Vuelta a Espana: Outsiderne (*)
18. august 2022 17:01Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Mens det ofte er en kamp for Giro d’Italia at tiltrække de store grand tour-stjerner, er det i de senere år blevet stadig mere populært for de store navne at slutte sæsonen med endnu et stort slag i de spanske bjerge. Vuelta a Espana-løbsdirektør Javier Guillen har flere gange måttet knibe sig selv i armen over de fremragende startfelter, han har kunnet tiltrække, og samme arm kan meget være blevet øm igen, for selvom det heller ikke i år blev til nogen Vuelta-deltagelse for Tadej Pogacar, er det svært at brokke sig over et favoritfelt, der føres af den tredobbelte vinder Primoz Roglic, tæller årets Giro-vinder, flere tidligere grand tour-vinder og en serie af sportens allermest spændende talenter. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Annonce

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

 

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, og i 2021 kunne byde på en med spænding imødeset duel mellem Primoz Roglic og Egan Bernal, har løbsdirektør Javier Guillen bestemt heller ingen grund til at brokke sig denne gang. Ganske vist indløb der alligevel et afbud fra Tadej Pogacar, selvom sloveneren oprindeligt havde barslet med planen om for første gang at køre to grand tours, men Guillen kan stadig præsentere så bredt et favoritfelt, at det kan være svært at skære det ned til de 15 navne, som disse optakter rummer.

 

Det største navn er selvfølgelig Roglic, der kan skrive historie ved at vinde løbet for fjerde år i træk, men han får kam til sit hår. Igen i år skal han nemlig slå den regerende Giro-vinder, Jai Hindley, og faktisk skal han besejre hele Giro-podiet, da også Richard Carapaz og Mikel Landa er til start. Tidligere grand tour-vindere er der også mange af, når han skal op imod Simon Yates, Tao Geoghegan Hart, Nairo Quintana, Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde, og Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Hugh Carthy, Esteban Chaves og Jack Haig har alle været på podiet i Vueltaen.

Se afslutningen på 5. etape af Baskerlandet Rundt

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

 

Dertil skal lægges Joao Almeida, Ben O’Connor, Wilco Kelderman, Emanuel Buchmann, Gino Mäder og Domenico Pozzovivo, der alle har været i top 5 i grand tours, mens Pavel Sivakov, Fausto Masnada, Jan Hirt, Louis Meintjes, Marc Soler, Wout Poels, David de la Cruz, Bob Jungels, Luis Leon Sanchez, Julian Alaphilippe, Juan Pedro Lopez og Hermann Pernsteiner eller komme til løbet med tidligere top 10-placeringer i de lange etapeløb. Lægger man dertil, at løbet byder på nogle af sportens mest spændende talenter i form af Remco Evenepoel, Carlos Rodriguez, Sergio Higuita, Juan Ayuso, Brandon McNulty og Thymen Arensman, hvis evner over tre uger stadig er relativt ukendte, står det klart, at Guillen kun kan være svært tilfreds med de ryttere, der over de kommende tre uger skal slås om den samlede sejr i årets sidste grand tour.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

 

Carlos Rodriguez (*)

Der har været krise i spansk cykelsport i ganske lang tid. Spanierne har desperat spejdet efter en arvtager efter den gyldne generation med Alejandro Valverde, Alberto Contador, Joaquim Rodriguez og Samuel Sanchez, der år efter år bragte det store land til tops på den internationale nationsrangliste. Siden da er det imidlertid bare gået den forkerte vej. I dag ligger Spanien og roder rundt på en 7. plads i det internationale hierarki, og vi skal helt tilbage til Vueltaens 2. etape i 2020 for at finde den seneste spanske etapesejr i en grand tour - de løb, der jo ellers mere end noget andet har været det spanske fokuspunkt.

Annonce

 

Derfor må spanierne også knibe sig i armene i disse år. Ganske vist har de med Mikel Landa og Enric Mas to ryttere, der inden for det seneste år har været på podiet i en grand tour, men særligt Landas har en udløbsdato, der ikke ligger årtier ude i fremtiden. Nu kan det stakkels folkefærd til gengæld glæde sig over, at fremtiden ser endog meget lys ud, for de to måske mest spændende internationale etapeløbstalenter har nemlig spansk pas.

 

Juan Ayuso har allerede fået omtale i disse favoritanalyser, og det er også helt berettiget, at det er ham, der har skabt den største hype, men man skal bestemt ikke undervurdere Carlos Rodruguez. Det vakte ellers ikke megen opmærksomhed, at Ineos tilbage i efteråret 2019 annoncerede, at de havde hentet en rytter til holdet direkte fra juniorklassen. Det var nu heller ikke så svært at forstå, at overskrifterne var begrænsede, for selvom han havde ganske flotte juniorresultater, var der ikke noget Evenepoel-vildskab over det, og der var i hvert fald intet, der tilsagde, at han skulle være det helt særlige talent, der kunne tillade sig at springe U23-klassen over.

 

Det virkede også til at være et lidt for stort skridt. I løbet af 2020-sæsonen havde han det i hvert fald svært - betydeligt sværere end Remco Evenepoel og Juan Ayuso, der begge imponerede stort i deres første sæson efter juniortiden - og heller ikke 2021 var der alt for megen opmuntring at hente. Han endte ganske vist som nr. 4 i et svagt besat Ruta del Sol, hvor man fornemmede, at han var ved at nærme sig et resultatskabende niveau, ligesom han leverede en fornem hjælperindsats for Richie Porte på allerhøjeste niveau, da australieren vandt Dauphiné, men han var stadig mest af alt et navn, der kun var kendt af cykelsportens feinschmeckere.

 

Det var han for så vidt stadig efter Tour de l’Avenir, der trods alt ikke er et løb, hverken hr. eller fru Danmark følger, men der var nok alligevel lidt flere, der bemærkede hans navn, selvom det i Spanien er så almindeligt, at han ikke just er uden navnefæller. Her endte han nemlig som nr. 2 i Tour de l’Avenir, og det var efter et gigantisk soloridt på den afsluttende bjergetape, hvor han bragte den samlede vinder, Tobias Johannessen så meget ud i tovene, at det kun var med det alleryderste af neglene - helt præcist 7 sekunder - at nordmanden forhindrede spanieren i at rende med det hele.

 

Derfra er det bare gået stærkt. I år har Rodriguez for første gang fået kaptajnroller på et hold, hvor man ellers kan fodre svin med potentielle kaptajner, og det har været en bragende succes. Han lagde forrygende ud allerede fra start, da han endte som samlet nr. 3 i Valencia efter at være blevet nr. 2 bag Aleksandr Vlasov på kongeetapen, inden han endte som nr. 4 i Andalusien, hvor ruten ellers passede ham ganske elendigt. I Strade Bianche var han manden, der prøvede at følge Tadej Pogacars vilde soloridt, men endte med at betale en dyr pris, men senere så vi til gengæld også hans begrænsninger. Forventningerne forud for Catalonien var i hvert fald store, men her endte han som en skuffende nr. 15 - langt bag en vis Ayuso - og selvom han vandt en flot etape i Baskerlandet, hvor han endte som hjælper for Daniel Martinez, kan det ikke skjule, at han i bjergene var langt under det niveau, hans stærke sæsonstart havde skabt.

 

De resultater fik i hvert fald mig til at konkludere, at der stadig var lidt vej til toppen for Rodriguez, men hans udvikling går lynhurtigt i disse måneder. Da han vendte tilbage efter en pause, kørte han fra folk som Alejandro Valverde og Nairo Quintana, da han i Route d’Occitanie var den eneste, der undervejs kunne følge Michael Woods, og kort efter kørte han fra alt og alle - også en stadig lidt coronaramt Ayuso - ved de spanske mesterskaber.

 

Det gav anledning til endnu en pause, og som vi nu har lært, betyder en pause altid, at Rodriguez har udviklet sig yderligere, når han vender tilbage. Det var også tilfældet denne gang, hvor han kørte fremragende i San Sebastian og endte på en 5. plads, selvom den slags løb vel egentlig ikke passer ham særligt godt. Senere fortsatte han til Burgos, hvor han skuffede på den første bjergetape, men til gengæld sluttede fabelagtigt af på kongeetapen, hvor han vel var hovedmanden bag, at Miguel Angel Lopez ikke stjal sejren fra Pavel Sivakov - et hjælpearbejde, der i øvrigt indbragte ham en 4. plads foran mange af Vueltaens favoritter.

 

Nu har han så holdt yderligere et par ugers pause, og derfor kan man kun gisne om, hvor mange ekstra skridt han har taget siden da. Over så kort en periode er det naturligvis ingen, men det niveau, vi så fra Rodriguez i San Sebastian og Burgos, var også nok til, at jeg har revurderet min opfattelse af, hvad han kan levere i sin grand tour-debut. Inden de to spanske løb var jeg stadig overbevist om, at han manglede for meget, men det er jeg bestemt ikke længere.

 

Som for Ayuso er det helt store spørgsmål hans holdbarhed over tre uger. Om han har den, har vi ingen chance for at vide, før han har prøvet at køre i så lang tid, men jeg synes, at det tegner aldeles lovende. Mønsteret har nemlig været opløftende. I Tour de l’Avenir kørte Johannessen ham midt over på den første bjergetape, men dagen efter var det helt jævnbyrdige, og da de havde fået to bjergetaper i benene, var Rodriguez i sin egen liga. I Burgos skuffede han på 3. etape, men på kongeetapen på femtedagen lignede han pludselig en mand, der kunne have vundet, hvis han havde fået lov at køre sin egen chance.

 

Der kunne altså være en tendens til, at Rodriguez bliver bedre og bedre undervejs, og det vil også passe fint til hans generelle kørestil. Han er nemlig den solide dieselmotor, der sjældent lader sig genere af omgivelserne og eventuelle angreb, men blot slider sig til toppen af stigningerne i sit eget tempo. Den slags dieselegenskaber siger i sig selv ikke noget om restitutionsevnen, men der er påfaldende ofte en sammenhæng mellem restitutionsstyrke og dieselkørsel.

Annonce

 

I det lys er det også godt, at der ikke er meget Vuelta over årets Vuelta. Der er skruet ned for de eksplosive finaler, og i stedet kan Rodriguez glæde sig over udsigten til, at de vigtigste etaper i den anden uge byder på lange og svære målbjerge, hvor man kommer langt med hans kørestil. Naturligvis aner vi til gengæld ikke, hvordan han klarer Sierra Nevadas højder, men det går nu nok ganske godt, når man husker på, at han vilde l’Avenir-ridt blev leveret på en etape, der undervejs var oppe i mere end 2700 m højde.

 

Til gengæld er det også i bjergene, at Rodriguez skal vinde løbet. Han har ikke kørt mange enkeltstarter, men han synes at mangle en del. Jeg var ellers så opløftet, da han sidste år blev nr. 3 ved de spanske mesterskaber, men i år blev han til gengæld bare nr. 4 i et historisk svagt felt. Når man ser på, hvordan linjeløbet gik, skyldtes det i hvert fald ikke manglende form, og vi må nok indstille os på, at han vil lide et nederlag på 10. etape. Lidt af det kan i forhold til nogle rivaler heldigvis indhentes på holdløbet, hvor Ineos ventes at være solide, og måske kan han også udnytte sidevinden, hvor briterne altid er gode.

 

Det andet spørgsmålstegn er hans rolle. Richard Carapaz er den erklærede kaptajn, og det kan sagtens være, at han slet ikke holder sig til i klassementet. Mit gæt vil dog være, at han prøver. I Giroen var det ganske vist alle mand for Carapaz ved løbets start, men dengang var ecuadorianeren også den store favorit. Denne gang skal han slå Roglic, og det kunne meget vel føre til, at briterne vælger at gå efter de overtalssituationer, som de forsøgte at skabe i Touren. Det må i hvert fald tjene som inspiration, at Tom Pidcock fik lov at prøve i Frankrig. Nok er Pavel Sivakov formentlig højere i hierarkiet, men der er vel ingen grund til, at Rodriguez smider tid, før det er nødvendigt, når Ineos ikke ventes at skulle kontrollere den indledende fase.

 

Om det så fører til et resultat, hvis han får chancen, er stadig et åbent spørgsmål. Som jeg skrev i Ayuso-analysen, kan det med disse supertalenter både ende som en fiasko, som det gjorde med Evenepoel i sidste års Giro, og ende som en bragende succes, som det gjorde med Tadej Pogacar i 2019. Rodriguez har endda flere professionelle løb på bagen, end Pogacar havde, da han bragede ind på scenen med sin 3. plads og tre etapesejre i 2019, og der er ikke alverden til forskel på det niveau, de to har vist i første del af sæsonen for deres grand tour-debut, selvom Pogacar nok har en lille overhånd. Med den usikkerhed bør han således rangere højt på en liste over vinderpotentiale, velvidende at det kan ende med en fiasko. Chancen for et Pogacar-gennembrud er nok mindre, end det er for Ayuso, der hidtil har haft en x-faktor, hans landsmand ikke har haft, men til gengæld har Rodriguez måske nogle dieselegenskaber, der kunne passe godt til en grand tour. Hvis de begge brager ind på scenen over de kommende tre uger, kan vi i hvert fald definitivt afblæse spansk cykelsports krise.

 

Ben O’Connor (*)

Det har hele tiden været planen, at vi skulle have fornøjelsen af Ben O’Connor i årets Vuelta. Ideen var nemlig, at australieren skulle ende på podiet i Touren for siden at rejse til Spanien og jagte den etapesejr, der ville melde ham ind i den eksklusive klub af ryttere, der har vundet etaper i alle grand tours.

Annonce

 

Sidstnævnte ambition har han stadig, når han på fredag ruller ned ad startrampen i Holland, men nu er det kun det sekundære mål. I stedet bliver hans vigtigste opgave definitivt at bekræfte de grand tour-evner, der gav ham en 4. plads i sidste års Tour. Den mulighed blev nemlig berøvet ham, da han for andet år i træk styrtede, inden den franske grand tour reelt var kommet i gang. Denne gang var skaderne desværre bare så voldsomme, at hans videre deltagelse hurtigt blev meningsløst, mens han for et år siden med et gigantridt i Alperne kunne køre sig tilbage i klassementet og derved ende som en temmelig overraskende nr. 4.

 

Med hans tendens til at styrte i den første uge er det en gave for O’Connor, at han skal til Vueltaen og ikke Touren. Den hollandske start er en sten i skoen, for den kan godt blive temmelig nervøs, men generelt er stressniveauet meget mindre i verdens tredjestørste end i verdens største løb. Man kan derfor håbe, at O’Connor denne gang faktisk prøver den helt særlige glæde, det er at komme igennem de første dage helt uden at smage asfalten.

 

Det er til gengæld også det eneste gode, der som udgangspunkt er ved Vueltaen, der ubetinget er den grand tour, der passer O’Connor dårligst. Han er nemlig en sand dieselklatrer, der først for alvor er i sit es på de lange stigninger på de store dage med de mange højdemeter - og gerne i elendigt vejr. Det er den slags etaper, man ofte finder i Giroen og Touren, men som er mere sjældne i den hidsige Vuelta, hvor det mere handler om korte, eksplosive stigninger og stejle procenter. Og så er Vueltaen jo desværre mere kendt for stegende hede - og det vil formentlig blive ekstra slemt i et år, hvor de afgørende etaper køres på den andalusiske stegepande - end for det regnvejr og den kulde, der især kendetegner Giroen.

 

Heldigvis kan O’Connor glæde sig over, at årets Vuelta er lidt anderledes. Der er kun én af de stejle mure, som ikke ligger til hans højreben, og selvom de tre afgørende dage i den anden uge mangler de mange højdemeter og bjergpas, der ville have været ideelle for den seje australier, vil han juble over udsigten til lange målbjerge. Særligt den alenlange opkørsel til Sierra Nevada burde være en finale lige efter O’Connors hoved, og da det vel kan betegnes som løbets kongeetape, er det jo egentlig slet ikke noget uheldigt match.

 

Men er O’Connor overhovedet god nok til at vinde Vueltaen? Nej, det er han nok ikke, men han kan sagtens være god nok til at blande sig i podiekampen. Han synes nemlig i år at være fortsat op ad den ganske fine udviklingskurve, vi har set de senere år. Hans ellers lovende karrierestart gik jo ellers helt i stå efter det styrt, der afbrød hans lovende Giro i 2018, for derefter fulgte mere end to år, hvor han befandt sig i så sort et hul, at hans karriere blev truet. Den blev heldigvis reddet i sidste øjeblik, da han ramte en gylden åre af form i sidste del af Giroen i 2020 og med en fornem etapesejr på en dag i bjergene, fik han kastet en livline af Ag2r.

Annonce

 

Det har franskmændene ikke fortrudt. Siden da er det nemlig kun gået den rigtige vej for O’Connor, der er gået fra succes til succes. Allerede i foråret 2021 stod det klart, at der var mere Giro 2020 end 2019-sæson over den O’Connor, der var rejst til Frankrig. Han var tæt på at vinde kongeetapen i Romandiet, han kørte et fornemt Dauphiné, og i Touren brød han endegyldigt igennem ved at rejse sig efter det grimme styrt i den første uge, levere et gigantridt på den våde sidste alpeetape, som han vandt, og slutteligt ende løbet som nr. 4.

 

Det bedste af det hele er, at han bare syntes at blive bedre fra løb til løb, og den tendens er fortsat i 2022. Han var allerede god i Andalusien, hvor den eksplosive rute slet ikke passede ham, og han havde kurs mod et lovende Paris-Nice, da han klarede en sidevind, han bestemt ikke mestrer, men desværre måtte udgå med sygdom. Han svarede igen ved at udnytte det taktiske spil og derefter levere et gigantridt i modvinden, da han vandt på La Molina i Catalonien for siden at tabe førertrøjen, da han alligevel var overmatchet på kongeetapen.

 

Efter et pænt, men ikke prangende løb i Romandiet leverede han herefter på sit hidtil højeste i Dauphiné, hvor han var en ganske klar ”best of rest” bag Jumbo-duoen med Jonas Vingegaard og Primoz Roglic, og havde han haft et bedre punch, var det måske endda gået endnu bedre. Han holdt i hvert fald snor i Roglic, da denne var kørt væk på Vaujany-stigningen, og her så de faktisk ganske jævnbyrdige ud. Det gjorde de også på sidste etape, hvor Vingegaard var i sin egen liga, men hvor det så ud til, at vi kunne have haft en ganske lige duel, hvis det havde været O’Connor og Roglic mand mod mand. Begge dage var det i hvert fald kun i selve angrebene, at den eksplosive Roglic så ud til at have en overhånd i forhold til dieselklatreren O’Connor.

 

Det lover godt forud for denne Vuelta. Nok var han god i sidste års Dauphiné, men han var slet ikke på samme niveau, som han var det i år, og da han angiveligt har haft en storartet forberedelse, vil han være klar fra start. Hvis den positive tendens fortsætter, er han sikkert endda endnu bedre i de kommende tre uger, og vi så jo sidste år og i Giroen i 2018, at hans dieselmotor gør ham aldeles velegnet til at holde niveau over tre uger. Så er det blot en skam, at løbet kan være afgjort efter 15. etape, men der er nu intet, der tyder på, at O’Connor skulle have en speciel evne til at toppe til sidst. Han er bare jævnt god hele vejen, og det er også rigeligt, hvis bare niveauet er højt nok i de bjerge, hvor han skal vinde løbet.

 

Det skal han nemlig fortsat, selvom billedet ikke er helt så entydigt som tidligere. Hidtil har han været en meget endimensionel dieselklatrer, men han har i den grad bredt paletten ud. Den engang så svage enkeltstart var helt ukendelig i Dauphiné, hvor han på en flad tonserrute endte som nr. 14, og den sidevind, han tidligere slet ikke mestrede, klatrede han som sagt i Paris-Nice. Formentlig venter der stadig en pæn regning på 10. etape, ligesom Ag2r ser kritisk svage ud på holdløbet, hvor de har kurs mod en lussing, men man kan håbe, at det ikke går så skidt endda, når nu han i Dauphiné viste så stærkt forbedrede tempoevner. I sidevinden, der kan være et problem i Spanien, er holdet sårbare, men han har god støtte fra Dorian Godon og Bob Jungels. I bjergene er støtten også pæn, selvom det ikke er et hold, der er stærkt nok til at vinde løbet.

Annonce

 

Det skal han nu heller ikke. Nok skal han ikke bare jagte den etapesejr, der var det oprindelige mål, men ingen, heller ikke Ag2r, regner med at se O’Connor i rødt i Madrid. Det handler nemlig om at bekræfte det grand tour-potentiale, han åbenbarede for et år siden, og som nu forhåbentlig kommer til udfoldelse med et par ugers forsinkelse. Så går det nok, hvis han skal vente et år med at melde sig i den klub over flerfoldige grand tour-etapevindere, som stadig er et mål for hans lovende karriere.

 

Gino Mäder (*)

Nu beskæftiger jeg mig ikke med talentudvikling, men det må være en profession, der kræver lidt tålmodighed. Man skal i hvert fald passe på med at kaste en ung rytter på møddingen, bare fordi vedkommende ikke i første omgang lever op til forventningerne.

 

Tag nu bare Gino Mäder. Der var ikke meget i hans U23-tid, der indikerede, at han skulle blive en rytter, vi ville tale meget om. Først da han i slutningen af 2018 pludselig ramte en gylden formåre, vandt to bjergetaper i Tour de l’Avenir og endte på den samlede tredjeplads bag Tadej Pogacar og Thymen Arensman, inden han rejste videre til det bjergrige østrigske VM, hvor han blev nr. 4, var han et navn, man begyndte at notere sig.

 

Det skabte i hvert fald visse forventninger forud for hans professionelle debut i 2019, men selvom han i en alder af 22 kunne ventes at være relativt konkurrencedygtig fra start, havde han det gennem hele den første sæson mere end svært. Begejstringen var bestemt ikke meget større i den korte 2020-sæson, hvor jeg personligt tabte næsten alt håb, da han fortsat havde meget svært ved at blande sig i noget som helst.

 

Men så skete der langsomt noget i Vueltaen. Her begyndte han for første gang at følge nogenlunde med, og han blev endda bedre og bedre undervejs. I den sidste uge var han meget aggressiv og synlig, og det hele kulminerede med, at det kun var David Gaudu, som forhindrede ham i at vinde den sidste bjergetape.

Annonce

 

Siden da er det bare blevet bedre og bedre. Stærkt er det ikke gået, for Mäder udvikler sig ikke med stormskridt, men alle husker, hvordan Primoz Roglic ubarmhjertigt ”stjal” hans sejr på kongeetapen i sidste års Paris-Nice. Mange vil også huske, hvordan han efterfølgende fik to revancher med etapesejre i både Tour de Suisse og Giroen.

 

Det var imidlertid som etapejæger, han var kendt, da han stillede til start i Vueltaen for anden gang. Her var han også kun udsigt til en rolle som hjælper for Mikel Landa, der forhåbentlig kunne give ham lidt frihed til at jagte en etapesejr undervejs. Som vi alle ved, var det i 2021 imidlertid en gave at stille til start som Landa-hjælper, for det havde en bemærkelsesværdig tendens til at føre noget helt andet med sig.

 

Det gjorde det også for Mäder. Egentlig endte han stadig som hjælper, nu bare for Haig, men da Bahrain ikke skulle tage ansvar, kunne han fint holde sig til selv. Det så nu alt andet end lovende ud i starten, men på den første helt store bjergetape med lange stigninger og høje bjerge blev han pludselig nr. 7. I den sidste uge var han så pludselig helt flyvende, for efter at have startet ugen som nr. 13 i klassementet endte han med at tage både 5. plads og hvid trøje - endda foran en vis Egan Bernal - selvom han ved det store podiekup mod Miguel Angel Lopez på den vilde sidste etape havde været ren slave for Haig.

 

Det er præcis det udviklingsmønster, der går Mäder pokkers spændende som grand tour-rytter. I begge sine Vueltaer er han bare blevet bedre og bedre, efterhånden som hans dieselmotor er blevet varmet op, og det var jo akkurat det samme, vi så i 2018, da han i l’Avenir endte med at vinde sidste og tredjesidste etape. Mäder er både som etapeløbsrytter og klatrer en dieselmotor, der skal bruge mange dage på at blive varm samt lange stigninger og mange højdemeter for at excellere.

 

I det lys er denne Vuelta både god og dårlig. God, fordi den er atypisk med færre stejle mure og flere lange bjerge, hvor de store og altafgørende bjergfinaler i den tredje uge vil være en gave til en fyr med Mäders karakteristika. Dårlig, fordi løbet meget vel kan være afgjort på 15. etape, og så kan Mäders forventelige tredjeugesform måske være helt ligegyldig.

Annonce

 

Til gengæld kan vi forvente, at han nok er bedre, end han var for et år siden. Nok har hans forår været ganske pauvert, men det skal vi ikke lægge alt for meget i. Han er nemlig en meget langsom starter, der som regel skal et godt stykke hen på foråret, inden han viser livstegn. Det gjorde han til gengæld i den grad, da han endte som nr. 2 bag Aleksandr Vlasov efter en fremragende bjergenkeltstart til sidst.

 

Siden er alt gået i skuddermudder. Corona ødelagde først hans Tour de Suisse, inden det helt kostede ham den Tour-deltagelse, der var det store sæsonmål, men heldigvis er der nu en Vuelta, der kan redde hans sæson, og som han i hvert fald har en fornem historik i. Til gengæld var optakten ikke lovende, for selvom han faktisk havde set godt ud i San Sebastian, som slet ikke passer en dieselmotor som ham, endte hans deltagelse i Burgos som én stor skuffelse.

 

Det skal vi imidlertid nok ikke lade os forlede af. Sidste år endte han som nr. 60 i Burgos, men dengang skulle løbet jo også bare bruges til at gøre motoren så varm, at den kunne ende som nr. 5 i Vueltaen og vie Bernal bank i kampen om den hvide trøje. Denne gang var hans kørsel i Burgos trods alt bedre, og derfor er der al mulig grund til at tro, at vi vil se en Mäder, der igen i år vokser igennem Vueltaen og nu når et højere slutniveau, end han gjorde for et år siden.

 

Han burde også få sin chance. Han var allerede tiltænkt chancen som plan B ved siden af Haig i Touren, og i Vueltaen bliver han også beskyttet. Landa er ganske vist plan A, men han har allerede luftet, at formen ikke rækker til et klassement grundet en nylig skade og alt indikerer, de går til opgaven med to ligestillede kaptajner i en trup, der virker ganske skræmmende i bjergene.

 

Det skal den til gengæld også være. Mäders enkeltstart er intet at skrive hjem om, og han kan allerede nu begynde at sætte i banken til at betale den regning, 10. etape vil efterlade. Holdløbet ligner også et sikkert nederlag, for lige så stærke holdet virker i bjergene, lige så store mangler har de i et fladland, hvor det helst heller ikke skal blæse for meget, hvis Mäder skal have en chance.

Annonce

 

Heldigvis kan han se frem til at kunne betale en god del af sine regninger i de høje bjerge i den anden uge, hvor han vil være i sit es. Går det, som det plejer, vil han til den tid have nået et niveau, hvor han vil kunne blande sig med de bedste. Tiden må så vise, hvor god han kan være i den anden uge, og hvor meget han har hævet sit niveau siden sidste år, men foreløbig synes der intet at være til hinder for, at Mäder brillerer mindst lige så meget, som han gjorde for et år siden. Det var i hvert fald godt, at der var en talentudvikler eller to, der bevarede tålmodigheden med den schweiziske dieselmotor, der langt om længe synes at være blevet varm.

 

Pavel Sivakov (*)

I denne vidunderbørnenes tidsalder kan man ikke tillade sig at vise mange svaghedstegn, inden man går i glemmebogen. Der er jo altid en ny komet, der banker på, og hvis man i en alder af 24-25 år har en dårlig sæson, kan et talent lynhurtigt blive smidt på møddingen som en komet, der aldrig blev til det, vi drømte om.

 

Den barske virkelighed har Pavel Sivakov kunnet opleve. Det var nemlig ikke uden grund, at Ineos - eller Sky, som holdet hed dengang - åbnede den store pengepung og hentede ham til holdet forud for 2018-sæsonen. På det tidspunkt var Sivakovs navn nemlig et af de varmeste på talentscenen efter det, der må være en af de mest imponerende U23-sæsoner i nyere tid. Således vandt han tre af de største U23-etapeløb, Baby-Giroen, Ronde de l’Isard og Valle d’Aosta, og selvom hans Tour de l’Avenir endte som en skuffelse, rejste han sig dog ved at vinde den afsluttende bjergetape med stor afstand ned til alle andre.

 

Det skabte en voldsom hype om Sivakov, som det grundet en skade i hans første professionelle sæson tog lidt tid at leve op til, men i 2019 fik vi bekræftet, at han var ”the real deal”. Ikke blot blev det til samlede sejre i Tour of the Alps og Tour de Pologne - et løb, der ofte vindes at cykelsportens store talenter. Da Egan Bernals brækkede kraveben, gav ham en uventet chancen i Giroen, blev han også en ganske pæn nr. 9.

 

På det tidspunkt ventede vi bare på Sivakovs definitive gennembrud, og han så ud til at have kurs mod, at det skulle komme i Touren i 2020. Allerede under den sidste del af nedlukningen gik der rygter om, at russeren - der jo altså i dag er franskmand - kørte skræmmende stærkt på træningslejren, og det bekræftede han, da han i sit første løb beredte vejen for Bernals samlede sejr i Route d’Occitanie. Da han kort efter stillede til start i Touren, lignede han et seriøst bud på en overraskelse, selvom planen var, at han skulle være luksushjælper for Bernal og alternativt Richard Carapaz.

 

Sådan gik det bare ikke. Sivakov styrtede tidligt i løbet, og det blev starten på én lang lidelseshistorie. Resten af Touren endte som en katastrofe, der varede ved gennem hele 2021-sæsonen og det meste af 2022. I sidste års Tour of the Alps, hvor han på kongeetapen var den eneste, der kom blot i nærheden af Simon Yates, lignede han ellers en mand på rette kurs, men det momentum forsvandt efter et styrt på sidste etape og en skuffende Giro, der hurtigt endte med endnu et styrt efter en nedtur på den første bjergetape. Sæsonen rundede han af med en svag Vuelta og en skuffende italiensk klassikerkampagne.

 

I år har det nærmest været endnu værre. Jeg havde ellers regnet med, at vi ville se samme genrejste Sivakov i årets Tour of the Alps, men det så vi slet ikke. Tværtimod efterlod han et uhyre skuffende indtryk i det bjergrige løb, og hans Giro var bestemt heller ikke noget at skrive hjem om. Det var vel kun på 16. etape, at han spillede den rolle for Carapaz, man kunne have forventet, men derudover efterlod han stort set altid sin kaptajn alene alt, alt for tidligt. Det hele kulminerede med en gedigen nedtur i Route d’Occitanie, som ellers er et løb, han elsker, da det afvikles i hans hjemegn.

 

Hvad Sivakov har foretaget sig i løbet af sommeren, ved jeg ikke, men han har i hvert fald brugt tiden godt. Da han vendte tilbage til konkurrence i San Sebastian, lignede han for første gang siden sidste års Tour of the Alps den rytter, der skabte så megen hype for nu efterhånden fem år siden. Remco Evenepoel var i sin egen liga, men herefter var Sivakov ganske klart ”best of the rest”, og kort efter tog han på overbevisende vis den samlede sejr i Burgos, der jo ofte er den vigtigste formindikator frem mod Vueltaen.

 

Nu er spørgsmålet så, om Vueltaen kan blive løbet, hvor han bygger videre på det spæde grand tour-potentiale, han viste i Giroen for tre år siden. Dengang manglede han stadig temmelig meget i bjergene, for selvom han endte som nr. 9 i et ikke alt for stærkt felt, var han aldrig tæt på at matche de bedste. Til gengæld er den Sivakov, vi har set de seneste uger, også en meget bedre Sivakov, end vi så i optakten til Giroen dengang, selvom han altså vandt Tour of the Alps i ugerne op til starten på den italienske grand tour.

 

Noget kunne i hvert fald tyde på, at han har taget det niveauspring, vi allerede fornemmede efter nedlukningen i 2020, men som bare har været næsten helt usynligt i de to mellemliggende år. Det opløftende har også været, at han i begge de spanske løb har excelleret på de meget stejle stigninger, der også i år er dominerende i Vueltaen. Han har ellers tidligere ikke været glad for den slags procenter, men det var nu svært at se, at de voldte ham væsentlige vanskeligheder i Baskerlandet og Burgos.

 

Han vil også glæde sig over, at årets målbjerge er længere, og at der er færre af de hidsige mure, selvom han klarede også dem fint i optakten. Hans alsidighed og hans hold giver ham også gode muligheder i sidevind og på holdløbet, og selvom man ikke kan kalde ham specialist, er han i forhold til mange spinkle klatrere en hæderlig temporytter - en evne, han endda syntes at have forbedret på 2. etape i Giroen.

 

Hvordan han har det med den iltfattige luft på Sierra Nevada, er til gengæld nok et spørgsmålstegn, og hans holdbarhed er også et uafklaret punkt. Han blev jo nr. 9 i Giroen, men det vil være synd at sige, at hans karriere har været præget af stabilitet. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at han har en tendens til at gå lidt ned under etapeløb. Vi så i hvert fald det mønster i Burgos, hvor han virkede noget mere overbevisende på den første af de to bjergetaper, og i Tour of the Alps sidste år. Bedre bliver den bekymring ikke af, at det må lure som en trussel, at han kan have toppet for tidligt, hvad historien måske også kan indikere. Det er nemlig overraskende sjældent, at samme mand vinder Vueltaen og løbet i Burgos.

 

Hans rolle på holdet er også en smule uklar. Den erklærede ambition er den samlede sejr med Carapaz, men det vil ligne Sivakov dårligt ikke at have ambitioner. Det havde han i hvert fald så meget, at han også turde sige det offentligt, da han sidste år stillede til start som hjælper for Bernal, og det vil han med denne fremragende optakt formentlig også have denne gang. I kamp mod Roglic og et stærkt Bora-hold er det vel heller ikke nogen ulempe for Ineos at have mere end ét kort at spille.

 

Om klatreevnerne så rækker hele vejen, kan man til gengæld nok have sin tvivl om. Sivakov har i de seneste uger vist, at han kan køre pokkers stærkt, men vi har stadig til gode at se ham præstere på et niveau, hvor man for alvor kan anse ham som podiekandidat over tre uger. Til gengæld har vi også set en helt ny Sivakov de seneste uger, og vi ved jo fra hans U23-tid, at han i hvert fald dengang var noget helt, helt særligt.

 

Der er få, der har startet sin professionelle karriere med så megen hype som Sivakov, indtil han mærkede vidunderbørnenes tidsalders barske realitet, nemlig at en dårlig periode hurtigt kan koste en tur i glemmebogen. I de seneste uger har vi heldigvis hevet ham frem igen. Lad os håbe, at han i Vueltaen kan vise, at det er for bestandigt.

 

Sergio Higuita (*)

Der findes de ryttertyper, der er lette at kategorisere. Nogle er helt åbenlyst skabt til at spurte, andre til at køre i bjerge, nogle har et eminent punch på små stigninger, og andre er fabelagtige temporyttere. Naturligvis er der også alsidige fænomener som Wout van Aert, der ikke rigtigt kan puttes i nogle kasser, men som bare er blandt de bedste i et hav af forskellige discipliner.

 

Så er der de mere komplicerede ryttere. Det er de ryttere, hvor man ikke helt kan finde ud af, hvor spidskompetencen ligger, og om deres karriere skal gå i den eller den anden retning. Er det klogt at satse bredt på flere forskellige løbstyper? Og hvis man i stedet skal specialisere sig, på hvilket område skal man så gøre det?

 

En af disse ”problemryttere” er Sergio Higuita, som ikke rigtigt er til at blive klog på. Da han i begyndelsen af 2019 pludselig begyndte at køre så pokkers stærkt for det lille Euskaltel-hold, at EF allerede i maj gav ham en WorldTour-kontrakt, stod det hurtigt klart, at han både var hurtig og kunne klatre. Hurtigt fik man dog fornemmelsen af, at han måske mest var bjergrytter, da han og Tadej Pogacar duellerede mand mod mand på Mount Baldy i Californien i Higuitas første løb som WorldTour-rytter, men alsidigheden kom til udtryk, da han kørte sit første løb for EF i Europa og var meget tæt på at gå på podiet i puncheurløbet Tour de Pologne.

 

Derfra tegnede der sig dog et klarere og klarere mønster. Higuita havde det ret svært på længere stigninger og i de høje bjerge, og han syntes i stigende grad primært at excellere som puncheur. Samme efterår kørte han også sin første grand tour, og her endte det hurtigt med en rolle som etapejæger og ikke klassementsrytter - en rolle, der til tid også kastede etapesejr af sig. Desværre faldt denne afklaringsperiode også sammen med en periode, hvor hans stjerne falmede ganske kraftigt. Efter duellen med Pogacar i Californien havde han lignet et af sportens nyeste fænomener, men i løbet af 2020 og 2021 var det meget svært at blive specielt ophidset over de resultater, Higuita leverede. Faktisk vandt han ikke ét eneste cykelløb efter nedlukningen i 2020 eller i hele 2021.

 

Derfor tiltrak det heller ikke den helt store opmærksom, at han forud for denne sæson skiftede til Bora. Her var han et led i en voldsom oprustning i holdets forsøg på at forvandle sig fra klassiker- og sprinterhold til klassementsmandskab, men hvis han mere var puncheur end bjergrytter, var han måske ikke det helt indlysende valg. Det var i hvert fald mere klart, at de to øvrige ryttere i oprustningen, Jai Hindley og Aleksandr Vlasov, havde deres spidskompetence i etapeløbene.

 

Bora har imidlertid vist sig at kunne noget ganske særligt. Alle deres tre nyindkøb er nemlig endt som bragende succeser. Vi ved alle, hvilket cykelløb Hindley nu har vundet, og Vlasov har været en af forårets helt store oplevelser. Og det er endda blevet alle gode gange tre, for også Higuita er som sine nye holdkammerater blevet bragt tilbage på sporet efter en knap så prangende tid.

 

Det har også genskabt troen på, at Higuita måske ikke bare er puncheur. Ganske vist så vi med hans nylige etapesejr på den polske mur, at han stadig er eminent i det eksplosive terræn, men da han højst overraskende endte som samlet vinder i Catalonien tidligere i år, kørte han lige op med Joao Almeida og Nairo Quintana på en lang stigning i Pyrenæerne.

 

At Higuita er tilstrækkeligt god i bjergene til vitterligt at køre klassement i grand tours, er dog stadig et åbent spørgsmål. Catalonien var lovende, og vi så også, at han kørte i top 10 på de sidste to bjergetaper i sidste års Tour. Han har imidlertid ikke for alvor excelleret i de høje bjerge endnu. I Catalonien var han åbenlyst den svageste af de tre i front, og han var hjulpet af kraftig modvind, og det felt, vi endte med i sidste års Tour, var bag de tre bedste bestemt ikke prangende.

 

I år har Catalonien også været en undtagelse. I Romandiet vandt han ganske vist kongeetapen, men det var efter en bizar forestilling, hvor kraftig modvind betød, at alle ventede på en spurt, som Higuita vandt, selvom han under hele finalen havde været tæt på at blive sat af. Senere endte han som nr. 2 i Schweiz, men det var faktisk efter et løb, hvor han virkede under sit niveau og mest blev hjulpet af, at feltet nærmest blev renset for favoritter, da først corona havde gjort sit indtog.

 

Jeg føler mig stadig ikke overbevist om, at Higuita gør klogt i at satse på grand tours, men det er helt fair, at han giver det et skud. Det er også en klog beslutning af Bora-mandskabet, at de fra start udså Vueltaen som hans store sæsonmål. Det er nemlig de hidsige og eksplosive stigningers løb og dermed den grand tour, der passer ham bedst.

 

Desværre for ham er der mindre Vuelta over årets Vuelta, end der plejer. Han vil generelt sætte pris på bjergfinalerne i den første uge, men de helt afgørende etaper i den anden uge, byder på lange, udmarvende målbjerge. Det er her, vi for alvor for at se, om Higuita også kan klare den slags terræn så god, at en fremtid som grand tour-rytter er værd at satse på. I det mindste hjælpes han på Sierra Nevada af højderne, men spørgsmålet er, om evnerne rækker i den slags terræn.

 

Han har også andre udfordringer. Han kørte pludselig en god enkeltstart i Schweiz, men ellers er drømmen om, at et skifte til Boras supermateriel ville føre nye tempogevinster med sig, endt som en fuser. Hans enkeltstarter i år har generelt været skuffende, og selvom Schweiz heldigvis givet et lille håb, må man antage, at han får en lussing på 10. etape. På holdløbet ligner Bora også et hold, der i forhold til de stærkeste får problemer, og selvom hans punch gør, at han kan samle lidt bonus op hist og her, vinder han kun løbet, hvis han kører offensivt i bjergene.

 

Det er her, jeg har min tvivl. Rækker evnerne på lange stigninger virkelig hele vejen i et løb, der ikke er designet, som han kunne ønske? Jeg tillader mig fortsat at have min tvivl, men hans ridt i Catalonien gør, at han har potentiale til at overraske mig. Vi aner heller ikke meget om hans holdbarhed, for hidtil har han slet ikke været stabil over tre uger, men hans flotte tredje uge i Touren samt hans etapesejr på 18. etape i Vueltaen i 2019 vidner i hvert fald om, at han godt kan køre stærkt til sidst. Og skulle det knibe med holdbarheden hjælper det, at løbet her har en ganske let sidste uge.

 

Hvor længe hans kaptajnrolle holder, ved vi heller ikke. Han blev fra start udset til en kaptajnrolle i dette, løb, men det var også dengang, Hindley ikke var grand tour-vinder. Man fastholder løftet om, at han bliver beskyttet, men det er vel ikke helt urimeligt at tro, at Bora-mandskabet satser mere på en vis australier end på en colombianer, der fortsat er helt uden samlede resultater i grand tours.

 

Uanset hvad bør de kommende tre uger gøre os meget klogere. Hidtil har Higuita ikke været i nærheden af at levere en stabil grand tour over tre uger, men efter skiftet til Bora er han også blevet en helt ny rytter. I Catalonien viste han os, at han på sine store dage er en mand, der kan køre stærkt også i de høje bjerge, men det er stadig som puncheur, han for alvor har excelleret. Når vi når Madrid, ved vi forhåbentlig så meget mere om, hvad han fremover skal satse på, at vi definitivt kan fjerne ham fra kategorien over komplicerede ryttere, om hvem det er så pokkers svært at finde ud af, hvad de er bedst til.

INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 04. oktober 2022

Endnu et hold ansøger om WorldTour-status
Landevej
Mørkøv og Cavendish danner par i Piemonte
Landevej
Video i artiklenEvenepoel forklarer menneskeligt valg i finalen
Landevej
Lynhurtige Pogacar: Det var bedre at satse på sprinten
Landevej
Olympisk rutine & ny makker: Her er Danmarks VM-trup
Bane
Trods mistet fokus efter VM vandt Laporte
Landevej
Video i artiklen”Jeg så fra starten, at han ikke var som de andre” – Gilbert udviser stor respekt for Evenepoel
Video
Jumbo-stjerne kører fra alt og alle i Belgien
Landevej
Pogacar slår Valverde i tæt spurt og vinder Tre Valli
Landevej
Hollandsk stjerne jubler efter sidste løb med DSM
Landevej
Maraton-karantæner: Syv ryttere bandlyst efter doping
Landevej
Il Lombardia uden afbrydelser: Se Vingegaard, Pogacar og resten af stjernerne
Landevej
Suveræne Wiebes moser konkurrenterne i siddende spurt
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen på kvindernes Binche Chimay Binche
Video
Fransk hold afviser: Vil ikke have Quintana
Landevej
Optakt: Tre Valli Varesine
Landevej
Optakt: Binche-Chimay-Binche
Landevej
Video i artiklenGlad Vingegaard: God forberedelse til Lombardiet Rundt
Video
Longo Borghini efter ny sejr: Jeg har taget revanche
Landevej
Lotto-boss fremhæver Kron: Vi kan forvente os meget
Landevej
Seks danskere på foreløbig startliste til Il Lombardia
Landevej
Pogacars chef stopper som sportsdirektør
Landevej
Den store Tv-oversigt 2022 - Køb Discovery+
Landevej
Italiensk stjerne vinder igen
Landevej
Kopecky klar til at forsvare bane-medaljerne
Bane
Garvet belgier til Bingoal
Landevej
Overblik: 10 stjerner uden kontrakt for 2023
Landevej
Danskeroversigt: 11 danskere i tre endagsløb denne tirsdag
Landevej
Sporza: Cort kører Gravel-VM
Gravel
Medie: Jumbo-juvel har afvist flere WorldTour-tilbud
Landevej
Mørkøv blandt flere stjerner i Quick-Step-profils farvel
Bane
Skjelmose kører første løb siden VM: Han er en af favoritterne
Landevej
Oversigt: Sådan har WorldTour-sejrene fordelt sig i 2022
Landevej

Mandag den 03. oktober 2022

Evenepoel reagerer på Ineos-rygter
Landevej
Produktnyt: Nye energi og proteinbarer fra Powerbar
Udstyr og test
Blev femmer sidste år: Kron til start i endagsløb
Landevej
Ballerini var tæt på at give op inden forløsende sejr
Landevej
Test: Assos RSR Targa sommertøj
Udstyr og test
Flyvende hollænder efter 12. sæsonsejr: Fedt at slå verdenstoppen
Landevej
Trentin glæder sig trods misset spurt
Landevej
Jumbo-komet basker sprintereliten
Landevej
Optakt: Sparkassen Münsterland Giro
Landevej
Efter VM-fadæse: Van der Poel tager revanche på grus
Gravel
Quickstep sejrer igen i italiensk endagsløb
Landevej
34-årig franskmand stopper karrieren
Landevej
Optakt: Coppa Bernocchi
Landevej
Femdobbelt baneverdensmester får Uno-X-debut
Landevej
Tidligere verdensmester dropper karrierestop
Landevej
Eksklusivt interviewForvirring i dansk VM-udtagelse - Norsgaard er "ekstremt skuffet"
INTERVIEW Landevej
Stjerne ude af monument
Landevej
De 10 største kvindelige transfers i 2022
Landevej
Se slutstillingen i Demin Cup 2022
Landevej
Marita Jensen vinder Ladies Cup i tæt afgørelse
Landevej
Medie: Ineos på vej med kvindehold - skriver med verdensstjerne
Landevej
Flere aktører revser UCI for manglende sikkerhed
Landevej
Sygdom tvinger favorit til afbud i Tyskland
Landevej
WorldTour-status: Lottos situation forværret
Landevej
Ny dansker stopper på Uno-X
Landevej
Bekræftet: Uno-X henter nordmand hos Ineos
Landevej
Oversigt: 13 danskere i to ProSeries-løb denne mandag
Landevej
Forudbestil: Mads P.s nye bog - og spar 20%
Landevej

Søndag den 02. oktober 2022

Coquard vandt fransk duel: De andre tøver
Landevej
Fransk sejrherre troede sejren var væk
Landevej
Nicklas Amdi Pedersen vinder Demin Cup
Landevej
Viviani om Mohoric-triumf: De fortjente sejren
Landevej
Skuffet efter styrt og 15. plads: Jeg følte mig virkelig godt kørende
Landevej
Dansk sportsdirektør efter offensiv kørsel: Et fedt løb
Landevej
Fransk sprinter slår Démare - landsmand tager samlet sejr
Landevej
DJ Evenepoel spiller op: Se den enorme belgiske hyldest
Landevej
Norsk talent tager samlet sejr i fransk etapeløb
Landevej
Test: MAAP-tøj
Udstyr og test
Fransk talent fortsætter sit gennembrud i belgisk uvejr
Landevej
Optakt: Tour de Vendée
Landevej
Viceverdensmester sejrer i ungdommens Lombardiet Rundt
Landevej
Fattet Vingegaard efter tabt trøje: Jeg er ikke en sprinter
Landevej
Fik skovlen under Vingegaard: Sad bare på hjul
Landevej
Her er Corts løbsprogram for sidste del af sæsonen
Landevej
Video i artiklenSe Mohoric nappe sejren fra Vingegaard
Video
Video i artiklenAbsurd tæt afgørelse: Slovener stjæler Vingegaards triumf
Landevej
VIS FLERE

Annonce