Nedenfor giver vi en analyse af EF Education-EasyPost.

Ryttere, der bliver på holdet

Daniel Arroyave, Alberto Bettiol, Stefan Bissegger, Jonathan Klever Caicedo, Diego Andrés Camargo, Simon Carr, Hugh Carthy, Magnus Cort, Ruben Guerreiro, Alex Howes, Jens Keukeleire, Sebastian Langeveld, Lachlan Morton, Hideto Nakane, Neilson Powless, Jonas Rutsch, Tom Scully, Rigoberto Uran, Michael Valgren, Julius van den Berg

Nye ryttere

Esteban Chaves (Team BikeExchange), Merhawi Kudus (Astan-Premier Tech), Odd Christian Eiking (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Owan Doull (INEOS Grenadiers), Lukasz Wisniowski (Team Qhubeka NextHash), Mark Padun (Bahrain-Victoirous), James Shaw (Ribble Weldtite Pro Cycling), Marijn van den Berg (Equipe continentale Groupama-FDJ), Sean Quinn (Hagens Berman Axeon), Georg Steinhauser (Tirol KTM Cycling Team), Ben Healy (Trinity Racing)

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Ryttere, der forlader holdet

Tejay van Garderen (stopper karrieren), Julien El Fares (stopper karrieren), Moreno Hofland (stopper karrieren), Sergio Higuita (BORA-hansgrohe), Lawson Craddock (Team BikeExchange Jayco), Fumiyuki Beppu (stopper karrieren), Mitchell Docker (stopper karrieren), Logan Owen (?), Will Barta (Movistar Team), James Whelan (Team BridgeLane)

Hvordan gik transfersæsonen?

Man kan ikke fortænke EF-manager Jonathan Vaughters i at være en smule rundtosset. Det er nemlig lidt af en rutsjebanetur, hans hold har været på, siden de amerikanske opkomlinge i 2008 blev en del af det professionelle felt. Dengang blev de kendt som mandskabet, der år efter år hev en grand tour-kanin op af hatten i Touren, først med Christian Vande Velde i 2008, siden med Bradley Wiggins i 2009 og slutteligt med Ryder Hesjedal i 2010, inden rejsen mod toppen kulminerede med samme Hesjedals Giro-sejr i 2012. Undervejs er det endda også lykkedes at vinde hele fire af de fem monumenter.

Dengang var det et populært mandskab, der havde en tendens til at få det bedste ud af deres ryttere. Det endte sig imidlertid drastisk i de kommende år, hvor holdet i stedet blev kendt som stedet, hvor man absolut ikke skulle køre, hvis man havde sin karriere kær. Listen over ryttere, der faldt helt sammen efter skiftet til Vaughters og co., var alenlang, og faktisk blev det nærmest komisk, hvordan holdet mestrede den fine kunst at få det absolut minimale ud af selv det fineste talent.

Lige nu er der dog mere 2008-2012 over Vaugters’ tropper. I de seneste sæsoner er holdet igen blevet et af de eftertragtede, hvor langt de fleste synes at opleve en opblomstring. Trods et beskedent budget har Vaugters skabt et hold, der med et amerikansk præsidentudtryk har haft for vane ”to punch above their weight”, og stille og roligt er det blevet en del af den bedre halvdel af WorldTouren, senest illustreret i 2020 med Alberto Bettiols sejr i Flandern Rundt, Daniel Martinez’ sejr i Dauphiné, etapesejre i alle tre grand tours og ikke mindst Hugh Carthys 3. plads i Vueltaen.

Desværre blev 2021 ikke en succes. I en coronakrise er det nemlig ikke verdens fedeste beskæftigelse at sælge uddannelsesrejser, og derfor er EF Education, der i sin tid overtog en del af ejerskabet og reddede holdet fra et næsten stensikkert kollaps, blevet ramt hårdt af rejserestriktioner og parkerede fly. Derfor var det ikke uventet, at holdet endte som et af de mange, der måtte sætte rytterne ned i løn, og en overgang var der endda vedvarende rygter om holdets lukning.

Heldigvis blev skuden holdt oven vande, men det var med et mærkbart reduceret budget. Sep Vanmarcke, Michael Woods og Martinez forlod alle, hvad der kortvarigt lignede en synkende skude, og derfor kunne man allerede inden 2021-sæsonen forudsige, at det næppe ville blive noget stort år. Selvom der var et par højdepunkter undervejs, blev den seneste sæson bestemt heller ikke nogen synderlig succes, og holdets opstigen på langliste blev vendt. I stedet dumpede holdet ned på en beskeden 16. plads, slået af beskedne hold som Cofidis og Intermarché.

Heldigvis har Vaughters proklameret, at budgettet angiveligt er tilbage på noget, der ligner 2020-niveau, og nu forestår så processen med at genopbygge den trup, der delvist faldt fra hinanden sidste vinter. Det har dog ikke været nogen let opgave, og projektet er ikke lykkedes endnu. Ganske vist skiftes der voldsomt ud på holdet, hvor der hentes ikke færre end 11 nye navne, men det er småt med verdensstjernerne. Det er i hvert fald svært at finde en ny Vanmarcke, en ny Woods og en ny Martinez blandt de nytilkomne, der mest af alt tæller unge talenter eller ryttere, der hidtil ikke har fået det fulde ud af det potentiale, man tidligere anede. Heldigvis har Vaughters jo en god historik for netop at få folk til at blomstre op på et tidspunkt, hvor de var gået i stå, som vi så det med Neilson Powless og Michael Valgren i 2021, og derfor kan det ikke undre, at han forsøger sig med knap så etablerede navne i håb om, at der kan blive vendt rundt på tingene.

I den kategori kan man eksempelvis placere den eneste verdensstjerne, der skifter til holdet. Esteban Chaves har kurs mod at blive endnu en af de mange ryttere, der fik karrieren ødelagt af kyssesyge, og siden den første gang slog ham ud i 2018, er han aldrig blevet sig selv igen. Han har ved enkelte lejligheder vist, at han fortsat har et tårnhøjt topniveau - senest med hans dybt imponerende etapesejr på den første bjergetape i Catalonien i 2021 - men al hans stabilitet er forsvundet. Nu om dage kniber det endda med at køre klassement i kortere etapeløb, og som grand tour-rytter fungerer det slet ikke.

Det synes Vaughters at vide. I hvert fald annoncerede han i forbindelse med offentliggørelsen af skiftet, at han snarere ser Chaves som etapejæger og bjergtrøjevinder end den rytter, der tidligere var på podiet i Giroen og Vueltaen. Det var ellers nærliggende at se ham som en direkte erstatning for Martinez, men det skal vi næppe. Det er i hvert fald usandsynligt, at Chaves vinder Dauphiné eller ender som nr. 5 i Giroen, som Martinez gjorde i hhv. 2020 og 2021, og derfor bliver han næppe nogen stor resultat- eller pointmaskine. Målet må være at sørge for, at han kan finde lidt flere af de Catalonien-dage, han har haft alt for sjældent.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Så er chancen for vilde resultater nok større, når man ser på Mark Padun. Lige siden den professionelle debut i 2018, hvor han med etapesejr i Tour of the Alps kom flyvende fra start, har det stået klart, at talentet var stort, men alligevel kom det nok bag på mange, at det var så stort, at han to dage i træk kunne sætte det meste af verdenseliten på plads under årets Dauphiné. Bahrain lykkedes aldrig med at give ham bare antydningen af stabilitet, men Vaugters tror på, at Dauphiné fremover kan være reglen snarere end undtagelsen, nu hvor ukraineren har lært at spise rigtigt. I 2022 er det ambitionen, at han skal jagte grand tour-etaper via udbrud, men på sigt er drømmen, at han kan køre klassement i de store etapeløb. Om det projekt vil lykkes, er svært at spå om, for sådan er det altid med Padun, men ukraineren kan i den kommende sæson både ende som årets transferkup og årets transferflop.

Chaves og Padun er ikke de eneste klatrere, der hentes til holdet, men heller ikke blandt de andre navne, er der den klassementsrytter, der kan erstatte Martinez. Efter den fantastiske Vuelta skifter Odd Christian Eiking til holdet, men selvom det i 2021 endelig lykkedes for nordmanden at bekræfte det potentiale, vi har set alt for sjældent, er han puncheur mere end klassementsrytter. Ganske vist endte han som nr. 11 i Vueltaen, men løbet viste også, at han ikke er skabt til de høje bjerge. Det skal blive spændende at se, om han hos sit nye hold kan fortsætte de lovende takter, formentlig i rollen som etapejæger og fri rytter i Ardennerne, hvor han burde have store muligheder for at få et gennembrud, nu hvor holdet efter tabet af Woods er uden en oplagt toprytter.

I samme boldgade finder vi Merhawi Kudus, som Vaughters også håber at genrejse. Forventningerne til den unge eritreer var enorme, da han blev spået som den første sorte rytter i toppen af grand tour-klassementerne, men de er alle blevet gjort til skamme. Faktisk synes hans niveau kun at dale fra sæson til sæson, og det er tvivlsomt, om EF kan ændre mærkbart på den trend. Håbet er, at han kan køre offensivt i bjergene, men han ligner nok snarere en hjælper for Hugh Carthy og Rigoberto Uran.

Den sidste klatrestærke rytter, der skal genrejses, er James Shaw, men at kalde ham klatrer er en overdrivelse. Ligesom Eiking ligger hans spidskompetence i mellemkuperet terræn, og de evner gav ham topplaceringer i etapeløbene i både Norge og Slovenien. I tiden hos Lotto viste han ellers intet, og heller ikke hos Riwal blev det til det store, men i 2021 viste han, at han hører til på WorldTouren. Nogen stor vinder bliver han næppe, men i kuperede endagsløb og korte etapeløb samt som etapejæger har han potentiale.

Der hentes altså nogle dygtige ryttere til kuperet terræn, men der er ingen Martinez. Værre bliver det af, at holdet siger farvel til den anden af de tre colombianske stjerner, de havde i 2020. Denne gang er det Sergio Higuita, der siger farvel, og det må regnes som et tab. Ganske vist har colombianeren skuffet i de seneste to sæsoner, men han er trods alt kun 24 år og var uhyre lovende i 2019. For et hold, der i forvejen mangler profiler, gør det ondt at skulle sig farvel til så lovende en rytter. Så er det mere overskueligt, at Tejay van Garderen allerede i juni indstillede sin karriere, for siden 2. pladsen i Dauphiné i 2019 har han været så langt fra sit tidligere niveau, at han selv nåede til erkendelsen, at det ikke gav den store mening at fortsætte.

Det må også regnes som en svækkelse, at holdet siger farvel til Will Barta. Det er klart, at han aldrig bliver nogen markant vinder, men vi så hans potentiale i Vueltaen i 2020, hvor han kun med det alleryderste af neglene blev slået af Primoz Roglic på enkeltstarten, og hvor han klatrede godt nok til at ende som nr. 22 i klassementet. 2021 var til skraldespanden, men hans potentiale synes ikke udtømt. På samme måde er det ærgerligt at miste den mere erfarne Lawson Craddock, der stadig er en fornuftig temporytter og er en solid hjælper i de fleste terræner.

Knap så udtalte er ændringerne i fladere terræn og i klassikerne. Mest markant er det, at holdet henter Owain Doull, der jo startede så lovende i Tour of Britain, inden han blev professionel, men aldrig kom i nærheden af at vise samme potentiale hos Ineos. Nu skifter han væk for at komme til et hold, hvor han får mere plads - blandt andet til at køre sin blot anden grand tour i sin sjette WorldTour-sæson - men der er ingen tegn i sol, måne og stjerner på, at han står foran en karriere som andet end den hjælper, han også var på sit tidligere hold. Det samme gælder for Lukasz Wisniowski, der havde sit livs dag, da han i sin tid blev nr. 2 i Omloop Het Nieuwsblad (bag sin nye holdkammerat Michael Valgren), men som ikke har de spidskompetencer, der gør ham til andet end god støtte for kaptajerne.

Heldigvis er tabssiden heller ikke så markant. Moreno Hofland var jo i sin tid en lovende sprinter, men han har igennem flere sæsoner oplevet en af de mere markante deroutes og ender nu karrieren som følge af skader Veteranerne Mitchell Docker, Julien El Fares, som ellers har haft en fin karriere, og Fumiyuki Beppu, der mest af alt sørgede for at pleje de japanske sponsorforbindelser, vil heller ikke blive savnet for mere end deres rutine. Mere overraskende er det måske, at Logan Owen må sige farvel, netop som han i efteråret vel viste sine hidtil bedste takter, men da han i de foregående tre et halvt år aldrig fik bygget videre på løfterne fra Axeon, kan man nok ikke undre sig over, at tålmodigheden alligevel slap op. Det gjorde den også med den tidligere vinder af U23-udgaven af Flandern Rundt, James Whelan, der også blot fandt ind i en rolle som helt anonym hjælper og aldrig for alvor har vist et mere lovende potentiale.

Det andet ben i Vaughters’ typiske indkøbsstrategi er et stort fokus på unge talenter, og det afspejler sig også tydeligt i årets handler. Ikke færre end fire unge ryttere bliver professionelle på det amerikanske hold, og der er nogle spændende navne iblandt dem. Mest interessant er det vel, at holdet satser på en ung sprinter, selvom de i flere år har været temmelig passive på det område. Her har de til gengæld sikret sig et af de mest lovende navne, idet det lykkedes at lokke Marijn van den Berg væk fra FDJ, hvor han ellers er ”opvokset”. Med to sejre i Tour de l’Avenir og ikke færre end syv sejre i alt har han vist et enormt potentiale, men han er mere end bare en sprinter. Således falder han i den holdbare kategori, som han viste med blandt andet end 3. plads i Paris-Tours og en 8. plads på den ganske klatretunge VM-rute, og dermed passer han godt ind på EF, der sjældent har satset på klassiske sprintere. Fraværet af hurtige folk gør, at han burde få en del chancer allerede med det samme, og han fremstår som lidt af et kup, Vaughters kun kan være tilfreds.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Holdet har dog traditionelt haft mere appel til klatrere, og det er da også her, de har været mest aktive. Således fik de fat i Sean Quinn, der siden sin 6. plads i Baby-Giroen i 2019, hvor han blot var 19 år gammel, har været hypet som et a de mest spændende amerikanske talenter. Siden har der været lidt længere mellem snapsene, men potentialet så vi i år, hvor han i kamp med professionelle hold endte som nr. 8 samlet i Tour de Wallonie og vandt et endagsløb i Portugal. Hans lidt sparsomme optræden i Europa gør, at hans fremtidige muligheder er svære at give en præcis vurdering af, men lovende er han - og som amerikaner passer han perfekt ind på holdet.

Endnu mere lovende er Georg Steinhauser måske. Tyskeren imponerede meget i 2021, hvor han blev nr. 8 mod flere unge WorldTour-ryttere i Tour de l’Ain, vandt en bjergetape i bjergløbet Valle d’Aosta og blev nr. 2 bag Carlos Rodriguez på den sidste bjergetape i Tour de l’Avenir. Hans far, den tidligere professionelle rytter Tobias Steinhauser, har insisteret på, at han skal færdiggøre sin uddannelse, inden han kaster sig helt ud i cykeltilværelsen, og derfor har hans program hidtil været en anelse reduceret. Det vil det også være i 2022, og derfor kan det sagtens være, at han vil skulle bruge lidt længere tid på at bryde fuldt igennem. I det lys er hans resultater imidlertid også desto mere imponerende, og han må vel betegnes som den mest lovende tyske etapeløbsrytter lige nu.

Det sidste nye talent er Ben Healy. Han er en anelse sværere at kategorisere, men han fik store overskrifter, da han i 2019 blev den yngste etapevinder i Tour de l’Avenir nogensinde. I år fulgte han op med etapesejr i det andet store U23-etapeløb, Baby-Giroen, hvor han også endte som nr. 12 samlet, men at kalde ham klatrer vil være en overdrivelse. Snarere skal han nok regnes som en ardennertyper og etapejæger, der klatrer godt i mellemhøje bjerge. Den slags typer er sjældent de helt store pointmaskiner - i hvert fald når man ikke har den eksplosivitet, Healy ikke synes at have alt for meget af - men han har åbenlyst en evne til at gøre det færdigt. Han er derfor en lidt mere diffus type, men har utvivlsomt fortjent sin chance på højeste niveau.

Vaughters har således helt åbenlyst haft en dygtig og heldig hånd i sin rekruttering af unge talenter, hvor det er lykkedes ham at få fingre i flere af de mest spændende navne, måske særligt Van den Berg, Steinhauser og Quinn. Det hjælper ham bare ikke på kort sigt, og det er svært at se, at EF i 2022 vil være mærkbart bedre end i en 2021-sæson, der brød deres fine momentum. Tabet af Higuita gør ondt, og det er svært at se den meget svingende og betydeligt ældre Chaves som en fuldgod erstatning. Til gengæld har Padun-investeringen potentialet til at blive en af årets bedste, hvis det lykkes at give ham den konsistens, han i ekstrem grad har manglet. Eiking og Shaw er bestemt heller ikke uden interesse, men generelt mangler der stjernestøv og garantier over de nye ryttere, der mest af alt bærer præg af at være den bløde mellemvare, som forhåbentlig kan lykkes med hos EF at lægge flere procent til deres niveau. Det har Vaughters heldigvis haft succes med på det sidste, men det er alligevel svært at tro, at det er denne transfersæson, der bringer EF meget nærmere toppen af diverse ranglister trods den angiveligt forbedrede økonomi.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Med Johan Vansummeren, Dan Martin og Alberto Bettiol er det lykkedes for holdet at vinde fire af de fem monumenter på mindre end 10 år, men det til trods har holdet aldrig været en decideret nøglespiller i klassikerne. Da Martin var bedst, havde de altid en af de store favoritter i Ardennerne, mens holdet også lavede en stor brostenssatsning med Sep Vanmarcke og fik gode resultater med Michael Woods, men truppen har ofte været relativt smal, og derfor har resultaterne også været svingende.

De økonomiske problemer kostede dem både Vanmarcke og Woods, og derfor var forventningerne frem mod 2021 begrænsede. I stedet skulle Bettiol og nyerhvervelsen Michael Valgren løfte ansvaret, men desværre gik det slet ikke. Italieneren led af manglende form som følge af en tarmsygdom, og det var først i efteråret, at Valgren blev genfødt. Alligevel lykkedes det på utrolig vis for holdet at vinde en stor klassiker, da Neilson Powless choksejrede i San Sebastian.

Selvom holdet som nævnt ikke har styrket sig mærkbart på klassikerfronten, er der grund til at være relativt optimistisk. Bettiol har ganske vist fået et tilbagefald af sin sygdom, men han er fortrøstningsfuld i forhold til at nå at blive klar i tide. Lykkes det, kan han vise sig skræmmende stærk. I 2019 kørte han fra alt og alle i Flandern Rundt, og havde han ikke tøvet, er det sandsynligt, at han var kørt med Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe i samme løb sidste år, hvor han lignede fjerdestærkeste mand. I 2021 nåede han et skræmmende højt niveau i Giroen, inden han overraskede stort til OL på en rute, der ellers var alt for hård, indtil krampen ramte ham. En Bettiol i topform hører formentlig til blandt de tungeste favoritter i Strade Bianche, hvor han allerede var flyvende i 2019 (indtil krampen nok engang ramte ham hårdt) og 2020 og i de hårdeste flamske klassikere som Omloop, E3 og Flandern Rundt. Amstel, der kalendermæssigt burde passe ham bedre i år, passer ham også glimrende, og hvis han er frisk på at gå hele vejen, burde han med sine nye klatreevner også være i stand til at gøre det godt i Liege, selvom han næppe vil være favorit.

I det hele taget kan EF blive ganske spændende i de hårde brostensløb. Valgren viste i efteråret, at der var en grund til, at han vandt to klassikere i 2018, og hvis han kan genfinde det niveau, ved vi, at han kan være med i Flandern Rundt, hvor han er blevet nr. 4, og Amstel Gold Race, som han har vundet. Omloop, som han også har vundet, og E3 er også glimrende muligheder, om end den kortere distance svækker ham, og også han klatrer godt nok til at gøre det hæderligt i Liege, hvor også han dog kun vil være outsider. Strade Bianche burde også passe ham, men alt sammen er det på betingelse af, at han finder sit niveau. Frygten er, at han i dag skal bruge en grand tour for at gøre motoren varm, for i 2019, 2020 og 2021 var det først efter Touren, at han var flyvende. Forhåbentlig når han at blive varm denne gang.

De to kaptajner er ikke alene. De sekunderes af Stefan Bissegger, der har et stort potentiale i brostensløbene, men vi har også set, at han foreløbig mangler noget holdbarhed. Efter at have været ramt hårdt af senfølger af covid genfandt Jens Keukeleire også så fine takter i Vueltaen, at han burde kunne være en god hjælper, mens det nok desværre er slut for Sebastian Langeveld med at bidrage med andet end sin erfaring. Man kan også håbe, at Owain Doull kan rejse sig i nye omgivelser, men i sin tid hos Ineos var det svært at se tegn på, at han vil være andet end hjælper. 2022 kunne også være året, hvor Jonas Rutsch slår igennem, efter at han var ganske tæt på at gå i top 10 i sidste års kaotiske Roubaix, hvor han fik glæde af sin store motor. Endelig burde Marijn van den Berg også være den sprintertype, der kan begå sig i klassikerne, og han kunne være interessant at følge i eksempelvis Kuurne og Wevelgem, selvom det nok er en anelse tidligt at forvente de helt store resultater.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Magnus Cort vil også fokusere mere på klassikerne, men har klogelig droppet brostensløbene, hvor hans positionering altid har været et problem. Man kan også frygte, at en årsag til de manglende klassikerresultater er, at hans gode restitution aldrig kommer ham til gode i endagsløb, men der er løb, der passer ham. Top 10 i Strade Bianche er ikke uden for rækkevidde, men det vil nok kræve, at han anticiperer mere klatrestærke og eksplosive typer. Bedre chance har han i Milano-Sanremo, hvor han ikke vil være favorit, men hvor han i en spurt vil være i stand til at være med i front, hvis han med hjælp fra eksempelvis Bettiol får positioneret sig rigtigt. Det samme gælder i Amstel, hvor han med den nye, flade finale i en lidt lettere udgave har en reel chance for at spurte med om sejren, som han også vil have det i Frankfurt, i hvert fald hvis løbet er hårdt. Planen er også at køre med i Liege, men her vil det overraske, hvis han kan være med helt fremme.

For de ovennævnte gælder, at Ardennerne ikke er hovedmålet. Det vil de til gengæld være for Neilson Powless, der overraskede stort med sin sejr i San Sebastian og en 5. plads ved VM. Nu vil han satse mere på endagsløb, men det er egentlig lidt spøjst, at det gik så godt i 2021. Han er nemlig ikke prototypen på en endagsrytter, og hans resultater kom ved at anticipere. Det er tvivlsomt, om resultaterne kan gentages i den kommende sæson, men hans udvikling skal blive spændende at følge.

Anderledes er det med Ruben Guerreiro og Odd Christian Eiking, hvis punch er skabt til endagsløb, men begge har deres gennembrud i klassikerne til gode. Guerreiro i 2020-form og Eiking i 2021-form er dog en spændende duo, der måske endda kan få colombiansk selskab. Esteban Chaves er ikke, som da han vandt Lombardiet i 2016, men han var trods alt i top 10 i Fleche Wallonne i 2021 og kan gøre det hæderligt. Det samme kan eksplosive Rigoberto Uran, der før har gjort det godt i Lombardiet, men aldrig har fået det til at fungere i Ardennerne. Simon Car imponerede stort i Strade Bianche sidste år, men fandt aldrig igen samme niveau. Satser han på Ardennerne, burde det dog være løb, der kunne passe ham. Endelig burde James Shaw med sin fine kørsel i 2021 kunne gøre det pænt.

I efteråret har Valgren som sagt for vane at være flyvende, og i en hård udgave af Bretagne Classic, hvor han tidligere har været med helt fremme, og i de canadiske klassikere kan køre med om sejren, mens han finder den forrygende VM-form, han har hvert år. Samme løb passer også godt til Bettiol, der gør har gjort det fint i Canada, ligesom de eksplosive finaler på den anden side Atlanten kunne være gode Odd Christian Eiking og Ruben Guerreiro samt Magnus Cort, hvis ikke han er aktiv i Vueltaen. Van den Berg kunne få chancen i Hamburg, der dog nok er en anelse for let, samt i Bretagne, hvis det samles til en spurt. Endelig har Chaves og Uran før spurtet mod hinanden om sejren i Lombardiet, og selvom de desværre ikke har samme niveau, kan man håbe, at de kan være med i kampen om i hvert fald en top 10, ligesom Powless, Guerreiro, Eiking og Carr alle burde kunne gøre det ganske fornuftigt i det italienske monument.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

EF har gennem årene haft ganske god succes i grand tours, naturligvis med sejren i Giroen i 2012 som det store højdepunkt. Så sent som i 2020 var de senest på podiet med Hugh Carthy i Vueltaen, og generelt har holdet haft et relativt stort fokus på at køre klassement. Som etapejægere har de dog også gjort det glimrende, som vi senest så i Vueltaen, hvor Magnus Cort vandt tre etaper, og i Giroen i 2020, hvor holdet vandt med både Jonathan Caicedo og Ruben Guerreiro, der tillige erobrede bjergtrøjen.

Holdet vil formentlig også satse på begge dele i 2022, men planerne er ikke endelig meldt ud. Manager Jonathan Vaughters har dog indikeret, at etapesejre og bjergtrøjer måske vil spille en større rolle fremover, og at klassementerne måske vil blive neddroslet en anelse. Det er da også kun Hugh Carthy og Rigoberto Uran, der kan ventes at satse på den samlede stilling i de lange etapeløb.

Holdet har i skrivende stund ikke udmeldt planerne for kaptajnerne, og faktisk kan det være lidt svært at gætte, hvordan de fordeler opgaverne. Uran er ikke blevet bedre gennem de seneste år, og efter at hans podieambitioner bristede på dramatisk vis mod slutningen af Touren i 2021, er det ikke helt givet, at holdet igen vil satse hele butikken på den aldrende kaptajn i den kommende udgave af det franske løb. Carthy har endnu ikke forsøgt sig som klassementsrytter, men årets rute med en nervøs og stressende uge passe ham ingenlunde.

Det gør Giroen derimod. Igen i år er finalestigninger meget stejle, og det vil den tidligere vinder på Angliru elske. Antallet af enkeltstartskilometer er tillige få, og det burde derfor være en rute, der på alle måder appellerer til den langlemmede brite. Det vil ikke være helt ulogisk, hvis holdet rejser til Italien med samme strategi som i 2021, dvs. med en ambition om at få Carthy på et grand tour-podium for anden gang i karrieren. Det kunne passende kombineres med endnu en satsning i Vueltaen, hvor han har haft så stor succes, men man kunne også sagtens se ham køre en Giro-Tour-double med fokus på etapesejre i Frankrig. Uanset hvad er endnu en top 3 ikke uden for rækkevidde, hvis han genfinder det tårnhøje niveau fra 2020, men det kræver en forbedring i forhold til et 2021, hvor han aldrig fandt sit niveau.

Hvad vil Uran så? Han har tidligere proklameret, at han gerne vil satse fuldtonet på Vueltaen, hvor han endnu ikke har været på podiet. En spansk top 3 vil fuldende hans hattrick, og man kan derfor ikke udelukke, at holdet lader ham fokusere på årets sidste grand tour. Lige nu er der ganske vist ikke meget, der tyder på, at niveauet stadig rækker, men det vil i hvert fald være en mere realistisk ambition end endnu et Tour-podium. Endnu en tur til Frankrig er dog også ganske mulig, hvis Vaughters insisterer på at have en klassementsrytter i årets største løb.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Uanset hvad har den amerikanske manager klart signaleret, at der vil være et større fokus på etapesejre. I det lys kunne man sagtens forestille sig, at holdet tog til Touren alene med det formål at vinde etaper, også fordi Urans kollaps i den tredje uge og det efterfølgende meget magre udbytte af Touren vidner om, hvor farligt det er at satse alt på en klassementsrytter. Der vil formentlig være meget fokus på etapesejre i alle tre løb, måske med undtagelse af det løb, hvor de satser fuldtonet på Carthy - et løb, der altså meget vel kunne være Giroen.

Hvem kan så vinde de etaper? Mest oplagt er naturligt Magnus Cort, der jo senest i Vueltaen cementerede sin status som en af feltets bedste etapejægere. Med den danske start vil han fokusere på Touren, der ikke giver helt så mange muligheder for hans ryttertype. Det er dog tidligere lykkedes ham at vinde i Frankrig, og det kan han gøre igen. Derefter virker det heller ikke helt usandsynligt, at han skal jagte mere succes i den Vuelta, der passer ham så godt. Michael Valgren vil utvivlsomt også satse stort på en Tour med et dansk aftryk, og hvis han som nævnt ovenfor ikke behøver at gennemføre en grand tour for at finde sin bedste form, har han med sit 2021-niveau utvivlsomt klassen til at lykkes.

Holdet har også gode optioner i bjergene. I forbindelse med kontraktunderskrivelsen blev det meldt ud, at Esteban Chaves nu skal jagte etaper (og måske bjergtrøjer) og ikke længere klassementer. Som vi så i Catalonien, kan hans topniveau fortsat være tårnhøjt, og selvom det kniber med stabiliteten og restitutionen, vidner det om, at han måske godt kan lykkes i en etapejægerrolle. Her har holdet også Ruben Guerreiro, der allerede har vundet i Giroen og trods et skidt 2021 stadig synes i fremgang, ligesom Simon Carr meget vel også kunne have en god chance, hvis han finder sit niveau på et mere stabilt niveau end i 2021. Endelig har holdet også Odd Christian Eiking, der ikke er skabt til de høje bjerge, men har alle karakteristika til at vinde en mellemetape, nu hvor han har fundet den stabilitet, han hidtil har manglet.

Endnu bedre chance har Neilson Powless og Alberto Bettiol. Italieneren var ganske uhyggelig i Giroen sidste år, hvor hans gyldne form blev kronet med en suveræn solosejr, og hvis han genfinder samme niveau, vil han kunne gentage den bedrift. Han har indikeret, at det skal være i Giroen, men en kombination af både Giroen og Touren virker heller ikke helt urealistisk. Powless vil formentlig igen satse på Touren, som han sætter højt, og med det enorme fremskridt, han gjorde i 2021, og den imponerende udbryderrolle, han havde i 2021, har han de helt rette forudsætninger for at få sin sejr.

Den helt store joker er Mark Padun. Ukraineren har gjort det klart, at han gerne vil være klassementsrytter, men Vaugters har i første omgang lagt op til, at han i 2022 skal vinde en etape i Touren. Hvis det vitterligt lykkes for amerikanerne at få bragt noget stabilitet ind i stortalentet, var Dauphiné et klart vidnesbyrd om, at den mission kan lykkes - måske endda flere gange - og så tør man heller ikke helt udelukke, hvad der kan ske i klassementet. Måske rimer ustabilitet ikke på et samlet resultat, men med Padun vil det være dumt at udelukke noget.

En af de helt store satsninger vil komme med Stefan Bissegger på Tour-enkeltstarten i København. EN kort, teknisk enkeltstart rimer i den grad på schweizeren, der i 2021 var nærmest skræmmende på sådanne ruter, og det virker derfor helt realistisk at tro, at vi kan få en ung schweizer i den første gule trøje i Danmark - især hvis han kører som på den korte enkeltstart i Benelux Tour. Til gengæld mangler han formentlig stadig over længere distancer til at kunne være med i kampen om sejren på den sidste af de to enkeltstarter. Også Bettiol og Cort kan køre nogle glimrende enkeltstarter i deres grand tours.

Til gengæld skal vi ikke regne med at se holdet deltage i massespurter. Man kan ikke udelukke, at Marijn van den Berg skal have chancen i Vueltaen, men det vil mest være for at opbygge erfaring. Og så ved vi jo, at Cort kan gøre det færdigt i en reduceret massespurt på nogle af de hårde dage, men det er vist definitivt slut for ham med at deltage i de store massespurter i grand tours.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

EF har ikke alt for mange klassementsryttere, men hvor de i grand tours er begrænset til Rigoberto Uran og Hugh Carthy, er paletten formentlig lidt bredere i de ugelange løb. Begge de to stjerner vil naturligvis også være hovedfokus her. Briten er dog ikke skabt til kortere løb, hvor hans holdbarhed ikke på samme måde kan folde sig ud, og selvom han endte som nr. 2 i Tour de Suisse i 2021, er det nok slut for colombianeren med at stræbe efter de allerstørste resultater i etapeløbene.

Det er også sandsynligt, at Mark Padun skal prøve sig af. Ambition er at blive klassementsrytter, og første skridt er at begå sig i de kortere løb. Han lider voldsomt under en ikke alt for imponerende enkeltstart, men 2021 kan forhåbentlig give en fornemmelse af, hvor langt potentialet rækker. Esteban Chaves skal måske ikke køre klassement i grand tours, men i kortere løb kan han forsøge sig. Med sit niveau fra Catalonien kan han gøre det pænt, selvom hans enkeltstart desværre nu er blevet så svag, at det vil hæmme ham voldsomt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Holdet har også andre optioner. Med sit hævede niveau burde Neilson Powless i de korte løb kunne køre nogle fornuftige klassementer, især hvis han kan genfinde sin forsvundne enkeltstart. Det vil også være oplagt at lade Ruben Guerreiro, Odd Christian Eiking og ikke mindst Simon Carr forsøge sig, men deres enkeltstart vil være en gigantisk hæmsko. Faktisk er holdets bedste chance for at vinde et kort etapeløb nok Benelux Tour, der burde passe som fod i hose til Alberto Bettiol, hvis han vælger at give det et skud i et løb, der også passer glimrende til Michael Valgren.

Holdet har også nogle yngre navne. Den mest erfarne er Diego Camargo, der kom til Europa med store forventninger efter sejre i både elitens og U23-rytternes udgave af Vuelta a Colombia i 2020. Han havde det svært i 2021, men i Vueltaen var der tegn på, at han var ved at være klar. Han vil måske kunne forsøge sig som klassementsrytter i ny og næ. Det samme gælder for de unge Sean Quinn og Georg Stenhauser, hvortil vi dog i første omgang ikke kan have de allerstørste forventninger, mens James Shaw har vist, at han i hvert fald kan begå sig i mindre etapeløb uden enkeltstart og høje bjerge.

Holdets sprinterambitioner er yderst begrænsede. Magnus Corts større fokus på endagsløb betyder, at der nok er grænser for, hvor mange etapeløb han vil køre, men som vi så i Paris-Nice, kan han stadig vinde en spurt efter en hård dag. På hans program kunne man finde Paris-Nice, Tirreno, Catalonien, Dauphiné og/eller Tour de Suisse, og her kunne der være muligheder. Holdets eneste rigtige sprinter er dog Marijn van den Berg, der efter sit flotte Tour de l’Avenir bliver spændende at følge i WorldTour-løbene, hvor også han vil foretrække de hårdere etaper.

Enkeltstarter vil spille en stor rolle i kraft af Stefan Bissegger. Schweizeren vandt to WorldTour-enkeltstarter i 2021 og er stadig i en rivende udvikling. Hvis ikke ruterne er for kuperede, vil han stille op som en af de tungeste favoritter på alle årets enkeltstarter i de kortere etapeløb, og det vil være svært overraskende, hvis ikke han vinder et par sejre. Det bliver også interessant at se, om Cort og Bettiol kan fortsætte deres spændende takter i den individuelle disciplin, hvor også Tom Scully under Vueltaen genfandt lidt af fordums styrke.

Holdet har traditionelt haft en relativt begrænset løbskalender, men som vi så i efteråret, hvor Michael Valgren vandt i Toscana og Coppa Sabatini, deltager de af og til i mindre endagsløb uden for WorldTouren. Grundet den sprinterfattige trup vil det ofte være mere kuperede begivenheder, hvor ryttere som Bettiol, Cort, Eiking, Guerreiro og Valgren burde have en fin chance for at bidrage til en sejrstotal, der kan blive udfordret af manglen på hurtige folk.

Hvem kan overraske?

Holdets massive investering i unge folk betyder, at der er masser af ryttere med potentiale for at overraske. Blandt disse er naturligvis Mark Padun. Man kan diskutere, hvor meget overraskelse endnu et topresultat vil være, når nu han to gange har vist hele verden, hvor tårnhøjt hans topniveau er, men det kan blive endnu bedre. Talentet viste han jo allerede for mange år siden, og hans store problem har hidtil været det totale fravær af stabilitet. Sidstnævnte er naturligvis forudsætningen for enhver klassementssatsning, men hvis Jonathan Vaughters får held med sin diætistplan, der skal udrydde de ernæringsproblemer, Padun hidtil har haft, skal man aldrig udelukke, at han kan ende som årets grand tour-komet - også selvom ambitionen i første omgang ”bare” er etapesejre.

I samme kategori finder vi Stefan Bissegger. Med to WorldTour-sejre i den seneste sæson vil intet vel næsten være en overraskelse, men hvis man ser på den enorme udvikling fra 2020 til 2021, tør man ikke sige, hvor meget der vil ske det kommende år. Erobrer han den gule trøje i København og bliver en konsekvent trussel mod Filippo Ganna på i hvert fald kortere enkeltstarter, vil han kunne cementere sin status som en af de absolutte tempogiganter. Om han så også kan slå igennem i brostensklassikerne, er på dette tidlige tidspunkt nok fortsat en smule mere tvivlsomt.

Hvis Padun mangler stabilitet, er det næsten for intet at regne mod Simon Carr. Briten har på samme vis som ukraineren været meget flygtig med sine formtoppe, der ofte kommer lige så pludseligt, som de forsvinder. Han nåede imidlertid i de forrige sæsoner i blandt andet Ordizia og Arctic Race at give prøver på sit talent, og det samme så vi i årets Strade Bianche og på Giroens kongeetape, hvor han ene mand flåede feltet i stumper og stykker. Det var vel også næsten det sidste, vi så til ham i 2021, men kan han ramme det niveau mere stabilt, bliver han en spændende i bjergene, selvom hans enkeltstart vil lægge begrænsninger på mulighederne som klassementsrytter.

Klassementsambitionerne synes Neilson Powless at have lagt på hylden, men til gengæld har han fået smag for de kuperede endagsløb. Sejr i San Sebastian og en 5. plads ved VM siger rigeligt, og nu er spørgsmålet, om han kan fortsætte sin rivende udvikling. I sin tid var han jo regnet som den næste amerikanske komet, og hvis der med et par års forsinkelse endelig er kommet hul igennem til talentet, kan det blive rigtigt godt. Desværre mangler han stadig mange af de mest oplagte karakteristika for en endagsrytter, og man kan derfor heller ikke udelukke, at han kan genfinde sine evner som klassementsrytter, nu hvor han er tilbage på sporet. Verdenseliten er i hvert fald ikke langt væk længere.

Det er den fortsat for Jonas Rutsch, der er en af feltets mere spøjse skikkelser. Den næste to meter høje gigant har blikket rettet mod klassikerne, men af og til levere han nogle højst overraskende præstationer i bjergene, som da han blev nr. 26 på en bjergetape i Touren og nr. 15 på en bjergenkeltstart i Schweiz. Det er dog 11. pladsen ved det første Paris-Roubaix, der fortæller, hvor hans virkelige muligheder er, og forhåbentlig får vi i det kommende forår at se, hvorfor han allerede har vundet de unges Gent-Wevelgem.

En anden spændende skikkelse er Diego Camargo. Sidste år skrev han historie ved at vinde både de unges og de ældres udgave af Vuelta a Colombia, og det skabte en del hype om hans potentiale. Det var svært i 2021, hvor han led under sin nærmest ikkeeksisterende erfaring i Europa, men nu tyder på, at den stejle læringskurve begynder at bære frugt. Det så i hvert fald lovende i på kongeetapen i Vueltaen, og når man ser på, hvor stort et efterslæb han havde ved årets start, skal man bestemt ikke udelukke, at hans talent pludselig kan komme til udfoldelse i bjergene i den kommende sæson.

Blandt de nye ryttere er det Marijn van den Berg, Georg Steinhauser og Sean Quinn, der synes mest interessante, også selvom man altid skal være lidt varsom med at forvente for meget i det første år. Størst chance for umiddelbar succes har nok Van den Berg, der i den seneste sæson allerede var en af de allermest lovende U23-sprintere, særligt med de to etapesejre i Tour de l’Avenir. Som holdets eneste sprinter burde han få al den udfoldelsesmulighed, han gerne vil, og det skal blive uhyre interessant at se, hvor langt hans fart rækker på WorldTouren, og hvor meget holdbarhed i de store løb, han har. Han er i hvert fald meget mere end den klassiske sprinter.

Steinhauser skal nævnt ovenfor også fokusere på sin skole, og derfor kan udviklingskurven blive lidt mindre stejl, men potentialet som etapeløbsrytter er stort. Det er ikke, hvem som helst der bliver nr. 9 i Tour de l’Ain, selvom man stadig bruger en stor del af sin tid på at studere, og derfor kan det blive rigtigt godt, når engang al fokus er på cyklen. Også Quinn har allerede vist, at han kan begå sig i professionelt selskab, og 2022 skal forhåbentlig give en fornemmelse af, om vi her taler om den næste store amerikanske etapeløbsrytter.