Det er blot en god uge siden, at jeg indledte min analyse af Giroens 17. etape med spørgsmålet, om en grand tour kan være for hård. Det var den dag, hvor en samlet favoritgruppe var rullet op ad den lette stigning til Madonna di Campiglio, fordi alle frygtede det, der ventede på Stelvio dagen efter, og hvor der derfor lynhurtigt blev erklæret våbenhvile.

I dag er får man lyst til at stille samme spørgsmål. Dagens 11. etape var med sine stejle asturiske bjerge ellers så løfterig, men den endte med en fuser, der ikke var meget mere underholdende end sidste uges italienske våbenhvile. Et stort set samlet favoritfelt ankom til målet i flok, og havde Dan Martin ikke forceret til sidst, var der næppe heller opstået de få forskelle, der i sidste ende kostede et par mand nogle i det store billede næppe afgørende sekunder.

Der var ellers store forskelle på denne spanske og sidste uges italienske fuser. I Giroen var etapen nemlig bare dårligt designet med to lette stigninger til sidst, men dengang havde etapen masser af terræn med de 5000 højdemeter over bare 170 km. Nuvel, de vanskeligste stigninger kom ganske vist midtvejs, og der var da heller ikke lagt op til favoritopgør, før man ramte de sidste 5,5 km, men de var til gengæld også så stejle, at Chris Froome og Alberto Contador for seks år siden udkæmpede en minderig duel, hvor de distancerede deres nærmeste rivaler med næsten et minut, alene i kraft af Froomes talrige angreb på den førende spanier.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

På den baggrund var det med god grund, at alle forventede noget stort i dag. Situationen i klassementet tilsagde nemlig også, at der måtte ske noget. Efter at Primoz Roglic i går ved skrivebordet fik sine 3 sekunder tilbage og således nu er i samme tid som Richard Carapaz, er udsigterne endnu mere dystre for sidste års Giro-konge. Selvom han hidtil har kørt i rødt, har han nemlig reelt været langt efter sloveneren, der har enkeltstarten i baghånden og således hele tiden har været at regne som løbets førstemand.

Sammenligner man de to kamphaners evner i kampen mod uret i sidste års Giro, tog Roglic over knap 60 km hele 3.28 til sin rival. Det gjorde han endda, selvom alle tre enkeltstarter var voldsomt kuperede, og han endda var syg og underpræsterede kraftigt på de sidste 17 km. Over de 34,8 km på den lange enkeltstart tabte Carapaz hele 1.55, og der var endda tale om en halv bjergenkeltstart. Selvom det er rimeligt at antage, at ecuadorianeren har forbedret sig efter skiftet til Ineos, vil det således på de flade galiciske veje tirsdag være rimeligt at forvente, at han taber mindst to minutter til den slovenske førstemand.

I det lys virker det helt uforståeligt, at Carapaz lod dagens mulighed gå til spilde. Tredje uge er let, og han kan ikke regne med at vinde alverden på La Covatilla næste lørdag. Med andre ord er det nu morgendagens gigantiske slag på Angliru, der mere eller mindre egenhændigt skal afgøre, om Carapaz kan vinde Vueltaen.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet, om en grand tour kan være for hård. Ifølge Ineos selv var det nemlig netop frygten for den brutale tinde, der afholdt Carapaz fra at gøre et forsøg, og tilsyneladende tænkte alle andre det samme. Ineos-mandskabet viste nok engang sin svaghed, da Carapaz hurtigt blev isoleret, og uden et hold til at lægge presset blev det ifølge ham selv for let til at gøre et forsøg. Samtidig vidste alle, at det var op til Carapaz at komme med det angreb, alle forventede, og det er en ganske plausibel forklaring på, at alle holdt igen, når nu det aggressive Movistar-hold med Marc Soler i front ikke skulle nogen steder. Mens Carapaz ventede på, at andre ville gøre løbet hårdere med deres angreb, og de andre ventede på Carapaz, gik kilometerne stille og roligt Roglics vej, mens han trygt sad flankeret af hele fire holdkammerater anført af en dybt imponerende Jonas Vingegaard, mens en ensom Carapaz desperat spejdede efter Ivan Ramiro Sosa, der nok engang skuffede fælt.

Det gode ved den afventende kørsel er naturligvis, at der så er lagt i kakkelovnen til noget stort søndag. Den italienske våbenhvile blev som bekendt erstattet af et af årets bedste cykelløb på Stelvio, og når de i morgen rammer Spaniens og ifølge mange Europas næstværste cykelbjerg, er våbenhvilen erstattet af en krigserklæring. Det giver heldigvis sig selv, for på Angliru ender det altid mand mod mand i et nærmest helt rent opgør i watt pr. kg uden mange taktiske overvejelser, og når man dertil lægger, at det nærmest kun er Roglic og måske Dan Martin, der ikke har det store at miste, var dagens skuffelse heldigvis blot opvarmning til det mest afgørende opgør i kampen om den samlede sejr.

Helt begivenhedsløst var det dog ikke. Movistar gjorde helt som forventet, da det spanske storhold naturligvis ikke kan være tilfredse med tre mand på sekundære top 10-placeringer. Det stod skrevet i alle drejebøger, at Marc Soler eller Alejandro Valverde skulle spilles tidligt ud, og derfor var Solers angreb på Cobertoria noget af det mest forudsigelige på en etape, hvis finale udviklede sig mindre forudsigeligt.

Jumbo håndterede imidlertid det hele klogt. Det var egentlig lidt overraskende, at spanieren rejste sig så flot, for han har vist store svaghedstegn på det sidste. Først mistede han tid i går, og i dag var han endda sat tidligt på etapen. I det lys var han næppe en mand, der tændte mange alarmklokker hos det hollandske mandskab, og de lod ham da også uden videre køre op til de forreste uden at løfte mange øjenbryn.

På den måde blev situationen faktisk helt glimrende for Roglic og co. Med Soler hængende ude foran var Movistars aggression lagt på hylden, og så skulle de blot holde ham i en snor, hvor han ikke kom for tæt på den slovenske førertrøje. Undervejs på etapen fejltolkede jeg nok Jumbos lidt aggressive føringsarbejde fra start som udtryk for, at Roglic ville vinde etapen, men det var næppe nogensinde på dagsordenen. David Gaudu udgjorde en ganske svag trussel mod trøjen, og derfor skulle udbruddet holdes i rimelig snor. I den sammenhæng var det klogt at maksimere udbyttet af Paul Martens i den indledende fase i stedet for at lade forspringet med det samme nærme sig den kritiske grænse.

Dermed blev situationen aldrig så farlig, at Jumbo blev tvunget til at køre rigtigt stærkt, heller ikke da Soler senere spillede ud, og med det fornemme arbejde fra Vingegaard, der for første gang i år stillede det store potential, vi så i Polen, til skue, lykkedes det hollænderen at kontrollere løbets samlet set vanskeligste etape stort set ved kun at bruge tre mand, før Robert Gesink og George Bennett måtte træde lidt i karakter til sidst.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Faktisk endte Movistar med at få meget lidt ud af anstrengelserne. Fantastisk arbejde af Nelson Oliveira havde ellers givet ham 2.30 og dermed bragt ham et godt stykke nærmere podiet, men til sidst endte Soler med at sætte sig mellem to stole. I sprintermatchen mod Gaudu på den sidste kilometer gik det nemlig så meget i stå, at Martin med sin afsluttende forcering kostede et minut af Solers hårdt tilkæmpede forspring. I lyset af at Gaudu var storfavorit i en eksplosiv spurt på den sidste kilometer, havde det nok været klogt at sælge etapen til fordel for mere tid i klassementet. Men det er som bekendt let at være bagklog…

I stedet gik sejren så til Gaudu, og den faldt på et lige så tørt sted, som hvis den var gået til det nødlidende Movistar. Nok har FDJ vundet masser af cykelløb - det er som bekendt Arnaud Demare, der topper sejrslisten ganske suverænt - men Gaudu selv har haft en katastrofesæson, der har fået i hvert fald mig til kraftigt at betvivle, om han nogensinde bliver så god, som han i perioder har antydet. Senest faldt han igennem på Moncalvillo, men i dag fik han noget tiltrængt oprejsning. Hvor meget det rækker til i det store billede, er dog nok tvivlsomt, for at slå en Soler, der har virkede mærket på det sidste, og en Guillaume Martin, der åbenlyst alligevel blev træt, da han for fjerde gang på en uge skulle køre om en etapesejr fra et udbrud, siger meget lidt om, hvor den franske guldfugl lige nu står i forhold til de store navne.

Det hierarki er stadig det samme, som det var efter Moncalvillo, for i dag blev vi ikke spor klogere. Aleksandr Vlasov fik med sit angreb bevist, at han vitterligt har kommet helt igen efter sin rustne start, men ellers gik alt, som man kunne forvente. At Martin kan spurte på den sidste kilometer, vidste alle, ligesom det ikke er et chok, at Hugh Carthy mister nogle sekunder, når det reducerede til en ren spurt, præcis som Mikel Nieve og David De La Cruz altid vil gøre det. At Felix Grossschartner har det svært efter 5000 højdemeter, kan heller ikke chokere, og at Alejandro Valverde ikke er helt sig selv, vidste vi også godt. Den eneste positive indikation var, at Enric Mas efter en uge 1 med klar pil nedad, synes at have en uge 2 med klar pil opad. Og så ender det såmænd nok, som det plejer, nemlig at spanieren nok engang er allerbedst sidst i en grand tour.

Helt omvendt er det med Esteban Chaves. Man kan ikke undgå at have så ondt af den stakkels colombianer, der har fået sin karriere ødelagt af kyssesyge og nu er reduceret til et sekundær rytter i feltet. At uheldene samtidig skal regne ned over ham, så han i dag havde sin anden kritiske punktering på et afgørende tidspunkt - præcis som han sidste år havde masser af uheld i dette løb - er på ingen måde rimeligt. Til gengæld er det nok tvivlsomt, om dagens kollaps skyldtes de brugte kræfter, for Chaves’ historik efter sygdommen er nemlig helt entydig. En god start efterfølges altid af et sammenbrud, og det eneste nye er denne gang, at han har holdt i næsten to uger. Heldigvis for Mitchelton var det så den delvist genfødte Nieve, der arvede hans plads i top 10, men om den holder hele vejen i kamp mod formstærke Vlasov er nok tvivlsomt, hvis han ikke får skovlen under Grossschartner, Valverde og Soler, der alle kunne ligne usikre kort i den aktuelle top 10.

Den usikkerhed burde vi jo have fået fjernet meget af i dag, men sådan gik det ikke. Angliru er så skræmmende, at tilbuddet om våbenhvile blev accepteret, præcis på samme måde som udsigten til Stelvio fik alle til at skrive under på en italiensk våbenhvile for en uge siden. Heldigvis har Carapaz ligesom Tao Geoghegan Hart sørget for at få indføjet et ”31. oktober kl. 23.59” under punktet ”Udløbsdato”, og han har formentlig allerede gjort krigserklæringen klar. Den udvalgte slagmark til søndagens opgør kunne nemlig ikke være meget mere frygtindgydende.