Ruten

I december kunne sprinterne næsten ikke tro deres egne øjne over udsigten til en Vuelta med sjældent mange spurtmuligheder. Én af årsagerne var den tredje uges tur ind i Portugal, hvor der - landets bjergrige natur til trods - var lagt op til to lette dage med hhv. mål og start i nabolandet. Den gave fik coronavirus effektivt konfiskeret, og da arrangørerne skulle gentænke ruten i et forsøg på at undgå turen over grænsen, fik de to etaper pludselig en helt anderledes kuperet profil. Det kommer først til udtryk på 15. etape, der skulle være endt i en massespurt i Porto, men nu bliver et sandt maraton. Med en distance på 230 km er der tale om en højst usædvanlig Vuelta-etape, og selvom der mangler svære bjerge, sørger det uvejsomme terræn for i alt 4500 højdemeter, hvilket peger på en sand gave til udbrydere, som vi så ofte ser det i det spanske løb.

Som sagt skal der tilbagelægges en for Vueltaen højst usædvanlig distance på intet mindre end 230,8 km, der forbinder Mos med Puebla de Sanabria. Etapen består af en lang tur hen langs grænsen til Portugal i Galicien, men kun kortvarigt kører man ind i nabolandet undervejs. Startbyen er en forstad til havnebyen Vigo, hvorfra man igennem relativt fladt terræn kører mod syd væk fra vandet. Herefter går det mod øst hen langs grænsen igennem mere fladt terræn med kun nogle småbakker, og undervejs passerer man kortvarigt ind gennem Portugal via byen Melgaco, der nås efter 39,0 km på toppen af en lille bakke, inden man hurtigt kører tilbage til Spanien. Her venter kategori 3-stigningen Alto de San Amaro (6,0 km, 6,2%) med top efter 55,0 km og en ikke-kategoriseret stigning (3,0 km, 5,8%) med top efter 62 km, inden en kringlet nedkørsel leder længere mod øst frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Caracedo (6,5 km, 3,6%), der har top efter 72,5 km.

Efter stigningen går det op og ned mod øst, inden en nedkørsel leder frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto do Furriolo (5,1 km, 7,0%), der bestiges fra nordvest og er en ganske jævn og relativt svær stigning med top efter 93,2 km. En kort nedkørsel leder nu mod sydøst ned til et helt fladt plateau, der følges mod sydøst og afsluttes med en kort bakke og en længere, men teknisk ukompliceret nedkørsel. I bunden drejer man mod øst ind på kategori 3-stigningen Alto de Fumaces (10,8 km, 4,5%), der er en klassisk spansk, jævn opkørsel uden stejle procenter.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Toppen rundes efter 152,8 km og leder op til et plateau, der følges mod nordøst, inden man fortsætter mod nordøst og øst ad en nedkørsel og derefter et langt, let stigende stykke, der passerer dagens spurt efter 177,0 km og leder op til byen A Canda helt oppe i 1224 m højde. Her fører en lidt kringlet nedkørsel mod øst til bunden af dagens sidste udfordring, kategori 3-stigningen Alto de Padornelo (6,4 km, 3,5%), der ligeledes er en jævn og let stigning. Fra toppen resterer bare 18,8 km, som indledes med en helt ukompliceret nedkørsel, der fører mod øst, inden det via en lang, lige og flad vej går mod nordøst ind til Puebla de Sanabria. Her afsluttes den flade vej med en 550 m lang rampe, der stiger med 5,5%. Pp de sidste 5 km bugter vejen sig kun, indtil man har en skarp kurve med 800 m igen og et sving med 550 m igen, hvorefter vejen har bløde kurver.

Etapen byder på i alt 4403 højdemeter.

Puebla de Sanabria har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2016-udgaven af Vueltaen, hvor Jonas Van Genechten tog karrierens største sejr i den stigende spurt ved at henvise Daniele Bennati og Alejandro Valverde til de sekundære podieplaceringer.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Vejret

Efter mere end en uge med godt vejr slutter det nu. Torsdag bliver en trist dag, hvor regnvejrsrisikoen gennem hele dagen vil stige fra ca. 30% ved middagstid og 70% mod slutningen af etapen, hvor temperaturen vil nå beskedne 13 grader. Det vil også være blæsende med en jævn til frisk vind (20-23 km/t) fra øst. Det giver mod- og sidemodvind hele dagen. Fra spurten og frem til mål er der direkte modvind stort set resten af vejen. På de sidste 5 km er der flere stykker med sidemodvind, gerunder de sidste 325 m.

Analyse af 15. etape

Det føles altså mærkeligt. Normalt er vi på dette tidspunkt i en grand tour dybt begravet i de afgørende bjergetaper. Arrangørerne er nemlig så kløgtige, at de bevarer spændingen til sidst og sørger for, at alt helst holdes rimeligt åbent indtil løbets døende dage.

Det har løbsdirektør Javier Guillen da også sørget for ved at designe den store La Covatilla-etape til lørdag, men den ligger som en enlig ø midt i fire etaper, der ingenlunde kan ventes at skabe forskelle i toppen af klassementet. Derfor føles disse mellemetaper lidt som et langt ventespil, hvor alle venter på det store klimaks. Naturligvis er vi vant til det fra netop Vueltaen, der med Madrids placering langt fra bjergene ofte har haft mange relativt lette i den sidste uge, men med moderne grand tours ofte meget bagtunge design føles det specielt.

Der var dog en lille chance for, at dagens 14. etape alligevel kunne have spillet en rolle. Som skrevet i går lykkedes det med en overraskende svag enkeltstart ikke for Primoz Roglic at sikre sig en føring, der definitivt lukkede løbet. En dårlig dag på lørdag vil formentlig være ensbetydende med, at sejren ryger til Ecuador eller Storbritannien i stedet, og derfor kunne en lidt større buffer nok bidrage til den rolige nattesøvn i Jumbo-lejren.

Chancen var der faktisk i dag, hvor man i Ourense havde fundet en målbakke, der var en næsten tro kopi af den lille stigning i Suances, hvor Roglic i fredags blæste alle så meget bagover, at de formentlig stadig slikker sårene. Ligheden mellem de to finaler gjorde det sandsynligt, at samme Roglic med samme spurt på næsten samme bakke kunne sikre sig samme antal bonussekunder i dag.

Naturligvis var det for meget af det gode, hvis Jumbo alene skulle have kontrolleret hele etapen. Dertil var der alt for lidt fladt, og derfor gav det sig selv, at den stærkt kuperede start ville føre til dannelsen af et klasseudbrud af udbryderkonger, præcis som det blev tilfældet, da røgen havde lagt sig efter mere end en time, hvor næsten 50 km var blevet tilbagelagt trods et terræn, hvor end ikke en tættekam ville kunne identificere en flad meter.

En sådan start skiller altid fårene fra bukkene, og det gjorde den også denne gang. Da røgen havde lagt sig, befandt der sig i udbruddet hele fire tidligere etapevindere i form Zdenek Stybar, Tim Wellens, Michael Woods og Marc Soler, hvoraf de tre sidste endda havde vundet etaper i årets udgave. De havde fået selskab af en tidligere nr. 4 fra Flandern Rundt, Dylan van Baarle, hvis tilstedeværelse måske indikerer, at Ineos er blevet begejstret for deres meget mere offensive stil fra Giroen, samt talentfulde Thymen Arensman, der tidligere er blevet nr. 2i Tour de l’Avenir og nr. 3 i U23-udgaven af Paris-Roubaix. Kun Pierre-Luc Perichon var et mindre navn, men den stærke franskmand viste blandt andet på Gap-etapen i Touren sidste år, at han ingenlunde er ueffen i et udbrud.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Det vil stride mod al konventionel grand tour-logik, hvis Jumbo gennem en hel dag skulle påtage sig ansvaret for at jagte så stærk en gruppe. Det ville ganske enkelt koste alt for mange kræfter, men til gengæld forholdt det sig anderledes for andre. Lidt overraskende havde Astanas brølstærke udbrydermandskab misset gruppen, og det lå derfor i kortene, at de måtte ty til plan B, nemlig en puncheurspurt med Alex Aranburu. Også det ellers ret svage Bora-mandskab havde efter Felix Grossschartners 2. plads i Suances fået selvtillid og kastede sig ind i jagten.

Ingen af dem var dog villige til for alvor at ofre sig. Bora brugte blot de tunge Andreas Schillinger og Michael Schwarzmann, inden de kastede håndklædet i ringen, og Astanas superhold brugte kun det lette skyts i form af Dmitry Gruzdev og Merhawi Kudus. Da de forstod, at deres udbryderkonger, som selv har gode chancer de kommende dage, var nødvendige for at hente gruppen gav også de op, og det så ud til, at udbruddet ville sejle væk.

Sådan gik det bare ikke. Total Direct Energie havde i Suances fået tiltro til Julien Simon, og i deres desperate jagt på succes i en trist sæson overraskede de stort ved uden nogen hjælp at køre afstanden ned fra 5 minutter til kun ca. 1.30 i bunden af sidste stigning. Desværre for dem gik der bare for meget poker i den, og de kom alt for sent frem, præcis som de gjorde på 5. etape, hvor de også først gik ind i jagten, da alle andre havde givet op. Da først Romain Sicard var brændt sammen som sidste man, viste hele arbejdet sig at være spildt, da den lille afstand ikke var nok til, at Astana havde lyst til at samle handsken op igen.

Det var imidlertid her, at Jumbo havde chancen. Her kunne det bestemt have været relevant at investere de kræfter, der måske kunne have sat Roglic op til endnu en sejr og 10 måske vigtige bonussekunder. Hollænderne valgte imidlertid at spare på de kræfter, der på de kommende to etaper sikkert skal bruges bag det forventelige udbrud på dage, hvor der næppe er mange andre hold med en interesse i at jagte. Således forsvandt de 10 bonussekunder ud i den galiciske horisont, og Roglic må nu bare krydse fingre for, at en dårlig dag på lørdag ikke betyder, at han taber løbet med mindre end 10 sekunder.

I stedet skulle klasseudbruddet afgøre sagen, og her stod det hurtigt klart, at vi ville få en dobbelt etapevinder. Perichon faldt fra på bakken, og det var snart åbenlyst, at Arensman og Van Baarle havde nok at gøre med at følge med på stigningerne. Tilbage var de fire tidligere etapevindere, Wellens, Woods, Stybar og Soler, hvoraf kun sidstnævnte ikke kunne tro på sin spurt på bakken til sidst.

Spanierens chance var at snige sig væk, men den mislykkedes, og i stedet endte det i en spurt mellem de tre puncheurs. Den spurt får nok Woods til at ligge søvnløs i nat, for det lykkedes canadieren at smide det hele på gulvet, selvom alt pegede på, at han var stærkest.

Først var han nok engang svag på en nedkørsel, som hans begrænsede evner i det terræn i sin tid kostede en etapesejr i Tour de Suisse, og det så derfor ud til, at han aldrig skulle have lov at spurte. Heldigvis betød pokerspillet i front, at han blev reddet på gongongen, men den ekstra chance blev også forspildt. En velforberedt Wellens var nemlig helt bevidst om, at man skulle først ind i de kringlede sving, mens Woods til gengæld kiksede og fik Soler ind mellem sig selv og sin værste rival. Det kostede et hul, som blev dyrebart, for selvom en velkørende Woods både fik det lukket og var på vej forbi, betød den lange vej rundt i svinget, at det blev Wellens og ikke Woods, der kunne fejre sin anden sejr.

Dermed har Wellens’ sæson på kort tid fået et helt andet præg, end det så ud til inden starten, hvor et styrt inden Touren og en formsvag klassikerperiode så ud til at føre til et spildt år. Nu har han imidlertid med sine to sejre vist, at Lottos udbrydermentalitet bare passer hammergodt til Vueltaen, der som bekendt altid er udbrydernes paradis. Mange kan huske deres vilde 2017-udgave, hvor de med tre forskellige ryttere vandt hele fire udbryderetaper, og at Jelle Wallays i 2018 snød alle sprinterne på en næsten helt flad etape, ligesom Thomas de Gendt endelig lykkedes med at vinde den grand tour-bjergtrøje, han så længe havde jagtet. Kun sidste år endte som en kikser - måske fordi de desværre manglede Bjorg Lambrecht - men i år er de i den grad kommet tilbage på sporet.

I stedet ser det nu ud til, at det er Stybar, der ender med et spildt år. Tjekken har haft en helt parallel sæson med en misset Tour grundet en skade og siden en skidt klassikerperiode. I dag røg så den måske største chance for at redde det hele på falderebet, men igen måtte han sande, at de gode ben stadig ikke har været til stede i 2020.

Læs også

LIVE nu: Price i top-5 på stor enkeltstart

Heldigvis kan han glæde sig over, at denne tredje uge er et udbryderparadis. Også de kommende to etaper er skræddersyet til lykkeriddere og Stybar-typer, og derfor bliver der masser af terræn at boltre sig i for feltets klassikerkonger. I mellemtiden venter og venter klassementsrytterne på det store slag på La Covatilla, hvor en selvtillidsfuld Roglic formentlig kun på en dårlig dag kan smide sit titelforsvar. Så må man bare håbe, at en sådan skidt dag betyder, at han ikke lørdag aften kommer til at ønske, at han havde handlet anderledes denne onsdag i Ourense.

Favoritterne

Det var egentlig nu, at sprinterne skulle have haft en sjælden glansstund i Vueltaen med hele tre sprinteretaper på fire dage, men sådan bliver det ikke. I stedet har coronavirus forvandlet en usædvanlig Vuelta til en helt klassisk udgave, hvor det vælter med udbrudsetaper i lige så righoldigt et mål, som vi kender det. Da også dagens puncheuretape ikke uventet gik til udbryderne, venter der således hele tre dage i træk, hvor det er sandsynligt, at vinderen skal findes blandt lykkeridderne, og da terrænet er stort set identisk, kunne man næsten lige så godt nøjes med at skrive én fælles optakt. Favoritterne vil nemlig stort set være de samme hver eneste dag.

Der er dog alligevel én ting, der adskiller 15. etape fra en klassisk én af slagsen. Moderne Vuelta-etaper er sjældent over 200 km lange, men det laves der i den grad om på denne torsdag. Hele 230 km er på programmet på en etape, der går op og ned meget af vejen, og den minder meget mere om et af de gigantiske udbrydermaratoner, man kan finde i Appenninerne under Giroen, end de klassiske korte, hidsige ruter i Vueltaens omfattende reservoir af uvejsomt terræn og bløde bakker.

Derfor ligner det også en hel lille klassiker denne torsdag. Ikke blot er distancen lang og terrænet rigtigt klassikerterræn med hele 4400 højdemeter og nærmest intet fladland over de sidste 180 km, der venter også rigtigt klassikervejr. Regn, blæst og kulde kan gøre de seks timer, der venter i sadlen, til en af årets mere ubehagelige af slagsen, og det kan meget vel være nogle svært forfrosne kroppe, der ankommer til mål i morgen eftermiddag.

Er det så stensikkert, at det bliver en udbrudssejr? Intet i denne verden er sikker, for faktisk så vi jo i 2016, at en etape med de præcis samme sidste 120 km (dog med et lidt anderledes opløb) endte med en spurtsejr til Jonas Vangenechten. Dengang kom etapen dog i uge 1 og var kun knap 160 km lang, ligesom vejret var betydeligt bedre. Denne gang er der ændret på alle tre parametre.

Selvfølgelig kan man argumentere for, at de tre mest udprægede sprinterhold, Deceuninck, Bora og UAE, ikke har det store at miste ved at indlede en jagt. Bakkerne i finalen er ikke i sig selv for svære for deres sprintere, som vi så for fire år siden. Problemet er bare, at det er en monumental opgave at kontrollere denne meget lange etape med hele 4400 højdemeter, og det dårlige vejr bidrager ikke just til festen. Normalt er hård modvind til fordel for et felt, men det gælder kun, hvis gruppen er svag. Får vi et stærkt udbrud, kan det lige så vel være de få og trætte sprinterhold, der slides ned i vinden, som det kan være udbryderne - i hvert fald hvis gruppen har en vis størrelse.

Jeg er derfor også ret sikker på, at alle de tre hold går til etapen med den tilgang, at de vil ramme udbruddet - præcis som Astana gjorde det i dag. Ligesom kasakkerne udelukker jeg dog ikke, at de kan finde på at jagte, hvis de skulle misse gruppen. For at det skal kunne lykkes vil det dog kræve, at de er flere om opgaven, og i dette terræn har Bora ikke meget at komme efter. Derfor tror jeg kun på det, hvis UAE og Deceuninck begge kikser i indledningen, medmindre de får hjælp af et andet hold, der skulle lugte blod. Det kan altid ske for desperate sejrsløse hold i den tredje uge, men det er lidt svært at se, hvem det skulle være, når de mange unge sprintere i løbet formentlig vil finde finalen og den samlede etape for hård - især fordi opløbet jo stiger så meget, at det ikke bare kan negligeres, men stadig er så kort, at det er tvivlsomt om puncheurtyper som Alex Aranburu, Robert Stannard, Dion Smith og Julien Simon vil gå efter det. Helt udelukkes kan det dog ikke, hvis Astana, Mitchelton eller Total skulle misse udbruddet.

Uanset hvad bliver der igen angrebsfest fra start, og det vil formentlig igen tage tid at få gruppen etableret. Sker det i løbet af de første 49 km, bliver det et lotteri, for da er terrænet fladt. Der er dog gode chancer for, at gruppen først kører senere - særligt fordi der også er hård modvind, hvilket altid gør det sværere at få elastikken til at knække - og er vi først fremme vil første stigning, bliver det helt anderledes. Den er klart dagens sværeste og vitterligt en svær en af slagsen, og er vi først fremme ved den, bliver det de stærke folk, der kører væk. I det tilfælde bliver gruppen så kraftfuld, at jeg ikke i min vildeste fantasi kan se den blive hentet - også fordi de gode hold så med stor sandsynlighed sidder med. Og meget taler for, at det sker.

Derefter må vi så se, om nogen vil jagte. Som sagt tvivler jeg stærkt på det, og derfor tror jeg, at etapen herefter vil udvikle sig til en langgaber, hvor Jumbo-holdet trækker et forfrossent felt hjem, mens udbruddet sparer sig i den hårde modvind for efter den lange distance at have lidt tilbage til finalen. Her er det særligt sidste stigning, der skal bruges til at komme væk, men den er vitterligt ikke noget særligt - og da slet ikke med den kraftige modvind. Naturligvis er det altid et lotteri til slut, hvor det vil blive taktisk, men modvinden betyder, at chancen for en spurt blandt udbryderne er med denne modvind ret stor. Til gengæld skal man være brølstærk for at komme afsted, hvis udbruddet kører på stigningen, og man skal samtidig være en robust type, der stadig kan have noget i tanken til at spurte efter så lang en dag med så mange højdemeter og så meget regn.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Etapen minder uhyggeligt meget om dagens, og derfor bliver det meget de samme navne, jeg vil fremhæve. Denne gang er selve finalen dog lettere, og det er derfor mere spurtstærke folk end puncheurs, der står stærkt. Til gengæld er første stigning så svær, at man skal klatre godt for at komme afsted, hvis gruppen først kører her.

Netop fordi vi er ude i Tordenskjolds soldater, ser jeg ingen grund til ikke at pege på Omar Fraile igen. Nok missede han udbruddet i dag, men denne etape passer ham måske endda endnu bedre. Som basker har han aldrig været bange for regnvejr, og han viste i Liege i år, at han ikke har det svært med distancen. Jeg er stadig ret imponeret over hans klatring på 7. etape, hvor han spurtede fra folk som Sepp Kuss og George Bennett, og det taler for, at han kommer afsted, hvis udbruddet kører på stigningen. Opløbet minder meget om det, hvor han i Romandiet i 2018 sågar slog Sonny Colbrelli, og det gør ham simpelthen skræddersyet til denne etape. Derfor tror jeg, at det bliver torsdag, at han får den grand tour-etape, han fortsat mangler

Jeg vil også igen pege på Rui Costa . Portugiseren er altid kommet til kort i Ardennerne, men da han i 2016 endelig køre på podiet i Liege skete det på en lang og trist regnvejrsdag, hvor alle var forfrosne. Denne etape kunne på mange måder minde om et dog noget lettere Liege i regnvejr, og det ligner derfor den ideelle sag for den stærke portugiser. Han virker ikke helt så stærk som i indledningen, men kører gruppen på stigningen, står han stærkt. Finalen er skræddersyet til snu og råstærke Costa, og opløbet minder endda ikke helt uvæsentligt om det, der i februar gav sejr i Saudi Tour.

Astanas andet oplagte kort er naturligvis Alex Aranburu, der formentlig kan vide sig sikker på at vinde denne puncheurspurt, uanset hvem han er oppe imod. Som basker burde han heller ikke være skræmt af regnvejr, men der er dog to forbehold. Han har stadig til gode at vise sig over så lang en distance, selvom hans 7. plads i det dog noget lettere Milano-Sanremo var opmuntrende. Vigtigere er det dog, at jeg er bange for, at første stigning kan være for svær, hvis gruppen først kører her. Han overraskede mig dog med den fine klatring på 7. etape, og det giver mig håb.

Egentlig burde Tim Wellens tage sig en fridag, men det lader sig vist ikke gøre, når meteorologerne sørger for Wellens-vejr i Wellens-terræn. Selve spurten ligger endda endnu bedre til ham end dagens, og han har i klassikerne vist, at han mestrer den lange distance. Den eneste grund til, at han ikke figurerer højere på min liste, er første stignings karakter. Jeg har været alt andet end imponeret over Wellens’ klatring på stigninger af den sværhedsgrad, og særligt med en hård dag i benene kan jeg frygte, at han ikke kan følge de mere klatrestærke folk her.

Egentlig havde jeg Andrea Bagioli højt på min liste, indtil jeg så, at han smed 15 minutter i dag. Var det udtryk for træthed, eller sparede han sig bare til i dag? Begge dele er mulige for en grand tour-debutant, men hans fine enkeltstart giver håb om, at han er ok. Til gengæld har han alt at bevise både i regnvejr og over lange distancer, men mestrer han det, er etapen perfekt. Den hårde stigning taler for, at han i formstærk udgave rammer udbruddet, og opløbet ligger til hans højreben, hvis han fortsat er frisk til sidst.

Jeg må også igen fastholde min personlige kæphest, nemlig Nick Schultz. Han har stadig ikke ramt udbruddet, men i dagens finale, hvor han lukkede til Gonzalo Serrano, fik han vist, at han er stærk. Det har vi nu set gennem hele løbet, senest på Angliru og enkeltstarten, og kører udbruddet først på stigningen, burde han med den form, kunne sidde med. 22. pladsen i Liege vidner om, at distancen ikke er et problem, men hvordan han har det med dårligt vejr, ved vi endnu ikke. Til gengæld bekræftede han i dag, at han er god puncheur, selvom han betalte prisen på de sidste meter.

Magnus Cort efterlader mig lidt splittet. På den ene side var det godt i dag at se, at EF tillader udbrud trods Hugh Carthys fine placering, og han bør derfor have chancen. På den anden side frygter jeg, at han kan få svært ved at gå med klatrerne, hvis de åbner op på stigningen. Til gengæld burde en lang regnvejrsdag ikke været noget, der afskrækker danskeren, og selve opløbet kunne han vel have designet selv. Udfordringen bliver at ramme rigtigt, hvis udbruddet kører på stigningen. Sidder han med i en spurt til sidst, er det svært at se, hvem der kan slå ham. Heldigvis har han vist klart stigende form, senest på Angliru.

Astanas mange superudbrydere tæller også Gorka Izagirre. Hvis udbruddet kører på stigningen, taler meget for, at baskeren, der er vant til regnvejr, bør sidde der - endda i et sandsynligt overtal. Udfordringen bliver at gøre det færdigt, for han risikerer at være oppe mod mere spurtstærke folk. Med et stigende opløb står han dog slet ikke ringe, for han viste med 2. pladsen bag Arnaud Demare i Paris-Nice i sin tid, at han spurtevner i denne slags finaler bestemt ikke skal undervurderes.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Hvorfor ikke tage en Astana-rytter mere? Luis Leon Sanchez virkede meget overbevisende i starten, men forsvandt så lidt fra radaren, indtil han pludselig imponerede med sin kørsel på Cordal på Angliru-etapen. Robuste Sanchez burde elske denne lange etape, og han har heller aldrig haft det svært med dårligt vejr. Manden er som bekendt kongen af de tidligste måneder. Med den fine klatring har han også gode chancer for at køre væk på stigningen, og i gamle dage var han også hurtig. Min bekymring er desværre, at han stort set aldrig viser den hurtighed længere.

230 km i regnvejr? Det lugter i den grad af Michael Valgren og hans legendariske regnvejrsmotor, men der er to forbehold ved danskeren. For det første kan man frygte, at der trods alt er folk, der klatrer bedre end ham på første stigning, og for det andet risikerer han at være oppe mod hurtigere folk, selvom han slet ikke er langsom i denne type finale. Det er dog ikke helt tilfældigt, at han gjorde det så godt på Formigal i netop regnvejr, for på sine gode dage klatrer han ganske overbevisende. Formen har virket fornuftig de sidste dage, og hvis han er oppe mod hurtigere folk, må han jo bare snige sig væk, som han mestrer bedre end de fleste.

Når vi nu én gang har været ved kæphestene, må vi hellere tage en mere. Jeg er stadig begejstret for den vilde form, kolossale Dorian Godon viste på Angliru-etapen, og han burde ikke være typen, der lader sig skræmme af dårligt vejr og lange distancer. Min bekymring i forhold til ham er også den første stigning, for selvom han klatrede godt på Angliru-etapen, er det én ting at følge med og noget andet at gå med i angrebene. Sidder han der først, kan han til gengæld blive farlig, for de sidste bakker er lette, og han er en glimrende puncheur, som vi har set to gange i dette løb.

Jeg nævner også Robert Stannard, men det er med lidt modvilje. Han er stadig ret ubeskrevet, men han fremstår ikke umiddelbart som den mest robuste type på en gigantetape med dårligt vejr. Omvendt har han vist glimrende form med 5. pladsen i Suances og udbruddet på Angliru-etapen, og han er en af de få, der faktisk kan slå næsten hvem som helst i puncheurspurten til sidst. Udfordringen bliver at komme så langt, hvis udbruddet kører på stigningen, og tillige have friskheden til sidst.

Man må vel også igen nævne Julien Simon. Han har i Ardennerne vist, at distancen kan håndteres, men jeg frygter lidt, at han ikke klatrer godt nok, hvis udbruddet kører på stigningen. I Suances har han dog vist, at formen ikke er helt ringe, og i dag havde han også selvtillid nok til at lade holdet jagte. Spurten ligger i hvert fald til hans højreben, hvis han kommer så langt.

Hvis udbruddet kører på stigningen, er der gode chancer for, at Davide Formolo sidder der. Problemet for italieneren er, at han også skal gøre det færdigt, og finalen er umiddelbart for let for en fyr som ham, særligt med den kraftige modvind. Han har dog flere gange vist, at han godt kan afslutte på en bakke, og der er også gode chancer for, at UAE kan havne i et overtal, som kan bruges til at angribe på skift.

En af de ryttere, der skal indgå i det overtal, er Sergio Henao. Colombianeren har været genfødt i dette løb, og hans kørsel i Baskerlandet og Ardennerne viser, at han kan klare regn og lange distancer. Kører udbruddet på stigningen, har han gode chancer for at sidde der, og selvom målbakken slet ikke er stejl nok, har han en glimrende spurt, hvis han sniger sig væk med en mand eller to.

Meget taler også for, at Guillaume Martin er med, hvis gruppen kører på stigningen. Han genfandt nemlig nogen friskhed på Angliru-etapen, men ligesom for Formolo og Henao er finalen for let for en fyr som ham. Så sent som i Suances fik han dog vist sine puncheurevner, og sniger han sig væk med de rette folk, kan han gøre det færdigt.

Logikken siger, at Michael Woods efter i dag skal tage den med ro, så han kan hjælpe Carthy på lørdag, men hvis det hele eksploderer på første stigning, kan det meget vel være, at EF atter sender ham med, hvis han er eneste mand med klatreevnerne til at gøre det. Distancen har han det fint med, men det dårlige vjer er måske ikke til hans fordel. Målbakken er også for let, men som for Martin, Henao og Formolo gælder, at han kan spurte, hvis han sniger sig væk med de rette.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Endelig er jeg nødt til at nævne Remi Cavagna. Jeg tror ikke, at han kommer med, hvis udbruddet kører på stigningen, men sker det forinden, har han med sin fantastiske evne til tidlig solokørsel en god chance. Finalen passer ham ikke ideelt med modvind, da han er spurtsvag, men jeg er lidt forelsket i tanken om Cavagna og regnvejr. Husk hans gigantiske soloridt i Ardeche i foråret og hans flotte sejr i regnen i Toledo sidste år. Regnvejr rimer på solokørsel fra Cavagna, så lad os da bare give ham chancen, hvis han skulle være dygtig nok til at ramme udbruddet.

Ryttere som Ion Izagirre, Will Barta, Marc Soler, Jan Hirt, Carlos Verona, Mattia Cattaneo, Gino Mader, Bruno Armirail, Nans Peters, Kobe Goossens, Ide Schelling, Michael Storer, Nelson Oliveira og Clement Champoussin har meget gode chance for at sidde i udbruddet, hvis det kører på stigningen, men for at vinde skal de have held og timing i den for dem ikke ideelle finale, så de kan snige sig væk. Gonzalo Serrano vil elske opløbet og viste form i dag, men kan han køre med på stigningen? Samme forbehold har jeg for de hurtige Dion Smith, Jannik Steimle, Zdenek Stybar, Jonathan Hivert, Alex Edmondson, Anthony Roux, Tosh van der Sande, Jonathan Lastra, Aliaksandr Riabushenko, Ivo Oliveira, Jetse Bol, Stan Dewulf, Enrico Gasparotto, der virker formsvag, samt også den ellers klatrestærke Jose Joaquin Rojas. Til gengæld kan de alle afslutte, hvis de kommer afsted. Robert Power synes efterhånden at være for træt. En joker er igen Georg Zimmermann, der kan klatre og afslutte, men jeg vil alligevel blive overrasket, hvis han vinder så voldsom en etape, selvom han stadig synes at være relativt frisk.

Som sagt tror jeg ikke meget på en spurt, men skulle det ske, vil jeg egentlig tro, at de holdbare sprintere har en relativt fin chance, som de havde i 2016 - særligt fordi modvinden hjælper dem. Det vil kræve friskhed efter så mange kilometer, og opløbet stiger pænt, så vi skal stadig ud i nogle robuste typer. Hvis ikke han har endnu en offday, er Sam Bennett oplagt, for han kan klare regnvejr, klatrer godt og passer fint til bakken. Nr. 2 på min liste er Magnus Cort, der er robust og elsker denne finale, efterfulgt af Jasper Philipsen , der overraskede i Suances, hvor han viste puncheurevner, og han synes stadig i form. Pascal Ackermann klatrer forrygende lige nu, men jeg har lidt sværere ved at se ham vinde en spurt, der stiger så kraftigt. Det betyder til gengæld, at folk som særligt Jon Aberasturi, men også Alex Aranburu, Robert Stannard, Dion Smith, Julien Simon, Ivo Oliveira (hvis Philipsen er væk), Aliaksandr Riabushenko (hvis Philipsen er væk), Andrea Bagioli (hvis Bennett er væk), Tosh van der Sande, Dorian Godon, Anthony Roux, Carlos Barbero, Reinardt van Rensburg og Jose Joaquin Rojas alle kan være med. Man skal heller ikke afskrive Primoz Roglic, selvom den kan være for let, i hvert fald mod en frisk Bennett. Til gengæld bør den med sikkerhed være for let for folk som Dan Martin og Felix Grossschartner, og Alejandro Valverde vil næppe satse livet i en regnvejrsspurt. De øvrige sprintere bør få det for svært.

Feltet.dks vinderbud: Omar Fraile

Øvrige vinderkandidater: Rui Costa, Alex Aranburu

Outsidere: Tim Wellens, Andrea Bagioli, Nick Schultz, Magnus Cort, Gorka Izagirre

Jokers: Luis Leon Sanchez, Michael Valgren, Dorian Godon, Robert Stannard, Julien Simon, Davide Formolo, Sergio Henao, Guillaume Martin, Michael Woods, Remi Cavagna

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Sam Bennett, Magnus Cort, Jasper Philipsen, Jon Aberasturi, Alex Aranburu, Robert Stannard, Primoz Roglic, Pascal Ackermann, Dion Smith, Carlos Barbero, Julien Simon, Andrea Bagioli, Reinardt van Rensburg

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Jonas Vangenechtens sejr fra 2016, hvor de sidste 120 km var de samme, men hvor målstregen var placeret inden sidste sving og i stedet et stykke længere ned ad vejen.