Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

Løbets rolle og historie

Schweiz spiller en ganske særlig rolle i cykelkalenderens smukke anatomi. Selvom det naturligvis er alt for lille til at være vært for en grand tour, har alpelandet opbygget et ry som det perfekte sted at forberede sig til et tre uger langt løb. Traditionelt har landets to største etapeløb, Tour de Romandie og Tour de Suisse, været forberedelsesløb til henholdsvis Giro d’Italia og Tour de France, da de begge afvikles tæt på starten af de pågældende grand tours og tilbyder det ideelle bjergterræn for rytterne til at teste formen.

Den position er imidlertid i de senere år kommet under pres, og de schweiziske etapeløb betragtes ikke længere som de bedste til at varme op forud for Giroen og Touren. Mens Tour de Romandie synes at have tabt kampen mod Tour of the Alps og har ændret dets rolle til i stedet at være det sidste store mål i forårssæsonen for Tour-rytterne, har den nationale rundtur været involveret i en tæt kamp med Criterium du Dauphiné om at have titlen som den bedste forberedelse til Touren.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det franske løb er klart kommet ud som vinder af den duel, og langt de fleste af Tour-stjernerne har i de senere år foretrukket at drage til de franske alper i juni måned. Det har imidlertid ikke ændret det faktum, at Tour-rytterne som regel deler sig mellem de to løb, og selvom de største navne ofte har været til start i Frankrig, har adskillige Tour-deltagere altid testet formen på de schweiziske landeveje i løbet af de 9 dage, som løbet indtil 2021 har varet. Netop længden har været med til at give det en særstatus som den fjerde grand tour og i mange år det vigtigste af de ugelange etapeløb, men selv det specielle karakteristikum er nu forsvundet, hvor løbet nu bare er som både Dauphiné og Paris-Nice, nemlig ”kun” otte dage langt.

Dataene viser klar, at Dauphiné nu er den foretrukne bevgivenhed for de fleste klassementsryttere. Indtil Egan Bernal brød trenden i 2019, var den sidste Tour-vinder, der forberedte sig til verdens største cykelløb i Schweiz, Lance Armstrong, som i 2001 afveg fra sin vanlige forberedelse i Frankrig ved at køre (og vinde) det schweiziske etapeløb. Amerikaneren vendte siden kun tilbage til det alpelandets løb efter sit comeback, da han stillede til start i 2010, og mellem 2011 og 2018 havde Tour-vinderen altid været til start i Dauphiné som forberedelse til løbet i juli. I 2012 sluttede Thibaut Pinot som nummer 10 i Touren og var den bedst placerede rytter, der havde kørt i Schweiz, mens Roman Kreuziger på femtepladsen var den højst rangerede rytter, der i 2013 havde været til start i den lille alpenation. I 2014 fortsatte den opmuntrende tendens, da Pinot gik fra en skuffende 15. plads i Schweiz til at slutte på podiet i Paris, mens Robert Gesink kom fra en niendeplads i Schweiz, inden han blev nummer 6 i Touren i 2015. I 2016 var det Geraint Thomas på 15. pladsen, der var den bedst placerede Schweiz Rundt-deltager, og i 2017 skulle man ned til Damiano Caruso på 11. pladsen for at finde en rytter, der kom fra Schweiz. Lidt bedre så det ud i 2018, hvor Steven Kruijswijk på 5. pladsen havde været i aktion i Alpelandet, inden Bernal altså vandt i 2019. Efter aflysningen i 2020 havde løbet i et ellers svagere felt i 2021 held til at tiltrække Richard Carapaz, som brugte en sejr i Schweiz som trædesten til en 3. plads i Touren.

Det er imidlertid i høj grad et spørgsmål om individuel præference, og mens enkelte ryttere foretrækker altid at benytte samme løb som forberedelse, synes de fleste at variere det en anelse fra år til år. Ineos/Sky har hørt til blandt de hovedaktører, der har prioriteret det franske løb højest, mens Schleck-brødrene var kendt for altid at køre Tour de Suisse. Løbet har endda haft nogen held med at tiltrække nogle af de bedste franske ryttere som Pinot, der ofte har set er en fordel i at slippe væk fra mediepresset i hjemlandet. Det gjaldt også i 2021, hvor Julian Alaphilippe noget overraskende var til start i Schweiz, og igen i år henlægger Pinot sin vigtigste forberedelse til nabolandet, mens han lader David Gaudu om at klare hjemmebanepresset under Dauphiné.

Selvfølgelig er hovedproblemet for det schweiziske løb den geografiske placering. Det har ikke mange muligheder for at gøre brug af dele af Tour-ruten - noget Dauphiné har gjort i stor grad, siden ASO overtog ansvaret i 2010. På den anden side afvikles løbet en uge tættere på Touren end Dauphiné, og forskellige ryttere har forskellige præferencer, hvad angår placeringen af det sidste store forberedelsesløb. I år har Dauphiné-arrangørerne med en næsten tro kopi af Tourens 12. etape virkelig brugt muligheden for at bruge dele af Tour-ruten, men alligevel er feltet denne gang fordelt betydeligt mere jævnt, end vi typisk har set det i de senere år.

Arrangørerne har dog også selv bidraget til deres lidt triste skæbne. 2009- og 2010-udgaverne af Tour de Suisse var alt for lette og tilbød ikke mange bjergetaper, hvor rytterne kunne teste benene. Faktisk kritiserede mange 2009-løbet for at være designet med det ene formål at sikre en samlet sejr til den nationale helt, Fabian Cancellara. I de senere år har man imidlertid brudt trenden, og 2013-udgaven var hårdere end længe. I 2014, 2015, 2018 og 2021 var ruterne igen lettere, men både i 2016, 2017 og 2019 vendte man tingene helt på hovedet og designede løb, der var langt hårdere end vanligt.

I 2018 var alt dog anderledes. Den ekstra uge mellem Giroen og Touren som følge af VM i fodbold betød, at de fleste nu fandt Dauphinés placering for tidlig. Det betød, at de store navne i stort antal vendte det franske løb ryggen, og dermed var der lagt op til lidt af en renæssance for Tour de Suisse. For første gang i umindelige tider gav man franskmændene klø og tiltrak store Tour-kaptajner som Richie Porte, Nairo Quintana, Mikel Landa, Bauke Mollema, Steven Kruijswijk og Jakob Fuglsang. Desværre er tendensen ikke gået igen med en tilbagevenden til en normal kalender, men efter nogle sløje år i 2019 og 2021 - løbet blev aflyst i 2020 - er der opmuntring at hente i år. For første gang nogensinde har Ineos, der plejer at sende det meste af Tour-truppen til Dauphiné, besluttet at sende stort set hele Tour-truppen til Schweiz med navne som Daniel Martinez, Adam Yates, Geraint Thomas og Tom Pidcock. De får selskab af Alexey Lutsenko, Aleksandr Vlasov, Thibaut Pinot, Gine Mäder og Jakob Fuglsang, der alle er tiltænkt kaptajnroller til juli, og da løbet samtidig får ekstra stjernestøv, da det er Remco Evenepoels store sommermål, har arrangørerne denne gang ikke meget at klage over.

Grunden til løbets store prestige er en kombination af historien og sværhedsgraden. Med en historie, der rækker tilbage til 1933, er løbet ældre end Dauphiné, og da det afvikles i et af de mest bjergrige områder i Europa, er det intet under, at det er blandt de hårdeste løb på kalenderen. Selvom vinderlisten er imponerende, mangler den dog samme dybde som den, det franske modstykke kan prale af. Pasquale Fornara topper listen over succesfulde ryttere med fire sejre, mens to af de lokale helte Ferndinand Kübler og Hugo Koblet deler æren med Rui Costa som de eneste trefoldige vindere.

Udover at være et forberedelsesløb til Touren har løbet altid haft en fantastisk evne til at tiltrække rýttere fra Giroen. Det skyldes sandsynligvis den ekstra uges hvile, men mens Dauphiné kun har kunnet præsentere nogle få - dog ofte meget succesfulde - Giro-Dauphiné-doubler, har Tour de Suisse som regel adskillige Giro-ryttere på startlisten. Tendensen gør sig også gældende i år, hvor Domenico Pozzovivo, Thymen Arensman, Diego Ulissi, Rui Costa, Alessandro Covi, Sam Oomen og Stefano Oldani alle vil presse det sidste ud af formen efter Giroen.

Løbet har stadig overhånden i forhold til Dauphiné på ét område. Mens det franske løb afvikles i et område uden meget fladt terræn og derfor ikke har den store appel til sprinterne, er Tour de Suisse som nationalt etapeløb forpligtet til at besøge alle egne af Schweiz, der ikke alle er bjergrige. Det betyder, at løbet som regel har haft betydeligt flere muligheder for de hurtige folk. Det kuperede terræn i landet og arrangørernes hang til svære rundstrækninger betyder dog, at der ikke er meget at komme efter for de rene sprintere, men de mere hårdføre typer og klassikerspecialister vil altid finde kunne finde adskillige etaper, der behager dem. Det er ikke noget tilfælde, at Peter Sagan vandt to etaper i 2011, fire i 2012, yderligere to i 2013, en enkelt i 2014, to i 2015, to i 2016, yderligere to i 2017 og endnu en både i 2018 og 2019, og dette års rute burde igen give gode muligheder for Sagan-typerne.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Efter et par år med en mere ligelig fordeling var sprinterne i 2018, 2019 og 2021 næsten alle til start i Schweiz - bortset fra de mere rene sprintere, der ofte foretrækker Slovenien Rundt, ZLM Tour og med den nye kalender nu også Belgium Tour - og også i år har schweizerne tiltrukket det klart mest spændende felt af hurtige folk anført af Peter Sagan, Alexander Kristoff, Michael Matthews, Bryan Coquard og Matteo Trentin, der jo netop alle falder i kategorien af holdbare afsluttere.

Sidste år var løbet relativt svagt besat, og det afvikledes endda på en relativt let rute, hvor meget så ud til at skulle afgøres på løbets specielle bjergenkeltstart. Richard Carapaz, der var løbets store stjernenavn blandt Tour-kaptajnerne, viste sig dog i særklasse, da han sammen med Jakob Fuglsang kørte fra alt og alle på en ellers blød stigning og derved sikrede sig en førertrøje, han let forsvarede på bjergenkeltstarten og de to sidste bjergetaper, så han kunne sejre med 17 sekunder ned til Rigoberto Uran, der ellers havde leveret en magtdemonstration på bjergenkeltstarten, og hele 1.15 ned til Fuglsang. Carapaz har i år kørt Giro og forsvarer derfor ikke titlen, og da Uran i år bruger en alternativ Tour-forberedelse, bliver Fuglsang eneste genganger fra sidste års podium.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

Ruten

Som sagt har arrangørerne efter et par år, hvor den begrænsede sværhedsgrad gjorde løbet mindre spektakulært, i de senere år forsøgt at gøre løbet hårdere. Et første højdepunkt nåede man i 2013, hvor man havde tre svære bjergetaper og en bjergenkeltstart, inden man igen havde lettere ruter i 2014 og 2015. I 2016 sammensatte man imidlertid den klart sværeste rute i årevis, idet man havde hele tre meget svære bjergafslutninger, herunder en på den frygtede Rettenbachferner, i tillæg til de klassiske tidskørsler i form af en prolog og en længere enkeltstart, og den model gentog man i 2017, hvor der atter var en lang enkeltstart og tre svære bjergetaper, herunder en tilbagevenden til Rettenbachferner, på programmet. I 2018 gik man til gengæld tilbage til den ”lette” model med en rute, der kun bød på én stor bjergetape, der endda ikke var særligt svær, inden 2019-udgaven med hele tre store og svære bjergetaper igen lå i den vanskelige ende af spektret. Efter et års coronapause svingende pendulet igen den anden vej i 2021, hvor bjergetaperne var lette, men hvor de blev ledsaget af en bjergenkeltstart, der kunne gøre store forskelle.

Som regel har løbet haft to bjergafslutninger og en bjergetape med en afslutning efter en nedkørsel. Enkelstartsspecialisterne har haft chance på en prolog, der ofte har været meget kuperet og teknisk, og en lang, relativt kuperet enkeltstart. Stigningerne i Schweiz er typisk ikke særlig stejle, og derfor har bjergetaperne sjældent været meget selektive, hvilket har bevirket, at enkeltstarten typisk har været den vigtigste etape. Resten af løbet har været udgjort af klassiske Schweiz Rundt-etaper: kuperede etaper, som slutter på en rundstrækning, der meget ofte har en lille stigning tæt på mål. Disse etaper er ofte blevet afgjort i reducerede massespurter, og det har gjort løbet til lidt af en fest for stærke sprintere og klassikerryttere, hvilket forklarer, hvorfor Peter Sagan i en ung alder hurtigt blev den rytter, der har vundet flest etaper i løbets historie.

Efter et svært løb i 2017, et let løb i 2018, et svært løb i 2019 og et let løb i 2021 er det blevet tid til en svær udgave, hvis trenden skal fortsætte, og det er præcis, hvad vi får i 2022. Ganske vist er der skruet ned på antallet af bjergetaper, så der i år kun er to på programmet - noget, der delvist er forårsaget af, at løbet for anden gang kun er otte dage langt - men de er til gengæld modbydelige. Måske lægger de ikke op til angreb fra distancen, men med nogle svære målbjerge, har klatrerne modsat sidste år virkelig terræn til at gøre en forskel.

Det får de også brug for. De kan glæde sig over, at løbet med sin nu kortere længde for første gang i en menneskealder kun har én tidskørsel, da den korte, indledende enkeltstart, som har været et næsten fast holdepunkt i mange år, er væk. Til gengæld må de begræde, at årets lange enkeltstart er henlagt til den flade dal omkring Liechtensteins hovedstad Vaduz, hvor løbet slutter næste søndag med 25 km tempotons i fladt terræn, hvor de små folk kun kan glæde sig over, at distancen er lidt kortere, end vi ofte har set det.

Disse tre etaper, der på papiret er de afgørende, er koncentreret sidst i løbet, hvor man fredag skal slutte på den nye og relativt lange Moosalp-stigning og lørdag for fjerde gang inden for de sidste 20 år på den stejle Malbun-stigning i Liechtenstein inden den afsluttende enkeltstart søndag, men man begår en brøler, hvis man tror, at alt skal afgøres her. De helt store tabere i årets løb er nemlig sprinterne. Der plejer ellers at være nok at komme efter, hvis man er en Sagan-type med en vis holdbarhed, men i år skal man klatre fremragende, hvis man skal gøre sig forhåbning om at komme til fadet.

Løbet starter således søndag med en regulær klassementsetape, hvor rytterne skal køre på en rundstrækning med en ganske vist relativt kort, men stejl stigning, hvis top rundes mindre end 5 km fra stregen. De næste tre etaper bliver næppe afgørende for klassementet, men det betyder ikke, at de er lette. Mandag venter der således en lang stigning i finalen, der slutter så stejlt, at klassementsrytterne sågar kunne teste hinanden, hvis ikke det var sluttet med en nedkørsel. Tirsdag følger sprinternes bedste chance, hvor en spurt synes sandsynlig, men hvor der stadig skal klatres det meste af dagen, og hvor holdbarheden skal være i top.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Det skal den også onsdag, hvor løbets fladeste etape venter, men som på 2. etape sluttes der med en stigning, der er så svær, at klassementsrytterne i teorien kunne angribe hinanden, hvis ikke der var et stykke til mål. Det er endda sidste etape med en flad finale, for torsdag venter der en rigtig ardenneretape på en rundstrækning ved Mendrisio, hvor hele fire stigninger lægger op til forrygende cykelløb, angreb i klassementet og et hav af scenarier. Dermed er scenen sat efter fem knaldhårde dage, inden man fredag og lørdag endelig rammer de høje bjerge forud for wattmonstrenes paradis i Vaduz, hvor løbets vinder skal krones om en god uges tid.

1. etape

Siden år 2000 er kun fem udgaver ikke startet med en kort enkeltstart. Sidste gang løbet blev indledt med en almindelig linjeløbsetape var helt tilbage i 2008, hvor Oscar Freire vandt en reduceret massespurt og således erobrede den første førertrøje, og siden da har det udviklet sig til en helt fast tradition, at prolog- og tempospecialister har skullet slås om sejren på førstedagen, ofte på meget tekniske og ganske kuperede ruter, selvom man i 2018 i et forsøg på at tiltrække flere Tour-ryttere helt usædvanligt startede med et holdløb. Enkeltstarten har siden dengang været tilbage i de seneste to udgaver, men i år sker der noget ganske usædvanligt, da løbet for første gang i 14 år indledes med en linjeløbsetape. Det betyder imidlertid ikke, at klassementsrytterne får en chance for at komme roligt i gang, og sprinterne kan se langt efter drømmen om at gentage Freires spurtsejr fra 2008. En stejl mur med top mindre end 5 km fra mål på en generelt stærkt kuperet rute gør nemlig, at vi allerede på dag 1 vil få en klar ide om, hvem der kan være med i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 177,6 km, og som det er kutyme for løbet, lægger man ud med en etape, der har samme start- og målby. Denne gang er der tale om byen Küsnacht, der er vært for et rent rundstrækningsløb. Således bestå etapen af fire omgange på en 45,7 km lang runde, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret, og der er på hver omgang hele to stigninger på programmet i bakkerne omkring storbyen Zürich.

Fra start kører ma igennem fladt terræn mod nord op til søen Bezirk Uster, hvorefter man kører man kører mod sydøst ned genne fladlandet langs søen forbi et punkt, hvo der er spurter på de tre sidste omgange efter hhv. 53,3 km, 99,0 km og 144,7 km. Det flade terræn fortsætter, når man kører videre mod sydøst væk fra søen, idet det dog begynder at stige svagt, inden man sætter kursen mod sydvest og siden nordvest, stadig igennem let stigende terræn.

Den lette del af rundstrækningen slutter brat, når man kører mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Pfannenstiel (4,1 km, 4,6%), der stiger med 4-5% over de første 3 km, inden den tager fat med 6,9% på det sidste stykke frem mod toppen, hvor der er en bjergspurt på de tre sidste omgange efter hhv. 67,3 km, 113,0 km og 158,7 km. En meget let nedkørsel leder nu mod sydvest ud til byen Herrliberg ved bredden af Zürischsee, som nu følges ad en flad vej mod nordvest.

Finalen indledes for alvor, når man forlader søen ved at dreje mod øst og køre op ad kategori 3-stigningen Küsnachter Berg (2,7 km, 8,3%), der efter 500 m med 5,9% stiger med 7,3% over 1000 m, inden der venter 1000 m med tocifrede procenter, herunder 500 m med hele 12,3%, inden den flader ud de sidste 200 m frem mod toppen, hvor der er bjergspurt de sidste tre gange efter hhv. 81,5 km, 127,2 km og 172,9 km. Fra toppen resterer bare 4,7 km, som fortsætter med at stige let frem til den røde flamme, hvorefter den sidste kilometer er let faldende. Efter toppen går det ad en vej, der bugter sig let og byder på top skarpe sving med hhv. 3400 m og 2000 m igen.

Etapen byder på i alt 2746 højdemeter

Med en enkeltstart plejer løbet at starte med en relativt vigtig dag, og det gør det bestemt også i år, selvom der er tale om en linjeløbsetape. Den sidste stigning er en sand lille mur med en kilometer med tocifrede procenter, og her vil vi med det samme se, hvem der er kommet til løbet med muligheder og ambitioner. Stigningen er nok for kort til, at bedste mand bare kører væk, selvom det ikke er umuligt, og etapen kan derfor meget vel ende med en taktisk finale eller i en spurt i en lille gruppe af ardennerspecialister og klassementsryttere.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Küsnacht har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

2. etape

I de senere år har der været en tendens til, at arrangørerne laver en aftale med startbyen om, at de er vært for løbet de første to dage, hvor man dels kan afvikle en enkeltstart og dels en linjeløbsetape på en rundstrækning. Formentlig som følge af afkortningen af løbet, der kun giver en halv åbningsweekend, er den ide nu droppet, og Küsnacht er nu kun startby for 2. etape. Det betyder dog ikke, at der ændres meget på terrænet fra åbningsetapen, for hvis sprinterne havde drømt om at komme til fadet, må de igen tro om. Endnu engang venter der nemlig en meget kuperet sag med næsten 3000 højdemeter afsluttende med en relativt lang og svær stigning, og selvom den har top ca. 15 km fra toppen, kan den sagtens give anledning til, at klassementsrytterne tester hinanden lidt af på det, der ligner endnu en åben etape med flere forskellige mulige udfald.

I alt skal der tilbagelægges hele 198,0 km, som fører feltet fra Küsnacht til Aesch, der ligger i grænsetrekanten mellem Schweiz, Tyskland og Frankrig. Den første tredjedel af etapen er relativt let, når man i kun let kuperet terræn kører mod nordvest og derved nord om Zürisch, inden man snor sig videre mod vest igennem nu fladt eller let faldende terræn langs grænsen til Tyskland. Efterhånden bliver terrænet dog mere kuperet, når man skal op og ned ad hele tre ikke-kategoriserede stigninger, der har top efter hhv. 74,0 km (2,1 km, 6,8%), 96,4 km (2,2 km, 4,8%) og 111,1 km (1,8 km, 9,6%), inden en skarpere nedkørsel leder mod vest ned til byen Liestal, hvorfra det går ad en let stigende vej mod sydvest.

Etapen tager for alvor fat, når man kører mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Gempen (5,6 km, 5,9%), der stiger med 5-8%, dog afbrudt af 2 km med 4-5% på den nedre del. Toppen rundes efter 127,2 km, hvorefter en eget teknisk nedkørsel leder mod vest og nordvest ned til Reinach, hvorfra man kører igennem fladt terræn mod nordvest frem til den første spurt, som er placeret efter 140,5 km, inden det går fladt mod syd og sydøst ind til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 148,4 km.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 49,6 km lang rundstrækning i bakkerne syd for målbyen. Et kort, fladt stykke leder mod syd ud af byen, inden det gør mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Eichenberg (3,0 km, 7,5%), der er en jævn og stejl stigning med top efter 157,1 km. Herfra resterer 40,9 km, som indledes med et let stigende plateau, der følges mod nordøst og syd frem til den anden spurt, som passeres efter 163,5 km, inden en let nedkørsel leder mod nordvest ned til dalen, hvor det falder let videre mod nordvest frem til byen Laufen.

Her indledes finalen for alvor, når man kører mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Challpass (6,3 km, 6,2%), der over de første 4 km stiger jævnt med 4-6%, inden de sidste 2,1 km stiger med 8,4%, endda med 8,9% over de sidste 1300 m frem mod toppen, som rundes efter 184,2 km. Herfra resterer blot 13,8 km, som hovedsageligt er faldende. Først falder det relativt kraftigt mod nordøst ad en relativt enkel nedkørsel, indtil man med 3800 m igen drejer til højre i dagens sidste sving, hvorefter det stiger let frem til 3 km-mærket. Herfra falder det igen let ned til de sidste 1200 m, der er stort set flade.

Etapen byder på i alt 2746 højdemeter.

Igen er der tale om en ganske grim stigning. Dels er den ganske lang og dels er de sidste 2 km stejle. Det er for let til, at klassementsrytterne for alvor kan gøre skade på hinanden, men det bør blive for svær en opgave for selv de mest holdbare klassikersprintere. Dermed er der lagt op til en uforudsigelig finale, hvor et taktisk fremstød eller et sent angreb kan lykkes, og hvor det også meget vel kan ende i en spurt i en lille gruppe, hvis ikke et udbrud holder hjem på en dag, hvor den førende rytter måske er villig til at låne trøjen ud i nogle dage.

Aesch har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

3. etape

Det er ikke mærkeligt, at Tour de Suisse har så stor appel til klassikerryttere. Løbet er nemlig kendt for sit klassikerterrræn, og noget sådant venter på 3. etape. Her skal der nemlig klatres ca. 3100 højdemeter på en dag, hvor der er umuligt at finde meget fladt terræn, men modsat de foregående etaper har denne sine sværeste stigninger relativt langt fra mål. Dermed ligner det en dag, hvor de holdbare sprintere kan lugte blod, men hvor det bestemt ikke er umuligt, at et udbrud kan holde hjem, da de to foregående etaper vil have skabt betydelige tidsforskelle.

I alt skal der tilbagelægges 176,9 km mellem Aesch og Grenchen. Startebyen ligger umiddelbart syd for grænserne til Tyskland og Frankrig, og herfra har etapen en hård start, når man kører mod syd op ad den ikke-kategoriserede Eichenberg (3,0 km, 7,4%), hvorefter man bliver på et let stigende plateau, mens man kører mod sydøst, nordøst, syd og sydvest, inden en let nedkørsel leder mod nordvest ned til dalen og byen Laufen, der nås efter 26,0 km. Herfra går det ad en let stigende dalvej mod sydvest igennem den store by Delemont.

Herefter tager etapen for alvor fast, når man kører mod nordvest op ad den ikke-kategorisrede Col des Rangiers (8,2 km, 4,5%), der har top efter 57,1 km. En let nedkørsel leder mod sydvest, inden det med det samme går videre mod sydvest op ad den ikke-kategoriserede Le Chetelat (3,3 km, 8,9%), hvis top rundes efter 67,0 km, hvorefter man følger et fladt plateau, inden en relativt enkel nedkørsel leder mod sydvest. Nede i dalen i dalen kører man med det samme mod syd op ad kategori 1-stigningen Cote au Bouvier (5,4 km, 8,5%), der er en stejl og relativt jævn stigning med top efter 82,9 km.

Også denne gang efterfølges toppen af et småkuperet plateau, som følges mod nordøst, inden en let nedkørsel leder videre i samme retning ned til byen Glovelier, som passeres efter 97,6 km. Et let stigende dalstykke leder nu mod syd, inden man kører mod syd og sydvest op ad kategori 2-stigningen Bellelay (7,4 km, 4,9%), der er en meget irregulær stigning. Således stiger de første 2,0 km med 8,3%, inden de næste 3 km kun er let stigende med 1-3%, inden de sidste 2,4 m stiger med 5-7% frem mod toppen, som rundes efter 112,7 km.

Derfra liver det lettere. Det falder let ad en kringlet ej mod syd, indtil en lille bakke leder op til den første spurt, som er placeret efter 122,0 km. Det fortsætter derefter med at falde mod syd og sydøst, inden man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Vauffelin (2,4 km, 5,8%), der midtvejs har en kilometer med 7-10%, men derudover er ganske let. Toppen rundes efter 140,8 km, hvorefter de sidste 36,1 km indledes med et plateau, der følges mod nordøst, inden en nedkørsel leder mod syd ned til dalen, hvor man kører mod nordøst ad et kort, fladt stykke frem til stregen, som krydses efter 152,1 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en hovedsageligt flad 24,8 km lang rundstrækning i området nordøst for byen. Det stiger i starten let, mens man kører mod nordøst, inden man forlader dalen for at køre mod nordøst op ad kategorim3-stigningen Lommiswil (1,2 km, 6,0%), der først har 500 m med 4,4% og siden 700 m med 7,0%. Toppen rundes efter 159,9 km, hvorefter de sidste 17,0 km indledes med en enkel nedkørsel, som leder mod sydøst ned til dalen, hvor den anden spurt køres efter 165,6 km. Herfra går det ad en lige og let stigende vej mod sydvest tilbage mod Grenchen, hvor man drejer mod nord for at køre op ad en lille bakke (400 m, 5,5%), der har top 6,5 km fra stregen. Herfra falder det let hele vejen i en teknisk afslutning, hvor man drejer med 6500 m, 6000 m, 3800 m, 3700 m, 2100 m og 600 m igen, inden man med 400 m igen drejer skarpt til venstre, hvorefter det stiger let med 3,5% op til mål.

Etapen byder på i alt 3125 højdemeter.

Læs også

Lefevere om muligt Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Der er tale om en af de nordschweiziske etaper, der gør Tour de Suisse til et paradis for stærke sprintere. I den sidste halvdel er der ikke meget fladt terræn, men stigningerne kommer relativt langt fra mål og er for hovedpartens vedkommende ikke alt for stejle. Det er en af relativt få chancer for løbets hurtige folk, og da de deltagende sprintere næsten alle er af den holdbare type, må man formode, at de vil gå benhårdt efter en spurt på denne etape, selvom man aldrig kan udelukke en udbrudssej på en dag med mere end 3000 højdemeter og terræn, som er svært at kontrollere.

Grenchen er mest kendt for sin cykelbane og har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

4. etape

Efter en dag med mere end 3000 højdemeter kan 4. etape ved første øjekast ligne en nem sag. Her venter nemlig løbets fladeste rute, der kun byder på 2000 højdemeter, men hvis sprinterne havde drømt om en enkel sprinteretape, må de tro om. Etapen slutter nemlig med en typisk schweizisk rundstrækning, hvor den stejle stigning Sattel åbner døren for små angreb i klassementet og dermed endnu en uforudsigelig afslutning, der efter alt at dømme er for hård for selv de mest holdbare af de hurtige afsluttere.

Med en distance på 190,8 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra Grenchen til Brunnen. Starten er ikke alt for svær, da man snor sig mod sydøst ad en kun ganske let stigende vej, der kun afbrydes af en enkelt tidlig bakke og nedkørsel. Herefter fortsætter man mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Kappelen (3,3 km, 5,9%), hvis anden kilometer stiger med 7,1%, men derudover holder sig under 6%.

Toppen rundes efter 31,3 km, hvorefter det næste stykke er let. Det falder således let mod nordøst, inden det stiger svagt mod sydøst og slutteligt igen falder mod nordøst ned til Sempachersee. Herfra kører man mod sydøst og øst igennem først let stigende og siden let faldende terræn, indtil det går fladt mod øst og sydvest igennem dalen. Kort efter drejer man mod sydøst og senere nordøst for at passere en stigning (4,3 km, 4,9%), hvis top rundes efter 101,6 km, inden en nedkørsel leder mod sydøst ned til Zugersee, hvis flade bred følges mod nordøst og sydøst, inden man kører mod sydøst væk fra søen op ad en bakke (1,6 km, 5,2%) med top efter 118,0 km, inden en nedkørsel leder mod sydøst ned til Lauzersee, hvorefter det går fladt mod sydøst og sydvest ind til målbyen, hvor stregen krydses efter 130,5 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 60,3 km lange finale rundstrækning, der hovedsageligt er flad. Fra start følger man således den flade bred langs Vierwaldstättersee mod vest, nord, nordvest og nordøst, idet man undervejs kører dagens første spurt efter 142,8 km. Via en ganske lille bakke går det mod nordøst frem til Zügersee, hvor man for anden gang kører mod sydøst ned langs den flade bred frem til byen Arth, der nås efter 163,5 km.

Her fortsatte man sidste gang gennem fladlandet frem til mål, men det gør man ikke denne gang. I stedet kører man mod sydøst og øst væk fra søen op ad en bakke frem til dagens anden spurt, som kommer efter 166,0 km, inden en kort nedkørsel leder videre mod øst. Herefter bliver det alvor, når man kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Sattel (3,8 km, 7,6%), der stiger jævnt med 8-9% over de første 3 km, inden den flader ud med 4,2% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 175,8 km. De sidste 15,0 km indledes nu med en let nedkørsel, som leder mod syd og sydøst ned til Schwyz, som nås med 6,2 km igen, hvorefter det falder let fem mod de sidste 2,3 km, der er stort set helt flade. Man drejer skarpt med 5800 m igen, hvorefter man skal igennem fem rundkørsler med hhv. 5700 m, 5000 m, 4900 m, 2300 m og 1400 m igen, inden der er et sidste skarpt højresving bare 600 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2060 højdemeter.

Som på 1. etape har vi igen en meget stejl finalestigning, der sagtens kan bruges til et lille opgør mellem klassementsrytterne, og det bør udelukke sprinterne. I stedet ligner det en afslutning for ardennerryttere og klassementsfolk, og med relativt langt hjem fra toppen og en enkel nedkørsel kunne det ligne en spurt i en lille gruppe, hvis ikke en rytter sniger sig væk i den fladere del af finalen, og hvis ikke et udbrud snyder feltet.

Brunnen har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort UCI-løb. Det var 1. etape af U23-løbet GP Tell i 2008, hvor Timofey Kritskiy slog Remi Cusin i en tomandsspurt, inden Aleksandr Porsev 4 sekunder senere vandt feltets spurt om 3. pladsen.

Læs også

Uheldig hollandsk profil udgår

5. etape

Hvis sprinterne havde håbet på at få en chance, inden bjergene fra fredag melder sig, må de se slukørede ud efter et blik på løbets 5. etape. Her fortsætter temaet fra de foregående dage nemlig med en vanskelig finale med korte og ganske stejle stigninger i området omkring Mendrisio, hvor Cadel Evans blev verdensmester for 13 år siden. En kuperet rundstrækning med ikke færre en fire stigninger og nærmest uden fladt terræn lægger op til aggressivt og uforudsigeligt cykelløb, og selvom bakken op mod mål er både kort og relativt blød, betyder en vanskelig næstsidste stigning, at favoritterne meget vel kan angribe hinanden på en dag, der kan være for udbrydere, klassementsryttere og ardennertyper.

I alt skal der tilbagelægges 190,1 km mellem Ambri og Novazzona, der ligger helt nede ved grænsen til Italien i bakkerne kendt fra Il Lombardia. Starten går helt oppe i små 1000 m, og man lægger derfor ud med, at køre mod sydøst ad en lang, lige og faldende vej, der leder frem til Biasca, som nås efter 31,2 km. Her rammer man en let faldende dalvej, der leder mod sydøst og sydvest ned til Locarno-søen.

Umiddelbart inden man når vandet, drejer man mod vest ind i bakkerne for at passere kategori 2-stigningen Monte Ceneri (6,2 km, 5,5%), der er relativt jævn med 6-8%, men er lettere over den første kilometer og de sidste 1200 m frem mod toppen, som rundes efter 66,0 km. En let nedkørsel leder nud mod syd ned til dalen, hvor man igennem fladt terræn kører ned igennem det tæt befolkede område omkring Lugano, som man passerer vest om. Herefter kører man videre mod syd og nordøst hen langs den flade bred ved Lugano-søen, som passeres via en bro, inden det går videre mod syd ned langs bredden og væk fra vandet frem til Mendrisio, hvor man efter 110 km rammer rundstrækningen. Herefter kører man næsten en hel omgang med alle fire stigninger, nemlig Castel San Pietro (2,0 km, 5,1%), Morbio Inferiore (1,0 km, 8,6%), kategori 3-stigningen Pedrinante (2,5 km, 7,8%), på hvis top der er bjergspurt efter 125,9 km og slutteligt bakken op til mål (1,9 km, 5,8%).

Stregen krydses efter 134,3 km, hvorefter etapen afsluttes med to fulde omgange på den 27,9 km lange runde. Fra starten kører man igennem fladt terræn mod nordvest og nordøst frem til Mendrisio, hvor der på begge omgange er en spurt efter hhv. 139,0 og 166,9 km. Herfra går det med det samme mod sydøst op ad Castel San Pietro (2,0 km, 5,1%), hvis top rundes med 21,3 km, inden en teknisk nedkørsel leder mod syd, hvorefter det går mod nord op ad Morbio Inferiore (1,0 km, 8,6%), fra hvis top der resterer 14,5 km.

Endnu en teknisk nedkørsel leder nu mod syd, inden man kører et kort fladt stykke ind gennem Chiasso og derefter mod vest op ad kategori 3-stigningen Pedrinante (2,5 km, 7,8%), der efter 500 m med 6,2% stiger med 8-10% over 1500 m og slutteligt med 6,9% over de sidste 500 m frem mod toppen, hvor der igen er bjergspurter efter hhv. 153,8 og 181,7 km. Herfra resterer blot 8,4 km, som indledes med en let nedkørsel, der leder mod vest og nord ned til målbyen, hvor man kører en kort tur rundt i byen gennem fladt terrræn, inden det går mod nordvest op ad målbakken (1,9 km, 5,8%), der er stejlest frem til den røde flamme. Der er et skarpt sving med 2,2 km, og kort efter tager bakken fat med 6,8% i snit frem til et sving med 900 m igen, hvorefter de næste 500 m stiger med 4% frem til et meget skarpt højresving på næsten 180 grader. Derfra stiger det kun ganske, ganske let frem til mål.

Læs også

Tysker sejrer på åbningsetapen – rutineret dansker med fremme

Etapen byder på i alt 2610 højdemeter.

Etapen er en af den slags, de kan være ganske umulig at forudsige. Den sidste rundstrækning er svær, men stigningerne er også relativt korte, og det er kun den kategoriserede stigning, der for alvor er vanskelig. En udbrudssejr er sandsynlig, hvis afstandene i klassementet tillader det, og for det førende hold kan det blive et helvede at kontrollere rundstrækningen, hvor der sagtens kan komme angreb i klassementet på sidste tur op ad den kategoriserede stigning. Formentlig vil der ikke komme forskelle mellem de bedste, der vil nå den sidste lidt blødere bakke samlet til en puncheuragtig afgørelse, men vi vil formentlig her se folk tabe tid, samtidig med at vi får en bedre ide om styrkeforholdet.

Novazzano har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

6. etape

Tidligere havde Tour de Suisse ofte bjergetaper spredt ud over hele løbet, men i de senere år er man begyndt at koncentrere dem til sidst. Det gælder også i år, hvor der bare er to etaper i de høje bjerge, men de er til gengæld også med vanskeligere finaler, end man ofte ser det på de relativt bløde schweiziske stigninger. Således lægges der ud med et brag af en etape med passage af det berømte Nufenenpass, mere end 4000 højdemeter og mål på den lange og ganske stejle Moosalp, der vil være rammen om et absolut nøgleslag i kampen om den samlede sejr.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

I alt skal der tilbagelægges 177,5 km, der fører feltet fra Locarno til Moosalp. Starten er let, da man lægger ud med at gøre igennem den kun ganske let stigende dal mod nordøst og siden nordvest. Efter 42,3 km når man frem til Giornico, hvorefter det begynder at stige betydeligt mere, mens man forsætter mod nordvest fem til Airolo, som i 1134 m højde nås efter 69,0 km. Her drejer man mod sydvest, hvor det forsætter med at stige let frem til Bedrero, der passeres efter 77,7 km. Nu tager etapen for alvor fast, når man kører mod sydvest og vest op ad Nufenenpass (13,6 km, 7,8%), der er uden for kategori. Efter 4 km med 6-7% følger 8 km med 8-10%, inden den flader ud over de sidste 1600 m frem mod toppen, som i 2478 m højde rundes efter 77,7 km.

Herfra resterer fortsat 99,8 km, som indledes med en kun i starten, men derefter let nedkørsel, der leder mod sydvest og nordvest ned til Ulrichen, hvor man efter 106,9 km rammer en lang og faldende vej, der leder mod sydvest hele vejen ned til Naters, hvor man efter140,7 km kører dagens første spurt. Nu følger man en helt flad dalvej videre mod sydvest og vest frem til Visp, hvor dagens sidste spurt køres efter 154,2 km.

Nu forlader man dalen for at køre mod syd ad en flad vej over ca. 6 km, inden man kører mod syd og nordvest op ad Moosalp (17,7 km 7,6%), der er uden for kategori. Efter 2 lettere kilometer stiger den med 8-10% over 7 km og derefter med 6-8% over 7 km, idet der dog er 2 km med ca. 9% undervejs, indtil de sidste 1700 m stiger med bare 4-5%. Stigningen har en endeløs serie af hårnålesving, særligt på den nedre del. Dets sidste kommer med 1700 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig frem til mål.

Etapen byder på i alt 4155 højdemeter.

Det er et ganske svært målbjerg, arrangørerne har opfundet her. Nufenenpass kommer naturligvis for tidligt til at gøre andet end at trætte feltet, men derefter vil Moosalp være rammen om det første alvorlige slag i bjergene. Ganske vist flader den ud over de sidste små 2 km, men forinden burde der være gode chancer for at gøre betydelige forskelle på en lang stigning, der tiltaler de rigtige klatrere.

Moosalp har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Belgisk stjerne usikker til Touren

7. etape

Efter det indledende bjergslag får klatrerne en sidste chance for at vinde tid inden den afsluttende enkeltstart, og den har de al mulig grund til at være tilfredse med. Ganske vist er meget af etapen let faldende med kun ét tidligt bjerg som opvarmning, men til gengæld slutter det hele med et brag, når løbet for første gang siden 2011 vender tilbage til Malbun-stigningen i Lichtenstein. Nok er der ikke tale om verdens længste stigning, men da der er tale om stejl sag, er der garanti for forskelle og drama på et bjerg, der plejer at gøre betydelig skade i klassementet.

I alt skal der tilbagelægges 194,6 km, der fører feltet fra Ambri til Malbun-stigningen i Liechtenstein. Starten er nem, da man lægger ud med at køre af en let faldende dalvej mod sydøst, inden det går mod nord ad en let stigende vej. Kort efter fortsætter man mod nord og senere vest, nordvest og nord op ad kategori 1-stigningen Lukmanierpass (29,2 km, 5,0%), der stater med 3 km med 6-7%, men derefter har 7 km, der er næsten flade. De næsten 14 km stiger herefter lidt ujævnt med 5-8%, inden der efter 2 km med 5-6% venter 5,2 km med bare 3-5%.

Toppen rundes efter 71,7 km, hvorefter en lang og let nedkørsel leder mod nord ned til Disentis, der ligger i dalen og nås efter 90,0 km. Herfra går det mod nordøst ad en lang, lige og let faldende dalvej frem til byen Ilanz, der nås efter 120,9 km. Her drejer man væk fra dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Flims (6,5 km, 5,8%), der på den nedre del har to km med 7-9%, men derudover er relativt let. Toppen rundes efter 128,0 km og efterfølges af en let nedkørsel, der leder mod nord og øst ned til dalen, hvor et kort, fladt stykke leder frem til den første spurt, som kommer efter 144,5 km. Derfra går det ad en ganske let faldende dalvej mod øst og siden nord og nordvest frem til Maienfeld, der nås efter 169,6 km.

Her indledes finalen, når man forlader dalen for at køre mod nord op ad kategori 3-stigningen St.Luzisteig (2,5 km, 7,5%), der efter 1 km med 5-7% har 1 km med 9-11%, inden den flader ud med 5,8% over de sidste 500 m. Toppen rundes efter 173,2 km, hvorefter de sidste 21,4 km indledes med en let nedkørsel, der leder mod nord tilbage til dalen og over grænsen til Liechtenstein, hvorefter det kortvarigt går mod nordøst ad en flad dalvej frem til den sidste spurt, der kommer i byen Triesen efter 182,0 km. Nu kører man med det samme mod nordøst og øst op ad målbjerget Malbun (12,6 km, 8,7%), der er uden for kategori. Der er tale om en led stigning, hvis første 8 km stiger jævnt med 8-10%, inden den flader ud med 4-6% over to kilometer, inden den tager fat igen med 2 km med 9,3% i snit og slutteligt 13,2% over de sidste 600 m. Stigningen har et hav af hårnålesving på den nedre del, men over de sidste ca. to tredjedele går det ad en lige vej, der kun bugter sig ganske let.

Etapen byder på i alt bare 3881 højdemeter.

Vi kender Malbun fra tre tidligere besøg i dette årtusinde, og det er virkelig en grim sag. Den er stejl og har en vis længde, og dermed får klatrerne en stor chance for at gøre betydelige forskelle. Ved alle tre besøg var færre end 10 mand inden for et minut af vindertiden, og en enkelt gang tog vinderen mere end et halvt minut til nr. 2, hvilket siger alt om, at vi kan se frem til et forrygende bjergslag denne lørdag.

Malbun har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var senest i 2011, hvor Steven Kruijswijk tog karrierens hidtil eneste linjeløbssejr med 9 sekunder ned til Levi Leipheimer og 18 sekunder ned til Damiano Cuengo på en dag, hvor kun syv mand var inden for et minut af vindertiden. I 2007 tog Frank Schleck en suveræn solosejr med 32 sekunder ned til Vladimir Karpets og 42 sekunder ned til Jose Angel Gomez Marchante på en dag, hvor kun fem mand var inden for et minut af vindertiden. I 2004 sejrede Georg Totschnig med 7 sekunder ned til Fabian Jeker og 14 sekunder ned til Frank Schleck, mens i alt ni mand var inden for et minut af vindertiden.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

8. etape

Det har været hovedreglen, at Tour de Suisse er sluttet med sin lange enkeltstart, og efter to udgaver, hvor løbet sluttede med en bjergetape, er det igen temporytterne, der får det sidste ord. De vil endda slikke sig rigtigt om munden denne gang, for hvor løbets enkeltstarter ofte har været kuperede, har man denne gang designet en flad tonserrute i Liechtensteins hovedstad Vaduz. Tekniske udfordringer er der heller ikke mange af på en tur frem og tilbage gennem dalen, og dermed vil de små klatrere bløde og wattmonstrene excellere, når tempospecialisterne endelig får et ord at skulle have sagt i en ellers usædvanligt hård udgave af den schweiziske rundtur.

Med en distance på 25,8 km er der ikke tale om den længste enkeltstart i løbets historie, og den har både start og mål i Liechtensteins hovedstad, Vaduz, og er stort set hel flad, da man blot kører lidt frem og tilbage i dalen. Efter 600 m drejer man til højre og derefter går det ad en flad vej mod nord op langs Rhinen, indtil man efter 5,8 km drejer til højre. Nu følger en teknisk fase med sving efter 7,2 km, 7,4 km og 8,4 km, inden en lige vej leder mod nord frem til en rundkørsel, som passeres efter 12,0 km, hvorefter det går mod nordvest frem til mellemtiden, som tages efter 12,9 km.

Kort efter mellemtiden når man byen Mauren i det nordligste punkt. Her bugter vejen sig ind gennem byen, inden en lige vej leder mod sydøst. Efter 16,3 km drejer man til højre, og derefter går det ad en lang, lige og flad vej mod sydvest tilbage til Vaduz, idet eneste forhindring er en rundkørsel efter 20,7 km. Først med 500 m igen skal man igennem endnu en rundkørsel, hvorefter der slutteligt er et meget skarpt sving i en rundkørsel bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 131 højdemeter.

Årets enkeltstart kunne ikke være mere forskellig fra sidste års halve bjergenkeltstart. Terrænet er stort set helt fladt, og mange sving finder man heller ikke. Dette er virkelig wattmonstrenes paradis, og den eneste formildende omstændighed for de stakkels klatrere, der før ellers har haft kuperede ruter i løbet, er, at distancen ikke er helt så lang, som man oftest har set det.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Vaduz har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

Favoritterne

Med sin status som det fjerdestørste etapeløb i verden har Tour de Suisse typisk været at betragte som en lille grand tour, hvor man møder lidt af hvert og testes i alle cykelsportens discipliner. Med et par store bjergetaper, en prolog og en længere enkeltstart har det typisk tilgodeset grand tour-specialister, der både kan klatre og køre tidskørsel, og som restituerer godt nok til at håndtere hele 9 hårde dage i vanskeligt terræn. Fra år til år er balancen varieret, hvor man i nogle udgaver har favoriseret tempostærke folk og i andre bjergryttere, men det er altid de alsidige typer, der har haft de bedste chancer.

I de senere år har tendensen været, at enkeltstartsstærke folk har haft en fordel. Et begrænset antal af ofte relativt lette bjergetaper har gjort det svært for klatrerne at gøre en forskel, mens en enkeltstart på 30-40 km altid skaber ret store afstande. Kun i år, hvor der har været en bjergenkeltstart på programmet, har balancen været tippet over til fordel for klatrerne. Selv i 2015, hvor man troede, at inklusionen af den meget vanskelige Rettenbachferner afgørende ville give klatrerne en fordel, endte det alligevel med, at enkeltstarten blev den vigtigste etape, og det blev de tempostærke Simon Spilak, Tom Dumoulin og Geraint Thomas, der fik skovlen under klatreren Thibaut Pinot (som dengang endnu ikke havde forbedret sin enkeltstart mærkbart).

Det hele ændredes imidlertid i 2016, hvor den usædvanligt hårde rute med hele tre store bjergetaper og den meget kort enkeltstart betød, at klatrerne havde en fordel. Derfor lykkedes det både Miguel Angel Lopez (som nu alligevel kørte sit livs enkeltstart) samt Warren Barguil at slutte på podiet. I 2017 gentog mønsteret sig med en knaldhård rute, hvor det var den knusende sejr på Rettenbachferner, der sikrede Simon Spilak den samlede triumf - præcis som vi i 2019 så, at Egan Bernal på den hårde rute fik skovlen under tempostærke Rohan Dennis. Til gengæld var vi i 2018, hvor Richie Porte vandt, på en meget let rute igen i en situation, hvor det i vidt omfang var de to tidskørsler, der var afgørende. Sidste år var det også kun, fordi Richard Carapaz var så overlegen på en ellers lidt blød bjergetape, at bjergenkeltstarten ikke blev næsten altafgørende.

Det viser, at det er en generel tendens, at bjergrytterne med de seneste års hårdere ruter har haft betydeligt lettere spil end tidligere. Det har de for så vidt også i år. Den lidt ærgerlige tendens til, at målbjergene i Schweiz har været bløde og lette, ser vi slet ikke i år. Ganske vist er der denne gang kun to rigtige bjergetaper, der er endda designet sådan, at det hele vil koge ned til sidste stigning, men begge de to målbjerge er så svære, at der kan gøres betydelig skade.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Endnu bedre bliver det af, at løbet generelt er historisk hårdt. Det må være dybt frustrerende at være sprinter i en udgave, hvor det kun er 3. etape, som mange af de hurtige folk med vis sikkerhed vil kunne klare. Både 1. og 5. etape er deciderede klassementsetaper. Åbningsetapen har så grim en stigning i finalen, at vi måske ikke får forskelle mellem de bedste, hvor en lidt tungere, men tempostærk fyr sagtens kan tabe vigtig tid. Derudover er det for de lidt hurtigere folk en ekstra chance for at vinde bonussekunder.

Mere kompliceret er 5. etape at fortolke. Det er en rigtig ardennerklassiker med en puncherfinale, og selvom de fleste af bakkerne er enten korte eller relativt bløde, kan den kategoriserede stigning gøre forskelle inden den lidt blødere puncheurspurt til sidst. Forskellene vil som udgangspunkt ikke være alt for store, men det kan sagtens vise sig måske at blive næsten den vigtigste etape. Finalen kan være et mareridt at kontrollere, og man kunne sagtens forestille sig en Remco Evenepoel i hopla finde et moment, hvor han pludselig kan køre væk, måske sammen med yderligere et par mand. Sker det, kan man sagtens vinde en del tid på andet end en klatrestyrke.

Man må formode, at 2. og 4. etape skal ende i en eller anden form for spurt eller med en udbrudssejr, men det er ikke helt sikkert. De sidste stigninger er svære nok til, at favoritterne kan teste benene, og selvom de kommer for langt fra mål til at være farlige, kan man heller ikke her vide sig sikker på, om Evenepoel kan finde et moment at køre væk. Det er dog usandsynligt, og som udgangspunkt må man regne med, at 2., 3. og 4. etape ikke vil spille en rolle i klassementet.

Klatrerne har altså masser af terræn at gøre godt med. Når det alligevel ikke er så enkelt, skyldes det naturligvis designet af enkeltstarten. De små folk vil glæde sig over, at den er lidt kortere end vanligt, men til gengæld er det sjældent, at den har været så flad. Den minder meget om årets Dauphiné-enkeltstart, og selvom den er en anelse kortere, vil tempomaskinerne virkelig kunne vinde tid her. Det kan de til gengæld også tabe på de meget svære bjergetaper, og det giver faktisk et ganske herligt løb, hvor det burde være muligt både for rene klatrere og for ryttere, hvis primære våben er sidste etape, at vinde.

Vejret i Schweiz kan være af tvivlsom kvalitet. Det starter dog perfekt med en solrig og varm søndag med kun beskeden vind. Mandagen bliver køligere, men ser stadig ud til at blive solrig og med svag vind samt modvind på sidste stigning, og det samme gælder for tirsdagen, hvor der dog kan komme sene byger. Bygerisikoen fortsætter på en ellers fin onsdag, en fin torsdag og en fin fredag, hvor klatrerne vil ærgre sig over, at den ventes relativt kraftig modvind på målbjerget. Billedet er det samme lørdag, men her ventes medvind på målbjerget. Endelig vil der også være risiko for tordenbyger på enkeltstarten, men klassementsrytterne bør have ens betingelser, da de starter sidst.

Årets felt er stærkere, end vi ofte har set det. I de senere år har Dauphiné vundet kampen klart, og blandt andet sidste års felt var pauvert. I år har løbet dog fået et gigantisk boost af, at Ineos har valgt at bruge det som deres store Tour-generalprøve, og enkelte andre Tour-kaptajner vil også være til start. Favoritfeltet har aldrig så stor dybde i Schweiz, som mere tiltrækker holdbare sprintere og klassikertyper, mens klassementsfolk typisk tager til Frankrig, men der er denne gang lidt flere navne at vælge imellem, og de er også ganske interessante.

Jeg vælger at pege på Daniel Martinez. Colombianeren startede sæsonen et stykke nede i hierarkiet hos Ineos, men han har med et fabelagtigt forår kørt sig til en sandsynlig kaptajnrolle i Touren. Han lagde stærkt ud i Algarve, havde med en vis sandsynlighed vundet Paris-Nice, hvis ikke han var punkteret på Roglics kriseetape og vandt i suveræn stil Baskerlandet, inden han var blandt de bedste i begge de belgiske ardennerløb. Faktisk har vi endnu til gode at se nogen, der kan sætte Martinez til vægs på en stigning, for det var også kun ham, der forhindrede Roglic i at køre alene hjem på kongeetapen i Paris-Nice.

Martinez har samtidig hele pakken. Han kører ikke enkeltstat som Evenepoel, men han blev nr. 7 i Algarve, nr. 10 i Paris-Nice og nr. 11 i Baskerlandet, hvorfor han vinder tid på de fleste på sidste etape. Han er god på eksplosive stigninger, som vi så i Baskerlandet og i Ardennerne, og i Baskerlandet kunne han endda pludselig også spurte efter bonussekunder. Samtidig har han det i særklasse stærkeste hold med flere kort at spille i det taktiske spil og til at kontrollere den komplicerede 5. etape. Vi kender ikke hans form, men han har været pokkers stabil i år, og har han det niveau, han havde i foråret, bliver han meget svær at slå på denne alsidige rute.

Hans værste rival kunne være Aleksandr Vlasov, men det er med usikkerhed, at man peger på ham. Modsat Martinez har han nemlig været alt andet end stabil i foråret. Han lagde ud med brask og bram i Valencia, men floppede fælt i Emiraterne og Paris-Nice. Siden genfandt han sit niveau med en fabelagtig april, hvor han kæmpede mod Martinez i Baskerlandet og Ardennerne og slutteligt vandt Romandiet i et felt, der dog ikke var prangende. I det lys aner vi ikke, hvilken Vlasov vi får, men får vi apriludgaven, kører han med om sejren.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det gode ved Vlasov er, at han er begyndt at køre fremragende enkeltstarter. Det så vi i Emiraterne, Paris-Nice og Baskerlandet, og han og Martinez har været relativt jævnbyrdige i den disciplin. Til gengæld virkede Martinez til at have et lidt større overskud på stigningerne i Baskerlandet, og her var han også hurtigere end russeren. Det er dog ikke givet, at det vil være tilfældet i Schweiz, for vi så særligt i Romandiet, at Vlasov også har fundet en imponerende spurtstyrke. Han har ikke samme hold som Ineos, men Bora er utvivlsomt et af løbets stærkeste med hele fire potentielle klassementsryttere, og dermed har også han hele pakken. Nu skal han bare finde niveauet fra april og måske lægge lidt til, så det denne gang er ham og ikke Martinez, der har overhånden.

Løbets helt store spørgsmålstegn er Remco Evenepoel. Hidtil har han manglet for meget på stigningerne, som vi så det i både Baskerlandet og Tirreno, men han er i klar fremgang. Hans kørsel i Liege indikerede e stor udvikling, og senest leverede han en gedigen magtdemonstration i Norge, hvor han angiveligt havde tal, som end ikke Tadej Pogacar har leveret i år. Det skal man dog nok tage med en gran salt, som også Patrick Lefevere, gør, for han kørte ikke Jay Vine midt over, og der er mange ubekendte i et løb, som slet ikke fremgår af tallene. Feltets kvalitet taler for, at vi ikke bare kan regne med, at han havde slået Pogacar!

Når det er sagt, er det hans bedste tal nogensinde, og det skal blive interessant at se, hvad det omsættes til i et meget stærkere felt. Det er et problem for ham, at de to sidste bjergetaper er så svære, og særligt Malbun kan være for stejl og lang for ham, selvom han klarede Stavsro-stigningen, der også var stejl, imponerende. Til gengæld knuser han al modstand på den flade tonserenkeltstart, for han har i år kørt fabelagtige enkeltstarter og efter eget udsagn aldrig kørt så stærkt, som da han i Algarve slog Stefan Küng med næsten et minut! Spørgsmålet er, om han kan vinde nok tid inden bjergene. Han lider under et knap så stærkt hold, men heldigvis for ham kommer enkeltstarten til sidst, hvorfor han kan komme bagfra. Han er som bekendt også et geni til at finde sig sine momenter, og særligt 5. etape er nærmest skal til, at Evenepoel skal gøre som i Liege og på 5. etape i Baskerlandet og pludselig køre væk, hvor man mindst venter det. Lykkes det, har han poweren til at gentage Liege-kunststykket, og derfor kan han vinde løbet på andet end bjergben eller tempoben. Spurtstyrke viste han også pludselig forleden, men næppe nok til at tage bonussekunder. Hans våben er enkeltstarten og den manglende kontrol, og vi ved i hvert fald, at han er knivskarp for modsat de fleste andre, har han dette løb som sit store sæsonmål. Er det nu, han også skal vinde et bjergrigt etapeløb på WorldTouren og ikke kun mindre løb eller det bjergfattige Tour de Pologne?

Bahrain kommer med Gino Mäder, der med sin 5. plads i Vueltaen meldte sig ind i etapeløbseliten. Han er en langsom starter, men da han skulle være klar til sit forårsmål, var han der, da han endte som samlet nr. 2 i Romandiet. Hans mål er Touren, og netop fordi han er så langsom en starter, kan det sagtens være, at han ikke er på toppen. Han har dog længe talt om sine to schweiziske hjemmebaneløb, og der er ingen tvivl om, at dette som Romandiet også er et mål. Hans hold er desværre relativt svagt, men heldigvis for ham vil han næppe skulle kontrollere før tidligst på 7. etape, som ikke burde være alt for svær at holde styr på. De eksplosive etaper er en trussel, men kan han undgå tab her, vil han elske de lange og svære stigninger i bjergene, der er skabt til en dieselklatrer som ham. Den største trussel er dog enkeltstarten, hvor han vil bløde, men som vi så i Dauphiné, har Bahrain forbedret sig, og det kan måske hjælpe ham med at begrænse tabet så meget, at han med sine evner i bjergene kan forbedre sin 2. plads fra Romandiet.

Ineos’ officielle Tour-kaptajn er Adam Yates, men alt taler for, at Martinez vil være deres bedste kort. Yates mangler som sin bror noget holdbarhed, men til gengæld er han en mester i ugelange etapeløb, som han har vundet mange af. Vi så senest, da han pressede Pogacar i Emiraterne, at hans topniveau fortsat er tårnhøjt, men til gengæld var resten af foråret én lang skuffelse, hvor han aldrig fandt sit niveau. Nu har han trukket stikket og bygget op mod Touren, og normalt plejer han at være god til at finde formen, når han skal. Til gengæld plejer han ikke at være flyvende forud for sine grand tours. Sidste år blev han eksempelvis blot nr. 11 i Burgos inden Vueltaen, og det er muligt, at han også her vil mangle nogle procent, og at det er helt bevidst.

Løbet passer ham til gengæld ikke helt ringe. 1. og 5. etape er skræddersyet til ham, og bjergetaperne er også designet på en måde, der passer ham bedre. De har mange højdemeter, men de er ikke alt for opslidende inden sidste bjerg, og det er netop på den slags etaper, han plejer at være bedst. Målbjergene, særligt fredag, er dog stadig lidt halvlange for en mand, der er bedst i eksplosivt terræn. Holdet er som bekendt fremragende og kan udnytte det taktiske overtal, måske særligt på 5. etape. Enkeltstarten er en udfordring, men han har i år kørt bedre enkeltstarter end vanligt, også på den flade rute i Emiraterne. Til gengæld viser Paris-Nice, at han ikke er stabil, og han vil formentlig tabe lidt tid til de ovennævnte selv på en god dag. Den tid skal vindes i bjergene, men det er også muligt, hvis Yates er på det niveau, han senest havde sidste forår, hvor han var ganske uhyggelig.

Bora har også et andet kort at spille. Sammen med Martinez og Vlasov er Sergio Higuita den eneste ikke-slovenske vinder af et WorldTour-etapeløb i år, og det er ingen tilfældighed. Colombianeren har som Vlasov og Jai Hindley forbedret sig meget efter skiftet til Bora, og mest bemærkelsesværdigt har det været, at han pludselig kan klatre i høje bjerge. Det så vi i Catalonien, hvor han pludselig blandede sig på meget lange stigninger, og det er vigtigt forud for dette løb. Samtidig er han som bekendt lynhurtig, og han vil have en god chance for at vinde bonussekunder på 1. og 5. etape samt i en eventuel spurt på bjergetaperne, som han gjorde, da han slog holdkammeraten Vlasov på kongeetapen i Romandiet eller vandt i Algarve. Holdet er stærkt, og de har fordel i det taktiske spil med hele to kort, men udfordringen er enkeltstarten. Han viste ellers fremgang sidste år, men selvom skiftet til Boras materiel tilsiger, at han burde have forbedret sig, har vi set det modsatte. To af enkeltstarterne blev dog kørt, da han ikke var helt på toppen, og man kan håbe, at han her i det mindste kan begrænse tabet ved at bygge videre på takterne fra sidste år. Hans form er ukendt, og han er aldrig helt tilregnelig, men ligesom Evenepoel har han dette løb som sit store sommermål, og derfor kan han ventes at være knivskarp og i hvert fald topmotiveret.

Løbets vel nok største joker er Tom Pidcock. Vi har endnu til gode at se ham køre klassement i et etapeløb, siden han blev professionel, men det er noget, han mestrer. Han vandt således Baby-Giroen i suveræn stil, og han har ikke lagt skjul på, at han drømmer om at køre grand tours senere i karrieren. Nu lader han op til Touren, hvor han ikke ventes at køre klassement, men det kunne han sagtens finde på at gøre her. Vi så i foråret, at han er temmelig ustabil, og vi kan derfor ikke regne med hans form, men hans sejre i de to mountainbikeløb i maj vidner om, at niveauet ikke er helt ringe. Både 1. og 5. etape passer ham som fod i hose, og han kan endda også gå efter bonussekunder i spurterne på især 2. og 4. etape. Enkeltstarten burde han som tidligere juniorverdensmester mestre, selvom han ikke har vist mange tempoevner som professionel, hvor han stort set ikke har kørt enkeltstarter. Den store test kommer dog primært i bjergene, hvor vi fortsat har til gode at se, hvad han kan, men klatring har altid været hans force, og Baby-Giroen beviser, at han mestrer det. Spørgsmålet er bare, om niveauet allerede er højt nok nu.

Det har været et trist forår for Hugh Carthy, men med en fremragende afslutning på Giroen fik han endelig varmet motoren. Gennem løbet blev han bare bedre og bedre, og man tør slet ikke tænke på, hvor god han havde været i en fjerde uge. Nu forsøger han at tage superformen med sig videre til Schweiz, og det har han før haft succes med. For tre år siden kørte han sin hidtil bedste Giro, og selvom han røg ud af klassementet efter en offday, leverede han et gigantisk og mindeværdigt soloridt på den sidste bjergetape. Man skal altid regne med, at Giro-rytterne kan falde sammen eller have en offday, som han havde for tre år siden, men denne gang kommer han til løbet med så entydigt en opadgående formkurve, at der er grund til at tro, at han holder hele vejen. I Verona viste han endda også, at hans ellers forsvundne enkeltstart er delvist tilbage, og dermed har han hele pakken, hvis det høje niveau vitterligt kan klare otte yderligere dage.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Stor usikkerhed er der også om Thibaut Pinot. Også med ham kan det nemlig gå begge veje, for han har i den grad været svingende i år. Han viste dog i Tirreno og Romandiet, at topniveauet rækker til at køre med om i hvert fald podiet i dette felt, og så er spørgsmålet, om han har fundet det. Han skuffede i sit alpeløb forrige tirsdag, men ifølge ham selv var det ikke uventet efter en hård træningsperiode. Vi så i foråret, at hans form kom helt ud af det blå, først i Tirreno og siden i Romandiet, og derfor kan han sagtens være flyvende nu. Hurtigheden har han formentlig stadig, selvom vi sjældent ser det, og derfor passer alle de fire kuperede etaper ham godt. Han skal bevise sig på enkeltstarten, der er lidt for flad for ham, men sidste år var det faktisk noget af det eneste, der ikke gik helt ringe, og han synes at have genfundet lidt af de gamle tempoevner. Han vil dog stadig miste til de bedste, og den tid skal han finde i bjergene. Det bliver svært, men med Tirreno- og Romandiet-ben ikke umuligt.

Sidste år var der ikke meget, der tydede på, at Rigoberto Uran skulle køre stærkt i dette løb. Det gjorde han imidlertid i den grad. Colombianeren knuste al modstand på bjergenkeltstarten og endte som nr. 2 bag Richard Carapaz, og gennem de første to uger af Touren viste han også, at hans niveau stadig er pænt. Han har intet vist i foråret, og mit gæt vil være, at hans gradvise niveaufald er fortsat så meget, at han slet ikke kan gentage sidste års bedrift, men jeg tør på baggrund af sidste års overraskelse ikke udelukke det. Han har i de senere år også genfundet sin gode enkeltstart, som vi så i Touren, indtil han blev træt, og dermed har han den komplette pakke, mange andre mangler. Spørgsmålet er bare, om 2022-udgaven er lige så god som 2021-udgaven. Det tvivler jeg desværre på.

Jumbo giver en sjælden chance til Sepp Kuss , men spørgsmålet er, om amerikaneren kan gribe den. Han har haft en forfærdelig sæson, hvor han ikke har været i nærheden af sit niveau, og i forvejen var han i 2021 aldrig så stærk som i sit vilde 2020. Heldigvis var der lidt håb at finde i hans kørsel i Romandiet, hvor han kontrollerede kongeetapen for Rohan Dennis og kørte en god bjergenkeltstart. Det har hele tiden været Touren, der har været hans mål, men han har sjældent ramt formen specielt godt i sin forberedelse, da han er en diesel med brug for løbsdage. Hvis til gengæld han endelig kan finde det niveau, han forhåbentlig fortsat har, er han en af de bedste klatrere. De eksplosive etaper passer ham ikke godt, men kommer han igennem dem uden væsentlige tidstab, vil han have masser af terræn på de to bjergetaper. Her skal han dog også sætte tid i banken, for han står til en gedigen lussing, der kan høres hele vejen til USA, på enkeltstarten, hvor der ikke er fremgang at spore.

Hvor står Alexey Lutsenko? Sidste år chokerede han alle ved pludselig at køre stærkt i de høje bjerge, da han endte som nr. 2 i Dauphiné og siden som nr. 7 i Touren. Nu satser han stort på Touren, og han har arbejdet målrettet på at fortsætte fremgangen i bjergene. Desværre missede han hele foråret efter et styrt på Tenerife, og hans comeback i Ungarn var ikke imponerende. Det er dog nu en måned siden, og man må formode, at han har forbedret sig. Tidligere kørte han kun stærkt i sæsonstarten, men det ændrede sig markant sidste år. Han forbedrede også sin enkeltstart ganske markant, og selvom vi i Touren så, at han ikke vinder på en flad tonserrute, vil han vinde tid i forhold til flere. De eksplosive etaper passer ham også godt, men alt sammen afhænger af hans niveau. Stabilitet har aldrig været hans styrke, og efter dette forår har han endnu mere at bevise. Sidste sæson viste til gengæld, at topniveauet rækker langt.

Det var en fornøjelse at se Jakob Fuglsang rejse sig med sejren i Alperne forleden. Nok var feltet knap så stærkt, men det havde dog en vis vægt, at han slog David Gaudu i en duel mand mod mand. I forvejen havde vi jo set opløftende takter i Liege, men vi kom også ned på jorden igen i Romandiet, hvor han få dage efter klassikeren faldt igennem. I den kommende uge får vi en bedre ide om, hvad hans nuværende niveau rækker til, men i dette selskab vil det være en overraskelse, hvis han pludselig kører med om sejren. De eksplosive etaper passer ham ellers glimrende, selvom han mangler spurten til at jagte bonus, og vi så også i Alperne, at han for første gang siden sidste års Tour de Suisse kørte stærkt i de høje bjerge. Desværre er enkeltstarten en stor udfordring, som vil koste tid i forhold til mange, og det gør nok podiet til en svær størrelse, selv hvis hans niveau rækker længere i bjergene, end man kan forvente. Heldigvis var det netop i dette løb, han sidste år havde sin bedste uge, da han endte som nr. 3 samlet, og selvom feltet er meget stærkere denne gang, giver det et håb for, at han også i år kan køre stærkt i et løb, han prioriterer ganske højt.

Thymen Arensman forsøger den svære kombination med Giroen og Schweiz. Den kan let gå galt, som vi blandt andet så det i 2017, hvor Giro-vinderen Tom Dumoulin eksploderede totalt, men blandt andre Domenico Pozzovivo har bevist, at man godt kan køre i top 10 i begge løb. Hollænderen har som bekendt en enorm tredjeugesmotor, hvilket han viste igen i år med et hav af udbrud samt to 2. pladser i den sidste uge, ikke mindst på den sidste enkeltstart. Holdet siger, at de jagter etaper, men det siger de altid, også når de går efter klassementet. Der er derfor en mulighed for, at han holder sig til, og det burde være en rute, der passer ham. Han skal undgå tab på de eksplosive 1. og 5. etape, men holder motoren hele vejen gennem de sidste tre dage, er det perfekt terræn for en dieselklatrer, der blot for halvanden uge siden viste, at han har udviklet sig til at være en af feltets bedste temporyttere.

Marc Soler får her en chance for at køre for sig selv, inden han skal være Pogacar-slave resten af året. Hans forår var lidt blandet, for mens han så stærk ud i Tirreno, skuffede han i Catalonien, inden han kørte sig til en fin 7. plads i Baskerlandet. Vigtigt var det, at han i Tirreno viste tegn på kunne genfinde sin gode enkeltstart, og selvom han floppede i Baskerlandet, giver det håb inden 8. etape. Til gengæld viste Baskerlandet også, at der fortsat er bedre klatrere end ham, og dette løb er nok en anelse for svært. Hans form er også altid helt umulig at spå om, og han har desværre ikke for vane at komme blæsende ud efter en pause, selvom det så bedre ud i år.

Løbet er meget vigtigt for Geraint Thomas, der skal bevise, at han skal beskyttes under Touren. Desværre ligner det en svær opgave for waliseren. I forvejen er han bare blevet ringere og ringere siden Tour-sejren i 2018, og i år synes han at have tabt yderligere. Allerede sidste sommer så vi, at han - også inden styrtet - blev sat i Touren, og i dette forår er det gået helt skævt. Han havde en svær vinter, men havde satset på at finde formen til Romandiet, hvor han dog faldt helt igennem. Heldigvis kan noget måske forklares med den svære forberedelse, og man kan håbe, at han nu kommer stærkt ned fra højderne. Det er trods alt kun et år siden, at han endte som nr. 3 i Dauphiné, og han har trods alt stadig sin stærke enkeltstart som en gyldent våben - et våben, han viste os med en stærk 1. etape i Baskerlandet. Spørgsmålet er bare, om det er nok, for intet tyder på, at han klatrer med de bedste, og da enkeltstarten kommer sidst, ender han også let som hjælper for særligt Martinez.

En anden rytter, der skal vinde løbet på sin enkeltstart, er Rohan Dennis. Han vil vinde masser af tid på alle andre end Evenepoel i Vaduz på sidstedagen, men desværre for ham er resten af løbet denne gang meget svært. Vi husker stadig, hvordan han klatrede i Giroen i 2020, men det var trods alt i et svagt felt, hvor kun Jai Hindley og Tao Geoghegan Hart syntes at være flyvende. Der er håb at finde i, at han jo i 2019 faktisk blev nr. 2 i dette løb, men også det var i et svagere felt. Da han skulle køre klassement i Romandiet, rakte bjergevnerne slet ikke, hverken på kongeetapen eller bjergenkeltstarten. Nu har han arbejdet på klatringen frem mod Touren, og derfor vil han formentlig være bedre, men det vil overraske mig meget, hvis han - efter Romandiet - kan køre med om sejren i dette stærke felt på denne meget svære rute.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Hans tidligere holdkammerat Einer Rubio bliver også spændende. Colombianeren gjorde enorme fremskridt i Burgos sidste år, og efter en svag sæsonstart nåede han nye højder med den samlede 10. plads i Romandiet, hvor han blev nr. 11 på bjergenkeltstarten. Hvor han står nu, er uklart, også fordi han styrtede ud af løbet i Ungarn, hvor han ellers lignede favoritten, men angiveligt var skaderne ikke alt for slemme. Han burde være i spil til en Tour-plads, og derfor kan man håbe, at han har fundet Romandiet-benene. Desværre får han sig en gedigen lussing på 8. etape, og det rækker hans bjergben trods alt endnu ikke til at hente, selvom han synes bare at blive bedre og bedre. Som altid er han også et wildcard, der sagtens kan falde helt igennem, særligt efter styrtet.

Mange øjne vil også være rettet mod Jay Vine, efter at han i Norge var største trussel mod Evenepoel. Niveauet her er dog et helt andet, og vi har set, at han generelt har haft det svært på WorldTouren, hvor han plejer at komme til kort. Han var heller ikke overbevisende, da Patrick Bevin slog ham i Tyrkiet, og han skal have forbedret sig ganske markant, hvis han skal være fremme her. Han er også en alt for ustabil størrelse, der synes at have svært ved at køre stærkt hver eneste dag i længere etapeløb, og det er nødvendigt her, hvor der er nøgleetaper næsten hver dag. De eksplosive etaper er heller ikke ideelle, og det er derfor i bjergene, han skal gøre forskellen. Til gengæld har han i foråret og i Vueltaen bevist, at han ikke nødvendigvis vil bløde alt for meget på enkeltstarten.

Domenico Pozzovivo skal forsøge at gøre brug af Giro-formen. Det har han før forsøgt sig med, og det er før gået ganske godt. Således blev han i 2017 nr. 4, og han vandt endda en etape bare kort efter den samlede 6. plads i Italien, og i 2019 blev han nr. 7 efter at have hjulpet Vincenzo Nibali på podiet i sit hjemland. Vi så i begyndelsen af Giroen, at hans topniveau i bjergene stadig er meget højt, men det står også klart, at hans i forvejen ikke alt for gode restitution er blevet betydeligt ringere. Derfor har jeg lidt svært ved at tro, at han igen kan have succes med en kombination, der stiller store krav til holdbarheden. Hans engang så gode enkeltstart er også aftagende, og han vil tabe tid i Vaduz. Resten af løbet passer ham til gengæld ganske godt, men han skal bevise, at han vitterligt kan genfinde det niveau, han havde i begyndelsen af Giroen, men som forsvandt som dug for solen i den tredje uge og næppe kun på grund af styrtet.

Egentlig burde Ion Izagirre stå højere på denne liste. Han viste trods alt i Baskerlandet med sin podieplads, at han fortsat har et vist niveau. Han er dog stadig et stykke fra fordums styrke, og hans baskiske niveau var et særsyn, også i et forår, hvor han efterfølgende faldt igennem i Ardennerne. Lige nu er der ikke meget, der tyder på, at han er i storform, da han floppede fælt i Alperne i sidste uge, og da hans enkeltstart samtidig er forsvundet - og i øvrigt aldrig har været særligt god på flade ruter - og da han altid har været begrænset i de rigtige bjerge, er min optimisme begrænset. Hans kørsel i Baskerlandet viser dog, at han ikke kan afskrives, hvis nedturen i sidste uge bare var en enkelt offday.

Sebastien Reichenbach har i år genfundet lidt af fordums styrke. Han er ikke, som da han var bedst, men an har kørt fornuftigt i Romandiet, Baskerlandet og Catalonien. Dette felt mangler noget dybde, og hvis han har samme form som i Romandiet, er han bestemt en top 10-kandidat. Hans mål er Touren, men han vil altid være motiveret efter at gøre det godt på hjemmebanen, hvor han som regel er stærk. Det er dog mest i Romandiet, da han ikke har kørt dette løb siden 2017, men det får han chancen for at kompensere for nu. Han vil lide på enkeltstarten, men i bjergene har han potentiale.

Sidste år endte Maximilian Schachmann som nr. 4. Det resultat samt hans sejre i Paris-Nice viser, at han ikke kan afskrives, men jeg bliver overrasket, hvis han er med helt fremme. Denne rute er efter al logik for svær for tyskeren, der sidste år og i Paris-Nice er blevet hjulpet af nogle nemme ruter. I forvejen er der usikkerhed om hans niveau efter et forår, der blev helt ødelagt af sygdom, og vi aner ikke, hvor han står. Han var dog ikke helt ringe, da han gjorde comeback i Romandiet, og frem mod Touren vil jeg tro, at han kører stærkt. Det rækker bare næppe på denne rute, også fordi hans gode enkeltstart har været ganske fraværende de seneste sæsoner.

Endelig glæder jeg mig lidt til at se Stephen Williams. Briten har fået ødelagt næsten hele sin professionelle karriere af en endeløs serie af skader, som også ødelagde hans forår. Sidste efterår nåede han dog at vise sit enorme potentiale, da han gav Simon Yates klø og vandt CRO Race. Hvor han står nu, er uklart, men han kom i gang igen i Romandiet, og holdet har meldt ud, at de regner med, at han i dette løb kan vise sit potentiale. Hvor langt hans topniveau rækker nu, er stadig uklart, men sidste efterår giver masser af håb. Han får klø på sidste etape, men heldigvis er der bjerge nok til, at han alligevel kan ende langt fremme.

BEMÆRK: Michael Woods fremgår af startlisten, men ventes at skippe løbet. Holdet er dog ikke endeligt udtaget, og optakten opdateres, når den endelige startliste er kendt - også fordi jeg har en ide om, at Hugh Carthy kan ende med at deltage.'

OPDATERING: Den endelige startliste er nu kommet. De væsentligste ændringer er, at EF som ventet har udtaget Hugh Carthy, men også Rigoberto Uran. Der er tilføjet et afsnit om dem begge ovenfor. Til gengæld stiller ikke Rubio ikke til start, og der er flere mindre ændringer, hvorfor holdoversigten nedenfor er opdateret. Det er også værd at bemærke, at Jumbo har meldt ud, at de ikke kører klassement, og forventningerne til Kuss og særligt Dennis skal derfor nok dæmpes.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

***** Daniel Martinez

**** Aleksandr Vlasov, Remco Evenepoel

*** Gino Mäder, Adam Yates, Sergio Higuita, Tom Pidcock, Hugh Carthy

** Thibaut Pinot, Sepp Kuss, Alexey Lutsenko, Jakob Fuglsang, Thymen Arensman, Marc Soler, Geraint Thomas, Rohan Dennis, Jay Vine, Domenico Pozzovivo, Ion Izagirre, Sebastien Reichenbach, Maximilian Schachmann, Stephen Williams

* Felix Grossschartner, Antonio Pedrero, Hermann Pernsteiner, Marc Hirschi, Fausto Masnada, Gianluca Brambilla, Neilson Powless, Damien Howson, Oscar Rodriguez, Edoardo Zambanini, Matteo Badilatti, Sam Oomen, Xandro Meurisse, Andreas Leknessund, Sylvain Moniquet, Robert Gesink, Patrick Bevin, Diego Ulissi, Rui Costa, Georg Zimmermann, Gianni Moscon, Alberto Bettiol, Gonzalo Serrano, Andreas Kron, Remy Rochas, Krists Neilands, Ilan van Wilder, Louis Vervaeke, Clement Champoussin, Yannis Voisard

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

Danskerne

Jakob Fuglsang er kaptajn på Israel-PT og er omtalt ovenfor. Hos Quick-Step skal Kasper Asgreen forsøge at vinde enkeltstarten samt støtte Remco Evenepoel, og hos Bahrain skal Johan Price-Pejtersen støtte Gino Mäder og gå efter et resultat på enkeltstarten. Hos DSM skal Søren Kragh også satse på enkeltstarten samt jagte etaper via udbrud over de første fem dage, mens Casper Pedersen ligeledes skal i offensiven samt måske køre et lead-out for Cees Bol, hvis han skulle komme med hjem på 3. etape. Hos Bora skal Frederik Wandahl støtte Aleksandr Vlasov, Sergio Higuita og Maximilian Schachmann.. Endelig skal Andreas Kron på Lotto også forsøge at gentage sidste års etapesejr, og han vil måske også se, hvor langt han kan komme i klassementet, mens Alexander Kamp hos Trek burde kunne blande sig i nogle reducerede massespurter og gå efter udbrudssejre.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle i klassementet.

Ag2r Citroën Team: Clement Champoussin er på vej tilbage efter en skade og regner ikke med at køre klassement. Det samme gælder for Clement Berthet, og Bob Jungels er stadig for langt fra fordums styrke. Nicolas Prodhomme er overmatchet.

Astana Qazaqstan Team: Det handler om Lutsenko, men det skal blive interessant at se, om Gianni Moscon er tilbage og har fundet sine klatreben.

Bahrain-Victorious: Mäder er den erklærede kaptajn, men Williams kan overraske. Hermann Pernsteiner kan også komme ganske langt, hvis han har sin bedste form, og det samme gælder for unge Edoardo Zambanini, der viste evnerne i Ungarn.

BORA-hansgrohe: Holdet vil formentlig satse på Vlasov og Higuita, men Schachmann vil måske også køre klassement. De har også Felix Grossschartner, men han bør være for begrænset i bjergene til den svære weekend i dette selskab.

Cofidis: Det handler om Izagirre. Holdet har også Remy Rochas, men han havde en meget svær Giro, hvor Davide Villella også sluttede svagt. Jose Herrada klatrer ikke godt nok.

EF Education-EasyPost: Det må handle om Carthy og Uran, men måske vil holdet vil ogsåkøre lidt klassement med Neilson Powless. Han mangler dog for meget i bjergene. Det bliver spændende at se, hvor gode klatreben Alberto Bettiol har, hvis han er tilbage på sporet efter sin sygdom.

Groupama-FDJ: Pinot er kaptajn, men Reichenbach er en fin plan B. Matteo Badilatti har ikke haft sit bedste år, og stigningerne er for svære for Quentin Pacher.

INEOS Grenadiers: Martinez, Yates, Thomas og måske Pidcock må alle ventes at køre klassement på det skræmmende hold.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Det handler om Pozzovivo. Simone Petilli har et skidt år, og Georg Zimmermann vil finde stigningerne for lange.

Israel-Premier Tech: I fravær af Michael Woods er holdet bygget op om Fuglsang. Stigningerne er trods alt for svære for Patrick Bevin, og Krists Neilands er ikke ved fordums styrke. Sebastian Berwick er overmatchet.

Jumbo-Visma: Det må handle om Kuss og Dennis, men måske Robert Gesink kan vise lidt klatreben, når han jagter en Tour-plads. Sam Oomen kommer fra Giroen, men må være overmatchet igen her. Som nævnt i bemærkningen ovenfor planlægger de ikke at køre klassement.

Lotto Soudal: Holdet jagter etaper, men måske vil Sylvain Moniquet, der dog har kørt Giro, og Andreas Kron forsøge at holde sig til.

Movistar Team: Efter Rubios afbud har holdet udtaget Antonio Pedrero, der igen i år er kommet stærkt ud af Giroen. Han vil dog være overmatchet, også grundet sin enkeltstart. Alternativet er Oscar Rodriguez, der gjorde det hæderligt i Ungarn, men niveauet her er noget andet. Sidste år kørte Gonzalo Serrano et pænt klassement, men her er ruten for svær.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Det handler om Evenepoel. Fausto Masnada gør comeback efter sin kyssesyge og Ilan van Wilder efter sin brækkede kæbe. Louis Vervaeke har ikke imponeret i år.

Team BikeExchange-Jayco: Efter Giroen vil Damien Howson formentlig køre lidt klassement, men han virkede træt mod slutningen.

Team DSM: Holdet kører ikke klassement, men det vil undre, hvis ikke Arensman og Andreas Leknessund prøver. Nordmanden har dog hidtil været for begrænset i bjergene.

Trek-Segafredo: Holdet vil formentlig køre lidt klassement med Gianluca Brambilla, men bjergene er for voldsomme. Det er de også for formsvage Markus Hoelgaard.

UAE-Team Emirates: Holdet er her for at vinde etaper, men Soler kan lave noget i klassementet. Kongen af løbet er Rui Costa, men han bør ikke kunne skabe endnu et schweizisk mirakel. Marc Hirschi udelukker ikke at køre klassement, men bjergene må være for svære, som de også er det for Diego Ulissi.

Alpecin-Fenix: Det handler om Vine. Xandro Meurisse vil finde bjergene for svære.

Human Powered Health: Holdets tre klatrere, Gavin Mannion, Keegan Swirbul og Kyle Murphy, har haft det svært i år.

TotalEnergies: Holdet er her helt uden klatrere, da stigningerne er for svære for Mathieu Burgaudeau.

Schweiz: Holdet har Yannis Voisard, der netop har vundet Alpes Isere Tour, men vi så i Romandiet, at niveauet her er for højt. Roland Thalmann har slet ikke vist form.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier