Optakt: Vuelta a Burgos
03. august 2021 14:56Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

For mange var Clasica San Sebastian det første skridt I forberedelserne til Vuelta a Espana, og for en stor del af de ryttere, der ikke har kørt Tour de France, tages næste skridt i rejsen mod den spanske grand tour i det traditionelt vigtigste optaktsløb, Vuelta a Burgos. Efter et par år med mindre stjernespækkede startfelter har man i de senere år oplevet en renæssance, hvor navne som Alberto Contador, Mikel Landa, Richard Carapaz, Remco Evenepoel og Julian Alaphilippe har kastet glans over begivenheden, og efter et lidt svært år i 2018 blomstrer løbet nu mere end længe, denne gang med et felt, der med Egan Bernal i spidsen tæller mange af Vueltaens største favoritter, og som igen i år skal slås på en bjergrig rute med de traditionelle nøglestigninger, torsdagens Picon Blanco og lørdagens Lagunas de Neila, som afgørende skridt på vejen mod Spaniens største løb.

Annonce

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

 

Løbets rolle og historie

Det er en væsentlig del af cykelkalenderens anatomi, at der forud for hver af de tre grand tours afvikles et kort opvarmningsløb i en af værtslandets bjergregioner. Giro-favoritterne bruger det ekstremt bjergrige Giro del Trentino/Tour of the Alps til at forberede sig til det italienske løb, mens Tour-kandidaterne ofte drager til Alperne for at deltage i Criterium du Dauphiné som deres vigtigste forberedelse til verdens største løb. Vueltaens modstykke til disse to løb er Vuelta a Burgos, der indledes tirsdag og tilbyder rytterne til den spanske grand tour en perfekt mulighed for at teste sig selv i de høje bjerge, på korte, eksplosive stigninger og i hård sidevind - tre udfordringer, der ofte spiller en afgørende rolle i udfaldet af det tre uger lange spanske løb.

 

Dauphiné er et WorldTour-løb og derfor i sig et meget prestigiøst løb, der automatisk har deltagelse af alle WorldTour-hold. Løbene i Trentino og Burgos har kun 2.Pro-status på UCI Europe Tour, og derfor har de mere karakter af ren forberedelse. Således har de også i højere grad været domineret af hjemlige ryttere, mens mange internationale navne har foretrukket andre af de mange etapeløb, der afvikles i sensommeren.

Bernal vinder Giroen 2021

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

 

I de seneste år er tingene langsomt blevet forandret. Løbet i Trentino er blevet langt mere internationalt, mens løbet i Burgos har tabt noget af sin popularitet. Som snart sagt ethvert andet spansk løb har det lidt under de vanskelige økonomiske vilkår, og i flere år har man derfor haft startfelter domineret af spanske hold.

 

I 2016 lykkedes det heldigvis at bryde den lidt kedelige tendens, da ikke færre end 13 af de 18 WorldTour-hold var til start. Det skyldtes ikke mindst OL, der betød, at mange af konkurrenterne havde ændret dato, og derfor blev tingenes tilstand i 2017 normaliseret igen, idet kun fem mandskaber fra højeste niveau var til start. Den tendens fortsatte i 2018, hvor man var nede på fire WorldTour-hold i en uge, hvor der var konkurrence fra Tour de Pologne, Tour of Utah og Czech Cycling Tour (nu Szaka Tour), og gik igen i 2019, hvor løbet ganske vist var flyttet til BinckBank Tour-ugen, men hvor konkurrenter fra Utah og Tjekkiet var flyttet med, og hvor der nu også var modstand fra Arctic Race of Norway.

 

Siden dengang har løbet haft en opblomstring. I 2020 var det det første store løb, der blev afviklet efter nedlukningen, og det gav selvsagt enorm interesse, der førte til deltagelse af ikke færre end 14 WorldTour-hold. I år drager løbet igen fordel af OL, der har betydet, at den traditionelle nøglerival i kampen om Vuelta-stjernerne, Tour de Pologne, er rykket så meget, at det ikke kan bruges som forberedelse til den spanske grand tour. I en for årstiden sjældent stille tid på den europæiske kalender konkurrerer løbet denne gang kun med Arctic Race og det mindre løb i Tjekkiet, og det har fået hele 13 af WorldTour-holdene til at blive i Spaniens efter weekendens WorldTour-løb.

Annonce

 

Løbet er måske ikke længere det vigtigste forberedelsesløb - den status er i høj grad blevet overtaget af Tour de Pologne, i hvert fald i et normalt år - men for mange er Burgos stadig den foretrukne vej frem mod Vueltaen. Samtidig er det stadig et af de allerstørste etapeløb i Spanien, og for de mindre spanske hold er det et af sæsonens absolutte højdepunkter, hvilket giver garanti for aggressiv kørsel.

 

I tidligere tider var grand tour-favoritterne sjældent konkurrencedygtige og med i kampen om sejren i deres forberedelsesløb, men den trend har gradvist ændret sig i de senere år. Hvis man skal bruge løbene i Trentino og Dauphiné som målestok er det klart, at også løbet i Burgos vil være en ganske god indikation på, hvad der vil ske i Vueltaen. Således så vi Simon Yates og Aleksandr Vlasov ende på podiet i Tour of the Alps, og de kom begge til at spille fremtrædende roller i Giroen, mens Dauphinés podium bestående af Richie Porte, Alexey Lutsenko og Geraint Thomas enten var blandt favoritterne eller endte i top 10 i Touren. Vueltaens placering sidst på sæsonen har måske ansporet folk til at være lidt mere konservative i Burgos, end hovednavnene er i Trentino og Dauphiné, men ved løbets afslutning på lørdag kan vi altid drage vigtige konklusioner frem mod årets sidste grand tour.

 

Løbet afvikles i den nordlige Burgos-region og fandt første gang sted i 1946, inden det efter bare to udgaver igen forsvandt fra kalenderen. Mange år gik, inden handsken igen blev samlet op, da tredje udgave fandt sted i 1981. Siden da har det været en årlig begivenhed på UCI-kalenderen, og store navne som Marino Lejarreta, Pedro Delgado, Alex Zülle, Laurent Dufaux, Tony Rominger, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Francisco Mancebo, Alejandro Valverde, Iban Mayo, Samuel Sanchez, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana, Alberto Contador, Mikel Landa og Remco Evenepoel har alle sikret sig sejren. Løbet har siden 1984 været afviklet i august, og da Vueltaen først blev flyttet fra for- til efteråret i 1995, har det ikke altid været at regne som et forberedelsesløb. Siden 1995 har to ryttere brugt en sejr i Burgos som springbræt til en Vuelta-sejr: Abraham Olano i 1998 og Alejandro Valverde i 2009.

 

Ruten varierer en del fra år til år, men én etape er altid på programmet: den frygtede bjergafslutning på Lagunas De Neila-stigningen. Med dens status som den afgørende kongeetape har den klassiske etape til den smukke naturpark med de mange søer ofte været afviklet tidligt i løbet, men siden 2009 har løbet nået sit absolutte klimaks på toppen af stigningen på allersidste dag. Oftest har der også været en tidskørsel på programmet, enten som enkeltstart eller holdløb, men det har ikke været tilfældet siden 2016, og i stedet har man for femte år i træk har foretrukket en ekstra bjergetape i det, der vil være endnu en hård udgave skabt til de rene klatrere. Løbet har typisk ofte haft flere eksplosive afslutninger for puncheurs, og også de ryttere vil få chancer i årets løb, hvor der også er blevet plads til de klassiske sprintere, som ellers ikke altid har fået deres muligheder.

 

Det handler dog ikke udelukkende om stigningerne. En stor del af løbet finder sted på de højt beliggende, åbne sletter i Burgos, hvor vinden kan spille en afgørende rolle, og i mange udgaver har mindst én etape været plaget af kraftig sidevind. For at vinde løbet skal klatrerne derfor typisk omgive sig med stærke holdkammerater, der kan holde dem beskyttet i en af de discipliner, de typisk frygter. Den del er også perfekt forberedelse til Vueltaen, hvor sidevinden som regel kommer i spil mindst én gang undervejs.

Annonce

 

Nogle af Vuelta-favoritterne har kørt Touren og skal derfor hvile frem mod den spanske grand tour. Med udsættelsen af løbet i Polen har Burgos til gengæld tiltrukket langt de fleste af de øvrige topnavne til Vueltaen. Således vil vi i feltet finde Egan Bernal, Aleksandr Vlasov, Hugh Carthy, Mikel Landa, Damiano Caruso, Romain Bardet og Gino Mäder, der alle bruger løbet som trædesten frem mod den sidste grand tour. Tidligere så man også ofte nogle Tour-ryttere bruge løbet som en sidste chance for at få lidt ud af den gode form, men den tendens har været mindre udpræget i de senere år. Miel Landa gjorde det i 2017, hvor han endda vandt løbet, og i år er det Simon Yates, der efter en meget intens sæson forsøger at opnå et sidste resultat, inden den står på pause.

 

Sidste år var det ikke en af Vuelta-rytterne, der vandt den uhyre stærkt besatte udgave. Som det første store løb efter nedlukningen fik den enorm opmærksomhed og var præget af usikkerhed om både afvikling og rytterform i et felt, som grundet omstændighederne var endnu stærkere end vanligt. Bedst af dem alle var Remco Evenepoel, der for første gang satte en entydig streg under, at han også kan vinde i de rigtige bjerge, da han kørte fra alt og alle på den stejle Picon Blanco, og selvom han blev slået af den dobbelte vinder Ivan Ramiro Sosa på Lagnuas de Neila, kunne han udnytte colombianerens vanskeligheder i sidevinden på 3. etape til at tage en sikker samlet sejr med hele 30 sekunder ned til Mikel Landa og 1.12 ned til holdkammeraten Joao Almeida. Evenepoels fokus er dog nu på det fladere VM, og han kører derfor Danmark Rundt i stedet for at forsvare titlen, og da Almeida i stedet jagter en samlet sejr i Polen, er det kun Landa, som vil være genganger fra sidste års podium.

 

Ruten

Vuelta a Burgos har traditionelt været et ganske alsidigt løb, der både har budt på en tidskørsel i form af en enkeltstart eller et holdløb, flade etaper, puncheurfinaler samt den store kongeetape til Lagunas de Neila på sidste dag. Derfor har man som regel skullet være en ganske komplet rytter for at begå sig, men i 2017 ændrede man grundlæggende på løbets format. Således tippede man balancen over til de rene klatrere på en rute, der var den hårdeste i mange, mange år. Tilsyneladende var man begejstrede for formatet, for i 2018, 2019 og 2020 var der tale om næsten totalt genbrug, hvor den eneste væsentlige ændring var, at løbets to fladeste etaper var nytænkt. Som regel har én af de to haft en stigende finale og den anden en klassisk sprinterafslutning, men i 2019 havde alle fem etaper mål på en bakke af varierende længde.

 

Formatet genbruges næsten i år, men der er en væsentlig ændring. Siden 2017 har det faste holdepunkt været den indledende puncheuretape med mål på Alto del Castillo i udkanten af Burgos samt 3. og 5. etapes store bjergfinaler på hhv. den relativt nye, men meget svære Picon Blanco og klassikeren Lagunas de Neila. Alle tre elementer genfindes i år, men som noget helt nyt er der denne gang ikke mål på toppen af Picon Blanco. I stedet sluttes der med en nedkørsel og et kort, fladt stykke, og det kan ændre dynamikken på etapen, hvor vinderen i tre af de fire foregående besøg også er endt med den samlede sejr - måske fordi selvsamme Picon Blanco for første gang skal være mål for en etape i Vueltaens første uge.

 

Det hele starter dog, præcis som det plejer. Som det nu er blevet en fast tradition, lægges der ud med den eksplosive puncheuretape med mål på toppen af den lille Alto del Castillo inde i selve Burgos, hvor klassementsrytterne altid skal passe på med at undgå dumme tidstab. Det virkelige slag om klassementet skal imidlertid igen slås på 3. og 5. etape, hvor der altså først er en faldende finale efter Picon Blanco-stigningen, inden det hele kulminerer med løbets traditionelle kongeetape med mål på toppen af Lagunas de Neila-stigningen - en finale, der dermed genvinder lidt af sin betydning efter nogle år, hvor Picon Blanco har vist sig vigtigere.

Annonce

 

Indimellem venter der som altid om onsdagen og fredagen to relativt flad etaper på den spanske højslette, hvor arrangørerne med et hav af retningsændringer håber på masser af den sidevind, området er kendt for. Mens man i 2019 tog sin glæde ved stigende finaler til et nyt niveau, da begge etaper slutter med en puncheurspurt, er det i år i langt højere grad sprinternes løb. Begge etaper har således flade afslutninger, men hvor fredagens 4. etape er stort set helt flad, har man krydret onsdagens etape med et par sene, men ret bløde stigninger, der måske kan ryste de allertungeste lidt inden den forventede spurt.

 

Med andre ord er der guf for både sprintere, puncheurs og klatrere, men det er sidstnævnte, der skal slås om den samlede sejr igen i år.

 

 

1. etape

Et af kendetegnene ved Vuelta a Burgos er, at løbet ofte byder på etaper, der med finaler på korte, stejle stigninger er som skabt til eksplosive puncheurs. En af klassikerne er finalen på Alto del Castillo i udkanten af Burgos, der i mange år var med ved enkelte lejligheder, men nu er blevet den helt faste åbning på løbet. Som det var tilfældet i 2017, 2018, 2019 og 2020, vil den lille, men ganske stejle bakke i løbets hovedby formentlig sørge for, at det er en puncheur eller en stærk sprinter, der bliver første mand i den lilla førertrøje.

 

I overensstemmelse med vanlig Vuelta a Burgos-tradition er der tale om en relativt kort etape på bare 161,0 km med både start og mål i Burgos. Byen ligger midt på den spanske højslette, hvor der er stort set helt fladt, og derfor er der ikke mange terrænmæssige udfordringer. Fra starten ved Catedral de Burgos går det gennem relativt fladt terræn ad en helt lige vej mod sydvest ned til byen Anta Maria del Campo, der nås efter 32,0 km. Her drejer man mod nordvest for i stedet at følge en næsten lige så lige vej mod nordvest, idet der denne gang dog er to mindre bakker omkring 50 km-mærket, hvorefter det til gengæld bliver helt fladt.

Annonce

 

Næste retningsændring kommer efter 74,0 km i Melgar de Fernamental, hvor man drejer mod øst for at følge en lidt snoet vej, der leder direkte ind mod centrum af Burgos. Fladt er terrænet fortsat, selvom det bliver lidt mere rynket, når man nærmer sig byen. I stedet for at fortsætter ind til centrum drejer man efter 113,0 km mod nordøst for at slå en lille sløjfe, der sender feltet op over en lille bakke, inden det går mod sydøst tilbage mod Burgos igennem fladt terræn. I udkanten af byen kører man kortvarigt mod nordøst og siden igen syd for at ramme tre små bakker, inden man når ind til centrum, hvor rundstrækningen rammes

 

Finalen indledes, når det flade terræn kommer til en brat ende i bunden af kategori 3-stigningen Alto del Castillo, hvis top nås for første gang efter 147,0 km, hvor målstregen krydses. Herefter afsluttes løbet med en omgang på den 14,0 km lange rundstrækning. Den er hovedsageligt flad og teknisk meget enkel, men med 3,5 km igen når man toppen af en lille bakke (900 m, 5,4%). Herfra falder det ned mod 2 km-mærket via en lige vej med kun et blødt sving, inden en lige flad vej leder frem til bunden af stigningen, hvor det afgørende slag skal slås. Den er 1 km lang, stiger med 6,1% i gennemsnit og følger en meget snoet vej med et enkelt hårnålesving. De første 170 m stiger med ca. 10,6%, men derefter ligger stigningsprocenten på ca. 5, selvom den kortvarigt når 9% nær toppen. Der er 200 m med brosten med 700 m igen, og det sidste sving kommer med ca. 200 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 1517 højdemeter.

 

Etapen er som sagt en Burgos-klassiker, og mange af rytterne kender den eksplosive finale. Historien har vist, at den passer til ægte puncheurs som Daniel Moreno, der elskede denne afslutning, men også sprintere med speciale på stigninger som Juan Jose Lobato, Giacomo Nizzolo og Carlos Barbero har i storform været med på en bakke som denne. Mest sandsynligt er det, at det hele skal afgøres i en dyst mellem disse ryttere, hvor de mindre eksplosive klassementsryttere skal begrænse tidstabet i en finale, der altid skaber betydelige huller i feltet. Inden da er der imidlertid som altid i Burgos stor risiko for sidevind, der kan skabe kaos allerede inden afslutningen.

 

Finalen blev senest benyttet sidste år, hvor Felix Grossschartner overraskede alt og alle ved at køre alene væk fra bunden, mens alle tøvede, og vinde med 8 sekunder ned til et felt anført af Joao Almeida og Alejandro Valverde. I 2019 slog Giacomo Nizzolo flot Alex Aranburu i en fascinerende duel, mens Eduard Grosu var hele 5 sekunder efter som nr. 3, mens Francesco Gavazzi i 2018 viste sine evner som puncheur ved at sejre foran Pello Bilbao og Aranburu. I 2017 lykkedes det ganske overraskende Mikel Landa, Sergei Chernetckii og Lasse Norman at snige sig væk ved første passage af stigningen. Norman blev hentet op mod mål, hvor Landa kørte fra Chernetckii og sejrede med 2 sekunder ned til russeren og 3 sekunder ned Julian Alaphilippe, der var feltets hurtigste. I 2013 viste Juan Jose Lobato sine evner i denne type finaler ved at slå Daniel Moreno i en knivskarp dyst, mens Thomas Damuseau var 3 sekunder efter på tredjepladsen. Året inden vandt Simone Ponzi foran Daniele Ratto, Sergey Chernetskii og resten af feltet i en tilsvarende afslutning. I 2012 vandt Moreno med 2 sekunder ned til Sergio Henao og 7 sekunder ned til Simon Clarke, mens Joaquim Rodriguez i 2011 var 3 sekunder hurtigere end samme Moreno og 7 sekunder bedre end Samuel Sanchez.

Annonce

 

 

 

 

 

2. etape

Vuelta a Burgos kan normalt deles i to dele, hvor den ene del består af bjergetaper og den anden af meget flade dage, der enten slutter med en puncheurfinale eller er for sprinterne. I år varierer man dog det manuskript en anelse på løbets 2. etape. Ganske vist foregår det meste af dagen på højsletten omkring byen Burgos, hvor det hovedsageligt er fladt, men i stedet for det helt klassiske mønster har man denne gang i finalen opsøgt lidt mere kuperet terræn i udkanten af naturparken omkring den ikoniske Lagunas de Neila-stigning, der er mål for kongeetapen. Det betyder, at der denne gang venter lidt småbakker til sidst, og de kan måske rydde lidt ud blandt de tungeste inden en forventet spurt.

Annonce

 

Med en distance på 175,0 km er der tale om en af de længere etaper i Burgos, og den fører feltet fra Tardajos til Briviesca. Begge byer ligger ganske tæt på Burgos, og startbyen er endda en vestlig forstad. Herfra kører man mod vest op og ned ad en lille bakke, inden man efter 10 km drejer mod nord for at følge en let stigende vej. Efter 21,9 km drejer man mod øst for at passe et område med to mindre bakker, inden man kører mod sydøst ned mod centrum af Burgos.

 

I udkanten vender man rundt for at køre mod nord, inden det senere går mod øst via endnu en bakke, inden det bliver næsten helt fladt langs højsletten. Efter 76,0 km drejer man mod syd, hvorefter man via et let stigende stykke snor sig ned mod naturområdet, inden det igen flader ud, hvilket fortsætter, når man kører mod øst ind gennem reservatet. Her venter dagens første længere bakke (3,5 km, 3,6%), der har top efter 120 km, inden der venter endnu en lille bakke og en længer nedkørsel, der har en enkelt teknisk passage. Det forsætter med at falde, når man senere drejer mod nord for at køre frem til Belorado, der nås efter 149,0 km.

 

Finalen indledes herefter med 26,0 km igen, når man drejer mod nordvest for at passere to mindre bakker. Den første (3,2 km, 4,3%) har top med 17 km igen, mens den anden (1,6 km, 4,9%) passeres bare 7 km fra stregen. Herefter falder det videre mod nordøst ned mod de sidste 3 km, der er stort set flade. Det går ad en helt lige og 8 m bred vej vej frem til en rundkørsel, hvor man med 1400 m igen drejer 180 grader, hvorefter der bare er et blødt sving med 700 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen har i alt 1671 højdemeter.

 

Etapens er en af de klassiske dage på højsletten, hvor vinden altid er en trussel, der kan forvandle en ellers rolig dag til et drama. Hvis ikke det blæser, bør løbets relativt få sprintere holde styr på tingene, men løbet har fået et interessant krydderi med de sidste bakker. De er dog så bløde, at det kun vil være de allertungeste, der måske kan få lidt problemer, og det bliver meget svært at undgå den første af løbets to forventede massespurter.

Annonce

 

Briviesca er kun én gang tidligere i dette årtusinde blevet brugt som mål for et stort cykelløb. Det var på åbningsetapen i dette løb i 2009, hvor Koldo Fernandez vandt en massespurt foran Enrique Mata og Nikolas Maes.

 

 

 

 

3. etape

Det er blevet en tradition, at løbet oftest er blevet afgjort på en kombination af kongeetapen til Lagunas De Neila, en kort tidskørsel, risikoen for sidevind samt huller opstået i puncheurfinalerne. I 2017 gjorde man imidlertid løbet ekstra bjergrigt, idet man udskiftede tidskørslen med en ekstra bjergetape. Således skulle rytterne allerede finde klatrebenene frem på løbets 3. etape, der havde mål på toppen af det helt nye HC-bjerg Picon Blanco, og det var åbenbart en stor succes. I hvert fald blev modellen gentaget i både 2018, 2019 og 2020, og også i 2021 vender det stejle bjerg tilbage. Denne gang sker det dog i et nyt format, hvor man som noget helt nyt slutter med en nedkørsel - måske fordi samme bjergfinale for første gang er på programmet i Vueltaens første uge - og dermed får det første afgørende bjergslag tilføjet en helt ny dynamik, der kan gøre det hele betydeligt mere kompliceret for feltets klatrere.

Annonce

 

Med sine 173,0 er etapen en typisk relativt kort Burgos-etape, der fører feltet fra Busto de Bureba til Espinosa de los Monteros. Startbyen ligger på højsletten tæt på den baskiske storby Vitoria-Gasteiz, der som bekendt er placeret på et næsten fladt plateau. Derfor er det også helt fladt, når man lægger ud med at køre mod vest og nord, men når man herefter drejer mod øst, skal man over kategori 3-stigningen Alto de Barcina (7,4 km, 3,6%), der bare er en blød og let opkørsel med top efter 30,0 km. Derfra falder det let mod øst og nord, inden man kører igennem helt fladt terræn mod vest, sydvest og nordvest, inden man fortsætter mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Alto de Cereceda (3,3 km, 4,9%), der er en jævn stigning med top efter 71,0 km.

 

Efter en kort nedkørsel, der går mod nordvest, går det igen igennem fladlandet mod nordvest, nord og nordøst, idet man skal over en lille bakke undervejs. Efter 100,0 km drejer man mod vest, inden det senere går mod nordvest og nord igennem det flade terræn, inden man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Alto Retuerta (3,9 km, 4,5%), der er en todelt stigning med to kilometer på ca. 7%, men også et fladt plateau midtvejs, inden toppen rundes efter 129,0 km.

 

Efter den efterfølgende nedkørsel, der leder mod nordvest, kører man mod nordøst gennem fladt terræn frem mod de høje bjerge. Efter 147,0 km når man frem til målbyen, hvor stregen dog ikke passeres, og herefter afsluttes dagen som noget nyt med en 26,0 km lang rundstrækning. Først drejer mod nord ind på Picon Blanco, der er uden for kategori. Den er 8,0 km lang og stiger med hele 9,2% i gennemsnit. Specielt er den stejl mellem kilometer 4 og 7, hvor de enkelte kilometer stiger med hhv. 11,3%, 9,8% og 11,0% i gennemsnit, og hvor der nås et maksimum på hele 18%. De sidste 2 km stiger med ca. 9%, inden man efter 156,0 km runder toppen.

 

Herfra resterer fortsat 17,0 km. De indledes med en todelt nedkørsel, der først er relativt enkel og går mod nordøst, inden man drejer mod drejer mod syd for at følge en betydeligt mere teknisk del. Den afsluttes med 5 km igen, hvor man drejer til venstre, og herefter følger man en lige, 6 m bred og let faldende vej hele vejen ind til mål, hvor finalen altså er helt uden tekniske komplikationer.

 

Etapen byder på i alt 2433 højdemeter.

 

Picon Blanco er et modbydeligt svært bjerg, der til fulde kan matche Lagunas de Neila i kampen om at være løbets hårdeste stigning, og med nu fire besøg har vi lært det at kende. I tre ud af fire tilfælde er bedste mand kørt fra alt og alle, og forskellene plejer at være betragtelige. Denne gang tilføjer nedkørslen og de flade kilometer til slut dog løbet en helt ny dynamik, for selvom nedkørslen kun periodevist er teknisk, er risikovilligheden i et forberedelsesløb som regel begrænset. Det kan måske lægge en dæmper på festlighederne, ligesom chancen for en regruppering øges, men i lyset af Picon Blancos vanskelighed vil det stadig være en overraskelse, hvis ikke etapen giver meget klare svar på, hvem der kan vinde løbet.

 

Espinosa de los Monteros har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb, men det har Picon Blanco som nævnt. Den gjorde debut i 2017, hvor Mikel Landa sejrede med hhv. 9 og 41 sekunder ned til David de la Cruz og Enric Mas. I 2018 var vi vidner til en fantastisk colombiansk duel mellem Miguel Angel Lopez og Ivan Ramiro Sosa, hvor det var Astana-rytteren, som var hurtigst i spurten, inden De la Cruz og Merhawi Kudus nåede toppen 32 sekunder senere. I 2018 var den forsvarende vinder Sosa i særklasse, da han nåede mål i ensom majestæt 17 sekunder før Oscar Rodriguez og 24 sekunder før Antonio Pedrero, hvorefter Remco Evenepoel i 2020 var lige så suveræn, da han sejrede med 18 sekunder ned til George Bennett og 32 sekunder ned til Landa.

 

 

 

 

 

 

 

 

4. etape

Efter en dag i bjergene og et første slag mellem favoritterne håber sprinterne at få en anden og sidste chance på løbets næstsidste dag. Det burde der også være en god chance for, da arrangørerne modsat på 2. etape denne har designet en næsten helt flad etape på den spanske højslette. Nok er Vuelta a Burgos kendt for sine bjerge, men det meste af området er fladt, og det kommer i den grad til udtryk på fjerdedagen, der ligner en enkel sprinteretape, hvis ikke Burgos-regionens frygtede vind pludselig ændrer billedet dramatisk.

 

Med en distance på 149,0 km er der tale om endnu en kort etape, der fører feltet fra Roa de Duero til Aranda de Duero. Byerne ligger kun få kilometer fra hinanden, og der er derfor tale om en kringlet tur rundt på højsletten. Således lægger man ud med at køre en omgang på en 31,0 km lang rundstrækning i området nordvest for startbyen, og den er ganske enkel, idet man først kører an en let stigende vej mod sydvest og nord op på et plateau, der følges mod nordvest. Herefter drejer man mod øst og senere syd, hvor det falder let hele vejen ned til udkanten af startbyen.

 

Her drejer man mod nordøst for at køre ad en let stigende vej, og det fortsætter med at stige let, når man efter 36,0 km drejer mod nordvest, og når man efter 44,0 km drejer mod nord. Det gælder også, når det senere går mod øst, inden man efter 60,0 km drejer mod sydvest, hvor det begynder at falde let. Det fortsætter, når man senere drejer mod sydøst, inden det stiger let mod nordøst. Nu rammer man et relativt fladt stykke, der følges mod øst, syd, sydøst og nordøst, inden det efter 100,0 km begynder at stige let, mens man forsætter mod nordøst.

 

Etapens højeste punkt nås efter 108,0 km, hvor man drejer mod sydvest for at følge en let faldende vej, inden man efter 117,0 km drejer mod sydvest for at køre op over to mindre bakker. Efter 125,0 km bliver det til gengæld meget enkelt, når man drejer mod sydvest for ad køre ad en lang, lige og let faldende vej ind mod målbyen. Her drejer man i rundkørsler med 7 og 5 km igen, inden man kører direkte ind mod centrum. Der er rundkørsler med 3500, 3000 og 1400 m igen, inden man drejer til venstre i en rundkørsel lige ved den røde flamme, hvorefter man rammer den 6 m brede opløbsstrækning. Det falder let ned til den sidste kilometer, der stiger ganske let med 0,1%.

 

Etapen byder på i alt 1066 højdemeter.

 

Igen har arrangørerne sammensat en flad etape, så den er spækket med retningsændringer. Det betyder naturligvis, at risikoen for sidevind på plateauet er overhængende, og det vil stille krav til klassementsrytternes opmærksomhed. Hvis ikke det blæser, peger alt imidlertid på en massespurt, hvor det relativt ukomplicerede indløb lægger op til et en rigtig højhastighedsspurt for de rene sprintere.

 

Aranda de Duero var tidligere meget ofte besøgt, men det skete senest i 2014, hvor Aleksejs Saramotins rundede løbet af med at vinde den afsluttende enkeltstart foran den samlede vinder, Nairo Quintana og Imanol Erviti. I 2008 vandt Yauheni Hutarovich en spurt foran Tomas Vaitkus og Elia Rigotto, mens Aurelien Passeron i 2007 tog en overraskende udbrudssejr. I 2005 vandt Carlos Castaño en kort enkeltstart foran Antonio Colom og Michele Scarponi, mens Alejandro Valverde i 2004 vandt en massespurt foran Aliaksandr Usov og Ion Del Rio Arteaga. I 2002 var der holdløb i byen, hvor ONCE vandt foran Phonak og US Postal, mens Andrea Tafi akkurat snød sprinterne på åbningsetapen i 2001. I 1999 åbnede æøbet med en enkeltstart, der blev vundet af en helt suveræn Abraham Olano foran Angel Casero og Rik Verbrugghe.

 

 

 

 

5. etape

Som omtalt tidligere er løbets traditionelle højdepunkt altid den ikoniske kongeetape, der slutter på toppen af den frygtede stigning til Lagunas de Neila. Som det har været tilfældet hvert år siden 2009 vil den også i år runde løbet af, men da der ligesom de fire foregående år igen har været en svær bjergetape allerede tidligere i løbet, vil den næppe blive altafgørende, som den har været tidligere. Det ændrer dog ikke på, at førertrøjen ligesom i 2018 sagtens kan skifte ejermand på en af Spaniens mest frygtede stigninger, også selvom man for femte år i træk har designet en kortere og samlet set betydeligt nemmere etape, end man gjorde i gamle dage.

 

Den lettere og kortere kongeetape fører i år over bare 146,0 km fra Comunera de Revenga til Lagunas de Neila. I de tidligere år har man som regel haft adskillige stigninger inden finalebjerget, herunder en første passage i finalen, hvor man dog er drejet fra kort inden den stejleste del øverst på stigningen, men denne del har siden 2017 været droppet til fordel for en relativt flad indledning, der kun byder på tre mindre kategori 3-stigninger, hvilket dog er en mere end i de foregående to år

 

I år har man som noget nyt henlagt starten til byen, der ligger for foden af målbjerget, og første del af etapen består derfor af en tur rundt på højsletten sydvest for bjerget. Starten er således meget enkel, idet man snor sig mod vest og sydvest igennem fladt terræn, inden man drejer mod syd ind på kategori 3-stigningen Alto de San Cuerno (3,0 km, 3,8%), der har 2 km med 5%, inden den flader ud frem mod toppen, som kommer efter 52,0 km.

 

Derfra falder det videre mod syd, inden man igennem fladt terræn kører mod først sydøst og siden nordøst, hvor man nu følger den rute, vi kender fra de seneste år. Det går videre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alto del Cerro (3,0 km, 3,3%), der har en lidt stejlere afslutning med 600 med 6,3% inden toppen. Den rundes efter 91,0 km og ledes op til et plateau, der følges mod nordøst, sydøst og igen nordøst.

 

Finalen indledes, når man drejer mod nord for at køre frem op ad kategori 3-stigningen Alto de Collado de Vilviestre (3,4 km, 3,5%), der er en jævn og let opkørsel har top, når der resterer bare 23 km. Derfra gør det via en nedkørsel mod nord og nordøst ned til bunden af Lagunas De Neila-stigningen, der er uden for kategori og bestiges fra syd. Den er i alt 12,0 km lang og stiger med 6,2% i gennemsnit, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De først 9 km er således meget nemme med stigningsprocenter på under 6 det meste af vejen, og det er først herefter, at den tager fat. De sidste 3 km stiger med hhv. 9,6%, 8,2% og 11,0% i gennemsnit. På de sidste 3 km er vejen relativt lige, indtil den sidste kilometer byder på flere bløde sving og to hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2321 højdemeter, hvilket er næsten præcis det samme som sidste år.

 

Alle, der har kørt Vuelta a Burgos, kender stigningen, der altid skaber ganske store forskelle. Denne gang er etapen ligesom de foregående fire år imidlertid betydeligt nemmere, og det vil sandsynligvis være et relativt stort felt, der når frem til de sidste stejle kilometer på bjerget. Her skal klassementsrytterne slås om sejren i en brutalt stejl finale, hvor de bedste klatrere som regel kan gøre forskellen, og hvor en fortjent vinder af Vuelta a Burgos vil blive kåret. I 2018 lykkedes det Ivan Ramiro Sosa at overtage førertrøjen i sidste sekund, og noget lignende er bestemt muligt igen i år, når en af Spaniens mest berømte stigninger atter vil være rammen om en fantastisk finale på det spanske bjergløb.

 

Som sagt er stigningen på programmet hvert eneste år, og listen over vindere er stjernespækket. Sidste år rejste Ivan Ramiro Sosa sig efter en nedtur i 3. etapes sidevind, og den lille colombianer sejrede med 9 sekunder ned til Mikel Landa og 11 sekunder ned til den tidligere ellers så suveræne samlede vinder Remco Evenepoel. I 2020 cementerede selvsamme Sosa sin status som løbets bedste, da han med en voldsom forcering til sidst akkurat gik forbi Rui Costa, der ellers med et tidligt angreb så ud til at løbe med det hele, mens de øvrige favoritter tabte 14 sekunder. I 2018 var Sosa på spil igen, da han lykkedes med at sætte den førende Miguel Angel Lopez til vægs, efter at sidstnævnte havde skullet lukke et hav af huller, og dermed sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 var det til gengæld Lopez, der sejrede efter en skidt start på løbet og vandt med hhv. 5 og 11 sekunder ned til Enric Mas og den førende Landa. I 2016 havde Sergio Pardilla held til med et smart angreb at udnytte favoritternes taktiske spil til at tage en solosejr. I 2015 var det Daniel Moreno, der var stærkest, og forud for det var vinderne Nairo Quintana (2014 og 2013), Esteban Chaves (2012), Mikel Landa (2011), Samuel Sanchez (2010), Ezequiel Mosquera (2009), Juan Jose Cobo (2008), Mauricio Soler (2007), Iban Mayo (2006), Juan Carlos Dominguez (2005), Alejandro Valverde (2004), Dave Bruylandts (2003), Michael Rasmussen (2002), Juan Miguel Mercado (2001) og Leonardo Piepoli (2000 og 1999), hvilket siger alt om stigningens sværhedsgrad.

 

 

 

 

 

 

 

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

 

Favoritterne

Vuelta a Burgos har altid været at betragte som en bjergløb, men sjældent har det været mere sandt end i de seneste fire år. Normalt plejede tidskørslen altid at spille en vis rolle - det var bl.a. den, der sikrede Alberto Contador sejren i 2016 - men som det har været tilfældet siden 2017, er der heller ikke den gang nogen form for kamp mod uret. I stedet er der tale om et løb stort set præcis som i de seneste fire sæsoner, hvor det udelukkende er blevet afgjort i bjergene på 3. og 5. etape, og hvor målstigningerne har været så svære, at det er en sag for de helt rene bjergryttere.

 

Således har det været meget enkelt: løbets bedste klatrer har som regel vundet. Begge målbjerge er meget stejle, og det ville gøre det naturligt at tro, at det altid var den samme rytter, der vandt begge etaper, men det er faktisk kun sket én gang, nemlig med Ivan Ramiro Sosa i 2019. I de øvrige udgaver har vi haft forskellige vindere på de to bjerge, men da Picon Blanco er den sværeste af de to finaler, har det været her, at vinderen oftest er blevet kåret. Således har vinderen af 3. etape også vundet løbet tre ud af de fire gange, og det var kun i 2018, hvor det gik anderledes. Dengang sluttede Sosa og Miguel Angel Lopez nemlig i samme tid på Picon Blanco, og da Sosa efterfølgende fik skovlen under en isoleret Lopez på Lagunas de Neila, var Astana-kaptajnens sejr på Picon Blanco ikke nok til den samlede sejr.

 

I år kunne det dog være Lagunas de Neila, der genvinder sin betydning som den vigtigste etape - en status, den altid havde, inden Picon Blanco blev ”opfundet”. Beslutningen om at ende 3. etape med en nedkørsel ændrer i hvert fald billedet en anelse, og det er ikke helt klart, hvad det vil betyde. I teorien øger det chancen for en regruppering - også fordi nedkørslen ikke er alt for teknisk - og det kan måske afholde favoritterne, der sjældent tager alt for mange chancer i et forberedelsesløb, fra at køre så aggressivt på bjerget, som de plejer. Omvendt er stigningen brutal, og i de tidligere udgaver har vinderen i tre ud af fire tilfælde skabt ganske pæne afstande ned til nummer 2. Det logiske vil derfor stadig være, at den bedste klatrer kører alene hjem, men det kan komplicere billedet en anelse.

 

Alligevel er det et løb, der samlet set formentlig vindes af den bedste klatrer. Chancen kommer nemlig igen på Lagunas de Neila, men her er det kun de sidste 3 km, der er svære. Det er med andre ord en stigning, der passer bedre til lidt mere eksplosive folk end de helt rene klatrere, og derfor kan den nye rute måske favorisere den ryttertype en anelse mere, end vi har set det i de seneste fire år. Det er dog ikke helt entydigt. Ser man på vinderlisten på Lagunas de Neila, er den spækket også med rene klatrere - eksempelvis Sosa, der har vundet etapen de seneste tre gange og faktisk er ubesejret på bjerget.

 

Historisk har sidevinden ofte spillet en rolle i løbet, og ruten lægger også op til, at der kan skabes kaos igen i år. I hvert fald har man hele tre etaper, hvor man drøner rundt på det flade Burgos-plateau, og selv på de to bjergetaper får man de sletteagtige betingelser at mærke. Sidste år var det måske sidevinden, der kostede Sosa den samlede sejr. Ganske vist kom han tilbage efter at være blevet sat på 3. etape, men han eksploderede så voldsomt i kampen i fladlandet, at han var helt tømt, da de senere skulle op ad Picon Blanco - og så hjalp det ikke meget, at han vandt på Lagunas de Neila igen. Forud for det skulle vi dog et par år tilbage for at finde det seneste sidevindsdrama.

 

Får vi så vind i år? Ikke for alvor. Kun tirsdagens åbningsetape ser en anelse farlig ud, men selvom styrken er pæn, ser retningen ikke ud til at være rigtig. Det vil blæse lidt mere igen på fredag, men næppe nok. Jeg tror derfor ikke, at vinden vil spille en rolle i en uge, der faktisk heller ikke byder på specielt varmt vejr denne gang. Temperaturen vil aldrig nå mere end 28-29 grader, men det vil være tørt. Det er også værd at notere sig, at der vil være modvind både på Picon Blanco og den stejle del af Lagunas de Neila, og det kan måske gøre det lidt vanskeligere at gøre forskelle.

 

Overordnet set peger alt på, at løbet bliver vundet af den bedste og mest formstærke klatrer, men måske med en lidt større betydning af punch end i de seneste år - også grunden modvinden. Vinden ser ikke ud til at blive et tema i fladlandet, og derudover kan der opstå huller i den eksplosive finale på 1. etape, hvor de rene klatrere måske vil kunne tabe sekunder, hvilket ofte sker. De vil dog næppe blive afgørende, og man kan heller ikke i et løb uden bonussekunder bruge en god puncheur- eller flad spurt på 3. eller 5. etape til at sikre sig en ekstra gave. Konklusionen er derfor klar: løbets bedste og mest formstærke klatrer bør vinde løbet.

 

Hvem er så det? Det er aldrig helt let at sige i dette løb, der afvikles på et tidspunkt, hvor stort set hele feltet er tilbage i aktion efter en lang pause og nu gearer op mod Vueltaen. Heldigvis er vi blevet lidt klogere, da enkelte har kørt OL eller kørt nogle af de nylige fire endagsløb i Spanien, men et lidt tamt Clasica San Sebastian gav ikke helt så mange svar, som vi plejer at få. Derudover viser historien, at en ringe præstation i Baskerlandet ikke altid fører til en ringe præstation i Burgos, hvad blandt andre Lopez har kunnet dokumentere. Derudover møder Vuelta-navnene ofte et par folk, der presser det sidste ud af sommer- og Tour-formen, og det er altid svært at vide, hvor meget de har tilbage i tanken. I år gælder det for Simon Yates, der som det eneste større klatrenavn kommer til start efter også at have kørt i Frankrig.

 

Det er dog alligevel svært at komme udenom, at Egan Bernal er favorit. Nu fik vi ikke lov at se favoritterne på muren i San Sebastian, men meldingerne var, at det hele bare endte i ren passivitet, hvor Bernal førte hele vejen op for Gianni Moscon. Dermed fik vi ikke at se, hvor god han virkelig var, men alt taler for, at han er flyvende. Det er han nemlig altid, når ryggen holder, og da han har opbygget sin form målrettet frem mod Vueltaen, er der al mulig grund til at tro, at han er tæt på sit højeste niveau.

 

I det lys bør han være den naturlige favorit, hvis han vitterligt vil vinde. Løbet kunne ikke passe meget bedre til en ren klatrer som ham - også fordi han senest i Giroen viste, at han er glimrende i eksplosive og stejle finaler som på Lagunas de Neila. Han har også den nødvendige hurtighed til at holde sig til på 1. etape og slå til i spurter på 3. og 5. etape, hvis han skulle få selskab til toppen. Min største bekymring er i virkeligheden, at han formentlig helst ser, at Sosa får lov at vinde ”sit” løb igen. Det er formentlig førsteprioriteten, men skuffer holdkammeraten, som han har gjort det meste af året, vil Bernal næppe tøve med at tage sejren selv. Og det tror jeg, at han gør.

 

Den værste rival er derfor Ivan Ramiro Sosa. Det kan godt være, at han har for vane at skuffe, men af en eller anden grund finder han altid formen til dette løb. Han har vundet på Lagunas de Neila de seneste tre gange, vundet på Picon Blanco én gang og taget to samlede sejre - og havde det ikke været for sidevinden, havde han måske endda slået Evenepoel sidste år, hvor han kørte fra belgieren på sidste etape.

 

Spørgsmålet er bare, om han har sit niveau i år. Det er svært at være alt for optimistisk. Sosa har været en skygge af sig selv stort set uafbrudt siden sejren på Lagunas de Neila sidste år, men da han vandt på Ventoux i februar, viste han, at klassen stadig er der et sted. Dengang så vi netop mønsteret, at Bernal lod sin holdkammerat vinde, og meget taler for, at det vil ske igen, hvis det lader sig gøre. Det kræver bare, at Sosa har nogle ben, han ikke har haft siden februar, og det er efterhånden svært at være alt for optimistisk om en mand, der kørte sig selv af Giro-holdet i foråret. Omvendt taler historikken for sig selv: Sosa er altid i form til dette løb. Derfor skal man bestemt ikke udelukke, at han kan lave det hattrick, sidevinden ødelagde sidste år.

 

Hvem kan true Ineos? Jeg tror, at truslen er Hugh Carthy, men det skyldes mest af alt, at han er den eneste af løbets klatrere, der ikke har vist svaghed i optakten. Han har nemlig slet ingen løb kørt, og derfor aner vi ikke, hvor han står. Frem mod Vueltaen burde han dog være ganske godt forberedt, og hvis han finder det niveau, han ikke helt havde i foråret, men havde i Vueltaen, har han evnerne til at true Ineos. Han er god på stejle procenter, som han viste med sejren på Angliru, men den eksplosive finale på Neila er ikke ideel for ham. Derfor er han en taber grundet ruteændringen på 3. etape, men heldigvis kan bedste mand stadig køre alene hjem fra toppen af Picon Blanco. I San Sebastian i 2019 viste han også, at han godt kan håndtere de mere eksplosive dele, hvis bare formen er god nok. Det store spørgsmål er, om det er tilfældet. Hans hold er til gengæld ret svagt, men det bliver næppe et problem i et løb, der synes lettere at kontrollere. Holdets anden klatrer, Jonathan Caicedo, har ikke just imponeret i år - senest ikke i San Sebastian.

 

Så er der jokeren. Hvor står Mark Padun? Han var ikke imponerende i Sardinien, men i San Sebastian sad han med de bedste hjem. Heller ikke han angreb dog på muren, og det indikerer, at han ikke er helt flyvende. Han spillede heller ingen rolle i Getxo, og det tyder altså på, at han er stærk, men ikke har drømmebenene fra Dauphiné. Hans kørsel i San Sebastian viser, at han bør være en af de bedste i dette felt, og vi ved fra juni, hvor højt hans topniveau nu er, efter at han angiveligt er begyndt at spise noget mere og ikke være i kronisk energiunderskud. Han har stadig til gode at bevise, hvor god han er på meget stejle procenter, og han er heller ikke eksplosiv, men det er bestemt et løb, Padun kan vinde, hvis han nærmer sig sit bedste. Som altid med ham kan det gå begge veje.

 

Bahrain har dog også et andet stærkt kort i Damiano Caruso. Han er som regel altid rusten efter en pause, men hans OL, hvor han ofrede sig for holdet, var efter hans standard ganske fornemt. Han er formentlig endnu bedre nu med bare to uger til Vueltaen, men historien viser, at han nok ikke er helt god nok til at vinde. Det var han nemlig heller ikke i Romandiet inden den fantastiske Giro, og han har formentlig brug for flere løbsdage. Omvendt har han nået et helt nyt niveau, der nu er et af de højeste, og OL har ansporet ham til at være i form tidligere end normalt. Den eksplosive finale på Neila passer ham, men han er til gengæld ikke så vild med alt for stejle procenter. Bahrain har naturligvis også Mikel Landa, men som vi så i San Sebastian, mangler han efter skaden stadig for meget til at kunne vinde, selvom han synes at have et ganske fint niveau, der vil føre ham til et fint resultat i dette felt. Holdets fjerde kort er Gino Mäder, men han manglede meget ved OL og er traditionelt en meget langsom starter. Jeg tvivler på, at han er skarp nok allerede nu. Sidste klatrer den i foråret så lovende Stephen Williams, men han synes ikke at have fundet sin bedste form i denne omgang.

 

Dernæst vil jeg pege på Simon Yates. Det står efterhånden klart, at han ikke har fundet topformen efter styrtet i Touren, men hans hæderlige OL var trods alt ikke ringe. Han floppede i San Sebastian, men det var ikke helt uventet. Vi så nemlig i Giroen, at han var mærkbart ringere i koldt end i varmt vejr, og derfor kan det se helt anderledes ud i en uge med solskin og tørvejr. Sammen med Bernal er han den af favoritterne, der passer klart bedst til den korte, eksplosive finale på Neila, og også den relativt korte og stejle Picon Blanco burde være glimrende for ham. Faktisk er det et løb, der passer ham ganske perfekt, hvis altså han har fundet de procent, han manglede i Tokyo. BikeExchange har også en formstærk Andrey Zeits, der selv kan køre et hæderligt klassement, som også Damien Howson kan, hvis han har formen fra maj og juni. Til gengæld synes Mikel Nieve ikke at have det tilstrækkelige niveau længere efter endnu en svær dag i San Sebastian.

 

Der er ingen tvivl om, at Ineos også i dette løb er klart stærkest, og derfor må man også bringe Pavel Sivakov i spil. Dette er som bekendt et løb, Sosa har forkærlighed for, men skulle colombianeren igen fejle, vil Bernal formentlig have det fint med, at Sivakov får sin chance. Spørgsmålet er bare, om han er god nok. Det har ikke været et godt år for russeren, der kom skidt i gang med Giroen, inden han styrtede ud, men forinden nåede han faktisk at vise god form i Tour of the Alps, hvor han indtil et andet styrt lignede næstbedste mand. Desværre var hans OL så skuffende, at han ikke synes at have samme niveau nu, men han må formodes at have forbedret sig frem mod Vueltaen. Om det rækker til at vinde et løb, der ikke passer ham helt ideelt med de stejle procenter, er mere tvivlsomt, men holdets styrke er til hans fordel. De har også den lovende Carlos Rodriguez, der så godt i San Sebastian trods et tidligt styrt, men han må regnes som ren hjælper. Det samme må Eddie Dunbar, der var så forrygende i Schweiz, men ved OL lignede den tamme skygge af sig selv, han har været det meste af året.

 

På papiret burde Aleksandr Vlasov være en af favoritterne, men det er tvivlsomt, om han er formstærk nok. Hans OL var temmelig skuffende, og selvom han gjorde det bedre på enkeltstarten, var det tydeligvis ikke den bedste Vlasov, vi så. Han havde ellers forinden udtalt, at benene var gode, men sådan viste det sig ikke at være. Hans store mål har dog også hele tiden været Vueltaen, og han må formodes at være betydeligt bedre nu, hvor han heller ikke skal slås med den fugtige varme, der kan have spillet et puds. Desværre har han aldrig fundet sidste års tårnhøje niveau, og selvom han blev nr. 4 i Giroen, var han generelt skuffende i løbet. Da han tillige synes i en formopbygning, tvivler jeg på, at niveauet rækker til at vinde nu.

 

Astana har dog også en anden stærk kandidat i Oscar Rodriguez. Han er kommet stærkt tilbage efter en svær tid med en meget flot juni måned, og senest var han bedste mand i Ordizia. Til gengæld skuffede han i begge weekendens løb, og han synes ikke helt at have benene fra juni. Han har dog en ret god historik i løbet, da han tidligere er kørt på podiet på Picon Blanco, og i dette felt byrde han komme langt. Man kan også håbe, at Harold Tejada efter en pause endelig finder niveauet fra sidste års Tour, men efter et skuffende forår er optimismen begrænset. Stigningerne er til gengæld for svære for Gorka Izagirre og Luis Leon Sanchez.

 

DSM kommer med Romain Bardet, der gearer op til Vueltaen i et løb, der burde passe ham godt. Desværre satte Giroen en fed streg under, at den gamle Bardet ikke længere findes, og den kortvarige opblomstring, han havde på Passo Giau, døde hurtigt igen. Hans nedtur har nu varet så længe, at det er svært at se ham pludselig have niveauet til at slå Bernal i dette løb, men han synes dog at være kommet så stærkt tilbage, at han burde gøre det ganske fornuftigt. Det skal også blive meget interessant at se den uhyre formstærke Michael Storer i skrappere selskab end i Ain. Han vinder ikke her, men med sin superform burde han komme langt. Endelig har DSM også Thymen Arensman , men desværre har den lovende hollænder aldrig rigtigt vist sit store talent i år, og da han er en langsom starter, er det tvivlsomt, om han kommer flyvende ud fra sin pause.

 

Storer vandt i Ain, men han fik modstand af Matteo Badilatti. Den schweiziske klatrer har ikke haft sit bedste år, men nu synes han at have fundet fornuftige ben. Det bør sætte ham fint op til dette mere udprægede bjergløb, der burde passe ham bedre, men vi så også, at Storer var klart stærkere i Frankrig. Derfor vil han næppe kunne være med helt i front. FDJ har også erfarne Sebastien Reichenbach, men han er ikke den rytter, han engang var. Senest var han ude af stand til at vinde på det betydeligt lavere niveau i Alsace, og selvom løbet her passer ham, indikerer San Sebastian også, at han får svært ved at være med helt fremme her. Løbet er for hårdt for Kevin Geniets.

 

Bora kommer med Lennard Kämna, der burde være en god kandidat, men han er næppe på toppen. I foråret måtte han trække stikket og droppe Touren, da han havde presset sin krop for hårdt efter en gang sygdom, og derfor er han i gang med en genopbygning. Der er dog også gået et par måneder nu, og han kan sagtens vise sig at være fornuftigt kørende, men det er tvivlsomt, om han er stærk nok til at være med helt fremme i et løb, der nok også er lidt for hårdt med for stejle stigninger. Omvendt blev han altså nr. 5 på Neila sidste år, og det vidner om, at han sagtens kan, hvis han står stærkere, end man kan vente. Holdets alternativ er Ben Zwiehoff, der har gjort det pænt i sin første sæson som landevejsrytter, men ikke har vist et niveau, der gør ham til en topkandidat i dette felt.

 

Movistar kommer uden stjernerne, der puster ud inden Vueltaen, og det giver plads til andre. Her synes Gonzalo Serrano at være bedste bud. Spanieren skuffede fælt i Ordizia, men i San Sebastian var der pludselig hul igennem til de gode ben. Desværre er dette løb for svært til, at han kan vinde, men han viste i Schweiz, at en formstærk Serrano klatrer godt nok til at være med - særligt måske i dette løb, hvor højdemeterne er relativt få og finalerne relativt eksplosive. Movistar har også Hector Carretero, der har klatret så flot i år og viste god form i Ordizia, men vi så også i San Sebastian, at han har sine begrænsninger på de svære stigninger. Holdets tredje kandidat er Gregor Mühlberger, der til gengæld er en totalt ubekendt. Hans topniveau er højt, men hvor står han? Han var syg gennem hele foråret, men gjorde det hæderligt i comebacket i Occitanie. På baggrund af hans OL er der dog ikke noget, der tyder på, at den ustabile østriger har det niveau, han finder for sjældent.

 

Det skal også blive interessant at se Geoffrey Bouchard. Franskmanden har i år forbedret sig voldsomt, og han kørte et fornemt forår, hvor han pludselig viste sig konkurrencedygtig i ugelange løb. Hans San Sebastian var ikke alt for godt, men det var bestemt ikke en katastrofe, og han vil være langt mere komfortabel i et bjergløb end på de baskiske mure. Til gengæld rækker niveauet ikke til at vinde. Ag2r har også Lilian Calmejane, der viste fremgang igen i Vallonien, men skuffede i San Sebastian og nok vil finde stigningerne her for svære - særligt til hans nuværende niveau. Unge Jaakko Hänninen gjorde det pænt i San Sebastian, men han har ikke niveauet til at være med helt fremme.

 

Alpecin kommer med en spændende kandidat i Jay Vine. Den unge australier står foran sin første grand tour med meget lille erfaring i Europa. Han viste dog fornemt niveau med den samlede 2. plads i Tyrkiet, inden det til gengæld gik helt galt med sygdom i Andalusien. Han har altså kun haft 10 løbsdage på højt niveau uden for Oceanien, men potentialet er der utvivlsomt. Han har trænet hårdt i højderne frem mod Vueltaen, og det skal blive interessant at se, hvor langt niveauet rækker i et felt, der er meget, meget stærkere, end det var i Tyrkiet. Holdet har også Floris de Tier, der gjorde det pænt i Ain, men ikke nok til, at han kan være med helt fremme her.

 

Israel SUN giver en sjælden chance til Krists Neilands, der ikke har haft sit bedste år. Han brækkede kravebenet efter Giroens 1. etape, men heller ikke i foråret viste han sit bedste niveau. Hans comeback i Sardinien var pænt, da han arbejdede stenhårdt for Sep Vanmarcke, men hans OL viste til gengæld også, at han stadig ikke er den rytter, der kørte så flot i 2019. Han er dog også en ret svingende type, og hans kørsel i Japan var ikke så ringe, at han ikke kan ende med at gøre det ganske pænt. Holdet har også James Piccoli, der i foråret endelig begyndte at vise lidt af de nordamerikanske takter i Europa. Desværre så vi også i Schweiz, at niveauet i de store løb dengang stadig var for højt.

 

Det er svært at tro på de øvrige hold. Burgos skal håbe på Ander Okamika, der kørte så flot til de spanske mesterskaber, samt Daniel Navarro og Oscar Cabedo, der dog har været langt fra de bedste på det seneste. Kern Pharma har formstærke Roger Adria samt en velkørende Urko Berrade, men vi så i San Sebastian, at de har deres begrænsninger, som også Daniel Mendez og Jon Agirre har det. Euskaltel skal håbe på Mikel Iturria, der i Ordizia viste lidt af sit tidligere niveau, men han kom ned på jorden igen i San Sebastian, hvor Mikel Bizkarra fortsatte sine triste takter. Hos Caja Rural burde Jonathan Lastra efter et flot forår være et godt bud, men han var helt væk i weekenden og synes at værre kommet skidt ud fra pausen. Alternativet er den mere formstærke Julen Amezqueta, men han kan ikke være med helt fremme. Eolo satser på Alejandro Ropero, Marton Dina og Mark Christian, men de er klart overmatchet, og hos Total er Victor de la Parte en skygge af sig selv, mens Jeremy Cabot trods en flot sæson er overmatchet. Endelig stiller Arkea med Winner Anacona og Diego Rosa, der fortsat er helt fra snøvsen, samt Miguel Edoardo Florez, der efter sin lange skadespause fortsat mangler en del.

 

BEMÆRK: Arrangørerne har ikke udsendt en foreløbig startliste, og det er helt uklart, hvem UAE og Qhubeka stiller med. Optakten vil blive opdateret mandag, når vi er blevet klogere.

 

OPDATERING 1: Qhubeka stiller med Domenico Pozzovivo, der med sit fine Tour de Suisse viste, at han stadig har et hæderligt niveau. Han er blevet en langsom starter, men relativt korte, stejle stigninger har altid været hans spidskompetence. Frem mod Vueltaen burde han være på et fornuftigt niveau. Derudover har de Fabio Aru, der fik et sjældent resultat med 2. pladsen i Sibiu Tour, men faktisk var det et krisetegn, at italieneren ikke kunne vinde det svagt besatte løb. Han har for vane at starte sine etapeløb hæderligt, men synes ikke at kunne restituere, og det er svært at være synderligt optimistisk.

 

OPDATERING 2: UAE stiller med David de la Cruz, der har haft en blandet sæson. Hans forår var en katastrofe, men han fandt et hæderligt niveau sidst i Tour de Suisse. Senest kørte han fornuftigt i San Sebastian, hvor han var en af de få til at jagte udbruddet i finalen. Det meget eksplosive løb passer ham dog dårligt, og nedkørslen fra Picon Blanco er bestemt ikke til hans fordel. Også han er en langsom starter, og med hans generelle niveau i år i tankerne, er det svært at være alt for optimistisk. Holdet stiller også med Joe Dombrowski, der burde være god i dette løb, men som heller ikke nu synes at være i form overhovedet, Andres Ardila, der desværre stadig ikke viser meget af sit talent, og deres nye stortalent Finn Fisher-Black, som dog stadig har til gode at vise sig frem i bjergene og havde det svært i Ordizia.

 

OPDATERING 3: DSM har erstattet Storer med Jai Hindley. Australieren er stadig på vej tilbage efter sin skade, og deltagelsen i Vueltaen er usikker. Han kørte dog et så fornuftigt San Sebastian, at der er grund til at forvente et pænt niveau, men ikke noget, der rækker til et absolut topresultat.

 

OPDATERING 4: Der er kommet nogle markante ændringer i løbet af tirsdagen. Vigtigst er det, at Ineos har erstattet Sosa (måske fordi han er på vej væk fra holdet) og Dunbar med Adam Yates og Daniel Martinez. Yates skuffede lidt i San Sebastian - måske grundet regnen - men viste ved OL, at formen er udmærket. Ligesom sin bror burde han være skabt til disse korte, ret stejle stigninger, og det kan meget vel være op til Ineos, hvem af de to, der skal vinde. Det vil i hvert fald ikke være uventet, hvis det er løbets to stærkeste, selvom Yates i år ikke har fundet sit tårnhøje niveau fra 2019. Martinez er på vej tilbage fra covidsygdom og viste i San Sebastian, at han formentlig skal agere hjælper.

 

Movistar har erstattet Carretero og Lluis Mas med Antonio Pedrero og Einr Rubio, og det giver dem en ny og langt stærkere kaptajn. Pedrero nåede sit livs højeste niveau i Giroens sidste uge og i juni, hvor han vandt Route d'Occitanie, og i 2019 blev han nr. 4 i dette løb. Han er ikke kendt som en god starter, men han viste for to år siden, at han godt kan træne sig i form hen over sommeren. Han vinder næppe i dette stærkere felt, men han har potentiale til at komme langt. Rubio har ikke helt nået et tilstrækkeligt niveau, og hans San Sebastian tyder ikke på topform.

 

FDJ kommer desværre uden Badilatti, men i stedet med U23-rytteren Reuben Thompson, der netop har vundet bjergløbet Valle d'Aosta. Her er han dog primært med for at lære og støtte Reichenbach. Endelig kommer Mendez og Okamika ikke til start for hhv. Kern Pharma og Burgos. Sidstnævnte stiller i stedet med Jetse Bol, der sammen med Navarro og Cabedo er deres bedste klatrer, men helt uden chance.

 

OPDATERING 5: Den lange serie af ændringer fortsætter, nu hvor den endelige startliste er på plads. Kämna og Dombrowski kommer ikke til start og erstattes ikke. Til gengæld har EF udtaget en meget stærk plan B i form af Simon Carr, der med sit angreb på Erlaitz, hvor han kørte Landa ud af hjulet, så meget overbevisende ud i San Sebastian. Med den form bør han kunne gøre det godt ved siden af Carthy. Bahrain har også udtaget Santiago Buitrago, der pludselig fandt sin form i Getxo, men i dette stærkere felt vil han næppe nå samme højder - også fordi han på Bahrain meget let risikerer at ende som hjælper for Padun, Caruso, Landa og Mäder. Endelig kommer Hindley alligevel ikke til start, og DSMs plan B bliver i stedet Chris Hamilton, der viste hæderlig form i San Sebastian og kan gøre det pænt.

 

***** Egan Bernal

**** Adam Yates, Hugh Carthy

*** Mark Padun, Simon Yates, Pavel Sivakov, Damiano Caruso, Aleksandr Vlasov

** Romain Bardet, Domenico Pozzovivo, Antonio Pedrero, Simon Carr, David de la Cruz, Mikel Landa, Oscar Rodriguez, Gino Mäder, Harold Tejada, Gonzalo Serrano, Gregor Mühlberger, Geoffrey Bouchard, Jay Vine, Krists Neilands, Chris Hamilton

* Daniel Martinez, Thymen Arensman, Fabio Aru, Andrey Zeits, Damien Howson, Santiago Buitrago, Gorka Izagirre, Sebastien Reichenbach, Carlos Rodriguez, Ben Zwiehoff, Mikel Nieve, Stephen Williams, James Piccoli, Roger Adria, Einer Rubio, Mike Iturria, Julen Amezqueta, Jonathan Lastra, Urko Berrade, Lilian Calmejane, Jaakko Hänninen, Floris de Tier, Reuben Thompson, Victor de la Parte, Finn Fisher Black

 

Danskerne

Mads Würtz Schmidt gør endelig debut i sin dannebrogstrøje på et Israel SUN, hvor han skal hjælpe James Piccoli og Krists Neilands i bjergene og Itamar Einhorn i spurterne, men måske kan få sin chance på 1. etape ved siden af Sep Vanmarcke. Hos Qhubeka skal Emil Vinjebo støtte Domenico Pozzovivo og Fabio Aru i bjergene og Reinardt van Rensburg i spurterne.

 

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Egan Bernal
Adam Yates, Hugh Carthy
Mark Padun, Simon Yates, Pavel Sivakov, Damiano Caruso, Aleksandr Vlasov
Romain Bardet, Domenico Pozzovivo, Antonio Pedrero, Simon Carr, David de la Cruz, Mikel Landa, Oscar Rodriguez, Gino Mäder, Harold Tejada, Gonzalo Serrano, Gregor Mühlberger, Geoffrey Bouchard, Jay Vine, Krists Neilands, Chris Hamilton
Daniel Martinez, Thymen Arensman, Fabio Aru, Andrey Zeits, Damien Howson, Santiago Buitrago, Gorka Izagirre, Sebastien Reichenbach, Carlos Rodriguez, Ben Zwiehoff, Mikel Nieve, Stephen Williams, Eddie Dunbar, James Piccoli, Roger Adria, Einer Rubio, Mike Iturria, Julen Amezqueta, Jonathan Lastra, Urko Berrade, Lilian Calmejane, Jaakko Hänninen, Floris de Tier, Reuben Thompson, Victor de la Parte, Finn Fisher Black
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a Burgos 
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenOptakt: 1. etape af Giro di Sicilia

Landevej

Optakt: 1. etape af CRO Race

Landevej

Video i artiklenOptakt: CRO Race (Tour of Croatia)

Landevej

Video i artiklenOptakt: Giro di Sicilia

Landevej

Video i artiklenFølg åbningsetaperne i Kroatien og på Sicilien

Landevej

Video i artiklenAlaphilippe forudså van Aerts tilbagegang: Hør Brian Holms historie om franskmanden

Video

Hollænder indstiller karrieren på grund af helbredsproblemer

Landevej

Annonce

ANNONCE