Kan I huske dengang løbsdirektøren for Tour de France hed Jean-Marie Leblanc? Det var dengang Tour-ruten altid fulgte et helt klassisk mønster. En prolog skød showet i gang, hvorefter der fulgte en næsten helt flad første uge, gerne med et holdløb undervejs, hvor sprinterne kunne kæmpe om trøjen via de 20, 12 og 6 bonussekunder, der lå på målstregen. Senere i løbet fulgte oftest to flade enkeltstarter på ca. 50 km, den første efter en uges tid og den anden på 20. etape, og i den anden og tredje uge lå så de to bjergblokke i hhv. Pyrenæerne og Alperne. Naturligvis var der afvigelser, men grundskitsen var i alt væsentligt den samme.

Det betød også, at vinderen oftest var den alsidige type, som en grand tour jo i sin essens er skabt til at hylde. Således blev løbet i årene mellem 1989 og 1997 altid vundet af en rytter, der også kørte med om sejren på enkeltstarterne, og efter at Marco Pantani brød trenden, fulgte syv år, hvor Lance Armstrong var en om muligt endnu mere komplet vinder en gennemsnittet. Klatrerne var ganske vist med i kampen om sejren, når temposvage folk som Richard Virenque, Pantani, Fernando Escartin og Joseba Beloki kunne gå på podiet, men det var de mere alsidige folk, der løb med den gule trøje.

Det føles allerede som en menneskealder siden. Siden Christian Prudhomme i 2008 overtog ansvaret, er Tour-ruten blevet helt anderledes. Den nye chef har ikke kunnet skjule sin foragt for enkeltstarter, og nærmest helt systematisk har han skåret antallet af enkeltstartskilometer så meget ned, at der i de senere år kun har været én enkeltstart over kun ca. 30 km. Holdløbet er blevet en sjældenhed, og når det optræder, er det i en betydeligt kortere version end tidligere, og i dag fremstår Touren ofte som den mest enkeltstartstunge af de tre grand tours.

Læs også

Dumoulin har klar holdning til Van der Poel vs. Pogacar

Samtidig er ruten blevet mere varieret. Det er ellers lidt af en opgave i et land, hvor geografien slet ikke er så alsidig som i Italien og Spanien, hvor man kan finde svære stigninger i det meste af landet. I Frankrig findes det mest interessante terræn koncentreret i nogle afkroge, mens det meste af den nordlige del af landet, hvor første uge ofte køres, er pandekageflad. Løsningen på den udfordring har været at opfinde flere puncheuretaper tidligt i løbet, bruge brostenene i Nordfrankrig oftere samt i stigende grad af gøre brug af de mindre bjergkæder Vogeserne, Jura-bjergene og Massif Central.

Det har ikke ændret på, at vinderen ofte har været en komplet rytter, men Carlos Sastre, Andy Schleck og Egan Bernal har vist, at man i den nye virkelighed godt kan vinde løbet, selvom man ikke er en stor temporytter. Og de fleste af de komplette ryttere, der har vundet, nemlig Alberto Contador, Cadel Evans, Chris Froome, Geraint Thomas og Tadej Pogacar (der dog stadig har til gode definitivt at bevise sine tempoevner på en mere klassisk enkeltstart), har alle klatret så godt, at de enten har vundet eller været meget tæt på at vinde bjergetaper også. Kun én gang, nemlig i 2012, eksperimenterede Prudhomme med en tilbagevenden til et mere klassisk format, og det gav mulighed for sejr til Bradley Wiggins, der må mere gammeldags maner kunne grundlægge triumfen primært i kraft af sine tempoevner.

Mest markant har udviklingen været i 2019 og 2020, hvor ruterne har været skabt til bjergryttere. Sidste år blev løbet beskrevet som højdernes Tour de France grundet de mange passager af bjerge i mere end 2000 m, og i år var antallet af stigninger og bjerge betydeligt mere omfattende end vanligt på en rute, hvor man besøgte alle landets bjergkæder, Alperne og Massif Central endda hele to gange. Og den eneste enkeltstart var i begge tilfælde er uhyre kuperet sag.

Alsidighed belønnes

Det har til gengæld også affødt nogen kritik. Hvis formålet med en grand tour er at hylde alsidigheden, har de seneste løb været en anelse for ensidige. Det er ikke svært at se motivet for Prudhommes designs, nemlig at undgå at den tempostærke Froome med sit stærke Ineos-mandskab lagde løbet i et endnu strammere jerngreb, end han allerede gjorde, men man kan sagtens argumentere for, at det skete på bekostning af hele grundideen med det, der vel er cykelsportens svar på atletikkens tikamp.

I det lys er der utvivlsomt mange, der har set en vis tilfredsstillelse i den 2021-rute, som Prudhomme søndag aften præsenterede ved et anderledes og langt mere coronasikkert arrangement end det klassiske show i parisiske Palais des Congres - præcis ligesom mange med hang til bjerge vil ærgre sig. Man forestiller sig, at det er sket med nogen modvilje, men den franske løbschef har for en stund lagt det innovative på hylden og er vendt tilbage til et mere klassisk Leblanc-format, hvor der er skruet op for enkeltstartskilometerne og ned for antallet af mellemetaper, så der tegner sig en rute, der er langt mere i overensstemmelse med den tradition, vi kendte.

Nej, det er ikke en rigtig Leblanc-rute. Prologen er ikke tilbage, holdløbet er skrinlagt igen i år, og de to enkeltstarter, der helt klassisk kommer i uge 1 som 5. etape og på 20. etape, er med distancer på hhv. 27 og 31 km kun tilsammen af samme længde som en klassisk Leblanc-enkeltstart. Til gengæld er det slut med de kuperede ruter, vi har set i de seneste to år, for med hhv. 296 og 239 højdemeter i nogle af Frankrigs fladere egne, er det denne gang guf for wattmonstrene, mens de lette klatrere kommer til at bløde over de i alt knap 60 km.

Alperne og Mont Ventoux indleder bjergene

Heldigvis for de små folk er der ikke skruet voldsomt ned for bjergudfordringerne - kun op for tempoudfordringerne. Ganske vist er der ikke det samme tårnhøje antal bjergetaper som i år, men til gengæld har de, der er tilbage, mere potentiale til at skabe splittelse end årets bjergetaper, der med kongeetapen til Col de la Loze som den markante undtagelse var designet med en særligt let finale, som gjorde det let for Jumbo-holdet at ”køre tog” og sætte Primoz Roglic op til at køre finale på den sidste kilometer. Det bliver vanskeligere denne gang, hvor bjergetaperne i hvert fald i et vist omfang gør det lettere at lægge op til en kamp mand mod mand mellem kaptajnerne.

Som led i det klassiske design skipper man denne gang alle øvrige bjergkæder og koncentrerer bjergudfordringerne i Alperne og Pyrenæerne, dog med Mont Ventoux-etapen som en markant undtagelse. Efter den første uges tid i Nordfrankrig er det for første gang siden 2018 Alperne, der kommer først og derfor også i den letteste variant, men stadig med to korte, intense etaper med et udmærket potentiale. Det gælder særligt 8. etape til Le Grand-Bornand, hvor finalen med dobbeltstigningen bestående af Col de Romme og Col de la Colombiere var rammen om et fantastisk opgør mellem Contador og Schleck-brødrene i 2009, men som også gav en gigantisk fuser i 2018. Denne gang er håbet, at den tidlige enkeltstart kan have skabt nogle forskelle, der giver betydeligt mere risikovillighed end den afventende kørsel for to år siden. Dagen efter venter så en endnu sværere etape, hvor antallet af højdemeter øges fra 3500 til 4600, men hvor målbjerget op til skisportsstedet Tignes desværre mere er kendt for sin længde end sin stejlhed, og hvor man derfor kan få svært ved at knække eksempelvis et stærkt Jumbo-tog.

Det næste slag følger på løbets 11. etape, der vel nok er den mest omtalte. Her skal mytiske Mont Ventoux nemlig for første gang nogensinde bestiges fra to forskellige sider på en 200 km lang etape med 4600 højdemeter. Som bekendt er Giganten i Provence en modbydelig sag, der kan splitte feltet til atomer, men den første opkørsel fra den letteste side er desværre ikke noget særligt. Det reelle slag skal slås på den klassiske opkørsel til sidst, men vi ved også af erfaring, at modvind i månelandskabet på toppen kan have en temmelig dræbende effekt. Med den lidt tvivlsomme beslutning om for første gang siden 1994 at efterfølge bjerget af en lang nedkørsel kan man derfor frygte, at etapen ikke giver det ventede spektakel, hvis vinden står forkert onsdag d. 7. juli.

Læs også

Valverde vinder igen

Vanskelig udgave af Pyrenæerne

Skulle etapen gå i vasken for klatrerne, kan de glæde sig til Pyrenæerne. Efter to sæsoner, hvor den sydvestlige bjergkæde er kommet i en lidt tam lightudgave, får tinderne på grænsen til Spanien i år en langt mere prominent placering. Hele tre store bjergslag venter, og de to sidste af slagsen har så svære bjergfinaler, at de næsten umuligt kan skuffe - slet ikke når der udsigt til 31 km enkeltstart et par dage senere.

Den mindst afgørende af de tre bliver nok den første, nemlig 15. etape, hvor man skal en tur ind i Andorra og som eneste gang i 2021-udgaven for alvor op i højderne, når den højeste asfalterede vej i Pyrenæerne, nemlig Port d’Envalira i 2406 m højde passeres undervejs på en dag med 4500 højdemeter over knap 200 km. Det er dog mere en dag, hvor løbet kan tabes, for i selve finalen er der kom den korte, men ganske stejle Col de Beixalis, der sagtens kan skabe forskelle, men også efterfølges af en relativt lang og kun på den øvre del teknisk nedkørsel.

Det bliver snarere 17. og 18. etape, der bliver afgørende. Der lægges ud med en relativt lang etape med tre bjergpas, 4300 højdemeter og en herlig tilbagevenden til den nye og meget svære perle, Col du Portet, hvor Nairo Quintana rejste sig fra de døde og ved debuten i 2018 vandt kongeetapen. Dagen efter må nostalgikere slikke sig om munden ved udsigten til bare 130 km lange 18. etape, der nok kun har 3500 højdemeter, men til gengæld byder på samme finale med først Col du Tourmalet og siden Luz-Ardiden, hvor vi i 2003 var vidner til et af nyere Tour-histories mest medrivende dramaer, da Jan Ullrich først så ud til at have Lance Armstrong på knæ, da han kørte væk fra amerikaneren på Tourmalet, for siden på Luz-Ardiden at få amerikaneren direkte i nakken - endda efter at han havde været i asfalten efter lidt for nær kontakt med en pose. Tourmalets vanskelighed kender alle, og selvom Luz-Ardiden ikke har samme vanskelighed som Col du Portet, er det et målbjerg, der er rigeligt svært til at skabe forskelle i klatrernes sidste chance inden den afgørende enkeltstart to dage senere.

Sprinter- og puncheurfest

Også på andre områder er løbet langt mere klassisk end tidligere. Prudhomme har aldrig været bange for sprinteretaper, men i år løb de fleste sprintere skrigende væk ved udsigten til en usædvanligt sprinterfattig rute, hvor de få sprinterchancer, der var, stort set alle havde mange udfordringer. I 2021 kan vi til gengæld godt regne med, at de hurtige folk alle melder sig til, for der bliver masser at komme efter. Den første uge er næsten lige så flad som i gamle dage, og 3. etape (1600 højdemeter), 4. etape (1400 højdemeter) og 6. etape (800 højdemeter) er vitterligt flade med flade opløbsstrækninger. Efter Alperne venter så endda også en sprintervenlig anden uge, hvor de hurtige folk kan komme til fadet på 10. etape (1400 højdemeter), 12. etape (1900 højdemeter) og 13. etape (1900 højdemeter), og selvom særligt de to førstnævnte har nogle lidt længere stigninger, virker terrænet ikke for svært for de fleste af de hurtige folk.

Selv den klassiske sprinterchance på 19. etape, som Leblanc også næsten altid havde, er tilbage på en næsten helt flad rute med 1200 højdemeter over mere end 200 km, inden sprinterne selvfølgelig får deres sidste og denne gang hele 8. chance på den afsluttende paradeetape til Paris (700 højdemeter). I det lys ser det ud til, at Peter Sagan skal være kreativ, hvis han skal genvinde sit grønne monopol, for umiddelbart ligner det mere end Sam Bennett- end en Sagan-rute, når hele otte etaper har helt flade afslutninger uden specielt svære bakker i finalerne. Til gengæld er det ikke nødvendigvis godt nyt for klassementsrytterne, der skal frygte vinden både i Nordfrankrig i den første uge og særligt, når vi på 12. og 13. etape rammer området, der er kendt for den kraftige mistralvind.

Sprinterne får det dog ikke helt, som de vil have det. Siden 2013 er det ellers kun sket to gange, at de ikke har kunnet kæmpe om den gule trøje på 1. etape, men selvom Prudhomme dog ikke går i Leblancs fodspor med en prolog, må de denne gang opgive den drøm. Der venter nemlig en herlig puncheurweekend i Bretagne som løbets indledning, og ligesom i 2008, hvor Alejandro Valverde i netop Bretagne sikrede sig den første gule trøje, og i 2011, hvor ustoppelige Philippe Gilbert gjorde det samme, bliver det i år de eksplosive afsluttere, der som ende på en rute med 2600 højdemeter skal spurte op ad en bakke (3 km, 5,6%) i kampen om den første tur i gult. Dagen efter venter en lignende, men endnu sværere afslutning, når Mur-de-Bretagne, hvor Cadel Evans, Alexis Vuillermoz og Dan Martin alle har vundet inden for de seneste 10 år, skal bestige hele to gange som afslutning på en ellers ikke alt for svær etape, naturligvis med mål på toppen. Med to så udprægede puncheuretaper som start på løbet er det ikke svært at tænke sig til, at der formentlig er en vis fransk verdensmester, der allerede drømmer om at give sine regnbuer et vist gult præg i et par dage, inden det på 5. etape går løs med enkeltstarten.

Den lidt kedelige franske geografi betyder, at Touren altid er den grand tour med mindst guf til udbryderne. Det gælder særligt i 2021, hvor man dropper alle de mellemsvære bjerge og stort set kun befinder sig enten i det flade nord eller i de høje bjerge. Lidt mellemetaper er det dog blevet til på den i moderne Tour-sammenhæng uhørt lange 7. etape, der over knap 250 km byder på 3100 højdemeter, der næsten alle er koncentreret i den sidste tredjedel, hvor stigningerne er mange, men ikke svære, over de 2800 højdemeter på 14. etape, hvor man i udkanten af Pyrenæerne finder et hav af relativt korte, men ganske stejle bjerge,  og slutteligt på 16. etape, hvor de 3300 højdemeter tæller hele tre rigtige pyrenæerbjerge, men hvor 35 flade kilometer til sidst udelukker, at det bliver en dag for klassementsfolkene, der i stedet skal satse på at slå til på de to bjergetaper de efterfølgende dage.

Vindere og tabere

Det er nemlig primært her, at de skal vinde løbet, og det er de næppe helt tilfredse med. Nok er bjergetaperne svære, men knap 60 km tonserenkeltstart, to puncheurfinaler på de kringlede veje i Bretagne og hele otte sprinteretaper, hvor flere afvikles i potentielt blæsende områder, er langt mere indbydende for den komplette cykelrytter end den endimensionelle klatrer. Der er således næppe tvivl om, at Jumbo allerede har fastlagt sæsonhøjdepunktet for Primoz Roglic og Tom Dumoulin, mens Steven Kruijswijk måske gør klogt i at satse lidt anderledes, når vi kender ruterne for de øvrige grand tours. Ineos må også være fristede af at give Geraint Thomas en måske sidste Tour-chance som supplement til Egan Bernal, der næppe jublede søndag aften, og det er bestemt heller ikke uden grund, at Deceuninck-mandskabet nu alligevel er begyndt at spekulere på, om det er muligt for Remco Evenepoel at kombinere Touren med 2021s helt store mål, OL i Tokyo, hvis afvikling dog stadig er omgærdet af nogen usikkerhed. Og selvom det stadig ikke tyder på, at han når sit gamle niveau igen, er Chris Froome næppe heller utilfreds med en rute, der netop belønner hans enorme alsidighed.

Til gengæld er det små folk næppe begejstrede. Selvom han overraskede stort på årets kuperede enkeltstart, også på den flade del, må Tadej Pogacar sande, at ruten ligger mere til landsmanden Roglic, der efter al logik vil være stærkere på de to flade enkeltstart, særligt den restituerede af slagsen på 5. etape, hvor Pogacars motor slet ikke er varmet op endnu, ligesom udsigten til sidevind næppe tiltaler Tour-vinderen og det sidevindssvage UAE-mandskab. Thibaut Pinot lød i går heller ikke ovenud begejstret, og da han i forvejen har luftet tanken om at komme tilbage på grand tour-sporet i et andet løb, er det vel ikke helt usandsynligt, at han denne gang retter fokus mod Giroen og/eller Vueltaen, mens Arnaud Demare kan forsøge at overføre lidt af Giro-succesen til hjemmebaneløbet, og unge David Gaudu som bretoner måske kunne få sin chance som skyggekaptajn bag holdets sprinter. Astana står også med en hovedpine med en rute, der slet ikke passer hverken Miguel Angel Lopez (hvis han ender med at blive), Aleksandr Vlasov og for den sags skyld heller ikke Jakob Fuglsang, hvis han alligevel skulle have mod på endnu en tørn, og også Emanuel Buchmann kunne nok have ønsket sig en betydeligt mere bjergtung rute. Og Bahrain med Mikel Landa, Sunweb med Romain Bardet og Movistar med Enric Mas og Alejandro Valverde havde utvivlsomt ønsket sig mere 2020-touch over 2021-ruten.

De har imidlertid haft deres chance. Den havde de i 2019 og 2020, men nu tippes balancen. De sprintere, der løb skrigende væk i oktober sidste år, slikker sig om munden, og de alsidige ryttere, der har forbandet, at de ikke kunne bruge deres tempoevner, får denne gang chancen for at vise, at de er betydeligt mere komplette end de små drenge. Nogle vil finde det tilfredsstillende, at alsidighed endelig atter belønnes, og andre vil hade det, men mon ikke traditionalisten Leblanc godter sig over, at det anarki, Prudhommes eksperimenter har skabt, for en stund sættes på pause med en tilbagevenden til et Tour de France, som vi kendte det fra de gode, gamle dage?