Nedenfor giver vi en analyse af BORA-hansgrohe.

Ryttere, der bliver på holdet

Giovanni Aleotti, Cesare Benedetti, Emanuel Buchmann, Matteo Fabbro, Patrick Gamper, Felix Grossschartner, Lennard Kämna, Wilco Kelderman, Patrick Konrad, Martin Laas, Jordi Meeus, Anton Palzer, Nils Politt, Lukas Pöstlberger, Maximilian Schachmann, Ide Schelling, Matthew Walls, Frederik Wandahl, Ben Zwiehoff

Nye ryttere

Sam Bennett (Deceuninck-Quick Step), Danny van Poppel (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Aleksandr Vlasov (Astana-Premier Tech), Sergio Higuita (EF Education-Nippo), Jai Hindley (Team DSM), Marco Haller (Bahrain-Victorius), Jonas Koch (Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux), Ryan Mullen (Trek-Segafredo), Shane Archbold (Deceuninck-Quick Step), Cian Uijtdebroeks (Team Auto Eder), Luis-Joe Lührs (Team Auto Eder)

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ryttere, der forlader holdet

Peter Sagan (TotalEnergies), Pascal Ackermann (UAE-Team Emirates), Daniel Oss (TotalEnergies), Marcus Burghardt (?), Maciej Bodnar (TotalEnergies), Rüdiger Selig (Lotto Soudal), Andreas Schllinger (stopper karrieren), Erik Baska (Dukla Banska Bystrica), Michael Schwarzmann (Lotto Soudal), Juraj Sagan (TotalEnergies)

Hvordan gik transfersæsonen?

Der findes forskellige veje til at nå verdenstoppen. Man kan gøre som Sky/Ineos, der kun i de senere år har haft held med at udvikle egne navne og i vidt omfang er blevet et storhold ved at bruge en fed tegnebog til at skrive kontrakt med den ene verdensstjerne efter den anden. Man kan gøre som Jumbo-Visma, der var helt nede at skrabe bunden, men nu har nået toppen, næsten udelukkende ved at finde ryttere, de selv har udviklet.

Endelig er der Bora-modellen, der er ganske særegen, og som har ført det engang så beskedne tyske hold så langt, at det i dag må regnes som et af de allerbedste. Manager Ralph Denk startede som et beskedent kontinentalhold, der langsomt voksede i graderne, først ved som totale underdogs at begynde at få wildcards til de store løb, indtil man blev så store, at en storsponsor stod klar med nogle millioner. De blev brugt til at sikre en verdensstjerne, der i alt væsentligt var alene om at score point på et hold, der ellers i alt væsentligt bestod af de samme ”underdogryttere” som tidligere. Mens Sagan stod for opmærksomheden, udvikledes de mange talenter stille og roligt, og da stjernen pludselig holdt op med at præstere i 2019, var de unge drenge blevet så gode, at holdet havde tilstrækkelig bredde til alligevel, endte som verdens nr. 2 på verdensranglisten, hvor det foreløbige højdepunkt blev nået.

Denks Bora-hansgrohe-mandskab er altså gået fra at være Team Sagan til i dag at være et helstøbt hold, der kan begå sig i ethvert terræn. Mest tydeligt er det blevet i de seneste tre år, hvor Sagan, der ellers altid havde monopol på en top 5-placinger på verdensranglisten, i alt har vundet færre end 10 cykelløb og er raslet ned af ranglisten til først en 11. plads, siden en placering som nr. 45 og efter denne sæson nu blot som nr. 57. Alligevel blev Bora altså nr. 2 i 2019, og med nu to 6. pladser i træk har holdet endegyldigt cementeret sin position som et af de faste tophold.

Tiden som Team Sagan er altså for længst overstået, og derfor er det slet heller ikke nogen katastrofe, at Sagan-æraen slutter nu. Allerede i foråret signalerede Denk klart, at de mange Sagan-millioner var brugt bedre end på den slovakiske superstjerne, for selvom der stadig knytter sig enorm opmærksomhed til sportens måske største navn, har Denk altid været drevet af det sportslige. Derfor gjorde han det hurtigt klart, at det var tid til et farvel til rytteren, der mere end nogen anden har defineret holdet, og når man ser på, hvor meget han i stedet har fået ud af Sagan-millionerne, står det vist klart, at det ikke var noget dumt valg - i hvert fald ikke ud fra en sportslig betragtning.

Denk har endda benyttet den milepæl, som Sagans farvel naturligvis er, til at tage sin strategi op til overvejelse. I de senere år er holdet som sagt blevet mere helstøbt, og Sagans brostensklassikere har spillet en mindre udtalt rolle. I stedet satses der nu i langt, langt højere grad på etapeløbene, der bliver det nye fokus, og mange af de frigivne millioner er brugt på en serie spændende etapeløbsryttere. At Denk virkelig mener det, når han siger, at der skal ske noget nyt, bliver helt klart, når han samtidig siger farvel til sin trofaste følgesvend Enrico Poitschke, der har en fremtrædende sportsdirektør. Denk har selv indrømmet, at det følelsesmæssigt var en svær beslutning at sætte en ven på porten, men kynismen rakte langt nok til at erstatte ham med Rolf Aldag, der med sin enorme rutine nu skal videreføre projektet med det helt nye perspektiv, han kan tilføre.

Det bliver altså særligt på etaleløbsfronten, at Aldag skal levere resultater. Med Wilco Kelderman, Emanuel Buchmann, Patrick Konrad og Felix Grossschartner havde holdet allerede hele fire ryttere, der har været i top 10 i grand tours inden for de seneste tre år, men det var slet ikke nok. De suppleres nemlig med ikke færre end tre nye ryttere, der alle enten har været i top 4 i en grand tour eller vist et potentiale, der gør det muligt at tro, at der kan være noget at hente i fremtiden. Og bedst af det hele er, at det alle er tre unge ryttere med en forhåbentlig lang fremtid foran sig.

Det mest interessante navn er nok Aleksandr Vlasov. Russeren var efter sin vilde 2020-sæson en særdeles ombejlet herre, og Ineos var angiveligt klar til allerede sidste vinter at købe ham ud af kontrakten med Astana i deres desperate jagt efter at finde en kommende Tour-vinder. De mange Sagan-millioner blev imidlertid brugt af Denk til at matche Ineos’ bud, da briterne igen havde snøren ude efter denne sæson, og minsandten om ikke Bora vandt kampen. Resultatet er, at tyskerne har fået fat på et af de navne, der sidste år lignede et af de allermest lovende. Desværre dalede hans stjerne kraftigt i et 2021, der trods en 4. plads i Giroen slet ikke var så overbevisende som 2020, hvor han vandt hele tre løb i skrapt selskab, men med det potentiale, han har vist, og den unge alder, han fortsat har, kan Denk stadig drømme om og håbe på, at han har en komet, der kan vinde grand tours allerede på relativt kort sigt.

Vlasov er dog slet ikke den nyerhvervelse, der har klaret sig bedst i en grand tour. Det er i stedet Jai Hindley, der genforenes med sin makker fra den yderst succesrige Giro i 2020, Kelderman. Modsat Vlasov, der kørte som en motorcykel gennem en hel sæson, har australieren været betydeligt mere ustabil gennem sin karriere og kun ved føromtalte Giro for alvor blandet sig med verdenseliten i et løb, der heller ikke var alt for stærkt besat. Hans vej til toppen synes derfor noget mere uforudsigelig, men hans potentiale har været synligt helt siden U23-tiden. Bora har en god historik for at maksimere udbyttet af talent, og holdet kan derfor have et berettiget håb om, at de kan forløse et talent, der måske aldrig foldede sig helt ud hos DSM.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Lidt af det samme kan siges om Sergio Higuita, der kom bragende ind på den professionelle scene i 2019, men i de seneste to år har måttet sande, at hans stjerne er falmet mærkbart. Det er bestemt alt for tidligt at afskrive den stadig bare 24-årige colombianer, men for at talentet for alvor kan blomstre, skal holdet i første omgang finde ud af, hvor han har sin force. I første omgang er det både hans og holdets egen ambition, at han skal være led i den massive grand tour-satsning, men på baggrund af det, han hidtil har vist, kan man bestemt ikke udelukke, at hans muligheder vil være større i ardennerklassikerne, hvor han sammen med Schachmann vil kunne udgøre en ganske giftig duo.

Transformationen af holdet bliver tydelig, når man ser på afgangene. Blandt de hele 10 ryttere, der siger farvel, er der nemlig ikke én eneste klatretype, og i stedet finder vi her kun folk, der var del af den ret omfattende klassiker- og sprintersatsning - satsninger, der helt åbenlyst neddrosles betydeligt. Det skyldes også, at Sagan ikke er den eneste topsprinter, der siger farvel. Det så ellers ud til, at Bora og Pascal Ackermann skulle opleve et langt og lykkeligt ægteskab, da den tyske sprinterkomet særligt i 2019 bragede ind på den absolutte hovedscene med en sådan kraft, at Denk slet og ret kørte Sam Bennet, som ellers lignede en af verdens to bedste sprintere, blev kørt helt ud på et sidespor og endte med at forlade holdet. Dengang var det tydeligt, at det tyske pas vægtede tungere end Bennetts mange sejre, og Denk traf det klare valg at satse på den førende tyske sprinter.

Lykkelige ægteskaber ender dog af og til med skilsmisse, og kærligheden varede denne gang heller ikke specielt længe. I 2020 og 2021 dalede Ackermanns niveau og sejrsrate mærkbart, og det stod hurtigt klart for enhver, at Denk havde spillet på den forkerte hest i det tysk-irske derby. Derfor stod det allerede i foråret klart, at den tyske manager var lykkedes med at overtale Bennett til at komme hjem, og da Ackermanns succesrate samtidig blev så fattig, at han slet og ret blev snydt for den Tour-debut, han ellers var lovet, var splittelsen så stor, at bruddet var uundgåeligt. Derfor står vi nu i den helt paradoksale situation, at Denk valgte at spille på to af sine tre sprinterheste, men nu er tvunget til at flytte hele indsatsen over på den hest, han i første omgang havde fravalgt. Sagan og Ackermann, der begge har vundet betydeligt mindre end tidligere, har været i forfald, mens Bennett hos Deceuninck har været mindst lige så succesrig som tidligere, og nu har Denk derfor valgt at rette op på skaden, smide de to tidligere førstevalg ud og hente det tidligere tredjevalg tilbage.

Det gør åbenlyst Bennett til det indlysende førstevalg foran de unge navne, Jordi Meeus og Matthew Walls, men Denk har haft en anden opgave end bare at hente en sprinter. Lidt overraskende var det nemlig at erfare, at to af de væsentligste led i Ackermanns suveræne tog rejser videre - ikke for at fortsætte med Ackermann, men for i stedet at arbejde med Caleb Ewan. Det gælder først og fremmest Rüdiger Selig, der i nogen tid har aspireret til titlen som verdens bedste lead-out man, men også Michael Schwarzmann, og det står lidt uklart, hvordan i alverden to tyske lead-out men kan sige farvel til det eneste tyske hold, når der slet ingen grund var til at smide dem på porten.

Det har tvunget Denk og Bennett til at opbygge et helt nyt tog, og til det formål har man kastet kærligheden på Danny van Poppel. Det er lidt af en bedrift, at det er lykkedes at overtale hollænderen til at bytte en rolle som førstesprinter ud med en tilværelse som lead-out man, men det er et projekt, der sagtens kan ende med at blive godt. Problemet er Van Poppels enorme udsving, der gør ham svært utilregnelig, hvis han fortsætter sin problematisk omfangsrige serie af ærgerlige DNFs, men hvis han kan fortsætte takterne fra sit vanvidsefterår, er han en brølstærk rytter, der med god positioneringsevne formentlig vil være god i rollen som lead-out man. Det eneste ærgerlige er, at det er spild af talent at bruge ham i en hjælperrolle efter en sæson, hvor han endelig foldede sig ud i fuldt flor, men det kan måske anspore Denk til at give ham nogle flere personlige chancer, end det i første omgang var planen.

I tillæg til Van Poppel vil toget også bestå af Bennetts trofaste følgesvend, Shane Archbold, der dog ikke imponerede stort i toget hos Deceuninck, men som stadig har en vigtig rolle at spille som sprinterstjernens fortrolige. Derudover henter man Jonas Koch, der kan være et hæderligt valg til et tog, da han har en udmærket fart, som dog hurtigt viste sig slet ikke at række til en rolle som sprinter. Og så har Bennett efter eget ønske sikret sig et samarbejde med en anden irer, Ryan Mullen, der gjorde det ganske fornemt som et tidligt led i Treks stadig bedre tog, og som har vist sig meget god som manden, der kan lancere et lead-out. Holdet har også en drøm om at genfinde de engang så fine tempoevner, men det ligner et svært projekt. Det er som lead-out man, han først og fremmest skal gøre sig gældende.

Den sidste nye rytter spiller en dobbeltrolle på samme måde, som Van Poppel kan gøre det, hvis hollænderen får noget frihed. Marco Haller var særligt hos Katusha en langt bedre lead-out man, end han fik ry for, og han har stor erfaring i at arbejde i et tog, ofte som tredjesidste mand. Han kan være nøglen, der skal få det nye og helt nysammensatte tog til at fungere, men derudover kan han sammen med Van Poppel og til dels Bennett selv blive en nøglekomponent i den brostenstrup, der ser temmelig amputeret ud efter Sagans exit. I 2021 foldede han sig nemlig pludselig ud i finalerne af de store brostensløb med blandt andet en vanvittigt E3, hvor han efter en hel dag i udbrud kørte med favoritterne og blev nr. 3, og dermed kan han både hjælpe Bennett i spurterne og være den større for Nils Politt i de hårde brostensklassikere, som han lige nu ellers synes at kunne mangle.

Der er nemlig ryddet gevaldigt ud i klassikertruppen. Daniel Oss, der er Sagans nære ven, rejser nemlig som den største selvfølgelighed med den slovakiske stjerne, og derudover har man lidt overraskende valgt ikke at forlænge med Marcus Burghardt, der ellers ofte viser, at han stadig er en yderst brugbar støtte i de hårde brostensløb. Der ryddes altså næsten helt ud i både første og andet geled af brostenstruppen, som helt klart er blevet betydeligt svækket til den kommende sæson.

De sidste exits er knap så alvorlige og består mest af den resterende del af Sagans entourage. Maciej Bodnar rejser med slovakken, og det tab lever man med, nu hvor hans tempoevner er i kraftigt forfald. At storebror Juraj tager med lillebror, giver næppe heller Denk søvnløse nætter, ligesom det næppe gør det, at ellers erfarne Andreas Schillinger, som ofte kørte med Ackermann uden at være en del af selve toget, tager sin rutine med sig på pension. Heller ikke Erik Baska, der var en del af Sagan-gruppen, men blev brændt af og nu ender på kontinentalniveau, er noget stort tab, da den engang så lovende sprinter i de seneste år har været helt anonym og ofte bare er blevet brugt til tidligt føringsarbejde, som egentlig ikke burde være hans spidskompetence.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det sidste led i Boras transfersæson har naturligvis været deres faste fokus på unge talenter, og også her har Denk vist, at han har haft en imponerende evne til at udmanøvrere de helt store hold, som han gjorde det i forbindelse med Vlasovs kontrakt. Da han i belgiske medier blev udråbt til ”Den nye Evenepoel” fik den unge belgier Cian Uijtdebroeks nemlig enorm interesse fra de helt store hold, men allerede sidste år lykkedes det for Denk at få ham i stalden - først med et 2021 som junior på deres talenthold og fra 2022 som professionel og altså som Evenepoel helt uden U23-løb i benene. Det forløbne år har vist, at det nok er for voldsomt at drage direkte paralleller til Evenepoels helt unikke talent, men som en klatrer med gode tempoevner er der stadig al mulig grund til at tro, at Uijdtebroeks har et stort etapeløbspotentiale, selvom det vil være alt for meget at forlange, at han allerede i 2022 leverer resultater i Evenepoel-klassen.

Holdet henter også den knapt så profilerede Luis-Joe Lührs fra deres eget juniorhold. Som type er han lidt svær at kategorisere, men det er ret oplagt, at han i hvert fald har en god spurt, ligesom han klatrer så godt, at han to gange er blevet nr. 2 bag Uijtebroeks, når denne har leveret nogle Evenepoel-agtige magtdemonstrationer. Han fremstår umiddelbart mest som en rytter med størst potentiale i klassikere, men holdet synes at ville udforske hans talent over en bred palet. Uanset hvad kommer også han direkte fra juniorklassen, hvorfor forventningerne til 2022 bør være meget beskedne.

Det gælder til gengæld ikke for holdet som helhed. Det kan godt være, at der sker en markant transformation, hvor fokus flyttes fra massespurter og brostensklassikere til etapeløb, men Bora ligner stadig en magtfaktor. De mangler måske den altoverskyggende stjerne, som man finder det hos UAE, Jumbo og Ineos, men der er ikke mange, der kan præstere så bred en etapeløbstrup som det tyske hold, der endda også kan præstere tre af de mest lovende talenter, særligt Vlasov, som forhåbentlig kan komme tilbage på sporet. Holdet mister måske to sprintere, men til gengæld får de en ny, der til gengæld er en af verdens allerbedste, og hvis det desværre temmelig usikre tog kommer til at fungere, bør Bennett vinde flere store sprintersejre, end Sagan og Ackermann gjorde tilsammen i 2021. Holdet har vundet kampen om et af sportens mest hypede talenter i Uijtdebroeks, og derfor er det kun den svækkede klassikertrup, der sammen med det ærgerlige farvel til Selig i rollen som sidste mand for Bennett er det eneste virkelige minus. Set fra en sportslig synsvinkel er de mange Sagan-millioner dog brugt meget, meget bedre, når de bliver spredt ud på flere ryttere, og derfor er det svært ikke at betegne Bora som en af transfersæsonens klare

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt var det erhvervelsen af Peter Sagan, der var Boras adgangsbillet til verdenstoppen, og derfor har klassikerne i årevis været holdets måske allerstørste fokus. Ganske vist lykkedes det kun slovakken at vinde ét monument i sin tid på holdet, men det blev alligevel til et hav af topplaceringer af de største endagsløb. Til gengæld var det også ofte et diskussionsemne, at truppen generelt ikke var stærk nok til at støtte kaptajnen, slet ikke i de år, hvor det i klassikerne mest havde karakter af ”alle mod Sagan”.

Som nævnt har holdet med Sagans farvel taget et retningsskifte, hvor det nu især er etapeløbene, der bliver det store fokus. Det har betydet, at man intet har gjort for at erstatte Sagan, og da det jo altså altid har været et problem for holdet, at klassikertruppen var temmelig smal, er det også indlysende, at vi skal være varsomme med at stille alt for store forventninger til det tyske hold i brostensløbene. Ikke blot forsvinder Sagan, han tager også en stor del af brostenstruppen med sig.

Heldigvis sørgede holdet for at tænke langsigtet allerede for et år siden, da de erhvervede sig Nils Politt. Det var selvsagt et oplagt match at forene det førende tyske hold med den førende tyske brostensrytter, men den første sæson gik ikke helt som håbet. Egentlig var Politt brølstærk og måske i virkeligheden bedre end nogensinde, da han tog karrierens sejr nr. 2, 3 og 4 på ganske få uger, herunder ved et flot soloridt på en Tour-etape, men i klassikerne gik det slet ikke. Foråret var aldrig en succes, og i yndlingsløbet, Paris-Roubaix, var han ramt af forkølelse, der gjorde det umuligt at gentage 2. pladsen fra 2019.

Heldigvis betyder hans flotte sommer, at han alligevel har grund til en vis optimisme. Meget taler for, at Politt faktisk tog et ekstra skridt i 2021, og det kan forhåbentlig ses i løbet af det kommende forår. Desværre står det også klart, at Politt er en anelse for tung til for alvor at passe til de flamske klassikere, hvor han er mere outsider end favorit. Det betyder ikke, at han ikke kan levere top 10-resultater - det gælder særligt i Flandern Rundt, E3 og Omloop samt i mindre grad Dwars door Vlaanderen - men skal han levere det helt store resultat, skal det ske via offensiv kørsel, inden de mere eksplosive folk rører på sig. Lykkes det ham til gengæld at få et forspring, er han også manden, man ikke skal slippe af syne. De mangler, han har i flamske løb, har han til gengæld slet ikke i Roubaix, hvor han var fremragende i både 2018 og 2019. Er han denne gang på 100%, er der ingen grund til, at Bora ikke kan drømme om tysk sejr i Helvedet i Nord.

Gruppen omkring Politt er til gengæld knap så stærk, men det kan være værd at holde øje med Marco Haller. Den østrigske veteran blomstrede op i en ganske sen alder med fremragende præstationer i E3 og Flandern Rundt, hvor han virkede helt uopslidelig, og finder han samme form denne gang, er der grund til at tro, at han kan gøre det ganske godt - måske endda med en top 10, som han leverede det sidste år. Også Lukas Pöstlberger har før vist en vis robusthed, og baseret på hans vilde ridt i Dauphiné er den fine motor ikke forsvundet.

Skal holdet vinde et stort brostensløb, er det dog muligt, at det skal ske med Sam Bennett. Ireren kørte sidste år et fremragende Gent-Wevelgem, og det endda selvom det blev en meget hård udgave. I sidste ende løb han tør for kræfter - og afleverede i den forbindelse sin frokost på en belgisk landevej, fordi han havde gravet en anelse for dybt - men det vidner om, at han har holdbarheden til at vinde den belgiske klassiker, særligt hvis det bliver en anelse mindre selektivt. Derudover vil han elske at forsvare sin titel i sprinterløbet i De Panne, en revanche i Scheldeprijs kunne også være på hans agenda, og Dwars door Vlaanderen er også inden for hans rækkevidde. I begge løb vil han altid være en af de tungeste favoritter.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Holdets anden sprinter Danny van Poppel var lige så fremragende i Gent-Wevelgem sidste år og holdt endda lidt længere end Bennett, inden også han blev tømt. I det hele taget var han fabelagtig gennem hele året, hvor han leverede en endeløs serie af topresultater, og han får frihed i årets klassikere. I Wevelgem vil han være plan B, hvis løbet bliver for hårdt for Bennett, men desværre er Flandern Rundt, E3 og Omloop formentlig en anelse for hårde. Dwars door Vlaanderen vil til gengæld være en god option, og det skal også blive interessant at se, hvor langt han kan komme i Roubaix. Endelig har holdet en tredje sprinter i Jordi Meeus, der i år vil teste sig selv i brostensløbene. Desværre vil han i WorldTour-løbene næsten altid stå i skyggen af Bennett eller Van Poppel, men i løb som Nokere, Bredene-Koksijde og Le Samyn vil han kunne vinde. Og så burde han have en ganske fornuftig chance for at levere stort i Kuurne, hvor han ligner kaptajnen.

Holdet vil også satse stort på Milano-Sanremo, hvor de har to stærke kort. Bedst chance har Bennett, der længe missede chancen for at satse på løbet grundet Sagan og siden ikke helt har timet formen. Det er dog et løb, der passer en formstærk helt eminent, og han vil i enhver form for spurt være en af de allertungeste favoritter. Van Poppel vil måske kunne agere en plan B, hvis Bennett har en af sine berømte offdays, og derudover vil man have Maximilian Schachmann til at gå med de bedste på Poggio. Tyskeren er ikke favorit, men med ”en Stuyven” er det et løb, han kan vinde - også selvom han i år vil forsøge at skubbe sin formtop mere entydigt til Ardennerne. Desværre dropper han igen i år Strade Bianche, der ellers passer ham som fod i hose, og her vil holdet nok snarere satse på den lovende Ide Schelling og Sergio Higuita samt måske Giovanni Aleotti eller Patrick Konrad. Alle kan de gøre det pænt uden at være favoritter.

I Ardennerne bliver Schachmann den naturlige hovedperson. Tyskeren har været i top 5 i alle tre løb og var så sent som i 2021 på podiet i Amstel Gold Race. Han vil aldrig være de største favorit - slet ikke til Fleche Wallonne, som han nok aldrig kan vinde - men 3. pladser i både Amstel og Liege viser, at det er løb, han med det rette held og den rette timing kan vinde.

Kernen i ardennertruppen vil derudover bestå af Higuita, Konrad og Schelling. Higuita burde være skræddersyet til de eksplosive løb, men efter to halvsløje år har han noget at bevise. Genfinder han takterne fra det første år af sin karriere, burde alle tre løb imidlertid være inden for hans rækkevidde. Konrad har tidligere gjort det pænt - særligt med et par top 10-placeringer i Huy - men det skal flaske sig, hvis han skal være med helt i front. Det bliver også uhyre spændende at se, hvor langt Schelling er kommet. Han har alle egenskaber til at gøre det godt i de tre løb og tog store skridt i 2021. Han vinder næppe et af de tre største løb, men til gengæld kunne han få sin helt store chance i Brabantse Pijl, hvor han allerede sidste år var tæt på. Aleksandr Vlasov vil også gøre debut i Fleche og Liege, men selvom han har gjort det godt i de hårdere italienske løb, er han ikke den fødte ardennerrytter. Top 10 synes realistisk, men næppe mere end det. Endelig burde løbene passe perfekt til Giovanni Aleotti, men han ventes at skippe dem for i stedet at fokusere på Giroen.

I efteråret er der også muligheder. Holdet kan starte i San Sebastian, hvor Schachmann burde kunne gøre det fremragende, hvis han er frisk efter Touren, men det kunne også være et måske endnu mere perfekt løb for Higuita på dennes vej frem mod Vueltaen. Det ligger heller ikke helt skidt til Konrad, Schelling og Aleotti. Senere kunne det meget vel være et stort mål for det tyske hold at vinde i Hamburg med Bennett, og hvis han er træt efter Touren, kan man forsøge med Meeus, Van Poppel eller Matthew Walls. Bennett vil også være et godt bud i Bretagne, der også er et fint løb for Van Poppel, Meeus og Schelling, mens løbene i Canada burde ligge fremragende til Schachmann, Higuita og Schelling og i et vist omfang også Konrad og Schelling. Endelig skal holdet naturligvis også satse på Lombardiet. Det er umiddelbart en anelse for hprdt for Schachmann, Schelling og nok også Konrad, men kommer han tilbage på sporet, er det ikke et dumt løb for Higuita. Aleotti vil også være spændende at følge, ligesom Vlasov, Wilco Kelderman, Jai Hindley og Emanuel Buchmann med god form som outsidere alle vil kunne gå i top 10.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Holdets nye, store grand tour-satsning er baseret på ideen om et stærkt kollektiv. Manager Ralph Denk har erkendt, at han ikke har rytteren, der kan køre lige op med Primoz Roglic og Tadej Pogacar, og derfor har han forsøgt at samle en hær af gode klatrere, der måske som en stærk enhed kan udmanøvrere de stærkere individer. Den strategi er blevet fulgt ganske tydeligt igennem transfersæsonen.

Det var i hvert fald, hvad der blev forklaret, da Bora oprindeligt redegjorde for rationalet bag investeringerne. Alligevel ser det ud til, at de har fået en anelse kolde fødder ved udsigten til at skulle tage kampen op med de to slovenske fænomener. Da de mange kaptajner skulle fordeles mellem de tre grand tours, blev det nemlig besluttet, at det slet ikke bliver i Touren, at overtallet skal bringes i spil. Det vil næppe alligevel være nok til at slå verdens bedste ryttere, og derfor har de valgt at sende hæren til Giroen, hvor de bedste navne vil være fraværende, og hvor overtallet måske derfor kan give den helt store gevinst.

Derfor kommer holdet til Italien med hele tre kaptajner. I 2020 var Jai Hindley og Wilco Kelderman også holdkammerater, og de endte begge - ganske vist under lidt kontroversielle omstændigheder - begge på podiet. Nu er de igen forenet, og de vil genoptage samarbejdet i det italienske løb. Denne gang får de selskab af Emmanuel Buchmann, der efter to katastrofale sæsoner skal have karrieren tilbage på sporet og var uhyre tiltrukket af en rute, der er nærmest renset for enkeltstartskilometer. De vil endda blive sekunderet af Lennard Kämna, Giovanni Aleotti og Matteo Fabbro, der ikke ventes at have klassementsambitioner, og holdet vil være renset for sprintere. Her satses hele butikken på klassementet med et hold, der ikke kan undgå at blive et af de allerstærkeste i bjergene.

Kan de vinde løbet? Umuligt er det ikke, men det er stadig usandsynligt. Der er nemlig spørgsmålstegn ved alle kaptajner. Buchmann var så eminent indtil styrtet i Dauphiné i 2020, men siden er han aldrig blevet sig selv - heller ikke inden sit styrt i sidste års Giro. Hans niveau i 2019 og begyndelsen af 2020 rækker til at vinde løbet, men om han kan genfinde det, ved vi ikke. På samme måde har Hindley alt at bevise efter et katastrofalt 2021, der især blev ødelagt af et siddesår. Der er dog en god forklaring på trængslerne, og finder han niveauet fra 2020, kommer han langt på denne rute. Det gør Kelderman formentlig også, for han er uhyre stabil og næsten altid med fremme. Vi så dog både i Giroen i 2020 og Touren i 2021, at klatreevnerne i dette felt kan få svært ved at række til en podieplads, og ruten passer ham ikke helt perfekt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Ved siden af klassementet vil holdet måske også kunne jagte etaper, og her har Kämna, der efter det triste 2021 forhåbentlig kan finde sig selv, vist, at han som etapejæger er livsfarlig. Også Fabbro og ikke mindst Aleotti har potentialet til at vinde en etape fra et udbrud.

I Touren bliver ambitionerne mere blandede. Det bliver et stort mål at vinde både etaper og grøn trøje med Sam Bennett, der ventes at komme til start med det meste af sit tog bestående af Shane Archbold, Ryan Mullen og Danny van Poppel. Mere end et halvt års pause skaber usikkerhed, men når man ser på hans enorme dominans i de første måneder af 2021, er der intet til hinder for, at han kan blive Tourens dominerende sprinter og også tage sin anden grønne trøje. Han bliver i hvert fald uhyre svær at slå, hvis han har de ben, han havde i 2019, hvor han var næsten uhyggelig træfsikker, og i de første løb i 2021, hvor han vandt syv af de 10 massespurter, han nåede at køre, inden knæet satte en stopper for festen.

Den anden mission bliver klassementet med Aleksandr Vlasov, der vil gøre Tour-debut. Hans stjerne var enorm i 2020, hvor han havde direkte kurs mod verdenstoppen, men et skuffende 2021 har fået den til at falme. Foråret vil vise, hvad han kan stræbe efter i en Tour, der desværre ikke synes at passe ham alt for godt. Top 10 burde uden uheld være sikker, men kan han også gå efter top 5 eller podiet? Det er mere tvivlsomt. Endelig vil holdet også have ambitioner om etapesejre via udbrud, og her vil holdet kunne præstere en uhyggelig trio med Maximilian Schachmann, der er skabt til at gøre det færdigt i den slags situationer, Patrick Konrad, der viste sine evner som udbryder med etapesejren i 2021, og Nils Politt, der ikke har særligt mange muligheder i et løb som Touren, men som i 2021 slog til på næsten den eneste etape, han kunne vinde. Derudover har Felix Grossschartner også reelle chancer for at tage en sejr, hvis den svingende østriger har sin bedste form.

I Vueltaen er ambitionerne lidt mere diffuse. Det står klart, at Sergio Higuita bliver holdets kaptajn, og det er da også den grand tour, der passer den eksplosive colombianer bedst. Om han har evnerne som grand tour-rytter er dog et åbent spørgsmål. Hidtil har han manglet masser af stabilitet, og han er aldrig kommet tilbage til de lovende takter i 2019. Forhåbentlig kan det ske i 2022, men det er et stort spørgsmål. Et spørgsmål er det også, om man ender med at stille med andre klassementsryttere også. I skrivende stund er intet besluttet, men Buchmann, Hindley og Kelderman kunne efter Giroen alle finde på at gå efter endnu en grand tour. Det er dog nok særligt Buchmann, der kunne have motoren til måske at lave det helt store resultat sidst på sæsonen, men Kelderman er stabil, og Vueltaen burde faktisk passe Hindley ganske fornuftigt. Det er også tænkeligt, at Grossschartner, der har været i top 10 de seneste to år, igen får sin personlige chance her, men det kan blive svært, når han nu også har Touren i benene. Uanset hvad rækker klatreevnerne kun til en yderlig top 10. Måske er Vlasov også frisk på endnu en grand tour, men det vil trods alt undre, hvis den unge russer allerede nu skal køre to grand tours i træk.

Det er ikke udelukket, at Bennett deltager. Han har før haft succes i Vueltaen, men da han har store ambitioner til VM, vil han nok vurdere Vueltaen for hård. Det kunne være en chance for Van Poppel, der tidligere har vundet i løbet, men han vil formentlig hellere køre de endagsløb, der gav stor succes sidste år. I stedet virker det nærliggende, at Jordi Meeus skal forsøge at tage den etapesejr, han ikke var meget langt fra i 2021, men det må også være på tide, at Matthew Walls skal have sin grand tour-debut efter en meget løfterig afslutning på 2021. Det virker sandsynligt, at de begge skal til start og undervejs fordele mulighederne mellem sig. Derudover har holdet flere etapevinderkandidater fra udbrud. Det kunne være Higutia og Grossschartner, hvis deres klassement fejler, men måske kunne også Konrad og Kämna være i spil til at køre to grand tours.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Med en nærmest endeløs serie af klassementsryttere på holdet må Bora satse stort på de ugelange løb. Der bør ikke være et WorldTour-etapeløb i sæsonens første halvdel, hvor holdet ikke kommer med top 10-ambitioner med enten Wilco Kelderman, Aleksandr Vlasov, Jai Hindley, Sergio Higuita eller Emanuel Buchmann, men det vil være en overraskelse, hvis de også ender med at vinde et.

Finder han sig selv, er Buchmann uhyggelig i bjergene, men hans enkeltstart er svag, og hans motor er bedre over tre uger. Higutia har meget at bevise efter sine to sløje år og er heller ikke tempostærk, og Hindley lider også voldsomt under sit fravær af tempoevner. Dem har Kelderman heller ikke i samme omfang som tidligere, men når han en sjælden gang undgår at styrte, er han en næsten stensikker mand i top 10 og faktisk også ganske ofte i top 5. Mest spændende bliver det dog at følge Vlasov, der i 2021 gav løfter om, at hans enkeltstart er ved at være ganske god. Kan han genfinde de klatretakter, han havde i 2020, burde han kunne levere flere gode resultater efter podiepladsen i Paris-Nice i 2021, men han vil også køre sig selv meget hårdt med hele fire WorldTour-etapeløb i tillæg til sin debut i Ardennerklassikerne og senere Dauphiné som optakt til Touren.

Maximilian Schachmann er et lille kapitel for sig. Han er egentlig ikke klassementsrytter, men han klatrer efterhånden så godt, at han har vundet Paris-Nice to gange i træk - dog kun som følge af Primoz Roglics uheld i 2021. I år ser det franske løb dog ud til at blive uhyre stærkt besat, og ruten ser svær ud for den lidt tunge tysker, der endda bevidst har valgt at toppe sin form mere udpræget til Ardennerne. Han regner derfor ikke med at forsvare titlen, selvom han vil prøve. Det er tvivlsomt, om han vil køre klassement i andre etapeløb, men det kunne være interessant at se ham satse 100% på Benelux Tour, som han burde have en reel chance for at vinde. Det kunne også være en chance for Ide Schelling og Nils Politt, der dog er en anelse for tung til Ardennerne.

for Patrick Konrad har truffet en beslutning om at være etapejæger og klassikerrytter i stedet og har lidt for store begrænsninger i bjergene, men måske vil han jagte en top 10 hist og her. Det samme gælder for Felix Grossschartner, der dog er endnu mere begrænset i bjergene, samt ikke mindst Giovanni Aleotti. Italieneren havde et flot 2021, men han ligner stadig mere en ardennerrytter end en rigtig klatrer, og hans enkeltstart er svag. Forhåbentlig giver foråret os ideer om hans potentiale som etapeløbsrytter. En Lennard Kämna tilbage i fuld vigør vil måske også genoptage sit forsøg på at blive klassementsrytter i korte løb, men om hans klatreevner vitterligt rækker hele vejen, ved vi endnu ikke. Endelig får Matteo Fabbro måske også en chance, som han senest fik med sit flotte Tirreno, men som temposvag er han ikke den oplagte kandidat.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Et særligt kapitel er Cian Uijtdebroeks. Den kommende sæson skal give den første ide om, hvorvidt han vitterligt er den nye Evenepoel, som han er blevet spået til at være, men da han kommer direkte fra juniorklassen, vil han få det svært. Det havde selv Evenepoel det første halve år, og derfor vil han i hvert fald frem til sommeren ikke køre ét eneste etapeløb. Han er ikke den fødte endagsrytter, og derfor bliver han mest interessant at følge i Tour of Norway og Tour of the Alps, hvor vi kan få den første ide, om han vitterligt er på vej til at blive en stor etapeløbsrytter.

Holdet bliver med Sam Bennett også et af de førende sprinterhold. Som nævnt ovenfor er der grund til at tro, at ireren kan fortsætte, hvor han slap i foråret 2021, og hvis det sker, vil han kunne vinde et hav af etaper i alle de etapeløb, han kører - i første omgang Saudi Tour, UAE Tour og Paris-Nice. Derudover vil holdet også fortsætte med at give chancer til Jordi Meeus og Matthew Walls, der begge hører til blandet de mest lovende sprintere. Meeus så ud til at få et enormt boost af sin første grand tour, og Walls viste mod slutningen af året, hvor han lagde banen på hylden, at hans potentiale synes meget, meget stort.

Om Danny van Poppel også får mange chancer for at spurte, når han skal køre meget med Bennett, er nok tvivlsomt, men forhåbentlig kan han få lov at levere i nogle af de endagsløb, hvor han var her, der og alle vegne i efteråret 2021. Endagsløb vil være hovedfokus for Schelling, der helt dropper at køre grand tours, og han kan forhåbentlig tage sin chance i nogle mindre og kuperede løb, som han gjorde, da han sidste år tog karrierens første sejr i Aargau. Endelig skal det blive interessant at se, om Schachmnann kan genfinde de tempoevner, han synes at have mistet, og igen begynde at levere de topresultater, vi tidligere var vant til.

Hvem kan overraske?

Der er ingen tvivl, om det er Cian Uijtdebroeks, alle vil kigge på. Det kan ikke være sjovt at blive udpeget som ”en forbedret Evenepoel”, for det skaber et pres, der gør det næsten umuligt ikke at skuffe. Derfor har han da også søgt væk fra belgiske hold og belgiske løb, og han synes at kunne undgå meget af den mediehype, der allerede var omkring Evenepoel, da han gjorde professionel debut i Argentina. 2021 viste nok også, at han ikke helt er på samme overmenneskelige niveau som sin landsmand, men han leverede stadig nogle uhyggelige præstationer undervejs. Som nævnt ovenfor havde Evenepoel det faktisk ret svært i sit første halve år, da han som Uijdtebroeks kom direkte fra juniorklassen, og derfor skal vi nok være lidt varsomme med at forvente alt for meget, selvom holdet klogelig har valgt kun at bruge ham i løb uden for WorldTouren. Han beskriver sig selv som etapeløbsrytter og klatrer, og derfor er det særligt i Tour of the Alps og Tour of Norway, at vi i årets første halvdel skal have en fornemmelse af evnerne. Om han kan stræbe efter mere i hans endnu ikke offentliggjorte efterårsprogram, har vi til gode at se.

Lidt mere erfaren er Giovanni Aleotti. Den tidligere Tour de l’Avenir-toer havde en ganske fin første sæson, men som type er han stadig lidt uidentificerbar. Han har umiddelbart mere punch end dieselmotor, og han kan derfor være mere ardennerrytter end klassementsrytter. Det finder vi ud af i det kommende år, hvor vi kan måle hans klatreevner, når han skal være luksushjælper for kaptajnhæren i Giroen. Forhåbentlig kan han også få sine chance for at jagte en etape i Italien, ligesom han vil kunne køre klassement i kortere etapeløb og måske vise os sine spændende puncheurevner i nogle kuperede endagsløb, særligt i Italien.

Der vil også være rettet mange øjne mod holdets to sprintere, Jordi Meeus og Matthew Walls. Med to sejre hver havde de begge fremragende debutsæsoner, og de har kurs mod at blive særdeles dygtige sprintere. Umiddelbart kan Walls fremstå som den hurtigste og den mest klassiske sprinter - ikke mindst efter sin meget imponerende sejr i Piemonte - mens Meeus til gengæld er en mere robust klassikertype. Han fik et enormt boost af at komme igennem Vueltaen, og begge burde kunne stræbe efter spurtsejre i etapeløbene i det kommende år. Derudover vil Meeus også kunne vinde mindre endagsløb, selvom han i de store klassikere nok vil være låst af Sam Bennett og/eller Danny van Poppel.

Ide Schelling er holdets lovende puncheur. Han havde det svært i 2020, men kom virkelig efter det i 2021. Det blev til bjergtrøje i Touren og sejr foran topnavne som Rui Costa og Esteban Chaves i Aargau, og han viste også sine evner i en flot august måned. Han har punch og er hurtig, og han er derfor skabt til ardennerklassikerne, hvor vi i år kan vurdere hans potentiale. Sidste år var han allerede tæt på at vinde Brabantse Pijl, der kunne være hans helt store chance, og derudover vil vi forhåbentlig også se ham som etapejæger i etapeløb - denne gang dog ikke i en grand tour - og i nogle af de mindre endagsløb uden for WorldTouren.

Holdet har også den lidt kuriøse satsning med skiløberen Anton Palzer. Han havde det ganske svært i 2021, men han skulle også lære det hele fra bunden. I det lys gik det ganske hæderligt, og holdet insisterer på, at hans fysiske potentiale er stort. Han ligner ikke umiddelbart en ny Primoz Roglic, men mindre kan også gøre det. Læringskurven burde være temmelig stejl, og man skal derfor ikke blive overrasket, hvis han pludselig gør store fremskridt. Det er også muligt for mountainbikeren Ben Zwiehoff, der dog ikke umiddelbart ligner en klatrer, der vil være med helt i front.

Holdet har naturligvis også danske Frederik Wandahl, men han er fortsat meget ung, og selvom hans flotte DM i et meget stærkt felt vidnede om potentialet, er der nok stadig lidt vej, inden vi kan vente os at se ham helt fremme i etapeløbene. Endelig har holdet to spændende ryttere, der er betydeligt ældre. Det gælder Marco Haller, der er decideret veteran, men pludselig var chokerende god i brostensløbene sidste år. Det bliver lidt interessant, om han kan springe ud som endnu mere spændende brostensrytter, nu hvor han burde få meget mere frihed. Der er også stadig et lille håb om, at Lennard Kämnas mildt sagt omtumlede karriere endelig kan komme lidt ind i smult vande. Om han i givet fald kan udvikle sig til en god etapeløbsrytter i ugelange løb, er stadig ikke helt udelukket med den fine klatring, vi så i 2019 og 2020, men det er nok usandsynligt - også fordi hans enkeltstart aldrig er blevet god igen. Heldigvis ved vi, hvor fremragende en etapejæger han kan være.