Optakt: 3. etape af Tour de Suisse
08. juni 2021 15:55Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Mathieu van der Poel viste, at han er helt klar til Touren med en overbevisende sejr på en underholdende og dramatisk klassikeretape, der ikke uventet viste sig for hård for selv de mest hårdføre sprintere. Heldigvis kan de hurtige folk se frem til en mulighed tirsdag, hvor der er lagt op til massespurt, men selv på løbets letteste etape skal der klatres så meget, at mange kan få det mere end svært.

Annonce

Ruten

Det er ikke mærkeligt, at Tour de Suisse har så stor appel til klassikerryttere. Løbet er nemlig kendt for sine klassikeragtige finaler, og det er en sådan, der venter på løbets 3. etape. Også på denne etape går det op og ned det meste af dagen, særligt i løbets sidste halvdel, men denne gang er stigningerne blødere end på 2. etape. Til slut venter et let stigende opløb, og det ligner derfor en oplagt chance for løbets holdbare sprintere,  der må have udset sig denne etape som et mål.

 

I alt skal der tilbagelægges 182,1 km, der fører feltet fra Lachen til Pfaffnau. Starten går ved bredden af Zürischsee, som følges mod vest igennem helt fladt terræn. Kort efter kører man væk fra vandet for at køre mod vest op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,0 km, 5,5%), der har top efter 11 km, inden man fortsætter videre mod vest og senere syd igennem ganske kuperet terræn med flere mindre bakker. Her når man frem til Agerisee, hvor man følger den flade søbred mod sydøst og syd, inden det går videre ad et fladt plateau mod sydøst ned til byen Sattel. Her rammer man en småkringlet nedkørsel, der fører mod sydvest og vest frem til byen Arth, der ligger ved bredden af Zugersee.

 

Nu rammer man den lettere del af etapen, når man følger den flade søbred mod nordvest, nord og nordvest frem til byen Sins. Her drejer man mod sydvest for at køre ad et let stigende stykke, inden det bliver næsten fladt, mens man fortsætter mod sydvest, nord og nordvest frem til byen Unterkulm. Her drejer man mod vest for at skære igennem et højdedrag, der går op og ned ad en bakke (2,8 km, 5,4%), inden man fortsætter mod syd ad et kort fladt stykke. Nu kører man igen mod vest op og ned ad en lille bakke og videre over kategori 3-stigningen Botterwilerstrasse (2,4 km, 6,5%), der stiger med ca. 8% over de første 2,0 km, men derefter blot med 2,9% frem til toppen, der passeres efter 122,5 km. Herefter bliver etapen igen let. En enkel nedkørsel og et fladt stykke leder mod sydvest ned til dagens første spurt, der kommer efter 130,4 km, inden det går igennem fladt terræn mod syd ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 131,7 km. Nu køres de sidste 4,6 km frem til stregen, der krydses efter 136,3 km.

Se de sidste fem kilometer fra Paduns anden sejr i Dauphine

SE ALLE GIRO-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMER

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 45,8 km lang rundstrækning i områder syd for byen. Fra start går det mod nordøst og syd igennem kun let kuperet terræn, som dog byder på en bakke (1,7 km, 5,1%) med top efter 148 km, inden en nedkørsel leder ned til udkanten af byen Schötz. Her drejer man mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Ohmstalerstrasse (3,4 km, 6,1%), der stiger med 7,6% over den midterste kilometer, men ellers med ca. 5%.

 

Toppen rundes efter 158,3 km, hvorefter det falder via en let nedkørsel mod sydvest og nordvest, inden man i byen Altburon kører ind gennem centrum via en skarp bakke (700 m, 7,4%) med top 16,5 km fra stregen. Nu falder det videre mod nord frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 171,2 km og derfra videre mod nordvest. Her drejer man med 7,7 km igen mod nordvest ind på et let stigende stykke, der har top, når man med 3,6 km igen drejer til højre. Nu falder det let frem til et sving med 2,5 km igen, hvorefter det er let stigende, dog kun med 1,4% over de sidste 1400 m. Der er et skarpt sving med bare 300 m igen, hvorefter opløbsstrækningen stiger med 2,0%.

 

Etapen byder på i alt 2492 højdemeter.

Annonce

 

Pfaffnau var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med de schweiziske mesterskaber i 2004, hvor Gregory Rast vandt linjeløbet og unge Fabian Cancellara enkeltstarten. I 2011 startede Tour de Romandie med en prolog i byen, hvor Paolo Savoldelli vandt foran Dario Frigo og Bradley McGee. I 2006 havde det lille GP Tell etapemål i byen, og det gav sejr til Nico Graf.

 

 

 

 

Annonce

 

 

 

Vejret

Rytterne fik en drivvåd mandag i sadlen, og mon ikke tirsdagen bliver lige så våd? I hvert fald vil risikoen for tordenbyger i målområdet være 90-95% for hver eneste time gennem hele eftermiddagen, hvor temperaturen vil ligge på ca. 21 grader.  Vindbetingelserne vil igen være helt svage, da det kun vil blæse helt let (6-8 km/t) fra nord. Det giver efter indledende side- og medvind primært sidemodvind det meste af dagen, indtil man får sidevind kort før sidste stigning og medvind ned til rundstrækningen. Her vil der hovedsageligt være med- og sidemedvind frem til nedkørslen efter stigningen og derefter primært mod- og sidemodvind, indtil man får medvind med 2,5 km igen. Efter sidste sving vil der være sidemodvind på den bare 300 m lange opløbsstrækning.

 

Analyse af 2. etape

Det er ingen hemmelighed, at Tour de Suisse i de senere år har lidt af et lillebrorskompleks i forhold til Criterium du Dauphiné. Løbet har ellers altid været regnet som verdens fjerdestørste etapeløb, men i de senere år har det snarere været et resultat af dets historie og exceptionelle længde på ni dage, der har givet det en særstatus på kalenderen. Når det handler om at tiltrække Tour-favoritter, har franskmændene givet schweizerne gedigne prygl, og da Egan Bernal i 2019 endelig lykkedes med at vinde Touren efter at have deltaget (og vundet i Schweiz), skulle i helt tilbage til 2001 for at finde den seneste Tour-vinder, som havde forberedt sig på de schweiziske landeveje - i hvert fald hvis man ser bort fra Alberto Contadors diskvalifikation fra Touren i 2010. Kun i 2018, hvor en ændret kalender som følge af VM i fodbold gav en ekstra uges hvile frem mod starten af Touren, lykkedes det schweizerne at få det bedste klassementsfelt, men alligevel endte det med, at Touren blev vundet af Geraint Thomas, der havde kørt (og vundet) Dauphiné.

 

Sådan er det også gået i år. Ganske vist er den store historie denne gang, at begge de to Tour-favoritter, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, helt dropper de to traditionelle opvarmningsløb, men langt hovedparten af de øvrige topnavne var trods alt til start i Dauphiné. Også i år er Tour de Suisse blevet den lille i kampen om de store stjerner, og denne gang er det i det schweiziske felt vel kun Richard Carapaz, der må tilskrives en reel chance for sikre den Suisse-Tour-double, som vi senest har set fra Bernal i 2019 og Lance Armstrong i 2001.

Annonce

 

Til gengæld kan det schweiziske løb så meget andet. Hvor Dauphiné mest af alt er et bjergløb, er Tour de Suisse en langt mere alsidig sag. Schweiz er nemlig mere end bare Alperne, og den ganske kuperede nordlige del af landet er som skabt til de herligste klassikeragtige etaper. Det er ikke noget tilfælde, at området i mange år var hjemsted for en af de mest underholdende og største efterårsklassikere, det nu desværre hedengangne Meisterschaft von Zürich. Derfor er den første halvdel af løbet oftest en sand fest for klassikerrytterne, og det er således ikke noget under, at Peter Sagan bare skulle bruge 10 år af sin karriere på at slå etapesejrsrekorden i det ældgamle løb med sine nu 17 triumfer.

 

Turen til Nordschweiz har ofte gjort løbet til en sand magnet på feltets klassikerstjerner, præcis som det altid har været Sagans foretrukne vej til Touren. Sådan har det bestemt også været i år, hvor ruten er lige så attraktivt for den slags ryttere, som den plejer. Ganske vist savner vi en efter Giroen træt Sagan og den nyligt opererede Wout van Aert, men ellers er det cremen af klassikerryttere, der i disse dage boltrer sig i de nordschweiziske bakker.

 

Klassikerfølelsen får man også af vejret. Ganske vist køres løbet i juni, men enhver, der har opholdt sig i Schweiz, vil vide, at det ikke betyder sol og sommer. Tværtimod er det meste af landet temmelig regnfuldt, og det giver løbet endnu mere smag af forår. Når det så krydres med stejle stigninger og verdens bedste klassikerryttere, føler man sig pludselig igen hensat til april.

 

Det var der utvivlsomt også mange, der gjorde, da dagens 2. etape kulminerede på den stejle mur Lichterstrasse i udkanten af målbyen Lachen. Den brutale knold gjorde en ellers relativt flad etape til en sand ardennerklassiker, og da regnbygerne kom og gik i samme hast, som Donald Trump affyrede tweets på en halvdårlig dag på præsidentkontoret, blev der i den grad serveret et festfyrværkeri af en finale, der inkluderede det meste af klassikercremen.

 

Det lå også i kortene, at det måtte ende sådan. Nok savner vi den ene af de tre tenorer, men det var ingen overraskelse at se både Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe sende deres tropper til fronten for at indhente fire tunge folk, der formentlig havde set forkert på rutekortet og troet, at den lille knold til sidst var lige så beskeden, som den kunne se ud til på profilen. Da regnen samtidig væltede ned i stride strømme og gjorde nedkørslerne til et sandt stresshelvede, der kun blev endnu mere nervøse af en BikeExchange-forcering, der splittede feltet, var der allerede så megen dramatik, at betingelserne for en herlig finale var serveret - ikke mindst fordi de to tenorer havde vist, hvad de ville.

Annonce

 

I finalen var der planer imidlertid vidt forskellige. Der findes næppe nogen i denne verden, der på en stejl mur er bedre end Alaphilippe, og derfor vidste de fleste nok, hvad der ville ske. På den slags mure er det nemlig altid vennen Dries Devenyns, der fyrer op for kedlerne, inden verdensmesteren kommer med sit dødelige slangehug, som det kun er en yderst udsøgt skare, der kan matche - i hvert fald når regnbuetrøjen har sine bedste ben. Alaphilippe vidste, at han skulle af med løbets hurtigste og udnytte sin spidskompetence, punchet, og det var først og fremmest Van der Poel, der var målet for de stød, han måtte komme med.

 

Hollænderens strategi var nemlig en anden. Hans tur op ad muren handlede alene om overlevelse, for vi har senest på mountainbiken set, at han altså er en anelse for tung, når klatringen bliver for svær. Til gengæld er han også så skræmmende en afslutter og så kraftfuld på flad vej, at han ville være den åbenlyse favorit, hvis blot han kunne overleve Alaphilippes forventede attentat.

 

Det varede lidt længe, inden det kom, for Alaphilippe tøvede, da Devenyns slog ud. I stedet lod han folk som Alexis Vuillermoz og Eddie Dunbar teste benene, men da alle var tilstrækkeligt møre, kom slangehugget. Ikke uventet lykkedes det ham også at gøre kål på Van der Poel, der kæmpede med de stejle procenter, og det var kun løbets bedste klatrer, Carapaz, de to ardennerspecialister Maximilian Schachmann og Michael Woods samt den positive overraskelse, Ivan Garcia Cortina, der i første omgang kunne svare. På det tidspunkt så det ud til, at verdensmesteren kunne skabe den situation, der skulle til for at vinde, særligt da det stod klart, at hurtige Garcia Cortina lignede en mand, der var kørt en anelse over evne.

 

Desværre var der noget, der tydede på, at verdensmesterens ben ikke var så gode som ønsket. Alene Garcia Cortinas tilstedeværelse var nok et billede på, at punchet ikke var, som når det er bedst, og det varede da heller ikke længe, inden Van der Poel med sin kloge, stabile og jævne kørsel havde genfundet sin vej til fronten sammen med Jakob Fuglsang og Benoit Cosnefroy. Franskmanden forsvandt hurtigt igen, men snart var også Wout Poels og Marc Hirschi oppe i en gruppe, der nu havde lidt for mange hurtigere folk til, at Alaphilippe kunne være tilfreds.

 

Desværre var der bare ikke nok skud i stængerne i dag. Verdensmesteren prøvede én gang til, men i dag var der mere myggestik end slangehug over accelerationerne. Da toppen blev rundet, kunne Alaphilippe se sig om og konstatere, at han var mislykkedes med at komme af med tre hurtigere folk, nemlig Garcia Cortina, Van der Poel og Hirschi.

Annonce

 

På det tidspunkt lignede det vel mest af alt en spurt. Der var i hvert fald flere ryttere, der havde interesse i at vinde tid i klassementet, og mange ville også kunne tro på deres spurt i jagten på etapesejren. Men der er en grund til, at Van der Poel har ry for at være en af feltets mest underholdende rytter, for han havde bestemt ikke til sinds at skulle spurte mod nok særligt sprinteren Garcia Cortina.

 

De våde veje var en gave for crossstjernen, der bedre end de fleste trives i dårligt vejr - så meget at han efter etapen brugte regnvejret som hovedbegrundelse for, at etapen havde været sjov! - og selvom nedkørslen bare bestod af en lige vej, lykkedes det hollænderen mod bunden at komme væk. Herefter blev vi vidner til det mest utrolige og omskiftelige forfølgelsesløb, hvor folk blev kørt ud af hinandens hjul med en sådan hast, at man skulle tro, at de var på vej op ad Monte Zoncolan og ikke kørte på en pandekageflad vej langs en nordschweizisk sø.

 

I det spil styrkeforholdet vendt rundt. Mens folk som Woods og Carapaz ikke var vilde med at træde mange watt på fladbanen, var de kraftfulde motorer i deres es. Ikke overraskende var det Van der Poel og en i dag uhyre overbevisende Schachmann, der vandt det opgør, og herefter var etapen reelt afgjort allerede inden spurten. Formentlig i erkendelse af, at Van der Poel var den hurtigste, traf Schachmann det velbegrundede valg at fokusere på en tidsgevinst i et løb, han meget gerne vil vinde, og derfor var det ham, der var toneangivende på den sidste kilometer. Det gjorde det en ren procession for Van der Poel at spurte sig til sin første etapesejr i løbet og dermed lynhurtigt holde liv i den statistik, der har gjort ham til etapevinder i alle de WorldTour-etapeløb, han har kørt - selv i UAE Tour, hvor han kun kørte én dag!

 

Bag ham kom rytterne i favoritgruppen dryssende ind én for én, men selvom der kun var én officiel vinder, var der vel faktisk otte af slagsen i den ni mand store gruppe. Næsten alle havde i hvert fald grund til at være svært tilfredse med udfaldet af en etape, der blev akkurat lige så underholdende og dramatisk som håbet.

 

Der er naturligvis Van der Poel, der efter en måske lidt skuffende mountainbikeperiode bragede tilbage på landevejen med en kraft, der ikke gør ham til en dårligere kandidat til at vinde karrierens første to Tour-etaper i den puncheuragtige åbningsweekend om knap tre uger. Særligt var det betryggende at se hans klatreevner på en mur, der sagtens kunne have været for svær, men allerede nu kan han se frem mod sin Tour-debut med stensikker forventning om, at det ikke bliver det franske løb, der skal bryde den imponerende stime i WorldTour-etapeløb.

Annonce

 

Lige så tilfreds kan Schachmann være. Til slut var han oppe mod overmagten, men hans mageløse opkørsel, hvor han på egen hånd lukkede et gigantisk hul til Van der Poel og undervejs gik direkte forbi både Poels og Fuglsang vidner om den fremragende form, han allerede viste i går, hvor han ellers tabte i vejrgudernes lotteri. Med de ben, han viste i dag, ligner han måske lige nu den største trussel mod en samlet sejr til Carapaz.

 

Ecuadorianeren var nemlig en anden vinder. Efter den flotte enkeltstart var han mindst lige så overbevisende på muren, og han kom godt igennem en for ham farlig etape. Den sidste fase var bestemt ikke skabt til ham, men han viste imponerende styrke ved på egen hånd næsten at lukke et meget stort hul i den sidste fase - endda i terræn, der ikke gjorde ham mange tjenester. Måske er ruten ikke ideel hverken her eller i Frankrig, men modsat Geraint Thomas og Tao Geoghegan Hart ser Carapaz ud til at være knivskarp frem mod Touren.

 

Det gør Poels også. Som bekendt skal man altid regne med en katastrofe fra den hollandske lottokupon efter en pause, og hans enkeltstart i går gav ikke grund til større optimisme. I dag var der heldigvis fuld gevinst på kuponen, og Poels var i finalen uhyre overbevisende. Men hvordan skulle det også være anderledes, når han kører for et Bahrain-hold, der lige nu har så meget momentum, at man tror, det er løgn. Med nu også Poels i storform synes Tour-truppen med Mikel Landa, Pello Bilbao, Jack Haig, Mark Padun og Sonny Colbrelli ikke mindre skræmmende!

 

Måske var den allerstørste vinder dog Garcia Cortina. Alle, der tabte næse og mund over hans 3. plads i Montreal i 2019, hvor han mængede sig med ardennerstjernerne over de mere end 4000 højdemeter, har formentlig været dybt frustrerede over at se hans præstationer i 2020 og 2021. Skiftet til Movistar syntes ikke at have gjort ham spor godt i et forår, hvor han mildt sagt var skuffende, men ligesom Bahrain har spanierne virkelig fået rettet op på en ringe sæsonstart. Først var det Alejandro Valverde, Enric Mas og Miguel Angel Lopez, der imponerede i Dauphiné, og i dag leverede Garcia Cortina en præstation, der måske var endnu smukkere end i Montreal og BinckBank Tour. Det var blot en skam, at Van der Poel ikke undervurderede ham og havde lyst til at spurte, for så kunne det være gået helt anderledes.

 

En anden vinder var Hirschi. Ganske vist var der på muren stadig meget langt til den schweizer, der sidste år lignede bedste mand i Ardennerne - også bedre end Alaphilippe, Roglic og Pogacar - men efter en skuffende start på sommeren var det opløftende at se ham spille en rolle i en meget selektiv finale. Med tanke på, hvor ringe han var i Dauphiné sidste år, kunne han have kurs mod endelig at finde sin form - og det er godt nyt for Pogacar, der nok har set lidt med bekymring på Brandon McNultys Dauphiné-præstation.

Annonce

 

Lidt mindre grund til tilfredshed har Woods måske. Canadieren var åbenlyst en af de bedste på muren, hvilket også var helt forventeligt, og den regnvåde nedkørsel passede ham slet ikke, men der var måske ikke helt det bid i hans angreb, man kunne have ventet. Omvendt virkede det hele også en smule halvhjertet, for med den flade afslutning var det ikke en ideel etape for Woods. I stedet var det nok meget betryggende, at han nu er så stabil, at han med statsgaranti er med i front, så snart han sætter et nummer på ryggen - og dermed bliver han også en nøgleaktør i dette løb og i Touren.

 

Så er der naturligvis Fuglsang. Det var en sand befrielse at se danskeren levere så smukt i dette skrappe selskab, for det er utvivlsomt veteranens bedste præstation i år. Måske havde han ikke Liege-benene fra 2019 - men det kan ingen nogensinde forvente - men trods vanskeligheder undervejs holdt han trit med de mere eksplosive på muren, og han kørte med god power på det flade. Med den præstation bør han være med i podiekampen i dette løb, og de danske OL-drømme er pludselig igen meget lysere.

 

I det hele taget var det en fantastisk dansk dag. Når man ser ham blandt alle stjernerne i dag, kan man kun ærgre sig endnu mere over, at Andreas Kron fik ødelagt sit forår af sygdom. Man behøver blot at kigge på etapens top 10 for at forstå, hvor vildt et ridt den unge dansker leverede. Med en bedre position i bunden af bakken havde han måske været med i front. Det var selvfølgelig en skam, men nu ved vi, at han har evnerne til at sidde der næste gang. Også Alexander Kamp gjorde det fremragende i en finale, der var på hans grænse, og han følger dermed op på det stærke indtryk fra Liege.

 

En anden vinder er Rigoberto Uran. Rygterne om hans covidkrise synes stærkt overdrevne, og colombianeren er på kort tid kommet tilbage i konkurrencedygtig form. Et par af sæsonen store skuffelser, Eddie Dunbar, Pierre Latour og Sam Oomen, var også med langt fremme, og modsat Pavel Sivakov viste Marc Soler og ikke mindst den flyvende Gino Mäder (der jo også kører for Bahrain), at de har lagt Giro-skaderne bedre bag sig, end man kunne have ventet. Også Vuillermoz var for første gang i lang tid i stand til at vise sig frem i dette selskab, Gonzalo Serrano er endelig tilbage på sporet efter den flotte kørsel i Andalusien, Neilson Powless har genfundet rytmen efter et skuffende forår, Ben Tulett fortsætter de imponerende takter fra Ardennerne, og talentet Stephen Williams (igen Bahrain), hvis karriere så ud til at være næsten ødelagt af en knæskade, er endelig i stand til at vise, hvor meget man kan. Nå ja… Så var der også lige en schweizisk tempokonge, der viste, at tyngdekraften ikke gælder for ham, så han højst uventet kunne sikre sig endnu en dag i gult, dog med den mindst mulige margin.

 

Det skyldtes også, at etapens taber vel var Alaphilippe, der akkurat gik glip af en tur i gult. Verdensmesteren var bestemt ikke så skidt kørende som i Dauphiné i 2019 og 2020, men teorien om, at hans sandsynlige fokus på klassementet i Touren havde givet ham noget ekstra, holdt ikke. Hans slangehug manglede, og han var åbenlyst i store vanskeligheder til sidst, hvor han ellers burde have været en af gruppens mere kraftfulde. Da Deceunincks plan B, Mauri Vansevenant, også skuffede fælt, endte det som en halvtrist dag i Belgien.

Annonce

 

Det gjorde det i hvert fald også i Australien. Det virkede godt nok optimistisk, at det var BikeExchange, der lagde det voldsomme pres frem mod en stigning, der i forvejen så for svær ud for Matthews, og sådan var det da også. Australieren kan trods alt ikke matche verdens bedste klatrere, og nu endte arbejdet med i stedet at ramme holdet lige i nakken. Måske var det opskruede tempo med til at sætte Matthews ud af spillet, og måske var det også årsagen til, at holdets to klassementsfolk, Esteban Chaves og Lucas Hamilton, endte som to af de helt store tabere i spillet om den samlede sejr. Det samme gjorde Tiesj Benoot, men han er trods alt en stor fyr uden det nødvendige punch til en mur. Han vil være bedre på mere dieselagtige stigninger.

 

Cosnefroy havde sikkert også håbet på mere, men svært skuffet skal han ikke være. Sammenlignet med hans forår, der var martret af knæproblemer, set det meget bedre ud, og denne stigning var i forvejen til den lange side for den eksplosive franskmand. Han ser ganske skarp ud forud for en Tour-weekend, hvor han drømmer om et gult mirakel. Problemet er bare, at der i dag også var en vis hollænder, der så småskarp ud…

 

Hos andre kneb det mere med skarpheden. Al ide om, at Rohan Dennis havde planer om at gentage eller forbedre 2. pladsen fra 2019 forsvandt lynhurtigt, da australieren helt umotiveret faldt fra, da feltet splittedes på nedkørslen. Det samme gjorde de to mest oplagte ofre, Domenico Pozzovivo, Jan Hirt og David de la Cruz, der ikke just er kendt for risikovillighed på regnvåde nedkørsler, samt Tom Dumoulin, der forventeligt heller ikke skulle satse alverden i et løb, hvor løbsrytmen først og fremmest skal genfindes. Mere ærgerligt for Jumbo var det, at også formstærke Antwan Tolhoek faldt fra, men også det var forventeligt for en mand, der ikke just er vild med positionskampen.

 

Nej, det var slet ikke terræn for hverken Pozzovivo, Hirt, De La Cruz eller Tolhoek. Det var både for vådt, for farligt, for fladt og for eksplosivt, og der er en grund til, at det kun er Pozzovivo, der har vist sig frem i klassikerne. Den slags løb er i stedet Van der Poels og Alaphilippes domæne, og hvis vi skulle have glemt det, mindede de store stjerner os i dag om hvorfor. Måske er Tour de Suisse blevet Dauphinés lillebror, når det handler om at skabe spændende opgør i klassementet, men til gengæld kan det schweiziske løb så meget andet. Det vil enhver, der i dag var vidne til stjernernes suveræne schweizershow, kunne skrive under på.

 

Favoritterne

Som bekendt har hverken Tour de Suisse eller Dauphiné nogen stor appel til sprinterne, og de rene sprintere vælger som regel begge løb fra. Hvis endelig de vælger ét af de to løb, er det faktisk oftest Dauphiné, for selvom det franske løb som regel har færre sprinteretaper end dets schweiziske modstykke, er de få (som regel to) franske sprinteretaper som regel relativt flade. I Dauphiné har Elia Viviani, Nikias Arndt, Nacer Bouhanni, Arnaud Demare, Phil Bauhaus, Pascal Ackermann og Sam Bennett alle vundet relativt klassiske massespurter inden for de seneste 10 år.

 

Den slags er sjældnere i Tour de Suisse. Ganske vist har både Mark Cavendish, Maximiliano Richeze og Elia Viviani alle inden for de seneste 10 år vundet relativt flade sprinteretaper, men i langt, langt hovedparten af tilfældene skal man klatre ganske meget undervejs. Der er en grund til, at Sagan-typerne altid samles i stort tal i Schweiz, hvor man ofte finder en af årets flotteste samlinger af holdbare sprintere, men at de helt tunge folk meget sjældent orker turen til alpelandet.

 

Hvorfor det er sådan, er tydeligt, når man ser på årets rute. Dagens etape var allerede på forhånd åbenlyst for svær for sprinterne, og sådan blev det da også. Til gengæld kan de hurtige folk se frem til chancer både tirsdag og onsdag, men selvom det er løbet to klart letteste etaper, vil det ikke være noget fuldt felt, der skal spurte de to dage.

 

Af de to etaper må det være tirsdagens 3. etape, der er den bedste chance for de tungeste af de sprintere, der er til start i løbet, og terrænet er da heller ikke så svært, at man kan udelukke én eneste af løbets hurtige folk. De to tungeste er vel Alvaro Hodeg og André Greipel, der er de eneste helt rene og relativt store sprintere i løbet, og de kan godt ende med stadig at være i spil, når det skal afgøres i Pfaffnau tirsdag eftermiddag.

 

Det er nemlig en af den slags dage, hvor meget bestemmes af, hvordan der bliver kørt. Den sidste rundstrækning går op og ned næsten hele vejen, men ingen af stigningerne er skræmmende, og den eneste relativt svære af slagsen kommer hele 24 km fra mål. Hvis etapen gennemføres stille og roligt, er Greipel og Hodeg også i spil, men gås der til stålet, bliver det for svært for de tungeste af de hurtige folk.

 

Vi bør også få en spurt, men netop fordi finalen er så svær, er det faktisk ikke helt indlysende, hvem der skal jagte. FDJ vil gøre deres yderste for at forsvare trøjen, men dagens etape skabte nogle store forskelle. Lykkes det franskmændene at få sendt et ufarligt udbrud afsted, vil det være helt ideelt, hvis de kunne holde hjem og ikke mindst fjerne bonussekunderne i både den sidste spurt og på strege, vor Julian Alaphilippe, Maximilian Schachmann og Mathieu van der Poel alle kan stjæle trøjen fra Stefan Küng.

 

Den mission kan sagtens lykkes. Ganske vist er starten denne gang ganske hård, men selvom det er en af den slags kuperede ruter, hvor udbrud burde have en chance, er tendensen, som vi så i dag og i Dauphiné, at udbrud næsten altid kommer relativt nemt afsted tidligt i etapeløb. Det gør de sikkert også denne gang, og hvis FDJ er smarte, sørger de for, at udbruddet ikke truer trøjen. Derefter kan de nemlig lade udbruddet få en forhåbentlig lang snor, og så er det op til andre at jagte.

 

Hvem vil gøre det? Jeg tror ikke, at Hodeg og Greipel tør gøre det, og derfor skal vi se i retning af mere holdbare sprintere. Pilen peger vel i første omgang på Alpecin, Cofidis og BikeExchange, og jeg tror faktisk, at Alpecin igen vil gøre deres arbejde, også fordi trøjen er inden for rækkevidde. BikeExchange var overraskende føringsvillige i dag på en etape, hvor det virkede temmelig optimistisk, og nu er de sikkert blevet så sure, at de sætter sig over i hjørnet igen. Omvendt vil det være næsten kriminelt ikke at gå efter etapen, og hvis det bliver kritisk, tror jeg, at man kan regne med dem. Jeg er mere usikker på Cofidis, der sjældent tager ansvar i WorldTour-løb. Faktisk tror jeg mere på Trek, der kommer med en selvtillidsfuld Edward Theuns, samt UAE, der har Sebastian Molano og måske endda Lotto med John Degenkolb.

 

Samlet set er der nok hold med en interesse i en spurt, at der bør kunne laves en alliance om at køre et relativt ufarligt udbrud ind. Det helt afgørende bliver derefter, om der er nogen, der vil gøre det hård på bakkerne.

 

Igen peger pilen på Alpecin og BikeExchange, og igen mener jeg, at chancen er ret god. Begge har i den grad en interesse i et hårdt løb, og vi så i dag, at de begge var friske på at tage initiativet. BikeExchange begrundede det endda med, at det var en fordel at sidde fremme på de våde nedkørsler, og den logik vil holde akkurat lige så godt i morgen, hvor det ser ud til at blive endnu mere vådt, end det var i dag. Ganske vist ser nedkørslerne kun kortvarigt kringlede ud, men sådan var det også i dag, og vi så alligevel, hvor meget det splittede.

 

Etapen minder mig i den forstand lidt om 3. etape i Romandiet. Her var ruten betydeligt hårdere, men alligevel var det mest de våde nedkørsler og ikke bakkerne, der gjorde etapen urimeligt hård - så hård, at Marc Soler kunne snyde sprinterne. Helt så hård bliver den ikke denne gang, men jeg tror, at regn og nedkørsler kan gøre det hele så stressende, at vi kan se splittelser i stil med det, vi så i dag, og det vil sikkert være vejret og nedkørslerne mere end bakkerne, der gør løbet selektivt. Baseret på det, vi så i dag og i Romandiet, regner jeg med et mindre felt, end man normalt ville forvente alene baseret på etapens profil.

 

Det kan også gøre det endnu sværere for sprinterne. De tungeste vil ofte kunne klemme ballerne sammen og komme med over bakkerne i den bagerste ende af feltet, men hvis den efterfølgende knækker på nedkørslen, kan det hele være lige meget. Kombinationen af pres på bakkerne, hvor der vil være medvind, og ringe vejr gør, at jeg tror på et hårdt og selektivt løb, men en spurt bør vi nok skulle få, da finalen ikke synes velegnet til angreb. Dertil er der for langt hjem fra bakkerne.

 

En spændende faktor er den sidste spurt. Her kan Küng meget vel miste trøjen, og selvom jeg ikke tror, at Deceuninck nødvendigvis vil gå målrettet efter at hente udbruddet i tide, vil Alaphilippe og Schachmann formentlig forsøge at stjæle de sekunder, der kan give dem 1. pladsen, hvis muligheden byder sig. Jeg regner ikke med, at de vil deltage i den sidste spurt, og derfor er det kræfterne værd. Til gengæld vil Van der Poel formentlig spare på krudtet til finalen.

 

Selve spurten er en tricky sag. Efter svinget med 2,5 km igen er det ret enkelt, men nøglepunktet er svinget med bare 300 m igen. Det er altafgørende at sidde rigtigt her, og på våde veje bliver det endnu mere tricky - både i positionskampen og i selve svinget. Derefter stiger det let med 2%, hvilket også spiller en rolle, men det er en spurt, der vindes og især tabes frem mod og igennem selve svinget - præcis som vi kender det i Schweiz.

 

Det får mig til at pege på Mathieu van der Poel, men det er med lidt ”bæven i tasterne”. Det har nemlig chokeret mig, hvor dårlig i positionskampen hollænderen faktisk er, som vi senest så det på 2. etape i Tirreno, hvor han smed en ellers sikker sejr. Dagen efter rettede han dog op på fadæsen og viste, at han sagtens kan, og at det meste af alt handler om, at han kan være en anelse for nonchalant til sidst. Han lærte meget af fejlen i Tirreno, og den kommer ham formentlig til gode, som den gjorde det på 3. etape i Italien. Et sent sving på våde veje er jo i sig selv ideelt for Van der Poel, der kan gå igennem kurven bedre og hurtigere end nogen anden, og en relativt kort spurt er perfekt for en mand, der er så eksplosiv som det hollandske fænomen.

 

Spørgsmålet er, hvor risikovillig han vil være på de våde veje. I dag så han ikke videre bekymret ud, og det vil også ligne ham dårligt. En større udfordring kan måske være holdet, der er uden meget lead-out-styrke, og Van der Poel skal formentlig klare finalen meget alene, måske med hjælp fra Silvan Dillier. Her hjælper et hårdt løb og dårligt vejr ham, og han er generelt stærk nok til at klare sig alene. Jeg er stadig bekymret for, om han får bragt sig langt nok frem, men i sig selv er finalen så god for ham, at han må være min favorit.

 

Den er dog også glimrende for Michael Matthews. Ligesom Van der Poel er han ikke verdens hurtigste på flad vej, men 2% er nok til, at han står stærkere end normalt. Desværre er heller ikke han en ørn i positionskampen, men han har ét våben, der gør ham til en indlysende kandidat: hans tog. Der er ikke mange, der kan præstere en afsluttende duo som Amund Grøndahl Jansen og Dion Smith i et løb stort set uden sprintertog, og de er begge holdbare folk, der vil sidde der til sidst. Det kan være den helt afgørende komponent i en spurt, der vindes frem mod svinget, og hvis Smith og Matthews går først igennem, bliver de svært at passere en mand, der er så god til at spurte op ad bakke. Udfordringen kan være, at toget er helt uprøvet sammen, og Matthews har får haft problemer med at holde sig til sit tog, men her vil det hjælpe, at løbet formentlig vil være hårdt og selektivt.

 

Det sene sving, regnvejret og den hårde rute er også en gave til Christophe Laporte. Franskmanden er ikke verdens hurtigste, men som led i sin drømmesæson har han spurtet ganske overbevisende. Det så vi seneste med hans ganske suveræne sejr i Vallonien for et par uger siden, og denne spurt er endda helt ideel for ham. Laportes bedste spurter er altid kommet i let stigende opløb, og de 2% kunne ikke passe ham meget bedre. Læg dertil, at han plejer at være en ørn i positionskampen og bedst i tekniske finaler, og det står klart, at han står stærkt her. Som klassikerfyr er han også god i regnvejr, og han har et tog, der i hvert fald vil tælle erfarne Jempy Drucker, også selvom Szymon Sajnok nok falder fra undervejs. Laporte vinder sjældent spurter uden for Frankrig, men mod folk som Van der Poel og Matthews er han bestemt ikke uden chance.

 

En rytter, der kan overraske hele banden, er Mike Teunissen, som jeg har meget store forventninger til. Det kan godt være, at han er lead-out man, men han er altså hurtigere end som så. Vi husker alle, hvordan han i Touren tog hele verden på sengen på 1. etape i 2019, og det var vel at mærke i et let stigende opløb. Mange vil sikkert også huske, at han i Ungarn for nylig tabte sin sprinter, Olav Kooij, og derfor endte med at køre så vild en spurt, at lynhurtige Phil Bauhaus kun slog ham på målfoto. Læg dertil, at han i dag viste fornem form trods den lange skadespause, og at hans styrke som lead-out man er hans sublime positionering, og det står klart, at han må være skræddersyet til denne finale, hvor han vil have god støtte af Nathan van Hooydonck og ikke mindst Christoph Pfingsten. På baggrund af hans spurter i Touren og Ungarn vil jeg ikke blive det mindste overrasket, hvis han vinder denne etape.

 

En rytter, der faktisk vandt en etape i Ungarn, var Edward Theuns. Ganske vist er det klart, at han ikke synes at have helt samme fart som tidligere, men i Ungarn så vi, at han skam kan endnu. I forvejen har han altid foretrukket let stigende opløb, og denne spurt burde derfor passe ham ganske glimrende. Farten er også god, når man kan slå en mand som Bauhaus, men der er nok stadig folk, der er hurtigere end ham. Hans væsentligste våben er dog et tog med Alexander Kamp og ikke mindst Alex Kirsch, der i de seneste år har kørt nogle helt eminente lead-outs. Trek ligner sammen med BikeExchange det bedste hold, og lykkes det dem at komme først igennem svinget, er Theuns hurtig nok til at vinde, hvis farten er den samme som i Ungarn.

 

Jeg er mere usikker på Sebastian Molano. Han virkede skræmmende god i sine lead-outs i Giroen, og den ene spurt, han kørte i Catalonien, var også god, selvom han sad alt for langt tilbage. Desværre gik der et eller andet galt i Aargau forleden, hvor jeg gerne ville have set ham i et opgør mod Nizzolo og Ackermann. På papiret burde han dog være en af de allerhurtigste i dette felt, og hvis han klatrer som i Giroen, bør han også komme med hjem. Kørslen på bakkerne i Aargau var lovende, og han elsker stigende opløb, som vi så i Matera i Giroen sidste år. Udfordringen er igen positioneringen, men her kan han lukrere på et tog med Rui Costa, Marc Hirschi og ikke mindst formstærke Ryan Gibbons. Det ser ganske lovende ud, og klarer han bakkerne og positioneringen, bør han have farten til at vinde. Falder han fra, kan UAE satse på den uhyre formstærke Gibbons, der i dag arbejdede stærkt for David de la Cruz, men han har nok trods alt ikke farten til at vinde.

 

Deceunincks plan A er Alvaro Hodeg, men jeg tror, at etapen bliver for svær. I stedet er det mere sandsynligt, at de skal spurte med Jannik Steimle, der er robust og stærk nok til dette terræn og har gode erfaringer i dårligt vejr. Han har kun kørt én større spurt som professionel, nemlig på 15. etape i Vueltaen, og her lignede han på det stigende opløb hurtigste mand, hvis ikke han havde begået en fejl. Her stiger det knap så meget, og der er nok hurtigere folk end ham, mens hans Vuelta-spurt får mig til at tro, at han har en ret god chance, hvis han klarer positionskampen. Den er til gengæld nok et problem, fordi han ikke har megen støtte.

 

Jeg udelukker heller ikke Hodeg. Hans holdbarhed - specielt i dårligt vejr som ved VM i England - har før overrasket mig, og han så ret formstærk ud på enkeltstarten og i Andalusien. Skulle han komme med hjem, har han i Steimle en ret god lead-out man, men som vi senest så i Andalusien har han problemer i positionskampen, og det er dyrt i denne finale. Der er derfor mange ting, der arbejder imod ham - også det stigende opløb - men med et godt Steimle-oplæg kan han godt vinde, hvis han mod forventning sidder hjem. Opløbet er trods alt ikke alt for stejlt. Til gengæld vil jeg blive slemt overrasket, hvis Julian Alaphilippe deltager i spurten, også selvom begge sprintere skulle være faldet fra.

 

Som skrevet i analysen var dagens mest positive oplevelse vel genfødslen af Ivan Garcia Cortina, og det gør ham åbenlyst til en kandidat. Det let stigende opløb minder meget om det, der gav ham en flot sejr foran Sagan i Paris-Nice sidste år, og jeg er egentlig ikke så bekymret for hans fart i denne finale. Ej heller er jeg bekymret for hans holdbarhed eller evner i regnvejr, men jeg er bekymret for hans positionering. Den har altid været et problem, og Movistar har ingenlunde et godt hold til at hjælpe ham. Derfor tror jeg, at Garcia Cortinas skæbne bestemmes inden svinget, og her frygter jeg desværre, at han sidder for ringe til at udnytte den gode form.

 

Et hold, der virkelig giver mig hovedpine, er Bora. Jeg er stensikker på, at Jordi Meeus og Matthew Walls er hurtige nok til at vinde i dette felt. Det stigende opløb ligger særligt godt til Meeus, der formentlig er plan A, og det minder meget om det, der gav ham en sejr over Bauhaus i Ungarn. Problemet er bare, at jeg er ret usikker på, om de kommer med hjem. Meeus er ganske vist en robust klassikertype med evner i dårligt vejr, men han har haft det virkelig svært på bakkerne i år, både i Romandiet og Paris-Nice. I det lys bliver jeg overrasket, hvis han sidder med hjem. Til gengæld havde jeg regnet Walls som meget tung på baggrund af hans U23-tid, men han klatrede bedre end ventet i Provence tidligere i år. Løbet her er dog noget hårdere, og mit bedste bud er, at de begge falder fra. Hvis til gengæld de begge sidder der, og Walls kan sætte Meeus op inden svinget, har han farten til at vinde. Som plan B vil Walls nok være lidt alene, hvis han ender med at spurte, og derfor bliver det svært at vinde, men han imponerende mig enormt med sin positionering i Provence, hvor finalerne var urimeligt kringlede, og han var næsten helt alene, men alligevel sad der hver gang.

 

Et andet hold, der kan give hovedbrud, er Israel SUN. Holdets drøm er at spurte med André Greipel, der med to nylige sejre er blevet genfødt og faktisk havde en ret overbevisende fart i Andalusien. Et let stigende opløb kan han også klare, men til gengæld er regn og et sent sving en katastrofe for en mand, der er kendt for ikke at tage risici. Samtidig er han alt andet end holdbar, og derfor tror jeg, at han falder fra undervejs. Hvis til gengæld han klarer det, kan der være et håb i et tog med Sep Vanmarcke og Hugo Hofstetter, og det kan være nøglen til, at han alligevel vinder. Mere sandsynligt er det dog nok, at de ender med at spurte med den noget mere holdbare Hofstetter. Det let stigende regnvejrsopløb minder om det, der gav ham sejren i Le Samyn sidste år, og hans store styrke har altid været hans positionering, hvorfor svinget er en gave. Desværre tvivler jeg nok på, om farten rækker hele vejen.

 

Stigende opløb og dårligt vejr rimer egentlig ret godt på John Degenkolb. I år har tyskeren endda spurtet bedre end de seneste år, hvor han så ud til at have tabt al sin fart, og vi har set ham køre gode spurter i Valencia, Tro-Bro Leon og Limburg for nylig. Derfor er jeg egentlig ret fortrøstningsfuld i forhold til farten, men til gengæld har Degenkolbs svaghed altid været hans meget tvivlsomme positionering. I det spil er et sving med 300 m igen helt håbløst, og derfor ender han sikkert uden for top 10. Et håb finder jeg i tilstedeværelsen af Florian Vermeersch samt hans i år bedre positionering. Skulle det lykkes at sidde rigtigt i svinget, tror jeg faktisk, at han kan gøre det udmærket.

 

Samme udfordring har Jake Stewart. Briten har imponeret stort med sin holdbarhed, ikke mindst med 2. pladsen i Omloop, og selvom han har været syg i maj, kom han så hurtigt i form til Romandiet efter en skade, at han nok skal sidde med hjem. Desværre har året også vist, at han er meget svag i positionskampen, og derfor er de sene sving en katastrofe for ham. I forvejen synes han ikke at være den allerhurtigste, heller ikke selvom han vil elske det stigende opløb, og derfor har jeg nok lidt svært ved at se ham vinde.

 

To jokers er Stefan Bissegger og Søren Kragh. De er begge kendt for andet end deres sprinterevner, men dette opløb er faktisk en god chance for at overraske. Det er i hvert fald en fordel, at det stiger, og begge er kendt som eminente teknikere på våde veje. Det sene sving er derfor en chance for at slå hurtigere folk, og de er også begge gode i positionskampen. Det viste Bissegger særligt i sidste års BinckBank Tour, hvor han uden hjælp blandede sig med de store sprinternavne i tekniske finaler. Kragh spurter stort set aldrig længere, men det let stigende opløb kan minde om det, der gav ham en podieplads bag Trentin og Moscon i Vueltaen i 2017. Under disse omstændigheder vil de med den rette position godt kunne vinde. Jeg føler mig også ret sikker på, at Bissegger spurter, men jeg er mere usikker på, om Kragh finder det risikoen værd. DSM kan også spurte med Jasha Sütterlin, men han vinder næppe.

 

Man skal vel også nævne Marc Sarreau, men jeg må indrømme, at jeg ikke er så optimistisk. Efter skiftet til Ag2r synes han at have tabt både fart og holdbarhed, og i dag endte han også langt, langt tilbage. Et stigende opløb passer ham dog fint, og han tankede lidt selvtillid med 2. pladsen bag Laporte i Vallonien - også selvom han for få år siden slog Laporte med den ene finger i næsen. Et sent sving er dog en katastrofe for den positioneringssvage Sarreau, som jeg desværre heller ikke giver mange chancer for at komme med hjem med den holdbarhed, han har vist i år. Det er mere sandsynligt, at Damien Touzé ender med at spurte for Ag2r, men han kan ikke vinde.

 

Reinardt van Rensburg har viste en fin holdbarhed i år, og han burde have ganske gode chancer for at komme med hjem. Et stigende opløb foretrækker han også, og i år har han faktisk kørt meget bedre spurter, end han har gjort længe, senest med to nylige 4. pladser. Det ændrer dog ikke på, at vi i Vueltaen, hvor han fik masser af chancer, fik udstillet hans begrænsning på fart, og selvom han har god støtte fra erfarne Simon Clarke, er han nok ikke hurtig nok til at vinde.

 

Endelig vil jeg pege på Fred Wright, der har imponeret mig ganske meget. Han overraskede mig med sin holdbarhed i Vueltaen sidste år, hvor han gik i top 10 på den alenlange regnvejrsdag på 15. etape og også i dag, hvor han sad godt med. Det taler for, at han sidder med igen i morgen, og i Ungarn var jeg tillige dybt imponeret over de lead-outs, han kørte for Bauhaus. Til gengæld har det knebet med positioneringen, når han selv har fået chancen, og derfor bliver det nok svært at få det store ud af den gode form.

 

Blandt de øvrige hold vil jeg tro, at Total spurter med Julien Simon og ikke Anthony Turgis. Det var i hvert fald rollefordelingen i Aargau. Uanset hvad har de ikke farten til at vinde. Intermarché har Baptiste Planckaert, der er holdbar, men han spurter i dag sjældent og har ikke længere samme fart som tidligere. Rally får næppe deres sprinter, Matteo Dal-Cin, med hjem, og det samme gælder for Astana med Yevgeniy Gidich, der er faldet sammen. De har Omar Fraile som alternativ, men selvom han chokerede i en stigende spurt i Romandiet for år tilbage, ser jeg ham ikke vinde denne tekniske spurt helt uden støtte. Faktisk tror jeg slet ikke, at han prøver. Ineos og Schweiz ventes ikke at deltage i spurten.

 

Feltet.dks vinderbud: Mathieu van der Poel

Øvrige vinderkandidater: Michael Matthews, Christophe Laporte

Outsidere: Mike Teunissen, Edward Theuns, Sebastian Molano, Jannik Steimle, Ivan Garcia Cortina

Jokers: Jordi Meeus, Hugo Hofstetter, André Greipel, Alvaro Hodeg, Matthew Walls, John Degenkolb, Jake Stewart, Stefan Bissegger, Søren Kragh, Marc Sarreau, Reinardt van Rensburg, Fred Wright

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Mathieu van der Poel
Michael Matthews, Christophe Laporte
Mike Teunissen, Edward Theuns, Sebastian Molano, Jannik Steimle, Ivan Garcia Cortina
Jordi Meeus, Hugo Hofstetter, André Greipel, Alvaro Hodeg, Matthew Walls, John Degenkolb, Jake Stewart, Stefan Bissegger, Søren Kragh, Marc Sarreau, Reinardt van Rensburg, Fred Wright
Ryan Gibbons, Damien Touzé, Julien Simon, Baptiste Planckaert, Omar Fraile, Julian Alaphilippe, Anthony Turgis, Yevgeniy Gidich, Florian Vermeersch, Jasha Sütterlin, Matteo Dal-Cin, Dion Smith, Jempy Drucker, Alexander Kamp
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Pieters hollandsk mester: Sportsdirektør beordrede mig af sted

Landevej

Video i artiklenEksklusivt interviewDM-bronzevinder har døjet med feber

Landevej

Overblik: Nationale linjeløbsmestre 2021

Landevej

Overblik: Nationale enkeltstartsmestre 2021

Landevej

Video i artiklenEksklusivt interviewHumpede på podiet: Norsgaard melder klar til linjeløb

Landevej

Video i artiklenEksklusivt interviewTilfreds sølvvinder: Bevort var den stærkeste

Landevej

Video i artiklenEksklusivt interviewBévort efter dobbelt DM-triumf: Er helt rundt på gulvet

Landevej

Annonce

ANNONCE