SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Mens det i de senere år næsten snarere har været reglen end undtagelsen, at Vueltaen har lagt vejen forbi det bjergrige fyrstendømme Andorra, er det overraskende sjældent, at Touren lægger vejen forbi nabolandet. Dets placering midt i Pyrenæerne gør det ellers særdeles velegnet til fremragende cykelløb, og derfor er det også et glædeligt gensyn, der venter i år, hvor løbet vender tilbage for første gang siden Tom Dumoulins flotte regnvejrssejr i 2016. Det sker i form af den første af tre afgørende pyrenæeretaper, der er årets eneste dag med både en lang distance og mange bjerge og samtidig byder på løbets klart højeste punkt i mere end 2400 m. Til gengæld slutter etapen med en relativt kort sidste stigning og en nedkørsel, og da de tidlige stigninger er mere lange end svære, kan det blive en dag, der i højere grad akkumulerer træthed end skaber gigantiske forskelle - og så ligner det en oplagt chance for at gentage Dumoulins udbrudssejr.

Med en distance på 191,3 km er der tale om en lang etape, der fører feltet fra Céret til Andorras hovedstad, Andorra la Vella. Startbyen ligger i fladlandet lige nord for Pyrenæerne, og herfra stiger det med det samme, når man kører mod nord op ad den ikke-kategoriserede Col de Llauro (6,5 km, 3,0%), der har top efter 6,5 km. Herefter fortsætter det med at stige mod vest, inden en nedkørsel leder mod nordvest ned til byen Calmeilles, hvorfra det går videre mod nordvest op ad den ikke-kategoriserede Col du Fourtou (4,1 km, 3,8%), hvis top rundes efter 18,4 km. En teknisk nedkørsel fører nu videre mod nordvest ned til Boulleternère, der ligger i dalen i etapens laveste punkt og nås efter 35,3 km.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Nu drejer man mod sydvest for at følge en let stigende dalvej, der løber hele vejen hen langs den nordlige kant af Pyrenæerne. Undervejs når man frem til byen Olette, hvor dagens spurt kommer efter 66,9 km for enden af en let snoet vej, der er flad over de sidste 3 km. Herefter fortsætter det med at stige lidt kraftigere ad samme dalvej, indtil man når frem til byen Fontpédrose i 1026 m højde efter 76,8 km.

Her tager etapen for alvor fat, når man fortsætter mod vest op ad kategori 1-stigningen Montée de Mont-Luis (8,4 km, 5,7%), der stiger jævnt med 6-7% over de første 6 km, men derefter flader ud med 4-5% frem mod toppen, som rundes efter 86,3 km. Det fortsætter dog med at stige let over de næste 8,6 km, mens man fortsætter mod vest frem til byen Font-Romeu, inden man efter 94,9 km endelig tager fat på den tekniske nedkørsel, der går mod sydvest hele vejen ned langs grænsen til Spanien, som man kysser, men aldrig krydser.

Byen Ur nås efter 108,7 km, hvorefter man drejer mod nordvest og for at køre ad en let stigende dalvej, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Col de Puymorens (5,8 km, 4,6%), der er en helt jævn stigning med top efter 133,1 km. Der venter kun en ultrakort og let nedkørsel over 2,8 km, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 1-bjerget Port d’Envalira (10,7 km, 5,9%), der med sin top i 2408 er Tourens højeste punkt. Der er tale om en relativt jævn stigning i to dele, hvor de første 7 km stiger med 5-6%, hvorefter den bliver stejlere med 6-8% over de sidste 4,7 km frem mod toppen, der rundes efter 146,7 km umiddelbart efter passagen af grænsen til Andorra.

Fra Tourens tag går det mod nordvest og sydvest ad en lang nedkørsel, der kun er teknisk på den allerførste del, men derefter er meget let. Den leder ned til byen Encamp, som nås efter 167,4 km, hvorefter man drejer mod vest for at tage fat på dagens sidste udfordring, kategori 1-stigningen Col de Beixalis (6,4 km, 8,5%). Der er tale om en tredelt stigning, der efter en kilometer med 7,7% byder på en mur over 2 km med 11-12%, inden der venter to kilometer med 7,7% og slutteligt en lettere afslutning med 1400 med godt 5%, inden man efter 176,5 km runder toppen i forbindelse med en bonusspurt.

Nu resterer bare 14,8 km, der indledes med en meget teknisk nedkørsel, som fører videre mod vest, inden man med 5,6 km igen drejer mod sydøst for at følge en helt lige vej ind til Andorra la Vella, hvor de sidste to kilometer er stort set helt flade. Lige efter 3 km-mærket drejer man tre gange lige i rap, hvorefter der venter to hurtige sving i rundkørsler med hhv. 900 og 700 m igen, inden man passerer igennem en rundkørsel og rammer den 400 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer er pandekageflad.

Etapen byder på i alt 4574 højdemeter.

Andorra la Vella har mest været brugt som startby, men har én gang tidligere i dette årtusinde også været mål for et stort cykelløb. Det var i en anderledes finale Vueltaens 3. etape i 2017, hvor Chris Froome og Esteban Chaves var kørt væk på en sen stigning, men hvor ni mand samledes til sidst. Herfra lykkedes det Vincenzo Nibali at køre væk og akkurat sejre foran David de la Cruz og Froome, der overtog førertrøjen på vej mod den senere sejr. Andorra har dog ofte været besøgt at Touren, Vueltaen og Volta a Catalunya, dog oftest med mål på et af landets bjerge. Det skete senest i Vueltaen i 2019, hvor Tadej Pogacar vandt den dramatiske etape, der sendte Primoz Roglic og Miguel Angel Lopez til jorden på en grusvej under et voldsomt uvejr, mens Touren var forbi i 2016, hvor Tom Dumoulin kørte alene hjem fra et udbrud på en dag, hvor regnen også meldte sin barske ankomst. Derudover var Touren forbi i 2009, hvor Brice Feillu tog en overraskende sejr fra et udbrud på Arcalis-stigningen, og også i 1997, hvor Jan Ullrich lagde løbet i et jerngreb med en mindeværdig solosejr.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Analyse af 14. etape

Når man hører navnet Bauke Mollema, tænker de fleste cykelfans nok på en sejlivet dieselmotor, der lidt farveløst slider sig til en sekundær top 10-placering i klassementet. Det vil i hvert fald nok være hovedindtrykket for de mange, der mest af alt fokuserer på Tour de France - ikke mindst for danskere, der utvivlsomt husker hans benhårde kamp med Jakob Fuglsang i Touren i 2013.

Det indtryk er bestemt heller ikke forkert. Hele fem gange er han gået i top 10 i en grand tour, men ser man bort fra kometdebuten i Vueltaen i 2011, der efter Juan Jose Cobos diskvalifikation førte til en 3. plads, har han aldrig været tæt på at slutte på podiet. Jo, det var han i 2016, hvor han startede så fabelagtigt og blandede sig med Chris Froome og Richie Porte på Mont Ventoux, indtil et sent styrt desværre sendte ham helt ned på 11. pladsen. Mest af alt har han dog været kendt som en af de lidt mere anonyme klassementsryttere, der sjældent har kunnet gøre meget andet end at følge med.

Læs også

Quintana kører Giroen i en ny rolle

I virkeligheden skjuler det indtryk, hvad Mollema er allerbedst til. Da han for en lille time siden kørte over stregen til karrierens anden Tour-etapesejr, var det nemlig gevinst nr. 17. Det er selvfølgelig ikke et spektakulært antal, men for en ryttertype, der ikke er specielt hurtigt - i hvert fald ikke længere -som i etapeløb nok er solid, men aldrig har været god nok til at vinde andet og mere end de mindre Vuelta a San Juan Tour of Alberta, og som ikke er blandt de allerbedste klatrere, er det faktisk et ret imponerende udbytte. Endnu mere imponerende bliver det, når man noterer sig, at der på listen findes intet mindre end et monument, nemlig Il Lombardia, samt endnu en stor klassiker i form af Clasica San Sebastian og efter i dag altså også hele tre grand tour-etaper. Dertil skal endda lægges yderligere to WorldTour-sejre fra karrierens unge år.

Hvordan er det da lykkedes ham at vinde så mange og store løb? Jo, det skyldes, at han er en snu rytter, der efterhånden har udviklet det, vi vel kan betegne som en ”Mollema Classic”. Det er nemlig ikke altid den stærkeste eller hurtigste, der vinder. Ofte er det den klogeste, der på smart vis kan udnytte favoritternes magtspil, og den kunst har Mollema vist sig at være pokkers god til.

Man ved næsten ikke, hvor man skal starte, når man skal opregne alle de løb, han har vundet med samme opskrift, men det er vel naturligt at begynde med det største af dem alle, nemlig sejren i Il Lombardia. Dengang havde Egan Bernal, Michael Woods, Primoz Roglic og Alejandro Valverde, der på dagen var de stærkeste, så travlt med at kigge på hinanden, at de slet ikke nåede at reagere, da Mollema efter at have været sat gik direkte forbi. Herefter så de ham aldrig igen, for mens de fortsat sparede kræfter til deres interne kamp, kunne Mollema med sin enorme dieselmotor holde sig fri hele vejen.

Det var også sådan, han vandt i San Sebastian. Dengang rundede han toppen af den sene mur op til det lokale hotel sammen med Tony Gallopin og kamphanerne Valverde og Joaquim Rodriguez.Selvfølgelig havde de to spaniere travlt med hinanden samt den hurtige Gallopin, og så glemte de helt at holde øje med Mollema, der sneg sig alene hjem til sejr i det løb, hvor han har en rekordliste, der er helt uhyggelig.

Hvad så med hans sejr i Vueltaen helt tilbage i 2011? Det var endda på en sprinteretape, hvor feltet var blevet nervøst og splittet i sidevinden, og hvor der derfor manglede hjælpere til slut. Den chance så Mollema, og pludselig var den unge hollænder kørt så langt væk, at det var ret ligegyldigt, at Edvald Boasson Hagen var hurtigere end Maximiliano Richeze og Tyler Farrer.

Hvad med det nyeste eksempel? Det var i årets Trofeo Laigueglia, hvor Egan Bernal og Clement Champoussin klart efterlod indtryk af at være stærkest, men på det flade stykke frem mod sidste stykke var de uopmærksomme, da Mollema sneg sig væk, og da først dieselmotoren var kommet i gang med at køre alene, var den umulig at hente. Det var den i øvrigt også for sprinterne i sprinterløbet GP Beghelli i 2018, hvor de havde så travlt med at gøre sig klar til spurten, at de slet ikke reagerede, da Mollema sneg sig væk. Og så holdt han minsandten igen hjem til en solosejr - præcis som han gjorde, da han tog karrierens første sejr i Tour de Pologne i 2011, hvor favoritterne anført af Dan Martin også kiggede alt for meget hinanden.

Mest naturligt er det i dag dog at erindre hans første Tour-etapesejr fra 2017. Hvordan var det nu, han sikrede sig den? Jo, det var på en helt klassisk dag for et udbrud, hvor ikke færre end 26 mand skulle afgøre det mellem sig. Det var på ingen måde en dag for Mollema, da sidste stigning havde top mere end 30 km fra mål, men da de rundede toppen, så de hurtige folk Diego Ulissi, Gallopin og Roglic igen lidt for meget på hinanden - og vupti! Den hollandske fugl var fløjet igen.

I det lys burde enhver sportsdirektør egentlig bare have skreget én ting ind i ørerne på deres ryttere, da dagens 14. etape - en af de i år meget få udprægede udbrudsetaper - forventeligt skulle afgøres af en gruppe lykkeriddere. Da de 14 mand, som var undsluppet efter næsten to timer med uafbrudte angreb og talte en fabelagtig samling af klatrere og klasseryttere, burde alle have mindet deres folk om, at man skulle holde et godt øje med Mollema. Det lugtede nemlig hurtigt langt væk af, at han ville forsøge sig med endnu en ”Mollema Classic”.

Hollænderen var nemlig oppe mod stærkere folk. Det har generelt været et skidt år for en mand, der ellers lagde ud som lyn og torden med to tidlige sejre, men som slet ikke fandt formen til sine sæsonmål. I Ardennerne var han fraværende, i Giroen, hvor hans store mål var at vinde den etape, der mangler på cv’et, var han en kronisk skuffelse, som smed den ene oplagte udbrudschance efter den anden væk, selvom han på papiret burde være i stand til at gøre det færdigt, og han drøm om at køre klassement i Touren holdt kun til den første bjergetape. Forleden blev han kørt midt over af store Wout van Aert på Mont Ventoux, hvilket burde være umuligt for en mand med så fin en grand tour-historik, og derfor var det ikke ham, der stod med udsigt til at køre fra alt og alle på den stejle stigning, der som en ensom ø lå midt i en ellers ret let afslutning på en svær dag i Pyrenæernes udkant.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Nej, de fleste øjne var vel rettet mod Michael Woods, der forinden igen havde spillet med musklerne og vist den uhyggelige form, han har haft gennem hele sæsonen og løbet. Der var helt sikkert også mange, der så på lynhurtige Sergio Higuita og Patrick Konrad, som begge har vist fornem form i tidligere udbrud - blandt andet i Tignes, hvor de kørte fra en skuffende Mollema i en gruppe, der ellers så god ud for udbryderen. Der var sikkert også mange, der frygtede Omar Frailes spurt, når nu modvinden kunne gøre det svært at gøre forskelle. Og det var helt sikkert ikke gået manges næse forbi, at Mattia Cattaneo allerede to gange tidligere er kørt i top 10 fra udbrud og derfor kunne være en farlig joker, selvom han manglede spurten til at gøre det færdigt.

Mollema var altså oppe mod hårde odds, når andre var stærkere, og atter andre var hurtigere. Heldigvis er der få, der har hollænderens dieselmotor og hans blik for momentet, og han var pinligt bevidst om, at det i en gruppe, hvor alle på nær to var uden holdkammerater, altid er en fordel at angribe tidligt. Får man først hullet, er dårligt samarbejde ofte vejen til succes, som den var det i udbruddet i torsdags, hvor Nils Politt sejrede, og som den også var det i alle de øvrige tilfælde, hvor en ”Mollema Classic” har ført til sejr.

Trods den uhyggelige historik var der ingen, der reagerede, da Mollema angreb med ca. 40 km igen. Det lignede da også et optimistisk forehavende, men for Mollemas dieselmotor er den distance ingenting. Evnen til at pace sig selv har været grundstenen i dieselmotorens ”Mollema Classic”-opskrift, og det kan derfor ikke komme bag på mange, at han vitterligt var i stand til at gøre det færdigt over en distance, der ved første øjekast kunne virke til den voldsomme side.

Det handlede imidlertid ikke bare om snilde. Mollema var vitterligt brølstærk, præcis som han var det, da han tog alle de andre sejre på samme maner. Selvom både Cattaneo og Guillaume Martin i de to forfølgergrupper, der etableredes efter stigningen, havde et klassement at køre for og derfor sørgede for, at det aldrig gik i stå, var det hollænderen, der kørte stærkest til sidst. Derfor var end ikke sportsdirektørerne vel bange for, at det skulle kunne gå galt. De havde jo ved selvsyn set, hvordan end ikke Roglic kunne indhente Mollemas dieselmotor på vejene omkring Comosøen i Lombardiet for halvandet år siden.

Sejren var ikke bare fortjent. Den var også tiltrængt. Med tre gevinster har Mollema egentlig haft et af sine mest sejrrige år, men når man ser på hans skuffende Giro og fejlslagne Tour-klassement, må det være en stor lettelse at se, at han stadig kan. Det samme må være tilfældet for Trek, der indtil i dag ikke havde vundet en grand tour-etape siden Giulio Ciccones kongeetapesejr i Giroen i 2019 og ikke sejret i Touren, siden John Degenkolbs følelsesladede brostenstriumf i 2018. Nu kan holdet pludselig skrive sig på listen over de få succesrige hold i et løb, hvor Deceuninck med mere end en tredjedel af de første 14 etapesejre ikke just har overladt meget til rivalerne, og hvor 15 hold efter i dag stadig står med nul gevinster.

Da Mads Pedersen nu er ukampdygtig i massespurterne grundet sygdom og styrt, lå det ellers i kortene, at Trek skulle blive en del af det sandsynlige mindretal af hold, som vil vinde en etape. Bjergene melder sig, og hverken Mollema, Kenny Elissonde eller Vincenzo Nibali havde forud for i dag efterladt det indtryk, at de var blandt de stærkeste udbrudskandidater til bjergetaperne. I dag så det end ikke ud til, at Mollema var holdets bedste kandidat på en etape, hvor de fleste havde mere blik til lidt tungere eller mere eksplosive klassikertyper som Wout van Aert, Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Magnus Cort og Matej Mohoric, der med en lang, flad start burde have bedre chance for at ramme udbruddet.

Mollema lignede faktisk også en, der mest sparede kræfter til morgendagens bjergetape. Han var i hvert fald ikke en af de mest synlige i den tidlige fase, hvor de forventede favoritter angreb i tide og utide. Af en eller anden grund, der stadig henstår uden reel forklaring, agerede Bahrain imidlertid politibetjente i de første knap 100 km, og da feltet pludselig nåede dagens sværeste stigning uden at have fået et udbrud etableret, blev persongalleriet pludselig forandret.

Nu var det ikke længere en dag for de tungere folk som Asgreen og Cort. I stedet var det klatrernes terræn, og resultatet blev en meget mere klatrestærk gruppe, end mange nok have tænkt sig, da de stillede til start ned store ambitioner om at køre om sejren. Og det var i virkeligheden synd og skam for de mange klassikertyper, der på årets meget sprintervenlige rute har fået endnu færre udbrudsetaper til rådighed, en man normalt ser det i den ellers i forvejen udbrudsfjendtlige af de tre grand tours. Nu endte udbruddet i stedet med at bestå af 14 af de gode klatrere, der også kan forventes at køre med om sejren, hvis lykkeriddere holder feltet bag sig på de store bjergetaper på søndag, onsdag og torsdag. Asgreen, Cort og de andre lidt tungere udbrudstyper må nu sammen med klassikerstjernerne krydse fingre for tirsdagens 16. etape, og at sprinterne kan snydes på fredagens tur op gennem Bordeaux-området.

Spørgsmålet var, om den udvikling var så heldig for særligt Woods og Wout Poels. Nu endte de igen med at bruge et hav af kræfter på deres interne kamp om bjergpoint og det endda på en dag, hvor der kun var småpoint at kæmpe om, og hvor det var logisk at spare sig til en søndag, der både i forhold til etapesejr og bjergtrøje skulle passe dem bedre. Selvom han mistede prikkerne, kan Nairo Quintana næppe være helt utilfreds - hvis altså ikke han faktisk så ud til slet og ret at være kommet til kort i sit forsøg på at følge Woods. Noget kunne tyde på, at benene måske bliver problemet, men taktisk kan han ikke være helt utilfreds med udkommet - slet ikke fordi brølstærke Woods igen i kraft af sin skrøbelighed på nedkørsler påførte sig selv nogle overfladiske skrammer, som næppe gør det lettere for ham i morgen.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Det paradoksale var, at det så ud til at være Bahrains formål med deres politikørsel i starten. Man kunne ellers spekulere på, om de vitterligt ville gå i gang med det vanvittige projekt at sætte Sonny Colbrelli op til en usandsynlig spurtsejr, men det var ikke tilfældet. Så snart de ramte den hårdeste stigning, fløj Poels afsted efter pointene og bragte derved også Woods til at bruge nogle kræfter, han vist ikke havde tænkt sig. Med tanke på Poels’ velkendte formudsving var det ikke nødvendigvis en god ide at bruge så mange kræfter på at score 10 point - 10 point, han kan få ved bare at vinde én af morgendagens kategori 1-stigninger. Det var på alle måder en ganske ulogisk Bahrain-taktik, særligt fordi den også betød, at holdets oplagte etapevinderbud som Dylan Teuns, Mohoric og måske endda Colbrelli, hvis Deceuninck ville give ham lov, nu slet ikke kom i spil.

I stedet endte de med at køre løbet for Guillaume Martin og Cattaneo. Ingen af de to havde næppe de store udbrudsplaner i dag - i hvert fald ikke Martin, der offentligt havde erkendt, at han skulle spare sig til søndag - men da udbruddet pludselig kørte på stigningen, åbnede der sig en uventet dør. Resultatet blev, at Martin nu er nr. 2 i klassementet, og at Cattaneo er kommet i top 10, endda på bekostning af Bahrains egen Pello Bilbao! Det kan man da kalde at skyde sig selv i foden på en dag, hvor arabernes taktik må beskrives som en af årets mere besynderlige.

For Martin er det en ret paradoksal situation, at det netop er i år, han ligger nr. 2. Grundet de mange enkeltstarter havde han nemlig slet ikke planer om at køre klassement, men i kraft af udbrud har han nu sikret sig en fantastisk chance for at få den top 10, han akkurat har misset med sine to 11. pladser i 2019 og 2020. Lige nu befinder han sig endda på podiet, men i lyset af de klatreevner, han har vist i løbet - senest i dag, hvor han end ikke sad hos forfølgerne - og hans temmelig pauvre enkeltstart er det ikke realistisk at tro, at han kommer i nærheden af top 3.

Derfor forstår man også godt, at de øvrige tophold ikke gik i panik. Der var langt mere grund til at frygte Ben O’Connor i Tignes, for australieren havde forinden vist et niveau, der kunne gøre ham til en uforudsigelig joker. Det er svært at se Martin spille samme overraskende rolle, som O’Connor i første omgang heller ikke magtede, og det var derfor ganske fornuftigt, at EF, Jumbo og Ineos alle lod UAE slide sig selv lidt ned inden i morgen.

Angreb kom der heller ikke, men også det var forståeligt. Sidste stigning var for let, nedkørslen for enkel, modvinden for kraftig og afstanden til mål for lang, og derfor var det kun naturligt, at ingen ville tage dumme chancer inden i morgen. Dermed kom Tadej Pogacar sikkert igennem en dag, der først og fremmest var god, fordi nøglerytteren Rafal Majka slet ikke virkede så mærket af gårsdagens styrt, som han kunne have frygtet. Det kan næppe undervurderes inden en søndag, hvor UAE kommer under et helt anderledes pres.

Spørgsmålet er, om Mollema er frisk igen. Det er nok tvivlsomt, for selvom det ofte er Tordenskjolds soldater, der er i udbrud igen og igen mod slutningen af en grand tour, er det alligevel sjældent, at den samme rytter tager to udbrudssejre i træk. Men skulle han igen på en af de kommende etaper ramme den rigtige gruppe, burde rivalerne efterhånden have lært lektien om, hvornår man skal holde øje med Mollema. Nu er ”Mollema Classic” efterhånden brugt så mange gange, at overraskelsesmomentet snart må være forsvundet. Der er i hvert fald ingen grund til at spørge Mollema, hvilken taktik han vil forfølge. I givet fald vil han nemlig med sikkerhed bare kunne imitere butleren James og svare med et ”Same procedure as last year”.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Favoritterne

Forud for løbet blev årets Tour-rute beskrevet som en gave til de mere alsidige klassementsryttere. Det er da også sandt, at årets løb indeholder flere flade enkeltstartskilometer end i mange år, men det er let blevet overset, at bjergetaperne faktisk er ganske svære. I Touren, hvor stigningerne ofte mangler den vanskelighed, man finder i Italien og Spanien, er det ret specielt, at vi finder så mange svære stigninger dybt inde i finalerne, som det er tilfældet i år. Det så vi med Romme-Colombiere på 8. etape og med Mont Ventoux på 11. etape, og vi ser det igen i Pyrenæerne med den brutale Col du Portet på 17. etape og den også relativt vanskelige Luz-Ardiden på ryggen af Tourmalet på 18. etape.

Derfor er søndagens 15. etape en slags outsider blandt årets bjergetaper, og det er den endda på flere måder. For det første er det den eneste af årets bjergetaper, der både er lang og har mange fordelt relativt jævnt over det meste af dagen. Til gengæld mangler den helt oplagt den svære finale, som vi finder på de fleste af løbets øvrige nøgleetaper.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Etapen er nemlig mere opslidende, end den er svær. Nok indeholder de første 150 km et hav af højdemeter og masser af iltfattig luft på Tourens højeste punkt, men stigningerne er kun lange og slet ikke stejle. Det er slet ikke terræn, der egner sig til angreb, men mere til at gøre folk trætte gennem en hel dag, hvor der skal klatres over 4500 højdemeter over ca. 200 km.

Det ændrer sig naturligvis i finalen. Beixalis er en stejl og meget svær sag, der er aldeles velegnet til angreb, men den er snarere en ardenneragtig stigning end et bjerg. Selvom alle vil være slidte forinden, er der trods alt grænser for, hvor stor forskel en 6 km lang mur kan gøre, særligt når der på en efterfølgende nedkørsel vil være mulighed for at begrænse et eventuelt tab. Bedre bliver det ikke af, at vi igen i morgen får en modvindsfinale med modvind både på stigningen, nedkørslen og hovedparten af turen ind gennem Andorras hovedstad.

I det lys er det næppe søndag, at Touren vindes. Det kan snarere være her, den tabes, men det betyder ikke, at der ikke vil blive gået til stålet. Tværtimod er der lagt op til at aggressivt opgør mellem favoritterne. Efter denne etape følger en hviledag og en udbrudsetape, og derfor er der plads til at grave dybt.

Vigtigst er det, at Ineos ikke har givet op. Det viste de allerede med det modige sats på at gå efter etapesejren i onsdags, men på Ventoux tankede de endda ekstra moral. Det kan godt være, at det ikke var Richard Carapaz selv, der satte Tadej Pogacar, men det var vigtigt for ecuadorianeren at se, at det slovenske monster faktisk er et menneske. Ineos og Carapaz håber, at det var et tegn på, at Pogacar måske kan have toppet for tidligt.

Carapaz var endda så venlig at afsløre strategien forleden. Ligesom Pogacar selv har han holdbarheden som en force, og han tror på, at vejen til sejr er at slide sloveneren ned. Da Ineos førte på 11. etape var det selvfølgelig først og fremmest for at vinde etapen, men det handlede også om at trætte Pogacar. Derfor var han også glad for, at dagens første to timer blev kørt i rasende tempo, fordi det bidrog yderligere til at slide på feltet.

En anden faktor er højderne. Carapaz lagde efter dagens etape ikke skjul på, at han anser den iltfattige luft som sit måske vigtigste våben i kampen mod Pogacar. I den forbindelse tanker han formentlig selvtillid i det faktum, at Pogacars eneste krise i 2020 var på Col de la Loze - det eneste høje bjerg i sidste års udgave. Han skal dog passe på med at overgøre den fortolkning, for sidste Pogacar kørte cykelløb i Andorra var i Vueltaen i 2019. Hvordan gik det? Jo, han vandt såmænd etapen med mål i næsten 2100 m højde…

Desværre for Carapaz kommer de høje tinder tidligt, og Beixalis er slet ikke noget højt bjerg. Derfor er det formentlig først på Col du Portet på onsdag, at Carapaz kan drage fordel af sin hang til højder, men det synes givet, at Ineos i morgen vil gøre alt for at slide på Pogacar gennem hele den lange dag. Det vil også tilgodese ham i finalen, for Pogacar er langt mere eksplosiv og skabt til en eksplosiv og stejl finalestigning.

Etapen er på ingen måde skabt til angreb fra distancen. De første stigninger er alt for bløde, og den sidste af disse har top med næsten 50 km igen. Der er endda direkte modvind på hele Envalira, der ligger over trægrænsen og derfor må ventes at være pivåben, og der er direkte modvind på anden halvdel af nedkørslen, der synes at være ren power og slet ikke teknisk. Nej, slaget skal alene slås på Beixalis, hvor der desværre også venter en modvindsfinale.

Jeg forventer derfor et forløb, der bliver stort set identiske med det, vi så i onsdags. Alle ved, at et udbrud har en stor chance, og derfor kan vi regne med, at det bliver endnu en angrebsfest. Problemet er, at det ligesom i onsdags er en flad - eller i hvert fald kun let stigende - start, og det er derfor igen svært for klatrerne at komme afsted. Vi kan derfor sagtens få samme situation som i onsdags, hvor udbruddet nærmest ikke talte rene klatrere, og hvor Wout van Aert derfor kunne vinde.

Læs også

Reserve leverede kæmpe overraskelse

Det gør det også svært for Wout Poels, Michael Woods og Nairo Quintana - de tre konkurrenter til bjergkonkurrencen. De vil igen markere hinanden tæt, og hvis udbruddet kører inden den første stigning, vil det derfor formentlig enten være eller ingen, der rammer udbruddet. Spørgsmålet er, om Ineos lader dem køre. Mange var i onsdags forbløffede over, at alle klatrerne - herunder Poels, Woods og Quintana - hurtigt stoppede med at angribe, ligesom også Simon Yates gjorde. Det viste sig efterfølgende, at Ineos slet og ret havde markeret alle de gode klatrere, fordi de havde ambitioner om at vinde etapen og derfor ville undgå et udbrud, de ikke kunne hente. Missionen lykkedes kun delvist. Ganske vist kom hverken Woods, Yates, Poels eller Quintana afsted, men alligevel lykkedes de ikke med at hente udbruddet.

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt Ineos igen vil lukke ned for alle klatrere. Det afhænger af, om de vitterligt vil vinde etapen, eller om de er tilfredse med at køre klassement. Det kan gå begge veje, men grundet den faldende finale tror jeg, at etapesejren har mindre prioritet. En sejr i morgen har ikke samme prioritet som en sejr på Ventoux, og derfor tror jeg ikke, at vi vil se Ineos være lige så aktive i at sikre, at vi får et udbrud, de kan kontrollere.

I disse situationer kan udbruddet ofte køre på to måder. Enten viser det sig, at elastikken knækker næsten med det samme, og at en stor gruppe med mange hold hurtigt sniger sig væk. Mere sandsynligt er det, at udbruddet igen tager lang tid om at blive dannet, og så kan klatrerne håbe på, at det første kører på den første stigning. Glipper folk som Quintana, Poels eller Woods i første omgang, er det slet ikke usandsynligt, at vi vil se Israel SUN eller Bahrain holde snor i en gruppe frem mod bjerget, så deres kaptajner kan køre op, når vi rammer bjerget. Den mulighed har Arkea ikke rigtigt, da de kun har tre en halv rytter tilbage i løbet (den skadede Nacer Bouhanni tæller højst for en halv).

Når vi rammer bjergene, regner jeg med, at Ineos vil sætte sig frem, og herfra forventer jeg, at de vil føre hele vejen frem til bunden af Beixalis. Med modvind og en let sidste nedkørsel fra Envalira regner jeg ikke med nogen aggression før det afgørende slag. Det helt store spørgsmål er så, om de også vil kunne hente udbruddet.

Det kan gå begge veje. Den flade start betyder, at de måske kan få et knap så klatrestærkt udbrud, hvis de vil og kører lige så kontrollerende som i onsdags. På den anden side lykkedes det dem alligevel ikke at hente gruppen på Ventoux, selvom de forsøgte, og det vidner om, at Ineos ikke har det stærkeste hold denne gang. Nu mangler de endda Luke Rowe til det tidlige arbejde. Samtidig tvivler jeg som sagt på, at etapesejren er en prioritet på en dag med en faldende finale, hvor Carapaz ikke er den mest indlysende etapevinder.

Er der andre hold, der vil tage initiativ? Det tror jeg ikke. Pogacars udgangspunkt er defensivt, og han kan få sin bjergetapesejr i en af bjergfinalerne senere. Jonas Vingegaard er stadig usikker på sig selv og har ingen grund til at lægge pres på sig selv ved at få sit hold til at føre. Rigoberto Uran er altid defensiv og er virtuelt nr. 2, da Guillaume Martin formentlig glider tilbage, og han er fint tilfreds med at køre for andenpladsen. Skal vi se et andet hold sætte sig frem, er det Movistar, der har brug for at vinde tid med Enric Mas, men også han er en usandsynlig vinder af etapen. De vil formentlig forsøge at vinde etapen fra udbrud med Miguel Angel Lopez, og skal de lægge pres på, handler det ikke om at vinde etapen.

Mit bedste bud er derfor, at de bedste fra udbruddet vil holde, men det er ikke sikkert. Hvis Ineos vil, er det bestemt ikke udelukket, at de har styrken til at skabe samling. Jeg tror bare ikke, at det er deres prioritet, og det vil som minimum nok kræve, at udbruddet kører tidligt. Slipper klatrerne væk på det første bjerg, tvivler jeg på, at de er stærke nok til at hente dem. Derefter regner jeg med, at udbruddet skal køre om etapen, mens klassementsrytterne skal slås om det på Beixalis og den efterfølgende og meget tekniske nedkørsel i den bagende hede på årets formentlig varmeste, men også sidste meget varme dag.

Hvem kan vinde etapen fra udbrud? Det skal i hvert fald være en god klatrer, der kan håndtere de 4500 højdemeter over 200 km. Derudover skal man kunne klare heden og have lidt af en dieselmotor til så lang og hård en dag med så mange nedslidende stigninger. Endelig er der en god chance for at bedste mand kører væk på den stejle Beixalis, selvom modvinden kan gøre det en anelse mere selektivt. Nedkørslen er så teknisk, at den også kan være meget afgørende, og så kan man ikke udelukke, at en god spurt også kan komme i spil, selvom en solosejr i denne situation nok må regnes som det mest sandsynlige.

Jeg ved, at det er kedeligt, men jeg er nødt til at pege på Michael Woods igen i det håb, at det er alle gode gange tre. Canadieren bliver ved med at imponere og har vel nu været stærkeste mand i alle de tre udbrud, han har kørt. Desværre har han begået en række ærgerlige fejl. På 8. etape angreb han alt for tidligt i modvinden. På 9. etape brugte han alle sine kræfter på at jagte bjergpoint. Og i dag brugte han igen kræfter på prikkerne, ligesom han styrtede - og så blev han ligesom alle andre snydt af den snu Bauke Mollema, der tog dem alle på sengen.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Woods er på hjemmebane i Andorra og har talt om denne etape i ugevis. Etapen skriger da også på hans navn. Normalt er han ellers ikke en mand til lange, jævne stigninger, men dem har han lært at mestre i år. Til gengæld er den korte, stejle Beixalis nærmest designet med Woods for øje, og der er ikke mange i denne verden, der kan følge ham her - ligesom der ikke var nogen, der kunne følge ham, da han kørte væk på den stejle Col de Romme. Han klarede varmen fint i dag, og han har en god spurt til at gøre det færdigt.

Woods har dog også tre udfordringer. Den første er dagens styrt, men skal man tro hans egne udsagn, betyder det intet. Den anden er den tekniske nedkørsel til sidst, men her er han i det mindste hjulpet af, at han har kørt den 117 gange og kender den som sin egen bukselomme. Den tredje er Wout Poels. Woods sagde i dag, at prikkerne er hans førsteprioritet, og vi ved, at Poels ikke holder sig tilbage tidligt på etapen. Det kan tvinge Woods til igen at bruge alt for mange kræfter. Det er den største trussel mod ham, men jeg vælger at tro, at han alligevel kan gøre det færdigt. I dag var han stadig en af de bedste til sidst, og han behøver ikke at køre fuldt med Poels, hvis bare han bliver nr. 2 i de første bjergspurter. Han kan sagtens tillade sig at have de 10 point på den sidste stigning i baghovedet. Derudover synes han at være så flyvende nu, at han formentlig kan vinde, selvom han bruger kræfter tidligt. Beixalis rimer så meget på Woods, at han jeg er nødt til at pege på ham for tredje gang.

Jeg var meget tæt på at pege på David Gaudu, men jeg er en anelse forsigtig. Ganske vist er det FDJs erklærede mål at få deres fransk guldfugl i udbrud, men spørgsmålet er, hvordan han har det med varmen. Som bekendt var det hedeslag, der slog ham ud på Ventoux, og igen i dag forsøgte han angiveligt at angribe på den stejle stigning, hvor udbruddet kørte, men uden resultat. Vi ved fra tidligere, at Gaudu ofte har mødt en mur i en grand tour, når det ikke spiller, og han har før haft det svært i varmen under Touren. Vi har dog også set ham rejse sig igen, nemlig i sidste års Vuelta, hvor han startede skidt, men endte med at vinde to etaper. Gaudu har aldrig lignet en mand, der var på 100% - blandt andet blev han sat af de bedste i Tignes - men han kørte trods alt finale med de bedste i Alperne. Jeg er bange for, at varmen har sendt hans form den forkerte vej, men var onsdag bare en offday forårsaget af hedeslag, er dette en glimrende etape for Gaudu, der har masser af punch på stejle mure og er ganske hurtig, hvis han skulle få brug for at spurte.

Får Sepp Kuss lov? Det er jeg lidt i tvivl om. Hidtil har han fået masser af plads, men det var, inden Vingegaard kørte fra Pogacar. I dag var Jumbo meget aktive med udbrud, men det var heller ikke en nøgledag. Man kan sagtens argumentere for, at Kuss denne gang skal blive hos sin kaptajn. På den anden side er det på en dag som denne ofte mere brugbart at have en forpost, og holdet har hele tiden sagt, at de ikke vil satse enøjet på Vingegaard. Kuss bor endda i Puigcerda, som ligger i dalen mellem de to første stigninger, og han er derfor praktisk talt på hjemmebane. Det taler for, at han skal have lov at vise sig frem. Det helt store spørgsmål er, om han er god nok. Det er helt åbenlyst, at han ikke har sin bedste form, og drømmen om, at varmen ville bringe ham tilbage på sporet, døde på Ventoux. Han så dog bedre ud i onsdags, og vi ved, at den svingende Kuss altid kan rejse sig, når man mindst venter det. Finalen er ikke ideel for en ren klatrer uden en god spurt, men han kender vejene og er en god nedkører. Først og fremmest taler meget for, at bedste klatrer kan vinde fra udbruddet, og finder han sit topniveau, vil det meget ofte være Kuss.

Dernæst vover jeg at pege på Miguel Angel Lopez. I Alperne var der ganske vist intet, der tydede på, at han ville vinde en etape, da han på 9. etape sad i gruppettoen, men noget tyder på, at det går fremad. I hvert fald så han meget bedre ud på Ventoux, og i dag sad han helt fremme og lignede en mand med fornyet tro på tingene. Movistars mål er naturligvis først og fremmest Mas, men Lopez kom trods alt til løbet med store personlige ambitioner. Jeg er ret sikker på, at det er en væsentlig prioritet at vinde med colombianeren på deres hjemmebane i Pyrenæerne. Lopez har opnået de bedste resultater i højderne og skabte miraklet ved at slå Pogacar og Roglic på Col de la Loze sidste år, og selvom finalen ikke ligger højt, vil det hjælpe ham undervejs på etapen. Til gengæld er den eksplosive finale ikke ideel for Lopez, men han har masser af punch, og er han frisk, vil han formentlig kunne køre alene til sidst. Han er spurtsvag og mildt sagt en klodset nedkører, men det kan han kompensere for, hvis han genfinder den Lopez, vi kender. Det har han næppe gjort endnu, men han har set så meget bedre ud, at jeg giver ham en reel chance for at vinde etapen.

Dernæst vil jeg pege på Sergio Higuita, men det er med lidt forbehold. Colombianeren har det nemlig med at være meget svingende, og hans restitution synes at halte - bare se på forskellen mellem hans præstationer på 8. og 9. etape, hvor han var tæt på at vinde etapen. Derfor er jeg lidt bange for, at han brændte sine tændstikker i dag - også fordi en stor bjergetape med mange højdemeter ikke som udgangspunkt er det bedste for ham. Til gengæld er det umuligt at komme udenom, at han var uhyre overbevisende både på 9. etape og igen i dag, hvor han var en af de allerstærkeste på den sidste stigning. Den stejle mur skriger på Higuita, der ligeledes er en god nedkører og en af de allerbedste afsluttere, som kan slå snart sagt hvem som helst på stregen. Som sagt har jeg lidt svært ved at tro på ham to dage i træk, men har han dagen, passer finalen ham, og noget tyder på, at Uran gerne giver ham frihed - også fordi han kan agere forpost og hjælp i finalen.

Ligesom Lopez synes Emanuel Buchmann at være i gang med at rejse sig. Han følte sig stærk i starten, men floppede fælt i Alperne. På Ventoux meldte han pludselig om meget bedre ben, og det passer med, at han ligesom i Giroen har det uendelig meget bedre i varme end i kulde. Dertil skal lægges, at Buchmann pr. definition altid topper i den tredje uge, og med hans tvivlsomme forberedelse burde det være endnu mere markant i dette års løb. Etapen passer ham dog ikke ideelt. Han elsker de mange højdemeter og de opslidende stigninger, men afslutningen er alt for eksplosiv, ligesom han ikke kan spurte. Efter en lang og svær dag er det dog ofte mest friske mand, der vinder, og her kommer Buchmanns motor ham til gavn. Det store spørgsmål er bare, om formen rækker. Det så bedre ud på Ventoux, men der er stadig noget at bevise. Vi ved i hvert fald, at han får frihed. Det har Patrick Konrad fået, og han blev lovet sin plads inden løbet, hvor holdet endda specifikt bad ham køre aggressivt.

Jeg peger også igen på Alejandro Valverde, men det er lidt mere baseret på håb end forventning. I Touren er Valverde altid en loyal hjælper, og jeg regner med, at det er Lopez, der skal angribe, og Valverde, der skal blive hos Mas. Det var dog nok også planen på 8. etape, og her endte Valverde alligevel med at være med i front. Det kan derfor ikke udelukkes, at vi vil se ham fremme, men det vil nok kræve, at udbruddet først kører på stigningen, da vi aldrig ser Valverde deltage i angrebene på flad vej. Kommer han afsted, er højderne ikke ideelle for ham, men selve finalen med en kort, eksplosiv stigning og en flad afslutning er jo faktisk ret ideel, hvis ikke de mange højdemeter og lange stigninger har slidt ham ned. Han synes ikke at være helt flyvende og blev sat tidligt på Ventoux, men han kæmpede videre og endte med at komme i mål sammen med Ben O’Connor. Jeg er ret sikker på, at Valverde har en god chance for at vinde etapen. Den eneste årsag til, at han ender så langt nede på listen er, at jeg ikke tror, at han får lov.

Jeg er også nødt til at nævne Wout van Aert igen. Jeg tror, at hans udgangspunkt er at blive hos Vingegaard, for det var dagens etape, der var hans chance. På den anden side er starten flad, og på mange måder er Van Aert faktisk en bedre forpost end hjælper i feltet. Det er hvert fald svært at forestille sig en bedre hjælper på stykket efter Beixalis, og da starten endda er flad, har Van Aert en langt bedre chance for at ramme udbruddet end Kuss og Steven Kruijswijk. Det kunne sagtens give mening at spille Van Aert-kortet, og hvis først han sidder i udbruddet, opstår chancen for at gå efter etapesejren også. De jævne, ikke specielt stejle stigninger passer ham fint, og selvom Beixalis nok er for stejl for ham, var han trods alt i stand til at vinde på Ventoux. Det havde han måske ikke gjort, hvis han havde været oppe mod folk som Woods, Gaudu og Kuss, men hvis udbruddet igen kører på det flade, er det meget sandsynligt, at modstanden igen vil være af samme begrænsede karakter, som den var det i onsdags.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Dagens etape blev endnu et bevis på, at Tadej Pogacars store forspring betyder, at det kan betale sig at angribe, selvom man er i spil til top 10. Den mulighed kan Pello Bilbao måske udnytte. Han er endda hele fem minutter fra podiet, og derfor er han ikke den allerstørste trussel. Desværre tror jeg ikke, at han får lov at køre på det flade, og derfor kan det blive svært for ham at komme med, men kører udbruddet på stigningen, virker det ikke umuligt. Får han først lov, vil han slet og ret elske finalen. Han er en af feltets allerbedste nedkørere og er heller ikke helt langsom. Faktisk minder finalen uhyre meget om kongeetapen i Tour of the Alps, hvor han netop brugte en teknisk nedkørsel til at vinde. Havde jeg ikke været i tvivl om hans frihed, havde han været en af mine favoritter. Nu må han nøjes med en outsiderrolle.

Lidt af det samme kan siges om Mattia Cattaneo. Med tre udbrud har han vist, at han ikke er bange for at forsøge, men han er nu også efterhånden så langt fremme i klassementet, at hans frihed efterhånden må være mere begrænset. Ligesom Bilbao får han næppe plads på det flade, men kører udbruddet først på stigningen, vil det ligne ham dårligt ikke at prøve igen. Også han har nemlig stadig lidt afstand op til podiet, og det kan give ham den plads, han skal bruge. Han brugte mange kræfter i dag, men vi så i Alperne, at han sagtens kunne køre med om sejren to dage i træk, og jeg har aldrig set ham klatre bedre end i dette løb. Han er ikke specielt hurtig, og jeg er bange for, at han vil være oppe mod bedre folk, men med de ben, han havde på sidste stigning i dag, kommer han langt, hvis han får friheden.

Hvor mange kræfter brugte Patrick Konrad i dag? Hvis han stadig er frisk, er han bestemt en god kandidat til denne etape. Igen i dag viste han sig stærkere, end vi har set ham tidligere i år, og selvom han normalt ikke er en mand til de helt lange stigninger, er denne etape designet godt for ham. Han kan sagtens overleve de lidt bløde bjerge undervejs, og den stejle, eksplosive finale passer ham ikke helt dårligt, selvom stigningen nok stadig er lidt for svær til at være ideel. Han har som bekendt også en glimrende spurt - en evne, han stillede til skue i dag - og vi har set, at han får sin frihed. Jeg tror, at Buchmann er Boras foretrukne udbryder, men de kan ikke tillade sig at være kræsne. Er han frisk igen efter i dag, kan det sagtens ende med, at det bliver Bora i front.

Egentlig burde Wout Poels være højt på listen. Det står nemlig ret klart, at han er ganske flyvende, og igen i dag efterlod han et imponerende indtryk. Det har han nu gjort flere gange, men hver gang er det endt med ”en klassisk Poels”, hvor han har brændt alt sit krudt af alt for tidligt - særligt fordi han jagter bjergpointene så intenst. Alt taler for, at det samme vil ske denne gang, og modsat Woods synes han ikke at have robustheden til at kunne gøre det færdigt. Han er så stærk og er så god på korte, stejle mure, at han skam er en god etapevinderkandidat, men problemet er, at han altid vil skulle slå Woods til sidst. Det er svært at se, at han lige nu har robustheden til det.

Den tredje kandidat til bjergtrøjen er Nairo Quintana¸ men desværre fornemmer jeg, at han er ved at gøre, som han plejer, nemlig gå ned mod slutningen af en grand tour. I hvert fald kørte Alaphilippe ham ud af hjulet på Ventoux-etapen, og i dag manglede han benene til at gå med Woods, selvom han forsøgte. Vi ved af dårlig erfaring, at Quintana i dag oftest er en hængt kat i den tredje uge af grand tours, men vi er nødt til at holde døren på klem. I både 2018 og 2019 fandt han pludselig en suveræn dag, der gav ham sejr på kongeetapen, og også i dette løb havde han pludselig helt ud af det blå gode ben på 9. etape. Han vil også kunne lide højderne på denne etape, men desværre har han kun haft én rigtigt god dag i dette løb. Den dag gik han endda død i jagten på bjergpoint, som er hans klare førsteprioritet, og kombinationen af en prikket ambition og ikke overbevisende form gør det svært for alvor at tro på ham.

Er Bauke Mollema frisk igen? Det sker aldrig, at en udbryder vinder to etaper i træk, men det burde altså ikke være umuligt. Det er altid de samme, der angriber igen og igen mod slutningen af en grand tour, og Mollema kunne måske godt blive fristet. Jeg tror ikke, at vi vil se ham aktiv på det flade, men kommer vi frem til stigningen, og sidder han med gode ben, vil han formentlig være fristet til at prøve. Denne lange, opslidende etape passer godt til hans dieselmotor, og han vil endda elske den eksplosive mur, der minder meget om den, vi ser i San Sebastian og Ardennerne, hvor han altid er god. Han viste i dag, at han langt om længe har fundet den gode form. Det helt store spørgsmål er, om han mentalt er klar på at prøve igen allerede dagen efter en sejr.

Den afsluttende tekniske nedkørsel bringer også Ion Izagirre i spil. Ligesom Bilbao er han blandt feltets allerbedste nedkørere, men til gengæld har han sine begrænsninger på stigningerne. En kort, stejl sag passer ham dog bedre end et langt bjerg, og der er lidt Baskerlandet Rundt over finalen. Det er ikke skidt for en mand, der har vundet netop det løb, men desværre er han ikke længere på samme niveau. Han kom da også til kort i finalen på 8. etape, hvor han endda havde glæde af vejret, men her hjalp han heller ikke sig selv med et sent styrt. Generelt har han virket i ganske god form, og han er heller ikke helt langsom på stregen. Spørgsmålet er bare, om klatreevnerne rækker til at begrænse tabet så meget, at han via sin gode nedkørsel stadig kan holde sig inde i kampen.

Jeg tror ikke for alvor på, at Dylan Teuns kan vinde etapen. Etapen bør være for svær, men samme logik gjaldt jo på 8. etape. Her leverede han alligevel sit livs klatrebedrift, og det vidner om, at han umuligt kan udelukkes. Han har dog slet ikke vist samme styrke på det seneste, og når man husker på, at Bahrain kører for holdkonkurrencen, er det bekymrende, at han ikke har gjort det bedre de seneste dage. På den anden side er den relativt korte og meget stejle finale ikke helt ringe for en ardennerspecialist som ham, og i forhold til mange klatrere er han også en god afslutter. Med de ben, han havde i Alperne, kan han utvivlsomt vinde igen. Spørgsmålet er bare, om han vitterligt har så gode ben to gange i samme løb.

Jeg er også nødt til at nævne Richie Porte, men det er usandsynligt, at han får chancen. Han viste på Ventoux, at benene formentlig rækker ganske langt, nu hvor hans elskede varme har meldt sig, men jeg tror ikke, at får lov. Ligesom formstærke Michal Kwiatkowski er det ham, der skal sætte farten på Beixalis, så Carapaz kan angribe, og derfor virker det sandsynligt, at det snarere er Dylan van Baarle, der skal være e mulig forpost for Ineos. Netop behovet for en forpost gør dog, at jeg holder døren åben for Porte, hvis udbruddet først kører på stigningen. Hans ben på Ventoux giver et håb om, at han kan gøre det færdigt, for den sidste stigning passer ham faktisk ganske glimrende. Udfordringen er til gengæld, at den tekniske nedkørsel ikke gør det.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Selvfølgelig skal jeg også nævne Julian Alaphilippe, men det er godt nok svært at bevare optimismen. Igen i dag virkede han alt andet end overbevisende, og nu kommer vi endda til en dag med lange stigninger og høje højder - alt sammen noget, der passer ham dårligere. Til gengæld passer finalen med en stejl, eksplosiv stigning, en teknisk nedkørsel og en mulig spurt ham jo ganske ideelt, men det er bare svært at se at benene stadig vil være gode nok efter så lang og svær en dag. Hans chance er, at etapen starter fladt, og det betyder, at udbruddet ikke nødvendigvis vil være alt for stærkt. Ender han i en gruppe i stil med det, vi så på Ventoux - minus Van Aert - er det vel ikke helt umuligt, at han kan vinde, selvom de bedste ben mangler.

Endelig er der Esteban Chaves. Efter i dag er det svært for alvor at tro på ham. Dagens udbrud bekræftede nemlig, at hans niveau i øjeblikket næppe rækker, og med hans nuværende restitution er det ret svært at se ham i udbrud to dage i træk. På den anden side gav hans kørsel på Ventoux lidt håb, og de rigtige bjerge med høje højder passer ham i hvert fald bedre end dagens etape. Den eksplosive mur er slet heller ikke ringe for ham, og han kan faktisk også spurte til husbehov. Desværre viser historikken, at vi nok snarere skal regne med en offday end med den gode dag, der kan give ham sejren.

Jeg har stadig svært ved at tro på, at Vincenzo Nibali, der virker meget formsvag, kan vinde, og det samme gælder for Steven Kruijswijk, der fortsætter sin triste sæson. Igen i dag viste Jakob Fuglsang, at hans niveau i 2021 gør ham til en usandsynlig etapevinder, og det samme kan siges om formsvage Dan Martin samt Tao Geoghegan Hart , selv hvis Ineos sender ham ud som forpost. Kenny Elissonde er solid, men næppe god nok til at vinde, og det samme gælder for Louis Meintjes, hvis dieselmotor er ved at være varm, men som slet ikke passer til den mere eksplosive finale. Jeg tror også, at etapen er lidt for svær til, at de ellers relativt stærke Ruben Guerreiro og Cristian Rodriguez kan vinde, og Aurelien Paret-Peintre klatrer næppe godt nok. Pierre Rolland er stadig for langt fra fordums styrke, og etapen er for svær til, at Matej Mohoric, Omar Fraile, Jesus Herrada, Xandro Meurisse, Valentin Madouas eller Franck Bonnamour kan vinde. Sergio Henao kører pænt, men har ikke niveauet til at gøre det færdigt, Pierre Latour er igen i år i nedadgående form i en grand tour, og selvom han synes i stigende form, er Mark Donovan ikke stærk nok til at vinde.

Som sagt er det ikke umuligt, at favoritterne skal køre om det, når Ineos kan ventes at lægge pres på hele dagen. I det tilfælde er jeg nødt til at pege på Tadej Pogacar, men denne gang er jeg naturligvis ikke så sikker som tidligere. Sloveneren viste sig som et menneske forleden, og det virker langt fra usandsynligt, at Vingegaard kan sætte ham igen - særligt fordi der venter en af de ekstremt varme dage, han hader. Det er stadig usandsynligt, at dieselmotoren Pogacar har en permanent nedadgående formkurve, fordi han altid kører stærkt i den tredje uge, men han har i Vueltaen vist, at offdays er hyppige. En halvdårlig dag betyder, at han igen er sårbar, og han har så stort et forspring, at hans lektie fra i onsdags er, at det er klogt at lade andre køre i stedet for at eksplodere. Læg dertil, at højden som nævnt ovenfor ikke nødvendigvis er en fordel, selvom det heller ikke er en entydig ulempe.

Når jeg alligevel peger på Pogacar, skyldes det to ting. For det første er det stadig ganske sandsynligt, at han bare havde en af sine halvdårlige dage i onsdags, og at han igen i morgen er klart stærkeste mand. For det andet betyder finalen, at han sagtens kan lade Vingegaard eller måske Carapaz køre. Der er modvind i finalen, og han har tid til at komme tilbage - måske med hjælp fra andre allierede. I en spurt er han i særklasse, og derfor vil han være den naturlige favorit, selvom benene er lige så ”dårlige” som i onsdags.

Det næstbedste bud er Jonas Vingegaard. Igen i dag så han uhyre overbevisende ud, og det er slet ikke mit indtryk, at han er i forfald - måske snarere tværtimod. Resultatet på Ventoux betyder også, at han formentlig går til etapen med større tro på egne evner og dermed også med større lyst til at angribe og ikke bare fastholde den oprindelige defensive strategi. Denne gang er der også en bedre chance for at holde sig fri, hvis han vitterligt igen sætter Pogacar. Nedkørslen er denne gang langt mere teknisk, og det vil derfor være meget vanskeligere for en gruppe at drage fordel. Nede i byen er der dog fladland i modvind, og det vil altid tale til ugunst for Vingegaard, der nok er hurtig, men chanceløs mod Pogacar i en spurt. I den bedste af alle verdener (i forhold til etapesejren) vil han have Carapaz som allieret til slut, så de sammen kan distancere Pogacar, men skal han vinde, skal det formentlig ske med en solosejr. Den er til gengæld ikke umuligt for manden, der på ganske kort tid kørte næsten 40 sekunder fra det uovervindelige monster!!!

Jeg glæder mig meget til at se Richard Carapaz. Ecuadorianeren har været under det ventede niveau, men han synes at blive bedre og bedre. Han plejer bestemt ikke at blive ringere i den tredje uge, og han har nu glæde af de højder, han elsker, selvom han vil savne dem i finalen. Desværre er finalen ikke ideel for ham, men han viste nu så sent som i Vueltaen, at han bestemt ikke er ringe på denne slags korte, eksplosive stigninger. Han er heller ikke en helt ringe afslutter og vil have en fair chance for at overspurte den nok stadig marginalt hurtigere Vingegaard, men han skal af med Pogacar. Det virker stadig usandsynligt, at det vil ske, men vi har set, at sloveneren er et menneske. Fortsætter Carapaz sin fremgang, og rammes Pogacar af samme lille nedtur som i onsdags, er ecuadorianerens niveau i den tredje uge af en grand tour en reel trussel.

Den sidste, der måske kan vinde etapen, er Rigoberto Uran. Colombianeren har klart overgået mine forventninger, og han viste på Ventoux, at han vitterligt er en af de stærkeste. Denne finale med en eksplosiv stigning passer faktisk godt til Uran, der tillige stadig må antages at være relativt hurtig, selvom han i dag nærmest aldrig viser det. Problemet er, at også han skal af med den hurtige Pogacar for at vinde, og modsat Carapaz og Vingegaard virker det usandsynligt, at hans topniveau rækker så langt. På den anden side havde Pogacar altså en decideret offday på 18. etape i Vueltaen i 2019, og med 11. etape in mente lever håbet. Skal han spurte mod Vingegaard og Carapaz, står han i hvert fald ganske stærkt.

Jeg har stadig et håb om, at Ben O’Connor bare havde en offday i onsdags, og med samme ben som i søndags vil han være en af de stærkeste på en lang og sej etape, der passer hans dieselmotor udmærket. Det er bare næsten umuligt at se den spurtsvage australier vinde - også fordi han stadig har til gode at imponere i varmen. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Enric Mas, der jo normalt topper i den tredje uge. Denne gang har han dog set stærk ud fra start, og derfor er der en risiko for, at han som i Vueltaen sidste år har nedadgående formkurve. Normalt vil vi dog se, at Mas begynder at rejse sig nu, men som spurtsvag har han ikke den store chance for at vinde, selvom han skulle vise sig som en af de stærkeste - præcis som han var det i Tignes. Wilco Kelderman og Alexey Lutsenko er begge hurtige, men deres klatreniveau rækker næppe til at gå med de bedste. Kelderman er solid, men han klager endda over, at han lider i varmen. Lutsenko er stadig helt uprøvet over tre uger, og risikoen for, at han falmer, må i lyset af hans historik regnes som overhængende. Pello Bilbao og Mattia Cattaneo er solide, men selvom Bilbao vil elske nedkørslen og plejer at blive bedre og bedre, er det næppe nok til at køre med om sejren. Endelig viste Guillaume Martin igen i dag, at hans klatreben ikke er som sidste år, og han indrømmede endda åbent, at han regnede med at tabe en del af dagens gevinst som følge af træthed og ben, han selv betegnede som ret dårlige på dagens etape.

Feltet.dks vinderbud: Michael Woods

Øvrige vinderkandidater: David Gaudu, Sepp Kuss

Outsidere: Miguel Angel Lopez, Sergio Higuita, Emanuel Buchmann, Alejandro Valverde, Wout van Aert

Jokers: Pello Bilbao, Mattia Cattaneo, Patrick Konrad, Wout Poels, Nairo Quintana, Bauke Mollema, Ion Izagirre, Dylan Teuns, Julian Alaphulippe, Richie Porte, Esteban Chaves,

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard, Richard Carapaz, Rigoberto Uran, Enric Mas, Wilco Kelderman, Alexey Lutsenko

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET