STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Jeg skal blankt indrømme, at mine fødder var ved at blive lidt kolde. Det havde ikke set kønt ud, hvis jeg for et år siden havde gjort Remco Evenepoel til min favorit til at vinde en Giro, hvor han endte med at kollapse, og at rangere ham lavt på min favoritliste til en Vuelta, hvor han havde kurs mod at vinde hele skidtet i noget, der mindede om en total magtdemonstration. For hver etape, der gik, uden at det belgiske vidunderbarn viste blot skyggen af svaghedstegn, jo nærmere kom vi, at min analyse inden løbet ikke bare ville skyde forbi målet, men sende bolden helt ud af stadion.

Den kan sagtens ende med at være forkert. Evenepoel fik udnyttet sin uhyre stærke startform til at sikre sig så stor en buffer, at han stadig er ganske klar førstemand i årets Vuelta, men den sikre sejr, han havde kurs mod i morges, er kommet så meget i spil, at han må huske at sige en personlig tak for til løbsdirektør Javier Guillen for, at han fik den ide at gøre årets tredje uge sjældent let. De svaghedstegn, rivalerne har søgt efter i alle afkroge, foldede sig nemlig ud i fuldt flor, så alle kunne se dem, da feltet for første gang i fem år skulle op ad det stejle og altid spektakulære bjerg La Pandera.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I dag så vi nemlig det, jeg forventede, at vi ville se, da starten blev givet i Holland. Som jeg skrev for te uger siden:

”Problemet er bare, at han næppe kører lige så stærkt gennem alle tre uger. Hans langsomt faldende niveau i Giroen var allerede et varsel om, at restitution slet ikke er nogen styrke, men derimod en svaghed, og faktisk kunne vi godt fornemme det inden da. Da han vandt sine sejre i Algarve og Burgos inden Lombardiet-styrtet, skete det begge gange efter samme opskrift: en magtdemonstration på den første bjergetape og derefter svaghedstegn på den anden bjergetape.

Det mønster er nu blevet helt, helt tydeligt i år. Da han startede sæsonen i Valencia, kørte han fra alt og alle på 1. etape, men faldt sammen på kongeetapen. Da han var til start i Tirreno, var han Pogacars og Vingegaards ligemand på murene tidligt i løbet, men i den sidste weekend gik det galt på kongeetapen. I Baskerlandet kørte han sig i førertrøjen, inden han blev sat af og blot blev nr. 7 på den afsluttende kongeetape. Og i Schweiz startede han som lyn og torden med et meget overbevisende indtryk på 1. etape, inden han i bjergene til sidst var så anonym, at man helt glemte, at han var med.”

Denne gang rakte holdbarheden bare meget længere, end den har gjort hidtil, men i dag blev Remco igen den Remco, vi har kendt i næsten alle hans forudgående etapeløb. Naturligvis kan man ikke afskrive muligheden for, at dagens nedtur blot var udtryk for en enkelt dårlig dag, men med tanke på den ret entydige historik, han har i etapeløb, taler mere for, at han får en svær dag i morgen, end at han rejser sig igen.

Til gengæld var det ikke kun kollapset, der gjorde Remco til den gamle Remco igen. Det var også hans imponerende forsvar. Uanset om vi taler om Giroen, Lombardiet, Tirreno eller Baskerlandet, har mønsteret nemlig også altid været det samme, når han har haft sine kriser. De plejer at være ret momentane og så voldsomme, at de varsler det totale sammenbrud, men når først det første chok har lagt sig, plejer han at forsvare sig så forbilledligt, at han ofte kører næsten lige op med de folk, der sat ham til vægs. Akkurat sådan gik det også i dag, for efter Primoz Roglic først havde fremprovokeret kollapset og lynhurtigt vundet 40 sekunder, tabte et belgiske vidunderbarn stort set ingen tid på den sidste del af stigningen.

Derfor er der også fortsat masser af håb for Evenepoel. Selv hvis han igen i morgen skulle få en svær dag, vidner dagens flotte forsvar om, at hans buffer godt kan viste sig at være stor nok. Herefter kan han så prise sig lykkelig for, at Guillen har designet en rute, hvor det i den tredje uge kun er den i forvejen ikke alt for svære 20. etape, der lægger op til større forskelle, medmindre den altid risikovillige Roglic finder på noget vildt et uventet sted. Og skulle det hele gå galt og Vuelta-sejren glide ham af hænde, er der i hvert fald et langsigtet håb for Evenepoel, der i dette løb har vist en holdbarhed, han ikke har været i nærheden af tidligere.

Han kan imidlertid ikke komme udenom, at han har fået hele Spanien til at lugte af blod, og den har særligt Roglic fået færden af. Vi vidste på forhånd, at sloveneren ikke ville lægge sig ned uden kamp og utvivlsomt afsøge alle muligheder, om det så skulle ske på paradeetapen til Madrid, for en podieplads kan være ret ligegyldig for en mand med så fornem en historik i den spanske grand tour. Derfor var det også helt forventeligt, at Jumbo-mandskabet for anden bjergetape i træk lagde det pres, der i sidste ende sendte Evenepoel til tælling, men det lignede nu alligevel mere pligt end reel overbevisning om, at det ville føre til noget. Hvis Jumbo for alvor havde troet, at Evenepoel var sårbar, havde de vel jagtet et udbrud, som Quick-Step med en mærkelig aggressiv føring nærmest inviterede andre til at hente, og de havde endda inden løbet sagt, at resten af denne uge handlede om at undgå yderligere tab - en lidt absurd tilgang, når man ser på den lette menu, der venter som dessert i den tredje uge.

Heldigvis kan en pligt også føre til et resultat, og Roglics pligtskyldige angreb endte med at åbenbare, at Remco stadig er Remco. Samtidig fornemmede vi vel, at sloveneren vitterligt har været hæmmet af sin forberedelse. Han er stadig ikke den Roglic, vi kender - han var nemlig kørt alene hjem, som han gjorde på Lagos de Covadonga sidste år, hvor rivalerne også var Enric Mas og Miguel Angel Lopez - men i dag efterlod han i hvert fald et mere overbevisende indtryk, end han har gjort på noget tidligere tidspunkt i løbet. Formkurven er i hvert fald opadgående, og nu kan han så bare krydse fingre for, at han på den lette rute ikke når at løbe tør for terræn, inden han får indhentet den enorme buffer, Evenepoels suveræne startform og hans egen skrøbelige forberedelse efterlod ham med.

Han er i hvert fald tilbage i pole position som manden, der kan slå Evenepoel. Det så ellers længe ud til være Enric Mas, og det indtryk blev kun bekræftet, da spanieren med tilsyneladende lethed fik lukket hullet til sloveneren. Det endte imidlertid med et lidt overraskende kollaps i stil med det, vi oplevede på enkeltstarten, og desværre nåede han på den sidste del at bløde så megen tid, at drømmen om en spansk Vuelta-sejr gled betydeligt længere væk, end den havde været bare få meter længere nede af stigningen. Vi ved, at vi med nogen sikkerhed kan regne med Mas’ holdbarhed, men det kan ligne en svær opgave at hente et lille minut på Roglic, hvis dennes opadgående formkurve fortsætter.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

I det hele taget var det slet ikke en dog dag for de spaniere, der jo ellers i de forløbne to uger har fået genantændt et håb om, at de har kurs mod en tilbagevenden til verdenstoppen. Mas var nemlig ikke den eneste spanier, der havde en svær dag. Juan Ayuso er jo desværre svær at vurdere, når det var en defekt, der tvang ham til at gå mere i rød zone, end han ønskede, og derfor endte med at eksplodere mere, end han formentlig havde gjort, hvis heldet havde været med ham. Det gør ham - som han har været gennem hele løbet - til den store joker, også fordi hans sygdomstegn burde være aftagende. I dag var det heldigvis svært at se tegn på, at han kører rundt med en let coronainfektion, men det, der muligvis kunne have bragt ham et stort skridt nærmere podiet, endte nu med at blive et nederlag. Til gengæld ved vi også, at han på en god dag i morgen har potentiale til at rejse sig med bravur.

Mere entydigt er det vel med Carlos Rodriguez. Hvor han i sidste weekend så ud til at være Roglics ligemand og måske endda en anelse bedre, er det nu anden gang i træk, at han er blevet sat af. Hans jævne og dieselagtige tilgang betød stadig, at han fik indhentet Mas og begrænset sit tab, og alt peger stadig i retning af, at han har holdbarheden, men drømmen om, at hans dieselmotor ville gøre ham endnu bedre i denne weekend, er ikke blevet til noget. Lige nu synes hans podiedrømme således mest at være overladt til andre, da han skal håbe på et totalt sammenbrud for Evenepoel, og at Ayuso ikke kører fra ham, som han har gjort på tre af de foregående fire bjergetaper.

Han skal nok også være glad for, at han fik sikret sig en solid buffer til Miguel Angel Lopez. Som man i lyset af den problematiske optakt kunne forvente, har colombianeren haft en støt stigende formkurve, og nu er det trods han ringe forår lykkedes ham at bevise, at den bedste Lopez, som vi slet ikke har set endnu i år, stadig findes. Desværre er årets rute ikke skabt til, at man kan nå at køre sig i form, og derfor er podiedrømmen nok slukket, men det er drømmen om en etapesejr ikke. Som det var tilfældet, da han for fem år siden bragede ind på den internationale scene ved at give Chris Froome og co. bøllebank på Calar Alto, La Pandera og Sierra Nevada, har han brugt de andalusiske bjerge til at køre sig ind midt i cykelsportens rampelys. Det er ikke svært at gætte, hvad der er ”top of mind” hos ham og Astana lige nu, når man husker på, at Sierra Nevada venter igen i morgen med den iltfattige luft, han elsker, og når man husker på, hvem det var der vandt samme sted for fem år siden. Hvor langt han når frem i klassementet, må tiden vise, men han kan i hvert fald glæde sig over, at dette løb vil dokumentere, at vi fortsat skal regne Lopez som en seriøs grand tour-rytter.

Han er imidlertid ikke den eneste, der må ærgre sig over, at årets rute slet ikke er egnet til comebacks. Allerede inden løbet klagede Joao Almeida over, at han ikke rigtigt havde den rette fornemmelse, og det stod hurtigt klart i den første uge, at den vurdering var korrekt. Vi ved imidlertid også, at han plejer at blive bedre og bedre undervejs, og i dag så vi for første gang den Almeida, der har forbedret sine klatreevner så voldsomt. Desværre er han så langt efter, at man kan diskutere om ikke, han skulle have ventet på Ayuso, for skulle han finde den tredjeugesform, han havde i Giroen sidste år, er det ret usandsynligt, at han får noget stort udbytte ud af det.

En tilsvarende tredjeugesform havde Tao Geoghegan Hart også kurs mod, men den har åbenbart ikke indfundet sig. Vi ved jo, at man aldrig skal sætte pensionsopsparingen på noget som helst, når det gælder den svingende brite, men med tanke på hans grand tour-historik og hans lange formkrise var det ikke urimeligt at forvente, at han ville være i fremgang gennem løbet. I dag leverede han imidlertid det vel nok svageste indtryk, vi har set endnu, og dermed må han nu nok sande, at han helt definitivt er parkeret i rollen som hjælper, hvor det eneste mulige personlige udnytte er en samlet top 10.

Den burde heldigvis også stadig være mulig. Han skal frygte Thymen Arensman, der aldrig svigter, når det handler om at finde formen mod slutningen af en grand tour, og som endelig er nået til de lange stigninger, han elsker. Desværre for ham er det bare den forkerte grand tour, han har valgt til sin klassementssatsning, for også han begynder at løbe tør for terræn. Heldigvis er han bare 2 sekunder efter Ben O’Connor, der kører et ganske stabilt løb, som han plejer, men som bare ikke synes at kunne finde det topniveau, man på baggrund af Dauphiné kunne have drømt.

Inden etapen havde han stadig en god udsigt til top 10. På baggrund af det, vi har set i år, lignede Wilco Kelderman nemlig ikke en mand, der ville kunne omsætte torsdagens gave til et samlet topresultat, men i dag så vi pludselig noget fra hollænderen, vi ikke har set i lang tid. Det kom ganske meget ud af det blå, men nu har han kurs mod at redde Boras ambitiøse klassementssatsning. Der er nemlig denne gang ikke spor af gylden tredjeugesform hos Jai Hindley, der er endt som løbets vel nok største skuffelse. I det hele taget er det den omvendte verden, for også Hugh Carthy, der senest i Giroen blev uhyggeligt stærk til sidst, er denne gang faldet så meget sammen, at det i dag endte med et regulært kollaps - akkurat som det i øvrigt gjorde for holdkammeraten Mark Padun, der er kendt for at falde helt sammen sidst i en grand tour.

Det er Louis Meintjes til gengæld ikke. På baggrund af den flotte kørsel i søndags lignede han en mand med kurs mod sin vanlige stærke afslutning, indtil han skuffede så felt i forgårs, hvor Rein Taaramae måtte slæbe ham til stregen. I dag lignede han imidlertid igen den Meintjes, vi kender sent i en grand tour, men hans vej til et samlet topresultat går stadig via et udbrud. Det gør det også for Alejandro Valverde og Rigoberto Uran, der kører godt og stabilt, men Valverde må sande, at hans evner på disse lange stigninger i hans ellers ret beskedne alder ikke længere rækker til mere end dette, mens Uran længe har vist, at dette er hans aktuelle niveau.

I dag fik de endda uventet selskab. Der var ikke meget, der tydede på, at Mikel Landa ville nå at komme i form, men nu tyder meget på, at han måske kan nå at redde Bahrains Vuelta på falderebet. Eller sådan havde det været i de fleste grand tours, men også han lider under, at der i den tredje uge ikke rigtigt er mere end én etape, der for alvor lægger op til Landa-sejr.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Han skulle have skyndt sig lige så meget som Richard Carapaz. Han og Landa var nemlig i fælles båd, da hhv. et styrt og en skade havde kompromitteret deres forberedelse så meget, at deres klassementsambitioner led skibbrud, så snart hollandsk jord var blevet til spansk. Til gengæld står det nu soleklart, at årsagen til Carapaz’ helt usædvanligt mistimede forberedelse var det, som han ellers havde holdt hemmeligt for offentligheden. Da han vandt i torsdags, var jeg stadig ikke overbevist om, at han nærmede sig sit topniveau, for det kneb gevaldigt med at distancere den i år så svagt klatrende Kelderman. I dag viste Kelderman, at der måske var mere værdi i den præstation end som så, men særligt viste Carapaz, at han stadig har topniveauet til at vinde grand tours, da han trods en hel dag i udbrud stort set kørte lige op med Roglic, da først han åbnede op.

Dermed kunne han have kurs mod at kopiere netop Landa, der for det samme hold i Giroen i 2017 ligeledes fik ødelagt sit klassement - dengang dog af et styrt under selve løbet - men endte med at svare igen med både etapesejr og bjergtrøje. Carapaz har på sejrskontoen på tre dage overgået Landa, og lykkes det ham også at få fingre i den bjergtrøje, der sidder løsere og løsere på en Jay Vine, der plejer at have svært ved at holde sit niveau, ender det med at blive en akkurat lige så flot afskedsgave til Dave Brailsfords hold, som det var det for Landa i Giroen for fem år siden.

Naturligvis havde drømmeafskeden været en Vuelta-sejr, men den kommer han trods alt ikke i nærheden af. Den lignede nemlig indtil i morges et mere og mere belgisk anliggende, efterhånden som etaperne gik, og Evenepoels panser forblev akkurat så ubrydeligt, som det har været hidtil. Nu er der imidlertid gået så meget hul, at det store spørgsmål nu er, om det kollapser så meget, at den så store buffer, der blev opbygget over løbets første halvdel, alligevel ikke er nok. I dag fik vi i hvert fald at se, at Remco igen er blevet den Remco, vi har kendt i hans karriere hidtil.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE