Bjergkonkurrencens rolle og analyse af reglerne

Listen over vindere af bjergtrøjen er prestigiøs og rummer mange af de bedste klatrere, sporten har set. Derfor var det smertefuldt for Tour-arrangørerne, da den mindre kendte Anthony Charteau i 2010 kørte til Paris med den fine trøje på sine skuldre.

For at undgå et lignende scenarium introducerede man det, der af mange blev kaldt ”Lex Charteau”: en regelændring, der betød færre point på de små stigninger, point til færre ryttere på de enkelte stigninger og lagde større vægt på de høje bjerge. Formålet var klart: ASO ville have en ”stor” rytter og en rigtig klatrer til at vinde den prikkede trøje.

Resultatet kom straks. I 2011 lykkedes det klassementsrytteren Samuel Sanchez at tage sejren, og selvom det året efter igen var en opportunist, der løb med hæderen, var man hos ASO ikke kede af, at det var den lokale helt Thomas Voeckler. Bare 12 måneder tidligere var franskmanden trods alt endt som nummer 4 samlet og kunne derfor også af arrangørerne anses som et ”stort” navn. I 2013 kunne man næppe have ønsket sig et bedre scenarium, da en ren klatrer, som endda blev nummer 2 samlet, Nairo Quintana, tog sejren. I 2014 og 2016 var det Rafal Majka, der med en offensiv tilgang og fremragende klatrepræstationer viste, at man stadig kan vinde trøjen uden at køre klassement, mens det i 2015, 2020 og 2021 såmænd var løbets samlede vinder, hhv. Chris Froome og Tadej Pogacar, der løb med den eftertragtede trøje.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

I 2017 var det med Warren Barguils sejr atter en opportunist, der endte i prikker, men denne gang kørte den spinkle franskmand så stærkt, at han alligevel endte i top 10 i klassementet. I 2018 var det måske ikke en klassementsrytter, men alligevel en af feltets allerstørste stjerner, Julian Alaphilippe, der kom til Paris i prikker, og i 2019 viste Romain Bardet, at en slagen klassementsrytter kan rejse sig ved at løbe med prikkerne. Med andre ord er det tydeligt, at regelændringen har haft den ønskede effekt.

Pointsystemet er flere gange blevet justeret en anelse, og men i de senere år er der givet point efter følgende model:

• På stigninger uden for kategori får de første 8 ryttere hhv. 20, 15, 12, 10, 8, 6, 4 og 2 point
• På stigninger af 1. kategori får de første 6 ryttere hhv. 10, 8, 6, 4, 2 og 1 point
• På stigninger af 2. kategori får de første 4 ryttere hhv. 5, 3, 2 og 1 point
• På stigninger af 3. kategori får de første 2 ryttere hhv. 2 og 1 point
• På stigninger af 4. kategori får den første rytter 1 point

Det har til gengæld varieret lidt, om man har gjort brug af dobbelt pointantal undervejs. Det gjorde man sidste år på tre bjerge, men det gør man ikke i år, hvor det alene er kategorien, der bestemmer pointantallet.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Favoritterne

Som sagt er kampen om bjergtrøjen altid en dyst mellem de offensive klatrere, der kan tilbringe det meste af tiden på de store bjergetaper i udbrud og herved score mange point, samt klassementsrytterne. Regelændringerne betyder, at sidstnævnte nu har en langt bedre chance end tidligere, hvilket Nairo Quintanas, Chris Froomes og Tadej Pogacars sejre vidner om. Samtidig er det tydeligt, at man nu skal være en virkelig god klatrer for at score point nok til at slå de ryttere, der også kører med om den samlede sejr, og Touren synes nu at være den grand tour, hvor en bjergtrøje stiller størst krav til klatreevnerne. Det virker i hvert fald usandsynligt, at en relativt tung rytter som Thomas De Gendt vil kunne ende som løbets bjergkonge, som han ellers har gjort det i Vueltaen, der som den eneste grand tour stadig ikke har et pointsystem designet mod meget klatrestærke folk.

Som det fremgår af ovenstående opregning af de ryttere, der har vundet konkurrencen siden regelændringen i 2011, er det i dag et opgør mellem tre ryttertyper. Den første er de bedst klatrende klassementsryttere som Samuel Sanchez, Quintana, Froome og Pogacar. Den anden er de meget bjergstærke etapejægere som Thomas Voeckler, Rafal Majka, Warren Barguil og Julian Alaphilippe. Og den tredje er de slagne klassementsfolk, der efter et tidligt nederlag skifter fokus og indleder en etapejagt, som Romain Bardet i 2019.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Som det fremgår, er fordelingen meget lige. Klassementsrytterne har vundet fem gange, opportunisterne har taget trøjen seks gange, mens de slagne klassementsfolk kun har vundet én gang. Sidstnævnte er sædvanligvis hæmmet af, at deres tidstab kan komme så sent, at de allerede er for langt bagud, når jagten indledes, ligesom der som regel er en skuffelse, som først skal fordøjes. I 2019 var næsten alle bjergpointene dog placeret over nogle meget få dage i den tredje uge, og reelt vandt Bardet trøjen på bare én etape.

For 10 år siden tog Michael Mørkøv bjergtrøjen på 1. etape
 

Mens det er let at pege på de bedste klassementsryttere, er det langt vanskeligere at pege på de øvrige gruppers kandidater. Hvilke klassementsryttere, der måtte tabe tid, afhænger også meget af uheld, som af gode grunde er svært at spå om. For opportunisterne gælder, at det ofte kan være lidt tilfældigt, hvem der går efter trøjen. Enkelte har den som et decideret mål, men for de fleste er det noget, der opstår man undervejs. Rammer man et godt udbrud på en dag med mange point, så man pludselig ligger til, er det pludselig noget, der er værd at jagte. Derfor er der ofte mange tilfældigheder involveret i, hvem der faktisk med at være kandidaterne, når vi når den tredje uge. Vi kan jo blot tage den nylige Giro som eksempel, for her havde Koen Bouwman aldrig drømt om, at han skulle på podiet i Verona.

I 2019 var pointene som sagt meget skævt fordelt, og de første to uger var nærmest helt ligegyldige. Siden da har det været mere ligeligt, og det er det også i år. Faktisk er der denne gang flere HC-bjerge i den første af de to bjergkæder, da der i Alperne er hele fem af slagsen, mens der i Pyrenæerne kun er to. Alperne bliver altså i år meget vigtige, og det betyder dels, at trøjen formentlig kun er relevant for de klassementsryttere, der ryger ud af klassementet allerede i uge 1, og at vi meget vel kan have en relativt tidlig afklaring på, hvem der i spil til trøjen.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Den anden vigtige ændring er, at der ikke er dobbelt pointantal på nogen af stigningerne. Det var der sidste år på både 17. og 18. etape, som begge blev vundet af Tadej Pogacar, og det var hovedårsagen til, at sloveneren vandt. Da klassementsrytterne som regel kun scorer væsentlige point på det sidste bjerg, bliver det meget vanskeligere for Pogacar, Jonas Vingegaard og Primoz Roglic at vinde trøjen ved et tilfælde, som Pogacar har gjort de seneste to år. Det vil i hvert fald kræve, at næsten alle de fem rigtige bjergetaper (7., 11., 12., 17. og 18. etape) skal afgøres af favoritterne, og det er trods alt sjældent, det sker. Denne gang er det dog ikke helt umuligt, for hvis eksempelvis Pogacars svage brostenshold sætter ham tilbage i uge 1, kan man sagtens forestille sig, at UAE vil have en ret offensiv tilgang allerede i Alperne. Udfordringen er, at de fire vigtigste etaper kommer i blokke, og det betyder ofte, at man sælger den første af de to etaper til udbryderne for at bevare noget friskhed til den anden.

Fraværet af dobbeltpoint betyder, at jeg går med en opportunist, men her kan det som sagt være lidt tilfældigt, hvem der ender med at gå efter trøjen. Det hjælper heller ikke, at tre af de fire vigtige etaper starter fladt, hvilket gør det meget sværere for løbets klatrere at ramme udbruddet. Det kan i hvert fald kræve et hold, der er helt dedikeret til at hjælpe med at køre de forkerte udbrud undervejs. Til gengæld starter 12. etape så hårdt, at man kan komme afsted, hvis man er god nok, og selvom Alpe d’Huez er så prestigiøs, at favoritterne med en vis sandsynlighed ender med at køre om sejren, har man en god chance for at score 40 point på de første to bjerge, hvis man vil og har benene.

Med udsigt til en opportunistsejr er det hele lidt mere tilfældigt, men jeg går med Romain Bardet. Franskmanden har mig bekendt ikke sagt, om trøjen er et mål, men det kunne den meget vel være. Han kommer til løbet for at jagte etaper, og det vil gøre det helt naturligt at have den i baghovedet. Han vandt den som bekendt allerede i 2019, og i Vueltaen sidste år blev den også et mål undervejs, selvom han endte med at ”tabe” til holdkammeraten Michael Storer. Det er altså en trøje, han før har satset på, og han vil utvivlsomt meget gerne på podiet i Paris. Hans form er ukendt efter en lang pause, men med det tårnhøje niveau, han viste i Giroen, taler meget for, at han blandt udbryderkandidaterne kan være den bedste klatrer. Han har samtidig i år fundet helt nye afslutterevner og vil have et helt hold til at hjælpe med at ramme udbruddene, og det gør ham til en indlysende kandidat.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Det samme er Thibaut Pinot . Modsat Bardet har han nævnt trøjen som et specifikt mål, og selvom han i år har været meget svingende, har vi set, at hans topniveau stadig er ganske højt, når han endelig rammer det. Han så ud til at nærme sig med sejren i Schweiz, og hvis ikke hans coronainfektion har hæmmet ham for meget, burde han være på sporet. Vi ved også, at han er meget hurtig, og at han er god på de lange udmarvende dage, der vil afgøre denne konkurrence, og han passer derfor perfekt. I forhold til Bardet står han en anelse svagere på to områder. For det første er FDJs vigtigste mål at køre klassement med David Gaudu, og hvis den mission går godt, vil han formentlig være låst. Han vil heller ikke have samme støtte til at ramme udbruddene som sin rival, og endelig har han til gode at bevise, at han faktisk kan finde det niveau, Bardet viste i Giroen. Det er stadig uklart, hvor god han virkelig er, nu hvor han er blevet rygskaden kvit.

En anden kandidat er Michael Woods. Canadieren er her ligeledes for at jagte etaper, og selvom det er hans klart vigtigste mål, så vi sidste år, at han gik efter trøjen. Jeg er usikker på, om han vil gøre det denne gang, da han virker ret desperat for endelig at få den etapesejr, men hvis han får den relativt tidligt, vil trøjen være et naturligt næste mål. Også han er en hurtig på stregen, og han har forbedret sig enormt på de lange bjerge. Min bekymring kan dog være, at han på store bjergetaper som eksempelvis den meget vigtige 12. etape ikke helt er på niveau med rigtige klatrere som Pinot og Bardet, men med den form, han viste med den overlegne sejr i Occitanie, hvor vi trods alt kørte rundt i Pyrenæerne, virker det ikke umuligt. Han var trods alt ganske tæt på sidste år.

En rytter, der har prøvet at vinde en bjergtrøje, er Ruben Guerreiro, der sejrede i Giroen i 2020. Normalt ville jeg mene, at bjergene i Alperne og Pyrenæerne er lidt for voldsomme, hvis han er oppe mod rigtige klatrere, men det ændrede sig med hans sublime klatring i Dauphiné og Ventoux-løbet. Han har forbedret sig helt enormt, og han er som bekendt også en glimrende afslutter. Til gengæld har han gjort det klart, at han meget gerne vil forsøge at ende i den samlede top 10. Hans hold har bedt ham jagte etaper, men hvis han holder klassementet i baghovedet, bliver det svært at gå efter en trøje, han også i første omgang har afvist som et mål. Det kan den heldigvis blive, og hvis han - og det er der nok en god chance for, når han er oppe mod de bedste - glemmer sit klassement relativt tidligt, er han med sine nyfundne bjergevner en oplagt kandidat.

Det er Giulio Ciccone også. Som Guerreiro har han vundet trøjen i Giroen, og da også han er her for etaper, vil jeg tro, at det er en trøje, han har i baghovedet. Den blev jo også et mål i årets Giro, og da han er en hurtig herre, passer han godt til bjergtrøjejagt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at han helst vil vinde en etape, og det kan betyde, at han ikke for alvor går efter, før han har sin etapesejr. Derudover er jeg bekymret for, om han er god nok, hvis han er oppe mod Bardet og Pinot efter en sæson, hvor han har klatret ganske skuffende.

Sidste år vandt Michael Storer trøjen i Vueltaen, og det kan han også gøre her. Vi har været lidt usikre på, om han kunne genfinde samme niveau, men trods den manglende stabilitet var han ganske god i Alperne og senest i Ventoux-løbet. Hans form er klart stigende, og han kunne være på vej til at time det perfekt. Han har dog stadig til gode at vise, at han kan klatre med de bedste på denne liste, og han lider som Pinot under, at FDJ har andre og større mål. Samtidig er det Pinot og ikke ham, der vil være holdets foretrukne mand i prikkerne.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE - PRÆMIER FOR NÆSTEN 100.000 KRONER

Der er flere lykkeriddere, der kunne komme på tale. Man kunne nævne Geoffrey Bouchard, der har vundet den i de to øvrige grand tours, men han er denne gang først og fremmest hjælper for Ben O’Connor og har været skuffende i år. Man kunne også nævne Pierre Rolland, der genrejstes med sin bjergtrøje i Dauphiné, men han klatrer næppe i dag godt nok til at vinde på denne scene, ligesom han er spurtsvag. Lennard Kämna var i spil til den under Giroen, men han er formentlig for låst af Aleksandr Vlasov, som Patrick Konrad er det ligesom der er bede klatrere end ham. Bauke Mollema har klatret skuffende i år og har ikke udvist nogen stor interesse i bjergtrøjen, og heller ikke Warren Barguil har i år klatret på et niveau, der gør det realistisk. Jakob Fuglsang har før nævnt den som en mulighed, men han er spurtsvag og klatrer næppe godt nok i de høje bjerge eller har den rette holdbarhed over tre uger til at kompensere herfor. Endelig er Dylan Teuns nok trods alt for begrænset i bjergene, hvorfor han næppe har den som et mål.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Ender den alligevel hos en klassementsrytter, er Tadej Pogacar det indlysende valg, men som det fremgår af min klassementsanalyse, tør jeg ikke udelukke, at Jonas Vingegaard kan vise sig som den stærkeste i bjergene - i hvert fald hvis Pogacar udgår som følge af uheld. Sværere har jeg ved at se Primoz Roglic være stærkeste mand med den styrke, han har vist gennem hele sæsonen, men han er selvfølgelig den tredje kandidat.

Skal vi endelig i kategorien med klassementsryttere, der ryger ud af klassementet, er det vel David Gaudu, der er den mest oplagte, da han er sårbar i den første uge og er hurtig nok til at gå efter den. Det er Enric Mas ikke, men han er uhyre sårbar i den første uge. Den kunne som sidste år også blive et mål for Nairo Quintana, der dog lider under den i dag manglende holdbarhed over tre uger, samt måske også Alexey Lutsenko. Det samme gælder for Aleksandr Vlasov, der også har hurtigheden, hvis han falder ud af kampen om den gule trøje. Guillaume Martin har vundet den i Vueltaen, men hans klatring har ikke været overbevisende i år. Til gengæld har jeg lidt svært ved at se Ineos gøre en bjergtrøje til et mål. Endelig er der Rafal Majka, der har klatret fint i år, og hvis Pogacar udgår som følge af uheld, vil han formentlig gerne vinde for tredje gang.

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

*** Romain Bardet

** Thibaut Pinot, Michael Woods

* Ruben Guerreiro, Giulio Ciccone, Michael Storer, Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard, David Gaudu, Enric Mas, Nairo Quintana