SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Når man hører navnet Bauke Mollema, tænker de fleste cykelfans nok på en sejlivet dieselmotor, der lidt farveløst slider sig til en sekundær top 10-placering i klassementet. Det vil i hvert fald nok være hovedindtrykket for de mange, der mest af alt fokuserer på Tour de France - ikke mindst for danskere, der utvivlsomt husker hans benhårde kamp med Jakob Fuglsang i Touren i 2013.

Det indtryk er bestemt heller ikke forkert. Hele fem gange er han gået i top 10 i en grand tour, men ser man bort fra kometdebuten i Vueltaen i 2011, der efter Juan Jose Cobos diskvalifikation førte til en 3. plads, har han aldrig været tæt på at slutte på podiet. Jo, det var han i 2016, hvor han startede så fabelagtigt og blandede sig med Chris Froome og Richie Porte på Mont Ventoux, indtil et sent styrt desværre sendte ham helt ned på 11. pladsen. Mest af alt har han dog været kendt som en af de lidt mere anonyme klassementsryttere, der sjældent har kunnet gøre meget andet end at følge med.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I virkeligheden skjuler det indtryk, hvad Mollema er allerbedst til. Da han for en lille time siden kørte over stregen til karrierens anden Tour-etapesejr, var det nemlig gevinst nr. 17. Det er selvfølgelig ikke et spektakulært antal, men for en ryttertype, der ikke er specielt hurtigt - i hvert fald ikke længere -som i etapeløb nok er solid, men aldrig har været god nok til at vinde andet og mere end de mindre Vuelta a San Juan Tour of Alberta, og som ikke er blandt de allerbedste klatrere, er det faktisk et ret imponerende udbytte. Endnu mere imponerende bliver det, når man noterer sig, at der på listen findes intet mindre end et monument, nemlig Il Lombardia, samt endnu en stor klassiker i form af Clasica San Sebastian og efter i dag altså også hele tre grand tour-etaper. Dertil skal endda lægges yderligere to WorldTour-sejre fra karrierens unge år.

Hvordan er det da lykkedes ham at vinde så mange og store løb? Jo, det skyldes, at han er en snu rytter, der efterhånden har udviklet det, vi vel kan betegne som en ”Mollema Classic”. Det er nemlig ikke altid den stærkeste eller hurtigste, der vinder. Ofte er det den klogeste, der på smart vis kan udnytte favoritternes magtspil, og den kunst har Mollema vist sig at være pokkers god til.

Man ved næsten ikke, hvor man skal starte, når man skal opregne alle de løb, han har vundet med samme opskrift, men det er vel naturligt at begynde med det største af dem alle, nemlig sejren i Il Lombardia. Dengang havde Egan Bernal, Michael Woods, Primoz Roglic og Alejandro Valverde, der på dagen var de stærkeste, så travlt med at kigge på hinanden, at de slet ikke nåede at reagere, da Mollema efter at have været sat gik direkte forbi. Herefter så de ham aldrig igen, for mens de fortsat sparede kræfter til deres interne kamp, kunne Mollema med sin enorme dieselmotor holde sig fri hele vejen.

Det var også sådan, han vandt i San Sebastian. Dengang rundede han toppen af den sene mur op til det lokale hotel sammen med Tony Gallopin og kamphanerne Valverde og Joaquim Rodriguez.Selvfølgelig havde de to spaniere travlt med hinanden samt den hurtige Gallopin, og så glemte de helt at holde øje med Mollema, der sneg sig alene hjem til sejr i det løb, hvor han har en rekordliste, der er helt uhyggelig.

Hvad så med hans sejr i Vueltaen helt tilbage i 2011? Det var endda på en sprinteretape, hvor feltet var blevet nervøst og splittet i sidevinden, og hvor der derfor manglede hjælpere til slut. Den chance så Mollema, og pludselig var den unge hollænder kørt så langt væk, at det var ret ligegyldigt, at Edvald Boasson Hagen var hurtigere end Maximiliano Richeze og Tyler Farrer.

Hvad med det nyeste eksempel? Det var i årets Trofeo Laigueglia, hvor Egan Bernal og Clement Champoussin klart efterlod indtryk af at være stærkest, men på det flade stykke frem mod sidste stykke var de uopmærksomme, da Mollema sneg sig væk, og da først dieselmotoren var kommet i gang med at køre alene, var den umulig at hente. Det var den i øvrigt også for sprinterne i sprinterløbet GP Beghelli i 2018, hvor de havde så travlt med at gøre sig klar til spurten, at de slet ikke reagerede, da Mollema sneg sig væk. Og så holdt han minsandten igen hjem til en solosejr - præcis som han gjorde, da han tog karrierens første sejr i Tour de Pologne i 2011, hvor favoritterne anført af Dan Martin også kiggede alt for meget hinanden.

Mest naturligt er det i dag dog at erindre hans første Tour-etapesejr fra 2017. Hvordan var det nu, han sikrede sig den? Jo, det var på en helt klassisk dag for et udbrud, hvor ikke færre end 26 mand skulle afgøre det mellem sig. Det var på ingen måde en dag for Mollema, da sidste stigning havde top mere end 30 km fra mål, men da de rundede toppen, så de hurtige folk Diego Ulissi, Gallopin og Roglic igen lidt for meget på hinanden - og vupti! Den hollandske fugl var fløjet igen.

I det lys burde enhver sportsdirektør egentlig bare have skreget én ting ind i ørerne på deres ryttere, da dagens 14. etape - en af de i år meget få udprægede udbrudsetaper - forventeligt skulle afgøres af en gruppe lykkeriddere. Da de 14 mand, som var undsluppet efter næsten to timer med uafbrudte angreb og talte en fabelagtig samling af klatrere og klasseryttere, burde alle have mindet deres folk om, at man skulle holde et godt øje med Mollema. Det lugtede nemlig hurtigt langt væk af, at han ville forsøge sig med endnu en ”Mollema Classic”.

Hollænderen var nemlig oppe mod stærkere folk. Det har generelt været et skidt år for en mand, der ellers lagde ud som lyn og torden med to tidlige sejre, men som slet ikke fandt formen til sine sæsonmål. I Ardennerne var han fraværende, i Giroen, hvor hans store mål var at vinde den etape, der mangler på cv’et, var han en kronisk skuffelse, som smed den ene oplagte udbrudschance efter den anden væk, selvom han på papiret burde være i stand til at gøre det færdigt, og han drøm om at køre klassement i Touren holdt kun til den første bjergetape. Forleden blev han kørt midt over af store Wout van Aert på Mont Ventoux, hvilket burde være umuligt for en mand med så fin en grand tour-historik, og derfor var det ikke ham, der stod med udsigt til at køre fra alt og alle på den stejle stigning, der som en ensom ø lå midt i en ellers ret let afslutning på en svær dag i Pyrenæernes udkant.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Nej, de fleste øjne var vel rettet mod Michael Woods, der forinden igen havde spillet med musklerne og vist den uhyggelige form, han har haft gennem hele sæsonen og løbet. Der var helt sikkert også mange, der så på lynhurtige Sergio Higuita og Patrick Konrad, som begge har vist fornem form i tidligere udbrud - blandt andet i Tignes, hvor de kørte fra en skuffende Mollema i en gruppe, der ellers så god ud for udbryderen. Der var sikkert også mange, der frygtede Omar Frailes spurt, når nu modvinden kunne gøre det svært at gøre forskelle. Og det var helt sikkert ikke gået manges næse forbi, at Mattia Cattaneo allerede to gange tidligere er kørt i top 10 fra udbrud og derfor kunne være en farlig joker, selvom han manglede spurten til at gøre det færdigt.

Mollema var altså oppe mod hårde odds, når andre var stærkere, og atter andre var hurtigere. Heldigvis er der få, der har hollænderens dieselmotor og hans blik for momentet, og han var pinligt bevidst om, at det i en gruppe, hvor alle på nær to var uden holdkammerater, altid er en fordel at angribe tidligt. Får man først hullet, er dårligt samarbejde ofte vejen til succes, som den var det i udbruddet i torsdags, hvor Nils Politt sejrede, og som den også var det i alle de øvrige tilfælde, hvor en ”Mollema Classic” har ført til sejr.

Trods den uhyggelige historik var der ingen, der reagerede, da Mollema angreb med ca. 40 km igen. Det lignede da også et optimistisk forehavende, men for Mollemas dieselmotor er den distance ingenting. Evnen til at pace sig selv har været grundstenen i dieselmotorens ”Mollema Classic”-opskrift, og det kan derfor ikke komme bag på mange, at han vitterligt var i stand til at gøre det færdigt over en distance, der ved første øjekast kunne virke til den voldsomme side.

Det handlede imidlertid ikke bare om snilde. Mollema var vitterligt brølstærk, præcis som han var det, da han tog alle de andre sejre på samme maner. Selvom både Cattaneo og Guillaume Martin i de to forfølgergrupper, der etableredes efter stigningen, havde et klassement at køre for og derfor sørgede for, at det aldrig gik i stå, var det hollænderen, der kørte stærkest til sidst. Derfor var end ikke sportsdirektørerne vel bange for, at det skulle kunne gå galt. De havde jo ved selvsyn set, hvordan end ikke Roglic kunne indhente Mollemas dieselmotor på vejene omkring Comosøen i Lombardiet for halvandet år siden.

Sejren var ikke bare fortjent. Den var også tiltrængt. Med tre gevinster har Mollema egentlig haft et af sine mest sejrrige år, men når man ser på hans skuffende Giro og fejlslagne Tour-klassement, må det være en stor lettelse at se, at han stadig kan. Det samme må være tilfældet for Trek, der indtil i dag ikke havde vundet en grand tour-etape siden Giulio Ciccones kongeetapesejr i Giroen i 2019 og ikke sejret i Touren, siden John Degenkolbs følelsesladede brostenstriumf i 2018. Nu kan holdet pludselig skrive sig på listen over de få succesrige hold i et løb, hvor Deceuninck med mere end en tredjedel af de første 14 etapesejre ikke just har overladt meget til rivalerne, og hvor 15 hold efter i dag stadig står med nul gevinster.

Da Mads Pedersen nu er ukampdygtig i massespurterne grundet sygdom og styrt, lå det ellers i kortene, at Trek skulle blive en del af det sandsynlige mindretal af hold, som vil vinde en etape. Bjergene melder sig, og hverken Mollema, Kenny Elissonde eller Vincenzo Nibali havde forud for i dag efterladt det indtryk, at de var blandt de stærkeste udbrudskandidater til bjergetaperne. I dag så det end ikke ud til, at Mollema var holdets bedste kandidat på en etape, hvor de fleste havde mere blik til lidt tungere eller mere eksplosive klassikertyper som Wout van Aert, Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Magnus Cort og Matej Mohoric, der med en lang, flad start burde have bedre chance for at ramme udbruddet.

Mollema lignede faktisk også en, der mest sparede kræfter til morgendagens bjergetape. Han var i hvert fald ikke en af de mest synlige i den tidlige fase, hvor de forventede favoritter angreb i tide og utide. Af en eller anden grund, der stadig henstår uden reel forklaring, agerede Bahrain imidlertid politibetjente i de første knap 100 km, og da feltet pludselig nåede dagens sværeste stigning uden at have fået et udbrud etableret, blev persongalleriet pludselig forandret.

Nu var det ikke længere en dag for de tungere folk som Asgreen og Cort. I stedet var det klatrernes terræn, og resultatet blev en meget mere klatrestærk gruppe, end mange nok have tænkt sig, da de stillede til start ned store ambitioner om at køre om sejren. Og det var i virkeligheden synd og skam for de mange klassikertyper, der på årets meget sprintervenlige rute har fået endnu færre udbrudsetaper til rådighed, en man normalt ser det i den ellers i forvejen udbrudsfjendtlige af de tre grand tours. Nu endte udbruddet i stedet med at bestå af 14 af de gode klatrere, der også kan forventes at køre med om sejren, hvis lykkeriddere holder feltet bag sig på de store bjergetaper på søndag, onsdag og torsdag. Asgreen, Cort og de andre lidt tungere udbrudstyper må nu sammen med klassikerstjernerne krydse fingre for tirsdagens 16. etape, og at sprinterne kan snydes på fredagens tur op gennem Bordeaux-området.

Spørgsmålet var, om den udvikling var så heldig for særligt Woods og Wout Poels. Nu endte de igen med at bruge et hav af kræfter på deres interne kamp om bjergpoint og det endda på en dag, hvor der kun var småpoint at kæmpe om, og hvor det var logisk at spare sig til en søndag, der både i forhold til etapesejr og bjergtrøje skulle passe dem bedre. Selvom han mistede prikkerne, kan Nairo Quintana næppe være helt utilfreds - hvis altså ikke han faktisk så ud til slet og ret at være kommet til kort i sit forsøg på at følge Woods. Noget kunne tyde på, at benene måske bliver problemet, men taktisk kan han ikke være helt utilfreds med udkommet - slet ikke fordi brølstærke Woods igen i kraft af sin skrøbelighed på nedkørsler påførte sig selv nogle overfladiske skrammer, som næppe gør det lettere for ham i morgen.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det paradoksale var, at det så ud til at være Bahrains formål med deres politikørsel i starten. Man kunne ellers spekulere på, om de vitterligt ville gå i gang med det vanvittige projekt at sætte Sonny Colbrelli op til en usandsynlig spurtsejr, men det var ikke tilfældet. Så snart de ramte den hårdeste stigning, fløj Poels afsted efter pointene og bragte derved også Woods til at bruge nogle kræfter, han vist ikke havde tænkt sig. Med tanke på Poels’ velkendte formudsving var det ikke nødvendigvis en god ide at bruge så mange kræfter på at score 10 point - 10 point, han kan få ved bare at vinde én af morgendagens kategori 1-stigninger. Det var på alle måder en ganske ulogisk Bahrain-taktik, særligt fordi den også betød, at holdets oplagte etapevinderbud som Dylan Teuns, Mohoric og måske endda Colbrelli, hvis Deceuninck ville give ham lov, nu slet ikke kom i spil.

I stedet endte de med at køre løbet for Guillaume Martin og Cattaneo. Ingen af de to havde næppe de store udbrudsplaner i dag - i hvert fald ikke Martin, der offentligt havde erkendt, at han skulle spare sig til søndag - men da udbruddet pludselig kørte på stigningen, åbnede der sig en uventet dør. Resultatet blev, at Martin nu er nr. 2 i klassementet, og at Cattaneo er kommet i top 10, endda på bekostning af Bahrains egen Pello Bilbao! Det kan man da kalde at skyde sig selv i foden på en dag, hvor arabernes taktik må beskrives som en af årets mere besynderlige.

For Martin er det en ret paradoksal situation, at det netop er i år, han ligger nr. 2. Grundet de mange enkeltstarter havde han nemlig slet ikke planer om at køre klassement, men i kraft af udbrud har han nu sikret sig en fantastisk chance for at få den top 10, han akkurat har misset med sine to 11. pladser i 2019 og 2020. Lige nu befinder han sig endda på podiet, men i lyset af de klatreevner, han har vist i løbet - senest i dag, hvor han end ikke sad hos forfølgerne - og hans temmelig pauvre enkeltstart er det ikke realistisk at tro, at han kommer i nærheden af top 3.

Derfor forstår man også godt, at de øvrige tophold ikke gik i panik. Der var langt mere grund til at frygte Ben O’Connor i Tignes, for australieren havde forinden vist et niveau, der kunne gøre ham til en uforudsigelig joker. Det er svært at se Martin spille samme overraskende rolle, som O’Connor i første omgang heller ikke magtede, og det var derfor ganske fornuftigt, at EF, Jumbo og Ineos alle lod UAE slide sig selv lidt ned inden i morgen.

Angreb kom der heller ikke, men også det var forståeligt. Sidste stigning var for let, nedkørslen for enkel, modvinden for kraftig og afstanden til mål for lang, og derfor var det kun naturligt, at ingen ville tage dumme chancer inden i morgen. Dermed kom Tadej Pogacar sikkert igennem en dag, der først og fremmest var god, fordi nøglerytteren Rafal Majka slet ikke virkede så mærket af gårsdagens styrt, som han kunne have frygtet. Det kan næppe undervurderes inden en søndag, hvor UAE kommer under et helt anderledes pres.

Spørgsmålet er, om Mollema er frisk igen. Det er nok tvivlsomt, for selvom det ofte er Tordenskjolds soldater, der er i udbrud igen og igen mod slutningen af en grand tour, er det alligevel sjældent, at den samme rytter tager to udbrudssejre i træk. Men skulle han igen på en af de kommende etaper ramme den rigtige gruppe, burde rivalerne efterhånden have lært lektien om, hvornår man skal holde øje med Mollema. Nu er ”Mollema Classic” efterhånden brugt så mange gange, at overraskelsesmomentet snart må være forsvundet. Der er i hvert fald ingen grund til at spørge Mollema, hvilken taktik han vil forfølge. I givet fald vil han nemlig med sikkerhed bare kunne imitere butleren James og svare med et ”Same procedure as last year”.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET