Der er to kriterier for at komme på listen. Det første er, at man rytterne højst har været i det professionelle i ét år. Det udelukker naturligvis allerede har været på WorldTouren i to år, men også folk som Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, Mikkel Bjerg, Andreas Kron og Brandon McNulty, der alle har kørt på ProTeams, inden de i år kørte deres første sæson på højeste niveau.

Det andet kriterium er, at han ikke i den første sæson på professionelt niveau må have taget en sejr i et løb på 1.1- eller 2.1-løb eller løb på højere niveau. Det udelukker folk som Andrea Bagioli, Jannik Steimle, Ethan Hayter og Attila Valter, der allerede i 2020 tog en stor skalp - også selvom ingen af dem vandt på WorldTouren. En undtagelse er gjort ved Alberto Dainese, hvis sejr i Herald Sun Tour var i et felt med meget begrænset WorldTour-modstand.

Selvom listen tæller hele 21 ryttere, er talentmassen i vidunderbørnenes tidsalder så blomstrende, at man sagtens kunne finde plads til flere navne. Ryttere som Mark Donovan, Matteo Jorgenson, Georg Zimmermann, Matthew Walls, Mathias Vacek, Kevin Colleoni, Juan Romo, Jake Stewart, Einer Rubio, Sebastian Berwick, Antonio Tiberi, og Andrea Piccolo kunne sagtens have fortjent en plads på en sådan liste også, og man skal bestemt ikke blive overrasket, hvis det er dem, der slår igennem i det kommende. Hermed i hvert fald en opfordring til også at holde øje med, hvad de præsterer, når sæsonen - forhåbentlig - snart skydes i gang.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

De 21 ryttere præsenteres i syv artikler med tre i hver og omtales i helt vilkårlig rækkefølge.

Clement Champoussin (Ag2r-Citroën)

Der er et par franskmænd, der har prøvet det før ham: at blive udråbt til den første franske Tour-vinder siden 1984. Bare i de senere år har Thibaut Pinot, Romain Bardet, Warren Barguil, David Gaudu og sågar Julian Alaphilippe fået franskmændene til at drømme om, at de snart kan bringe en snart 40 år lang hjemmebanetørke til ende. Gang på gang er de blevet skuffede, men håbet lever stadig.

Nu er det så Clement Champoussins tur til at mærke forventningens pres. Heldigvis for ham har han ikke som Barguil eller Gaudu vundet Tour de l’Avenir, der plejer at være et signal om fremtidig storhed. Derfor er det måske også voldsomt at forvente, at han ligefrem skulle ende med at vinde verdens største cykelløb, men blandt de unge løver er det utvivlsomt ham, der fremkalder de hedeste franske drømme.

Det er bestemt ikke uden grund.  Champoussin har skabt overskrifter, siden han i 2018 som 20-årig blev nr. 5 i Tour de l’Avenir og nr. 3 i U23-udgaven af Lombardiet. Året efter gjorde han det endnu bedre med en 4. plads i etapeløbet og en 2. plads i den italienske klassiker samt sejr i Giro della Regione Friuli Venzia Giulia, og han rundede endda sæsonen med en flot 9. plads på Oropa-stigningen i Gran Piemonte, der blev vundet af Egan Bernal foran Ivan Ramiro Sosa efter et sandt Ineos-show.

Som for mange andre U23-ryttere gik planen om et halvt år som U23 og et halvt år som professionel i vasken som følge af coronavirus, og derfor endte han med at køre hele den afkortede sæson i Ag2r-trøjen. Her havde han det i første omgang svært, men en 8. plads i et Tour de Luxembourg, der egentlig slet ikke passede en ren klatrer som ham, var tegn på, at der var hul igennem.

Foto: AG2R La Mondiale

Og så kom gennembruddet. På 3. etape af Vueltaen skød en ung Ag2r-rytter pludselig ud af feltet med bare 1 km til toppen af Laguna Negra-stigningen, og som følge af et øjebliks tøven så det kortvarigt ud til, at Champoussin måske kunne vinde på den helt store scene, men desværre fik Felix Grosschartner sat liv i favoritgruppen igen. Champoussin blev hentet, og Dan Martin overspurtede Primoz Roglic på toppen, men en 10. plads mod alle topnavnene var vidnesbyrd om potentialet. Og det blev der sat den fedeste streg under med endnu en flot 10. plads på Moncalvillo-etapen - en af årets mest mindeværdige, hvor Roglic og Richard Carapaz angreb hinanden ustandseligt i et medrivende og herligt syrebad af en angrebsfest.

Medvinden rakte dog ikke hele vejen. Champoussin gik decideret ned i den næstsidste weekend, og derfra så vi ikke meget til den unge franskmand. Han er imidlertid ikke den eneste nyprofessionelle, der er blevet ramt af hammeren i en grand tour-debut, og han fik i hvert fald sået et frø til noget stort.

Det frø skal spire i 2021. Ag2r har som bekendt skiftet identitet og sendt klatrerne videre, mens de har opbygget en klassikertrup med udgangspunkt i Greg van Avermaet og Oliver Naesen. Resultatet er blevet et klatresvagt mandskab, der bruger de kommende år som en overgangsperiode, indtil den næste etapeløbsrytter slår igennem. Og her er Champoussin sammen med Jaakko Hänninen og Aurelien Paret-Peintre udset som manden, der satses på.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

I det lys burde der være plads til, at vi får mere at se til Champoussin i det kommende år. Han burde få masser af plads til at agere kaptajn i de etapeløb, han kører, og på baggrund af det, han viste i Vueltaen, ved vi, at han også er konkurrencedygtig. At han skulle blive den næste franske Tour-vinder, er stadig et modigt statement, men forhåbentlig kan franskmændene få lov at drømme endnu mere, når 2021 er gået på hæld.

Ilan van Wilder (Team DSM)

Det kan være ret utaknemmeligt at blive udskreget til stortalent. Det kan nemlig gøre det så pokkers svært at leve op til forventningerne, især når man er jævnaldrende med Remco Evenepoel og kommer fra Belgien. Det har Ilan van Wilder måttet sande i et 2020, der slet ikke gik som håbet for den unge belgier.

Van Wilder har i hele sin karriere stået i skyggen af Evenepoel. Hans sidste juniorår var ellers ganske overbevisende, men hans lange serie af fine resultater blev overskygget af, at hans jævnaldrende landsmand som regel løb med førstepladsen. Og da han i 2019 i en alder af bare 19 som førsteårsrytter i U23-klassen endda blev en fornem nr. 3 i Tour de l’Avenir - og i øvrigt opnåede en hel serie af flotte resultater i de sværeste etapeløb - var det igen Evenepoel, der løb med opmærksomheden. Det er trods alt svært at konkurrere med EM-guld, VM-sølv og San Sebastian-sejr.

Det ændrer dog ikke på, at Van Wilders teenageresultater er ganske imponerende, og derfor var det heller ikke svært overraskende, at Sunweb stod klar med en kontrakt til 2020-sæsonen. Mere overraskende var det måske, at den unge belgier ikke fik vist sig meget frem i sine første løb som professionel, hverken før eller efter nedlukningen.

Foto: Team Sunweb | Vincent Riemersma​

Man skal dog ikke lade sig snyde. Stadig bare 19 år gammel kørte Van Wilder faktisk et flot Volta ao Algarve tilbage i februar, og efter en lidt svær start efter nedlukningen spillede han en stor rolle i både Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Det var der bare ikke så mange, der opdagede, men når Marc Hirschi kunne køre med om sejrene til sidst, skyldtes det, at Sunweb havde spillet en meget aktiv føringsrolle undervejs. Og her var Van Wilder en af de mest aktive dybt inde i finalerne.

Det lagde grunden til en stærk Vuelta, men desværre tvang en skade ham ud allerede på 1. etape. Derfor fik vi slet ikke at se, om han kunne imponere i samme stil som blandt andre Thymen Arensman, der er omtalt andetsteds. Med tanke på at Van Wilder er betydeligt yngre end sin hollandske holdkammerat og faktisk havde gjort det betydeligt bedre i de foregående løb, kunne noget tyde på, at vi gik glip af noget spændende i Spanien i oktober og november.

Heldigvis er Van Wilder stadig bare 20 år, og når han er sin knæskade kvit, skal han nok vise sig frem i et 2021, hvor han på Sunweb burde få masser af plads til at forsøge sig som klassementsrytter i de bjergrige ugelange etapeløb. Så må vi bare håbe, at Evenepoel holder sig så meget i ro, at han ikke nok engang kommer til at stå i skyggen af sin jævnaldrende landsmand.

Harold Tejada (Astana)

Som Jakob Fuglsang kan bevidne, var Astana-mandskabet ikke prangende i årets Giro. Det skyldtes naturligvis primært, at Miguel Angel Lopez og Aleksandr Vlasov forsvandt, inden løbet var gået ordentligt i gang, og da særligt Oscar Rodriguez tillige underpræsterede en masse, var den danske fugl i bjergene stort set overladt til den støtte, en delvist genfødt og velkørende Fabio Felline kunne levere.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det kunne dog have været anderledes. Det var nemlig planen, at den nyprofessionelle Harold Tejada også skulle have været til start. På papiret lignede det måske ikke en voldsom forstærkning, men når man kender årsagerne til, at den lille colombianer alligevel ikke kom til Italien, forstår man, at hans fravær vitterligt var en betydelig svækkelse.

Tejada kørte nemlig i en vis forstand for stærkt til at komme til Giroen. Da Miguel Angel Lopez sakkede agterud i Mont Denivele Challenge, og det i stedet var Tejada, der satte Aleksandr Vlasovs sejr i scene og siden kørte sig ind på en 6. plads foran blandt andre forhåndsfavoritten Nairo Quintana, spærrede Astana-ledelsen øjnene op. Og da Tejada siden leverede et solidt stykke arbejde i forbindelse med Fuglsangs sejr i Lombardiet og Vlasovs sejr i Emilia, blev det besluttet, at Tejada skulle være en del af A-truppen til Touren i stedet for at hjælpe Fuglsang i Giroen.

Foto: Astana Pro Team

Det gjorde han over al forventning. Grundet de særegne omstændigheder var årets Tour uhyre stærkt besat, men alligevel var det oftest Tejada, der sad som sidste mand hos Lopez og ikke som ventet Ion Izagirre. Sådan var det i Pyrenæerne og ikke mindst, da den unge nyprofessionelle blev nr. 15 på Grand Colombier, og selvom han endte med at falde sammen i den tredje uge, var det en uventet god debut, hvis eneste europæiske løb forud for denne sæson var hans to optrædender i Tour de l’Avenir i 2018 og 2019.

Netop det franske talentløb var scenen, der sikrede ham kontrakten med Astana. I 2019 vandt den dobbelte colombianske U23-mester nemlig en af løbets bjergetaper ved i en tremandsspurt at slå Mauri Vansevenant og Clement Champoussin - to ryttere, der også er at finde på denne liste - og selvom de øvrige resultater måske ikke var specielt iøjnefaldende, dokumenterede Tejada med sin Tour i år, at Astana gjorde klogt i at give ham chancen.

Hvad skal vi så vente os i 2021? Lidt plads burde han kunne få. Med Miguel Angel Lopez’ exit har Astana færre etapeløbsryttere, især hvis Jakob Fuglsang får lov at satse på klassikere og ugelange etapeløb. Naturligvis vil Aleksandr Vlasov, Fuglsang og Ion Izagirre lægge beslag på mange af de korte etapeløb, men Tejada kan måske fås sin chance undervejs. Og hvis Vlasov vitterligt ender som holdets eneste grand tour-klassementsrytter, kan man slet ikke udelukke, at Tejada kan få lov at prøve sig i eksempelvis Vueltaen. Der mangler fortsat megen udvikling, men den kørsel på Grand Colombier viser til gengæld, at der helt sikkert er noget at bygge på.