\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Foto: Sirotti
Forklaringen var, at den lange 2011-sæson havde udmattet belgieren, som dog alligevel var flere år om at vende tilbage til noget, der mindede om hans ufatteligt høje topniveau. Og selvom Gilbert i skrivende stund stadigvæk regnes blandt cykelsportens absolutte elite, transformerede han aldrig tilbage til den sejrsmaskine, han var inden BMC-skiftet.
Cadel Evans
Tour de France-vinderen fra 2011 fyldte i starten af 2012-sæsonen 35 år, og hans nedtur var derfor knap så overraskende som Gilberts. Alligevel havde den australske klassementsrytter nok håbet på mere end en syvendeplads i et fejlslagent titelforsvar, hvor han sluttede hele 15 minutter og 49 sekunder efter Bradley Wiggins i den gule trøje, og hvor han også måtte se sig slået af den unge holdkammerat Tejay Van Garderen.
Foto: Sirotti
Team Skys 1-2 med Wiggins og Chris Froome på podiets to øverste trin leverede også et symbolsk slag til BMC Racing Team, der både i Tour de France og resten af sæsonen måtte sande, at briternes ’superhold’ var langt bedre sammensat og organiseret end deres eget.
Med en podieplads i Giro d’Italia det efterfølgende år viste Evans, at han stadigvæk var en cykelrytter med format. Men der er ingen tvivl om, at hans niveau var dalende allerede i 2012, og blot to hele sæsoner mere blev det til, inden australieren i starten af 2015 kørte sit sidste professionelle cykelløb i hjemlandets Tour Down Under.
Thor Hushovd
Det norske islæt på BMC havde den klart værste sæson af alle holdets profiler, da langvarig sygdom, som første blev diagnosticeret i efteråret, ødelagde hele hans sæson. Blot 28 løbsdage blev det til, og da ingen af dem endte med Hushovd som sejrherre, var der tydeligvis noget galt. Til sammenligning tog den robuste sprinter to flotte etapesejre i Tour de France i 2011, og der var store forventninger til ham i 2012 - både i klassikerne og som etapejæger i de store etapeløb.
Forbedringerne var markante den efterfølgende sæson, hvor virussen var ude af verden. Men som tilfældet også var for Evans, løb tiden fra Hushovd. Nordmanden var fyldt 35, inden han sygdomsfrit kunne køre løb igen, og i sine sidste to sæsoner som professionel blev han end ikke udtaget til Grand Tours, inden han i slutningen af 2014 sagde stop.
Sæsonens lyspunkter
Selvom de tre største profiler skuffede, var der enkelte lyspunkter i det storsatsende holds 2012-sæson. Alessandro Ballan sluttede på tredjepladsen i både Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og i førstnævnte beviste Greg Van Avermaet én gang for alle, at han også på brostenene havde en stor fremtid, da han tog fjerdepladsen.
Også de amerikanske stortalenter Taylor Phinney og Tejay Van Garderen imponerede. Førstnævnte var i sin blot anden sæson som professionel, men var ikke desto mindre stærkest på første etape af Giro d’Italia - en prolog i Hernings gader. Phinney kørte i førertrøjen de næste tre dage, og efter en lovende junior- og U23-karriere var de færreste i tvivl om, at han kunne blive en af de allerbedste cykelryttere i verden. Sådan skulle det dog ikke gå, som vi ved nu.
Foto: Sirotti
Heller ikke Van Garderens karriere er gået som forventet, men 2012-sæsonen kan ingen tage fra ham. Den dengang 24-årige amerikaners femteplads og ungdomstrøje i Tour de France var højdepunktet i en sæson, der også bød på en femteplads i Paris-Nice og fjerdepladsen til VM i enkeltstart. Siden har han vist glimt af sit talent, men det er aldrig blevet til den succes i Grand Tours, som store dele af cykelverden dengang nærmest tog for givet.
Hvad skete der med holdet siden?
Trods lyspunkterne kunne BMC Racing Team som helhed og dets storsatsende ejer på ingen måde være tilfredse med en sæson, hvor de største navne alle floppede. Man gav stjerneparaden en chance til i den efterfølgende sæson med større succes, men ikke desto mindre blev det alligevel kun til to WorldTour-sejre, og de dyre investeringer fra 2012 betalte sig aldrig for alvor.
De efterfølgende sæsoner bød i stedet på stor udskiftning og fornyelse, men først i 2018 sagde cykelsporten helt farvel til det storsatsende BMC-hold, da ejeren Andy Rihs afgik ved døden, og mange af profilerne skiftede væk grundet den efterfølgende usikkerhed om holdets fremtid. Mandskabet blev reddet af det polske firma CCC og kører stadigvæk på WorldTouren, men på rytterfronten er det svært at se, at der er tale om det samme hold.
Faktisk er Greg Van Avermaet det eneste navn, der dukker op i både 2012s BMC-trup og 2020s CCC-trup. Og identiteten er markant forandret på et hold, hvor formentligt kun netop Van Avermaet og klassikermakkeren Matteo Trentin havde været på indkøbslisten op til 2012-sæsonen.
BMC Racing Team-ryttere i 2012:
Alessandro Ballan
Adam Blythe
Brent Bookwalter
Marcus Burghardt
Steve Cummings
Yannick Eijsen
Cadel Evans
Mathias Frank
Philippe Gilbert
George Hincapie
Thor Hushovd
Martin Kohler
Klaas Lodewyck
Amaël Moinard
Steve Morabito
Taylor Phinney
Marco Pinotti
Manuel Quinziato
Timothy Roe
Mauro Santambrogio
Ivan Santamorita
Michael Schär
Johann Tschopp
Greg Van Avermaet
Tejay Van Garderen
Danilo Wyss
Har du et særligt bemærkelsesværdigt mandskab i tankerne? Så har du mulighed for at komme med et bidrag, som vil blive bragt på Feltet.dk. Læs mere om det her.