Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med Team Jumbo-Visma, der endte som nr. 3 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Ryttere, der bliver på holdet

Edoardo Affini, Koen Bouwman, David Dekker, Tom Dumoulin, Pascal Eenkhoorn, Tobias Foss, Robert Gesink, Chris Harper, Lennard Hofstede, Olav Kooij, Steven Kruijswijk, Sepp Kuss, Gijs Leemreize, Sam Oomen, Primoz Roglic, Timo Roosen, Mike Teunissen, Wout van Aert, Mick van Dijke, Jos van Emden, Nathan van Hooydonck, Jonas Vingegaard

Nye ryttere

Rohan Dennis (INEOS Grenadiers), Tiesj Benoot (Team DSM), Christophe Laporte (Cofidis), Tosh van der Sande (Lotto Soudal), Tim van Dijke (Jumbo-Visma Development Team), Michel Hessmann (Jumbo-Visma Development Team), Milan Vader (nyprofessionel)

Ryttere, der forlader holdet

Tony Martin (stopper karrieren), Dylan Groenewegen (Team BikeExchange-Jayco), George Bennett (UAE-Team Emirates), Paul Martens (stopper karrieren), Maarten Wynants (stopper karrieren), Antwan Tolhoek (Trek-Segafredo), Christoph Pfingsten (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Jumbo-Visma er på alle måder cykelsportens succeshistorie. Det er nemlig historien om et storhold, der med Rabobank som sponsor var en hel cykelfabrik med herre-, kvinde- og U23-hold samt et stort budget, men som siden røg ned i sølet, da storbanken trak sig i kølvandet på Lance Armstrongs fald. Ganske vist lykkedes det holdet at overleve under forskellige navne, men sportsligt var der næsten tale om deroute. Helt galt gik det i 2015, hvor holdet ellers med LottoNL og Jumbo som nye sponsorer havde sikret den økonomiske fremtid, men hvor de blot vandt fire cykelløb igennem en hel sæson - endda med tre ganske små sejre iblandt dem.

Det var imidlertid også vendepunktet. Manager Richard Plugge trak stikket og lavede en helt ny strategi. Fra da af er det kun gået én vej, nemlig opad, og kulminationen kom i 2220, hvor holdet - endda forventeligt - vandt verdensranglisten. Ganske vist lykkedes det ikke at vinde Touren, der på smertelig vis blev tabt i sidste øjeblik, men med Vuelta-sejr, 2. plads i Touren og en imponerende score med to første- og to andenpladser i de fire afviklede monumenter samt 2. pladser i begge VM-løb var Jumbo-Visma den nye hersker i feltet, som ellers i mange år har haft Sky/Ineos som det ansvarshavende hold. I år måtte de ganske vist se sig henvist til en 3. plads, men i dag regnes hollænderne sammen med Ineos, UAE og Quick-Step som de fire store hold i cykelverdenen.

Forud for sidste sæson talte alle om netop Ineos og Jumbo og den interne rivalisering, der måtte komme særligt i Touren. De to mandskaber kunne præsentere veritable supertrupper, der gjorde den direkte sammenligning helt naturlig. Det vil imidlertid være helt forkert at drage mange ligheder mellem det britiske og det hollandske hold.

Succesen er nemlig opnået på vidt forskellig vis. Hvor Ineos-manager Dave Brailsford mest af alt er blevet berømt for med sin afgrundsdybe pengepung at hente det ene supertalent og den ene verdensstjerne efter den anden, er det gået på helt anden vis for Plugge. Faktisk opererede han indtil 2020 med et af sportens mindste budgetter, således også i 2019, hvor holdet ellers for alvor slog igennem på den store scene.

Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Jumbo har ageret helt anderledes på transfermarkedet. Det var først i 2020, hvor budgettet blev opjusteret, at man gik på jagt efter sand superstjerne i form af Tom Dumoulin. Ellers har Plugge på imponerende vis opnået sine resultater med ryttere, han i vidt omfang selv har udviklet. Således var det ham, der tog chancen med skihopperen Primoz Roglic, det var ham, der tog fat i den unge sprinter Dylan Groenewegen, det var ham, der hentede amerikanske mountainbiker Sepp Kuss, det var ham, der fik George Bennett til at blomstre, det var ham, der udviklede Jonas Vingegaard på WorldTouren, og det var ham, der genstartede Steven Kruijswijks hensygnende karriere. Kun kontrakten med Wout van Aert havde måske karakter af indhentning af et større navn, men da belgieren stadig først og fremmest var crossstjerne, indebar også det en vis risiko.

Den tilgang har den plusside, at de alle er startet på holdet på en langt mindre løn, end Brailsford betaler sine verdensstjerner. Og når resultaterne begynder at vælte ind, er det nu engang lettere at overtale rytterne til at blive et sted, hvor det går godt, også selvom det måtte koste lidt på lønchecken. Det er klart, at den logik kun har en vis rækkevidde, men Plugge var så heldig, at han fik sprøjtet flere penge i kassen af nye og gamle sponsorer, da de vigtige kontrakter begyndte at udløbe. Således kunne han frem mod 2020 forlænge med blandt andre Roglic og Groenewegen og samtidig få en kapitaltilførsel, der gjorde det muligt for første gang at hente et sandt supernavn i form af den hollandske superstjerne Dumoulin. Sidste vinter fik han en kontraktforlængelse på plads med Van Aert, og senest er Roglics igangværende kontrakt kort før jul blevet forlænget frem til udgangen af 2025, hvor han vil være en ældre herre på 36 år.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Nu er budgettet også vokset, så Jumbo-Visma ifølge Tuttobiciweb delte 3. pladsen i 2020, og selvom økonomien angiveligt stadig kun er lidt mere end halvt så stor som Brailsfords, er Jumbo-Visma i dag også en af de økonomiske sværvægtere. Alligevel har Plugge ikke kastet om sig med penge på transfermarkedet denne gang heller. Det hænger naturligvis også sammen med, at mange af pengene allerede var bundet i igangværende kontrakter med stjernerne, men det vil også være helt modstridende med holdets logik at gå på jagt efter store navne.

Det betyder ikke, at der ikke kommer markante navne til holdet. Tværtimod hentes der hele tre ryttere, der må betegnes som store personligheder i cykelsporten, og som alle har været vant til i hvert fald i perioder at køre som kaptajner. Hos Jumbo bliver deres opgave imidlertid først og fremmest en anden, for Plugge har i denne transfersæson haft én klar plan. Det er nemlig ikke kaptajner, han mangler, og derfor har det hele handlet om at styrke den støtte, særligt Roglic og Van Aert kan få i de kommende år.

Øverst på Plugges to-do-liste har stået en styrkelse af klassikertruppen. Det har været et stort problem, at holdet i de store brostensløb har haft en af de allerstørste stjerner i form af Van Aert, men har haft et meget, meget svagt hold til at støtte ham. I takt med Van Aerts voksende status er forventningen til Jumbos arbejde i de store løb blot vokset, og derfor var det helt uundgåeligt, at der skulle findes nogle stærke brostenstyper til at større Van Aert og agere supplement til Mike Teunissen, der lige nu har haft løjtnantsrollen, men som grundet skader var fraværende i foråret 2020.

Det er i den grad lykkedes. Med tre kloge investeringer kan Jumbo til den kommende sæson pludselig præsentere en klassetrup, der med ét er forvandlet fra at være vakkelvorn til at ligne en af de allerbedste i klassikerne. Først skød de papegøjen ved at hente Christophe Laporte netop i den sæson, hvor franskmanden pludselig var en af de allerstærkeste i brostensklassikerne. Man kan diskutere, om det for Laportes egen karriere er et godt skifte, men for Jumbo er det en drøm at få en rytter, der i år kørte med om de helt sjove placeringer dybt inde i finalen af Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Om Laporte så også får lov at spurte lidt, er lidt mere uklart, men det er i hvert fald ikke derfor, han er hentet. I massespurter har han nemlig altid manglet den sidste fart.

Det samme har Tosh van der Sande, hvis karriere egentlig så ud til at være ved langsomt at gå i stykker, og faktisk var han meget tæt på for et par år siden ikke at få forlænget sin kontrakt med Lotto. Alligevel slog Jumbo til ved allerede i foråret at hente ham til holdet, og det lignede umiddelbart sats. Også her havde de imidlertid en uhyre heldig hånd, for ligesom Laporte næsten har haft sit livs sæson, har Van der Sande haft sit livs efterår. I de sidste måneder af sæsonen var han nemlig her, der og alle vegne i løb som Danmark Rundt, Tour of Norway, Primus Classic og GP de Wallonie. Den slags muligheder for han dog nok færre af i det kommende år, hvor også han er udset til en rolle som hjælper for Van Aert, men finder han samme niveau igen, er han en kærkommen forstærkning. Til gengæld risikerer han at være et fejlcast. Han har nemlig aldrig hidtil vist det store på brosten og har hidtil mere været en Amstel-type, men kan han overføre sine evner til brostenene, er han en glimrende investering.

Den sidste nye løjtnant faldt ned som en appelsin i turbanen sidst på sæsonen. Med Teunissen, Laporte og Van der Sande så det allerede fornuftigt ud, men truppen blev alligevel markant stærkere, da Tiesj Benoot blev rytter nr. 117 til at bryde sin kontrakt med DSM før tid. Plugge var ikke langsom til at slå til, og måske lidt overraskende var Benoot klar til at skifte til et hold, hvor han ikke umiddelbart er tiltænkt en kaptajnrolle. Det er ellers mindre end et år siden, at han havde store ambitioner om at blive grand tour-rytter, men de planer synes nu skrinlagt. Hos Jumbo ligner han mest af alt en hjælper for Van Aert på brostenene og for Roglic i de ardennerklassikere, hvor han før har gjort det godt, og de fine præstationer i de ugelange løb, som han har leveret et par stykker af, bliver også svære at gentage på et hold, hvor navne som Roglic, Vingegaard, Kuss, Kruijswijk og Dumoulin ligner mere oplagte kaptajnbud. Til gengæld får Jumbo en klassehjælper, der kan støtte både Van Aert på brostenene og kaptajnerne i alle terræner i grand tours, også dybt inde på bjergetaperne.

Den anden opgave har været at styrke hjælpergruppen til etapeløbene, og det var også nødvendigt. Ved siden af Roglic aspirerer Vingegaard, Dumoulin, Kuss og Kruijswijk alle til kaptajnroller, og derfor var der brug for flere klatrestærke hjælpere. Det behov blev yderligere accentueret af, at George Bennett efter en skidt sæson fik brug for luftforandring og sprang direkte over til Tadej Pogacar og rivalerne fra UAE. Måske havde newzealænderen ikke sit bedste år i 2021, men i 2020 var det helt åbenlyst, hvor fremragende en hjælper en formstærk Bennett kan være. Derfor efterlader hans exit et hul at lukke.

Det er det heldigvis også blevet. Nok stjal rivalerne UAE en nøglehjælper fra Jumbo, men til gengæld stjal de selv en nøglehjælper fra en anden rival, nemlig Ineos. Jumbo har nemlig turdet binde an med en kontrakt med den kontroversielle Rohan Dennis, der jo har ry for at kunne være en anelse svær at danse med. Til gengæld har han også ry for at være en fremragende hjælper, som han mest markant viste os alle, da han mere eller mindre vandt sidste års Giro for Ineos og Tao Geoghegan-Hart, og selvom hans 2021-sæson var mærkeligt stille, så vi hans fabelagtige hjælpearbejde folde sig ud, da han fragtede Geraint Thomas til sejr i Romandiet, selvom han selv kørte en betydelig af løbet i førertrøjen. Desværre er han ganske svingende, men når han rammer sit niveau fra 2020-udgaven af Giroen, findes der ikke mange bedre hjælperyttere end ham. Samtidig viste han med OL-bronze og to WorldTour-etapesejre, at han fortsat er en af verdens allerbedste temporyttere, der kan bidrage med et par sejre undervejs og til et holdløb, som i det kommende års grand tour dog kun er på programmet i Vueltaen. Og så ved vi fra hans 2. plads i Tour de Suisse i 2019, at han efterhånden klatrer godt nok til at køre klassement i ugelange etapeløb - en rolle, der kan blive svær at få, men som holdet har givet udtryk for, at han er tiltænkt.

Med Dennis, Laporte, Van der Sande og Benoot har Plugge åbenlyst gjort et fremragende stykke arbejde, når det handler om at finde hjælpere for kaptajnerne, også selvom tabet af Bennett gør ondt. Desværre er alt ikke fryd og gammen, for holdet siger samtidig farvel til en af kaptajnerne. Det var imidlertid helt uundgåeligt, at Dylan Groenewegen før eller siden ville føle sig tilovers på det stærke Jumbo-hold med de store grand tour-ambitioner. Allerede da han for et par år siden skrev en lang kontrakt, virkede det som et ægteskab, der måtte ende med skilsmisse, og det gjorde det her i december, hvor den hollandske supersprinter ikke kunne sige nej til BikeExchanges tilbud om at gøre ham til den klare kaptajn i den kommende Tour. Hos Jumbo havde han ikke skyggen af chance for at køre det største løb af dem alle, og det er naturligvis utilfredsstillende for en mand, der stadig med nogen ret kan hævde, at han er verdens hurtigste på to hjul.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

For Jumbo er det åbenlyst et stort slag at miste en mand, der måske er den bedste inden for sit felt og garant for mange sejre, men der er en grund til, at Ineos også måtte skille sig af med Mark Cavendish, selvom han ligesom Groenewegen havde det helt rigtige pas til sit hold. Det er meget svært at gå efter at vinde grand tours og give plads til en ambitiøs sprinter, og derfor kan Groenewegens exit vel mere ses som en nødvendighed mere end et reelt tab. Og Plugge kan jo trods alt glæde sig over, at han i David Dekker og Olav Kooij har to af de mest lovende sprintere på vej frem.

Det gør også ondt at måtte sige farvel til Tony Martin. Selvom det tyske militærkøretøj ikke er den stjerne, han engang var, har han stadig ført solen sort for Roglic i de seneste sæsoner, og det er ikke uden grund, at han var et sikkert valg til Tour-holdet i både 2020 og 2021. På den anden side har han tilbragt så meget tid i sygesengen de seneste år, at holdet har vist, at de kan klare sig uden ham, og det kan de også i 2022, selvom en rytter med Martins enorme motor for et ottemandshold i en grand tour er umulig at erstatte, hvis en førertrøje skal forsvares.

Holdet siger også farvel til Antwan Tolhoek. Det er egentlig en skam, for den hollandske klatrer har på sine store dage vist et fornemt niveau, men der har været for langt mellem snapsene. Det er lidt svært helt at blive klog på, om hans skifte til Trek var frivilligt eller ej, men med de sparsomme præstationer, vi har set på det seneste, kan han erstattes. Det kan også veteranerne Paul Martens og Maarten Wynants, der allerede stoppede i løbet af første halvår af 2021, og som i de sidste år mere bidrog med deres erfaring end med deres fysiske styrke. Endelig forlænger holdet ikke med Christoph Pfingsten, der i sin tid blev hentet til holdet som en del af Groenewegens tog, og i lyset af hollænderens exit giver hans farvel god mening, også selvom den beslutning blev truffet allerede, inden supersprinteren fik ophævet sin kontrakt.

Udover at investere i store stjerner, som holdet med den større pengepung har fået smag på, er Plugge også meget opmærksom på at have det lange lys på. De har vist en fornem evne til at spotte, tiltrække og udvikle talenter, og det er blandt andet med det formål, at de har skabt et udviklingshold. Herfra hentede de to nye ryttere i begyndelsen af 2021, og denne gang henter de tre nye ryttere, selvom Mick van Dijke faktisk allerede foretog skiftet den 1. oktober, og derfor ikke officielt er en del af denne transferkampagne.

Det er hans tvillingebror Tim til gengæld. Egentlig skulle han først være skiftet efter 2022, men i slutningen af december besluttede holdet, at hans gunstige udvikling gjorde det relevant at fremrykke overgangen til højeste niveau. Derfor får de både Mick og Tim til rådighed i den kommende sæson, og de er begge uhyre interessante. Ved de hollandske U23-mesterskaber blev de nr. 1 og 2 i begge løb med Mick som vinder af enkeltstarten og Tim som ny linjeløbsmester, og de viste i CRO Race, at de allerede kan begå sig på højeste niveau. Således endte Mick på det samlede podium efter at have været tæt på en etapesejr mange gange, og på sidstedagen lykkedes det minsandten for Tim, der ellers bare var hjælper, at køre med den samlede nr. 1, Stephen Williams, og nr. 2, Markus Hoelgaard, på en brostensbakke for siden at overhale brormand ved at tage den første professionelle sejr til familien. Alligevel er det Mick, der hidtil har lignet den stærkeste af de to, men lovende er de begge. Samtidig er det som typer meget ens, da de er stærke i småkuperet terræn og lynhurtige, og det synes derfor først og fremmest at være i brostensløbene, at de på sigt har et potentiale.

Den tredje nye rytter er Michel Hessmann, men han er ikke på samme måde en vindertype. Tværtimod er han mest en brølstærk type, der som tysk U23-mester og nr. 8 til VM er en hæderlig temporytter - som Van Dijke-tvillingerne i øvrigt også er det - og som med en 17. plads i Tour de l’Avenir har vist, at han kan køre fornuftigt opad. Den kombination kan måske give lidt i ikke alt for bjergrige etapeløb, men ved første øjekast ligner han mest af alt den stærke hjælpertype, som alle hold også skal bruge.

Holdets sidste nyerhvervelse er en af de mere kuriøse, og selvom vi taler om en 25-årig rytter, falder han ind under talentkategorien. Holdet har nemlig besluttet sig for at se, hvordan Milan Vader, der er en af Hollands førende mountainbikeryttere, kan begå sig på landevejen. Hidtil har han kørt præcis nul UCI-løb, og han er derfor helt grøn i sin nye disciplin. Om skiftet bliver en succes, står derfor hen i det uvisse, men holdet har set tilstrækkeligt lovende ting ved diverse tests til, at de tror på projektet, som også indebærer, at han fortsat jagter OL i 2024 på sin mountainbike. Holdet ser holdet umiddelbart som en eksplosiv ardennertype, men som helt ny i feltet kan han måske udvikle sig anderledes end ventet. Tiden vil vise, om han vil have samme succesrate, som vi så, da de gav en tidligere skihopper chancen på højeste niveau.

Transferkampagnens succes står og falder dog slet ikke med Vader. Tværtimod er det svært at se den som andet end en succes. Det er klart, at tabet af Groenewegen gør ondt, men på paradoksal vis løser det også en udfordring og gør holdets rollefordeling mere klar. Det er også klart, at Bennett og Martin vil blive savnet, men finder han sit niveau, vil Dennis kunne kompensere et stykke af vejen for dem begge. Vigtigst af alt er den alt for svage brostenstrup dog blevet styrket markant med Laporte, Van der Sande og Benoot, og da man samtidig har styrket talentgruppen med de spændende Van Dijke-brødre og eksperimentet Vader, er det svært at komme til anden konklusion, end at Plugge har løst de hovedopgaver, han gav sig selv.