Nedenfor giver vi en analyse af Israel Start-Up Nation.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Rudy Barbier, Jenthe Biermans, Guillaume Boivin, Matthias Brändle, Alexander Cataford, Davide Cimolai, Alex Dowsett, Itamar Einhorn, Omer Goldstein, André Greipel, Ben Hermans, Hugo Hofstetter, Reto Hollenstein, Dan Martin, Kristis Neilands, Guy Niv, James Piccoli, Alexis Renard, Guy Sagiv, Norman Vahtra, Tom van Asbroeck, Mads Würtz Schmidt, Rick Zabel

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Nye ryttere

Chris Froome (INEOS Grenadiers), Sep Vanmarcke (EF Pro Cycling), Daryl Impey (Mitchelton-Scott), Michael Woods (EF Pro Cycling), Alessandro De Marchi (CCC Team), Patrick Bevin (CCC Team), Carl Fredrik Hagen (Lotto Soudal), Sebastian Berwick (St George Continental Cycling Team), Taj Jones (Israel Cycling Academy, skifter 1. juli)

Ryttere, der forlader holdet

Daniel Navarro (?), Nils Politt (BORA-hansgrohe), Rory Sutherland (stopper karrieren), Mihkel Raim (?); Travis McCabe (stopper karrieren), Patrick Schelling (?), Matteo Badilatti (Groupama-FDJ)

Hvordan gik transfersæsonen?

Hvis ikke man med det samme brager ind på scenen med en stor og pengestærk sponsor, som vi i de senere år har set det med eksempelvis Sky/Ineos- og Bahrain-mandskaber, tager det som regel tid at opbygge et stærkt cykelhold. I det lys må man beundre den canadisk-israelske rigmand Sylvan Adams for lynhurtigt at have forvandlet et beskedent israelsk cykelprojekt til et hold på sportens højeste niveau.

WorldTouren blev nået i 2020, men Adams er langt fra tilfreds endnu. Nej, han vil gøre Israel Start-Up Nation til et af verdens bedste hold, og det vil være synd at sige, at det var tilfældet i den forgangne sæson. Her var det israelske stadig WorldTourens miniput, der endte nederst blandt de 19 hold på verdensranglisten (endda slået af tre ProTeams). Det skyldtes naturligvis i vidt omfang, at det først meget sent lykkedes at erhverve Katushas WorldTour-licens, og derfor blev holdet kastet lidt hovedkulds ind i elitedivisionen uden egentlig at have haft tid til at gøre sig rigtigt klar.

Det har de gengæld til nu, og man må sige, at der er blevet taget alvorligt fat. Det skabte nemlig genlyd langt uden for cykelsporten, da holdet i august kunne annoncere, at de havde skrevet en langtidskontrakt med sportens måske allerstørste stjerne, Chris Froome - et skifte, der af flere blev sammenlignet med, at Lionel Messi skiftede fra FC Barcelona til en spansk bundklub.

Den sammenligning holder dog kun på delvist. Hvor Messi stadig regnes som en gigant inden for fodboldverdenen, var der ikke meget gigant over den Froome, der i 2020 kæmpede voldsomt med at komme bare i nærheden af et konkurrencedygtigt niveau. Nok var der momentvist små takter mod slutningen af Vueltaen, men eftervirkningerne af styrtet i 2019 var stadig så voldsomme, at det står lysende klart, at Adams har taget en gigantisk chance ved at kaste millioner efter en rytter, der lige nu ikke har niveauet til at være andet og mere end hjælperytter.

Adams tror dog stadig på projektet, og ambitionen er klar. I 2021 skal Froome skrive historie ved at blive den femte rytter i historien til at vinde Tour de France fem gange, og faktisk tror han på, at briten kan komme i nærheden af Eddy Merckxs rekord på hele 11 grand tour-sejre. Lige nu er der ikke meget, der tyder på, at det vil lykkes, men Adams tror så meget på ideen, at han er i gang med at transformere holdet fra et mandskab med fokus på massespurter, etapesejre og klassikere til et rigtigt grand tour-hold.

I det lys har hovedopgaven i transfersæsonen været at sikre en trup, der kan støtte Froome i de lange etapeløb, særligt i bjergene. Det er dog knebet lidt, og Froome må i den grad spejde langt efter en støtte i stil med den, han har kendt fra Ineos. Således er det kun lykkedes at få fingre i Michael Woods, Carl Fredrik Hagen og til dels Alessandro De Marchi til den opgave, og der er trods alt ikke meget Sky-tog over den trio.

Til sommer bliver deres opgave utvivlsomt at hjælpe, men heldigvis kan de mere end det. Særligt Woods er lidt af et kup, som blev sikret via det nære venskab mellem den canadiske og landsmanden Adams, og selvom han ikke er rigtig klatrer, viste han så sent som i Vueltaen for Hugh Carthy, at han mestrer kunsten at agere stærk hjælper. Først og fremmest er hans evner i ardennerklassikerne dog så fremragende, at han giver holdet et stærkt våben ved siden af Dan Martin i den slags løb også, og skulle Froome-projektet fejle, vil han være en af de ryttere, der skal redde æren, eventuelt også ved at jagte etapesejre i Touren.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Froome vil næppe være konkurrencedygtig i den første del af året, og derfor skal Hagen også bidrage i ugelange etapeløb, men efter hans forfærdelige 2020-sæson har han så meget at bevise, at også han ligner et lille sats. De Marchi skal i Touren i første omgang lægge bånd på sin angrebslyst, men til gengæld kunne han sagtens være en type, der kan bidrage med en etapesejr i en af de andre grand tours, hvor holdet i hvert fald i Giroen kan ventes at have en betydeligt mere åben og opportunistisk tilgang.

Det er dog ikke kun styrkelse i bjergene. Man valgte således ikke at forlænge kontrakten med Daniel Navarro, men i lyset af hans præstationer i de seneste to sæsoner er det nok kun erfaringen, der kan blive savnet. Værre er det, at den lovende Matteo Badilatti ryger til FDJ, for selvom han var ærgerligt svingende, har han vist et topniveau, som gjorde ham berettiget som hjælper i bjergene. Det samme havde Patrick Schelling, men hans dopingsag gjorde det desværre umuligt at fortsætte med den ellers spændende schweizer.

Holdet opruster også på andre fronter. Daryl Impey og Patrick Bevin er begge alsidige ryttertyper, der kan bruges på mange områder. Dels kan de hjælpe i grand tours i mange slags terræner, og dels er de vindertyper, der kan køre resultater ind på egen hånd. Impey vil savne Tour Down Under, men er en fremragende afslutter i de reducerede massespurter i hårde etapeløb, en glimrende etapejæger og en rytter med muligheder i Amstel Gold Race. Bevin fokuserer i stigende grad på enkeltstarterne, men også han har en hurtighed og et punch, der gør ham brugbar i stort set de samme løb som Impey. De kan i en vis forstand ses som afløser for aldrende Rory Sutherland i grand tour-sammenhæng, men de har individuelle kvaliteter, der gør dem mere interessant end australieren.

Det handler dog ikke kun om etapeløb. Det lykkedes ikke at holde fast i brostenskaptajnen Nils Politt, men selvom det utvivlsomt er et langsigtet tab, er det på kort sigt måske en styrkelse at bytte ham ud med Sep Vanmarcke. Belgieren er stadig en af de bedste i brostensmonumenterne og giver i hvert fald i de flamske løb holdet nogle muligheder, som Politt ikke gav dem. Til gengæld betyder grand tour-satsningen, at der ryddes op i den i forvejen alt for store overflod af sprintere, da kontrakten ikke forlænges med Mihkel Raim, som nok har nået det maksimale af sit potentiale, og Travis McCabe, hvis eneste år på WorldTouren aldrig blev en succes.

Endelig henter holdet også to talenter, hvor særligt Sebastian Berwick er spændende. Mange vil huske, at han var den senere Giro-toer Jai Hindleys værste rival på stigningerne i Herald Sun Tour, og selvom han stadig har meget at lære, er han en klatrer, der kan have et vist potentiale. Derudover glemmer man ikke helt sprintertraditionen, da Taj Jones bliver professionel pr. 1. juli, og selvom han stadig er meget uprøvet og utvivlsomt mangler masser af erfaring og robusthed, viste han med etapesejren i Langkawi, at han i hvert fald har farten til at begå sig også på højt niveau.

Samlet set er der ingen tvivl om, at Israel Start-Up Nation fortsætter deres rejse mod toppen. Nok kan Froome-eksperimentet regnes som en gigantisk satsning, men samlet set er truppen styrket betydeligt. Det er kunt abet af Politt, der for alvor gør ondt, men i Vanmarcke har man en fuldgod erstatning, der sammen med Woods giver holdet tyngde i alle slags klassikere. Med Impey, De Marchi, Bevin og Hagen ved deres side, er det stærkt usandsynligt, at israelerne også i år ender sidst blandt WorldTour-holdene.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Det kan godt være, at formålet med transfersæsonen var at gøre holdet grand tour-modent, men det har haft den herlige sideeffekt, at det israelske mandskab pludselig fremstår som et af de mest potente i ardennerklassikerne. Michael Woods har i Liege, Fleche Wallonne, Lombardiet og ikke mindst ved VM i Østrig vist, at han er blandt verdens allerbedste i den slags løb, og selv i en relativt formsvag udgave kørte han i år på podiet på Mur de Huy, inden han i finalen var femtebedste mand på stigningerne i Liege.

Han slår nu pjalterne sammen med Dan Martin, og de vil tilsammen udgøre en meget interessant duo. Den irske veteran var i 2020 genfødt, da han slog Primoz Roglic i en puncheurspurt i Vueltaen, og havde han blot været i god position i bunden af Mur de Huy, kunne han meget vel have kørt med om sejren i Fleche Wallonne, hvis man erindrer den fart, han mod slutningen kom blæsende med. Sammen udgør de to et meget interessant par i særligt Fleche, Liege og Lombardiet, og i et hårdt kørt Amstel Gold Race vil de også kunne spille en rolle, hvor netop overtallet kan komme dem til gavn. I det løb kan Daryl Impey endda agere afslutter i tilfælde af et lettere løb med en reduceret massespurt, og når man dertil lægger, at de støttes af klatrestærke folk som Krists Neilands, Ben Hermans, Carl Fredrik Hagen og Alessandro De Marchi er holdet uhyre lovende.

Også på brostenene ser det ganske fornuftigt ud. Sep Vanmarcke ramte den ikke rent i 2020, men i 2019 viste han, at han stadig er i stand til at køre med om sejren i de største brostensløb. Det skal han forsøge at gøre igen i 2021, men desværre må han nok affinde sig med at være alene i finalerne. Nok er folk som Tom van Asbroeck, Mads Würtz Schmidt, André Greipel, Guillaume Boivin og Jenthe Biermans solide i den slags løb, men mod slutningen kan Vanmarcke være hæmmet af at være lidt for meget på egen hånd.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

I sprinterklassikerne bliver det sværere. Greipel er ikke længere robust eller hurtig nok til løb som Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem. Davide Cimolai har før kørt top 10 i førstnævnte, og det kan gøre igen, ligesom også Hugo Hofstetter, Tom van Asbroeck og Impey sikkert vil kunne spurte sig til en top 10 i de løb samt i løb som Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic. Sidstnævnte har Vanmarcke som bekendt vundet, og bliver det en hårdere udgave, vil han også kunne gøre sig gældende her igen. Vanmarcke, Impey, Woods og Martin kan også alle begå sig i de canadiske løb, afhængigt af hvordan det bliver kørt, men sejren er nok er udenfor deres rækkevidde. Woods burde på papiret også kunne begå sig i Strade Bianche, hvis han finder formen så tidligt på sæsonen, og så burde en af holdets endeløse serie af sprintere kunne spurte sig til et fint resultat i Scheldeprijs, nok særligt Rudy Barbier, der ligner bedste mands i et let løb som dette.

Uanset hvad bør Israel Start-Up Nation i år blive en faktor i de fleste klassikere med topnavnene Martin og Woods til Ardennerne og Vanmarcke til brostensløbene.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt er Sylvan Adams’ ambition klar: han vil vinde Tour de France med Chris Froome. Holdet er forstærket med det formål, og man må derfor formode, at A-truppen møder til start i Frankrig til sommer.

Den plan bliver der næppe ændret ved, men det kan ambitionerne måske gøre. Når vi når til slutningen af juni, er formentlig meget klogere på Froomes niveau, og selvom det synes udelukket, at briten igen i år decideret vil blive fravalgt, kan det sagtens tænkes, at hierarkiet ud fra en realistisk indstilling måske må gøres lidt løsere.

Klassementsambitioner bør der dog under alle omstændigheder være. Sportsdirektør Kjell Carlstrom har allerede gjort det klart, at Dan Martins flotte Vuelta kombineret med usikkerheden om Froome gør, at ireren formentlig også vil stille til start med personlige ambitioner i den samlede stilling. Ruten passer ganske vist slet ikke den temposvage Martin, men han vil udgøre en fin plan B til en top 10, hvis Froomes niveau svigter. Og han har endda allerede talt om drømmen om en gul trøje i den første weekend på Mur-de-Bretagne, hvor han er den seneste vinder.

Faktisk står holdet ikke så ringe, hvis Froome skulle svigte. Michael Woods, der tillige har ambitioner om a bruge løbet som forberedelse til VM, Daryl Impey, Carl Fredrik Hagen Alessandro De Marchi og - hvis han udtages - Ben Hermans er alle gode etapejægere, ligesom Patrick Bevin kan gå efter resultaterne på enkeltstarter og tillige fra udbrud. Om der også bliver plads til en sprinter, vil nok afhænge af Froomes niveau i optakten, men selv hvis André Greipel, Hugo Hofstetter og Rudy Barbier, der ligner de mest sandsynlige kandidater, skulle få en plads, er etapesejre på det område ikke sandsynlige.

Hvad der skal ske i de andre grand tours, er mindre oplagt - især fordi ruterne i skrivende stund er ukendte. Det virker sandsynligt, at Martin meget gerne vil gentage succesen fra Vueltaen, som han holder meget af, og hvis han vitterligt finder sig selv, ved vi, at også Froome elsker det spanske løb. Hierarkiet vil dog nok være mere åbent end i Touren, og man kunne sagtens forestille sig, at der her blev givet mere plads til folk som Hermans, Hagen, Krists Neilands og måske endda Woods, hvis ikke han er træt efter OL, ligesom der bør blive plads til en af de ovennævnte sprintere, der i den typisk sprintermæssigt svagt besatte grand tour bør have en bedre chance.

Giroen kunne derimod ligne den lidt mere åbne grand tour, hvor fokus vil være på etapesejre. Man kunne sagtens forestille sig, at Hermans vil afrunde sin ardennerkampagne med deltagelse her, hvor han enten kan jagte etaper eller forsøge sig med et klassement, nu hvor han har forbedret sig i de virkelige bjerge. Hagen kunne være et alternativ, men da han som udgangspunkt er hentet som bjergstøtte for Froome, virker det ikke sandsynligt. Mere oplagt er det, at De Marchi skal i aktion som etapejæger på hjemmebane, muligvis inden Touren, ligesom det kunne være en god chance for Neilands til at vise talentet. Spurterne bør også få stor prioritet med Cimolai, der har for vane at satse på løbet, men det er meget tænkeligt, at holdet vil satse bredere med flere sprintere - Barbier, Greipel og Hofstetter er alle alternativer - hvis Tour-truppen bliver helt sprinterfri. Uanset hvad bliver israelerne næppe det mest profilerede mandskab i den italienske grand tour.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Selvom holdet nu går etapeløbsvejen, virker det ikke sandsynligt, at de vil spille nogen fremtrædende rolle i de ugelange løb. Chris Froome bliver næppe konkurrencedygtig før tidligst til sommer, og Michael Woods og Dan Martin er så temposvage, at de sjældent kan jagte mere end top 10, nu hvor der er udsigt til, at også Volta a Catalunya vil inkludere en enkeltstart. På WorldTour-niveau gælder det samme nok for Ben Hermans, selvom han i de mindre etapeløb er blevet så bjergstærk, at han allerede har vundet i Utah og Østrig. Carl Fredrik Hagen må forventes at skulle fokusere på en hjælperrolle i Touren og få sine egne chancer i netop disse løb, men hans 2020-sæson antyder, at han skal rejse sig markant, hvis holdet skal spille en nævneværdig rolle i klassementerne i de kortere løb - medmindre da Froome pludselig overrasker os alle.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Selvom der er ryddet lidt ud i sprinterne, er der stadig så mange hurtige folk, at massespurter må være en prioritet i etapeløbene og de mindre og flade endagsløb i Nordeuropa. Rudy Barbier har vist, at han kan vinde på i hvert fald lavere niveau, men også André Greipel viste i starten af 2020 så meget fart, at man ikke kan udelukke, at der kan gemme sig en mindre sejr i ham endnu. Davide Cimolai kan gøre sig gældende, hvis løbene har været en anelse hårdere, men derimod skal Tom van Asbroeck og Hugo Hofstetter nok gå efter de mindre og lidt hårdere endagsløb som Le Samyn, der som bekendt blev vundet af netop Hofstetter. Endelig vil holdet utvivlsomt prioritere at spurte med israelske Itamar Einhorn, men en sejr i WorldTour-selskab synes nok at være skudt over målet. Endelig har man Daryl Impey til de reducerede massespurter i hårde løb som Baskerlandet og Catalonien, hvor han før har nydt succes, og her har Patrick Bevin også vist, at han kan agere afslutter.

Bevin er dog i stigende grad alene fokuseret på enkeltstarter, men her er han også et godt kort. Flere gange er han blevet nr. 2 på WorldTour-enkeltstarter, og det er bestemt ikke udelukket, at han i det rette selskab kan få den store sejr i det kommende år. I det lys kunne det også være interessant at se ham køre klassement i BinckBank Tour - et løb, hvor Sep Vanmarcke og for så vidt også danske Mads Würtz Schmidt på den rette rute vil kunne gøre det fornuftigt. Endelig er der hele serien af hårde italienske endagsløb, hvor holdet med folk som Woods, Martin, Hermans og Impey vil kunne gøre sig gældende, hvis de indgår i sæsonplanerne.

Hvem kan overraske?

En konsekvens af holdets forsøg på hurtigt at forstærke truppen har været, at man stort set alene har fokuseret på at erhverve sig erfarne veteraner, der har bevist deres værd. Med en gennemsnitsalder på 28,9 år har holdet således også den ”ældste” trup på WorldTouren - en verden til forskel i forhold til DSMs gennemsnitsalder på bare 24,5 år - og det bliver således næppe hos israelerne, at vi ser de unge navne slå igennem.

Det er dog værd at fremhæve holdets to unge nyerhvervelser. Sebastian Berwick tog hele verden med storm, da han var Jai Hindleys værste rival på stigningerne i Herald Sun Tour, hvor han kørte fra folk som Simon Yates, Neilson Powless og Damien Howson. Nu skal man altid være varsom med at overfortolke en australiers præstation i januar, hvor de lokale ryttere pr. definition har et formmæssigt overskud, og det gælder måske særligt for Berwick, hvis resultatliste generelt er ganske fattig. Hans kørsel i det lille australske løb var dog ganske overbevisende, og da han har meget begrænset erfaring i Europa, skal hans udvikling blive interessant at følge. Klatre kan han i hvert fald.

Den anden er Taj Jones, der dog først kommer til holdet 1. juli. Man kan have en slem frygt for, at hans manglende erfaring uden for Australien gør, at hans holdbarhed kan vise sig chokerende ringe, men fart har han i hvert fald. Tour de Langkawi tiltrækker altid et hav af rene sprintere, og dem gav ham altså baghjul i Malaysia inden nedlukningen. Meget kunne tale for, at han skal bruge sit første halve år på at opbygge robusthed og lære, men det skal blive interessant at se ham, hvis han får lov at køre en massespurt eller to sidst på året.

Man kunne også være fristet til at pege på James Piccoli igen, men hans 2020 var så skidt, at man meget hurtigt kan tabe håbet. På den anden side var han fremragende i de amerikanske løb i 2019, ikke mindst med etapesejren og den samlede 2. plads (bag Ben Hermans) i Tour of Utah. Det brutale bjergløb viser, at han har indiskutable fysiske evner, men han mangler formentlig meget i at forstå at køre de europæiske løb. Måske kan Sepp Kuss tjene som inspiration. Amerikaneren havde det nemlig også svært ved overgangen til Europa, men er siden kommet gevaldigt efter det. Forhåbentlig kan Piccoli endelig vise sit potentiale som klatrer i det kommende år.

Endelig viste Krists Neilands i sit flotte 2019 også, at der er meget mere i ham, end hans svage 2020 viste. Han mangler i den grad stabilitet, men på sine store dage klatrer han storartet. Og så har israelske Itamar Einhorn faktisk vist, at han ikke bare er på holdet på grund af sit pas, men at han i en alder af bare 23 år faktisk har en fart, der gør ham i hvert fald konkurrencedygtig i massespurterne. Sidste år tog han den første israelske UCI-sejr på 2.2-niveau. Næste skridt må være at vinde i lidt skrappere selskab.