STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da Vueltaen startede for en god uges tid siden, ville ingen være blevet overraskede, hvis vi efter løbets 10. etape ville have Remco Evenepoel i den røde førertrøje. Ingen har nemlig stillet spørgsmål ved hans klatreevner efter magtdemonstrationerne i Liege og San Sebastian, og sidstnævnte viste også, at han kom til løbet i fabelagtig form. Chancen for, at han ville være en dominerende skikkelse i den første uge var i hvert fald stor, og da målbjergene alle var relativt korte, ville han nok kunne begrænse tabet, selv hvis han skulle blive træt undervejs. Med udsigt til 30 km pandekageflad enkeltstart, hvor han ville kunne gøre enorm skade på snart sagt alle rivalerne, var vejen til en tidlig førertrøje i hvert fald til at få øje.

Når enkeltstarten på tirsdag er afviklet, vil det scenarium være blevet til virkelighed. Hvis ikke coronavirus har fået fat i andre end Pieter Serry, eller andet uheld sætter en stopper for vidunderbarnet, er der ingen chance for, at han ikke igen vil trone øverst på podiet tirsdag eftermiddag. Når det sker, vil det med andre ord være helt efter bogen, formentlig også den drejebog, Quick-Step-mandskabet var mødt op med.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Hvad de færreste havde ventet, var, at han vil være så langt foran, at de andre skal have den skarpe kikkert frem for at få øje på ham. Nu kender vi selvsagt endnu ikke de afstande, enkeltstarten vil skabe, men hans rivaler skal være mere end almindeligt naive, hvis de tror, at det ikke ender i et blodbad. Den eneste, der med nogen rette kan tro på, at det går så slemt, er den olympiske mester Primoz Roglic, men for alle andre er der lagt op til offentlig henrettelse på Valencias flade veje. Og når det regnskab gøres op, vil det være skræmmende læsning for alle, der kom til Spanien med ambitionen om en Vuelta-sejr.

Det har hele tiden ligget i kortene, at enkeltstarten vil ende i det omtalte blodbad og skabe enorme forskelle, men forventningen var nok alligevel, at løbet ville være relativt tæt. Som altid er intet let i Vueltaen, og det gjaldt bestemt heller ikke for den første uge, vi netop har været igennem, men den var designet sådan, at den ikke skulle kvæle al spænding. Den nye Pico Jano-stigning sluttede med så bløde procenter, at mange var af den opfattelse, at de bedste nok ville spurte på toppen, og selvom de i dag skulle op ad den brutale mur Les Praeres så vi ved første besøg i 2018, at den var så kort, at forskellene endte med at være ganske begrænsede. Kun gårsdagens nye målbjerg havde et design, hvor man måske kunne vente større afstande, men det var trods alt også en kort stigning efter en dag, der ikke var alt for svær.

Nej, løbsdirektør Javier Guillen havde fundet en fin balance mellem på den ene side at skabe drama uden at kvæle al spænding. Det troede han i hvert fald, at han havde gjort, indtil han inviterede Evenepoel med til festen. Den første uge har nemlig sprængt klassementet til atomer og skabt forskelle, ingen havde drømt om - og det endda inden den enkeltstart, der på forhånd lignede den vigtigste af de fire nøgleetaper i løbets første halvdel.

Sjovt nok var det på 8. etapes lidt længere og stejlere målbjerg, at Evenepoel virkede menneskelig og undlod at gøre al for voldsom skade. Mange havde helt sikkert klynget sig til håbet om, at den forskel, der var mellem den ustoppelige Evenepoel, vi så i torsdags, og den noget mere humane Evenepoel, vi så i går, var det første tegn på den træthed, der har været en lige så fast del af Evenepoels etapeløb, som amen er det i kirken. Derfor var der nok mange, der i går gik til køjs med en formodning om, at ballet fortsat var ganske åbent.

Det er det heldigvis stadig. Lukker man sine øjne og forestiller sig Sierra Nevada-etapen på søndag, er det ikke svært at se for sig, hvordan Evenepoel knækker tidligt på stigningen og sejler langt agterud som en skygge af det overmenneske, han hidtil har været. Det har vi nemlig set så mange gange tidligere, at det ikke kræver nogen særlig forestillingskraft eller fantasi at se for sig, hvordan Evenepoel falmer helt og bliver en bleg belgier og ikke en overmenneskeligt uhyre, når de andalusiske bjerge viser tænder i den kommende uge.

Til gengæld er det heller ikke længere svært at se for sig, at Evenepoel vinder Vueltaen. Det havde jeg ellers en anelse svært ved inden løbet, for hans manglende restitutionsevne har været så fast en komponent i fortællingen om 2022-sæsonen, at det skulle være slemt mærkeligt, hvis det forholdt sig anderledes i det længste af alle hans etapeløb. Det skulle det for så vidt stadig, men noget tyder på, at mærkelige ting måske bliver til virkelighed.

Foreløbig har der i hvert fald ikke været skyggen af niveaufald. Det plejer der jo ellers at være, selv når han bare har skullet køre knap en uges tid, men nu har han kørt ni etaper - karrierens hidtil længste sammenhængende forløb, hvis man ser bort fra den fejlslagne Giro - og den ”svaghed”, der fornemmedes i går, var forsvundet som dug for solen i dag, da han udnyttede Les Praeres stejle procenter - vel at mærke de stejle procenter, han ved sæsonstart beskrev som en svaghed, han skulle arbejde på - til at levere en magtdemonstration, der gør det svært at forstå, at Simon Yates ved sin sejr på samme stigning i 2018 knap vandt tid overhovedet.

Det var nemlig rystende overlegent, akkurat som det var rystende overlegent for tre dage siden. Forskellene var selvfølgelig mindre, men stigningen var også kortere, den samlede etape lettere og vejret noget mere behageligt. Den eneste væsentlige forskel mellem torsdag og søndag var, at Enric Mas kunne hænge på for nogle dage siden. I dag var ingen over eller ved siden af Evenepoel. De var end ikke tæt på.

Det er bekymrende for enhver håbefuld Vuelta-aspirant. Det står nemlig klart, at deres skæbne ikke længere er i deres egne hænder. Hvis andre end Evenepoel skal vinde denne Vuelta, skal der bedes til de højere magter, enten om mere coronavirus eller anden form for uheld eller det klassiske Evenepoel-kollaps, der har været sæsonens orden hidtil. Hvis de bønner til gengæld ikke bliver hørt, og Evenepoel viser sig i stand til at fortsætte, som han er startet, kan vi meget vel ende med en sejr, der måske kan blive den mest suveræne, siden Ivan Basso i 2006 vandt Giroen med 9.18 ned til nr. 2, 11.59 ned til nr. 3, 18.16 ned til nr. 4 og 27.34 ned til nr. 10!

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Heldigvis for spændingen er et Evenepoel-kollaps så reel en option, at løbet bestemt ikke er blottet for spænding. De kommende dage vil det bare ikke være relevant at kigge på andre end ham. Løbets videre skæbne er helt og holdent bestemt af, hvorvidt trætheden melder sig, som den plejer, eller om Evenepoel har fået rettet på den eneste reelle svaghed, han har haft.

Det er nok særligt spanierne, der vil bede til, at cykelsæsonens orden bliver genoprettet de kommende to uger. Denne Vuelta har nemlig kurs mod at blive den genfødsel af spansk cykelsport, de sådan har sukket efter, siden det stod klart, at efterfølgeren til den gyldne generation med Alberto Contador, Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez og Samuel Sanchez var ganske få og spredte. Siden Juan Ayuso og Carlos Rodriguez begyndte at folde sig ud, har det været klart, at ventetiden ville være kort, men at den skulle være så kort, at de to vidunderbørn begge er i spil til podiet allerede i deres første grand tour, havde selv den mest optimistiske spanier næppe troet på. Og at en af de to værste rivaler - Evenepoel fraregnet - skulle være deres egen landsmand og en af de få, der har kunnet løfte noget af arven efter supergenerationen må føles så godt, at der nok er udbredt ømhed i løbets værtsland af al den kniben i armene, der er gang i lige nu.

I dag bekræftede Enric Mas nemlig igen sit tårnhøje niveau og sin enorme stabilitet. Det er stadig uforklarligt, hvad der skete under Touren, men det her er den rigtige Mas, vi kender. Spanieren kan endda tillade sig at drømme om en Vuelta-sejr, for falder Evenepoel sammen, er han vel det sikre kort. Der kan stilles spørgsmål ved alle andre podiekandidater, men medmindre han igen vælter, som han plejer, burde Mas fortsætte løbet, som han er startet det.

Det tror jeg imidlertid også, at Carlos Rodriguez vil. Spanieren er på alle måder indbegrebet af en dieselmotor med sin enkeltstartsagtige tilgang til klatring og med det stærke comeback, han leverede i den sidste weekend af Tour de l’Avenir. Vi ved ikke, hvor holdbar han er, men tegnene i sol, måne og stjerner tilsiger alle, at han formentlig kan stå distancen. Kan han det, kommer han som kaldet fra himlen for et Ineos-hold, der desperat leder efter nye sejrskandidater i grand tours, og han vil vise sig at være noget helt andet og meget mere spændende, end det så ud til, at holdet i sin tid - dengang for mig lidt uforståeligt - hentede ham til holdet direkte fra juniorklassen.

Det mest hypede spanske talent har ellers været Juan Ayuso og det med god grund. Det spanske vidunderbarn er trods alt kun 19 år og dermed uhørt ung for en podiekandidat i en grand tour, og han har i den alder leveret resultater, som kun Evenepoel i nyere tid kan matche. I dag viste han igen sin tårnhøje klasse bare 24 timer efter, at hans stjerne var falmet, men samtidig åbenbarede han den svaghed, der gør ham til klassementets totale wildcard. På sine store dage kan han formentlig mere end Rodriguez, og dermed har han nok den største chance for at vinde løbet - også fordi hans enkeltstart er bedre - men når man ser på de udsving, han har i sin korte karriere og også i dette løb, er der i hvert fald umiddelbart en stabilitet, der skal arbejdes med, og som gør, at et Ayuso-sammenbrud i de kommende to uger nok ikke er det vanskeligste at forestille sig.

Og sådan gik det til, at jeg fik skrevet næsten en hel analyse, inden jeg fik lejlighed til at nævne Primoz Roglic. Sådan har det jo ellers ikke været under det slovenske herredømme de seneste tre år, hvor næsten enhver analyse har haft sloveneren som det naturlige omdrejningspunkt. Som det har været gennem hele året, hvor Roglic har været forvandlet fra monster til menneske, er det imidlertid nye tider, og den tidligere aura af usårlighed er definitivt væk.

Vi ved stadig ikke, hvor meget af ”svagheden” der skyldes dårlig forberedelse, og hvor meget der kan forklares med, at Roglic bare er en mere menneskelig rytter, end han var engang. Han har stadig enkeltstarten som et solidt våben, og vi ved også, at han er typen, der med et stort og vildt angreb fra distancen mod slutningen af løbet kan vende løbet på hovedet, som han tidligere har gjort det i Baskerlandet, hjalp Jonas Vingegaard med at gøre i Touren, og som han for så vidt også gjorde i Vueltaen sidste år, selvom hans vilde ridt på Lagos de Covadonga alene tjente det formål at cementere en sejr og ikke vende noget som helt på hovedet. Har han stadig procenter at hente på den manglende forberedelse, er den fjerde sejr stadig sandsynlig, hvis Evenepoel falmer, men lige så let, det er at forestille sig, at belgieren kollapser lidt i den kommende uge, lige så let er det for den Roglic, vi kender i 2022, at forestille sig, at det ikke bliver spor bedre, end det er nu, selvom hans ukuelige fight nok skal sørge for, at det totale kollaps udebliver.

Han er heldigvis stadig i den position, at man kan se hans vej til sejr. Det er meget svært at se for andre i et felt, der ellers inden løbet så uhyre åbent ud. Mest synd er det for Tao Geoghegan Hart, der for 24 timer siden lignede en reel vinderkandidat, hvis han kunne forbedre sig lige så meget gennem løbet, som han gjorde i Giroen i 2020. Det fik et styrt imidlertid sat en stopper for, og nu er afstanden så stor, at en gentagelse af Giro-sejren næppe kommer tilbage. Så meget x-faktor har han trods alt ikke, at han som Chris Froome i Giroen i 2018 egenhændigt kan vende løbet på hovedet. Selvom han fortsat kan have kurs mod et flot løb, hvis moralen holder, er Ineos reduceret til en enmandshær, nu hvor det står klart, at Pavel Sivakov som frygtet har toppet, og Richard Carapaz er om muligt endnu svagere, end man kunne have frygtet efter den pauvre indsats i Polen.

Der bliver heller ingen anden Vuelta-sejr til Simon Yates. Det har aldrig været sandsynligt, men nu er den drøm definitivt død. Briten kører stadig et flot og stabilt løb uden de udsving, han er kendt for - og som også for alvor bliver farlige senere, hvor bjergene også passer ham dårligere - men når han ikke kan gøre en forskel i den finale, der passer ham allerbedst, og hvor han indledte sin kurs mod Vuelta-sejr for fire år siden, må han sande, at der slet ingen vej er til den samlede sejr.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Det er der heller ikke for Jai Hindley. Vi ved, at han kan lave utrolige ting sent i en grand tour, men i dette løb synes tendensen at være vendt helt på hovedet. Den lille australier synes bare at blive ringere og ringere, og selvom det ikke er sikkert, at det mønster holder, når vi rammer den anden uge, er drømmen om endnu en grand tour-sejr helt død. Som Carapaz og Mikel Landa kan skrive under på, er det imidlertid ikke spor let at være med fremme i to grand tours på én sæson, og det er nok hovedforklaringen på hans atypiske forløb. I det mindste har han sin sejr, og det skal Bora i den grad være glade for efter et løb, hvor frygten for, at Sergio Higuita slet ikke er grand tour-rytter synes foreløbigt bekræftet, og hvor Wilco Kelderman nok engang viser, at hans tid som grand tour-rytter kan være ovre.

Der er heller ingen vej til sejr for Miguel Angel Lopez, men colombianeren kan godt blive spændende i den anden uge. Hans forberedelse var haltende, og der er en fremgang at spore. Sidst Vueltaen besøgte de andalusiske bjerge i den anden uge var i 2017, og dengang havde Lopez også skuffet fælt i den første uge. Da vi ramte de lange stigninger i det glohede syd, gav Lopez en vis Chris Froome bøllebank tre gange i træk, og selvom noget lignende næppe sker denne gang, kan man i hvert fald håbe, at han har en lignende opadgående formkurve denne gang.

Han er i hvert fald stadig med i kampen. Det er mere, end man kan sige om Bahrain, hvor Gino Mäder fortsætter de mærkværdige triste takter, vi har set siden Romandiet, hvor Santiago Buitrago er en skygge af sig selv, og hvor Mikel Landas forberedelse har været for haltende. Med tanke på den jubelsæson, Bahrain havde sidste år, har de været betydeligt mere menneskelige i år, og det står vel nu klart, at i hvert fald to af de tre grand tours vil ende med et andet resultat, end de havde ventet.

Det kan det også gøre hos UAE, hvor det i givet fald vil være alle tre grand tours, der er fejlet. Corona ødelagde Giroen for Joao Almeida, og Tadej Pogacar fik ikke i Touren den sejr, der var forventet, hvor ubarmhjertig en sådan konstatering kan være. Nu synes et Vuelta-podium at hænge på det usikre Ayuso-kort, for det står nu helt klart, at Almeidas bekymring for dårlige ben ikke var ubegrundet. Portugiseren er et stykke fra sit niveau, og selvom han plejer at forbedre sig undervejs, er det nu tre bjergetaper i træk, hvor han har haft det svært, og det har sat ham alt for langt tilbage - særligt hvis han ikke genfinder sin bedste enkeltstart.

Det bliver heller ikke den Vuelta, Ben O’Connor havde drømt om. Australieren lagde ellers så fornemt fra land, men han er bare blevet svagere og svagere for hver etape. Modsat flere andre har han ingen historik, der tilsiger, at han skulle være særligt stærk senere i løbet, og selvom han ramte en gylden åre af form i den sidste uge af Giroen i 2020, tyder meget nok på, at det bliver en Vuelta, der skal reddes af en etapesejr.

Perspektiverne ser i hvert fald mere lovende ud for EF. Hugh Carthy er stadig langt fra den podierytter, han var for to år siden, men han er konkurrencedygtig, og hvis han forbedrer sig, som han gjorde i Giroen, er hans anden top 10 i år bestemt inden for rækkevidde. Endnu større glæde er der dog måske over, at Mark Padun er kommet tilbage på sporet, og selvom han har en grim vane med at falde helt sammen i grand tours, kan han måske nå at få sin etapesejr forinden og dermed redde amerikanernes løb.

Den bekymring har Intermarché ikke længere. Louis Meintjes fortsatte det vilde comeback, som det belgiske succeshold indledte, da de hentede den fallerede sydafrikaner til holdet, med nu at tage karrierens største sejr, den anden triumf i år og måske endda bringe sig tilbage i spillet til sin anden top 10 i en grand tour i år - alt sammen syv år efter den seneste sejr og fem år efter den seneste top 10 et stort etapeløb. Det kom ganske meget som et lyn fra en klar himmel, for den solide sydafrikaner har været temmelig meget bag om dansen i starten af løbet, og han slog endda til på en stigning, der passede ham ganske elendigt. Dermed får Intermarché også succes i dette løb, som de har fået det så meget igennem året, selvom det hele startede så skidt med Domenico Pozzovivos og Meintjes’ svage begyndelse, Jan Hirts coronasygdom og Gerben Thijssens styrt, der i dag sendte ham ud af løbet.

Nu kan man selvfølgelig hævde, at udbruddet var så klatresvagt, at Meintjes ikke kunne undgå at vinde. Det er utvivlsomt sandt, når nu Jose Manuel Diaz er så formsvag og/eller forslået, men han var jo i perioder af stigningen den eneste, der bare nogenlunde kunne matche Evenepoels tempo. Måske var modstanden begrænset, men hans kørsel giver masser af håb for, at han igen kan imponere, som han gjorde det i Touren, hvor det også var hans aggression, der sendte ham tilbage i klassementet og gav en sikker top 10.

Det er bare pokkers synd for ham, at det ikke er hans sejr, vi vil huske denne søndag for. Det vil nemlig være for den magtdemonstration, en vis belgier leverede lidt længere ned ad bjerget. Den var nemlig så rystende overbevisende, at alle de, der har satset pensionsopsparingen på, at holdbarheden vil halte, må begynde i hvert fald at få en anelse kolde fødder. Lukker man øjnene, kan man sagtens forestille sig Evenepoel-kollapset om en uge, men man kan også sagtens forestille sig, at det aldrig kommer. Og gør det ikke det, kan vi ende med en grand tour-sejr, der er så overlegen, at det vel bedst kan betegnes som Remcos glade vanvid.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE