Ruten

Det har været en næsten ubrydelig tradition, at løbet er startet med en sprinteretape, men det blev der lavet om på i 2017 og 2019, hvor man som noget nyt havde mellemhårde bjergetaper som indledning og opvarmning til kongeetapen, der altid falder på tredjedagen. I år vender man imidlertid tilbage til traditionen med en mere blød indledning. Hvis ikke vinden, der kan være kraftig i området nord for Pyrenæerne, spiller ind, må man således forvente, at sprinterne skal have det første ord i en let stigende finale, der vil tiltale de robuste af de hurtige folk.

I alt skal der tilbagelægges 187,0 km, som fører feltet fra Saint-Afrique til Cazous-les-Beziers. Etapen indledes med, at der køres en omgang på en 25,7 km lang rundtrækning i området øst for startbyen, og det er en relativt kuperet sag. Fra start kører man mod øst ad en let stigende vej, inden man via en nedkørsel og en bakke kører mod nordvest op til Roquefort-sur-Soulzon. En nedkørsel og en bakke leder nu mod vest, inden det via endnu en nedkørsel går med sydvest tilbage til Saint-Afrique.

Efter rundstrækningen bliver det lettere, når man følger en let stigende vej mod sydvest, syd og slutteligt sydøst forbi den første spurt, som kommer efter 50,1 km. Efter 61,4 km rammer man kategori 2-stigningen Col de l’Hopital (8,7 km, 5,2%), der stiger med 5-7% på den første halvdel og 4-5% på den anden halvdel frem mod toppen, som rundes efter 70,4 km. Nu leder en kringlet nedkørsel mod syd og sydøst ned til bunden af kategori 2-stigningen Col des Tres Vents (3,6 km, 6,7%), som er ganske stejl med 8,5% over den første kilometer, inden den stiger med 6-7% resten af vejen frem mod toppen, som passeres efter 93,0 km.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det afslutter den kuperede fase. En let nedkørsel leder mod sydøst tilbage til dalen, hvorfra man følger en let faldende vej først mod vest og siden syd og sydøst. Efter 142,9 km rammer man efter et par mindre bakker den afsluttende rundstrækning, hvorefter man kører de sidste 9,1 km frem til stregen, som krydses efter 152,0 km i forbindelse med dagens anden spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 35,0 km lange runde. Fra start går det mod syd og vest igennem fladt terræn, inden man kører mod nord op ad en bakke. Man fortsætter mod nord og siden nordøst via et faldende stykke, inden en lille bakke leder op til Murviel-les-Beziers med 9,0 km igen. Herfra falder det let mod sydvest ned mod målbyen, indtil det med 4 km begynder at stige let. Med 1500 m igen falder det svagt, inden den sidste kilometer atter er let stigende frem til de sidste 200 m, som er flade. I finalen følger man en let bugtende vej, indtil et skarpt sving med 200 m igen, hvorefter en blød kurve leder ind på den 130 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2346 højdemeter.

Cazous-les-Beziers har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var sidste etape af dette løb i 2018, hvor Anthony Roux vandt en reduceret massespurt på en vild dag, hvor Alejandro Valverde i den gule førertrøje først blev hentet så tæt på stregen, at han endte på etapens andenplads efter et stort angrebsforsøg sammen med vennen Luis Leon Sanchez.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Vejret

Regionen er kendt for varme og vind, og rytterne får rigeligt af førstnævnte. Himlen vil være skyfri, og temperaturen vil nå hele 37 grader. Vinden vil være let til jævn fra en vestlig retning og vil tiltage ganske betydeligt, dog først for alvor efter etapens afslutning. Det giver sidemedvind det meste af dagen, dog med nogle retningsskift undervejs. På rundstrækningen vil der først være sidemod-, så mod-, siden side- og dernæst medvind. Slutteligt får man atter sidemodvind, som gradvist bliver til sidevind inde i målbyen, indtil man i sidste sving drejer ind i sidemedvind.

Favoritterne

Som sagt er det som regel sprinterne, der får det første ord, og det drømmer de også om at få igen denne gang. Man skal dog slet ikke undervurdere udfordringerne på 1. etape, der ikke er så let, som mange kunne have ønsket sig. Der skal klatres mere end 2000 højdemeter, temperaturen når 37 grader, finalen er let stigende, og endelig truer den tiltagende vind med at kunne skabe ravage undervejs.

Starten bliver dog nok relativt fredsommelig. Vinden er relativt svag fra begyndelsen, og efter en lang pause er det sandsynligt, at udbruddet kører relativt tidligt. Dette kan vise sig at være den eneste chance for de sprintere, der ikke overlever bakken på 2. etape, og der bør være masser af interesse i at jagte. Således er Cofidis kommet med et rent sprinterhold, og derfor er de første to etaper deres mål med løbet. Også Direct Energie, Nippo Delko og Bahrain er sandsynlige bidragydere, og derfor bør udbruddet blive hentet. Stigningerne kommer for tidligt til at kunne bruges offensivt.

Jokeren er vinden. Den bliver ganske kraftig om aftenen, og ved etapens slutning ventes den at være på 20 km/t. Det har før været nok til at splitte feltet, og med en hel dag i sidemedvind kan det blive farligt. Jeg tror dog ikke, at den er stærk nok i den indledende fase, og her vil den kun skabe nervøsitet. Skal det ske, skal det formentlig ske i sidevindsstykket på rundstrækningen. Her er det ikke helt uafviseligt, at vi kan se et lille sidevindsdrama, men historien viser trods alt, at det kun sjældent sker. Jeg forventer derfor en massespurt.

Finalen er ikke velbeskrevet, men den stiger tilsyneladende kun med 2,5% mellem 4 og 2 km-mærkerne, inden den stiger tilsvarende over de første 500 m efter den røde flamme. Det kan mærkes i benene på de lidt tungere folk, men det er ikke noget, der kan knække dem. Naturligvis er det en fordel for holdbare folk, og da det samtidig bliver en varm dag med mulig stress i vinden og med en del højdemeter er det en dag for mere robuste typer end de helt klassiske afsluttere. Finalen er ikke voldsomt teknisk, men det vil være helt afgørende at sidde langt fremme i det helt afgørende sving med 200 m igen, og derfor betyder et godt tog mere end fart.

Det er også på den baggrund, at jeg peger på Elia Viviani som min favorit. Det var ellers næsten tragisk at se ham i årets første måneder, hvor han knap kunne træde en bule i en blød hat. Alligevel taler hans generalieblad for sig selv, og han burde være i topform forud for Milano-Sanremo, der for ham selv personligt er et større mål end Touren. En let stigende afslutning passer fint til den stadig mere holdbare Viviani, der samtidig bakkes op af et skræmmende tog med Christophe Laporte, Simone Consonni og Fabio Sabatini, hvoraf de to førstnævnte har fordel af, at der skal køres lead-out på en bakke. Fører de Viviani først igennem svinget, bør han kunne gøre det færdigt, også selvom han tilsyneladende ikke har samme fart som i sine bedste år.

Det sene sving er en gave til Niccolo Bonifazio. Med etapesejren i Paris-Nice viste han endelig, hvorfor han for år tilbage gik ind til Vueltaen som den førende sprinter, og i det hele taget er han blomstret op efter skiftet til Direct Energie. Han er en mester i positionskampen, og den stigende del passer godt til den lille italiener, som vi så med sejren i Saudi Tour. Toget med Julien Simon, Adrien Petit og Geoffrey Soupe er heller ikke meget ringere end Cofidis’, og derfor er den største udfordring, at Bonifazio er uhyre svingende og derfor kan være helt væk, ikke mindst hvis det blæser.

Betydningen af svinget er også en gave for Clement Venturini. I en flad spurt er han bestemt ikke verdens hurtigste, men han mestrer positionskampen og er som crossspecialist teknisk fremragende. Det halter lidt med toget, men vidunderbarnet Benoit Cosnefroy burde nok kunne føre ham frem på en bakke som denne. Han havde håbet på en stigende spurt, men kombinationen af bakke og sving gør ham farlig.

Bryan Coquard ville have foretrukket, at det var steget hele vejen, men det er ikke en ringe afslutning for den lille franske hane. For ham er udfordringen altid positioneringen, men her har han et hæderligt tog med Jens Debusschere og Kevin Reza som de primære drivkræfter. Han er slet ikke så hurtig som i gamle dage, men han viste flere gange i 2019, at han med jævne mellemrum vinder massespurter på dette niveau. Det kan han også gøre her, hvis han positionerer sig godt inden svinget.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Den stigende afslutning gør imidlertid også, at jeg har fidus til Sonny Colbrelli. Naturligvis er hans speciale, at selve opløbet er stigende, men det er alt andet lige til hans fordel, at afslutningen er hårdere end en klassisk massespurt. I det hele taget vil han være begejstret for en generelt hård dag, som altid er hans styrke, selvom det er tvivlsomt, om han har det godt med varmen. Udfordringen er først og fremmest toget, der kun består af Enrico Battaglin, og det er kan blive dyrt i lyset af det sene sving, især fordi han i forvejen har det svært i positionskampen. Det er formentlig svinget, der koster ham muligheden for at vinde.

Bakke og sent sving? Det kunne rime på Eduard Grosu, der viste fornem form i Sibiu Cycling Tour forleden. Han er ikke altid god i positionskampen, men han er en sand kamikazepilot i sene sving. Samtidig klatrer han bare bedre og bedre, og derfor er det på alle måder en god finale. Problemet er, at toget er relativt svagt, selvom han har Julien Trarieux og Evaldas Siskevicius til at gøre sig frem.

Afslutningen er heller ikke dum for Andrea Pasqualon. Han er en sand puncheur, men denne finale er nok trods alt lidt for let. I en flad spurt mangler han lidt fart, og dertil kommer, at han er stort set uden tog. Derfor kræver det lidt held inden svinget, hvis han skal i spil til sejren.

Riwal stiller med Arvid De Kleijn¸ der før har vist, at han kan begå sig på dette niveau. Bakken er umiddelbart ikke til hans fordel, men den er ikke uoverstigelig. I Piotr Havik har han også en udmærket lead-out man, men det er klart, at de kommer til kort mod de stærkere tog i en finale, hvor sidste sving er altafgørende.

Egentlig vil jeg gerne fremhæve Matteo Malucelli, der ikke er blevet til det ventede, men stadig er hurtig. Han får det dog svært i den lidt hårdere finale, og samtidig er han uden tog. Bakken svækker også chancerne for Bram Welten, der ligeledes er så positioneringssvag, at det bliver svært med det sene sving. Det er bedre for Emiel Vermeulen, der er uhyre svingende, men i god form vil finde finalen fornuftig, også fordi han positionerer sig godt. Bardianis to sprintere vil begge finde finalen lidt hård, i hvert fald Marco Benfatto, men Giovanni Lonardi bør kunne gøre det pænt, selvom han er gået temmelig meget i stå. Anthony Maldonado og Jordan Levasseur vil drage fordel af bakken, men mangler fart, og Lucas Carstensen og Tony Hurel vil få det svært i den lidt hårdere finale. Endelig kan det ikke udelukkes, at Lukasz Wisniowski eller Josef Cerny spurter for CCC, men de kan trods alt ikke måle sig med sprinterne.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Niccolo Bonifazio, Clement Venturini

Outsidere: Bryan Coquard, Sonny Colbrelli, Eduard Grosu, Andrea Pasqualon

Jokers: Arvid De Kleijn, Emiel Vermeulen, Matteo Malucelli, Bram Welten, Giovanni Lonardi, Marco Benfatto, Anthony Maldonado