Når det bliver vinter, og sprinterne får lov at tale ud i lidt længere interviews, sker det ikke sjældent, at man hører dem beklage sig. Der er flere, der føler sig som del af et forfulgt folkefærd i en tid, hvor de fleste arrangører synes at foretrække stadig mere spektakulære etaper og antallet af muligheder for sprintere er dalende.

Mest markant er det naturligvis i Vueltaen, der i de seneste år har været nærmest renset for sprinteretaper, selvom løbet i gamle dage var kendt for sine alenlange og kedsommelige ture på de spanske motorveje, men også i Giroen og Touren er de flade etaper under pres. Tourens engang så monotone første uge, hvor de spurtede den ene dag efter den anden, er i hvert fald i dag langt mere varieret, og i dag ville det være helt utænkeligt, at en sprinter ville kunne vinde ni (!!!) Giro-etaper, som Alessandro Petacchi gjorde i 2004.

I år har de hurtige folk dog fået lidt at glæde sig over. Årets Tour de France er klart den mest sprintervenlige udgave i mange, mange år, og det kan aflæses på et felt, der om nogle uger vil tælle sprintere, end vi har set det de seneste år. I en tid med kun otte pladser på holdene er det nemlig blevet svært at få plads til både en sprinter og en klassementsrytter, og på sidste års bjergrige rute valgte mange hold at lade sprinterne blive hjemme. Sådan er det slet ikke i år, hvor langt de fleste hold med et rimeligt sprinterfokus vil have en hurtig rytter til start.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

En sådan Tour-rute burde jo egentlig anspore arrangørerne af forberedelsesløbene til at give sprinterne nogle muligheder for at teste formen, men hvis nogen havde troet, at de i Tour de Suisse og Criterium du Dauphiné - de to største af de mange etapeløb i den første halvdel af juni - denne gang skulle fungere som generalprøve for det, der venter i de kommende uger, blev de slemt skuffede. Sjældent har de to løb nemlig være mere sprinterfjendtlige, end de er det i år, og det har da også haft sin effekt. Langt hovedparten af de mange supersprintere, der skal til Brest om et par uger, er nemlig til start i denne uges Belgium Tour, hvor de i det mindste finder to helt flade etaper til at teste togene og topfarten.

Man forstår dem godt. Nok har hverken Tour de Suisse eller Dauphiné nogensinde været venlige ved sprinterne, men i år er det blevet taget til en ny ekstrem. Det var i hvert fald tilfældet i Dauphiné, hvor de hurtige folk allerede på forhånd kunne se, at kun de allermest klatrestærke ville have en chance. Derfor udeblev de også i stort tal, og det var ikke overraskende at se den første del af løbet udvikle sig til et rent Sonny Colbrelli-show.

Tour de Suisse har altid været et håbløst løb for de helt rene sprintere, men for holdbare folk har løbet altid været et sandt paradis. De mange bakker i Nordschweiz og de ofte kringlede finaler kan ofte tynde gevaldigt ud i feltet, inden en reduceret massespurt skal afgøre løbet. Sådan har Peter Sagan vundet 17 etaper, og sådan var der mange hurtige folk, der regnede med, at det ville gå igen i år, hvor den afkortede version af løbet nok gav én mulighed mindre end vanligt, men hvor i hvert fald 3. og 4. etape efter konventionel Tour de Suisse-logik burde kunne klares af flere af de deltagende hurtige folk.

Desværre er sprinterne ikke bare forfulgt af diverse løbsarrangører. End ikke deres kolleger synes at kunne unde dem bare den mindste mulighed. I dag skulle de ellers have haft deres store dag i rampelyset på løbets på papiret letteste etape. Nok var finalen ganske kuperet, men ingen af stigningerne var stejle, og de væsentligste udfordringer lå langt fra mål.

Alligevel fornemmede de tydeligvis, at det nok ikke gik så let endda. I hvert fald blev der spillet poker, da dagens udbrud kom afsted med det samme, og afstanden nåede helt op på 7 minutter, inden de første bekendte kulør. Det var naturligvis helt forståeligt, at folk som Alvaro Hodeg og André Greipel var svært betænkelige ved deres chancer for at overleve bakkerne, men heller ikke de lidt mere robuste typer turde for alvor at satse hele butikken på en spurt.

Det gjorde Edward Theuns dog. Belgieren fik tanket gevaldigt med selvtillid med den nylige sejr i Ungarn, og derfor kastede Trek sig som de første ind i jagten. Ikke uventet fik de selskab af Alpecin og BikeExchange, der i Mathieu van der Poel og Michael Matthews havde to ryttere, der med sikkerhed ville klare småbakkerne til sidst.

Det var i sig selv ikke alarmerende for sprinterne. Selvfølgelig skulle Van der Poel og Matthews gå efter en så oplagt chance, og særligt da de varslede byger helt udeblev, kunne de midtvejs gennem en rolig etape tro på deres muligheder. Nok kunne man forvente, at Van der Poels og Matthews’ tropper ville lægge pres på undervejs, men bakkerne havde ikke en karakter, der burde gøre det helt umuligt for mange af dem at overleve.

Men så fortsatte forfølgelsen af det forfulgte folkefærd. Mens mange nok tænkte, at Bora håbede på så let en etape, at Jordi Meeus eller Matthew Walls kunne overleve - hvorfor i alverden skulle man ellers tage hele to sprintere med til et løb, hvor dette var sprinternes bedste chance? - tog etapen pludselig en helt uventet drejning. Maximilian Schachmann var åbenbart så flyvende i går, hvor han da også virkede skræmmende stærk, at han lugtede både etapesejr og førertrøje, og pludselig ringede alle alarmklokkerne hos sprinterne, da Matteo Fabbro på den sidste stigning pressede citronen urimeligt meget.

Desværre for dem stoppede det ikke her. Logisk set burde Van der Poel spare sig til spurten, hvis han skulle slå folk som Michael Matthews og Christophe Laporte, der jo ikke just er kendt som feltets langsomste snegle, men som bekendt lider hollænderen så voldsomt af kløe i benene. Efter hele 150 relativt langsomme kilometer måtte der ske noget, hvis ikke han nok engang skulle dø af kedsomhed, og pludselig kom det angreb, de færreste vel havde ventet.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Schachmann havde i hvert fald ikke. Nok havde hans hold domineret stigningen og han selv siddet fremme, men Van der Poels angreb kom som så stor en overraskelse, at han var helt fraværende, da en gruppe pludselig kom fri. Også Jakob Fuglsang, Wout Poel og hovedparten af feltets øvrige klassementsryttere blev taget så meget på sengen, at udbruddet nåede at få et ganske pænt forspring, inden Fuglsang fik reageret og langsomt lukket det.

Det var også nødvendigt. Julian Alaphilippe var nemlig sprunget med - måske fordi han selv sad med overvejelser om et lignende angreb - og det samme var Richard Carapaz, der endda med Eddie Dunbar ved sin side viste, hvorfor han er så sublim en klassementsrytter, der aldrig lader sig fange. Esteban Chaves, der plejer at være opmærksom, var der også, men mere overraskende var det at se en åbenbart meget veloplagt Michael Woods, der ellers ikke er vild med positionskamp, være så langt fremme, at også han greb momentet.

Fuglsang fik det heldigvis lukket, og at han snak om fokus på etapesejre vist mest har karakter af bluff - måske fordi han i går var bedre, end han havde frygtet? - blev helt tydeligt, da han bad Stefan de Bod hjælper Ineos med at lukke hullet til Alaphilippe, da også verdensmester fik Van der Poelsk kløe i benene. Her blev det også helt klart, hvordan Ineos-holdets hierarki er struktureret, for hvor Rohan Dennis allerede i går smed sit klassement, var det i dag Pavel Sivakov, der loyalt ofrede sig for Carapaz.

Resultatet af Van der Poels offensiv var synlig. Da røgen havde lagt sig, og roen kortvarigt sænkede sig, var sprinterne næsten alle sendt til tælling. Faktisk var det kun de fire relativt sikre ”overlevere”, nemlig Van der Poel, Matthews, Christophe Laporte og Ivan Garcia Cortina, der havde klaret mosten, og pludselig var de øvrige kandidater til spurten nogle helt andre, end mange havde forestillet sig fra morgenstunden - i hvert fald end det var planen for alle løbets øvrige hurtige folk.

Det lovede til gengæld godt for de fire nævnte, men der var stadig trusler. Risikoen ved at gøre et løb hårdt er som bekendt, at man også selv mister hjælpere. Det måtte Peter Sagan sande to gange i sidste års Tour, hvor Bora arbejdede stenhårdt og satte sprinterne til vægs for siden at mangle de folk, der skulle hente Søren Kragh, da danskeren sneg sig væk.

Den risiko var oplagt igen denne gang, hvor der i den grad var slidt på hjælperessourcerne og antallet af sprinterhold også var kraftigt reduceret. Det gav den angrebsfest, som enhver sprinter - og især Sagan - frygter, og det var da også igen meget tæt på at gå galt. Et lidt uventet udspil fra den lige nu urimeligt velkørende Garcia Cortina lignede i første omgang et hovedløst spild af mulighed, men endte undervejs med at se så lovende ud, at han kunne gentage det nummer, holdkammeraten Marc Soler leverede i en næsten identisk finale i Romandiet, hvor han snød Colbrelli (selvfølgelig!) og Sagan (selvfølgelig) for en chance for at spurte om en sejr.

Så galt gik det dog ikke for Matthews, Laporte og Van der Poel. Nok var deres egne hold slidt tynde, da første Xandro Meurisse havde taget en superføring til sidst, men heldigvis lugtede Alaphilippe nu både blod, etapesejr og førertrøje. Den i går så skuffende Mauri Vansevenant fandt sine ben og neutraliserede hurtigt Garcia Cortina, der i stedet for at blive udråbt som et geni nu må sidde med tilbage med en ærgerlig følelse af at have spildt en stor mulighed for at spurte sig til sejr.

Og så alligevel! Da det hele kulminerede efter det sene sving i Pfaffnaus gader, var Van der Poel nemlig ganske suveræn. Børnesygdommen med nonchalant positionering fik han vist kureret efter gigantskuffelsen på 2. etape i Tirreno, hvor han smed en stensikker sejr væk, og denne gang begik han ingen fejl frem mod det sving, der var altafgørende for spurten. Bag Vansevenant og Alaphilippe sad den hollandske trøje, og med sit eminente kick skulle han bare træde to gang, inden han havde slået så stort et hul, at selv Marcel Kittel med benene fra vanvidsspurten i Dublin i 2014 ville have haft svært ved at lukke det.

Det var der da heller ingen, der kunne, og Van der Poel kunne dermed ikke blot fortsætte stimen med etapesejre i alle sine WorldTour-etapeløb, men også for anden gang tage to af slagsen i ét og samme løb. Det stopper endda formentlig ikke her, da morgendagens etape til Gstaad synes blot at passe det hollandske fænomen endnu bedre.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Det stoppede endda ikke bare med etapesejren. For tredje gang i karrieren sikrede Van der Poel sig også en førertrøje i et WorldTour-etapeløb, og denne gang kan han formentlig også prøve at køre i den. Det er nemlig aldrig sket tidligere, da han i BinckBank Tour først erobrede den på sidste etape og i UAE Tour var så uheldig, at en positiv coronatest sendte Alpecin ud af løbet dagen efter, at Van der Poel havde vundet 1. etape. Det er også meget godt at få det prøvet inden Tour-starten i Bretagne, hvor det ikke virker helt usandsynligt, at han bliver farvet gul én gang til.

For Alaphilippe endte det som endnu en frustrerende oplevelse. Franskmanden sov lidt i timen i den indlagte spurt - eller også sparede han kræfter til finalen og lod i stedet Mattia Cattaneo vinde den og fjerne sekunder fra rivalerne - og desværre for ham endte spurten præcis så uheldigt, at han fortsat er ét sekund fra trøjen, nu bare bag Van der Poel og ikke Stefan Küng. Samtidig led han den lidt kedelige tort at få udstillet, hvor stor forskel i topfart der er på de to klassikerstjerner - et forhold, der må vække til lidt eftertanke i forhold til den strategi, der skal adopteres i Flandern Rundt og Milano-Sanremo næste år.

Skulle Van der Poel være blevet slået, skulle det være af Laporte og Matthews, når nu Garcia Cortina havde brugt sit skud i bøssen. Laporte så da også ud til have den tilstrækkelige fart, men for en gangs skyld kiksede han lidt i positionskampen og var reelt ude af billedet, da først Van der Poel havde brugt sit forrygende kick. Dermed endte det for tredje gang i år med en 3. plads på WorldTouren efter de foregående nederlag til Magnus Cort i Paris-Nice og Dylan van Baarle i Dwars door Vlaanderen, men det blev en understregning af hans gigantiske niveauspring i år. Tidligere var Laporte kendt som manden, der kun vandt små franske massespurter, men i år har han konstant kredset om den store sejr på højeste niveau.

Den slags sejre har Matthews utallige af, men det blev ikke til endnu én i dag. Det fik Alaphilippe forpurret efter svinget, hvor det ellers så ganske lovende ud for australieren, der var på vej frem i god fart og ikke syntes at være uden chance. Desværre røg hans momentum totalt, da han måtte stoppe sit tråd, og derfor skal vi vente til i morgen med at få svar på, hvem der vitterligt er hurtigst af Matthews og Van der Poel.

Også Schachmann må ærgre sig. Ganske vist er det helt usandsynligt, at han havde farten til at gå i top 2, men han sad perfekt placeret i Laportes slipstrøm og kunne måske være blevet trukket frem til en 3. plads og 4 vigtige bonussekunder. Desværre blev også han lukket inde mod barrieren, og dermed endte de 4 sekunder nu hos én af hans værste rivaler - ikke just det bedste udbytte på en dag, hvor Bora var blandt hovedårsagerne til, at alle bonussekunderne ikke blev taget af sprintere.

Derudover blev det en lidt speciel spurt. Sådan er det, når Michael Woods bliver nr. 10, Richard Carapaz nr. 12, Esteban Chaves nr. 13 og Wout Poels nr. 14, men når næsten alle sprintere er borte, give alene opmærksom kørsel et godt resultat. Kampen om etapesejren var på forhånd reelt reduceret til et opgør mellem Van der Poel, Laporte og Matthews, og i det spil blev det til hollandsk gevinst.

En cadeau skal dog lyde til Alexander Kamp. Danskeren er i den grad kommet stærkt tilbage efter katastrofeåret 2020, og med endnu et fornemt resultat på WorldTouren fik han mindet os om, hvorfor han var en af de mest spændende ProTeam-ryttere i 2019. Mit bud på Treks Tour-trup har hele tiden heddet Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Mads Pedersen, Jasper Stuyven, Edward Theuns, Alex Kirsch, Kenny Elissonde og Toms Skujins, men med den nuværende kørsel kan Kamp måske pludselig øjne en chance for debut i verdens største cykelløb på et hold, der formentlig kommer til løbet med et altovervejende fokus på etapesejre.

Det gør sprinterne naturligvis også, og de skal nok få masser af chancer denne gang, men det var med god grund, at de valgte ikke at teste farten i dette løb. Når top 15 på løbets såkaldte sprinteretape i vidt omfang udgøres af klassementsryttere forstår man, hvorfor Sam Bennett, Caleb Ewan, Pascal Ackermann, Cees Bol, Danny van Poppel og Giacomo Nizzolo gik i en stor bue uden om Schweiz, da de skulle planlægge vejen frem mod Touren. Det er godt, at de har Belgium Tour. Det er trods alt ikke alle steder, at sprinterne er et forfulgt folkefærd - endnu!