STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

I de senere år har der været megen diskussion om, hvorvidt det er muligt at starte en grand tour med flere ambitioner, hvis man har planer om at køre med om den samlede sejr. Indtil i år skulle vi således helt tilbage til 1997-udgaven for at finde et Tour de France, hvor ét hold har vundet både den gule og den grønne trøje. End ikke det stærke Sky-hold lykkedes således med at vinde begge trøjer i 2012, hvor de ellers i Mark Cavendish havde verdens bedste sprinter og var så stærke, at de endte med både nr. 1 og 2 i klassementet.

Udviklingen har vist, at kunsten at spille på flere heste er blevet vanskeligere og vanskeligere, og det er bae blevet endnu sværere, efter at holdstørrelserne er reduceret fra 9 til 8. Derfor er det i dag en sjældenhed, at hold, der har ambitioner om at køre med om den samlede sejr eller endda bare podiet, stiller med en sprinter. Den slags er der sjældent plads til, og det måtte Sam Bennett sande tidligere på året, da Aleksandr Vlasovs stærke forår havde givet Bora så store podiedrømme, at hele butikken måtte satses på klassementet, selvom irerens sæson var indrettet efter, at han skulle toppe i Touren.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den udvikling betød som bekendt også, at der var megen debat om, hvorvidt Jumbo kunne spille på to heste i årets Tour. Løbet viste da også, at de to interesser flere gange konfliktede, men når man er så stærke som hollænderne, kan alt lade sig gøre. Med deres overlegne show fik de i hvert fald midlertidigt lagt en dæmper på diskussionen om, at det ikke kan lade sig gøre at gå efter både klassement og massespurter.

Det er nu nok næppe derfor, at vi i årets Vuelta ser bemærkelsesværdigt mange hold med både en sprinter og klassementsambitioner. Det har nemlig længe været planen for det store flertal af holdene, og det handler snarere om, at Vueltaen er lidt mere afslappet, og der derfor ikke er brug for helt samme niveau af beskyttelse for kaptajnerne, samt at mange ofte bruger løbet til at give unge sprintere en første smag på grand tours i et felt, hvor modstanden ikke er helt så skrap. I hvert fald har vi i dette løb set, at Bora, UAE og BikeExchange både er kommet til løbet med en af de bedste sprintere samt meget seriøse podie- og måske også sejrsambitioner. Ja, selv det normalt meget enøjede Ineos-mandskab tog Ethan Hayter med i en fri rolle, hvor han også kunne køre massespurter, og Jumbo gav endda plads til, at Mike Teunissen kunne køre en spurt på hjemmebanen. Paradoksalt er et af de eneste helt sprinterløse hold denne gang Quick-Step, der jo ellers må regnes som verdens førende sprintermandskab, men Remco Evenepoel har som bekendt skabt nye tider i Belgien.

Mest besynderligt var det næsten at se, at BikeExchange forud for løbet havde plads til at stille med Kaden Groves, for siden Simon Yates har meldt sig som topkandidat i grand tours, har de altid bygget hele holdet omkring ham. Det har måske endda været særligt vigtigt de senere år, hvor svagere økonomi har svækket deres trup ganske markant, og hvor Yates både i Giroen og i Vueltaen er kommet til løbet med en trup, hvis evne til at forsvare en trøje virkede tvivlsom.

Fordelen ved at spille på flere heste er, at man har noget at falde tilbage på, hvis den ene ambition skulle kikse. Det er særligt relevant, hvis klassementsambitionen fejler, for der kan være pokkers langt til Madrid, hvis man allerede tidligt i løbet må sande, at den ikke gik, og man står tilbage med et hold, der er helt designet til at støtte en kaptajn. Da Yates her til morgen for anden gang i sin karriere måtte forlade en grand tour som følge af corona, var der nemlig ikke alligevel udsigt til en trist ørkenvandring for de succeshungrende australiere. Det kunne ellers have været temmelig trist, hvis man stod foran en halv grand tour med masser af bjerge og en trup bestående af folk som Kelland O’Brien, Luke Durbridge, Callum Scotson, Michael Hepburn og Lawson Craddock, der med al respekt ikke er de fødte vindertyper, og da Lucas Hamilton samtidig igen er uhyggeligt formsvag, kunne et sådant scenarium kun have ført til, at det vel nærmest mest ville handle om at komme hele vejen til Madrid.

Men så var det godt, at man brød traditionen og denne gang ikke byggede hele holdet op om Yates. Der var nemlig også blevet plads til en grand tour-debut til Kaden Groves, hvilket egentlig er bemærkelsesværdigt flot af holdets ledelse. Australieren skifter nemlig til Alpecin næste år, og derfor er det ikke dem, der høster gevinsten ved, at han i år får lejlighed til at udvikle sig yderligere ved at gennemføre sit første tre uger lange etapeløb. Det er ikke svært at finde eksempler på hold, der nok havde parkeret ham på sidelinjen, sendt ham pænt videre til Alpecin og bygget hele holdet op om den stjerne, der netop har forlænget sin kontrakt.

I dag er man dog nok glade for, at man ikke satte sig over i hjørnet og surmulede over, at Groves springer fra en skude, der kan synke ud af WorldTouren i år. Knap havde Yates nemlig forladt løbet, inden australieren sørgede for, at det ellers nødlidende hold blev det fjerde efter Jumbo, Alpecin og Quick-Step til at have vundet etaper i alle årets tre grand tours. Det er sjældent, at en sejr er kommet med så god timing, som det gjorde, da Groves blæste over stregen efter en ellers lang og gabende kedsommelig dag i den hårde sydspanske modvind.

Det bedste af det hele var næsten, at det var et resultat lige så meget af kollektivet som af Groves selv. Nu har det ellers været et åbenbart tema igennem en stor del af sæsonen, at australieren har haft det svært i positionskampen, og da holdets lead-out-ressourcer i vidt omfang er gået til Dylan Groenewegen, har det unge talent ofte været ganske alene. Det blev måske særligt tydeligt i Polen, hvorfra han kom hjem helt uden resultater, selvom det var et løb, der nærmest udelukkende bestod af sprinteretaper. Efter en ellers lidt skuffende start på en ellers lovende karriere viste han os jo ellers i foråret, at hans fart pludselig er blevet så høj, at han kan true også de bedste, men det har bare intet hjulpet, når han har siddet for langt tilbage.

Heller ikke dette løb har det set bedre ud. På et hold, der primært er her for Yates, blev der ganske vist plads til tog bestående af Michael Hepburn og Kelland O’Brien, men at kalde dem lead-out-giganter i et felt, der tæller for som Danny van Poppel, Alex Kirsch og Sebastian Molano må kaldes en overdrivelse. Det gik da også helt galt i de to hollandske massespurter, der endte som en kopi af den polske fiasko, hvor en dårligt placeret Groves ikke var i nærheden af sejren.

Derfor var det også svært at have den store optimisme på hans vegne i dag. Med udsigt til hård sidevind over de sidste 3,8 km vidste alle nemlig, at der ville være vild positionskamp frem mod det sving, der ledte ind på den alenlange opløbsstrækning. Helt som ventet var det de store hold, Ineos, Quick-Step og Jumbo, der udkæmpede et stort slag frem mod det sving, og dermed kunne man meget vel frygte, at Groves igen ville blive fanget for langt tilbage.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Men måske var det alligevel til hans fordel. Det betød nemlig, at det var power og muskelkraft mere end fart, der ville sikre en god position på opløbsstrækningen. Det var således alt for tidligt for togene at kæmpe for en god plads med 3,8 km igen, men her stod Groves ganske stærkt med formstærke Craddock samt O’Brien og Hepburn, der måske nok mangler noget fart, men var skabt til at kæmpe om positioner længere fra mål. Derfor lykkedes det også australierne at være det bedst placerede sprinterhold, da de ramte opløbsstrækningen.

Problemet var, at tre mand foran en sprinter er for lidt til 3,8 km, og da Craddock relativt tidligt slog ud, var gode råd døre, for O’Brien og Hepburn ville få svært ved at holde hele vejen. Der er imidlertid plads til et takkekort til Alpecin, når Groves til jul skal have udsendt årets julehilsner, for belgierne kom dem i den grad til undsætning. Selvom Tim Merlier var så langt tilbage, at det var ganske svært at få øje på den belgiske mesterskabstrøje, blev belgierne ved med at sende nye forsyninger frem af folk, der kunne give O’Brien en puster i føringsarbejdet. Effekten af det var vel kun, at farten blev holdt så høj, at Merlier ikke kunne komme frem, mens Groves’ gode position til gengæld blev bibeholdt.

Pludselig var vi så tæt på mål, at O’Brien og Hepburn havde kræfter nok. I det, der vel bedst kan betegnes som den omvendte verden, var det pludselig hans tog, der styrede slagets gang, men truslen var stadig stor. Hepburn, der var sidste mand, var stadig oppe mod bedre lead-out men, og logikken tilsagde vel, at han ville blive overmandet bagfra.

Det gjorde han også, men BikeExchange var ramt af et usvigeligt held, der kunne kompensere for det uheld, de var blevet ramt af i morges. Først Alpecins gentagne forsøg på at sikre, at Merlier ikke nåede frem, og dernæst flaskede det sig perfekt med de bedre lead-out mens roller. Med Sam Bennetts exit var Van Poppel ude af lead-out-ligningen, og dermed var det Molano og Kirsch, der burde blæse forbi Hepburn.

Trek havde imidlertid for en sjælden gangs skyld tabt positionskampen, og Kirsch måtte bruge sit skud i bøssen på at føre Mads Pedersen frem til Groves’ hjul, hvad han også gjorde med så stor perfektion, at det satte en streg under hans klasse. Molano derimod kom blæsende med akkurat den kraft og fart, man kunne have forventet, men akkurat som det skete på 2. etape i Polen, havde Pascal Ackermann tabt colombianerens hjul, og dermed endte han i stedet med at køre en spurt, der af gode grund blev alt for lang.

Det var Groves’ held. Nok blev han overmandet bagfra - også af den positioneringssvage John Degenkolb, der igen var fanget for langt tilbage og valgte at bruge en tidlig åbning til at køre en alt for lang spurt - men de ryttere, der kom blæsende bagfra, kom for tidligt. Derfor lykkedes det Groves via fornemt holdarbejde for en sjælden gangs skyld at spurte fra en god position, og så vidste vi allerede fra forårets to flotte sejre, at farten rækker hele vejen. Dermed blev hans rolle som Caleb Ewans efterfølger markeret ganske symbolsk, da hans lynhurtige landsmand også åbnede sin grand tour-karriere med at tage en debutantsejr i sin første Vuelta.

BikeExchange var imidlertid ikke de eneste, der var på revanchejagt. Nu har Bennett jo sørget for, at Boras Vuelta nok skal blive en succes, men siden Holland har det været trist at være Bora-fan. Bennett er ude med corona, og holdets klassementssatsning er fejlet totalt. Men så er det jo godt, at man har spillet på flere heste og har så god en lead-out man, at man har en erstatningssprinter klar.

Der manglede nemlig ikke meget for, at det ikke var Groves, men Van Poppel, der havde taget revanche for sit holds uheld. Trods den begrænsede støtte sad han som altid helt rigtigt, men desværre blev han lukket inde og tabte det momentum, der nok kunne have givet ham sin anden Vuelta-etapesejr. Da han til sidst kunne spurte frit, så han i hvert fald ud til at have farten til at gå forbi, men det fik det tabte tråd forpurret. Det kan imidlertid slet ikke overraske, at Van Poppel er hurtig nok til at vinde i dette felt, for da hans lead-out i Holland viste sig hurtigere end Ackermanns spurt, stod det klart, at hans fart rakte meget, meget langt.

Det gør den som bekendt også for Merlier, men det er alt for ofte, at det intet nytter. Igen i dag sad den positioneringssvage belgier alt for langt tilbage, og da holdet ikke just hjalp ham undervejs, blev han tvunget til at køre en alt for lang spurt. Den viste heldigvis, at han fortsat er en meget hurtig herre, for han kom forbi både Degenkolb, Dan McLay og Molano, der alle var starten fra distancen, men nok engang måtte han sande, at høj fart ikke er nok til at vinde massespurter. Med udsigt til at 13. og 16. etape passer ham dårligere ser det i stigende grad ud til, at han måske har gang i sin første sejrsløse grand tour. Heldigvis har han Madrid i baghånden.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Det har Pedersen også, men han missede en stor chance i dag. Det normalt ellers så stærke Trek-hold tabte denne gang positionskampen, og selvom Kirsch i første omgang fik reddet kastanjerne ud af ilden, fik danskeren ikke det udbytte af sit stærkeste våben, som han kunne. Nu endte han i stedet med at blive lukket inde, hvilket naturligvis er en skam for ham selv, men også for de cykelfans, der gerne ville have vurderet hans fart mod Merliers, Van Poppels og Groves’. Heldigvis kan han modsat Merlier se frem til, at 13. og 16. etape passer ham meget bedre.

Det gør de ikke for McLay, der missede en stor chance i dag. Briten, der ellers er blevet så positioneringsstærk, sad denne gang alt for langt tilbage, og at han overhovedet kunne køre en så langvarig spurt efter at have trukket Degenkolb frem i vinden var ganske imponerende. Også han var på revanchejagt for at redde Arkeas Vuelta efter Nairo Quintanas exit, men han må nu nok sande, at hans sidste store chance for at gøre det kommer i Madrid. Heldigvis ved vi fra Holland, at han har farten, hvis han sidder rigtigt.

Det er mere tvivlsomt om Ackermann har det. Efter at have kørt endnu en alt for lang spurt i Breda missede han nemlig totalt chancen i dag, da han igen tabte Molanos hjul. Han har al mulig grund til optimisme, for Molano viste i dag, at han nok er løbets bedste tilbageværende lead-out man, og det er så stærkt et våben, at det alene kan give ham sejren. Problemet er, at mulighederne også for ham begynder at løbe ud, og at 13. og slet ikke 16. etape er ideelle.

De er til gengæld bedre for Bryan Coquard, der aldrig har kunnet vinde disse massespurter, og hvis manglende fart også var helt åbenbar i dag, hvor Davide Cimolai ellers havde anbragt ham i en ganske god position, som han også gjorde det i Breda. Den ellers lidt hensygnende italiener er stadig et vigtigt våben, der kan hjælpe ham i de kommende og stigende spurter, hvor han vil være meget bedre tilpas. At det er svært på egen hånd, må ryttere som Fred Wright og Cedric Beullens i hvert fald sande, for selvom de begge har imponeret i dette løb, kører de i disse massespurter kun om de sekundære placeringer.

Det gør Quick-Step også, og det er ganske besynderligt, når de plejer at være spurternes helt store magtfaktor. I dette løb er alt imidlertid forandret, og en dag som denne er nu noget, der blot skal overstås. Desværre synes der næsten altid at være en tendens til, at den slags dage bliver de dyreste. I hvert fald står han nu tilbage uden sin vigtigste hjælper efter det styrt, der meget vel kan have kostet Julian Alaphilippe drømmen om at blive den anden rytter til at tage tre regnbuetrøjer i træk.

Heldigvis har Quick-Step stadig deres vigtigste mand. Remco Evenepoel overlevede dagen uden problemer, men Alaphilippes styrt understreger den sårbarhed, man har, når man kun spiller på én hest og bygger hele holdet op om én rytter. Det plejer BikeExchange som bekendt også at gøre, når de har Yates til start, men i dag er de nok glade for, at de afveg fra det princip til lige netop denne Vuelta. Både det australske hold og Bora kan i hvert fald skriver under på, at det faktisk kan betale sig at spille på to heste.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE