Nedenfor giver vi en analyse af Cofidis.

Ryttere, der bliver på holdet

Piet Allegaert, Tom Bohli, Andre Carvalho, Thomas Champion, Simone Consonni, Ruben Fernandez, Eddy Finé, Simon Geschke, Jesus Herrada, José Herrada, Victor Lafay, Guillaume Martin, Anthony Perez, Pierre-Luc Perichon, Remy Rochas, Szymon Sajnok, Kenneth Vanbilsen, Jelle Wallays

Nye ryttere

Ion Izagirre (Astana-Premier Tech), Bryan Coquard (B&B Hotels p/b KTM), Davide Cimolai (Israel Start-Up Nation), Davide Villella (Movistar Team), Max Walscheid (Team Qhubeka NextHash), Sande Armee (Team Qhubeka NextHash), Wesley Kreder (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Benjamin Thomas (Groupama-FDJ), Francois Bidard (AG2R Citroën Team), Alexis Renard (Israel Start-Up Nation), Alexandre Delettre (DELKO), Hugo Toumire (V.C.Rouen 76), Axel Zingle (C.C.Etupes)

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der forlader holdet

Elia Viviani (INEOS Grenadiers), Jempy Drucker (stopper karrieren), Christophe Laporte (Team Jumbo-Visma), Nathan Haas (stopper karrieren), Nicolas Edet (Team Arkea Samsic), Fabio Sabatini (stopper karrieren), Natnael Berhane (?), Fernando Barcelo (Caja Rural-Seguros RGA), Emmanuel Morin (Team U Nantes Atlantique), Attilio Viviani (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Da Cofidis efter mange år som prokontinentalniveau endelig lykkedes med at komme tilbage på WorldTouren forud for 2020-sæsonen, skete det i forbindelse med en klar oprustning og en dobbeltsidet satsning. Guillaume Martin blev hentet ind som den kommende klassementsstjerne, mens det helt store navn var Elia Viviani, der efter nogle strålende år hos Deceuninck skulle sørge for, at Cofidis med det samme fik masser af sejre, også i WorldTour-løbene.

Efter de to første år kan der gøres status på den satsning, og det har været en temmelig blandet fornøjelse. Satsninger på Martin viste sig ganske god. Ikke blot er han franskmand - hvad der altid er vigtigt for franske hold - han har også med en bjergtrøje i Vueltaen og to top 10-placeringer i grand tours givet Cofidis en vægt i etapeløbene, de ikke har haft i adskillige år.

Problemet var bare, at Martin var den ”lille” af de to kaptajner og ikke manden, der ventedes at levere mange sejre. Den opgave tilfaldt Viviani, og det var ikke en opgave, der blev løst til nogens tilfredshed. Nok stak coronavirus en kæp i hjulet og forkortede den ene af de to sæsoner mærkbart, men manager Cedric Vasseur havde næppe i selv sit værste mareridt forestillet sig, at ville blive så trist, som det gjorde. 2020-i sæsonen bød på lige præcis 0 sejre, og selvom det blev lidt bedre i 2021, hvor Viviani i Cofidis-trøjen vandt fem gange, var det langt fra, hvad man havde troet eller ventet - slet ikke fordi de fem sejre alle kom i mindre løb.

Vi skulle da heller ikke langt ind i 2021, inden det stod klart, at Vivianis tid som Cofidis’ store stjerne ville blive en yderst kort fornøjelse. Angiveligt var det begge parter, der i forening indså, at der måtte ske noget nyt, og derfor skilles de nu efter to år på ganske god fod, selvom de pauvre resultater nok kunne have ført til frustration og deraf følgende uvenskab. Den beslutning har tvunget Vasseur tilbage til tegnebrættet, for med holdets mest løntunge rytter ude af billedet, var der plads til en gedigen oprustning, der gerne skulle bringe holdet lidt længere væk fra deres bundplacering på ranglisterne - også selvom 2021-sæson faktisk var hæderlig og førte til en godkendt 15. plads blandt de 19 WorldTour-hold.

Resultatet er blevet en gedigen hovedrengøring i truppen. Hele 13 nye navne hentes ind, og da kun 10 ryttere siger farvel, når man til den kommende sæson op på den maksimale kvote på 31 ryttere. Altså er det næsten halvdelen af truppen til den kommende sæson, der udgøres af nye navne, og det er derfor et markant anderledes Cofidis-hold, der vil være at finde i feltet i 2022.

Satsningen følger i vidt omfang de samme to spor, som den gjorde for to år siden. Der er således blevet plads til både en investering i et stort klassementsnavn og i en ny sprinter, der skal tage over efter Viviani. Denne gang har man imidlertid spredt budgettet betydeligt mere ud og ikke brændt hele checken af på bare ét navn af den størrelse, Viviani havde efter sin tid på Deceunick.

På sprintersiden har man fundet en direkte erstatning i form af Bryan Coquard, men man kan være bekymret for, om det vil gøre situationen meget bedre. Mens Viviani trods alt vandt fem gange i 2021, blev det for Coquard til 0 sejre, i øvrigt for første gang i karrieren. Faktisk er det kun gået ned ad bakke for franskmanden i de senere år, og selvom han har en alsidighed, man ikke finder hos Viviani, er det svært at se, at Cofidis i det kommende år bliver en sprintergigant.

Til gengæld satses der slet ikke så ensidigt, som der er blevet gjort hidtil. Således hentes også Davide Cimolai og Max Walscheid til holdet, og man må formode, at de sammen med Simone Consonni, der valgte ikke at følge Viviani, fremover vil få egne muligheder også. Ingen af dem hører dog til blandt de hurtigste, og sejrsmaskiner er de bestemt ikke. Faktisk er Walscheid i de senere år i højere grad blevet tempospecialist, og det er nok først og fremmest samt i Paris-Roubaix, hvor han viste sin forøgede holdbarhed i år, at vi vil se resultater fra ham.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Så er der i spurterne grund til større forventninger til Cimolai, der er pokkers stabil, men sjældent en vinder. Som en meget holdbar type er han desværre lidt af samme støbning som Coquard og Consonni, og de risikerer at gå lidt i vejen for hinanden. Til gengæld kan de i kombination udgøre en meget spændende formation, for både Cimolai og Consonni er kendt som fremragende lead-out men, og er de alle at finde sammen, har Cofidis faktisk et uhyre lovende tog - også selvom der siges farvel til Fabio Sabatini, der stopper karrieren, men det tab er til at overse, da det særligt i 2021 stod klart, at den engang så forrygende lead-out man er ovre sidste udløbsdato.

Cimolai, Coquard og Walscheid skal mere end bare erstatte Coquard. Desværre skal de også erstatte Christophe Laporte, der blev håndplukket af Wout van Aert som en kommende superhjælper i klassikerne, og det er utvivlsomt Cofidis’ største tab. I spurterne burde Cimolai og Coquard, der som typer kan minde om Laporte, sagtens kunne erstatte og formentlig også overgå ham, men i mange af brostensklassikerne risikerer de at blive udslettet. Her nåede Laporte i 2021 helt nye højder, men netop som han stod foran sit helt store gennembrud siger han altså farvel.

I de løb mister holdet også Jempy Drucker, men det er et helt frit valg. Luxembourgeren havde gerne forlænget, men bliver sat på porten. Havde det været i 2020, hvor han kørte nogle flotte brostensklassikere, havde det været stort tab, men efter et skidt 2021 er det et tab, der kan overses, også selvom han har erfaring i både lead-outs og tog. Derudover forlænges kontrakten ikke med de to unge sprintere Emmanuel Morin og Attilio Viviani, der desværre aldrig for alvor slog igennem i deres tid på holdet, selvom lillebror Viviani kom så lovende fra start.

Den mest markante oprustning kommer utvivlsomt på etapeløbssiden, og det står klart, at holdet nu er mere klassements- end sprinterhold. Det skyldes, at Martin i 2021 får selskab af Ion Izagirre, der lidt overraskende vælger et fransk eventyr på et hold, der dog altid har haft en del spanske ryttere. Baskeren har aldrig været en mand til grand tours, der forbliver Martins domæne, men han har i mange år været en af verdens bedste i ugelange etapeløb. Det er han efter nogle sløje år slet ikke længere, men i det forløbne år blev han trods alt nr. 3 i Paris-Nice, nr. 10 i Baskerlandet samt nr. 7 i Romandiet og Dauphiné. Kommer han blot i nærheden af de resultater i 2021, vil det være en massiv opgradering for et hold, der i løb, hvor Martin har været fraværende, reelt har været helt ligegyldige i klassementet. Og så er det trods alt bare et år siden, at han senest vandt en etape i en grand tour, hvor han vil være en god hjælper for Martin.

Netop opgaven med at støtte Martin har tydeligvis været et fokus for Vasseur. I tillæg til sprintersatsningen bærer de fleste øvrige signings nemlig præg af den franske kaptajn. Således henter man Davide Villella, der i dette efterår oplevede en uventet opblomstring og klatrer fint nok til at hjælpe i mellemhårdt terræn. Til gengæld er det måske sværere at se, at Sander Armee, der i de seneste år er blevet indhentet voldsomt af alderen, kan give det ønskede bidrag, og det samme gælder for Francois Bidard, der aldrig rigtigt slog til som bjerghjælper hos Cofidis. Endelig hentes Wesley Kreder til holdet, men det er med henblik på et helt andet terræn. Han og Martin kender nemlig hinanden fra Wanty-tiden, og han er helt specifikt hentet som en mand, der skal holde styr på den lille klatrer på de fladere dage.

Der er dog også nogle pladser at udfylde. Måske har Nicolas Edet ikke kørt meget med Martin hidtil, men trods en skadesramt 2021-sæson har han længe været en af holdets bedre ryttere, der så sent som i 2019 bar den røde trøje i Vueltaen. Uerstattelig er han bestemt ikke, men på et hold med færre store navn vil han blive savnet. Så kan de nok bedre undvære Fernando Barcelo. Han viste ellers lovende takter i begyndelsen af sin karriere, men hos Cofidis stagnerede han desværre. Endnu værre gik det for Natnael Berhane, der jo ellers var så spændende, da han slog igennem, men som i de seneste år ikke rigtigt har haft WorldTour-niveau. Og så retter Nathan Haas fokus fra landevejen mod gravel, men efter at de i forvejen meget svingende australier i de seneste år har været en helt anonym skikkelse i feltet, er det ikke et tab,d er vil blive bemærket.

Det tredje ben i Vasseurs investeringer er de unge franske talenter, der altid har været et væsentligt fokusområde for holdet. Af disse er det største navn Benjamin Thomas, der stadig er ung nok til at blive regnet som talent. Med OL ude af verden vil han nemlig satse mere på landevejen i de kommende år, og det skal blive interessant at se, om han kan genfinde lidt af de takter, der gav ham så stort et gennembrud i etapeløb uden høje bjerge, inden han kom til WorldTouren. Hans enkeltstart er også blevet forbedret mærkbart i 2020 og 2021, og hvis etapeløbene svigter, vil han i hvert fald være i stand til at levere flotte resultater på det område.

De øvrige unge navne er Alexis Renard, Alexandre Delettre, Axel Zingle og Hugo Toumire, hvoraf de to første allerede har professionel erfaring. Delettre har mest af alt været kendt som udbryder og fremstår ikke som det mest lovende navn, men Renard har vist sig lidt frem med nogle hæderlige spurter og ikke mindst en samlet 3. plads i Tour de Wallonie. Den kombination af ardennerevner og en god spurt kan være ganske god i mange mindre franske løb, og det er nok her, vi kan forvente at se ham vise sig frem.

Mest interessant de dog de to unge navne. Zingle tog holdet med storm i sin tid som stagiaire, hvor han imponerede stort med særligt sin 3. plads i Besancon, hvor han var en af de få, der kunne følge Nairo Quintana, og en 6. plads i Jura. Han har allerede vist fornemme puncheurevner og besidder tillige en god spurt, og mountainbikeren ligner et uhyre lovende ardennertalent. Toumire er derimod klatrer og imponerede med en 5. plads i Tour de l’Avenir, og selvom billedet har været mere blandet, synes der bestemt at være potentiale i den i den forløbne sæson blot 19-årige franskmand.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Samlet set er det altså et mærkbart forandret Cofidis-mandskab, vi vil se i de kommende år. Martin har kørt til et større ansvar og kan fremover regne med mere støtte end hidtil. Med Izagirre på holdet kan vi i hvert fald se frem til at se betydeligt mere til holdet i klassementerne end hidtil, men til gengæld kan det blive svært at vinde alt for meget i spurterne. Hverken Coquard, Cimolai, Walscheid eller den tilbageblevne Consonni kan ventes at tage de fem sejre, Viviani trods alt gjorde, men tilsammen udgør de trods alt en spændende kombination, der i forening måske kan drive det til noget. Det er også nødvendigt, for tabet af Laporte er så stort, at det i sig selv er nok til at gøre den samlede transferkampagne negativ, for det er svært at se, at vi vil se meget til franskmændene i brostensklassikerne næste år. Til gengæld kan Vasseur glæde sig over, at han i Zingle, Thomas og Toumire har fået fingre i nogle spændende unge navne på det stærkt forandrede Cofidis-hold.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Man forstår godt, hvis Cedric Vasseur ærgrer sig guld og grøn. Netop som Christophe Laporte pludselig sørgede for, at Cofidis spillede en rolle i brostensklassikerne, forsvandt franskmanden, der ellers havde været loyal mod holdet i en menneskealder. Nu står holdet igen uden de helt store klassikerprofiler, og det vil være en overraskelse, hvis vi ser det samme til Cofidis i de store endagsløb, som vi gjorde til Laporte i den netop overståede sæson

Det virker i hvert fald ikke realistisk at jagte resultater i de hårde brostensløb som Omloop, E3 og Flandern. Til gengæld kan de mere sprintervenlige løb som Kuurne, Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen være spændende med de holdbare sprintere Davide Cimolai, Simone Consonni og Bryan Coquard. Ingen af dem er for alvor slået igennem på brostenene, men Coquard har engang faktisk været blot cm fra at vinde sidstnævnte af de tre løb. Farten rækker næppe til at vinde løbene - slet ikke nu hvor Coquard har tabt megen hurtighed - men et resultat kan der laves, og særligt Consonni, der i Giroen viste en uventet god holdbarhed, kunne have et hidtil uudforsket potentiale. I de mere oplagte sprinterløb De Panne og Scheldeprijs vil de også kunne jagte hæderlige placeringer, men næppe sejren, ligesom Piet Allegaert også har vist evner for at gøre det pænt i de fleste af brostensklassikerne. I Paris-Roubaix har holdet en spændende joker i den stadig mere holdbare Max Walscheid, der gjorde det overraskende godt i 2021, ligesom også den lidt tunge Jelle Wallays burde have et større potentiale her, end vi hidtil har set.

Holdet vil utvivlsomt håbe, at Coquard kan genfinde lidt af de klatreevner, han også har tabt. Kan han det, har han før været med fremme i både Amstel Gold Race og Brabantse Pijl, men efter nogle sløje år er det svært at tro, at han vil kunne gentage det i en tid, hvor konkurrencen ikke synes at blive mindre. I begge tilfælde vil det kræve mindre hårde udgaver af løbene, men får han det, kan man håbe på en lille genrejsning.

I Ardennerne vil holdet også få det svært. Omdrejningspunktet vil være Guillaume Martin, der bestemt ikke er en ringe endagsrytter, og som burde kunne stræbe efter en top 10 i Fleche og Liege. I sin storhedstid kørte Ion Izagiire også nogle storslåede ardennerløb, men det er tvivlsomt, om evnerne rækker til en gentagelse af top 10-placeringer. Desværre er Jesus Herrada aldrig slået til i løb, der ellers burde passe ham, og efter et svært 2021 er det næppe nu, at det sker. På samme vis har forventningerne til Anthony Perez været pæne, siden han slog Greg van Avermaet i Luxembourgs puncherfinaler, men selvom han faktisk synes at være kommet tilbage på sporet, bliver han næppe nogensinde den store ardennerrytter.

Så er der mere grund til at tro på Victor Lafay, der udvikler sig pænt og har et hæderligt punch, men som fortsat har et stykke vej at gå. Til gengæld er det nok tvivlsomt, om Simon Geschke, der ellers var så god i 2019 og 2020, ikke er blevet indhentet af alderen efter et anonymt 2021, ligesom det nok også er tvivlsomt, om Davide Villella, der ellers før har været lovende i Ardennerne, kan genfinde de takter, selvom han sluttede 2021 ganske solidt. Endelig er der al mulig grund til at se frem til Axel Zingle i Ardennerne og Strade Bianche, hvor han burde have masser af potentiale, når man ser på, hvordan mountainbikeren imponerede i lignende løb som stagiaire. I Strade Bianche burde også Herrada og Izagirre kunne begå sig, hvis de finder plads til løbet i kalenderen.

I efteråret er billedet det samme. Bedst chance for succes vil der nok være i de sprintervenlige løb. Hamburg vil være en anelse for fladt til et absolut topresultat for Cimolai, Consonni og Coquard, men en sprintervenlig udgave af Bretagne vil passe dem. Her vil Zingle måske også kunne imponere, hvis løbet bliver en anelse hårdere, og han kunne også være en god type til de canadiske løb, hvor holdet ellers synes relativt svagt besatte. Til de italienske klatreklassikere vil blikket nok skulle rettes mod Martin og Izagirre samt måske Remy Rochas og Lafay, men mere end en yderlig top 10 i Lombardiet vil være en overraskelse.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Hvor holdet kan ventes at få det svært i klassikerne, er perspektiverne bedre i de tre grand tours. Omdrejningspunktet er holdets største stjerne, Guillaume Martin, der endte i top 10 i både Touren og Vueltaen i den seneste sæson. Egentlig var det paradoksalt, fordi han denne gang gik efter at vinde etaper, men aggressiv kørsel bragte ham alligevel op i klassement, selvom han helt åbenlyst - og også efter eget udsagn - var milevidt fra det tårnhøje niveau, han i 2020 viste i Dauphiné og begyndelsen af Touren.

I 2022 prøver han noget nyt. Den gode erfaring med to grand tours samt en Giro-rute, der passer ham storartet, betyder, at han tør satse på den svære Giro-Tour-double, selvom det på papiret er en risiko for et hold, for hvem Touren betyder alt. Ambitionerne om at jagte etaper er ikke droppet, men nedskaleret, for Martin lærte i 2021, at hans styrke ikke er at gøre det færdigt, men at være stabil. Derfor vil han starte begge løb med ambitionen om at køre klassement, og man må formode, at en stor del af holdet bliver bygget op om den ambition.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Chancerne er størst i Giroen. Fraværet af enkeltstartskilometer, der altid slår dobbelt så hårdt på Martin som på alle andre, er en gave, og skal det lykkes ham at være med endnu længere fremme i en grand tour, er det måske her. Det kræver dog, at vi ser 2020- og ikke 2021-udgaven af Martin, men genfinder han den rytter, der i 2020 blev nr. 3 bag Primoz Roglic og Tadej Pogacar på Tourens første bjergetape kan ambitionen om top 5 indfris. I Touren ser det betydeligt sværere ud - ikke mindst grundet brosten, sidevind og enkeltstarter - men med samme offensive temperament som i 2021 skal man aldrig sige aldrig.

Holdet vil dog også give en vis frihed til at jagte etaper, og denne gang er der flere kort at spille i bjergene. Ion Izagirre har droppet grand tour-ambitionerne og skal nu blot jagte etaper og støtte Martin. Planen er, at det skal ske i Touren, hvor man også kan vente sig at se Jesus Herrada til start. Begge har før vundet grand tour-etaper via udbrud, men desværre har de også været i tilbagegang på det seneste. Chancen er nok større i Vueltaen, hvor man ikke kan udelukke, at de begge vil være til start.

Det bliver spændende at se, hvilken rolle de unge Remy Rochas og Victor Lafay får. Rochas’ smukke Vuelta har fået Martin til at antyde, at han måske skal have Tour-debut, men han holder også døren åben for deltagelse i Vueltaen, hvor han endda kan forsøge sig en anelse som klassementsrytter. Lafays planer er ukendte, men han synes at være kandidat til alle tre grand tours.

Holdets mange sprintere burde også få deres chance, men der er næsten for mange af slagsen. Det ligger i kortene, at Bryan Coquard skal være førstemand i Touren, men den nu meget længe sejrsløse franskmand synes slet ikke længere at have hurtigheden til at tage den forløsende etapesejr, han har misset med det yderste af neglene. Det er også meget tænkeligt, at han får selskab af enten Simone Consonni og Davide Cimolai, der begge har stor lead-out-erfaring, og de kunne samtidig gøre fælles front i Giroen, der allerede er en del af førstnævntes planer. For dem begge gælder, at også de mangler noget fart, men på nogle af de hårdere dage kan de måske overraske - og så var Consonni i 2021 faktisk ganske tæt på to gange at vinde fra udbrud. Det er også meget sandsynligt, at holdet vil komme til Vueltaen med mindst én af de tre sprintere, og her vil chancerne med de kuperede ruter og svagere konkurrence utvivlsomt være større.

Til gengæld kan det blive svært for Piet Allegaert at spurte i en grand tour, ligesom Max Walscheid synes at have kurs mod at droppe massespurterne, men det betyder ikke, at ikke vil spille en rolle. Hans nyfundne evner på enkeltstarten vil han utvivlsomt dyrke, og da Giroen kun har kuperede enkeltstarter, taler det for en start i Touren, hvor han også vil kunne hjælpe Martin på brostenene, og hvor de fladere enkeltstarter passer ham. Alternativet er Vueltaen, der også har en helt flad tidskørsel, men det bjergrige spanske løb passer ham generelt dårligt.

Holdets bedste temporytter er dog nok Benjamin Thomas. Man kan frygte, at et skifte til Cofidis ikke gør noget godt for tempoevnerne, men med de fremskridt, vi har set i begyndelsen af 2021, lover det godt. De vil utvivlsomt skulle bruges undervejs, men hvor han skal jagte sine top 10-placeringer er temmelig uklart.

Holdet har generelt ikke mange vindertyper, og der er ikke alt for mange, der kan gøre det færdigt fra et udbrud. Udover de nævnte burde det dog være muligt for Anthony Perez, der allerede har vist sine evner som udbryder og bjergtrøjejæger og også har en brugbar hurtighed. Derudover kan man håbe, at Axel Zingle måske allerede får chancen i en grand tour, hvor han med sin hurtighed og sit punch burde være indbegrebet af en god etapejæger.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Hidtil har Cofidis været nærmest usynlig i klassementerne af de store etapeløb, men det skulle gerne ændre sig i den kommende sæson. Desværre betyder Guillaume Martins ringe enkeltstart, at han altid vil være på bagkant i næsten alle de ugelange løb på WorldTouren, men top 10 kan altid jagte - ikke mindst i det enkeltstartsløse Volta a Catalunya og måske i Dauphiné, der er tilstrækkeligt bjergrigt, og hvor han tidligere er blevet nr. 3.

Anderledes er det med Ion Izagirre. Det er netop i de ugelange etapeløb, at han har sin force, og i en periode var han en af verdens allerbedste med sejre i Polen og Baskerlandet og flere flotte podiepladser. Desværre har han i de seneste to år været under niveau, men i 2021 endte han trods alt på podiet i Paris-Nice. Hans enkeltstart er næsten forsvundet, men på sine gode dage kører han stadig stærkt nok til at kunne gøre det godt i de løb, han satser på. Det kunne være Paris-Nice, hjemmeløbet i Baskerlandet, Romandiet og Dauphiné, hvor han kan levere fine resultater for Cofidis. Der kunne også være en ambition om, at Remy Rochas og Victor Lafay måske skal prøve sig af i klassementet, men de er alt for hæmmede af deres enkeltstart, selvom Rochas kunne blive spændende at følge i Catalonien. Der burde også være en vis interesse for Benjamin Thomas i Benelux Tour, hvor han burde kunne gøre det ganske fornuftigt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Holdets sprintere, Bryan Coquard, Davide Cimolai og Simone Consonni, er alle nogle holdbare typer, der ikke slår Dylan Groenewegen i en klassisk massespurt. Skal de have den store WorldTour-sejr, skal de sendes til de kuperede løb i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet. Her er sprinterfelterne ofte så svage, at en sejr ikke er helt uden for skiven - blandt andet er det tidligere lykkedes for Cimolai i Catalonien - men desværre kan man frygte, at klassikerne vil afholde i hvert fald Coquard og Consonni fra at give dem en skud. I visse løb kan man også forestille sig, at Piet Allegaert og Max Walscheid stadig kan få lov at spurte, men også for dem gælder, at en sejr ikke ligger lige på den flade. Det gør den næppe heller for Walscheid på enkeltstarterne, men der burde være basis for at både han og ikke mindst Benjamin Thomas kan levere et par fine resultater på årets tidskørsler.

Skal Cofidis booste sejrskontoen, skal det formentlig ske i Frankrig, hvor de kører mange mindre etapeløb og Coupe de France-løb. Her burde det ikke være umuligt. Sprinterfelterne har et niveau, hvor det med et stærkt tog vil være muligt for Cimolai, Consonni og Coquard at vinde, og i løb som Dunkerque vil de med deres holdbarhed måske også kunne køre klassement. I endagsløbene kan de også begå sig, og her vil det også være interessant at se Axel Zingle, der kan klatre og spurte, og Alexis Renard, der med sidste års podium i Vallonien viste, at han med sin hurtighed burde være god i Coupe de France-løbene. Det kunne Thomas også være, hvis han kan genfinde lidt af de linjeløbsevner, han har vist alt for lidt i de seneste år, og det kan måske lade sig gøre på et hold, hvor antallet af vindertyper er relativt lavt.

Hvem kan overraske?

Modsat mange andre hold, der nærmest bugner af spændende talent, kommer man bekymrende hurtigt omkring de navne, der måske kan få et stort gennembrud for Cofidis.  Mest naturligt er det vel at pege på Victor Lafay og Remy Rochas, der stadig er i lovende udvikling. Lafay bragede ind på scenen med sin flotte etapesejr i Giroen, men han synes stadig alt for flygtig i sin form. Det er også lidt uklart, om han er mere til korte stigninger end til rigtige bjerge, men forhåbentlig kan vi i den kommende sæson blive klogere på, om der skal satses på klassementer eller etapesejre og endagsløb.

Rochas er derimod en mere klassisk klatrer. Han havde det lidt svært efter sit gennembrud i Sibiu Tour umiddelbart efter nedlukningen, men i Vueltaen var han som hjælper for Martin ganske fremtrædende. Han er en helt ren klatrer, hvis ikkeeksisterende tempoevner lægger voldsomme begrænsninger, men kan han bygge videre på Vueltaen, kan han måske jagte etapesejre i bjergene, køre lidt klassement i Vueltaen eller i ugelange løb, hvor enkeltstarten ikke er alt for afgørende.

Der er også grund til at være begejstret for Axel Zingle. Det er ikke mange, der har så flot en stagiaireperiode som mountainbikeren, der kørte med nogle af feltets bedste puncheurs og klatrere i de hårde endagsløb i Jura og Besancon. Selv er han også en puncheurtype, der kan begå sig i mellemkuperet terræn og kan spurte, og med fire top 8-placeringer på en god måned i efteråret er der grund til at have forventninger. Det vil i første omgang være i Coupe de France-løbene, men forhåbentlig også som etapejæger på WorldTouren og med lovende præstationer i Ardennerne.

En lidt lignende type er Alexis Renard, men han klatrer ikke så godt som Zingle. Det er også svært at få blodtrykket helt op i det røde felt af begejstring over potentialet, men man skal ikke kimse ad en 3. plads i Tour de Wallonie. Nogen stor vinder bliver han næppe, men med sin hurtighed skal man ikke udelukke, at han kan gøre det godt i nogle af Coupe de France-løbene.

Det skal også blive spændende at se, hvad luftforandringen gør ved Benjamin Thomas. På enkeltstarterne kan han næppe længere overraske, men der er plads til forbedring i linjeløbene. Vi skal ikke glemme, at han som kontinentalrytter blev samlet nr. 3 i Vallonien og nr. 4 i Luxembourg. Nu vil han igen se, hvad han kan gøre i ugelange etapeløb med en vigtig enkeltstart og ingen høje bjerge. Det skal blive spændende at følge.

Endelig er der den unge Hugo Toumire. Klatrerens resultater har været temmelig blandende, men en samlet 5. plads i Tour de l’Avenir er ikke helt uvæsentlig. Han kommer slet ikke til den professionelle verden som en ny Thibaut Pinot, Romain Bardet og David Gaudu, men forhåbentlig kan vi i den kommende sæson få en fornemmelse, hvad talentet rækker til.