Prøv vores nye app
Optakt: Trofeo Calvia
25. januar 2023 15:11Foto: Soudal Quick-Step / Getty Images
af Emil Axelgaard

Efter opvarmningen i søndagens løb i Valencia indledes den europæiske sæson på onsdag for alvor, når rytterne begiver sig ud på det første af fem endagsløb i løbsserien Challenge Mallorca. De fem begivenheder er ganske vist mest en chance for at forberede sig på større mål, men deres blanding af stigninger og spurtafgørelser giver alle en chance for at fjerne noget af presset tidligt på sæsonen ved at sikre sig en vigtig sejr straks fra start.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM CHALLENGE MALLORCA OG VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

Som vi har vænnet os til i nu næsten ti år, afvikles en af de mest populære forberedelsesbegivenheder, den heldigvis igen fem dage lange løbsserie Challenge Mallorca, allerede i slutningen af januar, og dermed markerer den igen den virkelige start på den europæiske sæson, der tidligere blev indledt med GP d’Ouverture La Marseillaise i Frankrig -også selvom det tilbagevendte Classica Comunitat Valenciana i søndags skød året i gang for enkelte hold. På denne tid af året er Europa egentlig ikke velegnet til cykelløb, men øen Mallorca tilbyder som regel fornuftige forhold for rytterne til deres sæsonåbning, hvor de testes med et spændende mix af fem endagsløb, der har lidt for enhver smag og med placering 1.1-kategorien tilbyder ganske mange ranglistepoint.

 

Det er ikke overraskende, at løbsserien er meget populær blandt holdene. Mallorca er et foretrukket træningssted på denne tid af året, og mange hold bruger de fem løb til at teste formen ved afslutningen på deres sidste store træningslejr forud for sæsonen. Som de fleste andre løb på denne tid af året er løbene ofte blevet aflyst eller forkortet, men generelt har vejrforholdene været gunstige. Det kan imidlertid ikke siges om den økonomiske situation, idet serien har kæmpet hårdt for overlevelse og flere gange har haft en usikker fremtid. Oprindeligt bestod den af fem løb, men udfordringerne har betydet, at vi igennem næsten et årti har vænnede os til, at der kun var fire begivenheder.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

Det ændredes der heldigvis på i 2022, hvor det trods coronaudfordringer, der blandt andet førte til, at serien i 2021 blev udskudt til maj, nu trivedes så godt, at den kom tilbage til sin gamle størrelse over fem dage. Faktisk blev der tale om den vel nok stærkest besatte udgave i mange, mange år, da aflysningerne af løbene i Australien og Argentina betød, at feltet talte ikke færre end ni af de 18 WorldTour-løb - en markant forbedring i forhold til det, vi så i en længere periode. Samtidig kunne arrangørerne igen glæde sig over, at der også denne gang var adskillige stjerner, der indledte året på deres ferieø. Måske er det heldigvis den nye virkelighed, for selvom januarkalenderen i år er normaliseret, er der også denne gang hele ni hold fra højeste niveau i feltet og igen adskillige stjerner - og minsandten om ikke også der for første gang nogensinde er tv-dækning.

 

Med en voldsom kaptailindsprøjtning fra de lokale turismemyndigheder blev serien etableret i 1992, hvorefter det i tre år var en begivenhed kun for spanske hold. Det ændredes i 1995, hvor man for første gang inviterede udenlandske mandskaber, og det havde straks appel, da store hold som Telekom og TVM meldte deres ankomst. Man måtte dog vente til 1998, inden det også lykkedes at få en rytter fra et udenlandsk hold som samlet vinder, da Leon van Bon fra Rabobank sejrede. Selvom det samlede klassement aldrig nød den store prestige, viser vinderlistens store navne som Laurent Jalabert, Alex Zülle, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og Philippe Gilbert, at der har været tale om en begivenhed med en stærk appel til sportens største navne.

 

Løbsserien er ikke et etapeløb, idet holdene har en bruttotrup, hvorfra de kan udvælge rytterne til hvert enkelt løb. Det betyder, at startlisterne til de enkelte løb først er kendt mindre end 24 timer før starten, idet mange hold foretager den endelige udvælgelse i sidste øjeblik baseret på den foregående dags udfald. Der var tidligere et klassement for de ryttere, der gennemførte alle løb, men det havde ikke meget prestige og er nu droppet. I stedet vælger rytterne de løb, der passer dem bedst, og der er altid noget for dem alle. For år tilbage var de første to løb tilpasset sprinterne, inden rytterne ramte bjergene i de sidste to løb, men sådan har det ikke været i de seneste år, hvor to kuperede dage har været omkranset af to flade sprinteraffærer. Med udvidelsen til fem dage så vi sidste år, at der var to sprinterløb, hvoraf det ene var ret kuperet, samt tre dage for mere klatrestærke typer.

Annonce

 

Løbsserien startede tidligere med et hurtigt gadeløb i hovedbyen Palma, men det har i de seneste mange år i stedet været brugt som søndagens store finale. I stedet har man typisk indledte serien med et andet relativt fladt sprinterløb, men sådan er det ikke længere. For andet år i træk skydes serien nemlig i gang med det ganske kuperede Trofeo Calvia, der var en fast bestanddel af begivenheden mellem 2003 og 2009, men derefter forsvandt. I 2021 gjorde den comeback, da den også åbnede den helt særlige majudgave af serien, og det var åbenbart så stor en succes, at løbet i år for tredje gang i træk får lov at skyde festen i gang.

 

At løbet er en hård affære, så vi sidste år, hvor det altså blev afviklet for blot anden gang siden 2009. Her kørte Brandon McNulty nemlig fra alt og alle, og med et fornemt soloridt tog han en suveræn sejr på sin allerførste løbsdag. Bag ham samledes en gruppe på ni mand, der nåede mål 1.17 for sent, og herfra sørgede Joel Suter endda for en dobbeltsejr til UAE, da han spurtede sig til en 2. plads foran Vincenzo Albanese. McNulty vender tilbage for at forsvare titlen, men han bliver eneste genganger fra podiet, da Suters nye Tudor-hold ikke deltager, og da Albanese desværre er ude af spillet efter et styrt i fredags.

 

Ruten

Trofeo Calvia er som sagt en gammel klassiker fra begyndelsen af årtusindet, som blev genoplevet efter 12 års fravær for to år siden. Modsat de traditionelle åbningsløb, der ofte har været relativt flade, er der tale om en ganske kuperet sag, der afvikles i bjergene på den vestlige del af øen, hvor også de øvrige kuperede løb finder sted. Modsat disse skal man dog ikke over øens mest kendte stigning, Puig Major, og der er mest af alt tale om kortere, relativt bløde bakker på en rute, der til gengæld går op eller ned hele dagen.

 

I alt skal der tilbagelægges 150,1 km, der har både start og mål i Palmanova, der ligger i øens sydvestlige hjørne, og løbet består af en lang tur rundt i bakkerne mod nord. Fra starten kører man mod nord og sydøst igennem småkuperet terræn forbi en tidlig spurt, der kommer allerede efter 3,8 km, inden man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Coll des Tords (2,1 km, 4,1%), der er en ganske blød opkørsel uden stejle procenter og med top efter 12,1 km. En let nedkørsel leder videre mod nordøst, inden man igennem let stigende terræn kører mod nordvest og siden mod nordøst op ad den ikke-kategoriserede Coll des Grau (4,1 km, 6,0%), der har top efter 26,8 km. En kort nedkørsel leder videre, inden man fortsætter mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Coll den Claret (5,1 km, 4,7%), der er en helt jævn stigning med top efter 37,2 km.

 

Herfra bliver det kortvarigt lidt lettere, når man fortsætter mod nordøst og sydøst ad en nedkørsel, der afbrydes af en lille bakke, inden man når frem til en spurt, der er placeret efter 50,2 km. Man følger nu kortvarigt fladlandet mod nordøst og nord, inden det går op ad kategori 2-stigningen Coll de Soller (6,1 km, 4,9%), der ligeledes er en helt jævn stigning med top efter 64,3 km. En lang og kortvarigt teknisk nedkørsel fører nu mod nord ned til løbets nordligste punkt i byen Soller.

 

Her tager løbet fat igen, når man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Coll den Bleda (4,0 km, 5,2%), der også er helt jævn med top efter 77,6 km. Den leder op til et småkuperet stykke, der leder mod sydvest ind til byen Deia. Herfra går det med det samme mod sydøst og syd op ad den ikke-kategoriserede Can Costa (6,2 km, 4,6%), der starter stejlt med 7,3% over 1 km, men derefter er ganske let med stigningsprocenter på ca. 3. Toppen rundes efter 90,5 km og leder op til et plateau, som følges mod sydvest, inden det går mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Coll den Claret, der nu bestiges fra den modsatte side, hvor den stiger relativt jævnt med 4,6% over 3,0 km, inden toppen rundes efter 96,3 km.

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

Herfra er det lettere, men fladt er det ikke. En lang og teknisk nedkørsel leder mod sydvest, nordvest og sydvest ned til kysten, hvorfra man nu kører mod sydvest ad den meget lange kystvej over et længere stykke. Den er først relativt flad, men hurtigt skal man over den første ikke-kategoriserede stigning Es Grau (3,8 km, 4,8%) med top efter 118,0 km. Efter en nedkørsel gælder det kategori 2-stigningen Coll de sa Gramola (4,1 km, 4,0%), hvis top passeres efter 125,8 km, inden man efter en nedkørsel, der går mod syd og væk fra vandet, når frem til byen Andratx, hvor der er en spurt efter 130,7 km, og hvorfra man kører mod nordøst op ad gælder Coll de n’Esteva (2,6 km, 5,1%), hvis top passeres efter 136,7 km.

 

De sidste 13,4 km indledes med en nedkørsel, der fører mod sydøst ned til byen Calvia, hvor dagens sidste spurt kommer efter 142,5 km. Herfra er det fladt, mens man fortsætter mod sydøst, inden det falder det sidste stykke ned mod kysten og målbyen Palmanova, hvor de sidste 2 km er relativt flade, idet det dog stiger med ca. 2% over 500 m efter den røde flamme. En snoet vej leder ned til byen, hvor man skal igennem to rundkørsler, inden man med 1200 m igen drejer til højre i endnu en rundkørsel, hvorefter den sidste udfordring er et venstresving i en rundkørsel med 700 m igen.

 

Ruten byder på i alt 3129 højdemeter mod 3186 højdemeter i 2022 og 3448 højdemeter i 2021.

 

I forhold til sidste år har man alene fjernet et stykke på knap 5 km i starten, mens man i forhold til 2021-udgaven har man droppet en indledende rundstrækning, hvorved løbet i alt er reduceret med knap 20 km. Fra bunden af Coll des Grau har ruten været den samme over de sidste ca. 130 km i alle tre udgaver.

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

Læs også
Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

 

 

STREAM CHALLENGE MALLORCA OG VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Løbene på Mallorca har ofte været ramt af dårligt vejr, der har betydet aflysninger og ruteændringer. Det bliver der heldigvis intet af i år, men vejret har bestemt været bedre i tidligere udgaver. Værst bliver det til onsdagens åbning, hvor der er lagt op til en blæsende affære. Faktisk vil der være en del byger om formiddagen, men under løbet vil bygerisikoen aftage fra ca. 30% i starten til blot 5% i finalen. Sol vil der ikke være meget af, og temperaturen vil være relativt pæne 11 grader. Vigtigst er den kraftige vind, da der vil være en frisk til hård blæst (28-30 km/t) fra nordøst. Det giver generel mod- og sidemodvind fem til det nordligste punkt i Soller kort efter toppen af Coll de Soller, hvorefter der generelt vil være med- og sidemedvid på hjemturen. Med 19,4 km igen får man sidevind, indtil man med 7,6 km igen atter får sidemedvind. Med 1200 m igen får man kortvarigt medvind, inden der atter er sidevind over de sidste 700 m.

 

Favoritterne

Trofeo Calvia er som sagt et gammelt bekendtskab, der var en fast bestanddel af serien mellem 2003 og 2009, men siden dengang er det kun blevet kørt to gange, nemlig i 2021-sæsonens meget specielle majudgave med et svagere felt og i 2022-udgaven, hvor betingelserne var mere almindelige. Den lange pause gør det ikke helt klart, hvad vi skal forvente. De gamle udgaver benyttede en rute, der ikke er identisk med den nye, og derfor har vi kun de sidste sæsoners løb som en reel referenceramme. Her var ruten med undtagelse af indledningen til gengæld også helt identisk med det, vi møder i år, og det giver i det mindste et eller andet form for holdepunkt.

Annonce

 

Det er en god ting. Ruten er nemlig af den komplicerede slags, hvor det kan være meget svært at gennemskue, hvordan udviklingen vil forløbe. På den ene side er det en stærkt kuperet sag med mere end 3000 højdemeter over en kort distance, og hvor der nærmest slet ikke er fladt terræn. På den anden side kommer de vanskeligste udfordringer i løbets første halvdel, mens hjemturen vil være betydeligt lettere. I det hele taget er stigningerne generelt ganske bløde og ikke noget, der kan afskrække de mest hårdføre sprintere.

 

Det kan også aflæses af 2021-udgaven. Her lykkedes det ganske vist Ryan Gibbons og Anthony Delaplace at holde hjem fra et udbrud, inden Rune Herregodts sneg sig væk til 3. pladsen foran et felt, der bestemt ikke indeholdt tunge sprintere, men dog folk som Juan Jose Lobato - en rytter, der i de senere år ikke har haft megen holdbarhed. Feltet bestod dog kun af godt 30 mand, og det var i høj grad også årsagen til, at der manglede kræfter til at skabe samling.

 

Problemet er, at det års udgave på alle andre måder adskiller sig fra årets. Dengang var det en særlig coronaudgave, der blev afviklet i maj, hvor sammenfaldet med blandt andet Giroen betød, at feltet var historisk svagt. Helt anderledes er det nu, hvor feltet endda må betegnes som næsten historisk stærkt.

 

Det var det heldigvis også i 2022, hvis udgav derfor nok er en bedre referenceramme. Her blev løbet langt mere selektivt, og det endte med, at Brandon McNulty leverede et gigantisk soloridt og nåede mål med mere end et minut ned til en forfølgergruppe, der bestod af bare ni mand. Her var der stort set kun klatrere som Emanuel Buchmann og Kobe Goossens samt ardennertyper som Tim Wellens, Simon Clarke og Alejandro Valverde, men også den meget holdbare sprintertyper Vincenzo Albanese - og så overraskelsen Joel Suter, der viste, at man kommer meget langt med god januarform. At løbet er hårdt, kan man se på, hvem der sad i næste gruppe, for her fandt vi navne som Michael Matthews, Warren Barguil, Andreas Kron, Ben Hermans og Elie Gesbert, der altså alle var sat af.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

Vi har altså set to ret forskellige løb, og dertil skal lægges den usikkerhed, der altid er om sæsonpremieren. Formen er et helt åbent spørgsmål, og den eneste fornemmelse af rytternes niveau kan vi få af deres sparsomme udmeldinger og ikke mindst deres historie for en god sæsonstart. Generelt er niveau meget mere spredt, end det er i maj, og derfor kan formstærke ryttere betydeligt lettere gøre forskelle nu, som McNulty gjorde det sidste år. Med andre ord: chancen for en eller anden form for spurt ville generelt være mindre nu end i maj, hvor man kørte løbet for to år siden.

Annonce

 

Generelt må terrænet også betragtes som oplagt til angreb, selvom anden del af løbet er lettere. Vejret vil også bidrage til vanskeligheden. Den voldsomme vind vil desværre generelt stå i ansigtet på den første og hårdeste halvdel, men til gengæld vil der generelt være flyvende medvind på hjemturen. Der er endda også en chance for, at sidevinden kan komme i spil, når de rammer et sidevindsstykke med 20 km igen, men til den tid vil løbet formentlig have været så selektivt, at der er så få tilbage, at sidevindskørsel ikke rigtigt bliver et tema. Den kraftige medvind er i hvert fald en gave for dem, der vil have et hårdt løb.

 

Det er et terræn, hvor man vel kan se tre mulige udfald. Enten kører der i en aggressiv start en brølstærk gruppe med flere topnavne og de vigtigste hold, der herefter skal afgøre det imellem sig. Alternativet er, at det lykkes at kontrollere den første del, men at det lykkes for de stærke folk at køre væk på de sidste stigninger, der dog er relativt bløde. Det var det, vi så sidste år, og her kan det så ende med et taktisk spil, en McNulty-agtig magtdemonstration eller en spurt i en lille gruppe. Den sidste mulighed er naturligvis, at det lykkes at skabe samling til en spurt. Ser man på de ældre udgaver af løbet, hvor ruten var lidt anderledes, blev sprinterne snydt de tre første gange, men derefter blev det til spurtsejre til hhv. David Kopp, Unai Etxebarria, Gert Steegmans og Gerald Ciolek fra reducerede felter.

 

Ser man på feltets sammensætning, er det svært at tro på en spurt i en større gruppe. Der er ikke rigtigt hold, der har den interesse, og i stedet møder holdene generelt med alle deres klatrere. Det ligner umiddelbart en duel mellem sårligt Soudal og UAE, der kommer i fremragende formationer, men man skal bestemt heller ikke undervurdere et stærkt Bora-hold. Dertil kommer et par hold, der har nogle gode enkeltnavne, men som kollektiver er knap så stærke.

 

Kombinationen af kraftig medvind og nogle hold, der har al mulig interesse i et hårdt løb, giver mig en tro på, at vi får et løb i stil med det, vi så sidste år, altså et løb for de klatrestærke fok. Jeg regner med, at UAE og Soudal vil kontrollere løbet i modvinden, og herefter vil det blive åbnet tidligt, når vi rammer medvinden. Stigningerne er nemlig generelt bløde og uden stejle procenter, og det er derfor den samlede hårdhed mere end de enkelte stigninger, der skal gøre det hårdt. Min forventning er, at Soudal, UAE og måske Bora vil lægge et pres, så vi kan få skabt udskilning, og derefter vil vi se et opgør mellem de samme ryttertyper som sidste år, formentlig i en relativt lille gruppe. De kan ende med at skulle spurte, men det kan også blive et meget taktisk løb, hvor særligt de to stærke hold vil lege med deres overtal. Kører der for eksempel en rytter fra UAE afsted sammen med en Soudal-rytter bliver de ikke lette at hente.

 

Netop den form for taktik giver det et uhyre åbent løb med mange forskellige både udfald og vinderbud, og det er derfor med stor usikkerhed, at jeg giver mit vinderbud. Jeg vælger at gå med Julian Alaphilippe. Det er på mange måder et glimrende løb for den franske stjerne, der angiveligt er fyr og flamme efter at starte stærkt ovenpå sit forfærdelige 2022. I forvejen plejer han at starte flyvende, som vi så med hans fornemme kørsel i San Juan i 2019, og selv sidste år, hvor han havde været syg i optakten, blev han nr. 2 i sæsondebuten i Provence på en rute, der var svær for ham. Det er denne rute bestemt ikke, når vi taler om en ardennerkonge som ham, og han er omgivet af et af de stærkeste hold, der enten kan sætte ham i scene eller udnytte et overtal til sidst.

Annonce

 

Det er klart, at han let kan blive fanget i det taktiske spil og generelt vil være meget overvåget, men jeg tror også gerne, at holdet vil have ham i gang med en tidlig sejr, der kan give vigtig selvtillid. Da han formentlig også er den hurtigste af favoritterne, kan holdet altså også vælge at køre mere kontrollerende, og det giver ham flere veje til sejr. Er han lige så stærk, som jeg forventer, tror jeg på en god start for den tidligere verdensmester.

 

Holdet står imidlertid meget stærkt. De har også Andrea Bagioli, der i en flad spurt er måske endnu hurtigere. Jeg vil tro, at de kører spurten for Alaphilippe, men de kan sagtens bruge Bagioli i det taktiske spil, fordi han kan slå alle på stregen. Hans form er til gengæld altid et spørgsmål, men han er ovre sin megen sygdom og plejer at starte stærkt, som vi så i Drome Classic i 2021 og i Saudi Tour i 2022. Med det niveau, han viste i Montreal, er han svær at slå på denne rute. Holdet har også Mauri Vansevenant og Ilan van Wilder, der begge har en hæderlig spurt, særligt Vansevenant, og de plejer også at starte godt. Deres sejrschancer er dog mindre end de to mest oplagte. Fausto Masnada skulle også være tilbage på sporet, men han skal alene hjem for at vinde, hvorfor han formentlig ligesom Louis Vervaeke ender som hjælper.

 

Det andet superhold er UAE, og her er det vel Brandon McNulty, der er farligst. Amerikaneren var rystende god fra sæsonstart sidste år, hvor han var her, der og alle vegne og altså åbnede sæsonen ved at knuse al modstand i dette løb. Gentager det sig denne gang, bliver han umulig at sætte i dette terræn, men han får også svært ved på disse bakker bare at køre fra alt og alle på ren styrke. Til gengæld er hans hold stærkt, og i det taktiske spil lader det sig gøre, som vi så sidste år. Han er også ganske hurtig, og skal han ikke spurte mod Alaphilippe eller Bagioli, har han en god chance for at vinde. Det kan sagtens blive til et titelforsvar.

 

Læs også
Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

 

Holdet har også kongen af Diego Ulissi, der plejer at starte stærkt i Australien. Det gør han formentlig igen, og selvom han ikke er ved fordums styrke, er han svær at sætte i dette terræn. Også han kan indgå i det taktiske spil, men han er måske et særligt godt kort, fordi han er så hurtig, at han kan true Alaphilippe og Bagioli, hvis det ender i en spurt i en eller anden gruppe.

 

Naturligt er det også at pege på kongen af Mallorca, Tim Wellens, for sæsonen er kun rigtigt i gang, når Wellens har taget sin første sejr på Mallorca. Efter skiftet til UAE er han imidlertid begyndt at træne anderledes, og målet er, at han skal starte svagere og være skarpere til april. Derfor kunne meget tale for, at Wellens ikke er helt så stærk, som han plejer. Omvendt er det kun en tåbe, der afskriver Wellens i netop disse løb, og ruten passer ham storartet. Han kan også god spurt, men på flad vej er han ikke så hurtig som Ulissi. Derfor skal han formentlig vinde løbet via det taktiske spil, hvor han kommer af med Ulissi, Alaphilippe, Bagioli og andre hurtigere folk. Man kan heller ikke afskrive Matteo Trentin, der i formstærk udgave godt kan være med i dette terræn, men jeg tror, at løbet bliver en anelse for hårdt, og at han måske ender som hjælper. I en spurt i et lidt større felt vil han dog være en af de helt tunge favoritter. Endelig har holdet klatreren Domen Novak , den stadig stærkere Rui Oliveira og Mikkel Bjerg, der skulle have forbedret sin klatring, men de må i denne trup være hjælpere.

Annonce

 

Jeg glæder mig ufatteligt meget til at se kometen Andrea Piccolo, der var her, der og alle vegne mod slutningen af 2022. Han er næppe blevet ringere i mellemtiden, men det er klart, at vi ikke har skyggen af chance for at vide, om han vil starte stærkt. Ruten her passer ham imidlertid som fod i hose, og han er ganske hurtig, selvom Alaphilippe, Ulissi og co. er hurtigere. Til gengæld er han en underdog i det taktiske spil, når de store hold kigger på hinanden. Han ledsages af Odd Christian Eiking, der som altid er et wildcard og aldrig fandt formen i 2022. Løbet passer ham dog storartet, han kan spurte, og han er før startet stærkt. Selv hvis han er stærk, skal han dog have lidt held i det taktiske spil for at komme af med de største favoritter. Det tredje kort er Neilson Powless , der er god i dette terræn, men som ikke har for vane at starte specielt stærkt og lider under, at han skal alene hjem i det taktiske spil. Endelig kan man drømme om en genrejsning af halvhurtige James Shaw, men efter hans 2022 er det svært at have den helt store optimisme.

 

Det tredje superhold er Bora, men de mangler den helt oplagte vindertype. Den eneste hurtige mand er Patrick Konrad, men han havde et svært 2022 og plejer ikke at starte godt. Han skal altså bryde sit mønster, hvis vi skal se ham helt fremme, men løbet er trods alt ikke det allerhårdeste. Med sin gode spurt er han stadig en kandidat. Et andet bud er Lennard Kämna, men han har det problem, at han skal alene hjem for at vinde. Han er dog også en mester i disse soloridt, men heller ikke han har for vane at starte stærkt. Det har til gengæld Emanuel Buchmann, der før har været et uhyre i disse løb, men også han skal alene hjem, og i dag er han jo en langt svagere rytter end dengang. Han skal have held i det taktiske spil. Det samme skal kometen Cian Uijtdebroeks, som jeg glæder mig meget til at se, og som bør være med helt i front. At vinde bliver dog svært, når han er spurtsvag, men Bora kan måske lukrere på overtallet. Her kan de også håbe på Ben Zwiehoff, der var meget stærk i disse løb sidste år, hvor han sad med blandt de allerbedste, men også han er spurtsvag. Det er til gengæld ikke Nils Politt, men dette løb bør være for hårdt.

 

Movistar savner i den grad Alejandro Valverde, der plejede at være flyvende i disse løb. Nu skal de formentlig satse på Gonzalo Serrano, men han er bestemt også et storartet bud. Han er så hurtig, at han kan drømme om at slå også folk som Alaphilippe, Bagioli og Ulissi, men han er en meget, meget svingende størrelse. Sidste år startede han ikke godt, men han har før vundet en etape i Andalusien i februar. Vi så, hvor enorme fremskridt han havde gjort sidste efterår, og dette løb passer ham som fod i hos. Movistar er dog svage og uden chancer i det taktiske spil, og hans vej til sejr går derfor nok gennem en spurt i en aller anden form for favoritgruppe. Holdet har også en anden halvhurtig herre i Gregor Mühlberger, der viste lidt takter med et sent angreb i søndagens løb, men han var ikke med de bedste på den svære stigning, og derfor er det svært at se ham vinde. Holdet har også Oscar Rodriguez, men han skuffede fælt i hele 2022 og passer ikke til løbet. Endelig har de hurtige og holdbare Jose Joaquin Rojas, men selvom han viste form i søndags, må dette løb i dag være for hårdt for ham.

 

Cofidis kommer med kometen Axel Zingle, der ikke er uden chancer i dette løb. Franskmanden er så hurtig, at han kan slå alle i dette felt, men vi så også i 2022, at han havde sine begrænsninger på stigningerne. Mit gæt vil være, at dette løb bliver for hårdt, hvis vi får samme udvikling som i 2022, men han er så spændende, at han sagtens kan overraske, hvis han er i form fra start. Jeg tvivler dog på, at han har den superform, det vil kræve. Får vi en spurt i et lidt større felt, vil han dog være en af de helt store favoritter. Holdet har også Guillaume Martin, der plejer at starte godt, men han skal alene hjem for at vinde, og det ligner en umulighed, selvom han bør være en af de stærkeste. Holdet har også Jesus Herrada, der er skræddersyet til denne rute, da han også fortsat har en hæderlig spurt, men selvom han angreb på sidste bakke i søndags, skuffede den normalt ellers fra start så stærke spanier så meget, at min optimisme er begrænset. Endelig har de Simon Geschke, der rejste sig igen i 2022, og som jo tilbage i 2020 startede i superform. Ruten passer ham, og han har en spurt, men de seneste sæsoner er han ikke startet specielt godt.

 

Jeg glæder mig voldsomt til at se Louis Barré. Jeg fremhævede ham allerede i holdoptakten for Arkea som en ardennertype, der skal holdes øje med, men at han skulle være bedste mand i søndags, var alligevel uventet. Dette terræn passer ham storartet, og vi ved, at han er i form. Jeg vil forvente en god præstation, men selvom han godt kan afslutte, er han ikke rasende hurtig. Holdets kaptajn er dog Warren Barguil, der jo spurtede godt i 2022 og passer til ruten, men han plejer slet ikke at være i form endnu, som vi også så i dette løb sidste år. Til gengæld startede Cristian Rodriguez meget stærkt i 2022, men han får som spurtsvag meget svært ved at vinde. Holdet har også Simon Guglielmi, der bliver stærkere, men får det lidt for svært i dette selskab, samt den svingende klatrer Michel Ries, der dog er spurtsvag. Solide Antony Delaplace kan komme langt, men i dette selskab bliver det nok lidt for hårdt.

Annonce

 

Hos Intermarché stiller man med Rui Costa, der gør debut for holdet, og han plejer at være flyvende i vintermånederne. Han er dog faldet så markant i niveau, at han ikke imponerede i Saudi Tour eller Oman sidste år, selvom han var pænt med fremme. Det vil han formentlig være igen, men jeg har svært ved at se ham vinde, selvom han har en god spurt. Han ledsages af Loic Vliegen , der plejer at starte stærkt og kan spurte, men løbet må ikke være alt for hårdt, hvis han skal være med. Sidste år var Kobe Goossens fabelagtig fra sæsonstart, også i dette løb, men som spurtsvag får han meget svært ved at vinde, og det samme gælder for Louis Meintjes, der passer dårligt til løbet og næppe er i form endnu. Endelig skal det blive interessant at følge Rune Herregodts, der do formentlig kommer lidt til kort på stigningerne, mens jeg ikke har det store håb om en genfødsel af Lilian Calmejane, selvom han plejer at starte stærkt.

 

Flanders har en joker i Kamil Bonneu. Jeg tror ikke rigtigt på ham, da han næppe er i form endnu, men han har potentiale, hvos han er længere fremme end ventet. Han imponerede flere gange sidste år, og terrænet passer ham. Vigtigst er det, at han overraskede med en god spurt, da han vandt kongeetapen i Tjekkiet. Det kræver dog, at han er i form, og det er han næppe nu.

 

Læs også
Evenepoel tilbage på landevejen

 

Lotto har en joker i Pascal Eenkhoorn, der er så hurtig, at han kan slå alle i en spurt, og som i 2022 klatrede bedre end nogensinde. Dette løb bør dog være for hårdt - særligt til denne årstid - men i en større spurt er han kandidat. Holdets mest spændende klatrer er det unge stortalent Lennert van Eetvelt, men det vil være en overraskelse, hvis han kan være med helt i front i sin debut. Holdets anden klatrer er Eduardo Sepulveda, men han plejer ikke at starte alt for godt og passer dårligt til løbet. Harry Sweeny kan måske overraske grundet sin vanvittige klatring i Ain sidste år, men den form har han næppe nu.

 

Jeg er lidt spændt på at se Alessio Martinelli. Det tog mig lidt på sengen, at han klatrede så godt i søndags, hvor han sammen med Barré lignede stærkeste mand. Niveauet her er et andet, og da han ikke kan spurte, vinder han ikke, men jeg er spændt på, hvor langt han kommer. Bardiani har også Samuele Zoccarato, der så godt ud i søndags med en 15. plads trods en hel dag i udbrud, klatreren Luca Covili, samt de unge Alex Tolio og Martin Marcellusi, der styrtede i søndags, men de får det svært i dette selskab.

 

Euskaltel har et par hurtige folk i Antonio Soto, Gotzon Martin og Carlos Canal, der alle viste god form i søndags, hvor Soto og Canal begge angreb i finalen. De kan imidlertid næppe være med, hvis vi får et hårdt løb som i 2022, men ender det i en spurt i en lidt større gruppe, kan de måske være med. Normalt er Martin den mest klatrestærke, men han var den mindst synlige i søndags. Lønet passer til gengæld slet ikke klatreren Mikel Bizkarra.

 

Kern Pharma har Roger Adria, der passer storartet til dette terræn og også er hurtig. Han skuffede dog ganske fælt i søndags, hvor han var helt usynlig, og det kunne se ud til, at han starter lige så svagt som i 2022. Holdet har også Urko Berrade, der ikke er spurtstærk, men viste en uventet hurtighed i Vueltaen sidste år. Han skal dog være flyvende for at være med i front. Løbet passer ikke rigtigt den unge klatrer Igor Arrieta.

 

Det er svært at tro på de øvrige hold. Israel-PT er uden klatrere, og den ellers formstærke Alastair Mackellar, der imponerede i Australien, kom til kort i søndagens lettere løb. Hos Caja Rural har man den hurtige Fernando Barcelo, der passer til løbet, men skuffede følt i søndags, og Sergio Martin, der styrtede i søndags, og Mulu Hailemichael er overmatchet i dette felt, mens Julen Amezqueta ikke har vist noget i en menneskealder. Eolo er desværre uden den skadede kaptajn Albanese og kan vel bare håbe, at de spurtsvage Mattia Bais, Alessandro Fancellu, der viste gode takter sidste efterår, og Andrea Garosio kan hænge med længe, mens Burgos skal håbe det samme for Victor Langellotti, der blev nr. 9 søndags, og Pelayo Sanchez, der så godt ud med et angreb i søndagens finale, hvor vi til gengæld så skuffende præstationer fra Daniel Navarro, Jose Manuel Diaz og hurtige Jesus Ezquerra. Human Powered Health har de to klatrere Sebastian Schönberger og unge Embret Svestad-Bårdseng, men de får svært ved at vinde, da de er spurtsvage, og løbet bør være for hårdt for Barnabas Peak, selvom han overraskede med sin klatring i efteråret. Endelig har de to kontinentalhold ingen kandidater til denne hårde rute, go det samme gælder for landsholdet, der består af tunge baneryttere.

 

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale - ikke styrkeforhold eller sandsynlighed for topresultat.

 

***** Julian Alaphilippe

**** Brandon McNulty, Andrea Bagioli

*** Diego Ulissi, Tim Wellens, Andrea Piccolo, Patrick Konrad, Gonzalo Serrano

** Mauri Vansevenant, Ilan van Wilder, Axel Zingle, Odd Christian Eiking, Lennard Kämna, Louis Barré, Rui Costa, Matteo Trentin, Neilson Powless, Cian Uijtdebroeks, Emanuel Buchmann, Jesus Herrada, Guillaume Martin, Kamil Bonneu, Loic Vliegen

* Warren Barguil, Cristian Rodriguez, Kobe Goossens, Ben Zwiehoff, Fausto Masnada, Simon Geschke, Pascal Eenkhoorn, Lenneth van Eetvelt, Alessio Martinelli, Gotzon Martin, Roger Adria, Urko Berrade, Igor Arrieta, Louis Meintjes, Gregor Mühlberger, Lilian Calmejane, Rune Herregodts, Oscar Rodriguez, Eduardo Sepulveda, Harry Sweeny, James Shaw, Sebastian Schönberger

 

Danskerne

Casper Pedersen gør debut for Soudal som den eneste tunge dreng på et klatrestærkt hold, og han skal formentlig føre tidligt. Hos Movistar skal Mathias Norsgaard formentlig støtte Gregor Mühlberger, Oscar Rodriguez og Gonzalo Serrano, mens Mikkel Bjerg på UAE formentlig også skal arbejde tidligt for holdets mange stjerner.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Brandon McNultys sejr fra 2022 og Ryan Gibbons’ sejr fra 2021.

 

STREAM CHALLENGE MALLORCA OG VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Julian Alaphilippe
Brandon McNulty, Andrea Bagioli
Diego Ulissi, Tim Wellens, Andrea Piccolo, Patrick Konrad, Gonzalo Serrano
Mauri Vansevenant, Ilan van Wilder, Axel Zingle, Odd Christian Eiking, Lennard Kämna, Louis Barré, Rui Costa, Matteo Trentin, Neilson Powless, Cian Uijtdebroeks, Emanuel Buchmann, Jesus Herrada, Guillaume Martin, Kamil Bonneu, Loic Vliegen
Warren Barguil, Cristian Rodriguez, Kobe Goossens, Ben Zwiehoff, Fausto Masnada, Simon Geschke, Pascal Eenkhoorn, Lenneth van Eetvelt, Alessio Martinelli, Gotzon Martin, Roger Adria, Urko Berrade, Igor Arrieta, Louis Meintjes, Gregor Mühlberger, Lilian Calmejane, Rune Herregodts, Oscar Rodriguez, Eduardo Sepulveda, Harry Sweeny, James Shaw, Sebastian Schönberger
INFO
Optakter
Nyheder
Challenge Mallorca
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Fredag den 26. april 2024

Udstyr og test
Køb eller bytte? Mulighederne er mange hos Bike4Sport - valget er dit!

Torsdag den 25. april 2024

Landevej
Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser
Landevej
Følg enkeltstarten i Romandiet og kongeetapen i Tyrkiet
Landevej
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation
Landevej
Evenepoel tilbage på landevejen
Landevej
Topsprinter får debut efter lang skadesperiode
Landevej
Danske hold uden succes i Italien
Landevej
Ny triumf til Lidl-Trek-talent
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”
Landevej
Video i artiklenSe Lunds reaktion på ny sejr
Landevej
Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lunds anden store sejr
Landevej
Total dominans af UAE
Landevej
Video i artiklenLund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?
Landevej
Video i artiklenTobias Lund vinder for anden dag i træk
Landevej
Ayuso ser frem til enkeltstart: Perfekt på papiret
Landevej
Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut
Landevej
Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia
Landevej
Kron før 2. etape: Håber på at vise noget
Landevej
Danskerduo udtaget til spansk etapeløb
Landevej
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lund triumfere i Tyrkiet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Følg Romandiet Rundt på Feltet.dk's app
Motion
Første cykelmagasin på gaden
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewHjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre
Landevej
Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Onsdag den 24. april 2024

Landevej
Officielt: Disse hold skal køre 2024 Tour de France Femmes avec Zwift
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt
Landevej
Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads
Landevej
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet
Landevej
Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads
Landevej
Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr
Landevej
Video i artiklenDansk sprintertalent tager stor sejr
Bane
Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025
Landevej
Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere
Landevej
Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar
Landevej
Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag
Landevej
Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads
Landevej
Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg
Landevej
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024
Landevej
Soudal-QuickStep skriver med ny rytter
Landevej
Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour
Landevej
Quintana kører Giroen i en ny rolle
Landevej
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe
Landevej
Reserve leverede kæmpe overraskelse
Landevej
Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Tirsdag den 23. april 2024

Landevej
Video i artiklenSe spurten, der fik Bora-profil deklasseret
Landevej
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg
Landevej
Favorit kommenterer afgørende fejl
Landevej
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv
Landevej
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog
Landevej
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder
Landevej
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord
Landevej
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest
Udstyr og test
Video i artiklenProduktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
Udstyr og test
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde
Landevej
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt
Landevej
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak
Landevej
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Mandag den 22. april 2024

Landevej
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb
Landevej
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt
VIS FLERE

Annonce