den sidste del op gennem månelandskabet, hvor den bar bliver stejlere og stejlere, idet de sidste 3 km stiger med hhv. 8,4%, 8,1% og slutteligt 10,1%. Vejen bugter sig konstant, men på de sidste 3 km er der kun ét skarp sving mindre end 100 m fra stregen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Løbet byder på i alt 4422 højdemeter, hvilket er ca. 400 flere end sidste år og 300 flere end i 2019.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Vejret

Mont Ventoux er kendt for både bagende hede og kraftig vind, og begge dele kommer delvist i spil denne tirsdag. Der vil kun være få skyer og en beskeden bygerisiko på 15-20%, men temperaturen vil nå pæne 26 grader, som dog er koldere end i de foregående udgaver. Udfordringen er snarere, at det denne gang også bliver blæsende med en vind, der under løbet vil tiltage fra en styrke på bare 10 km/t til 20-22 km/t i finalen og vil komme fra nordnordvest. Det giver generelt medvind indtil toppen af Rocher du Cire, sidevind på plateauet og modvind hele vejen op ad Ventoux for første gang. Der vil være sidevind på nedkørslen og medvind i dalen, indtil man på sidst opkørsel får sidevind på skovstykket frem til Chalet Reynard og derefter direkte modvind i månelandskabet.

Favoritterne

Nye løb kan altid være svære at gennemskue, fordi man har behov for at lære ruten at kende. Det behov har vi imidlertid ikke til dette løb. Mont Ventoux er et bjerg, der kendes af de fleste, og som en af sportens sværeste stigninger er den en sand benbrækker. Her er der sjældent plads til tilfældigheder og taktik, og som regel er det stærkeste mand, der sejrer på det mytiske bjerg.

Sådan har det i hvert fald været de første to gange, og sådan vil det formentlig også være denne gang. I år er ruten jo særligt spektakulær med hele to ture hele vejen til toppen og hele 4400 højdemeter presset sammen over bare 158 km, men man kan alligevel diskutere, om løbet vitterligt er hårdere end sidste år. Dengang kørte man første gang ganske vist kun op til Chalet Reynard, men man gjorde det til gengæld via den klassiske og svære Bedoin-opkørsel. Denne gang går det via Sault-opkørslen, der er meget, meget lettere, og da der samtidig vil stå en hård modvind i ansigtet hele vejen til toppen, vil mange nok føle, at de kommer lettere op ad Ventoux første gang, end de gjorde i 2020.

Derfor kommer det næppe til at ændre løbets forløb. Det vil være halsløs gerning at forsøge at bruge den bløde modvindsopkørsel til andet end at trætte feltet, også fordi finalestigningen er rigeligt svær til det afgørende slag. Det ender derfor formentlig med et klassisk forløb, hvor et udbrud etableres tidligt, og hvor løbets to favorithold, Movistar og Ag2r samt måske Trek kontrollerer og sørger for, at det hele samles til det endelige slag på Ventoux. Mange hold har ikke rigtigt et vinderbud, og det kan godt være, at vi ser enkelte forsøg fra disse på første tur op ad Ventoux, men grundet modvinden er det usandsynligt og i hvert fald ufrugtbart.

Udfordringen på Ventoux er ofte vinden, der kan være benhård på i det åbne månelandskab. Det har den ikke været til de foregående udgaver af løbet, men det vil den være i år. Desværre står den direkte i ansigtet, når de drejer ind i månelandskabet, og derfor tror jeg, at det kan blive meget svært at skabe splittelse, når først de forlader det svære skovstykke. Sidste år kørte Aleksandr Vlasov først ved Chalet Reynard, men så længe kan man næppe vente denne gang. Kommer man først op i ørkenen, bliver det selv for de bedste svært at køre væk.

Det mindsker også chancen for en solosejr. Bedste mand kan sagtens køre alene på skovstykket, men skal han holde sig fri i månelandskabet, kan han får det svært, hvis han er oppe mod en gruppe, der samarbejder godt. Det betyder, at det denne gang bliver mere taktisk end vanligt, og chancen for en spurt er større end normalt. Til gengæld er feltet ikke specielt dybt, og det taler for så stor udskilning på skovstykket, at størrelsen på eventuelle grupper formentlig vil være begrænset.

Det ligner et opgør mellem Movistar og Ag2r, og herfra vil jeg pege på Miguel Angel Lopez. Colombianeren var ganske fremragende i Dauphiné, og selvom han manglede sine bedste ben til sidste etape, var han stadig en af de stærkeste. Hvis styrkeforholdet er det samme denne gang, vil det formentlig også gælde på Ventoux, og han bakkes op af et stærkt hold, der kan ventes at have tre mand i den absolutte finale. Modvinden komplicerer det og gør det mere taktisk, men Lopez ligner bedste bud på en mand, der kan køre alene hjem fra skovstykket. Skulle modvinden føre til en spurt i den stejle finale, er han også blandt favoritterne den vel nok mest eksplosive, og slutteligt betyder holdets styrke, at de kan spille taktisk med angreb på skift, hvis det samles i modvinden til sidst. Lopez ligner stærkeste og mest eksplosive mand, og derfor er han min favorit.

Næstbedst chance har nok hans holdkammerat Enric Mas. Spanieren sendte lidt blandede signaler i Dauphiné med meget overbevisende kørsel fredag og lørdag, men til gengæld en svær dag søndag. Hvis lørdagshierarkiet gælder, er han formentlig næststærkest, men det er han ikke, hvis benene er de samme, som de var søndag. Han behøver dog ikke at være bedst for at vinde, når han og Lopez kan udnytte hinanden til at angribe på skift, og skulle den ene slide sig selv ned i modvinden, vil den anden have haft fordel af at kunne sidde på hjul. Det giver Mas et solidt kort, og som vi så på 6. etape, kan han faktisk godt køre en spurt på toppen af et bjerg, hvis det skulle blive nødvendigt.

Manden, de skal frygte, er utvivlsomt Ben O’Connor. Australieren elsker disse lange stigninger, og han viste sit tårnhøje niveau og nyfundne stabilitet i weekenden. Med samme niveau i morgen bliver han svær at sætte, også for Movistar-duoen, og jeg vil slet ikke udelukke, at han kan vise sig bedst, hvis man ser på Mas’ og Lopez’ udsving i weekenden. Ag2r har også et brølstærkt hold, men han risikerer stadig at ende alene i en Movistar-sandwich. Dertil kommer, at han er spurtsvag, og modvinden er derfor en ulempe, men en spurt på toppen af Ventoux handler trods alt mest om friskhed. O’Connor er i hvert fald god nok til at vinde

Læs også

Uheldig hollandsk profil udgår

Movistars bredde betyder også, at de har Antonio Pedrero . Spanieren blev nærmest bare bedre og bedre gennem Giroen, men til gengæld er han også så svingende, at han sagtens kan være faldet helt sammen den seneste uge. Derfor er han et ret åbent spørgsmål, og der er næppe tvivl om, at han kun er nr. 3 i hierarkiet. Til gengæld kan modvinden gøre det så taktisk, at det giver glimrende mening at spille Pedrero-kortet også. Det fjerde kort er den i Dauphiné uhyre velkørende Carlos Verona, men da resten af holdet er ret tungt, vil jeg tro, at han er nødt til at ofre sine chancer.

Dette er en rangering af vinderpotentiale, og derfor har jeg Simon Carr højt. Mest sandsynligt er det, at han flopper totalt, for alt bestemmes af, hvordan han er kommet ud af sin første grand tour. Her havde han generelt et meget svært løb, men i den tredje uge havde han på kongeetapen en skræmmende god dag, hvor han rev feltet i stumper og stykker. Nogle unge ryttere kan komme bragende godt ud af en grand tour, eller de kan være helt døde, men vi har set, at Carr har et tårnhøjt niveau, hvis det første er tilfældet. Løbet passer ham, og han er motiveret i et område, hvor han er vokset op. Han støttes af Julien El Fares, Lachlan Morton, Will Barta og Hideto Nakane , der på papiret kan klatre, men ikke viste skyggen af form i Dauphiné. Magnus Cort kan gøre det fint i en formtest, men han har sine begrænsninger på Ventoux.

Hos Arkea må Elie Gesbert rangere højt, men mest af alt, fordi han er et ukendt element. Han har nemlig hverken kørt Giro eller Dauphiné, og han har ikke kørt, siden han vandt kongeetapen i Algarve. Dette løb er dog stærkere besat, og Gesbert har fortsat til gode at være med i de rigtige bjerge og ikke kun i kuperet terræn. Han bør dog være i bedre form nu frem mod Touren, og han er kommer meget stærkt tilbage efter den lange skadespause. Winner Anacona havde et svagt Dauphiné. Så har Diego Rosa større chance for at overraske i kraft af en stigende formkurve, men hans 13. plads i Mercan’Tour Classic var ikke alt for prangende. Dayer Quintana er en skygge af sig selv

B&B har Pierre Rolland, der altid finder benene på denne tid af året. Dauphiné var også pæn uden at være prangende, og han var i offensiven på begge de to sidste bjergetaper, hvor han overbeviste lørdag og skuffede søndag. Denne lange stigning passer ham som fod i hose, men om han kan vinde, er mere tvivlsomt. B&B har også Quentin Pacher, men som vi så i Dauphiné, er Ventoux for lang til, at han kan vinde. Klatrerne Maxime Chevalier og Sebastian Schönberger manglede også for meget i Dauphiné, og stigningen er for lang for Eliot Lietaer.

Rollands faste udbrudsmakker i Dauphiné var Kenny Elissonde . Om lørdagen var Rolland bedst, om søndagen var det Elissonde. De er derfor meget jævnbyrdige og utvivlsomt blandt de bedste i dette løb, hvor Elissonde også vil kunne lide den sidste stigning. Om han kan vinde, er mere tvivlsomt. Gianluca Brambilla styrtede ud af Giroen til sidst, og han havde generelt ikke benene, der kan gøre ham til favorit på dette lange bjerg, selvom han bør være konkurrencedygtig i dette felt. Klatreren Michel Ries skuffede i Dauphiné, og bjerget er for svært for Jacopo Moca.

En anden af løbets jokere er Clement Champoussin. Som vi så tidligere på året, har han topniveauet til at køre med om sejren, men han har været en skygge af sig selv siden begyndelsen af marts. Han udgik af Giroen med sygdom og har nedspillet forventningerne til dette løb, men han lød ikke helt afvisende over for et resultat. Det er dog tvivlsomt, om det rækker til at vinde. Ag2r’s tredje kort er den i Giroen så velkørende Geoffrey Bouchard, men han virkede i stigende grad træt til sidst. Også han får svært ved at vinde. Næstbedst kan derfor godt være unge Nicolas Prodhomme, der var så god i Algarve, men som skuffede i Mercan’Tour Classic og heller ikke kan vinde et løb i dette selskab. Jaakko Hänninen er i bedring, men ligesom Larry Warbasse har han manglet for meget. Lilian Calmejane gør comeback efter en skadespause og er uden ambitioner.

Caja Rural stiller med Jhojan Garcia, der blev nr. 4 samlet i både Ungarn og Tyrkiet og formentlig kunne have vundet i Ungarn med lidt mere afventende kørsel. Har han samme form nu, burde han i hvert fald gå i top 10, men det er nok svært at slå de allerbedste. Holdet stiller også med Julen Amezqueta, der via et udbrud blev nr. 3 samlet i Andalusien og bestemt også er top 10-kandidat. Den unge klatrer Jokin Murguiladay synes at mangle for meget.

Der kan ikke være megen tvivl om, at Mikel Bizkarra er en af de bedste i dette felt på så lang en stigning. Han nåede at minde os om sit niveau i Catalonien, men styrtet i Baskerlandet satte ham slemt tilbage. Han manglede stadig noget i Andalusien, men blev nr. 5 på kongeetapen. Meget peger i retning af en top 10, da han er relativt stabil. Euskaltel har også de relativt klatrestærke Joan Bou, Garikoitz Bravo, Mikel Iturria og Txomin Juaristi , hvoraf Bou, Iturria og Juaristi har vist mest form, men de er overmatchede i dette selskab

På papiret er Cristian Rodriguez en af de bedste på en stigning som denne, men efter den flotte samlede sejr i et svagt felt i Rwanda skuffede han med en 22. plads i Mercan’Tour Classic. Hans kørsel i Burgos sidste år viser, at han burde komme langt i dette felt, men det skal være meget bedre end i Alperne forleden. Total har også Alexandre Geniez, men hans hul synes stadig afgrundsdybt efter nu flere år uden resultater. Større forventninger skal vi have til Jeremy Cabot, der blev en lidt overraskende nr. 7 i Mercan’Tour Classic, mens stigningen nok er for svær for Fabien Grellier. Det er den nok også for Mathieu Burgeaudeau, der ellers godt kan klatre lidt.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Delko stiller med Tyrkiet-vinderen Jose Manuel Diaz, hvis topniveau rækker langt. Han skuffede dog fælt i både Asturien og Algarve, inden han viste lidt fremgang med en 11. plads i Mercan’Tour Classic. Formen rækker næppe til at vinde, men han bør kunne være bedre nu. Holdet har også Delio Fernandez , der var stærkere end Diaz i Algarve, men ikke har samme topniveau og også er svingende. Mathias Le Turnier er stadig en skygge af sig selv, og niveauet er for højt for klatreren Clement Berthet.

Astana møder med to kort i form af Oscar Rodriguez og Merhawi Kudus. Rodriguez er nok det mest sikre kort, men selvom han er bedre end i 2020, er han stadig langt fra sit bedste. Hans bedre sidste etape i Dauphiné giver dog lidt håb om noget bedre i et svagere felt. Kudus har ikke kørt løb i næsten to måneder, og han har generelt været i voldsom tilbagegang. I Tyrkiet var han konkurrencedygtig, men ikke som i gamle dage. Det samme gælder sikkert her, men han har større chance for at overraske end Rodriguez, hvis form er kendt. Yuriy Natarov er slet ikke slået til i bjergene som professionel.

Cofidis skal satse på Giro-etapevinderen Victor Lafay, der dog udgik af Giroen med en skade og indtil i går var usikker til dette løb. Det gør mig en anelse skeptisk, også fordi han foretrækker kortere stigninger. I dette felt bør hans topniveau dog række ret langt. De har også veteranen Jose Herrada, der dog ikke har fordums styrke. En 35. plads på kongeetapen i Romandiet gør dog, at han kan stræbe efter top 20 i dette felt. Det er svært at tro på den unge klatrer Thomas Champion, der har haft det svært som professionel.

Hos Kern Pharma bliver det interessant at følge Roger Adria, der leverede en fornem 7. plads i Asturien, men siden skuffede fælt i Andalusien. Han er generelt ret svingende, og det kan blive både fugl og fisk. Et andet kort er Jon Agirre, der for en måned siden blev nr. 4 i bjergløbet Alpes Isere Tour, men har haft det svært i stærkere besatte løb. Også Marti Marquez og Jose Felix Parra kan klatre og er i rimelig form, men ikke til at vinde løbet.

Burgos kommer med veteranen Daniel Navarro, der endte som nr. 10 i Algarve og siden styrtede i Andalusien. Han er ganske vist blevet konkurrencedygtig igen, men det står klart, at han ikke længere kan være med helt i front. Holdets klarer Oscar Cabedo har ikke vist nogen form i år, og derfor er næstbedste bud efter Navarro snarere lokale Victor Langellotti, der kørte i top 20 i Mercan’Tour Classic. Stigningen må regnes for svær for Angel Madrazo. Endnu mindre forventninger skal vi have til FDJ, der stiller med et C-hold, hvor Lars van den Berg som den eneste skulle have chance for måske at stræbe efter top 20.

Kontinentalholdene har også en række kandidater. Mest tiltro skal vi nok have til Aubers erfarne Stephane Rossetto, der tidligere i år gjorde det godt på netop Ventoux i Provence, ligesom han for nylig blev nr. 15 i Mercan’Tour Classic. Holdet har også Adrien Guillonet, der chokerede en hel cykelverden i dette løb i 2019, men nu er faldet helt sammen. Så er der måske mere grund til at tro på Adne van Engelen fra Bike Aid, men han er så svingende, at han kan falde helt igennem. Hos Elector Hiper kan man måske håbe lidt på Miguel Angel Ballesteros, men han har haft et svært år.

***** Miguel Angel Lopez

**** Enric Mas, Ben O’Connor

*** Antonio Pedrero, Simon Carr, Elie Gesbert, Pierre Rolland, Kenny Elissonde

** Clement Champoussin, Geoffrey Bouchard, Jhojan Garcia, Gianluca Brambilla, Nicolas Prodhomme, Mikel Bizkarra, Cristian Rodriguez, Jose Manuel Diaz, Oscar Rodriguez, Merhawi Kudus, Victor Lafay, Diego Rosa, Quentin Pacher, Roger Adria

* Julen Amezqueta, Delio Fernandez, Jeremy Cabot, Daniel Navarro, Carlos Verona, Jaakko Hänninen, Jon Agirre, Maxime Chevalier, Sebastian Schönberger, Winner Anacona, Julien El Fares, Michel Ries, Larry Warbasse, Joan Bou, Matieu Burgeaudeau, Jose Herrada, Marti Marquez, Oscar Cabedo, Victor Langellotti, Stephane Rossetto, Adrien Guillonet

Danskerne

Magnus Cort er til start for EF, hvor han skal hjælpe Simon Carr. Hos Movistar får Mathias Norsgaard en vigtig opgave med at hjælpe to af favoritterne, Miguel Angel Lopez og Enric Mas.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Aleksandr Vlasovs sejr fra 2020 og Jesus Herradas sejr fra 2019.