Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med UAE-Team Emirates, der endte som nr. 4 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

Ryttere, der bliver på holdet

Andres Camilo Ardila, Juan Ayuso, Mikkel Bjerg, Rui Costa, Alessandro Covi, Finn Fisher-Black, Davide Formolo, Fernando Gaviria, Ryan Gibbons, Marc Hirschi, Vegard Stake Laengen, Rafal Majka, Brandon McNulty, Yousif Mirza, Juan Sebastian Molano, Ivo Oliveira, Rui Oliveira, Tadej Pogacar, Jan Polanc, Matteo Trentin, Oliveiro Troia, Diego Ulissi

Nye ryttere

Pascal Ackermann (BORA-hansgrohe), George Bennett (Team Jumbo-Visma), Joao Almeida (Deceuninck-Quick Step), Marc Soler (Movistar Team), Alvaro José Hodeg (Deceuninck-Quick Step), Alexys Brunel (Groupama-FDJ), Felix Gross (Rad-Net Rose Team)

Ryttere, der forlader holdet

Alexander Kristoff (Intermarché-Want-Gobert Materiaux), Marco Marcato (stopper karrieren), Maximiliano Richeze (?), David de la Cruz (Astana Qazaqstan Team), Joe Dombrowski (Astana Qazaqstan Team), Valerio Conti (Astana Qazakstan Team); Sven Erik Bystrøm (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Alexandr Riabushenko (Astana Qazaqstan Team), Cristian Camilo Muñoz (EPM-Scott)

Hvordan gik transfersæsonen?

Af og til må manager Mauro Gianetti knibe sig selv i armen og prise sig lykkelig for, at der er noget, der hedder held i uheld. For nogle år siden var hans italienske Lampre-mandskab nemlig i krise. Holdet var slet ikke et af de førende på WorldTouren, og da sponsoren trak sig, skulle han på jagt efter en ny. Det lykkedes ham at sikre finansiering fra Kina, og det sidste italienske WorldTour-hold blev pludselig til den dør, der skulle gøre det store asiatiske land til en magtfaktor i cykelsporten. Sådan gik det imidlertid aldrig, da kineserne sprang fra i sidste øjeblik, og i december 2016 så det ud til, at det var slut med et hold, der ellers har en lang historie i feltet.

Nød lærer heldigvis nøgen kvinde at spinde, og tilsyneladende er Gianetti i dag blevet en ferm ”spinder”. I hvert fald tvang nøden ham igen til at kigge alternative veje, og da Kina sprang fra, slog De Forenede Arabiske Emirater til. Da det kort efter også lykkedes at sikre finansiering fra landets store flyselskab, Emirates, stod Gianetti med ét med et hold, der for kort tid siden var at finde i midterfeltet, men nu var et af de allerrigeste med et bagland, der havde ambitioner om at gøre det til verdens bedste.

Så langt er Gianetti ikke nået endnu, men han er kommet tæt på. I 2020 nåede de endda før end planlagt ambitionen om at vinde Tour de France, og det toppede de i 2021, hvor det både blev til Tour-sejr og sejr i to monumenter. Alligevel endte holdet som det lille af den kvartet af hold, der kan betegnes som ”The Big Four”, da Deceuninck, Ineos og Jumbo alle endte foran araberne på ranglisten. Det skyldtes holdets helt åbenlyse svaghed, nemlig at det i alt for høj grad er Tadej Pogacar, der står for at levere pointene.

Den afhængighed er naturligvis alt for stor, hvis man vil være verdens bedste, og derfor er opgaven at brede paletten markant ud. Heldigvis har man midlerne til det, og selvom det har kostet kassen atter i år at give Pogacar en lang kontraktforlængelse, er pengene stadig så store, at man har kunnet følge den transferstrategi, som har været lagt for dagen fra dag ét. Den har hvilet på to søjler og har være klar at aflæse i de bevægelser, der er foretaget på transfermarkedet i de seneste sæsoner.

Den første søjle har bestået i at bruge de gigantiske midler til at tiltrække verdensstjerner. Mest kontroversielt var det først, at holdet fik fat i Fernando Gaviria, selvom colombianeren egentlig havde kontrakt med Deceuninck-Quick Step, og sidste år var det det Marc Hirschis overraskende brud med en eksisterende DSM-kontrakt, der har skabt lignende overskrifter. Derudover blev der brændt gigantiske summer af på Fabio Aru, og Alexander Kristoff, Daniel Martin, Sergio Henao, Rafal Majka, Matteo Trentin og Davide Formolo hører også til de store navne, der i de senere år er blevet hentet til holdet.

Den anden søjle er en fremragende evne til at hente og udvikle talenter. Med den tidligere Quick-Step-spejder Joxean Fernandez Matxin som hovedmand, har holdet haft en heldig hånd med at tiltrække de mest spændende fra U23-scenen. Pogacar er i sagens natur det ultimative eksempel på succesen, men også Filippo Ganna, Jasper Philipsen, Andres Ardila, Mikkel Bjerg, Brandon McNulty og senest Juan Ayuso var blandt de mest eftertragtede unge navne, da de skrev kontrakt med holdet forud for deres debut på WorldTouren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Igen i år kan man finde elementer af begge søjler i holdets strategi, men denne gang er balancen skredet yderligere. Allerede sidste år så vi, at talentrekrutteringen blev begrænset, og i år er det i alt væsentligt store stjerner, der er hentet til holdet. Her kan holdet til gengæld også præsentere en imponerende række af nye topnavne, som det i år kun er Bora, der kan matche, men forskellen på de hold er alligevel markant. Hvor det er meget let at se, at tyskerne har fundet pengene ved at frigøre sig fra Peter Sagans milliongage, føler man for arabernes vedkommende, at pengetanken nærmest er bundløs - særligt når man husker på, at Pogacar som sagt også har skrevet en meget lang og utvivlsomt meget dyr kontraktforlængelse.

Holdet henter syv nye ryttere, og af disse er fem allerede store stjerner med et hav af flotte resultater på deres cv, mens der er blevet plads til to talenter. Blandt stjernerne har satsningen været tosidet, idet holdet henter ikke færre end to stadig relativt unge sprintere med tilsammen ikke færre end 51 sejre på deres fælles generalieblad, mens der hentes hele tre etapeløbsryttere, der både har til formål at styrke Pogacars støtte og jagte egne resultater.

Mest markant er det utvivlsomt, at Gianetti har fået fingre i Joao Almeida. Det er egentlig lidt paradoksalt, at vi skulle frem til juni, inden han vandt sit første cykelløb, men allerede i nu to år på den professionelle scene har han imponeret stort. Da han først fik hul på bylden, tog han ikke færre end seks sejre i 2021 - heraf tre på WorldTouren - og han var så stærk, at han endda endte i top 10 på verdensranglisten, sammen med Julian Alaphilippe som én af to Deceuninck-ryttere.

I første omgang kunne man næsten kun ryste på hovedet, da kontrakten blev annonceret. Havde Almeida virkelig solgt en lovende karriere for nu at skulle tilbringe tiden som Pogacars luksushjælper til gengæld for en fed gage. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det slet ikke er planen, og tværtimod er Almeida hovedmanden i den omtalte ”brede-paletten-ud”-strategi. Portugiseren er således tiltænkt en rolle som holdets anden grand tour-kaptajn og skal i 2022 satse stort på minimum en podieplads i Giroen, og selvom han nok kunne være lidt bekymret for, om han kan få lov at satse på Touren i de mange år, hans lange kontrakt varer, kan UAE kun juble. Hvis hans udvikling fortsætter, vil Almeida være en sand pointmaskine, som han allerede var det i 2021. Tempoevner er nemlig meget ofte altafgørende i kortere etapeløb, og da han samtidig efterhånden klatrer så godt, at han også kan være en reel podiekandidat i grand tours, tyder det på, at holdet har lavet et sandt kup ved at erhverve sig portugiseren. At kunne fordele årets mange etapeløb mellem Pogacar og Almeida kan næsten kun blive en stor succes.

De to øvrige nye klatrere har en noget mere tvetydig rolle. Ligesom for Almeida så det ved første øjekast ud til, at George Bennett og Marc Soler skulle være slagtekvæg for Pogacar, og holdet har da også gjort det klart, at de i et betydeligt omfang skal agere hjælpere for holdets to klassementskaptajner, der jo skal bruge meget stærke trupper til alle tre grand tours. Til gengæld har holdet også lovet begge ryttere en chance for at køre som kaptajn i udvalgte løb, og blandt andet har Matxin gjort det klart, at Soler meget vel kan få sin chance i Vueltaen, selvom det nok vil kræve, at Pogacar ligesom i 2021 bliver så træt efter Touren, at han må droppe det spanske løb fra sine nuværende planer.

I rollen som hjælpere bør der ikke være tvivl om deres værdi. Ser man på holdets nuværende materiale, er der ingen tvivl om, at både Bennett og Soler tilfører enorm værdi, særligt i de mange løb, hvor Pogacar er manden, alle vil slå, men om de kan bidrage med personlige resultater, afhænger meget af, hvilken version vi får at se. Bliver det Bennett anno august 2020, er der tale om et sandt kup, for i de dage - og i blandt andet også august 2019 - var newzealænderen fabelagtig i bjergene og en af de absolut bedste. Hvis til gengæld vi ser Bennett anno 2021, er gevinsten knap så stor, men som minimum kan Pogacar i det mindste glæde sig over, at han har ”stjålet” en potentiel nøglehjælper fra Primoz Roglic.

På samme måde er det med Soler, der altid har været en uhyre ustabil skikkelse. Af samme grund er det urealistisk at tro, at han bliver en grand tour-rytter i egen kraft, men hans ellers lidt haltende klatring gjorde i 2020 så store fremskridt, at han med sin fine enkeltstart i kortere etapeløb kan levere resultater i det omfang, han får chancen. Og når man tænker tilbage på temposætningen på blandt andet sidste stigning på 2. etape i Vueltaen i 2020, ved man, at Soler også kan være fremragende i rollen som hjælper.

Selvom der er hentet tre nye topnavne, er alt dog ikke fryd og gammen. Holdet siger nemlig også farvel til et par habile klatrere, men det er også helt klart, at nyerhvervelserne samlet set er betydeligt stærkere end tabene. Mest ondt gør det, at David de la Cruz indså, at hans muligheder var for begrænsede på et hold med Pogacar, for selvom han højst overraskende blev fravalgt til Touren i 2021, viste han mod slutningen i Vueltaen, at han lige nu klatrer måske bedre end nogensinde. Med Almeida på holdet ville hans personlige chancer måske være begrænsede, men et tab er hans farvel unægtelig.

Det samme kan potentielt være tilfældet med Joe Dombrowski. I det meste af sæsonen er hans niveau slet ikke noget, der vil blive savnet, men når han én gang om året finder formen, er han stadig en glimrende klatrer, som hans Giro-etapesejr i år dokumenterede. På et hold med flere kaptajner at støtte var han en rytter, man sagtens kunne have beholdt. Lidt af det samme kan siges om Valerio Conti, der generelt havde et nærmest katastrofalt 2021, men som i en ganske kort periode i juni viste os, at han måske stadig kan genfinde det niveau, der i 2019 gav ham flere dage i Vueltaens lyserøde trøje, og som ville gøre ham til en værdifuld hjælper. Hvis til gengæld han kører som i 2021, vil han ikke blive savnet, og det vil heller ikke Cristian Camilo Muñoz, der aldrig fremstod som det mest lovende colombianske talent, og som nok kan betegnes som et sjældent eksempel på, at Matxins blik for talent svigtede.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

Også på sprintersiden oprustes der markant. Holdet havde helt åbenbart satset på, at de med Gaviria på holdet ville være et af de førende sprinterhold, men sådan er det slet ikke gået. Colombianeren er faldet sammen i sin tid i Mellemøsten, og derfor har holdet nu hentet to øvrige relativt rene sprintere, således at man nu tilsammen har tre sprintere, der må forventes at skulle fordele langt de fleste sprintermuligheder mellem sig.

Havde kontrakterne været skrevet i 2019, havde det også lignet et kup at få fat i Pascal Ackermann og Alvaro Hodeg. Dengang lå verden nemlig for fødderne af de to hurtige folk, hvis resultater havde bragt dem direkte op i sprintereliten, men begge har til gengæld haft forfærdelige år i 2020 og 2021. Ackermanns niveau faldt markant i 2020 og blev ikke genfundet i et 2021, hvor han end ikke tog en WorldTour-sejr. Hodeg blev sat tilbage af sit grimme styrt i oktober 2019 og kunne reelt smide 2020 i skraldespanden grundet corona og en for ham helt håbløs løbskalender, men selvom der var enkelte opløftende takter - ikke mindst da han i et direkte opgør slog Tim Merlier i august - står det efterhånden klart, at han ikke bliver den absolutte topsprinter, som det kunne så ud til efter den flotte debutsæson.

Holdet står således med tre navne, Ackermann, Gaviria og Hodeg, der alle på et tidspunkt har været blandt de mest attraktive på sprinterscenen, men man kan frygte, at de alle har set deres bedste tid. Holdet må som minimum håbe, at én af dem kan genfødes i den kommende sæson, og her er det baseret på 2020 nok Hodeg, der kunne have det største potentiale. Det må i hvert fald være håbet, at én af de tre satsninger bærer frugt, hvis altså holdet kan lave en kalender, der kan tilfredsstille dem alle. Det ligner en næsten umulig udfordring, hvis Pogacar eller Almeida vil stille til start i alle tre grand tours med legitime ambitioner om som minimum at gå på podiet.

I det hele taget er der måske en overhængende risiko for, at for mange kokke fordærver maden. Det kræver sit at stille med tilstrækkeligt med lead-out-ressourcer. Lettere bliver det ikke af, at holdet valgte ikke at forlænge med Maximiliano Richeze. Det kunne man egentlig ikke bebrejde dem efter en sæson, hvor det stod helt klart, at argentineren, som vel engang var verdens bedste lead-out man, var milevidt fra fordums styrke, men når man skal hjælpe hele tre sprintere, er spørgsmålet, om det nu var klogt at sige farvel til holdets eneste rigtige lead-out-rytter - specielt når han med udsigt til et uønsket karrierestop næppe havde efterspurgt verdens dyreste kontrakt.

Der er dog i det mindste ikke fire sprintere at tilgodese. Det har længe stået klart, at Alexander Kristoff måtte væk fra det arabiske mandskab, hvis han fortsat ville have væsentlige muligheder i Touren, og derfor har det længe lignet en uundgåelig skilsmisse. På sprintersiden er det åbenlyst ikke noget stort tab. Holdet har rigeligt med nye sprintere, og Kristoff viste i 2021, at han slet ikke har fordums fart. Til gengæld efterlader det holdet med en meget svag brostenstrup, og det er en gigantisk udfordring for et mandskab, der drømmer om at være verdens bedste. Matteo Trentin virker nu temmelig alene i de nordlige klassikere, og selvom Kristoff havde meget at bevise efter et 2021, der slet ikke gik som håbet, er der ingen tvivl om, at han i disse løb vil blive savnet i en trup, der virker temmelig mager til den type udfordringer.

Det skyldes ikke kun tabet af Kristoff. Også i andet klassikergeled ryddes der ud. Sven Erik Bystrøm smutter naturligvis videre med sin landsmand, og selvom nordmanden aldrig er blevet til det, hans VM-titel gav løfter om, har han ved flere lejligheder vist, at han i en mere fri rolle nok kunne have opnået mere. Det kunne han således måske også som en del af UAEs svækkede brostenstrup, men sådan bliver det altså ikke. Langt bedre resultater har Marco Marcato, der jo i sin storhedstid var ganske stærk i netop brostensklassikerne, men selvom det er trist at se, at hjerteproblemer skal tvinge en karriere til stop før tid, har den erfarne italiener i de senere år tydeligt været i så markant tilbagegang, at Bystrøms exit må være det værste af de to. Endelig vinker holdet farvel til den engang så lovende Alexandr Riabushenko, der jo havde kurs mod en ganske spændende klassikerkarriere, men ser man bort fra hans flotte sejr over Alexey Lutsenko i Coppa Agostoni for et par år siden, har han været overraskende langt fra det niveau, han havde som U23, og da han efterhånden er fuldt 26 år, forstår man, at tålmodigheden slap op.

Riabushenko var engang en del af transferstrategiens andet ben, nemlig de unge talenter. Dette ben har som sagt spillet en betydeligt mindre udtalt rolle i de seneste år, og det er også tilfældet denne gang, hvor man blot henter to unge navne, hvoraf ingen fremstår som fremtidige giganter. Den ene af de to er endda allerede relativt erfaren. Matxin overraskede nemlig ganske meget ved at hente Alexys Brunel fra Groupama-FDJ. Den unge franskmand startede sin karriere i begyndelsen af 2020 med et brag, men hverken som U23 eller i den øvrige del af sin professionelle karriere, har han skilt sig voldsomt. Kan han udvikle sig mere, end man umiddelbart kan forvente, ligger der måske en udmærket brostensrytter i ham, men lige nu ligner han mest af alt en af de utrættelige hjælpere, der kan føre solen sort. Man kan så håbe, at han alligevel kan udfylde et af hullerne i den haltende brostenstrup.

Den sidste nye rytter er i højere grad et rigtigt talentkøb. Her henter man nemlig den nyprofessionelle Felix Gross, der har tilbragt det meste af de seneste år på banen. Det var først, da coronakrisen aflyste de fleste banearrangementer, at han kørte lidt mere landevejen i løbet af sommeren 2020, og her bragede han igennem med tre sejre på bage fire dage i mindre polske løb. Det byggede han desværre ikke videre på i 2021, hvor han på landevejen stort set kun var aktiv som stagiaire i løbet af efteråret og viste, at han i hvert fald mangler masser af holdbarhed. Han fremstår som en ren sprintertype med ganske megen fart og derfor også potentiale, men han har fortsat meget at bevise, inden han kan regnes som et af de virkelige sprintertalenter.

Den nye talentpulje hos UAE er altså ganske beskeden, men det har tydeligvis heller ikke været formålet med årets transfers at styrke den langsigtede fremtid. Her har det handlet om først og fremmest at sikre bedre støtte til Pogacar, at finde endnu en grand tour-kaptajn, der kan brede paletten ud samt at forsøge at gøre sig gældende på sprinterscenen. Stjernenavnene Almeida, Bennett, Soler, Ackermann og Hodeg gør, at der kan sættes flueben ud for alle tre mål, og i hvert fald Almeida som alternativ kaptajn og Bennett og Soler som solide hjælpere ligner gode investeringer. Sprintersatsningen virker mere risikabel og giver umiddelbart grobund for masser af interne konflikter, når tre stjerner skal fordele de begrænsede muligheder mellem sig. Samtidig gør det ondt at miste De la Cruz og i mindre Dombrowski, mens holdet uden Kristoff imødeser en stor udfordring i brostensløbene. Tilbage står et hold med fuldt fokus på etapeløb og massespurter, og hvor de efterhånden virker ganske skræmmende på førstnævnte front, skal det blive spændende at se, hvordan tre supersprintere skal få det til at fungere på et mandskab, der trods mest af alt vil have klassementsambitioner.