Ruten

Løbets traditionelle højdepunkt er altid den ikoniske kongeetape, der slutter på toppen af den frygtede stigning til Lagunas De Neila. Som det har været tilfældet hvert år siden 2009 vil den også i år runde løbet af, men da der ligesom de tre foregående år denne gang har været en svær bjergfinale allerede tidligere i løbet, vil den næppe blive altafgørende, som den har været tidligere. Det ændrer dog ikke på, at førertrøjen ligesom i 2018 sagtens kan skifte ejermand på en af Spaniens mest frygtede stigninger, også selvom man for fjerde år i træk har designet en kortere og samlet set betydeligt nemmere etape end i gamle dage.

Den lettere og kortere kongeetape fører i år over 158,0 km fra Covarrubios til Lagunas de Neila. I de tidligere år har man som regel haft adskillige stigninger inden finalebjerget, herunder en første passage i finalen, hvor man dog var drejet fra kort inden den stejleste del øverst på stigningen, men denne del har siden 2017 været droppet til fordel for en relativt flad indledning, der kun byder på to mindre kategori 3-stigninger - endda mod tre i både 2017 og 2018.

Startbyen ligger på det flade Burgos-plateau, hvor man følger en let faldende vej mod vest til Lerma. Her vender man rundt for at køre mod sydøst og siden øst tilbage mod stigningerne via en let stigende vej. I det kuperede terræn snor man sig herefter mod sydvest via flere mindre bakker, inden man kører mod sydøst ned til det sydligste punkt og derefter mod nordøst op til den første kategoriserede stigning, kategori 3-stigningen Alto del Cerro (5,4 km, 3,6%), der har top efter 103,0 km. Herefter fortætter man mod nordøst op til forplejningszonen, der nås efter 109,0 km.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Efter frokosten drejer man mod sydøst for at følge plateauet yderligere et stykke, inden man drejer man mod nordøst og siden nord for at køre frem til kategori 3-stigningen Alto de Collado de Vilviestre (3 km, 4,3%), der har top, når der resterer bare 25 km. Derfra gør det via en nedkørsel mod nord og nordøst ned til bunden af Lagunas De Neila-stigningen, der er uden for kategori.

Den er i alt 14,1 km lang og stiger med 5,5% i gennemsnit, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første knap 10 km er således meget nemme med stigningsprocenter på under 6 det meste af vejen, og det er først herefter, at den tager fat med først en kilometer med 13,2%, inden de sidste 3 km stiger med hhv. 9,6%, 8,2% og 11% i gennemsnit. På de sidste 3 km er vejen relativt lige, indtil den sidste kilometer byder på flere bløde sving og to hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen. Som noget nyt uddeles der bjergpoint for kategori 3-stigningen Alto del Collado (4,0 km, 4,5%) med 4,8 km igen, inden man tager fat på den afsluttende kategori 1-stigning, der herfra stiger med 9,91% i snit.

I forhold til sidste år er første del ændret, men fra bunden af den første stigning er resten af etapen uændret.

Etapen byder på i alt 2292 højdemeter.

Som sagt er stigningen på programmet hvert eneste år, og listen over vindere er stjernespækket. Sidste år cementerede Ivan Ramiro Sosa som løbets bedste, da han med en voldsom forcering til sidst akkurat gik forbi Rui Costa, der ellers med et tidligt angreb så ud til at løbe med det hele, mens de øvrige favoritter tabte 14 sekunder. I 2018 var Sosa på spil igen, da han lykkedes med at sætte den førende Miguel Angel Lopez til vægs, efter at sidstnævnte havde skullet lukke et hav af huller, og dermed sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 var det til gengæld Lopez, der sejrede efter en skidt start på løbet og vandt med hhv. 5 og 11 sekunder ned til Enric Mas og den førende Mikel Landa. I 2016 havde Sergio Pardilla held til med et smart angreb at udnytte favoritternes taktiske spil til at tage en solosejr. I 2015 var det Daniel Moreno, der var stærkest, og forud for det var vinderne Nairo Quintana (2014 og 2013), Esteban Chaves (2012), Mikel Landa (2011), Samuel Sanchez (2010), Ezequiel Mosquera (2009), Juan Jose Cobo (2008), Mauricio Soler (2007), Iban Mayo (2006), Juan Carlos Dominguez (2005), Alejandro Valverde (2004), Dave Bruylandts (2003), Michael Rasmussen (2002), Juan Miguel Mercado (2001) og Leonardo Piepoli (2000 og 1999), hvilket siger alt om stigningens sværhedsgrad.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Vejret

Efter et par stegende hede dage bliver det hele lidt mere menneskeligt lørdag. Himlen vil stadig være skyfri, men temperaturen på højsletten vil denne gang kun nå 30 grader. Vinden vil være let og komme fra vest, men vil mod slutningen dreje mere mod en nordvestlig retning. Det giver først mod- og siden medvind, inden man får sidevind omkring forplejningen. Mere med-og sidemedvind følger herefter, inden man får skiftevis sidemed- og medvind på vej mod målbjerget. På den sidste stigning vil der være sidemodvind på den lette del og næsten ren modvind på den stejle del til sidst.

Favoritterne

I gamle dage var Lagunas de Neila nærmest altafgørende, men efter introduktionen af Picon Blanco er dens status som løbets sværeste bjerge blevet overtaget til anden side. Historien viser da også, at vinderen af 3. etape også vinder samlet - det er nemlig sket to ud af tre gange - men i 2018 viste Ivan Ramiro Sosa, at man godt kan vende op og ned på tingene på sidstedagen, da han med snilde udnyttede, at en isoleret Miguel Angel Lopez skulle lukke alle huller selv. Sosa er faktisk også den eneste, der i de tre forsøg har vundet begge etaper, selvom man skulle tro, at hierarkiet på to relativt ensartede stigninger burde være tilsvarende ensartet.

Der er dog forskelle på de to stigninger. Officielt er Lagunas de Neila den længste, men reelt er det kun de sidste 4,8 km, der betyder noget. Samlet set er det derfor en kortere opkørsel, og der i højere grad tale om en eksplosiv og meget stejl mur, hvor punch spiller en rolle. Det ændrer dog ikke på, at rene klatrere sagtens kan vinde. Dertil skal man blot tage et kig på den uhyre imponerende vinderliste, der er gengivet i rutebeskrivelsen ovenfor.

Udbrud er i nyere tid aldrig lykkedes på denne etape, og det vil næppe heller ske denne gang. Kender vi ham ret, vil Remco Evenepoel ikke blot vinde samlet, men også have endnu en etapesejr. Det kan han tillade sig at gå efter uden at bringe sig selv i ekstra fare, da løbet er uden bonussekunder. Derfor må man formode, at Deceuninck også vil gøre deres for at hente udbruddet.

Det kan dog godt blive en lidt udfordrende opgave. Traditionelt er udbruddet større og stærkere på denne sidste etape, og man kan sagtens forestille sig, at der denne gang bliver kamp om at komme afsted. Får Deceuninck ingen hjælp, kan man ikke helt udelukke, at udbruddet faktisk kan holde, ikke mindst fordi vi allerede på 3. etape så en gigantisk gang poker, som måske kunne have givet udbruddet sejren, hvis ikke sidevinden havde ført til en voldsom acceleration. Denne acceleration kan man ikke vente denne gang, for selvom der atter vil være en del sidevind, vil vinden være for svag, og jeg mindes heller aldrig nogensinde, at vinden nogensinde har spillet en rolle på netop denne etape.

Får Deceuninck så hjælp? Det vil jeg tro. Mikel Landa og Esteban Chaves har begge fået selvtillid og vil elske at vinde et sted, hvor de allerede tidligere har sejret. Også George Bennett må have tanket selvtillid, og Jumbo-Visma viste allerede i dag, at de har fået fornyet tro på kaptajnen. Lægger man dertil, at Ivan Ramiro Sosa måske er revanchelysten på en dag, hvor han formentlig slipper for sidevind, regner jeg med en afgørelse på sidste stigning, som vi plejer at se det.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Lopez’ erfarede, at den nedre del af bjerget kan være svær at kontrollere, men det problem får Evenepoel næppe, når Joao Almeida er så velkørende. Samtidig er det meget tænkeligt, at det brølstærke Mitchelton-Scott-hold vil lægge pres på. Chaves har således brug for at vinde tid for at gå på podiet, og som sagt vil han også elske at vinde igen på bjerget, der gav ham den første professionelle sejr allerede inden det grimme styrt, der nær kostede karrieren, inden den var kommet i gang. Man kan dog heller ikke udelukke, at de vil sende folk i offensiven for at give Chaves nogle springbrætter at benytte sig af til sidst, men skulle det ske, vil Almeida formentlig kunne køre det meste ind.

På den stejle del bliver det formentlig mand mod mand, selvom vi har set at tidlige angreb kan lykkes, hvis favoritterne ser for meget på hinanden. Sådan vandt Sergio Pardilla i 2015, og sådan var Rui Costa uhyre tæt på at vinde for et år siden. Med så stærk en hjælper som Almeida er det dog knap så sandsynligt, og selvom vind ikke spiller den store rolle på så stejl en stigning, vil modvinden trods alt også gøre det vanskeligere at angribe alt for tidligt.

Derfor regner jeg med, at det i sidste ende bliver benene, der taler, og derfor tror jeg på Remco Evenepoel. Belgieren var i særklasse forleden, også selvom han til slut betalte prisen for længe at ligge alene i den hårde modvind, og han viste her, at han mestrer meget stejle stigninger, selvom han efter eget udsagn foretrækker dem lidt blødere. Som sagt vil han næppe stille sig tilfreds med blot at køre defensivt, og han s enorme motor indikerer, at han ikke er typen, der bliver ringere i løbet af et etapeløb - snarere tværtimod. Det virker usandsynligt, at rivalerne har lukket så stort et hul på to dage, og umiddelbart kan den største trussel være, at belgieren igen bliver lidt for overmodig og får åbnet for tidligt. Lige nu synes han imidlertid at have så meget overskud, at han må være manden, der skal slås.

Det vil dog være dumt at afskrive George Bennett. Newzealænderen har været temmelig ustabil og derfor i mange år været stærkt undervurderet, men som vi blandt andet så i Polen for to år siden, er en formstærk Bennett i verdensklasse. Det var han da også i går, og selvom Evenepoel naturligvis betalte en pris for den lange tid i modvinden, kan vi ikke komme udenom, at Bennett faktisk halverede forspringet på den sidste kilometer. Den kortere stigning er ikke til fordel for dieselklatreren Bennett, men den er heldigvis stejl nok til, at en naturlig klatrer godt kan sætte sig igennem. Evenepoel bliver ikke let at slå, men Bennett står først i rækken til at gøre det.

Det er også værd at fremhæve Mikel Landa. Måske var han lidt for forsigtig i går, hvor han holdt sit eget tempo i stedet for at svare på angrebene. Også han kom nemlig meget stærkt til sidst, og dermed var han måske stærkere, end man i første omgang kunne få indtryk af. Han har tidligere vundet på netop denne stigning, hvor han fik sit store gennembrud for et lille årti siden, og han ville elske at gøre det igen samt at avancere til 2. pladsen i klassementet. Også for ham er stigningen lidt kort, men Landa har før gjort det godt i mere eksplosive finaler også.

Ligesom Landa fik Esteban Chaves sit gennembrud netop her, og han har ikke lagt skjul på, at det betyder noget ganske særligt at kunne vinde her igen. Det var en fornøjelse at se, at colombianeren igen endelig var tilbage efter sin kyssesyge, men vi skal ikke glemme, at han faktisk også lagde stærkt ud i sidste års Vuelta for siden at falde helt sammen, præcis som han gjorde det i den Giro, hvor kyssesygen for alvor ramte. Det er ikke uset, at de stakkels kyssesygeofre har sværere ved at komme sig, og Chaves har stadig til gode at vise, at restitutionsevnen er intakt. Til gengæld er han mere eksplosiv end alle de ovennævnte, og stigningen passer fremragende til manden, der tidligere tog kampen op med Chris Froome på den tilsvarende Mirador del Sol-stigning i Vueltaen. Det kunne være smukt, hvis Chaves kunne markere sin genfødsel ved at vinde på det sted, hvor han også første gang slog igennem i et professionelt løb.

Jeg vil også fremhæve David Gaudu. Den lille franskmand var slemt uheldig på 3. etape, hvor hans hjul gik i stykker, netop som det knækkede i sidevinden. Det kostede en lang jagt for at komme tilbage, og i farten glemte han desværre at drikke, hvilket kostede et hedeslag i finalen. Derfor ved vi reelt ikke, hvor god franskmanden er, men han meldte om fremragende ben på 1. etape. Er han tilbage, er Gaudu fremragende på korte, stejle stigninger, hvor han har masser af punch, og det er således en næsten ideel finale for den franske gulddreng.

Af samme grund må man nævne Ivan Ramiro Sosa. Med to sejre i træk vil han elske at fuldende hattricket, og reelt ved vi ikke, hvor god han er. Modsat mange andre eksploderede han nemlig totalt i sidevinden, og derfor havde han allerede været helt i rød zone, da stigningen startede. Forud for løbet havde han allerede meldt om gode ben, og selvom stigningen ikke er ideel for en dieselklatrer, har han med to sejre vist, at han kan vinde her. Det vil han elske at gøre igen.

Richard Carapaz viste forleden, at han havde ret i sin påstand om, at formen endnu ikke er i top. Alligevel var han konkurrencedygtig, især i lyset af at han brugte mere energi i sidevinden end mange andre. Et stortalent som ham kommer ofte hurtigt i form, og hans motor gør ham altid bedre dag for dag i et etapeløb. Sidste år var han også betydeligt bedre på 5. end på 3. etape, og det vil han sikkert være igen, især fordi han på Picon Blanco løb tør for kræfter til sidst. I det lys er en kortere stigning måske slet ikke så ringe for Giro-kongen, der nu også har tabt så meget tid, at han ikke er en umiddelbar trussel

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Man bør også nævne Ben Hermans. Belgieren er aldrig bange for at angribe tidligt, som han gjorde det på 3. etape, og han ved om nogen, at det kan betale sig at køre offensivt tidligt, da han var med i den knivskarpe kamp om den samlede sejr det år, hvor Sergio Pardilla nær havde stjålet det hele. Belgieren specialiserer sig netop i denne type stigninger, der ikke er for lange, men til gengæld meget stejle, og han kan måske lukrere på, at han fortsat er lidt af en underdog.

En anden kandidat er Simon Yates. Den korte, stejle stigning er som skabt til den eksplosive brite, der dog åbenlyst stadig ikke har fundet sit gamle niveau. Udgangspunktet er, at han skal hjælpe Chaves, men i et taktisk spil kunne man sagtens forestille, at Yates blev sendt afsted. Som sagt betaler den slags angreb sig ofte, og måske er Yates manden, der kan gøre det i år.

Man må også formode, at Alejandro Valverde er bedre nu. Vi så allerede i Emiraterne, at den spanske veteran, når han ikke er i topform - og det havde han jo allerede meldt ud - hurtigt bliver bedre. Der var i hvert fald stor forskel på hans præstation på de to bjergetaper dengang, og det kan der også være denne gang. Den korte, stejle stigning passer ham i hvert fald næsten perfekt, og Valverde vil altid være en kandidat på et bjerg af denne type.

Endelig vil jeg pege på Rafal Majka . Polakken skuffede fælt forleden, men han så altså stærk ud på 1. etape. Ligesom Carapaz brændte han mange kræfter af i sidevinden, og også han havde store problemer i varmen. I morgen bliver varmen mindre trykkende, og med lidt tilvænning til den spanske sol bør Majka, der generelt har været bedre end længe på det seneste, gøre det bedre.

Joao Almeida er åbenlyst en af de stærkeste, men nu vil han formentlig få til opgave at kontrollere, og derfor vinder han ikke etapen. Fabio Aru er hæderlig, men han er stadig ikke sig selv, og skal man følge trenden fra de seneste løb, kniber det med at holde niveau over flere dage. Stigningen passer ikke til dieselklatreren Mikel Nieve, der også må ventes at være ren hjælper.

Slutteligt skal man altid regne med en lille renæssance fra de ryttere, der måtte have lidt i varmen, men som nu har vænnet sig til udfordringerne. Her kunne man pege på særligt Sepp Kuss , der i forvejen er svingende, Jack Haig, der dog nok primært skal hjælpe, og Eddie Dunbar, der bør være bedre på en kortere stigning.

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: George Bennett, Mikel Landa

Outsidere: Esteban Chaves, David Gaudu, Ivan Ramiro Sosa, Richard Carapaz, Ben Hermans

Jokers: Simon Yates, Alejandro Valverde, Rafal Majka, Fabio Aru, Sepp Kuss

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Ivan Ramiro Sosas sejre fra 2019 og 2018, Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2017, Sergio Pardillas sejr fra 2016, Daniel Morenos sejr fra 2015, Nairo Quintanas sejre fra 2014 og 2013, Esteban Chaves’ sejr fra 2012 og Mikel Landas sejr fra 2011.