Nedenfor giver vi en analyse af AG2R Citroën Team.

Ryttere, der bliver på holdet

Clement Berthet, Geoffrey Bouchard, Lilian Calmejane, Clement Champoussin, Mikael Cherel, Benoit Cosnefroy, Stan Dewulf, Dorian Godon, Jaakko Hänninen, Anthony Jullien, Bob Jungels, Lawrence Naesen, Oliver Naesen, Ben O’Connor, Aurelien Paret-Peintre, Nans Peters, Nicolas Prodhomme, Marc Sarreau, Michael Schär, Damien Touzé, Greg van Avermaet, Gijs van Hoecke, Andrea Vendrame, Clement Venturini, Larry Warbasse

Nye ryttere

Felix Gall (Team DSM), Paul Lapeira (AG2R Citroën U23 Team), Valentin Paret-Peintre (AG2R Citroën U23 Team), Antoine Raugel (Equipe continentale Groupama-FDJ)

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Ryttere, der forlader holdet

Tony Gallopin (Trek-Segafredo), Mathias Frank (stopper karrieren), Alexis Gougeard (B&B Hotels-KTM), Ben Gastauer (stopper karrieren), Julien Duval (stopper karrieren), Francois Bidard (Cofidis)

Hvordan gik transfersæsonen?

Som hjemmehørende i Alperne har Ag2r som en afgørende identitet haft, at det er et hold med fokus på bjerge og klassementer. Ganske vist har man i holdets unge dage haft en supersprinter i Jaan Kirsipuu, ligesom også Jean-Patrick Nazon vandt flere store cykelløb for holdet, men i de senere år er det kun sekundære sprinter, der har optrådt i det franske hold farver. I stedet har hovedvægten været lagt på klatrere, og det er hele tre gange i 10erne lykkedes at få en mand på podiet i Tour de France, først Jean-Christophe Peraud og Romain Bardet to gange.

På den baggrund var det lidt af en revolution, der skete på det franske hold forud for 2021-sæsonen. Ganske vist var det en del af ambitionen om at give holdet en bredere profil, at man for et par år siden indledte processen med at opbygge en brostenstrup om Oliver Naesen med henblik på tilstedeværelse i løb, hvor man tidligere havde været usynlige, men klassikersatsningen var stadig på andenprioritet i forhold til det væsentlige, nemlig at køre særligt Tour de France. Sådan skulle det imidlertid ikke længere være, da mandskabet pludselig i stedet forvandledes til et rigtigt klassikerhold.

Det skyldes ikke, at det er den langsigtede ambition at fortsætte i det spor. Holdet har selv erkendt, at de befinder sig i en overgangsfase, hvor man satser anderledes, mens man genopbygger en trup af klatrere, nu hvor holdets store klassementsnavne alle sagde farvel. Sportsdirektør Julien Jurdie har tidligere talt om, at man regnede med, at Aurelien Paret-Peintre, Clement Champoussin og Jaakko Hänninen måske kan løfte arven videre, men at det vil tage nogen tid. I første omgang skulle altså være i klassikerne, at resultaterne skulle opnås, og med det formål hentede man store stjerner i form af Greg van Avermaet og Bob Jungels via et lukrativt sponsorat med Citroën, der pludselig gjorde Vincent Lavenus hold til et af de bedst polstrede.

Paradoksalt nok gik 2021 slet ikke som forventet. Klassikersatsningen fejlede nemlig eklatant - også selvom Van Avermaet var på podiet i Flandern Rundt - da hverken ingen af de to belgiske kaptajner havde gode år, mens Jungels tilbragte endnu et år i total anonymitet, dog med det lyspunkt, at han nu endelig har fundet årsagen og er blevet opereret. Alligevel gik det storartet, og holdet lykkedes endda med at ende som nr. 8 på verdensranglisten - en placering, man kun meget sjældent er kommet i nærheden.

Paradokset er, at det var de tre grand tours, der gjorde det hele til en succes, selvom det jo egentlig var her, de regnede med at få problemer. Det blev til etapesejre i alle tre grand tours, Geoffrey Bouchard vandt bjergtrøjen i Giroen, og bedst af det hele var, at Ben O’Connor endte som nr. 4 i Touren - et resultat, som man i de sidste år med Bardet var meget langt fra at opnå. Lavenu må have knebet sig selv lidt i armen over de resultater, en relativt begrænset etapeløbstrup opnåede, og han kan kun ærgre sig over, at klassikersatsningen fejlede så stort, for ellers havde det været en sand drømmesæson.

Noget tyder også på, at Lavenu var svært tilfreds med det, han opnåede i den forgangne sæson. Han har altid været kendt som en af de mest konservative på transfermarkederne, og i mange år synes han at have en næsten fast strategi om at skifte ud på præcis fire pladser. Undtagelserne var, da han startede sin brostenssatsning med Naesen og hentede en hel stribe klassikertyper til holdet og altså igen, da han sidste år forvandlede holdet fra etapeløbs- til klassikermandskab - i hvert på papiret.

Den slags store omvæltninger hører til undtagelserne, og derfor kan det ikke undre, at Lavenu er blevet sit konservative selv igen, særligt nu hvor 2021 gik så fint. Man kan stadig undre sig lidt over, at der ikke er kommet mere ud af de mange Citroën-millioner, men hvis der stadig ligger lidt på kistebunden, bliver de gemt til senere. I år henter han nemlig atter sine faste fire nye ryttere ind, og det er modsat sidste år alene unge talenter, som udgør et område, der altid har været vigtigt for Lavenu. Samtidig benytter han lejligheden til at trimme truppen, idet der siges farvel til seks navne.

Blandt disse er der egentlig nogle markante personligheder, men alligevel synes holdet ikke svækket. For nogle år siden havde det været et stor ting, at Tony Gallopin skifter hold, men sådan er det slet ikke længere. Ganske vist er skader en stor del af forklaringen, men selv i sine skadesfri perioder har den erfarne franskmand slet ikke været konkurrencedygtig i de seneste sæsoner. Det er da også i et forsøg på at genstarte karrieren, at han søger tilbage til Trek, og det tab lever Lavenu nok også med.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

På samme måde er det med Mathias Frank. Dengang han kørte i top 10 i Touren, havde hans farvel været markant, men der er næppe mange, der opdagede, at han kørte cyklen i garagen efter de schweiziske mesterskaber i juni. Heller ikke han har nemlig været sig selv i karrierens efterår, og også det tab kan Lavenu utvivlsomt leve med.

Man kan fortsætte i samme rille, når man ser på Alexis Gougeard. Da han bragede ind på scenen med Vuelta-etapesejr og en hel serie af sejre i franske endagsløb lignede han et spændende talent, men i de seneste år har han mest af alt været kendt som indianerudbryder. Det havde måske tidligere været attraktivt for Ag2r, men nu om dage har man så meget større ambitioner, at det er helt naturligt, at Gougeard blev vejet og fundet for let.

Det gjorde Julien Duval også, og derfor blev han tvunget til at indstille sin karriere. Det kan virke en anelse brutalt for en mand, der altid har ageret loyal hjælper, men ud fra en kynisk betragtning er det et tab, der er uvæsentligt. Det samme gælder for Ben Gastauer, der jo ellers i sine bedste år klatrede så godt, at han endte på kanten af top 20 i Touren, men som i de senere år har været en helt anonym hjælper, og som nu var så skadesramt, at han havde svært ved at bidrage med meget. Francois Bidard rejser også videre efter nogle temmelig anonyme år som hjælper, hvor han aldrig byggede videre på det potentiale, han ellers gav antydninger af tidligt i karrieren.

Med andre ord tæller tabslisten alene ældre rytter, hvis storhedstid for længst er ovre, og hjælpere, der sagtens kan erstattes. Tabskontoen er derfor begrænset, men vi skal heller ikke forvente, at de nye ryttere ændrer væsentligt på billedet i 2022. Der er nemlig alene tale om unge ryttere, der slet ikke kan forventes at levere resultater allerede nu.

Den eneste undtagelse er Felix Gall. Den tidligere juniorverdensmester har nu et par år hos DSM i bagagen, men han lignede længe et af de talenter, der nok ville få svært ved at bygge videre på sit potentiale. Inden han ragede så uklar med holdet, at han endte med at bryde sin kontrakt før tid, nåede han dog i Dauphiné at vise nogle takter, som der kan bygges videre på. Der er lang vej til toppen, men en 20. plads på kongeetapen i det franske løb har da i hvert fald nogle perspektiver, og på et hold, hvor O’Connor er den eneste reelle etapeløbsstjerne, kan han vel regnes som en lille forstærkning.

De øvrige tre ryttere er til gengæld spritnye. To kommer fra udviklingsholdet, der har leveret en stor del af holdets bedste navne, men det er stadig uklart, om Paul Lapeira og Valentin Paret-Peintre vil føje sig til række. Lapeira fik ganske vist en fornem skalp dette efterår, da han vandt U23-udgaven af Lombardiet, men derudover har han kun leveret meget få resultater, både som junior og U23. Han beskriver sig selv som puncheur, og fremtiden må vise, om Lombardiet-sejren var udtryk for et større potentiale, end man i første omgang fornemmer.

Paret-Peintre får i første omgang mest opmærksom for sit navn. Som Aureliens lillebror har han i hvert fald en mentor på holdet, og som type minder han også om sin storebror, da han regnes som ren klatrer. Resultaterne er dog stærkt begrænsede med en samlet 6. plads i klatreløbet Ronde de l’Isard og en lidt atypisk 4. plads i U23-udgaven af Paris-Tours som højdepunkterne, og han kommer ikke til holdet med samme umiddelbare potentiale som brormand.

Den mest interessante af de tre nyprofessionelle er da også Antoine Raugel, som det er lykkedes at ”stjæle” fra konkurrenterne fra FDJ og disses udviklingshold. Han er en klassikertype med en fornuftig spurt, som han blandt andet viste med tre top 10-placeringer i Tour de l’Avenir, men heller ikke for ham gælder, at han fremstår som sin generations mest oplagte supertalent.

Man kan måske heller ikke bebrejde Lavenu, at han ikke fik fat på sportens supertalenter. I disse tider sørger de største hold nemlig for at fange dem, nu ofte allerede direkte fra juniorklassen, og derfor må et knap så profileret hold som Ag2r klare sig med det, der er tilovers. Udbyttet af denne transfersæson kan i hvert fald først vurderes om nogle år, når vi ser, hvor langt Gall, Raugel, Lapeira og Paret-Peintre kommer. Det er kun Gall, der måske kan styrke truppen lidt til den kommende sæson, men da tabskontoen også er yderst begrænset, kan Lavenu også tillade sig at tålmodighed. Denne transferkampagne handlede i hvert fald udelukkende om fremtiden, og så må han i 2022 krydse fingre for, at holdets nuværende navne kan gøre det mindst lige så godt, som de gjorde i 2021.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som nævnt ovenfor var det lidt af et paradoks, at 2021 skulle blive året, hvor Ag2r skulle forvandles til klassikerhold, men endte med at blive en sæson, hvor holdet imponerede i etapeløbene og skuffede i endagsløbene. Det betyder dog ikke, at holdet har droppet endagsambitionerne. Det er klart, at man efter sidste sæson kan tillade sig at have betydeligt større etapeløbsambitioner, end man havde forud for sidste sæson, men ét kikset klassikerforsøg har ikke fået manager Vincent Lavenu til at give op. Truppen er stort set uforandret, og de store klassikernavne er der fortsat.

Problemet er bare, at de tre store navne, Oliver Naesen, Greg van Avermaet og Bob Jungels, alle starter sæsonen med store spørgsmålstegn. De to belgiere havde begge et katastrofalt år, som Naesen forklarer med overtræning og Van Avermaet med en dårligt timet vaccine - en begrundelse, der dog ikke helt kan forklare, at han heller ikke i foråret var ved fordums styrke - mens Jungels først i juni fandt ud, at en forsnævret arterie var årsag til hans to år i helvede. Selvom Jungels nu er opereret, Naesen har fået hvilet, og Van Avermaet er blevet rask efter en gang covid-19 i november, må det derfor med lidt bævrende stemme, at Lavenu taler om sine forventninger til 2022.

Tilliden til Van Avermaet og Naesen er dog uforandret. Håbet er, at de to gode venner nu kan udgøre den drømmeduo i finalerne af de store brostensløb, som vi kun oplevede én gang i 2021, nemlig i E3. Om det vil lykkes, kan man tvivle på. Det er svært ikke at se Van Avermaets gradvise niveaufald over de seneste sæsoner som udtryk for hans aldring, selvom det dog var mærkværdigt, hvor ringe hans niveau var i efteråret. Naesen er heldigvis lidt yngre og kan nok finde lidt håb i, at han faktisk lignede en af de stærkeste i Flandern Rundt i 2020. Det er trods alt ikke alt for længe siden. Derudover lykkedes det jo faktisk for Van Avermaet med sin rutine at blive en snu nr. 3 i Flandern Rundt i 2021, mens de begge var med i finalen af E3. Et bedre forår kan bestemt ikke udelukkes, men det vil være en overraskelse at se de to stjerner på samme niveau som i deres storhedstid. Uanset hvad ventes de at udgøre katajnduoen i alle de væsentligste brostensløb, nemlig Omloop, E3, Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, ligesom også Dwars door Vlaanderen er en option. I de to hårdeste flamske løb, E3 og Flandern, vil Jungels også være tilbage. Hvis han vitterligt er blevet sig selv igen, er han fremragende i brostensløbene, som han fandt ud af, da han for tre år siden endelig gav dem et forsøg, men han skal først bevise, at operationen har løst hans problemer.

Holdet håber også, at to yngre navne kan få deres gennembrud. Det gælder Stan Dewulf, der efter sin lovende U23-tid gik lidt i stå hos Lotto, men virkede uhyre overbevisende sidste efterår, hvor han nåede et nyt niveau, tog en solosejr i Boucles de l’Aulne og var meget tæt på at vinde Paris-Tours. Sidste år fik han sit forår ødelagt af covid, men kan han denne gang holde sig rask, kan det være i år, at vi ser ham i finalerne af brostensløbene. Derudover fortsatte Dorian Godon sin fornemme udvikling i et fantastisk 2021, hvor han vandt to Coupe de France-løb og tog den samlede i den prestigiøse franske serie. Også han har et uudforsket potentiale i brostensløbene, og begge vil være klar til at tage over, hvis kaptajnerne fejler. Derudover vil holdet sikkert spille Marc Sarreau i sprinterløbene i Kuurne, De Panne og ved Scheldeprijs, men han skal først bevise, at han kan genfinde sig selv efter nogle svære sæsoner.

Van Avermaet vil utvivlsomt også satse på Strade Bianche, som han elsker og før har været tæt på at vinde, men i dags virker det usandsynligt, at hans klatreevner rækker til at være med i kampen om sejren. Skal holdet gå efter sejren, skal det nok være med Benoit Cosnefroy, der er skræddersyet til de eksplosive stigninger og målbakken i Siena, og som i år endelig gør debut i et løb, han på en god dag reelt burde kunne vinde. Han gør også debut i Milano-Sanremo, hvor han bør kunne være en af de stærkeste på Poggio, men hvor han nok skal lave ”en Stuyven”, hvis han vil vinde løbet foran hurtigere folk. Van Avermaet og Naesen vil også være til start i et løb, hvor sidstnævnte tidligere er blevet nr. 2, men selv hvis de finder deres gamle niveau, skal det flaske sig, hvis de skal vinde. Til en spurt vil holdet formentlig have Andrea Vendrame, der satser på sit hjemmebaneløb, eller Clement Venturini, men de vil ikke have en reel chance for at sejre.

I Ardennerne handler det første og fremmest om Cosnefroy. Sidste år fandt han aldrig formen grundet en knæskade, men måske er det i år, at han får sit helt store gennembrud. Han blev jo allerede nr. 2 i Fleche Wallonne i 2020, og sidste år fik han enorm selvtillid, da han i Bretagne Classic baskede sit forbillede, Julian Alaphilippe, selvom han var klemt inde i en Deceuninck-sandwich mellem verdensmesteren og Mikkel Honoré. Den sejr har givet ham en tro på, at han kan vinde drømmeløbet i Liege, og også Fleche er inden for hans rækkevidde, selvom der trods alt er større favoritter end ham. Amstel passer ham en anelse dårligere, men det minder meget om Bretagne, hvor han allerede én gang har vundet.

Jungels vil også være til start i Amstel og Liege, hvor han som bekendt allerede har vundet, men igen kan ingen spå om hans niveau, før vi har set, hvor langt han er kommet efter sin operation. Van Avermaet vil utvivlsomt også køre Amstel, hvor han før er gået i top 10, men hvor han altid kommer til kort mod de bedre klatrere, og han er også af og til fortsat hele vejen til Liege. Her plejer han dog at være for træt, og med sit nuværende niveau skal han næppe regne med et topresultat. Godon kunne også passe udmærket til Amstel Gold Race, som også er et mål for Vendrame. Italieneren passer glimrende til løbet og klatrer bedre end nogensinde, men mangler nok den sidste hurtighed til at kunne gøre det færdigt. Holdets anden sprinter, Venturini, har også holdbarheden til at gøre det hæderligt, men også han mangler lidt fart. Endelig har Aurelien Paret-Peintre talt om at satse mere på endagsløbene, men han er ikke skræddersyet til de eksplosive stigninger.

I efteråret har holdet også muligheder. San Sebastian passer eminent til Cosnefroy, der plejer at være halvdød i Touren, men derefter være flyvende. Spørgsmålet er, om det spanske løb kommer en anelse for tidligt. Om ikke andet plejer han at være på 110% senere i august, hvor han vil elske at forsvare sejren i Bretagne. Det franske løb kunne også ligge udmærket til Van Avermaet og Naesen, hvis de bliver sig selv igen, samt til Godon, Dewulf, Vendrame og Venturini. Sarreau er derimod nok deres mand til det fladere løb i Hamburg.

Van Avermaet har altid betegnet de canadiske løb som nogle af hans favoritter, men spørgsmålet er, om han stadig er god nok til at vinde dem. Hvis ikke, vil det næsten være kriminelt ikke at sende Cosnefroy til Nordamerika, for han må simpelthen vinde de to puncheurløb før eller siden. Vendrame og Godon burde også have visse evner i de eksplosive canadiske finaler. Til gengæld må Cosnefroy nok sande, at de fleste af de italienske efterårsklassikere, herunder Lombardiet, er for hårde. Her skal holdet nok snarere satse på mere rendyrkede klatrere som Clement Champoussin, Ben O’Connor og Paret-Peintre, men de vil alle stille til start som outsidere, hvis de fortsat er friske til den tid.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt har Ag2r sine rødder i Alperne og dermed som et bjerghold, men efter Romain Bardets exit var det planen, at grand tour-ambitionerne midlertidigt skulle nedskaleres. Alligevel overgik holdet alle forventninger i de lange etapeløb i 2021. Ikke blot chokerede Ben O’Connor med sin samlede 4. plads i Touren - det bedste resultat siden Bardets 3. plads i 2017. Holdet var også etaper i alle tre løb, nemlig med Andrea Vendrame, O’Connor og Clement Champoussin.

Det er klart, at de resultater giver holdet grund til at have større ambitioner i 2022. Alligevel må de nok sande, at der er grænser for, hvor langt klassementsambitionerne kan række. Gruppen af klatrere er meget smal, og O’Connor er den eneste, der har et større grand tour-resultat i bagagen, nu hvor Bob Jungels har droppet dine klassementsdrømme. Holdet har i hvert fald slet ikke bredden til at blive et dominerende hold i bjergene, og det bliver igen som underdogs, de skal forsøge at levere topresultater.

Ag2r er et fransk hold, og derfor er prioriteringen aldrig til diskussion. Touren er det altoverskyggende hovedmål, og derfor er det også der, O’Connor skal bruge sine kræfter. Det er ellers klart, at Giro-ruten passer ham langt, langt bedre - ikke mindst fordi han kunne ligne en sårbar rytter på brostenene og ikke har skræmmende tempoevner. På den anden side passede Tour-ruten i 2021 ham lige så dårligt, og her gik det som bekendt meget godt. Sidste års Tour-felt endte dog også med at være historisk svagt, og det vil være en overraskelse, hvis O’Connor kan gentage sidste års vilde resultat - også selvom hans enkeltstart er blevet markant. Han har ikke samme frihed til at angribe fra distancen, og det vanskeliggør tingene, men en top 10 er bestemt inden for rækkevidde. Aurelien Paret-Peintre skal også køre klassement igen i år, men intet tyder på, at han har klatreevnerne til at tage skridtet fra top 15 til top 10.

Ved siden af klassementsambitionerne skal der jagtes etaper. Det skal formentlig alene ske via udbrud, da holdet ikke ventes at komme med en sprinter. Skulle han finde sig selv og have et stærkt forår, kunne Marc Sarreau måske komme i spil, og Clement Venturini kunne også være kandidat. Andrea Vendrame drømmer også om at køre Touren, men han har angiveligt ikke længere de store ambitioner om at spurte. Ingen af dem kan realistisk drømme om en sejr, og derfor bliver udbrud hovedfokus.

Bedst chance for at vinde en etape må være Benoit Cosnefroy, men der er ikke alt for mange Cosnefroy-etaper i et løb, hvor han desværre også har en grim tendens til at være temmelig død i de sidste to uger. Også Vendrame er et glimrende bud, hvis han kommer med. Vi så ved hans sejr i Giroen, at han kan vinde også på meget hårde dage, og han synes endda slet ikke at være færdig med at udvikle sig. Nans Peters har taget udbrudssejre i både Giroen og Touren, og hvis han kommer sig over helbredsproblemerne fra 2021, er det bestemt muligt igen. Det er det naturligvis også for Jungels, men det er igen på betingelse af, at hans operation har løst alle hans problemer. Lilian Calmejane har tidligere vundet fra udbrud, men han har desværre været i markant tilbagegang de seneste sæsoner og er ikke ved fordums styrke. Til gengæld må det være en overvejelse at give den stadig bedre klatrende Geoffrey Bouchard Tour-debut. Måske er han ikke den oplagte vindertype, men han vil elske at jagte den bjergtrøje, han allerede har vundet i Giroen og Vueltaen, og dermed fuldende sit hattrick. Chancerne er færre for lidt tungere folk som Dorian Godon og Stan Dewulf, og det er nok også tvivlsomt, om der fortsat gemmer sig etapesejrmuligheder i Greg van Avermaet og Oliver Naesen, der dog utvivlsomt vil drømme stort om brostensetapen.

I Giroen ventes det, at holdet satser stort på Clement Champoussin. Det gik helt galt i 2021, hvor han var uforklarligt træt og endte med at udgå, og også i år kan det gå begge veje. Hans 2021-sæson var ekstremt ustabil, og det skal han have rettet op på, hvis han skal køre klassement. Hans topniveau rækker til gengæld utvivlsomt til top 10, og hvis klassementet fejler, ved vi fra Vueltaen, at han i hvert fald kan vinde fra udbrud.

Det er uklart, hvem der ellers skal køre til Italien. Vendrame kan måske ende i Giroen igen, og i givet fald vil han være et glimrende bud på at vinde endnu en etape. Det er også sandsynligt, at holdet vil spurte med enten Sarreau eller Venturini, men det er nok kun en genfødt Sarreau, der kan tillade sig at stræbe lidt højere end yderligere top 10-placeringer. Det er bestemt heller ikke utænkeligt, at Bouchard skal køre endnu en Giro, og det kan være med fokus på endnu en bjergtrøje, men også på det klassement, han kørte hæderligt i Vueltaen. Felix Gall viste i Dauphiné, at hans klatreevner efterhånden er gode nok til at jagte etaper i bjergene, og man kan også håbe, at Jaakko Hänninen kan tage næste skridt samme sted. Calmejane ligner også en god kandidat i sin jagt på at finde sig selv, og man kan bestemt heller ikke udelukke, at Dewulf eller Godon skal til Giroen.

I Vueltaen er målene endnu mere uklare. O’Connor har nævnt, at han gerne vil jagte den etapesejr i Spanien, som vil fuldende hans hattrick, men det kræver, at han frisk efter Touren. Klassementet synes i hvert fald udelukket, og skal holdet satse på den samlede stilling, skal det nok være med Champoussin, der dog næppe kan køre klassement i to grand tours og kun er aktuel, hvis Giro-klassementet gik i skuddermudder. Det er også en mulighed, at Bouchard vil forsøge at gøre det bede end sidste år, men mest sandsynligt er det, at holdet vil jagte etaper. Det kunne ske med netop Bouchard, men også med Calmejane, Gall, Hänninen, Peters samt Vendrame, ligesom Sarreau eller Venturini også må være i spil til en rolle som sprinter.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Mens Ag2r har fornuftige muligheder i både klassikerne og grand tours, kniber det mere i de ugelange etapeløb. Også her lider holdet under at have relativt få klassementsryttere, og de få, der er, er relativt temposvage. Det er altid en stor ulempe i de ugelange løb, hvor enkeltstarten ofte spiller en ganske betydelig rolle.

Læs også

LIVE nu: Price i top-5 på stor enkeltstart

Bedste kort er igen Ben O’Connor, og sidste år lykkedes det ham faktisk at levere fine klassementsresultater i både Romandiet og Dauphiné. I år satser han på Paris-Nice, Catalonien og Dauphiné, og af disse er det nok de to sidstnævnte, der passer ham bedst. Det gælder særligt for Catalonien, der er uden enkeltstart og har de lange stigninger, han elsker, men også Dauphiné er så bjergrigt, at han sidste år gjorde det hæderligt. Hans enkeltstart er skam også blevet forbedret, men han ligner mere top 10- end podiekandidat.

Det er forhåbentlig også i de ugelange løb, at vi får en fornemmelse af, om Clement Champoussin har fået lidt af den stabilitet, vi savnede i 2021. De ugelange løb er for en ustabil rytter i første omgang mere realistiske end grand tours, og derfor kan man håbe, at det bliver til flotte resultater i 2022. Det er klart, at også han lider under sin enkeltstart, og han har endnu ikke meldt ud, hvilke løb han satser på. Vælger han tempofattige løb som eksempelvis Catalonien, kan han i topform dog gøre det ganske fremragende.

Holdet har også Aurelien Paret-Peintre, der sidste år blev n. 9 i Paris-Nice og nr. 13 i Dauphiné. Også han har en svag enkeltstart, og klatreevnerne rækker næppe til meget mere end det, vi så i 2021. Derudover vil den stadig bedre klatrende Geoffrey Bouchard formentlig fortsætte med at køre mere klassement, men heller ikke han kan stræbe efter mere end yderligere top 10-resultater. Holdet vil også håbe, at Felix Gall kan bygge videre på de lovende takter, han viste i Dauphiné, ligesom Jaakko Hänninen måske kan tage det skridt, man dog nok desværre må være begyndt at tvivle lidt på. Mindre rutine har Nicolas Prodhomme, men han manglede fortsat ganske meget i bjergene i 2021. Mountainbikeren Clement Berthet gjorde det fint i Polen sidste år, men på længere stigninger kommer han nok til kort.

Holdets eneste rigtige sprinter er Marc Sarreau, der for nogle år siden vandt et hav af franske spurter, men altid har manglet lidt på WorldTouren. Han er aldrig kommet tilbage efter styrtet i 2020, og det virker ikke realistisk, at han pludselig skal vinde stort i de store løb. Det virker dog ikke umuligt, at han kan genfinde det niveau, han havde tidligere, og så vil han atter kunne vinde på den franske scene. Derudover kan Clement Venturini jagte resultater i spurterne i særligt de hårde løb i Baskerlandet, Catalonien og Romandiet, hvor konkurrencen er begrænset, mens det nok er tvivlsomt, om vi vil se Andrea Vendrame blande sig i spurterne. Han vil nok snarere satse på puncheurfinaler, som også ligger til Benoit Cosenfroys højreben, men dem er der sjældent mange af i de ugelange løb.

Holdet satser naturligvis også altid meget på den franske kalender, herunder Coupe de France. Den vandt Godon i 2021, mens Sarreau har vundet den tidligere. Godon vil formentlig elske at vinde den igen og tage et par sejre undervejs, og Sarreau kan satse på sprinterløbene. Stan Dewulf vandt også i Coupe de France i 2021, og Benoit Cosnefroy plejer også altid vinde nogle af de franske løb, der ofte passer ham godt. Sejre her er bestemt også inden for rækkevidde for Clement Venturini, Damien Touzé og en forhåbentlig delvist genfødt Lilian Calmejane.

Hvem kan overraske?

Ag2r har altid sat en stor ære i at udvikle deres egne talenter på udviklingsholdet Chambery Cyclisme Formation, og mange af holdets store navne gennem historien kommer da også herfra. Det er da også herfra, holdet har hentet deres mest lovende talent.

Det må nemlig være Clement Champoussin. 2021-sæsonen var præget af alt for mange nedture i et generelt ustabilt år, men til gengæld var han en sand fornøjelse i foråret, da han fulgte David Gaudu på stigningerne i Ardeche og matchede Egan Bernals angreb i Laigueglia. Den form så vi aldrig siden - heller ikke da han vandt i Vueltaen - men vi også fra hans første Vuelta i 2020 og hans U23-tid, at hans potentiale er stort. Forhåbentlig ser vi mere til hans topniveau i 2022, hvor han kan køre nogle fine klassementer i etapeløb på WorldTouren, forhåbentlig kulminerende i Giroen.

Den kunne nemlig komme i klassikerne fra Stan Dewulf eller Dorian. Dewulf fik ødelagt sit forår i 2021 af covid, men kørte et uhyre overbevisende efterår, der kunne være kulmineret med sejr i Paris-Tours. Han har længe været en af de mest spændende klassikerryttere, og selvom han næppe vinder et af de store brostensløb, skal det blive spændende at se, hvor langt han kan komme.

Det samme gælder for Godon, der har været halvlangsom i sin udvikling. Det er dog gået stille og roligt, og i 2021 tog han et større skridt. Den samlede sejr i Coupe de France var ganske imponerende, og han kørte generelt stærkt gennem hele året. Han har endnu ikke slået til i klassikerne, men han har alle de rette karakteristika til at være med fremme i brostensløbene.

Når vi nu er ved de ældre ryttere, kunne man også fremhæve Andrea Vendrame. Han har allerede leveret flotte resultater, men hans potentiale burde være til mere end det. Det var i hvert fald uhyggeligt at se hans klatring, da han vandt i Giroen, og hans sejr i Route d’Occitanie, hvor også særdeles overbevisende. Han bevæger sig nu væk fra massespurterne og satser mere på klassikerne og etapejagt. Amstel Gold Race og Brabantse Pijl burde passe ham storartet, han burde kunne lave et fornuftigt resultat i Sanremo, og han kunne være spændende at følge i Strade Bianche. Og så kan han helt sikkert vinde fra et udbrud i Touren, hvis han får indfriet sin drøm om deltagelse i det største løb.

Man må også fremhæve Felix Gall. Den tidligere juniorverdensmester havde det svært i sine første år, men i Dauphiné klatrede han på et hidtil uset niveau. Han ligner stadig ikke nogen stor klatrer eller klassementsrytter, men der har dog været så lovende takter, at han er værd at holde øje med. Man må også håbe, at Jaakko Hänninen endelig slår igennem som den lovende rene bjergrytter, han åbenbarede sig som i Innsbruck i 2018, men det er desværre gået overraskende langsomt med hans udvikling.

Blandt de yngre ryttere er der Nicolas Prodhomme. Hans første sæson var hæderlig, men det var kun i Algarve og på en enkelt dag i Vueltaen, at han for alvor imponerede. Det kræver et markant skridt, hvis han skal vise sig som en stor klatrer i 2022. Det kan også være værd at holde øje med mountainbikeren Clement Berthet, som holdet hentede midtvejs i 2021. Han kørte sig til en flot top 15 i Polen og har grundet begrænset erfaring et vist udviklingspotentiale, formentlig mest som puncheur og ardennerrytter. Han ligner dog ikke en rytter, der brager ind på scenen i 2022. Blandt de nyprofessionelle må forventningerne være største til Paul Lapeira. Hans sejr i Lombardiet var flot, men også ret enkeltstående i en U23-karriere, der ikke har været skræmmende. Hans ryttertype er også temmelig diffus, og man skal nok heller ikke vente nogen vild debutsæson fra ham, selvom en sejr i et U23-monument giver potentiale til en overraskelse.