Vuelta a Espana: Hovedudfordrerne (****)
18. august 2022 16:57Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Mens det ofte er en kamp for Giro d’Italia at tiltrække de store grand tour-stjerner, er det i de senere år blevet stadig mere populært for de store navne at slutte sæsonen med endnu et stort slag i de spanske bjerge. Vuelta a Espana-løbsdirektør Javier Guillen har flere gange måttet knibe sig selv i armen over de fremragende startfelter, han har kunnet tiltrække, og samme arm kan meget være blevet øm igen, for selvom det heller ikke i år blev til nogen Vuelta-deltagelse for Tadej Pogacar, er det svært at brokke sig over et favoritfelt, der føres af den tredobbelte vinder Primoz Roglic, tæller årets Giro-vinder, flere tidligere grand tour-vinder og en serie af sportens allermest spændende talenter. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

 

Annonce

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

 

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, og i 2021 kunne byde på en med spænding imødeset duel mellem Primoz Roglic og Egan Bernal, har løbsdirektør Javier Guillen bestemt heller ingen grund til at brokke sig denne gang. Ganske vist indløb der alligevel et afbud fra Tadej Pogacar, selvom sloveneren oprindeligt havde barslet med planen om for første gang at køre to grand tours, men Guillen kan stadig præsentere så bredt et favoritfelt, at det kan være svært at skære det ned til de 15 navne, som disse optakter rummer.

 

Det største navn er selvfølgelig Roglic, der kan skrive historie ved at vinde løbet for fjerde år i træk, men han får kam til sit hår. Igen i år skal han nemlig slå den regerende Giro-vinder, Jai Hindley, og faktisk skal han besejre hele Giro-podiet, da også Richard Carapaz og Mikel Landa er til start. Tidligere grand tour-vindere er der også mange af, når han skal op imod Simon Yates, Tao Geoghegan Hart, Nairo Quintana, Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde, og Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Hugh Carthy, Esteban Chaves og Jack Haig har alle været på podiet i Vueltaen.

Highlight: Primoz Roglic vinder 17. etape af Vuelta a España

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

 

Dertil skal lægges Joao Almeida, Ben O’Connor, Wilco Kelderman, Emanuel Buchmann, Gino Mäder og Domenico Pozzovivo, der alle har været i top 5 i grand tours, mens Pavel Sivakov, Fausto Masnada, Jan Hirt, Louis Meintjes, Marc Soler, Wout Poels, David de la Cruz, Bob Jungels, Luis Leon Sanchez, Julian Alaphilippe, Juan Pedro Lopez og Hermann Pernsteiner eller komme til løbet med tidligere top 10-placeringer i de lange etapeløb. Lægger man dertil, at løbet byder på nogle af sportens mest spændende talenter i form af Remco Evenepoel, Carlos Rodriguez, Sergio Higuita, Juan Ayuso, Brandon McNulty og Thymen Arensman, hvis evner over tre uger stadig er relativt ukendte, står det klart, at Guillen kun kan være svært tilfreds med de ryttere, der over de kommende tre uger skal slås om den samlede sejr i årets sidste grand tour.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

 

Primoz Roglic (****)

Der er næsten blevet noget lidt rituelt over det. Vueltaen har altid, siden løbet blev flyttet til sin nuværende kalenderplacering, haft karakter af at være cykelsportens trøstepræmie, hvor ryttere har haft lejlighed til at tage revanche for en sæson, der ikke er gået som ønsket, og ikke sjældent har det været et fejlslagent eller uheldigt Tour de France, der har skullet revancheres. Listen over ryttere, der har reddet en sæson på de stejle spanske skråninger er lang, men ingen har vel nogensinde brugt løbet mere entydigt på den facon end Primoz Roglic.

Annonce

 

Nu vil det være urimeligt at sige, at Roglic har skullet bruge Vueltaen til at redde sin sæson. Som en af nyere tids suverænt mest dominerende skikkelser er sloveneren aldrig kommet til Spanien uden at have vundet et hav af store cykelløb forinden. Når han på fredag stiller til start for fjerde gang, er det imidlertid fjerde gang, han møder op på ryggen af en grand tour, der ikke gik som ønsket.

 

Sådan var det allerede i 2019. Dengang var det store mål nemlig Giroen, men som bekendt endte det italienske løb som en stor skuffelse, da en syg og forslået Roglic kun med det yderste af neglene kunne sikre sig en podieplads. Heldigvis var der trøst at hente i Spanien senere på året, hvor monsteret var lige så suverænt, som han havde været i alle sæsonens øvrige løb og i overlegen stil sikrede sig karrierens første grand tour-sejr på de spanske landeveje.

 

Sådan var det også i 2020. For to år siden kom Roglic til Spanien umiddelbart efter karrierens i særklasse største skuffelse, hvor vennen Tadej Pogacar havde flået den gule førertrøje af hans skulde på et tidspunkt, hvor man ikke kunne have fortænkt ASO i allerede at have indgraveret Roglics navn i sejrspokalen. Alligevel gjorde Jumbo-kaptajnen det umulige og lykkedes med at mobilisere den nødvendige motivation til at runde sæsonen af på den smukkest tænkelige måde ved at tage både karrierens første monumentsejr i Liege og forsvare Vuelta-titlen - grundet træthed ganske vist ikke i samme overlegne stil som i 2019, selvom det undervejs skam blev til beskedne fire etapesejre og endnu en pointtrøje også.

 

Historien gentog sig sidste år. Dengang var det gået endnu værre end i de foregående her, for her havde han ingen forudgående podiepladser. Her var han i stedet styrtet ud af Touren, inden den reelt var kommet i gang, men det forhindrede ham ikke i at runde sin sæson af med både OL-guld og en ganske suveræn Vuelta-sejr, der igen krydredes med fire etapesejre og ikke mindst et mindeværdigt soloridt på Lagos de Covadonga.

 

Når Roglic i disse dage sætter sig på flyet til Holland, sker det igen for at jagte revanche efter en gigantisk skuffelse. Som det var tilfældet for et år siden, sluttede hans Tour reelt, inden den var kommet i gang, og selvom han denne gang nåede at spille en altafgørende rolle i at Jumbos store kup mod Tadej Pogacar i Alperne og derved bidrage stort til Jonas Vingegaards samlede sejr, som han havde en enormt stor andel i, betød endnu et uheld, denne gang på brostensetapen, at det franske løb for tredje gang i træk endte i en gigantisk skuffelse.

 

Men så er det jo godt, han har Vueltaen. Her plejer han altså at samle stumperne og at komme hjem med både samlet sejr og en skovlfuld etapesejre, men for første gang stiller han ikke til start som den soleklare storfavorit, han var i alle årene mellem 2019 og 2021. Denne gang er hverken hans forberedelse eller hans sæson nemlig gået så snorlige, at det ligger på den flade, at Roglic vil skrive historie som den første rytter med fire samlede sejre i træk.

 

Det er der to årsager til. Den første er den mest bekymrende og årsagen til, at ethvert forsøg på at vurdere Roglics sejrschancer i virkeligheden er ren spekulation og gætværk. Det er nemlig kun Jumbo-mandskabet og Roglic selv, der reelt ved, hvor velforberedt sloveneren er, efter at Tour-styrtet viste sig langt mere alvorligt end først antaget. Der har været rygter om tre brækkede ryghvirvler, og selvom det altid er bekræftet, er det i hvert fald sandt, at Roglic kun har trænet på landevejen i en uges tid - i hvert fald hvis han ikke bruger sine sociale til at fylde omverdenen med løgn.

 

Hvis det er sandt, er det svært at tro, at Roglic kan være på 100%. Den tese underbygges af, at den endelige beslutning om hans deltagelse angiveligt først blev taget mandag, altså bare to dage inden hele showet indledes med holdpræsentationen i Holland. Netop det forhold at løbet starter i Holland, gør også, at Jumbo-mandskabet vel har været villige til at løbe en vis risiko, naturligvis ikke med hans helbred, men ved at sende ham til start, selvom han reelt ikke er klar. Det har været vigtigt for holdet at kunne præstere i et løb, der i år er et særligt stort mål for dem, og derfor er de formentlig gået langt for at få deres stjerne til start. Også Roglic selv har nok været villig til at tage chancen og håbe, at formen rækker, når det er nu, han har mulighed for at skrive historie.

 

Alt sammen er det dog så meget spekulation, at det ene gæt på Roglics form kan være lige så godt som det andet. Hvad der til gengæld ikke er spekulation, er, at Roglic i år har været en temmelig tam skygge af det altædende monster, han plejer at være.

 

Selvfølgelig er det svært at sige, at han har haft et dårligt forår, når han har vundet både Paris-Nice og Criterium du Dauphiné, og vi kan også undskylde hans efter hans standard rystende dårlige præstation i Baskerlandet med den knæskade, der plagede ham i den periode. Der er bare meget, der tyder på, at han ikke havde vundet de to løb, hvis ikke det havde været for hans hold.

Annonce

 

Det er i hvert fald ret klart, at Paris-Nice formentlig var gledet ham af hænde, hvis ikke han havde haft Wout van Aert ved sin side, da krisen meldte sig på den ellers ikke alt for vanskelige sidste etape omkring Nice, og var Daniel Martinez ikke punkteret, er det meget tænkeligt, at han havde tabt løbet alligevel. Det er også svært at tro, at Jonas Vingegaard ikke havde vundet Dauphiné, hvis de stjerner havde været rivaler og ikke holdkammerater. Ingen kan i hvert fald være i tvivl om, hvem af de to der var stærkest på Plateau de Solaison, og det gjorde næsten ondt at se, hvordan Roglic lidende blev båret op ad bjerget af sin danske holdkammerat. Vi kender nemlig det fjerne blik, han har, når han er presset, og det var desværre det, vi så den søndag eftermiddag - ikke det faste og determinerede blik, han har, når han er i sit usårlige hjørne. Allerede inden bjergetaperne talte flere ryttere i feltet om, at han kørte mærkeligt i feltet, hvor han tabte positioner og ofte gled baglæns, og han underpræsterede klart på enkeltstarten, selvom han endte som nr. 5. Ind imellem de to løb kostede hans overraskende svage kørsel måske Van Aert sejren i Milano-Sanremo, da han blev sat på Poggio.

 

Også hans Tour startede lidt tamt. Normalt burde Roglic aldrig blive slået af Vingegaard på en kort, teknisk enkeltstart i København, og da han sov i timen og slet ikke sad hos sit hold, da Jumbo-mandskabet sprængte feltet til atomer med chokangrebet på 4. etape, var det svært ikke at tænke tilbage på Dauphiné-meldingerne om en Roglic, der bevægede sig mærkeligt rundt i feltet. Det var i hvert fald ikke en overbevisende start, inden styrtet definitivt satte ham ud af spillet.

 

Det er selvfølgelig dåbsattesten, der gør det hele bekymrende. I denne vidunderbørnenes tidsalder er det i sig selv vanskeligt at blande sig med de bedste, når man har rundet de 30, og Roglic fylder jo altså 33 til oktober. Det er bestemt ikke lettere i grand tours, hvor det synes ret klart, at restitutionen aftager relativt kraftigt, når man har rundet de 30. Allerede nu er Roglic den 9. ældste vinder af Vueltaen nogensinde, og hvis han vinder igen i år, hopper han direkte op på 4. pladsen - og han er endda kun få måneder fra at være nr. 2 bag den suveræne alderspræsident, Chris Horner. Også de andre grand tours dokumenterer klart, at det ikke er let at vinde lange etapeløb, når man er et stykke over de 30.

 

Man kan altså med rette frygte, at vi har set den bedste udgave af Roglic, og at vi aldrig igen vil se det usårlige monster, der ellers var så imponerende i 2019 og 2020. Allerede i 2021 fornemmede man nemlig, at han ikke var helt så overlegen som tidligere. Ja, han vandt kongeetapen i Paris-Nice, men han kunne i første omgang end ikke køre fra Maximilian Schachmann, og senere oplevede han mærkelige og helt usædvanlige nedture i Liege og Lombardiet. Hans Vuelta-sejr var flot, men indtil Enric Mas styrtede, havde han sit hyr med at komme af med sin spanske rival.

 

Er det så umuligt for ham at genvinde Vueltaen? Nej, slet ikke. Det er ikke uden grund, at han er bookmakernes storfavorit, og jeg betragter det da også som lidt af et sats, at jeg rangerer Jai Hindley højere end ham. Han vandt som sagt både Paris-Nice og Dauphiné, hvilket klart dokumenterer, at Roglic ikke er en nogen dårlig cykelrytter - tværtimod.

Annonce

 

Touren gav også et betydeligt håb. Når vi nu ved, hvor pokkers ondt den stakkels slovener havde, er det jo faktisk lidt af et mirakel, at han på La Planche des Belles Filles blev nr. 3 bag Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard. At han så aktivt kunne bidrage til Vingegaards kup på Granon, krævede også en vis fysisk styrke, for undervejs befandt han sig jo altså i en gruppe, hvor de kun var tre mand samlet, selvom han senere betalte en pris for anstrengelserne.

 

Det er jo heller ikke Pogacar og Vingegaard, han skal slås med her. Med al respekt for Vuelta-feltet bliver det lettere at vinde Vueltaen, end det var at vinde Touren, og det stiller med andre ord ikke de samme krav til Roglics niveau. Derudover hjælpes han af løbets to tidskørsler. Måske er en pandekageflad enkeltstart ikke Roglics favorit, men når man stiller ham op mod løbets favoritter - naturligvis fraregnet Remco Evenepoel - vil han over 30 km fladt tonserterræn kunne gøre enorm skade på de spinkle klatrere. Læg dertil, at Jumbo-mandskabet med tre gedigne tempomaskiner vil være et af de bedste hold på holdløbet, og det står klart, at Roglic vil have så solid en buffer på baggrund af 1. og 10. etape, at han kan tillade sig at gribe resten af løbet temmelig defensivt an.

 

Vueltaen passer generelt også Roglic godt. Generelt er stigningerne kortere og mere eksplosive, hvilket er en gave for den eksplosive slovener, men i år er den tendens ikke så udtalte. Målbjergene er generelt længere, og særligt de lange bjergfinale i de andalusiske bjerge i den altafgørende anden uge ligner en trussel mod Roglic, hvis han vitterligt ikke er på toppen. Her har han i hvert fald ikke råd til at have en dårlig dag, som han havde i Paris-Nice.

 

Det er heller ikke til Roglics fordel, at Vueltaen i år slet ikke er så bagtung, som en normal grand tour er det. Her kan løbet meget vel blive vundet i løbet af de første 15 dage, og med den begrænsede forberedelse tilsiger al logik, at Roglic havde haft glæde af at kunne køre sig mere ind i løbet. Vi vil formentlig se den bedste Roglic i den tredje uge, men der er ikke meget terræn til at lancere et potentielt comeback. Sidste års rute havde i hvert fald passet ham bedre.

 

Heldigvis for ham er bjergafslutningerne i den første uge relativt korte eller knap så svære, og det bør være muligt at komme igennem uden alt for store tidstab. Derudover er Roglic den alsidige og opportunistiske type, der måske kan iværksætte den store offensiv i de madrilenske bjerge på 20. etape på samme måde, som Fabio Aru gjorde, da han på en næsten identisk etape detroniserede Tom Dumoulin i sidste øjeblik. Det kræver risici at lave et sådant kup, men det er Roglic villig til at tage, som vi så, da han væltede Pogacar i Baskerlandet sidste år, og med hans vilde ridt på Lagos de Covadonga sidste år, hvor han bestemt ikke havde nogen grund til at tage den chance, han gjorde.

Annonce

 

Til gengæld hjælpes han ikke alt for meget af sit hold. Jumbo er sjældent svage i dette løb, og meget vil stå og falde med, om lottokuponen Sepp Kuss er en gevinst eller en nitte. Heldigvis var amerikaneren i Touren sjældent stabil, og sidste år kørte han efter Touren så stærkt i Spanien, at han selv endte i den samlede top 10. Har vi samme Kuss i år, har Roglic stadig nok løbets bedste hjælper, selvom det er svært at se Jumbo som den magtfaktor, Bora og Ineos er det.

 

I sidste ende er det dog Roglic selv, der skal vinde løbet, og om det vil lykkes, er i vidt omfang rent gætværk, når ingen ved, hvordan hans forberedelse reelt har været. Når man ser på den Roglic, vi så i foråret, tror jeg imidlertid, at den Jai Hindley, vi så på Marmolada, kan gøre ganske stor skade på sloveneren, selv hvis han havde haft den ideelle forberedelse. Hvis han ovenikøbet nu er på et lavere niveau end dengang, begynder jeg at blive bekymret på hans vegne.

 

På den anden side har han to solide tidskørsler at gøre godt med, og den Roglic, der blev nr. 3 på La Planche des Belles Filles, er stadig den måske bedste og i hvert fald mest alsidige cykelrytter i dette felt. Og nu det er jo noget så næsten rituelt, at Roglic skal bruge august og september på at samle cykelsportens trøstepræmie op, at man næsten ikke kan forestille sig, at det skulle gå anderledes denne gang.

 

Richard Carapaz (****)

Cykelsporten er heldigvis så dejligt uforudsigelig, at man skal passe på med at være alt for skråsikker. Alligevel havde jeg svært ved ikke at være netop det forud for årets Giro. Faktisk blev jeg af Frederik Palle, der var min modstander i Cykelquizzen kort inden løbets start, spurgt, om ikke jeg havde en god fidus, for han gad ikke at spille på en favorit. Jeg tror, at jeg efter lidt tøven fik nævnt, at Thymen Arensman skam var spændende, men at han ikke kunne vinde løbet. Diskussionen sluttede nemlig med min tørre konstatering: ”Carapaz vinder!”

 

Det gjorde han som bekendt ikke, så hvad skyldtes al den skråsikkerhed? Den skyldtes, at Carapaz har vist sig at være indbegrebet af den perfekte grand tour-rytter og med en utrolig evne til altid at ramme et tårnhøjt niveau. Faktisk er han aldrig endt uden for top 4 i et løb, hvor han med god forberedelse er kommet til start med klassementsambitioner. Han bragede ind på scenen med 4. pladsen i Giroen i 2018, han vandt samme løb i 2019, han blev nr. 2 i Vueltaen i 2020, han blev nr. 3 i Touren i 2021, og nu endte han altså som nr. 2 i Giroen i 2022. Kun i Touren i 2020, hvor han i sidste øjeblik blev hentet ind som erstatning for Geraint Thomas og Chris Froome, selvom hele hans sæson var lagt til rette efter, at han skulle toppe i Giroen flere uger senere, og i Vueltaen i 2021, hvor han var helt udkørt efter sejr i Tour de Suisse og ved OL samt 3. plads i Touren, er det gået galt for den stabile ecuadorianer.

Annonce

 

Carapaz har nemlig den væsentligste evne, en grand tour-rytter skal besidde, nemlig evnen til at restituere. Han synes altid at blive bedre og bedre undervejs, som det måske var tydeligst i sidste års Tour, hvor han startede lidt skuffende, men kørte lige op med både Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard i den tredje uge, og i Vueltaen i 2020, hvor han var meget, meget tæt på at stjæle sejren fra Primoz Roglic med sit store angreb på næstsidste etape. Derudover er han slet og ret en af verdens bedste bjergryttere, som han beviste, da han vandt sin Giro med den ene finger i næsen og altså kørte lige op med Pogacar og Vingegaard i Pyrenæerne sidste år - ikke just nogen lille bedrift.

 

Naturligvis har hans nederlag i Giroen givet ham en rids i lakken, men som det fremgår af min analyse af den mand, der slog ham, skyldtes det nok mere Hindleys sublime niveau end reel svaghed fra Carapaz. Alligevel er det svært ikke at sidde tilbage med fornemmelsen, at ecuadorianeren måske ikke var helt så stærk, som vi plejer at se ham. Normalt burde han trods alt kunne køre fra Mikel Landa på de afgørende bjergetaper i den tredje uge, og det var han ikke i stand til. På den anden side lignede han også en mand, der følte sig så sikker på sin sejr - også i kraft af den afgørende enkeltstart - at han ikke havde grund til nogen stor offensiv før måske på 20. etape.

 

Om vi vitterligt har set den bedste Carapaz, bliver vi formentlig klogere på i løbet af de kommende tre uger, men det er vel en tanke, der er ret velbegrundet. I moderne cykelsport synes avancerede træningsmetoder at have fremrykket det tidspunkt, hvor man topper, ganske betragteligt, og i dag synes de fleste at være i tilbagegang, når de nærmer sig de 30. Carapaz slog sent igennem og er faktisk allerede 29 år, og det vil derfor være naturligt at forvente, at han har sine bedste år bag sig.

 

Bekymringen blev også bestyrket lidt i det nylige Tour de Pologne. Carapaz, for hvem holdbarhed er spidskompetencen, er ikke for at køre specielt stærk forud for sine grand tours, men i sit sidste forberedelsesløb plejer han faktisk at være skarp. Således har han vundet Vuelta a Asturias forud for sine to første Giroer, ligesom han vandt Tour de Suisse forud for sidste års Tour. Det kan man til gengæld bestemt ikke sige, at han gjorde forud for årets Vuelta, for selvom den lette rute bestemt ikke passede ham, skuffede han fælt på både muretapen og enkeltstarten.

 

Med andre ord har Carapaz vist ringere takter forud for løbet, end han plejer, og det gør mig faktisk temmelig bekymret, når nu hans Giro også var mindre overbevisende, end den plejer. Årets rute passer ham heller ikke ideelt, for som det er tilfældet for Hindley for han i et løb med en meget let sidste uge slet ikke den glæde af gode tredjeugesben, som han plejer. Nu er Carapaz heldigvis sådan indrettet, at han plejer at køre stærkt allerede fra start, men hvis han vitterligt, som det var tilfældet i Touren sidste år, og som Polen kunne indikere, er lidt bagud i sin forberedelse denne gang, kan han få problemer i en første uge, der ikke er helt let.

Annonce

 

Heldigvis er løbets tyngdepunkt som så ofte før den næstsidste weekend, og her nærmer vi os trods alt så meget afslutningen, at holdbarhed spiller en betydelig rolle. De store bjergetaper i de andalusiske bjerge passer ham også storartet, og han vil elske den iltfattige luft på Sierra Nevada, hvor vi stadig er under den højde på knap 3000 m, hvor han er opvokset. Han har også vist, at han er komfortabel i den stegende hede, som de andalusiske bjerge ventes at byde på, og han har også det rette aggressive mindset til måske at kunne få noget ud af den lidt lettere, sidste mulighed på 20. etape. Vi ved tillige, at de eksplosive stigninger, som denne Vuelta dog er mindre rig på, end den plejer, ikke er noget problem, ligesom stejle procenter plejer at gå ganske fint.

 

Enkeltstarten må nu også efterhånden regnes som en fordel. Det er klart, at han bliver slået af folk som Remco Evenepoel og Primoz Roglic, men med den enorme fremgang, han viste i Tirreno og Giroen, særligt på sidste etape, vil han vinde tid på stort set alle øvrige rivaler, også selvom denne tonserrute ikke just er noget for ham. Hans hold er også som altid skræmmende stærkt og vil med Dylan Van Baarle, Ben Turner og Ethan Hayter også have noget power til at beskytte ham i sidevinden, ligesom de vil være blandt de bedste på holdløbet. Måske er ruten ikke ideel, men det er bestemt en rute, hvor den bedste Carapaz sagtens kan vinde.

 

Derfor er de helt store spørgsmål ret enkelt. Findes den bedste Carapaz stadig? Og selv hvis han gør, er årets Giro så et udtryk for, at Hindley bare i dag er bedre end den bedste Carapaz, og kan han slå den Roglic, vi kender i dag? Jeg føler mig i hvert fald ikke overbevist om, at svarene er til Carapaz’ fordel, og for første gang går jeg ind til en grand tour med en frygt for, at ecuadorianeren faktisk kan skuffe i et løb, han ellers har haft ideelle muligheder for at forberede sig til.

 

Det kan imidlertid også sagtens være, at han gør al bekymring til skamme. Selv den muligvis lidt svagere Carapaz, vi så i Giroen, var trods alt bare en enkelt bjergetape fra at vinde, og da årets Vuelta-felt har ret store ligheder med det, han var oppe mod i Giroen, er det hævet over enhver tvivl, at også 2022-udgaven af vores ecuadorianske stjerne kan vinde dette løb - og det kan i hvert fald, hvis han genfinder de procent, han muligvis manglede i Giroen. Denne gang er der bare slet ingen grund til at komme med skråsikre meldinger. Der bliver i hvert fald ikke svaret ”Carapaz vinder!”, hvis jeg skulle få et spørgsmål om gode fiduser til denne Vuelta.

INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 04. oktober 2022

Endnu et hold ansøger om WorldTour-status
Landevej
Mørkøv og Cavendish danner par i Piemonte
Landevej
Video i artiklenEvenepoel forklarer menneskeligt valg i finalen
Landevej
Lynhurtige Pogacar: Det var bedre at satse på sprinten
Landevej
Olympisk rutine & ny makker: Her er Danmarks VM-trup
Bane
Trods mistet fokus efter VM vandt Laporte
Landevej
Video i artiklen”Jeg så fra starten, at han ikke var som de andre” – Gilbert udviser stor respekt for Evenepoel
Video
Jumbo-stjerne kører fra alt og alle i Belgien
Landevej
Pogacar slår Valverde i tæt spurt og vinder Tre Valli
Landevej
Hollandsk stjerne jubler efter sidste løb med DSM
Landevej
Maraton-karantæner: Syv ryttere bandlyst efter doping
Landevej
Il Lombardia uden afbrydelser: Se Vingegaard, Pogacar og resten af stjernerne
Landevej
Suveræne Wiebes moser konkurrenterne i siddende spurt
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen på kvindernes Binche Chimay Binche
Video
Fransk hold afviser: Vil ikke have Quintana
Landevej
Optakt: Tre Valli Varesine
Landevej
Optakt: Binche-Chimay-Binche
Landevej
Video i artiklenGlad Vingegaard: God forberedelse til Lombardiet Rundt
Video
Longo Borghini efter ny sejr: Jeg har taget revanche
Landevej
Lotto-boss fremhæver Kron: Vi kan forvente os meget
Landevej
Seks danskere på foreløbig startliste til Il Lombardia
Landevej
Pogacars chef stopper som sportsdirektør
Landevej
Den store Tv-oversigt 2022 - Køb Discovery+
Landevej
Italiensk stjerne vinder igen
Landevej

Annonce

Kopecky klar til at forsvare bane-medaljerne
Bane
Garvet belgier til Bingoal
Landevej
Overblik: 10 stjerner uden kontrakt for 2023
Landevej

Annonce

Danskeroversigt: 11 danskere i tre endagsløb denne tirsdag
Landevej
Sporza: Cort kører Gravel-VM
Gravel
Medie: Jumbo-juvel har afvist flere WorldTour-tilbud
Landevej
Mørkøv blandt flere stjerner i Quick-Step-profils farvel
Bane
Skjelmose kører første løb siden VM: Han er en af favoritterne
Landevej
Oversigt: Sådan har WorldTour-sejrene fordelt sig i 2022
Landevej

Mandag den 03. oktober 2022

Evenepoel reagerer på Ineos-rygter
Landevej
Produktnyt: Nye energi og proteinbarer fra Powerbar
Udstyr og test
Blev femmer sidste år: Kron til start i endagsløb
Landevej
Ballerini var tæt på at give op inden forløsende sejr
Landevej
Test: Assos RSR Targa sommertøj
Udstyr og test
Flyvende hollænder efter 12. sæsonsejr: Fedt at slå verdenstoppen
Landevej
Trentin glæder sig trods misset spurt
Landevej
Jumbo-komet basker sprintereliten
Landevej
Optakt: Sparkassen Münsterland Giro
Landevej
Efter VM-fadæse: Van der Poel tager revanche på grus
Gravel
Quickstep sejrer igen i italiensk endagsløb
Landevej
34-årig franskmand stopper karrieren
Landevej
Optakt: Coppa Bernocchi
Landevej
Femdobbelt baneverdensmester får Uno-X-debut
Landevej
Tidligere verdensmester dropper karrierestop
Landevej
Eksklusivt interviewForvirring i dansk VM-udtagelse - Norsgaard er "ekstremt skuffet"
INTERVIEW Landevej
Stjerne ude af monument
Landevej
De 10 største kvindelige transfers i 2022
Landevej
Se slutstillingen i Demin Cup 2022
Landevej
Marita Jensen vinder Ladies Cup i tæt afgørelse
Landevej
Medie: Ineos på vej med kvindehold - skriver med verdensstjerne
Landevej
Flere aktører revser UCI for manglende sikkerhed
Landevej
Sygdom tvinger favorit til afbud i Tyskland
Landevej
WorldTour-status: Lottos situation forværret
Landevej
Ny dansker stopper på Uno-X
Landevej
Bekræftet: Uno-X henter nordmand hos Ineos
Landevej
Oversigt: 13 danskere i to ProSeries-løb denne mandag
Landevej
Forudbestil: Mads P.s nye bog - og spar 20%
Landevej

Søndag den 02. oktober 2022

Coquard vandt fransk duel: De andre tøver
Landevej
Fransk sejrherre troede sejren var væk
Landevej
Nicklas Amdi Pedersen vinder Demin Cup
Landevej
Viviani om Mohoric-triumf: De fortjente sejren
Landevej
Skuffet efter styrt og 15. plads: Jeg følte mig virkelig godt kørende
Landevej
Dansk sportsdirektør efter offensiv kørsel: Et fedt løb
Landevej
Fransk sprinter slår Démare - landsmand tager samlet sejr
Landevej
DJ Evenepoel spiller op: Se den enorme belgiske hyldest
Landevej
Norsk talent tager samlet sejr i fransk etapeløb
Landevej
Test: MAAP-tøj
Udstyr og test
Fransk talent fortsætter sit gennembrud i belgisk uvejr
Landevej
Optakt: Tour de Vendée
Landevej
Viceverdensmester sejrer i ungdommens Lombardiet Rundt
Landevej
Fattet Vingegaard efter tabt trøje: Jeg er ikke en sprinter
Landevej
Fik skovlen under Vingegaard: Sad bare på hjul
Landevej
Her er Corts løbsprogram for sidste del af sæsonen
Landevej
Video i artiklenSe Mohoric nappe sejren fra Vingegaard
Video
Video i artiklenAbsurd tæt afgørelse: Slovener stjæler Vingegaards triumf
Landevej
VIS FLERE

Annonce