Naturligvis betyder kvaliteten af sejren meget - der er eksempelvis ikke mange, der har opdaget, at Orluis Aular i år har taget 12 UCI-sejre - men for en sprinter er kvantiteten næsten lige så vigtig. Selvfølgelig er topsprinternes opgave for de flestes vedkommende at sørge for succes i især grand tours, men de har også den væsentlige opgave at skabe en følelse af succes på et hold ved konstant at sørge for, at der med jævne mellemrum kommer sejre på kontoen. Naturligvis findes der undtagelser som Astana og Mitchelton, der i år har vundet hhv. 37 og 35 gange uden at have en rigtig sprinter på holdet, men en supersprinter er en god forsikring mod at sende i samme situation som Sunweb, Dimension Data, CCC og Katusha, der i år ikke engang har vundet 10 gange.

Netop fordi antallet af sejre er en vigtig del af en sprinters værdi, skæves der også altid meget opmærksomt til sejrslisten. Der er nemlig en vis prestige i at ende øverst på den liste, da den meget ofte giver i hvert fald en ret god ide om, hvem der har været årets bedste sprinter. Sidste år var det eksempelvis den altædende Elia Viviani, der med 18 sejre toppede listen, mens Fernando Gaviria i sin fantastiske 2017-sæson var bedst med 15 triumfer. Samme antal havde Peter Sagan i 2016, hvor Timothy Dupont med sin stærke kørsel i de belgiske løb endte side om side med slovakken, mens Alexander Kristoff nåede hele 20 sejre i jubelåret 2015. I sin bedste sæson i 2014, hvor han vandt hele fire Tour-etaper, nåede André Greipel op på 16 sejre, ligesom han også toppede listen i 2012 og 2010 med hhv. 19 og 21 gevinster, mens Peter Sagan og Mark Cavendish har rekorden inden for det seneste årti med 23 sejre i hhv. 2013 og 2009 - en score, som Alessandro Petacchi dog med lethed overgik i sin storhedstid i begyndelsen af årtusindet, hvor hans rekord var 26 førstepladser i 2005. Og i drømmesæsonen 2011 var Philippe Gilbert med sine 16 sejre et eksempel på, at en ikke-sprinter også kan vinde.

I år har der været hård kamp om titlen som årets mest vindende rytter. Længe så det ud til, at Sam Bennett ville nuppe titlen, men tre ærgerlige 2. pladser i Vueltaen betød, at han endte på 13 sejre. Julian Alaphilippe havde også længe kurs mod en mulig førsteplads, men et sejrsløst efterår betød, at han endte på 12. Og Primoz Roglic var helt indtil nederlaget i Il Lombardia i spil til som den første etapeløbsrytter i nyere tid - end ikke Alejandro Valverde er endt øverst på lidt - at tage titlen, men med mindre han vinder søndagens Chrono des Nations vil han ende på 14 triumfer.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I stedet ser det nu ud til, at Dylan Groenewegen trods en alt andet end optimal sæson, hvor han slet ikke har nået samme højder som i 2017, ender med titlen. Tre vigtige sejre i Tour of Britain bragte ham nemlig til tops i hierarkiet, og selvom det ikke lykkedes ham at vinde ét eneste af de mange endagsløb i september, kunne han med sidste lørdags sejr over Viviani i Tacx Pro Classic bringe tælleren op på 15 og dermed sikre, at Roglic ikke med sejr i morgen kan udligne hans score. Og dermed var eneste trussel mod hans førsteplads Pascal Ackermann, der rejste til denne uges Tour of Guangxi med 11 sejre på kontoen.

Med udsigt til fem mulige spurtafgørelser over de seks dage og et sprinterfelt, hvor en i lang tid formsvag Fernando Gaviria lignede eneste reelle trussel, havde Ackermann faktisk en chance for at gå forbi Groenewegen ved løbets begyndelse, men det ville kræve, at han gjorde rent bord i sine fem chancer. Desværre kom tyskeren yderst skuffende fra start, så han allerede torsdag mistede chancen for at ende alene på 1. pladsen og fredag mistede muligheden for overhovedet at udligne Groenewegen. Nu kan han maksimalt nå op på 14 sejre - det er trods alt ikke realistisk, at han vinder kongeetapen - og dermed kan han maksimalt ende alene på 2. pladsen.

Den titel er imidlertid også værd at tage med. Som tingene står nu, synes det nemlig meget sandsynligt, at Bora vil tvinge Bennett til at blive i den tyske stald mod hans vilje, og det betyder, at konkurrencen om deltagelsen i de store løb bliver mindst lige så kraftig, som den har været i år. Med tanke på at ireren er endt sin sæson på 13 sejre, skal man således ikke undervurdere betydningen af, at Ackermann kan nå op på de 14 gevinster, der vil bringe ham alene op på 1. pladsen på Boras interne sejrsliste.

Det vil kræve, at Ackermann gør rent bord på de af løbets resterende etaper, han kan vinde, og derfor må det have føltes som at kaste en kampesten fra hjertet, da han i dag krydsede stregen først på 3. etape. Ikke blot gav det ham en tiltrængt succes og en fortsat mulighed for at slå Bennett, den brød også en utrolig serie på hele fem på hinanden følgende massespurter i Guangxi-massespurter. Efter en 4. og en 1. plads på de første to etaper ved debuten i 2018 blev han nemlig henvist til 2. pladsen bag Fabio Jakobsen på 3. etape, og efter kongeetapen blev han siden slået af først Matteo Trentin på den hårde 5. etape og siden igen af Jakobsen på sidste etape. I år er serien fortsat med Fernando Gavirias genfødsel på 1. etape og choknederlaget til Dan McLay i går.

I dag var der imidlertid ingen tvivl om, hvem der var hurtigst, da den spritnye rundstrækning i provinsbyen Nanning, der trods sine 7,3 mio. indbyggere ikke havde kunnet lokke mange kinesere ud for at se verdens bedste cykelryttere i aktion, skabte den ønskede adspredelse i et løb, der ellers tidligere har været temmelig trivielt, ikke mindst i 2017 hvor Gaviria vandt ikke færre end fire af de seks etaper. Usikkerheden om rundstrækningens hårdhed i en del af verden, kun Bahrains Meiyin Wang kan tænkes måske at have lidt nærmere kendskab til, betød nemlig, at der var stor uklar, hvor mange sprintere der ville kunne klare den korte, men ganske stejle bakke, og den uforudsigelighed kom til udtryk i en top 10, der mest af alt talte hurtige puncheurtyper. Kun én supersprinter havde klaret strabadserne i en sådan tilstand, at han også kunne køre en spurt, og når man sætter Ackermann til at spurte mod folk som Alexandr Riabushenko, Petr Vakoc, Lilian Calmejane og Sep Vanmarcke, vil det altid være som at stjæle slik fra børn trods de nævnte rytteres glimrende afslutterevner.

Det var derfor ikke så meget Ackermanns overlegne spurt, der var det smukke i sejren. Den var blot, hvad man kunne forvente, da først tyskeren sad limet til Matteo Trentins baghjul på den sidste kilometer, hvor Alexander Edmondson for 117. gang i dette efterår leverede et storslået lead-out for den tidligere europamester. Nej, snarere var det alsidigheden, der var det virkeligt beundringsværdige, og som gjorde, at Ackermann overhovedet var i position til at spurte om sejren.

Bakken viste sig nemlig at være ganske hård. Fernando Gaviria måtte sande, at han måske nok har genfundet sin gamle fart, men stadig har meget langt at få for at finde den holdbarhed, der tidligere gjorde ham til en af feltets mest slidstærke sprintere. Også en ellers holdbar fyr som Timothy Dupont, hvis form dog længe har været for nedadgående, faldt fra, og selv folk som Ben Swift og Chris Lawless, der begge synes at have trukket stikket helt, måtte strække våben, og naturligvis var der ingen chance for folk som Kristoffer Halvorsen, Dan McLay, Riccardo Minali og tonstunge Jakub Mareczko.

Én ting var imidlertid at overleve, noget andet faktisk at kunne spurte. Phil Bauhaus viste eksempelvis nok engang den stadig mere imponerende holdbarhed, vi også så i Catalonien tidligere i år, men bakken kostede så meget, at han aldrig kom tilbage i position til at kunne køre en reel spurt. Det samme gjaldt for John Degenkolb, der nok engang måtte sande, at han slet ikke er så stærk som før det grimme styrt i 2016, hvor han spiste den slags etaper til morgenmad. Og heller ikke Moreno Hofland eller endda den formstærke klassikerrytter Timo Roosen lykkedes med at komme frem til spurten.

Derfor fortæller det historien om, at Ackermann er meget mere end bare en sprinter, at han ikke blot fik kæmpet sig over bakken med det yderste af neglene, men også kom over med så stort et overskud, at han efter nedkørslen sad forrest i feltet, hvorefter Boras to klassementsryttere, Maximilian Schachmann og Felix Grossschartner, leverede et fremragende stykke arbejde ved at besvare de mange angreb og holde farten så høj, at en mand som Bauhaus aldrig nåede frem til fronten igen. Det var præcis den holdbarhed, som han første gang viste, da han højst overraskende blev nr. 5 på den hårde 5. etape i Polen sidste år, og som han også stillede til skue i Frascati i årets Giro. Og med tanke på hans unge alder har han dermed sat en tyk streg under, at hans repertoire slet ikke begrænser sig til bare massespurter, men også de lidt lettere af de nordlige klassikere samt Milano-Sanremo. Og nu håber han, at den holdbarhed vil række langt igen, når han på mandag får chancen for at få revanche mod Trentin, der højst overraskende overspurtede ham på den lange og halvhårde tur til Guilin for 12 måneder siden.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

I en vis forstand kan man sige, at han allerede fik revanchen i dag. Trentin er nemlig kommet til Kina med langt større ambitioner, end Mitchelton gav udtryk for ved løbets indledning, og efter to på hinanden følgende 3. pladser på etaper, der slet ikke passede ham, havde han tanket så meget med selvtillid, at han gik 100% efter sejren i dag. Derfor var det Mitchelton, der sammen med Bora styrtede løjerne gennem hele etapen og også gjorde det så hårdt, at de fleste sprintere faldt fra. Og da Edmondson til slut leverede nok et fornemt lead-out, så det ud til, at alt var gået lige efter bogen - i hvert fald lige indtil Trentin fandt ud, at han den værst tænkelige rytter placeret i sit baghjul. Selvom italieneren overraskende slog tyskeren i Guilin sidste år, sker det nemlig kun én ud af 100 gange, og i dag var det da også tydeligt, at der er kolossal forskel på den topfart, de to stjerner kan præstere. Til gengæld kan Trentin glæde sig over, at han med fire bonussekunder for den tredje 3. plads i træk samt de tre bonussekunder i den sidste spurt, nu har hentet i alt 15 bonussekunder i tillæg til dem, han måtte finde på de sidste to etaper, og dermed ligner han pludselig en kraftig outsider til klassementet, ikke mindst fordi hans deltagelse i den indlagte spurt viser, at han har ambitioner i den retning.

I den sammenhæng var den anden store vinder Riabushenko. Den tidligere vinder af U23-udgaverne af Lombardiet og EM er virkelig kommet flot tilbage efter sommerpausen efter 18 måneder i det professionelle felt, hvor han kunne betegnes som en af de største skuffelser blandt de lovende talenter. Som Alexey Lutsenko også måtte sande kan det imidlertid tage lidt tid for de store U23-navne at vænne sig til tempoet, men det synes Riabushenko langsomt at gøre. Det startede med nogle fornemme spurter i Burgos i august og kulminerede, da han slog netop Lutsenko i en duel i Coppa Agostoni. Og trods lidt træthed i de italienske løb viste han i dag, at han store ambitioner i et løb, der burde passe en puncheur som ham, samt at han altså er ganske hurtig på flad vej, som han også viste, da han sidste år blev nr. 2 i en massspurt i Baskerlandet.

Ellers fik vi ikke mange svar på klassementsrytternes form, men der var dog enkelte, der skilte sig ud. Særligt synlig har Guillaume Martin været, da han ligesom på 1. etape angreb stærkt på sidste stigning og tog endnu et skridt mod bjergtrøjen ved at runde sidste stigning som nr. 1. Bag ham sad Petr Vakoc, der også synes motiveret til at lave et resultat som led i sit comeback efter det grimme styrt forrige vinter. Og Lilian Calmejane og Merhawi Kudus, der også viste sin intention ved at deltage i massespurten på 1. etape, viste til slut, at deres ambitioner er helt intakte her sidst på sæsonen.

Det er de også for oktoberrytteren Davide Villella, der altid er flyvende på denne tid af året. Den stærke italiener kører altid godt i årets sidste løb, og det har han også gjort i år, hvor han blandt andet er blevet nr. 2 i Kroatien og har været i top 10 i Piemonte. I dag leverede han et fremragende arbejde for Davide Ballerini, der selvtillidsfuldt bad om hårdt tempo på næstsidste tur op ad bakken. Desværre fik samme Ballerini sig lidt af en mavepuster som kulmination på en katastrofal sæsonafslutning, da han som en af relativt få sprintere måtte slippe - selv Bauhaus og den meget lovende, men hidtil så uheldige Max Kanter, der dog valgte at ofre sig for den mere holdbare Nikias Arndt, klarede bakken og dermed viste Astanas stærke arbejde sig at være skønne spildte kræfter.

Han var imidlertid ikke den eneste, der mærkede følgerne af en lang sæson. Jan Hirt, Lennard Kämna, Floris de Tier, Enrico Gasparotto, Hugh Carthy, Swift, Simon Spilak, Ilnur Zakarin, Tejay van Garderen, Daniel Navarro, Matteo Badilatti, Andrea Garosio, Louis Meintjes og den evige lottokupon Jonathan Hivert, som ellers havde vist form i optakten, viste alle, at de mentalt allerede har fødderne plantet i vandkanten på en eksotisk strand, og at turen til Kina mere har karakter af enten en træls arbejdsopgave eller en chance for at se et spændende land. Kun en tilsyneladende velkørende Jhonatan Narvaez kan være mere ærgerlig over sit tidstab, for den stakkels ecuadorianer, der ellers ville være skabt til kongeetapen, skred ud i den sidste U-vending og efterlader nu Ineos med bare Diego Rosa og David de la Cruz til klassementet.

Langt klogere vil vi være i morgen. De tre første etaper har måske ikke givet mange svar, men om 24 timer ved vi formentlig, hvem der vil vinde den tredje udgave af Tour of Guangxi. Kongeetapen til Nongla har nemlig historisk været altafgørende, og med tanke på udfaldet af dagens etape er det sandsynligt, at det vil være tilfældet igen. Dermed må Ackermann også ventes at tage en sjælden tur på passagersædet i et løb, hvor han eller altid er med i front - og gerne med en 2. plads til følge - men det giver ham en chance for at komme sig inden de sidste to etaper.

Måske kan han ikke nå at slå Groenewegen i kampen om at blive årets mest vindende sprinter, men han tog et stort skridt mod at gå forbi holdkammeraten Bennett med dagens sejr. I det, der har været en af årets mest omtalte interne kampe, skal man nok ikke undervurdere betydning af den bedrift og dermed den motivation, der vil drive Ackermann til på de kommende etaper at forvandle sig selv fra den evige Guangxi-toer til at være den vindermaskine, han har været det meste af tiden gennem de seneste to sæsoner.