Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og draget fordel af de varme og solrige forhold i Mellemøsten eller det sydlige Europa til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været hen over de belgiske brosten for første gang.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløbsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af næsten enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb, og siden aldrig vendte tilbage til den model.

Det er ikke mærkeligt, at Paris-Nice er et nøgleløb på den europæiske cykelscene. Da den første udgave blev afviklet allerede i 1933, er det en begivenhed med en lang historie, og dets position på kalenderen er både symbolsk og velvalgt. Efter oprindeligt at være blevet etableret som et træningsløb efter banesæsonen forsvandt det under Anden Verdenskrig, og et mindre succesfuldt forsøg på at genoplive det i 1946 blev hurtigt opgivet igen. Det var imidlertid tilbage på kalenderen i 1951, inden det i 1954 igen fik navnet Paris-Nice, og det var i 50erne, at dets status voksede. Således udviklede det sig fra at være et forberedelsesløb til at være en stor begivenhed i sig selv. Den fantastiske duel mellem Jacques Anquetil og Raymond Poulidor i 1966 delte Frankrig, og siden da har løbet tilhørt sportens absolut vigtigste løb.

Lige fra start havde det stor international appel, og mange af sportens største navne findes blandt vinderne. Eddy Merckx vandt således tre gange i træk fra 1969 til 1971, Anquetil tog i alt fem sejre, og Miguel Indurain var øverst på podiet to gange. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Sean Kelly, der vandt løbet hele syv gange i træk mellem 1982 og 1988, inden Indurain brød stimen.

Det, der gør løbet så specielt, er den symbolske natur. Intet signalerer forårets komme bedre end Løbet mod Solen, der starter i Nordfrankrig, hvor rytterne ofte er pakket ind i tykt tøj for at overleve de kolde og blæsende betingelser. Denne del har som regel tilgodeset sprinterne og klassikerrytterne, og der er ofte mindst én etape, der er blevet afgjort af heftig sidevind. Efterhånden som rytterne bevæger sig mod syd og nærmer sig Nice, forbedres vejret gradvist, og typisk ender løbet i solrige betingelser på den franske Cote d’Azur. Samtidig ændres terrænet, og det bliver tid for klatrerne at afgøre kampen om den samlede sejr i det prestigefulde løb.

Den dobbelte natur betyder, at løbet har lidt for enhver smag. Det er ofte startet med en prolog og er tit endt med den berømte enkeltstart op ad Col d’Eze i udkanten af Nice, og derfor har der været klare mål for enkeltstartsspecialisterne. På grund af den tidlige kalenderplacering kommer løbet aldrig op ad de højeste bjerge, og man undgår altid de kendte dele af Alperne fuldstændig, hvorfor det ikke er et løb for de sande klatrere. I stedet er det en begivenhed for alsidige ryttere, der kan klare lidt af det hele, og det afspejles klart i listen over vindere.

Traditionelt har løbet været det rette sted at være for de store etapeløbsryttere, der er blevet tiltrukket af den alsidige rute, et slags mini Tour de France. I de senere år har det imidlertid ændret sig en smule. I flere år var mængden af enkeltstartskilometer begrænset til denne relativt korte prolog, og kun 2011-udgaven, den nylige tilbagevenden af Col d’Eze-enkeltstarten stak længe ud som undtagelser. Samtidig har mange udgaver været helt uden væsentlige bjergafslutninger.

I 2014 traf arrangørerne fra ASO, der har haft ansvaret siden 2002, den modige beslutning fuldstændig af ændre løbets karakter. Man sammensatte en rute helt uden enkeltstarter eller store stigninger, og i stedet var løbet at betragte som otte klassikere. Det ændrede feltet fuldstændigt. Da det blev afsløret, hvordan ruten var sammensat, skiftede næsten alle etapeløbsryttere mening og foretrak Tirreno-Adriatico i stedet for det franske løb, der i stedet blev et stort mål for klassikerryttere.

Den udvikling var interessant, fordi Tirreno-Adriatico gik i den modsatte retning. Traditionelt har de to etapeløb været i hård kamp om at få de bedste ryttere til start, og i mange år syntes de at have fundet en arbejdsdeling. Da det italienske løb bestod af en blanding af flade og småkuperede etaper og ofte blev vundet af klassikerryttere, tog endagsspecialisterne til Italien, men etapeløbsrytterne drog til Frankrig. Da Tirreno-arrangørerne RCS ændrede formatet og begyndte at inkludere flere enkeltstartskilometer samt større bjerge, udviklede det italienske løb sig imidlertid til en mini-grand tour, mens Paris-Nice i højere grad har været tilpasset klatretyper med mere punch.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

ASOs beslutning fra 2014 fungerede slet ikke, og man kunne bare se til, mens alle stjernerne tog til Italien, samtidig med at deres eget løb ikke fik den sædvanlige opmærksomhed. I et forsøge på at genvinde sin position er ASO nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. I 2015 kom Col d’Eze-enkeltstarten og prologen tilbage, og man havde endda en bjergafslutning. Faktisk var det en af de hårdeste udgaver i mange år. I 2016 år var løbet knap så selektivt, men det var stadig et løb for etapeløbsryttere og ikke klassikerspecialister. Fra 2017 og frem har man med en relativt lang enkeltstart og en decideret bjergafslutning forsøgt for alvor atter at udfordre Tirreno-Adriatico i kampen om etapeløbsstjernerne.

Alligevel synes løbet i de senere år at have tabt kampen til Tirreno, der i de kommende år havde større appel til De Fantastiske Fire, Alberto Contador, Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali, som i en årrække var kendt som de stærkeste grand tour-ryttere. Usikkerheden om ruten fik mange af de bedste etapeløbsryttere til at droppe det franske løb, og det har taget tid for ASO igen at genvinde tilliden til, at de vil lave en rute, der passer grand tour-ryttere.

I 2017 syntes man at nærme sig tidligere tiders popularitet blandt etapeløbsryttere, og det skyldtes i høj grad, at man havde designet en rute, der har været den hårdeste i mange år. Det mønster gentog sig ikke i 2018, hvor stjernerne igen valfartede til Italien, men i 2019 oplevede løbet lidt af en renæssance, da Tirreno-arrangørerne begik ASOs ”fejl” fra 2019 ved at arrangere et løb uden store bjerge. I 2021 var de to løb rutemæssigt meget ens med både en stor bjergafslutning og en enkeltstart, men atter var det Tirreno, der havde overhånden. Heldigvis kan franskmændene glæde sig over, at etapeløbsrytterne i 2022 synes mere jævnt fordelt, måske fordi i år slet ikke er en stor bjergafslutning i Italien. I hvert fald er det svært at klage over et felt, der tæller nabne som Primoz Roglic, Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, begge Yates-brødre, Nairo Quintana, Ben O’Connor, David Gaudu, Guillaume Martin, Brandon McNulty, Ion Izagirre, Alexey Lutsenko, Daniel Martinez, Wout Poels, Gino Mäder og den dobbelte finder, Maximilian Schachmann.

De to løb har også kæmpet om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo. Meningerne har været delte, da det franske løb giver mulighed for mere hvile forud for den italienske klassiker, mens Tirreno ofte har tilbudt længere etaper og bedre vejr. I dette århundrede har Sanremo-vinderen som regel kørt i Italien, men i de senere år er trenden ændret, idet Simon Gerrans, Matthew Goss, Alexander Kristoff, John Degenkolb, Arnaud Demare og senest Jasper Stuyven alle forberedte sig i Frankrig. Igen i år er der en god chance for, at Sanremo-triumfatoren er at finde i Paris-Nice, da Wout van Aert, Jasper Philipsen, Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen, Sam Bennett, Bryan Coquard, Matteo Trentin, Sonny Colbrelli, Niccolo Bonifazio og John Degenkolb udgør dele af et flot sprinterfelt.

Sidste års udgave blev en højdramatisk en af slagsen. Sådan så det ellers ikke ud til at blive, da den store forhåndsfavorit syntes i sin egen liga og i tillæg til sejre på begge de to bjergetaper også vandt en puncheurspurt. Til sidst skulle sejren blot køres i hus på en usædvanligt let sidste etape, der grundet nye coronarestriktioner i sidste øjeblik erstattede den klassiske etape i bjergene omkring Nice, men Roglic styrtede ikke blot én, men hele to gange. Selvom han heroisk kæmpede sig i mål, gled han fra 1. til 15. pladsen, og i stedet kunne Maximilian Schachmann højst overraskende forsvare sin titel med en margin på 19 sekunder ned til Aleksandr Vlasov og yderligere 4 sekunder ned til Ion Izagirre. Schachmann vender tilbage for at forsvare sin titel og jagte et hattrick, og han er igen oppe mod både Vlasov og Izagirre, der dog nu begge har forladt Astana, og samtidig jagter Roglic revanche efter sidste års store skuffelse i et flot felt til 2022-udgaven.

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Ruten

Som anført ovenfor er arrangørerne ASO vendt tilbage til et mere traditionelt format efter det højst mærkværdige eksperiment i 2014, hvor ruten var udgjort af 8 små klassikere. I 2015 sammensatte man den hårdeste rute i mange år, inden man i 2016 år skruede igen lidt ned for sværhedsgraden, idet den store bjergafslutning var relativt nem, og man igen skippede den klassiske enkeltstart på Col d’Eze.

I 2017 indførte man et nyt format, som man siden har fulgt, og som i vidt omfang også genbruges i år. Løbet har tidligere som regel kun haft en prolog og/eller den afsluttende bjergenkeltstart op ad Col d’Eze som tidskørsler, men nu om dage synes formlen at byde på en mellemlang enkeltstart midt på ugen, en stor bjergfinale på lørdagens kongeetape og den spændingsmættede korte, intense søndagsetape omkring Nice, mens resten af løbet udgøres af det klassiske miks af vindblæste sprinteretaper mod nord og mere kuperet klassikerterræn senere på ugen.

Grundet den tidlige kalenderplacering har løbet aldrig ramt de helt høje bjerge, og det har betydet, at løbet har passet bedre til mere eksplosive typer end de rene klatrere, der har haft svært ved at gøre en forskel på de kortere, ikke særligt stejle stigninger omkring Nice. I 2017 tog man imidlertid sværhedsgraden til et helt nyt niveau, og løbet var helt klart det hårdeste i adskillige år. Ikke blot indeholdt løbet en usædvanligt lang enkeltstart, man inkluderede også en bjergafslutning på Col de la Couillole i 1678 m højde, den højeste i løbets lange historie. Hvis man dertil lægger, at man også vendte tilbage til en etapeafslutning på Muren i Fayence, der i 2014 var rammen om løbets kongeetape, og som altså også den korte, kuperede etape omkring Nice, var der tale om et helt uhørt svært Paris-Nice.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

I 2018 blev det igen mere moderat i en udgave, der ganske vist ikke var mild over for sprinterne, men som også havde en relativt let kongeetape med mål på Valdeblore la Colmiane. I 2019 tippede man balancen i retning af tempostærke ryttere ved med en flad 25,5 km lang enkeltstart at have den længste siden 2011 i en begivenhed, der altså som regel har været fattigt på kilometer i kampen mod uret, men til gengæld kunne klatrerne glæde sig over en meget svær kongeetape med mål på den vanskelige Col de Turini. 2020-ruten mindede til gengæld meget, om den vi så i 2018, da man atter havde en kuperet enkeltstart på ca. 15 km og atter havde mål på Colmiane på kongeetapen, men sidste år skruede man atter op for sværhedsgraden ved som noget nyt at indlægge en afslutning på en relativt kort, men ganske stejl stigning i Massif-Central midt på ugen.

En sådan bjergafslutning genfindes ikke i 2022, men ellers følger ruten stort set samme mønster og har samme anatomi. Klatrerne kan glæde sig over, at det vanskelige målbjerg Col du Turini, der blev benyttet i 2019, vender tilbage og sikrer, at lørdagens kongeetape bliver vanskeligere, end vi har set de seneste to år. De vil også juble over, at den klassiske Nice-etape på sidstedagen byder på en ny opkørsel af ikoniske Col d’Eze, hvor en meget stejl passage giver bedre muligheder end tidligere for at vende rundt på det hele til allersidst. De kan endda også se frem til, at enkeltstarten, der med sine 13,4 km er en anelse kortere end sidste år, denne gang igen er ganske kuperet med blandt andet en stejl rampe til sidste. Endelig kan de nyde godt af, at der også denne gang er en meget svær etape i Massif-Central - sværere end vi tidligere så det så tidligt i løbet - men modsat sidste år er der denne gang ikke mål på en stigning og med en lettere afslutning er det ikke givet, at denne torsdagsetape vil skabe drama.

Med alle de klatreudfordringer er det klart, at der også er tabere. Det er sprinterne, der skal have bedre klatreben end vanligt. Som det er blevet kutyme, åbnes løbet igen med en rundstrækningsetape i udkanten af Paris, og denne gang har man lavet så kuperet en finale, at der vil kunne skabes udskilning inden en reduceret massespurt og lanceres sene angreb, ligesom vinden altid er en trussel i løbets indledende fase. Det er den også mandag, der byder på den eneste helt flade transportetape, som enten kan blive et sidevindsdrama eller en klassisk massespurt. Den slags etaper plejer der at være to af, men sådan er det ikke i år, hvor tirsdagsetapen byder på en ganske kuperet afslutning, ganske vist med bløde stigninger, men også en ganske hård spurt, som over 2 km stiger med godt 3% - endnu en gave til mere holdbare sprintertyper. Den sidste chance får de på fredagens lange maraton, som synes designet som opvarmning til Milano-Sanremo, men i bakkerne nord for Marseille er der så voldsomme klatreudfordringer og så mange højdemeter, at vi igen skal se i retning af de mest holdbare, der endda vil opleve en meget stor risiko for, at et udbrud vil snyde dem.

Klassementskampen skal afvikles på de øvrige etaper, hvis ikke den altid frygtede sidevind raser over de første 2-3 dage. Det første slag kommer om onsdagen på den 13,4 km lange og altså ganske kuperede enkeltstart. Bagefter følger som sagt igen en Massif Central-etape med den stejle Col de la Mure, der sagtens kan bruges til klassementskamp, selvom den har top mere end 30 km fra mål og derfor også lægger op til regruppering. Efter fredagens Milano-Sanremo-maraton venter så om lørdagen et herligt gensyn med Col du Turini på løbets meget vigtige kongeetape, og som altid får klatrerne så deres sidste chance på den traditionelle korte og intense tur rundt i bakkerne omkring Nice om søndagen, hvor vi i de seneste år har set to store offensiver fra Alberto Contador og én af slagsen fra hhv. Marc Soler og Nairo Quintana. Med den nye og stejlere opkørsel af Col d’Eze vil alt være i spil lige til det sidste, og håbet er, at det vil være tilfældet igen, inden vinderen af den 80. udgave af Løbet mod Solen skal krones på den ikoniske Promenade d’Anglais ved Nices havnefront, hvor løbet forhåbentlig kan slutte for første gang siden 2019 efter to år med coronaamputerede afslutninger.

BEMÆRK: Da jeg ikke har kunnet få adgang til løbsbogen, mangler der nogle afstandsangivelser i beskrivelsen af finalerne. De vil blive tilføjet, når jeg har fået fat på det relevante materiale.

1. etape

Tidligere i dette årtusinde startede Paris-Nice næsten altid med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, mens der til gengæld sjældent var en enkeltstart senere i løbet. Den trend har imidlertid ændret sig, og i de senere år har man øget mængden af tidskørsler ved at have en mellemlang enkeltstart midt i løbet. Den er kommet til på bekostning af prologen, der kun kortvarigt vendte tilbage i 2016, men nu hører til sjældenhederne. I stedet er det nu vanen, at der startes med en rute på en rundstrækning omkring Paris, hvor sprinterne oftest har kunnet spurte sig til den første førertrøje. I 2018 og 2020 gav man dog åbningen et ekstra twist ved at designe finaler, der kunne give ideer til puncheurs i stedet, og måske skal vi vænne os til, at det er modellen i alle lige år. I hvert fald byder 2022-udgaven på en lignende etape, når man med kun godt 5 km til mål skal over en kort og ganske stejl stigning i en finale, der både giver muligheder for sene angreb og en reduceret massespurt.

I år er det Mantes-la-Ville - en lille by, der ligger langs Seinen umiddelbart vest for Paris - der er valgt som både start og mål for den nu klassiske rundstrækningsetape, som altså afvikles i en mere kuperet del af Paris-regionen. Som altid er der tale om en kort sag, når der denne gang skal tilbagelægges beskedne 159,8 km, som kan deles i to dele bestående af en lang og en kort rundstrækning.

Den første af disse er 142,1 km lang og indledes med, at rytterne kører mod nordøst op ad en lille bakke, inden de snor sig mod nordvest, sydvest, vest og nord igennem relativt fladt terræn hen langs Seinen. Herefter går det mod nord op ad kategori 3-stigningen Cote de Vetheuil (1,8 km, 5,2%), der er vanskeligst på sidste del, hvor den over 800 m stiger med 7,1%, inden toppen rundes efter 32,9 km. Herefter er det faldende og fladt, mens man snor sig mod nord og siden kører mod vest og sydvest ned til kategori 3-stigningen Cote de la route des Cretes (1,5 km, 5,7%), som har 500 m med 8,2% midtvejs, inden toppen rundes efter 59,5 km. Nu gå det fladt mod sydvest og nordvest hen langs Seinen, inden man kører mod syd op på et helt fladt plateau.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Det betyder, at det herfra er meget nemt og fladt, når man kører mod syd ned til et vendepunkt i byen Houdan, der nås efter 110,6 km. Herfra går det mod nord og nordøst igennem fladlandet, inden man skal op ad en bakke (900 m, 6,9%), på hvis top dagens første spurt kommer efter 129, 7km. Herfra går det via en nedkørsel og fladt terræn mod nordøst frem til rundstrækningen, der rammes efter 134,7 km, hvorefter man kører cirka en halv omgang. Det betyder, at man skal op over kategori 3-stigningen Cote de Breuil Bois Robert (1,2 km, 6,0%) for første gang, når toppen rundes efter 136,5 km, inden man krydser stregen efter 142,1 km.

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 17,7 km lange rundstrækning. Fra start stiger det let mod sydvest, inden man skal op over en bakke (1,0 km, 5,0%), på hvis top dagens sidste spurt kommer efter 144,7 km. Herefter følges et fladt plateau mod sydvest, inden det falder mod sydøst ned til det punkt, hvor man tidligere ramte rundstrækningen. Et kort fladt stykke fører nu mod nordøst, inden det igen går mod sydøst og øst op ad kategori 3-stigningen Cote de Breuil-Bois-Robert (1,2 km, 6,0%), der stiger med 7,4% over de første 500 m og 6,4% over de sidste 700 m frem til toppen, der rundes efter 154,1 km.

Herfra resterer blot 5,7 km, der indledes med en helt lige og let faldende vej, der leder mod ned til målbyen, hvor næstsidste kilometer stiger med 1,5% og sidste kilometer er helt flad. Den lige vej afbrydes, når man drejer i en rundkørsel med ?? igen, hvorefter man drejer skarpt med ?? igen og igen i en rundkørsel med ?? igen. Slutteligt er der et sidste skarpt sving bare ?? fra stregen.

Etapen byder på i alt 1655 højdemeter.

Det er en ganske interessant åbningsetape, de har designet i år. Én ting er, at vinden kan være farlig, selvom vi sjældent har set det på den indledende rundstrækningsetape, noget andet er, at finalen kan blive ganske giftig. Der er ikke meget fladt terræn til slut, og selvom de holdbare sprintere bør kunne klare disse bakker, kan der blive ryddet lidt ud i feltet. Dertil kommer, at der må være lagt op til angreb fra feltets puncheurs på den sidste bakke - og i øvrigt kamp om bonussekunder i de stigende indlagte spurter - og man selvom den lange, lige nedkørsel kan gøre det svært at holde, kan det bestemt ikke udelukkes, at det måske kan lade sig gøre at undgå den reducerede massespurt, der dog stadig må regnes som det mest sandsynlige udkomme.

Mantes-la-Ville har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

2. etape

Første halvdel af Paris-Nice består altid af en stribe næsten helt flade etaper, der bringer feltet mod sydøst fra hovedstaden Paris og ned mod den solbeskinnede Middelhavskyst. Efter den indledende etape i Paris’ forstæder indledes denne traditionelle rejse på andendagen, hvor rytterne udfordres af en rute, der er så klassisk for en tidlig Paris-Nice-etape, som den kan være. Terrænet er stort set helt fladt, og der er således lagt op til en dag for de hurtige folk, medmindre den frygtede sidevind skaber det drama, mange altid håber på i denne tidlige del af løbet.

Med en distance på bare 159,2 km er det en kortere udgave af disse transportetaper, end man normalt ser, og den fører fra Auffargis til Orleans. Startbyen ligger lige uden for Paris i bakkerne mod sydvest, og det mærker man fra start. Her går det mod sydøst og nordøst ad en nedkørsel, inden man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Cote des Dix-sept Tournants (1,1 km, 6,2%), der er en jævn stigning med op efter 9,6 km. En nedkørsel leder mod sydøst og sydvest, inden det går mod syd op ad kategori 3-stigningen Cote de Choisel (1000 m, 6,0%), der er ganske stejl på den anden halvdel, hvor den har 200 m med 11,0%, inden de sidste 200 m stiger med 7,8% frem mod toppen, som rundes efter 18,0 km.

Herfra forlader man bakkerne omkring Paris, når man drejer mod sydvest, syd, igen sydvest og slutteligt sydøst, hvo det stadig et lidt småkuperet, indtil man efter 42,3 km når frem til Dourdan. Herefter er det imidlertid pandekagefladt resten af vejen. Først går det kortvarigt mod sydøst og siden vest, inden man følger en næsten hel lige vej mod syd og sydøst, hvor eneste højdepunkt er den første spurt, som kommer efter 73,9 km. Kort efter spurten drejer man igen mod syd ad en helt lige og flad vej, inden man kører mod sydøst ad en lidt mere snoet vej, som leder frem til dagens anden spurt, der er placeret efter 122,4 km.

Man fortsætter herfra mod sydøst og kører øst om målbyen ned til Saint-Denis-de-l’Hotel, der nås efter 134,6 km og faktisk ligger syd for Orleans. Her drejer man mod sydvest for at køre frem til Saint-Jean-le-Blanc, hvor man ender rundt for at køre mod nordvest over de sidste 5,3 km ind til målbyen, idet de sidste 4 km siger let med mellem 0,2 og 1% med 0,5% over den sidste kilometer. Med ?? drejer man i en rundkørsel, der efterfølges af et skarpt sving med ?? m igen, inden man krydser Loire-floden, kører igennem en rundkørsel med ?? igen og slutteligt drejer skarpt til venstre bare ?? m fra stregen.

Etapen byder på i alt 707 højdemeter.

Dette er en helt klassisk anden etape i Paris-Nice, der indleder rejsen mod solen. I langt de fleste tilfælde ender de altid i en regulær massespurt, men de fleste cykelfans vil kunne huske eksempler på, at netop denne etape har udviklet sig til et sandt sidevindsdrama, som det faktisk skete ved det seneste besøg i Orleans i 2012. Dette er således ikke en dag, hvor man kan vinde løbet, men mange klassementsryttere vil skrive under på, at man sagtens kan tabe det, ikke mindst fordi etaperne her ofte er præget af styrt. I sidste ende vil det hele blive afgjort i en eller anden form for spurt, hvor det sene sving dog vil stille større krav til lead-outs end til ren fart.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Orleans blev senest besøg i 2012, hvor et sidevindsdrama efterlod en frontgruppe på bare 21 mand, hvprfa Tom Boonen udnyttede det obligatoriske Quick-Step-overtal til at spurtsejre foran Jose Joaquin Rojas og John Degenkolb. Derudover har byen kun været vært for ét større cykelløb i dette årtusinde, nemlig holdløbet i Tour de l’Avenir i 2018, hvor Danmark såmænd vandt foran Belgien og Norge.

3. etape

Paris-Nice har normalt været ret skarpt opdelt i en første del for sprintere og sidevindsryttere og en anden del, hvor mere klassiske klassementsryttere er kommet i spil. I år, hvor prologen har været fraværende, har de første tre etaper for løbets favoritter handlet om at holde sig til i vinden, men ligesom i 2021 brydes den trend en anelse, da der allerede på tredjedagen er flere klatreudfordringer, end man normalt ser det. Ganske vist er der ikke tale om svære stigninger, men i en afslutning nærmest helt uden fladt terræn kan der skabes lidt udskilning, inden en lille puncheurspurt, der over 2 km stiger med 3-4% - og så skal man altid være varsom over for sidevind i det blæsende Nordfrankrig.

Med en distance på 190,8 km er der tale om den første lidt længere etape i årets løb, og den fører feltet fra Vierzon til Dun-le-Palestel. Selvom den er mere kuperet end vanligt, er formatet dog ganske klassisk, idet der er tale om endnu en transportetape, der bringer rytterne et skridt tættere på bakkerne og solen. Startbyen ligger fortsat i den helt flade del af Nordfrankrig, og derfor er der intet hokuspokus over etapens første halvdel, der indledes med et kort stykke, hvor det går mod sydøst, inden man kører ad en lang og temmelig lige vej mod sydvest igennem terræn, der kun er ganske, ganske let stigende.

Efter 99,1 km når man frem til byen Le Menoux, der ligger lige på grænsen mellem fladlandet og et mere kuperet område. Her sætter man kursen mod sydøst for nu at følge en ganske snoet vej, der også er kuperet uden meget fladt terræn. Kort efter drejer man mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote d’Eguzon (2,5 km, 4,2%), som er en lidt ujævn stigning, men helt uden stejle procenter og med top efter 120,7 km.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

En snoet og generelt let stigende vej leder nu mod sydvest og siden sydøst frem til kategori 3-stigningen Cote de Crozant (2,2 km, 5,0%), der indledes med 500 m med 6,6%, men derefter aldrig stiger med mere end 5% fem mod toppen, som rundes efter 132,9 km. Nu bliver det en anelse lettere, når man snor sig igennem kun ganske let kuperet terræn mod syd ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 142,2 km i byen Colondannes. Her drejer man skarpt mod nordøst for at køre ad en lige vej frem til målstregen, hvor dagens første spurt køres efter 146,9 km på toppen af målbakken (2,1 km, 3,3%).

Nu afsluttes etapen med en hel omgang på den 43,9 km lange rundstrækning. Den indledes med et let kuperet stykke, som fører mod sydøst og øst, inden man drejer mod syd for at følge en relativt lige og let stigende vej, der kulminerer med kategori 3-stigningen Cote de Le Peyroux (2,8 km, 5,2%), der er uhyre jævn og har top efter 168,2 km.

Herfra resterer 22,6 km, som indledes med et let faldende stykke, som går mod vest, inden det stiger let mod nordvest op til dagens sidste spurt, som kommer efter 172,1 km. Herfra falder det jævnt mod nordvest og vest, inden man skal mod nordvest over en bakke (2,5 km, 3,3%), der har top 7 km fra stregen. Nu falder det igen let mod nordvest ned til Colondannes, hvor man med 5,6 km igen atter drejer skarp mod nordøst for at køre ad en helt lige vej ind til mål. Det falder fortsat ned til 3 km-mærket, hvorefter den tredjesidste kilometer er flad, inden de sidste to kilometer stiger med hhv. 3,0% og 3,7%.

Etapen byder på i alt 1929 højdemeter.

Etapen er betydeligt mere kuperet, end vi normalt ser det i denne fase af løbet, men der er mest af alt tale om bløde bakker. Det er stadig terræn, hvor der kan lægges tryk på, og hvor der kan angribes, og terrænet vil skabe noget udskilning. Den sværere stigning kommer dog lidt for langt fra mål til at et succesrigt angreb er sandsynligt, og meget taler for, at vi vil få en reduceret massespurt i den let stigende finale, hvor det stiger så længe, at det vil være de mere holdbare sprintere, der vil have overtaget og måske endda skal slås med en puncheurtype eller to - og så skal vi huske, at sidevinden på de åbne vidder i den første del måske kan have skabt noget udskilning, selvom den sidste del formentlig vil byde på mere læ og sandsynlighed for en regruppering.

Dun-le-Palestel har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

4. etape

Paris-Nice har som regel været blottet for lange enkeltstarter, men siden 2017 har man haft for vane at lægge en halvlang kamp mod uret ind. Det tog man til et nyt niveau i 2019, hvor man havde en mere end 25 km lang tonserrute, men i år er tidskørslen mere i stil med det, vi så i 2017, 2018, 2020 og 2021. I år venter der således en mere klassisk distance på 13,4 km, men modsat sidste år er der tale om en mere kuperet sag, hvor der ganske vist også er fladere terræn, men hvor der alligevel findes 188 højdemeter, som blandt andet indebærer en eksplosiv afslutning på en ganske svær bakke i byen Montlucon. Hvis ikke sidevinden har skabt drama tidligere, er der her lagt op til det første store klassementsslag på en rute, hvor klatrerne vil forvente, at de kan forsvare sig bedre end på en mere klassisk tonserrute.

I alt skal der altså tilbagelægges 13,4 km, som går mellem Domerat og Montlucon. Startbyen er en nordvestlig forstad til den ganske store målby, og her lægger man ud med at køre en flad først kilometer, som fører mod sydvest og sydøst ud af byen. Nu går det mod sydvest op ad en bakke (1,2 km 4,6%), inden man fortsætter mod sydøst over en flad kilometer og en let stigende kilometer (1,8%). Nu går det mod nordøst ad en to kilometer lang og helt nedkørsel, inden man drejer mod syd for at køre ad en let stigende kilometer (0,5%) frem til dagens mellemtid, der tages efter 7,0 km.

Efter tidstjekket stiger det mod sydøst over 2 km med først 2,1% og siden 1,0%, inden man drejer mod nordøst for at køre ad en let snoet vej, der er flad og leder frem til udkanten af Montlucon. Den bugter sig nu mod nord ad en nedkørsel, inden det over en kilometer stiger vider mod nord over en kilometer med 2,3%. Slutteligt tager man med 700 m igen to hurtige sving, der leder mod sydvest og direkte ind på målbakken (700 m, 8,6%), som inkluderer et højresving i en rundkørsel bare ?? m fra stregen, og som stiger med mere end 10% over de sidste 400 m, herunder 12,2% over 200 m til sidst.

Etapen byder på i alt 188 højdemeter.

Paris-Nice har i de senere år - med 2018 og 2021 som undtagelserne - haft relativt kuperede enkeltstarter, og det er også tilfældet denne gang. Der er dog kun tale om to rigtige bakker, og er man ikke en helt tung specialist, burde man ikke være helt så skræmt af denne rute, selvom den sidste stejle bakke vil være en udfordring, der vil kunne koste en del sekunder. Ruten synes også lidt småteknisk, og selvom det stadig vil være et opgør mellem de alsidige specialister, vil mange klatrere have en forventning om, at de her kan forsvare sig betydeligt bedre end på en mere klassisk rute.

Montlucon har to gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb, begge gange i Tour de France. Det var senest i 2008, hvor Sylvain Chavanel endelig tog sin første Tour-etapesejr i en tomandsspurt, efter at han og Jeremy Roy havde snydt feltet og sprinterne. De blev endda også snydt i 2001, hvor det endte med en tremandsspurt mellem Serge Baguet, Jakob Piil og Massimiliano Lelli, og her var det belgieren, der trak det længste strå foran danskeren.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

5. etape

Løbets anatomi med starten i det pandekageflade Nordfrankrig betyder, at vi som regel skal frem til løbets sidste tre dage, inden stigningerne for alvor melder sig, og det burde særligt gælde i år, hvor en tidlig enkeltstart betyder, at man efter fire dage ikke er kommet ret langt i rejsen mod solen. Rytterne ”snyder” dog lidt og sætter sig ind i bilerne efter enkeltstarten, så de via en lang transfer mod sydøst bringes direkte frem til udkanten af det kuperede Massif Central. Her er ingen helt lange stigninger, men torsdagen byder alligevel på nogle ganske seriøse klatreudfordringer med næsten 3500 højdemeter, blandt andet i området, der kendes fra de nylige løb i Drome-Ardeche. Den sidste svære stigning, der faktisk er en ganske alvorlig sag, har dog top med mere end 30 km til mål, og det lægger op til ret uforudsigeligt cykelløb, hvor forskellene kan være for små til, at det ender med den udbrudssejr, som profilen lægger op til, hvor klatrerne måske vil teste benene, og hvor en spurt i en ganske lille gruppe eller måske endda et sent angreb bestemt ikke er usandsynlige scenarier.

I alt bydes der på 188,8 km, der fører feltet fra Saint-Just-Saint-Rambert til Saint-Sauveur-de-Montagut. Indledningen er relativt let, idet det kun stiger let mod sydøst og øst, mens man kører nord om Saint-Etienne, inden det kortvarigt falder videre mod øst. Nu drejer man efter 19,0 km mod syd ad et let stigende stykke, inden man fortsætter mod syd op ad løbets første alvorlige udfordring, kategori 1-stigningen Croix de Chambouret (9,8 km, 6,6%), der efter 5 km med 5-7% hovedsageligt stiger med 7-8% på den sidste del frem mod toppen, som nås efter 36,1 km.

Herfra bliver det lettere. En teknisk nedkørsel leder mod sydøst, inden det falder let mod syd ned til byen Annonay, som nås efter 61,0 km. Herfra går det videre mod sydøst igennem småkuperet og generelt let stigende terræn, som byder på kategori 3-stigningen Cote de Saint-Jeure-d’Ay (2,2 km, 5,3%), der er en relativt jævn stigning med top efter 79,1 km, og som slutter med den første spurt, der er let stigende og kommer efter 83,0 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod sydøst og øst ned til Tournon-sur-Rhone, som nås efter 95,8 km, og herfra kører man kortvarigt mod syd ned langs Rhone-floden igennem helt fladt terræn.

Etapen tager fat igen, når man foretager en afstikker væk fra floden ved at køre mod sydvest op ad kategori 1-stigningen Cote de Saint-Romain-de-Lerps (6,5 km, 7,3%), der kendes fra Faun-Ardeche Classic. Fra denne side er den meget irregulær med hele 3 km med 9-10%, 2 km med ca. 7% og en fladere kilometer midtvejs. Toppen rundes efter 114,5 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, som fører mod sydøst tilbage til floden, som nu igen følges mod syd igennem fladt terræn.

Kort efter foretager man endnu en afstikker, når man drejer mod sydvest for at passere kategori 2-stigningen Cote de Toulaud (1,5 km, 9,7%), der stiger relativt jævnt med 10% over den første kilometer og siden er en anelse nemmere frem mod toppen, som rundes efter 129,6 km. Kortvarigt går det nu ad et plateau videre mod sydvest, inden en først let og siden teknisk nedkørsel leder mod øst og syd tilbage til floden. Den følges nu igen igennem helt fladt terræn mod sydvest ned til byen Beacuhastel, som nås efter 142,3 km, hvor man drejer mod vest for at køre igennem fladlandet hen langs bifloden L’Eyrieux.

Læs også

Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

Efter 148,1 km indledes finalen, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de la Mure (7,6 km, 8,3%), der er en meget jævn og stejl stigning med top efter 155,7 km. Herfra resterer fortsat 33,1 km, som indledes med en ganske kringlet nedkørsel, der fører mod syd, sydvest og sydøst, og som kortvarigt afbrydes af et fladt plateau.

Den leder direkte ned til L’Eyrieux-floden igen, men den forlader man med det samme, når man kører mod sydvest op ad en bakke (4,8 km, 5,4%), der byder på 2 km med ca. 6% midtvejs, og på hvis top den sidste spurt kommer efter 176,7 km. De sidste 12,1 km åbnes med en i starten let og siden mere kringlet nedkørsel, som fører mod sydvest og nord tilbage til floden, og den følges nu igennem relativt fladt terræn mod nord og nordvest frem til mål. Nedkørslen ender med 4 km igen, hvorefter de næste 2 km er let stigende, den næstsidste kilometer let faldende og den sidste kilometer stigende med beskedne 1,1%. Efter nedkørslen følger man en let snoet vej, der er helt uden sving.

Etapen byder på i alt 3408 højdemeter.

Det er sjældent at finde en etape med næsten 3500 højdemeter så tidligt i løbet, og det er bestemt en etape, der ikke skal undervurderes. Stigningerne er ikke alt for lange, men de er for langt de flestes vedkommende ret stejle, og der er basis for at gøre løbet knaldhårdt. Særligt Col de la Mure lægger op til, at klatrerne, der har tabt tid på enkeltstarten, skal gribe den første chance for at vinde noget tid, men problemet er naturligvis den lange distance til mål. Det kan ikke udelukkes, at etapen kan skabe store forskelle, hvis en frontgruppe kan samarbejde, men sandsynligheden for en regruppering er stor. Det kan give en taktisk finale med mulighed for at snige sig væk, men har førertrøjen et stærkt hold kan en spurt sættes i scene. Og så er det åbenlyst godt udbryderterræn, hvis forskellene efter enkeltstarten er store nok til, at udbruddet ikke holdes i snor.

Saint-Sauveur-de-Montagut har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

6. etape

Sprinterne kan i den grad føle, at de har fået meget lidt foræret i årets usædvanligt kuperede første del, men de kan da drømme om at få en sidste chance om fredagen. Heller ikke her får de dog nogen gaver i et langt maraton, der fører feltet helt ned til Middelhavet i udkanten af Marseille. Det sker via de bakker, vi kender fra GP La Marseillaise, og det betyder næsten 3000 højdemeter. De er dog ganske bløde og kommer relativt langt fra mål, og selvom et udbrud har gode chance for at lykkes i dette terræn, vil de holdbare sprintere formentlig gå et stykke vej for at sikre en spurt på en dag, der ligner den perfekte forberedelse til Milano-Sanremo.

Paris-Nice har ofte haft en lang etape om fredagen, og det har løbet også i år, hvor der skal tilbagelægges hele 213,6 km mellem Courthezon og Aubagne, der er en forstad til Marseille helt nede ved middelhavskysten. Dermed er etapen også endnu en transportetape, der skal fuldende rejsen mod solen, og derfor kører man hovedsageligt i samme retning, nemlig sydøst. Sådan er det også fra start, hvor det stiger let, inden man slår et lille smut mod nordøst for atter at fortsætte mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Col de Murs (10,4 km, 4,3%), der er en helt jævn og let opkørsel med top efter 36,8 km. En i starten lidt teknisk nedkørsel leder videre mod sydøst, inden det går fladt mod sydøst frem til byen Apt, som nås efter 55,4 km.

Her tager tapen fat igen, når man drejer mod syd for at køre op ad Col du Pointu (7,7 km, 3,8%), på hvis top dagens første spurt kommer efter 65,5 km. Nu falder det videre mod syd, inden man atter drejer mod sydøst for at følge floden La Durance igennem terræn, der er ganske let stigende. I byen Jouques, der nås efter 109,8 km forlader man floden ved at dreje mod syd for kort efter at køre mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Col de Sambuc (3,5 km, 6,0%), der er relativt jævn og har top efter 122,3 km. En kort og teknisk nedkørsel fører mod syd, inden man kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Col des Portes (3,2 km, 5,1%), der er ganske jævn og har top efter 131,1 km.

Nu bliver det igen lettere, når man følger en i starten let og siden teknisk nedkørsel mod øst og syd, inden man kører ad et kort, fladt stykke med sydvest ned til byen Trets, som passeres efter 151,0 km. Her skærer man med det samme mod syd igennem et højdedrag via kategori 3-stigningen Col de Pas de la Couelle (5,3 km, 4,2%), der er lidt ujævn, men uden stejle procenter og med top efter 160,6 km. Em meget teknisk nedkørsel leder mod sydøst, inden det går let faldende mod sydvest ned til byen Auriol, som nås efter 171,6 km.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Nu tager man hul på dagens væsentligste udfordring, når man drejer mod syd for at passere den kendte kategori 2-stigning Col de l’Espigoulier (10,8 km, 4,4%), der indledes med en kilometer med 6,8%, derefter stiger jævnt med 4-6% over 5 km, inden de sidste 4,8 km med bare 2-4% er ganske lette. Toppen rundes efter 185,3 km, og de sidste 28,3 m indledes nu med en ekstremt svær nedkørsel, som fører mod syd og sydvest ned til byen Gemenos. I stedet for at køre direkte ind til mål slår man en sløjfe ved at køre fladt mod nordvest og siden nord, inden man drejer mod vest for at køre op ad en bakke (1200 m, 6,5%), på hvis top den sidste spurt kommer efter 205,0 km. Herfra indledes de sidste 8,6 km med en hurtig nedkørsel, som fører mod sydvest og syd, inden det går fladt mod sydøst og herefter ad en lang og lige vej mod sydvest ind til målbyen, hvor der venter en meget kringlet finale. Efter passage gennem en meget stor rundkørsel med ?? igen drejer man i endnu en rundkørsel med ?? igen, hvorefter en snoet vej leder frem til en sidste rundkørsel, hvor man med ?? m igen vender 180 grader, inden vejen bugter sig svagt til venstre.

Etapen byder på i alt 2854 højdemeter.

Med de forskelle, der kan ventes at være blevet etableret, burde et udbrud have en ganske god chance for at holde hele vejen. Sprinterholdene kommer i hvert fald på arbejde, og Espioulier, den sidste bakke og de næsten 3000 højdemeter vil formentlig betyde, at kun de mest holdbare har chancen. Det kan gå begge veje, og mens klassementsrytterne får en knaldhård og lang dag i benene inden weekenden, vil vi formentlig være vidner til et forfølgelsesløb mellem feltet og et udbrud og måske endda sene angreb på stigningerne til sidst.

Aubagne er altid startby for GP la Marseillaise og har i de senere år været det samme i både Paris-Nice og Tour de la Provence, men som målby er den i de senere år kun blevet benyttet tre gange. Det var på åbningsetapen i Etoile de Besseges i 2001, hvor Niko Eeckhout tog en udbrudssejr foran Chris Peers og Jakob Piil, i 2000, hvor det same lykkedes for Jaan Kirsipuu foran Jo Planckaert og Paul van Hyfte, og i 1999, hvor sprinterne også blev snydt af David Lefevre og Jens Voigt, som spurtede om sejren med fransk sejrherre.

Læs også

Overraskende prologvinder udgår med slemt brud

7. etape

På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Enkelte gange har man dog brudt trenden og sendt feltet op ad længere stigninger med den risiko for sne, som det altid indebærer på denne tid af året.

Efter fiaskoen med den meget lette rute i 2014 synes arrangørerne at have indset, at man nu om dage kun kan lokke etapeløbsstjernerne væk fra Tirreno-Adriatico ved hvert år at have en regulær bjergfinale på programmet, og det har derfor været tilfældet hvert eneste år siden 2015. I de første to år var stigningerne relativt lette, men i 2017 og 2019 bød man med målbjergerne Col de la Couille og Col de Turini på de sværeste bjergafslutninger i mange år. I tre af de seneste fire år har det været den lettere Valdeblore La Colmiane, der har været rammen om kongeetapen, men i år vender Col de Turini tilbage efter to års fravær. Her var vi i 2020 vidner til en overraskende udbrudssejr til Daniel Martinez og en herlig colombiansk duel mellem Egan Bernal og Nairo Quintana, der knuste Michal Kwiatkowkis drømme om at vinde løbet, og dermed er der lagt op til et forrygende og helt afgørende slag på en stigning, der er svær nok til at gøre betydelige forskelle.

Med en distance på bare 155,2 km er der tale om en kort etape, der trods sine mere end 3500 højdemeter ikke byder på alt for mange tidlige udfordringer. Igen i år går starten i Nice, da rejsen mod solen er overstået, og herfra går det en tur ind i Alperne til en afslutning på Col de Turini. Fra start kører man helt fladt mod nord væk fra Middelhavet, inden man drejer mod sydvest væk fra floden Le Var for at følge et let stigende stykke frem til Tourettes-sur-Loup, som nås efter 29,1 km. En kort nedkørsel leder videre mod sydvest, inden det går mod nord igennem let stigende terræn. Mod slutningen bliver det stejlere, når an drejer mod øst for at køre op ad kategori 2stigningen Cote de Coursegoules (8,1 km, 4,9%), der har to kilometer med hhv. 7,4% og 6,3%, men ellers primært stiger med 4-6% frem mod toppen, som rundes efter 55,0 km.

Herfra bliver det lettere. Umiddelbart efter bjergspurten går det ned og op ad en lille bakke frem til dagens første spurt, som kommer allerede efter 57,4 k. Nu venter en kringlet nedkørsel, der fører mod nordøst, inden man følger et fladt plateau mod vest for siden at køre ad endnu en svær nedkørsel mod nordvest ned til floden L’Esteron. Den følges nu mod øst og sydøst ad en meget snoet vej, der er helt flad, idet den dog stiger let op mod byen Gilette, som nås efter 108,3 km. Endnu en svær nedkørsel leder nu mod sydøst ned til etapens laveste punkt siden starten ved vandet.

Herfra begynder det at stige ganske let, når man følger en snoet ved mod nordøst langs floden La Vesubie, indtil man i byen Lantosque, der nås efter 138,0 km har er oppe i 482 m højde. Man fortsætter kortvarigt videre mod nordøst gennem byen, men kort efter går det læs, når man drejer mod øst for at køre op ad målbjerget Col de Turini (14,9 km, 7,3%), der er i kategori 1. Der er tale om en meget ujævn stigning, som er ganske let over de første 3 km frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 144,1 km, men derefter følger 3 km med 9-11%. Nu bliver den igen lettere med 4-7% over 3 km, inden den vanskeligste kilometer med 10,8% melder sig. Herfra stiger de følgende 3 km igen ujævnt med hhv. 7%, 6% og 9%, inden de sidste 900 m stiger med mere beskedne 6,2%. Stigningen er meget kringlet med mange hårnålesving på den nedre og midterste del, men det sidste kommer med ?? igen, hvorefter vejen dog fortsat snor sig kraftigt hele vejen frem til stregen.

Etapen byder på i alt 3564 højdemeter.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Col du Turini er en betydeligt vanskeligere stigning end Colmiane-stigningen, der er blevet brugt i 2018, 2020 og 2021, og vi så i 2019, at den gjorde stor skade. Bag det sejrende udbrud kørte Egan Bernal og Nairo Quintana fra alle andre, og kun Jack Haig, Maxime Monfort, Domenico Pozzovivo, Romain Bardet og George Bennett tabte mindre end et minut til de to colombianere. Forudsætningerne for, at klatrerne kan vinde tid efter enkeltstarten, er derfor gode, selvom de nok havde foretrukket, at den øvrige del af etapen var vanskeligere, og dermed vil lørdagen også i år være rammen om det måske vigtigste slag i kampen om den samlede sejr.

Col du Turini har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2019, hvor et stjernesat udbrud af sidevindsramte klatrere snød feltet, inden Daniel Martinez med en sidste acceleration sejrede foran Miguel Angel Lopez, Nicolas Edet og Simon Yates. Længere tilbage tabte Michal Kwiatkowski førertrøjen til holdkammeraten Egan Bernal, der sammen med Nairo Quintana kørte fra alt og alle og næsten hentede Philippe Gilbert, der undervejs havde været tæt på at overtage den samlede føring via udbruddet.

8. etape

I de år, hvor man har skippet Col d’Eze-enkeltstarten, er løbet altid sluttet med en kort, meget kuperet etape i det vanskelige terræn omkring Nice. Det er igen tilfældet i år, hvor sidste etape er fyldt med de legendariske stigninger, der bestiges år efter år i de smukke omgivelser i regionen, og med Col d’Eze som nøgleudfordringen til sidst. Denne gang har man givet etapen et twist med passage af stigningen fra en ny og stejlere side, inden etapen som vanligt med en lang nedkørsel til Nice, hvor det hele slutter på den traditionsrige Promenade d’Anglais. Denne finale har ofte gjort det svært for de bedste klatrere for alvor at gøre en forskel på sidstedagen, men historien viser, at alt er muligt på en etape, der stort set altid er mættet af spænding - bare tænk på dramaerne i 2016, 2017 og 2018, hvor hhv. Geraint Thomas og Sergio Henao afværgede angreb fra Alberto Contador i sidste øjeblik, og hvor Marc Soler med stort mod fik skovlen under en lidende Simon Yates, der oplevede en stor krise. Et stærkt hold har ofte held med at forsvare førertrøjen, men særligt med den nye opkørsel af løbets mest ikoniske stigning kan alt stadig ske - ikke mindst hvis den førende rytter har lige så få hjælpere, som Yates havde for fire år siden.

Som sædvanlig er der tale om en kort etape med både start og mål i Nice. Denne gang skal der tilbagelægges 115,6 km, og fra starten i Nice bevæger man sig mod nord og ind i landet igennem terræn, der er let stigende, indtil man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Levens (6,2 km, 5,6%), der er en jævn opkørsel uden stejle passager og har top efter 22,2 km. Herfra stiger det let mod nordøst frem til byen Levens, hvor den første spurt kommer efter 25,8 km, inde det falder let ad en lige vej, som fører mod sydøst.

Etapen tager fat igen, når man kører mod øst op ad kategori 2-stigningen Cote de Chateaneuf (5,3 km, 4,3%), der ligeledes er helt jævn, har top efter 38,3 km og efterfølges af en teknisk meget svær nedkørsel, som fører mod øst. Umiddelbart herefter kører man som noget nyt mod nord og nordvest op ad kategori 2-stigningen Cote de Berre-les-Alpes (6,3 km, 6,0%), der også er helt jævn og har top efter 52,3 km. Nu venter endnu en teknisk nedkørsel, som leder mod øst og nordøst ned til L’Escarene, hvorfra det efter 55,7 km går ad en lige og let faldende vej mod sydøst og syd.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Etapens første nøglepunkt kommer, når man drejer mod nordøst for at bestige kategori 1-stigningen Col de Peille, der stiger med 6,8% over 6,6 km og er dagens næstvanskeligste udfordring. Hovedsageligt stiger den jævnt med 6-7%, men kilometer 3 og 4 stiger med hhv. 8,9% og 7,6%, og det var her, Contador overraskede konkurrenterne ved at sætte sine første store angreb ind i både 2016 og 2017. Toppen kommer imidlertid efter 69,9 km med hele 45,7 km til mål, og da den efterfølges af en lang, ikke særlig svær nedkørsel, der leder mod syd og sydvest ned mod Middelhavskysten, er der masser af tid til, at der kan ske samling.

Efter 79,3 km passerer man den først spurt i La Turbie, inden man kort efter forlader kystvejen for at køre op over kategori 1-stigningen Col d’Eze (1,6 km, 8,1%), der altså denne gang angribes fra sydøst og ikke som vanligt fra sydvest, og som herfra er kort men meget stejl med 10,1% over de sidste 700 m. Toppen kommer med 26,4 km til mål, og herefter kører man via den gamle opkørsel mod sydvest ned til Nice. Undervejs passerer man efter 81,1 km byen La Turbie, hvor dagens sidste spurt er placeret.

Efter 90,9 km har den lange nedkørsel ført feltet tilbage til den østlige udkant af Nice, men i stedet for at køre ind til mål vender man rundt for at køre mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Col d’Eze, denne gang altså fra en vanskeligere side end vanligt. Herfra stiger den således med 7,6% over 6,0%, og den har et meget stejlere stykke end den klassiske opkørsel. De to første kilometer stiger med ca. 7%, men derefter venter en kilometer med hele 13,5%, inden de sidste 3 km stiger med 5-7%.

Toppen rundes efter 100,3 km, hvorefter de sidste 15,3 km indledes med den ikke specielt vanskelige nedkørsel, som fører mod først nordøst og siden sydvest via samme vej, som blev benyttet tidligere. I udkanten af Nice fortsætter man dog denne gang hele vejen ind til havnefronten og Promenade d’Anglais. Nedkørslen slutter efter to hårnålesving og tre skarpe sving lige ved 3 km-mærket. Herefter falder det ad den flade og let bugtende kystvej mod syd og vest hen langs vandet, hvor de sidste 2 km er flade, idet der dog som altid er en ganske lille bakke, der fører op til den røde flamme. Slutteligt bugter vejen sig ind på den 600 m lange og 6 m brede opløbsstrækning, der er helt flad.

Etapen byder på i alt 2409 højdemeter.

Etapen består af de fleste af de velkendte stigninger fra området, og derfor kender de fleste ryttere terrænet og de tekniske nedkørsler. Stigningerne er ganske vist mange, men de bliver aldrig meget stejle, og derfor har det ofte været svært at gøre afgørende forskelle. Meget ofte er det lykkedes nogle af klassikerrytterne at følge de bedste klatrere. Det er imidlertid den sidste chance for at ændre klassementet, og derfor er der altid angreb fra favoritgruppen. Første del af etapen er ikke meget hård, og derfor skal slaget slås på de sidste tre stigninger. Contadors modige angreb på Col de Peille i 2016 og 2017 og Marc Solers tidlige angreb i 2018 viser, at man kan forsøge sig allerede her, men det mest oplagte er, at den endelige kamp vil udspille sig på Col d’Eze, som fra denne side er langt mere velegnet til at skabe forskelle, særligt med den stejle kilometer. Herfra kan vi sagtens få vendt op og ned på det hele i en mere selektiv udgave end vanligt, men der vil som altid også være god tid til at skabe samling. Tidligere er det ofte lykkedes en lille gruppe af de bedste at komme fri, og hvis de kan samarbejde, kan forspringet holdes til stregen, som Contador og Richie Porte viste i 2016, ligesom tidlige udbrydere er holdt hjem i de seneste tre udgaver, hvor David de la Cruz (to gange) og Ion Izagirre har sejret. En spurt i en lille gruppe af klassementsryttere er et sandsynligt udfald, selvom det altså også tidligere er lykkedes for udbrydere at holde hjem på en dag, der er svær at kontrollere, og hvor der ingen oplagt favorit er.

Efter at etapen blev coronaaflyst i både 2020 og 2021 skal vi tilbage i 2019 for at finde seneste udgave, hvor Nairo Quintana angreb Egan Bernal fra distancen, men kun endte med at vinde 4 sekunder, mens Ion Izagirre kørte alene hjem fra det tidlige udbrud til en stor etapesejr. I 2018 blev den førende Simon Yates sat under pres fra start, og det udnyttede Marc Soler til at angribe tidligt og gøre følgeskab med David de la Cruz og Omar Fraile i en trio, der holdt hjem og gav sejr til De la Cruz og samlet triumf til Soler. I 2017 angreb Alberto Contador tidligt og hentede de to tidlige udbrydere De la Cruz og Soler, inden trioen spurtede om sejren, der også her gik til De La Cruz. Favoritgruppen, der også indeholdt navne som Sonny Colbrelli og Michael Matthews, nåede mål 21 sekunder senere, og det var akkurat nok til, at Sergio Henao kunne forsvare førertrøjen.

I 2016 angreb Contador på begge de to sidste stigninger, og efter at være blevet hentet én gang kom han til sidst afsted sammen med Richie Porte. De samlede Tim Wellens op fra det tidlige udbrud og havde held til at holde forfølgerne bag sig, inden Wellens let spurtede sig til sejren. Geraint Thomas var i krise på stigningen, men kom tilbage til favoritgruppen på nedkørslen og begrænsede tidstabet nok til at sikre sig den samlede sejr.

I 2015 blev løbet afviklet i episk regnvejr, og her kørte Tony Gallopin sig til en imponerende solosejr på en dag, hvor både Porte og Geraint Thomas styrtede på nedkørslen. I 2014 vandt Arthur Vichot etapen i en spurt i en gruppe af favoritter, og 12 måneder tidligere var Sylvain Chavanel den hurtigste i en usædvanligt stor gruppe. I 2012 vandt Thomas De Gendt fra et langt udbrud, og i 2011 var Thomas Voeckler den bedste i en udbrydergruppe. I 2010 var det Amael Moinard, der var den stærkeste af angriberne, mens Antonio Colom slog Contador og Frank Schleck i en tremandsspurt i 2009, hvor etapen var mere selektiv end vanligt.

Læs også

Test: Swissstop bremseklodser

Læs også

Cirkusrevyen kom forbi

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Favoritterne

Hvor tidligere års Paris-Nice var lidt vanskeligt at forudsige grundet de relativt lette ruter med ganske lette stigninger, har arrangørerne fra ASO som sagt ændret tingenes tilstand i de sidste par år. Beslutningen om at indføre en ikke helt kort enkeltstart samt introduktionen af langt sværere bjergafslutninger end tidligere, har gjort det hele lidt lettere at forudsige. Løbet ligner nu et ”rigtigt” etapeløb, hvor det som udgangspunkt er kombinationen af tempoegenskaber og bjergben, der afgør udfaldet.

Paris-Nice har ofte været et lidt specielt løb. På den ene side har det været så kuperet, at etapeløbsrytterne og klatrerne har fundet sig fint til rette, men på den anden side har stigningerne også været så korte og relativt lette, at det har været muligt for klassikerryttere også at blande sig. Det har også i de seneste år i nogen grad være tilfældet, da der fortsat ikke er tale om udfordringer som dem, der findes i sæsonens største løb, men Paris-Nice er nu et løb, der i højere grad passer til de virkelige etapeløbsryttere.

Det synes også at være tilfældet i år, hvor ruten som sagt er meget sammenlignelig med det, vi har set de senere år. Formatet er det samme med en mellemlang enkeltstart midt på ugen og en stor bjergetape om lørdagen inden den altid uforudsigelige finale omkring Nice, hvor vi i 2016, 2017 og 2018 har set, at klassementet kan komme i spil helt frem til målstregen. Alligevel er løbet en anelse mere selektivt, end vi oftest har set det. Det er i hvert fald andet år i træk, at vi også har en ganske svær etape i Massif Central. Modsat sidste år har den dog ikke mål på toppen, og mest sandsynligt er det, at den ikke bliver afgørende i klassementet.

Trods dette må ruten anses som mere egnet til klatrere, end det var tilfældet sidste år, selvom de altså denne gang har én og ikke to bjergafslutninger at gøre godt med. Det skyldes dels, at enkeltstarten i år er ganske kuperet, og selvom det stadig er en dag, hvor de alsidige specialister vil vinde tid på de lette folk, bør de begrænse tabet bedre end sidste år - også fordi enkeltstarten er en anelse kortere. For det andet er Col du Turini, der også blev benyttet i 2019 og skabte pæne forskelle, et vanskeligere bjerg end Colmiane-stigningen, som blev benyttet i 2018, 2020 og 2021, og hvor vi har set, at også de lidt tungere folk som Maximilian Schachmann og Tiesj Benoot har gjort det ganske godt.

Som udgangspunkt er der fem elementer, der bestemmer løbets udfald. Den ene er naturligvis klatreevnerne, der skal i aktion på 5., 7. og 8. etape. Som sagt bliver de endnu vigtigere i år. Turini skabte virkelig flotte forskelle for tre år siden og knuste i hvert fald Michal Kwiatkowskis drømme om at vinde løbet på en dag, hvor Egan Bernal og Nairo Quintana satte alle til vægs - i øvrigt, mens alle de klatrere, der var blæst væk i sidevinden, kunne slås om etapesejren fra et udbrud. Her er i hvert fald en ganske god chance, at bedste klatrer kan køre alene hjem.

Mere tricky er det på 5. og 8. etape. På torsdag er Col de la Mure virkelig en svær stigning, men den kommer også langt fra mål. Det er en af de dage, der højst sandsynligt ender med, at favoritterne vil nå mål samlet, men som også kan ende med at skabe større tidsforskelle end selv kongeetapen. Man kan måske sammenligne den lidt med 4. etape i Andalusien, hvor de bedste klatrere endte med at køre en masse ryttere ud af klassementet. Noget lignende kan ske her, hvis den rette gruppe kører væk og kan samarbejde, men det vil efter alt at dømme blive samlet. Uanset hvad vil det formentlig være de samme ryttere, der dominerer Col de la Mure og Turini, men det er klart, at betydningen af enkeltstarten bliver reduceret, hvis klatrerne kan vinde tid også torsdag.

Endelig er der 8. etape, der altid er svær at forudsige. Contador har to gange vist, at stærkeste mand faktisk godt kan vinde så megen tid, at man - i hvert fald næsten - kan erobre gult, men det er ikke nødvendigvis klatrebenene, der er afgørende her. I stedet kommer vi her til løbets andet afgørende element, nemlig den kollektive styrke på holdet. Som vi så i 2018 - hvor Yates ganske vist heller ikke havde nogen stor dag - kan et svagt hold smide det hele på en svært kontrollerbar etape, og det udnyttede Marc Soler til at stjæle sejren. Til gengæld har Sky/Ineos også vist, at man med et stærkt hold trods krise fra kaptajnen kan redde det hele, som vi så med Geraint Thomas i 2016 og Sergio Henao i 2017, ligesom Egan Bernals tropper neutraliserede Quintanas store offensiv i 2019 og aldrig gik i panik. Et godt hold kan altså være helt afgørende, hvis man fører efter 7. etape. Med den nye opkørsel ad Col d’Eze er chancen for, at en eller flere gode klatrere kan køre hjem herfra, dog betydeligt større, og hvor etapen ofte er endt med at blive neutraliseret, synes den i år at kunne reducere betydningen af enkeltstarten yderligere - også uden at rytterne skal lave en vild offensiv allerede fra den svære Peille-stigning, som vi har set med Quintana og Contador.

Læs også

2 x OLE - Ritter & Pingel

Det tredje element er selvfølgelig tempoevnerne, der stadig vil være afgørende, men ikke helt så afgørende som tidligere år. Det skyldes naturligvis det vanskeligere bjergterræn, men altså også en mere kuperet rute med særligt den stejle stigning op til mål samt den lidt reducerede distance.

Det fjerde element er bonussekunderne. I et løb, der ofte har været tæt, kan man ikke udelukke, at det kan blive afgørende, hvad der kan hentes af sekunder her. Ender 5. og 8. etape i en eller anden form for spurt, er hurtighed ikke helt uvæsentlig, og det kan også komme i spil i de indlagte spurter, hvoraf mange ligger sent og på toppen af bakker.

Det femte element er som altid vejret og særligt sidevinden, der næsten hvert år spiller en dramatisk rolle og eksempelvis i 2020, 2019 og 2017 sendte adskillige favoritter ud af kampen allerede inden stigningerne. Det er bestemt ikke umuligt, at det bliver en faktor igen i år. De to første dage bliver solrige, men også relativt blæsende med en jævn til frisk nordøstenvind (ca. 20 km/t). Vindretningen ser ud til at være forkert til splittelse på 1. etape, men på 2. etape burde der være en chance. Vinden ligger lige på grænsen til at være lidt for svag, men det er bestemt ikke umuligt, at vi igen i år får sidevindsdrama. Det skal dog også være her, for når vi når frem til tirsdag, bliver vejret solrigt med betydeligt mindre vind.

Enkeltstarten vil blive afviklet i solrigt og stille vejr, men der kan falde noget regn torsdag, hvor det er værd at bemærke, at der vil være modvind det meste af vejen efter Col de la Mure. Det øger sandsynligheden for, at der kan skabes samling. Som bekendt kan det være meget blæsende omkring Marseille, og det vil det også være fredag, men den kraftige sydøstenvind vil formentlig kun øge chancen for, at sprintere kan overleve stigningerne. Endelig ser det ikke ud til, at løbet vil leve om til sit tilnavn. Hvis den nuværende vejrudsigt holder en uges tid, ser det ud til, at lørdagen kan blive en kold fornøjelse med mulighed for regn og endda sne på Col du Turini i morgentimerne, mens der ventes sidevind på bjerget. Selv på finaleetapen omkring Nice ventes der lige nu byger og koldt vejr på næste søndag samt en ret kraftig modvind på Col d’Eze, hvilket også her kan gøre det sværere for klatrerne at gøre forskelle. Holder de vindforhold, kan det ende med, at det alligevel kun bliver Turini, hvor klatrebenene for alvor kan komme i spil.

I år er feltet heldigvis betydeligt stærkere end sidste år, hvor det allerede inden løbet stod klart, at det nok kun var uheld, der kunne forhindre Primoz Roglic i at vinde - og sådan gik det som bekendt også, efter at sloveneren ellers havde været altdominerende med tre etapesejre på fire dage - men alligevel er det umuligt at komme udenom, at sloveneren er den klare favorit. Når man renser hans statistik for sidste års Paris-Nice og 2020-udgaven af Dauphiné - to løb, han reelt allerede havde vundet, inden han styrtede - er han, siden han startede sin stime i Baskerlandet i 2018, kun blevet besejret i ét ugelangt etapeløb, og det tæller endda ikke rigtigt med. Det var nemlig 2018-udgaven af Tour of Britain, som han alene kørte i formsvag tilstand som VM-forberedelse, og man kan med nogen ret hævde, at Roglic reelt ikke er blevet slået i et ugelangt etapeløb i næsten fire år.

Den statistik har ikke udsigt til at blive brudt her. Ganske vist har Roglic knap kørt løb i år, men det plejer jo ikke at være nogen forhindring. Få kan træne sig i form som sloveneren, der plejer at komme ned fra sine højdetræningslejre som et sandt monster. Det så vi senest sidste år, hvor han som sagt var helt suveræn i dette løb, som endda var hans sæsondebut, og han er nu så god til at starte direkte efter træningslejre, at han sidste år endda helt droppede at køre løb op til Touren.

Alligevel nåede jeg at blive en smule bekymret efter hans optræden i Drome-Ardeche-løbene i weekenden. Her testede han ganske vist sine ben med et par små angreb, men det var ikke meget, vi så til Roglic over de to dage. Efterfølgende har han dog betrygget sig med sine forsikringer om, at han alene kørte de to løb for at finde løbsrytmen og derfor gerne ville give sine holdkammerater en chance - en chance, som Sepp Kuss greb om lørdagen og Jonas Vingegaard om søndagen.

På den baggrund tror jeg på, at Roglic er lige så stærk, som han plejer, og så er han svær at slå. Vi kan jo tage de fem elementer enkeltvis. Han må regnes som løbets bedste klatrer, hvis han er på samme niveau som sidste år, og selvom tempofeltet er stærkt, har den regerende OL-guldvinder i enkeltstart på denne meget kuperede rute en ganske glimrende chance for at vinde enkeltstarten - og som minimum bør han ende som bedste klassementsrytter. Kommer bonussekunder i spil, er han vel også den hurtigste blandt favoritterne, og på et hold med Wout van Aert, Christophe Laporte, Mike Teunissen og Nathan van Hooydonck eder han nok snarere som vinder en som taber i sidevinden.

Eneste lille svaghed er måske i bjergene, hvor han risikerer at blive isoleret, da Rohan Dennis og Steven Kruijswijk ikke er helt tilregnelige. Heldigvis har han Van Aert i baghånden, og selvom belgieren har sagt, at han modsat sidste år ikke vil grave dybt hver dag og i hvert fald ikke vil køre klassement, skal han nok være der, hvis en førertrøje skal forsvares på de tricky etaper på torsdag og søndag, hvor holdet er vigtigt. En anden lille svaghed kan måske være kulden og regnen i weekenden, da Roglic har oplevet nogle af sine få kriser i dårligt vejr, men det er normalt ikke noget, han har problemer med. Nej, Roglic er så komplet og har så stærkt et hold, at han bør vinde dette løb, hvis han er lige så stærk, som han plejer - og det er der ingen grund til at tro, at han ikke er. Derfor tror jeg på, at han endelig får sin Paris-Nice-sejr.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Hans værste rival må næsten være Adam Yates. Briten beviste i UAE Tour, at han er præcis lige så stærk fra sæsonstart, som han var i 2020 og 2021, og det bør måske give Roglic en lille smule uro. Uden modvind på kongeetapen virker det ikke usandsynligt, at Yates havde vundet UAE Tour, hvor han igen i år så stærkere ud end Tadej Pogacar, og når han næsten kan slå Tour-kongen, er han også en trussel mod Roglic. Turini er et vanskeligere bjerg end Jebel Hafeet, og på baggrund af det, vi så i Emiraterne, virker det ikke helt utænkeligt at tro, at Yates måske kan køre fra løbets store favorit.

Det er imidlertid også nødvendigt, da Roglic med sikkerhed slår ham på enkeltstarten, men faktisk behøver forskellen slet ikke at være så stor. Yates synes at have forbedret sin enkeltstart enormt, som vi så i Catalonien i 2021 og senest i UAE Tour, hvor han vel kørte sit livs enkeltstart. Ruten her passer ham vel næsten helt perfekt, og han burde kunne begrænse sit tab ganske flot. Sidevind er ikke hans spidskompetence, men han ledsages af Luke Rowe, der reelt har vundet dette løb for både Sergio Henao og Egan Bernal med sine fantastiske evner i vinden, og de ledsages endda af Dylan van Baarle, hvorfor han kan være ganske tryg. I bjergene udgør han en livsfarlig duo med formstærke Daniel Martinez, og en førertrøje kan Ineos helt sikkert også forsvare. Med andre ord har Yates alle forudsætninger for at komme sikkert fornuftigt igennem langt de fleste udfordringer, men sejrschancerne står og falder formentlig med én ting: kan han køre fra Roglic på Turini? Efter UAE Tour virker det ikke helt umuligt.

Dette er en rangering efter vinderpotentiale, og derfor placerer jeg Nairo Quintana som nr. 3. Det er klart, at den lille colombianer på forhånd er bagud på point, når vi indregner enkeltstarten, for selvom den er kuperet og relativt kort, vil han tabe tid til langt de fleste konkurrenter. Til gengæld kan han så glæde sig over, at den øvrige del af ruten er så hård, at det måske er hans bedste chance for at vinde løbet samlet.

Vi ved i hvert fald, at han er i form. Han virker nogenlunde lige så stærk som i 2020, hvor han også lagde ud med at vinde både i Provence og i Var, og dengang havde han formentlig også vundet dette løb, hvis ikke et styrt på en sidevindsetape havde kostet så meget tid, at hans suveræne sejr på kongeetapen ikke var nok. Dengang var det dog også i et meget svagt felt, hvor de fleste af de store hold havde trukket sig grundet den hastigt eskalerende coronasituation, men i 2019 viste han også et tårnhøjt niveau i dette løb, da han og Bernal kørte fra alle andre på Turini.

Quintana er mere sårbar i sidevinden end både Roglic og Yates, der har stærkere hold, men som vi har set mange gange i dette løb og senest i Provence, er han så stærk i vinden, at han har gode chancer for at klare 2. etape. Derefter handler det om at begrænse tabet på onsdag og så håbe på, at den hårdere rute særligt i den sidste weekend er svær nok til, at han måske kan sætte Roglic og Yates til vægs. Dårligt vejr er han god til, men det er klart, at vindforholdene på søndag taler til hans ulempe. I givet fald må han bare være så god, at han kan gøre alt arbejdet på Turini.

Jeg er meget spændt på at se Jack Haig i dette løb. Australieren gjorde gigantiske fremskridt fra sommeren og frem til 3. pladsen i Vueltaen, og hans kørsel i Andalusien, hvor den eksplosive rute slet ikke passede ham, tyder på, at han er i fremragende form. Det er klart, at også han står til at få klø på enkeltstarten, men det er her, Bahrain skal bevise, at deres satsning på at forbedre sig på det område har båret frugt. Som for Quintana og Yates gælder, at Haig kan glæde sig over nogle vanskeligere bjerge, og ikke mindst bjergafslutningen på Turini burde tiltale den australske dieselklatrer. Til gengæld er han også et temmelig usikkert kort, selvom jeg føler mig tryg ved hans form. Nok har han selskab af Sonny Colbrelli og Fred Wright, men førstnævnte har sjældent imponeret i sidevind, og han skal nok håbe på, at 2. etape alligevel ikke bliver dramatisk, ligesom kulden i weekenden er problematisk for en mand, der hader dårligt vejr. Spurtstærk er han heller ikke, og han skal med andre ord også gøre alle sine forskelle i bjergene, primært lørdag. Til gengæld har han holdet til at forsvare sig, hvis det skulle lykkes, og med de klatreevner, han viste i 2021, og den form, vi så i Andalusien, er det ikke helt umuligt, at han kan gøre det og i hvert fald forbedre den 4. plads, der i 2019 var hans første store etapeløbsresultat.

Ineos har et andet kort i Daniel Martinez, og det er et godt et af slagsen. Vi ved allerede fra 2019, hvor han vandt netop på Turini i dette løb, da han slog både Miguel Angel Lopez og Simon Yates fra et udbrud, samt fra 2020, hvor han satte Egan Bernal til vægs på kongeetapen i Colombia, at han ofte starter stærkt, og det bekræftede han med sin flotte kørsel i Algarve, hvor bjergetaperne ikke rigtigt passede ham, og hvor han derfor måske efterlod det allerstærkeste indtryk. Her passer stigningerne ham meget bedre, og han bekræftede også i Algarve, at hans enkeltstart er glimrende, og at han på denne rute vel bør gå i top 10 på onsdag. Spurtstærk er han ikke, men til gengæld udgør han sammen med Yates en meget stærk duo, ligesom også han har glæde af det stærke hold i sidevinden. Hans topniveau var uhyggeligt højt i den tredje uge af Giroen, hvor han arbejdede utrætteligt for den lidende Bernal, men han gled lidt ud af radaren, fordi han i 2021 aldrig kørte for sig selv. Med det niveau, han viste, da han vandt Dauphiné, samt i Giroen og Algarve er der grund til at have store forventninger.

Inden UAE Tour havde jeg ganske store forventninger til Joao Almeida i dette løb, men det er klart, at de er blevet dæmpet af hans ikke alt for lovende optræden i Emiraterne. Heldigvis var han betydeligt bedre på Jebel Hafeet end på Jebel Jais, og hans form synes i hvert fald i fremgang. I den forstand har dette løb, hvor alle de svære etaper kommer i anden halvdel, også en god struktur, da Almeida altid synes at blive bedre gennem et etapeløb. Hans store force er naturligvis enkeltstarten, hvor han på sine gode dage har en reel chance for at true Roglic, og han er også så hurtig, at han måske kan vinde noget tid på bonussekunder. Hans hold ser svagt ud i sidevinden, men da han ledsages af sidevindskongen Matteo Trentin, burde han være nogenlunde tryg. Til gengæld har vi flere gange i Tirreno og Giroen set ham have problemer i dårligt vejr, og det kan blive et problem de sidste dage. Grundlæggende står og falder det hele dog formentlig med, om han klatrer godt nok. Han har hidtil altid manglet lidt, og UAE Tour var nedslående, men hans kørsel i Giroens tredje uge og i efterårsklassikerne giver et håb om, at han er kommet så langt, at han kan køre med om sejren her.

Læs også

Tour de Vest - en motionsklassiker

Det er ikke ofte, vi har set Yates-brødrene i et direkte opgør, men denne gang skal Simon Yates bevise, at han kan slå Adam. Det kunne han ikke, da de i 2021 konfronteredes i Catalonien, hvor styrkeforholdet var meget klart, og i det hele taget har Simon ikke samme gode forårshistorik som Adam. Det skyldes formentlig hans klare satsning på Giroen, men han har før kørt stærkt i marts. Han vandt kongeetapen i dette løb i 2018, og sidste år var han meget tæt på at hente Pogacar på den sidste del af kongeetapen i Tirreno. Til gengæld endte begge løb også med sammenbrud på de efterfølgende etaper, og det er i det hele taget hans store problem: den manglende stabilitet, som også var helt ekstrem i sidste års Giro, som vi senest så i Andalusien, og som synes endnu mere udtalt, når han i foråret ikke er i topform.

Derfor har jeg også en ide om, at det ikke bliver noget godt løb for Simon, der har en meget stor risiko for at blive elimineret allerede i sidevinden, som han gjorde det i 2019, og jeg vil i det lys ikke blive overrasket, hvis han misser top 10. Hans enkeltstart er også svingende og ikke på niveau på Adams, men på denne type rute plejer han at gøre det fornuftigt. Når han alligevel står højt på listen, skyldes det hans høje topniveau og et ret positivt indtryk i Andalusien, hvor han rejste sig efter skuffelsen på 2. etape og uden et udbrud havde vundet sidste etape i suveræn stil.

For en uge siden havde jeg en ide om, at Aleksandr Vlasov sammen med Yates ville være den store trussel mod Roglic i dette løb. Det er han imidlertid ikke alligevel efter et yderst skuffende UAE Tour, hvor han blev sat klart til vægs på Jebel Hafeet. Det er ildevarslende, når man ser på det skuffende niveau, han havde i 2021, men også en påmindelse om, hvor svingende han var sidste år. Det er nemlig også svært at glemme, hvor fremragende han var, da han vandt i Valencia. Spørgsmålet er, hvilken version af Vlasov vi får - og ikke mindst om vi får samme Vlasov hver eneste dag. Stabiliteten var nemlig hans store problem i 2021, og derfor er det skidt, at der i dette løb er mange nøgledage. Til gengæld ser Bora stærke ud i sidevinden, og han bekræftede i UAE Tour, at vi nu skal til at regne enkeltstarten som hans styrke. Det er bare ikke nok, hvis han klatrer som i Emiraterne, og her skal han endda slås med det dårlige vejr, han hader. Hvis til gengæld han kører som i Valencia, er han livsfarlig.

En af feltets mest formstærke ryttere er Brandon McNulty, der senest bekræftede sin superform med den overlegne solosejr i Ardeche. Med en tilsvarende solosejr på Mallorca og en samlet 2. plads i Algarve har han været flyvende gennem hele året, og der er derfor grund til store forventninger. Hans enkeltstart er blandt de bedste, og sidste år tabte han eksempelvis bare 3 sekunder til Roglic på enkeltstarten i dette løb. Ligesom Almeida har han Trentin til sidevinden, men han fremstår her mere sårbar end ryttere fra de stærkere hold. Når han alligevel ender et stykke nede på listen, skyldes det, at jeg er i tvivl om, hvorvidt klatreevnerne rækker i dette felt. Det gjorde de i hvert fald ikke helt i 2021, men hans flotte OL kan være et vidnesbyrd om, at han har taget næste skridt. Det er dog noget, der først skal bevises, og mens jeg på sidste års rute ville have haft ham langt oppe på min liste, frygter jeg, at Turini også i år er lidt for voldsom til hans evner i bjergene.

Evner i bjergene har David Gaudu, men desværre har han også mangler. Det er naturligvis enkeltstarten, der er hans store akilleshæl, men heldigvis kørte han for nylig sit livs enkeltstart i Algarve. Det burde føre til et mindre tidstab, end vi oftest har set det, men udsigt til en lussing vil der alligevel være. Jeg er også lidt usikker på hans klatreform. Han vandt ganske spurten på den lette Foia-stigning i Algarve, men han skuffede på Malhao, og desværre betød et styrt, at vi aldrig fik lov at se ham folde sig ud i Laigueglia. I sidevinden er han heller ikke nogen ørn, men her han i det mindste Stefan Küng, der giver en god chance for, at han klarer splittet. Jeg vil også blive overrasket, hvis ikke han er med helt fremme i bjergene, men indtrykket i Algarve var, at han måske mangler de sidste nødvendige procent i et løb, hvor enkeltstarten trods alt må ventes at blive vigtig.

En anden rytter, der lider under de samme svagheder, er Ben O’Connor. Han ligner imidlertid ikke en rytter, der er blevet ringere efter sit gennembrudsår, for han kom fornemt igennem Andalusien, der slet ikke passede ham. Her passer kongeetapen ham langt bedre, og den vil måske endda blive afviklet i det dårlige vejr, han elsker. Desværre har han også væsentlige udfordringer. Hans enkeltstart er klart forbedret, men stadig ikke på niveau med de fleste af rivalernes, og derudover ligner han en sårbar rytter i sidevinden. Ganske vist er Ag2r kommet med et næsten rent klassikerhold til at bakke ham op, men da han selv er ret svag i positionskampen, kunne han ligne en tidlig taber. Til gengæld tror jeg, at han klatring rækker meget langt, når vi når frem til weekenden.

Da han knuste al modstand i Jaen, lignede Alexey Lutsenko en rytter med kurs mod en forrygende sæsonstart i stil med dem, han er specialist i, men det lovende indtryk forsvandt hurtigt igen. I hvert fald var han en skuffelse i Andalusien, hvor det ikke kun var en tvivlsom taktik, der var nedslående, og i åbningsweekenden blev han angiveligt elimineret af uheld. Dermed fik vi igen bekræftet, at Lutsenko stadig er uhyre svær at spå om, og vi aner ikke, hvilken udgave af kasakken vi vil se i dette løb. På baggrund af det, vi så i begyndelsen af 2021 og nu også i Andalusien, er min optimisme blevet ret afdæmpet, og det skyldes også ruten. Nok har han forbedret sin klatring markant, men jeg vil stadig tro, at der er for mange, der er bedre end ham, på så svær en stigning som Turini. Derudover ligner Astana en sikker taber i sidevinden, og det skal nok ikke blæse, hvis han skal i spil. Til gengæld kan han muligvis være flyvende på enkeltstarten, som han mestrede over al forventning, da han choksejrede i Dauphiné, og hvis han vitterligt genfinder, Jaen-benene, kan han komme betydeligt længere, end jeg tror.

Det har været en fornøjelse at se Guillaume Martin i dette forår, hvor han har nærmest sig det tårnhøje niveau, han havde i sommeren 2020. Særligt så han stærk ud i weekenden, hvor han sammen med Vingegaard måske var bedste mand i Drome. Til gengæld så vi også i Var, at han ikke var på Quintanas niveau, og derudover har han to gigantiske udfordringer. Han er en stensikker taber, hvis vinden bliver afgørende på mandag, og derudover har han en af feltets ringeste enkeltstarter. Han risikerer derfor at være sat langt tilbage inden weekenden, men her kan han til gengæld også vise sig som en af de allerbedste.

En anden rytter, der har imponeret i optakten, har været Mauri Vansevenant. Det har været en fornøjelse at se efter et 2021, hvor han slet ikke indfriede de høje forventninger. Til gengæld har han i år set meget overbevisende ud i først Andalusien og siden i weekenden, hvor han var med fremme i nøglefremstødene i både Ardeche og Drome. Begge løb viste dog også, at der var bedre folk end ham, og vi må nok fortsat sande, at han vil have mangler mod de bedste i dette felt. Hans enkeltstart har heller ikke været nogen stor succes, men til gengæld kan han håbe på mandagens vind, hvor han har verdens bedste hold til at sikre ham en tidlig tidsgevinst.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Bahrains anden kandidat er Wout Poels, der oplevede en lille genrejsning med den samlede sejr i Andalusien. Spørgsmålet er bare, om det rækker i dette felt. Løbet i Spanien bød ikke på reel klatring og kun lette etaper, og faktisk skuffede hollænderen stort på 2. etape. Han vandt i det taktiske spil på 4. etape og sluttede godt af på 5. etape, men hans skuffende præstationer i 2020 og 2021 får mig stadig til at tro, at han kan komme til kort på så svære stigninger, som vi har her. Det er da også meldt ud, at Haig er holdets kaptajn, og Poels’ gamle enkeltstart er heller ikke kommet tilbage, ligesom han er sårbar i vinden. Jeg tvivler på, at han stadig er god nok til at køre med om sejren i dette felt, men på baggrund af hans sejr i Spanien kan det ikke helt udelukkes.

Maximilian Schachmann har mulighed for at skrive sig ind i historien med et hattrick, men mine forventninger er begrænsede. Ganske vist snød han mig sidste år, hvor jeg også havde regnet løbet som værende for svært, men på årets hårde rute står han meget svagere. Turini burde være for svært et bjerg for Schachmann, der senest i Schweiz beviste, at de rigtige bjerge stadig ikke er hans terræn. Derudover var hans store våben, enkeltstarten, i 2021 generelt yderst skuffende, og derudover er der usikkerhed om formen. Han har ikke kørt løb i år, men plejer at være fremragende til at træne sig i form. Til gengæld sagde han i januar, at Paris-Nice var et mindre mål i år, da hans primære ambition er at toppe i Ardennerne. Naturligvis står han stærkt i sidevinden og med sin jagt på bonussekunder, ligesom enkeltstarten fortsat er et våben, men ruten, formen og det meget stærkere felt taler klart imod et hattrick.

Ag2r stiller også med Clement Champoussin, der har sendt lidt blandede signaler. Han startede stærkt i Besseges, men efter en covidinfektion har han ikke været helt flyvende. Han var dog stadig med fremme i Ardeche, indtil de manglende procent kom til udtryk på den sidste stigning, og i Laigueglia i onsdags var han heller ikke specielt overbevisende. Jeg vil stadig tro, at han kan gøre det ganske fornuftigt i bjergene, men ikke nok til at kompensere for den ringe enkeltstart og et sandsynligt nederlag i den eventuelle sidevind.

Movistar stiller med Matteo Jorgenson, der sidste år lidt overraskende endte i top 10. Det var også det sidste, vi så til ham i en generelt meget skuffende sæson, men han har i år været ganske flyvende. Mest overraskende var det at se ham helt fremme på kongeetapen i Provence, og det vidner om, at han har forbedret sine klatreevner ganske markant. Feltet her er dog af en helt anden kaliber, og selvom han i Provence kørte en fornuftig enkeltstart, er det bestemt ikke hans spidskompetence, ligesom sidevinden ligner en stensikker udfordring for ham og Movistar. Først og fremmest burde han dog komme til kort mod de bedste i bjergene, når vanskelighederne er så store som i årets løb.

Endelig vil jeg nævne Pierre Latour. Franskmanden har endelig genfundet sig selv i denne sæsonstart, hvor han har efterladt et opløftende indtryk. I Provence genfandt han endda sin gode enkeltstart, og det giver ham et godt kort på hånden i dette løb. Til gengæld mindede kongeetapen i samme løb os også om, at han altid har haft begrænsninger i bjergene. Han så heldigvis stadig fornuftig ud med sit angreb i Drome i søndags, og derfor er der grund til at tro, at han har bevaret det meste af sin gode form, men desværre er denne rute nok for svær til, at han i dette felt kan være med helt fremme - og så har jeg endda slet ikke nævnt ordet ”sidevind”.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Desværre er Alexey Lutsenko ude med sygdom. Derudover er der sket flere mindre ændringer, som har ført til en opdatering af holdoversigten nedenfor.

***** Primoz Roglic

**** Adam Yates, Nairo Quintana

*** Jack Haig, Daniel Martinez, Joao Almeida, Simon Yates, Aleksandr Vlasov

** Brandon McNulty, David Gaudu, Ben O’Connor, Guillaume Martin, Mauri Vansevenant, Wout Poels, Maximilian Schachmann, Clement Champoussin, Matteo Jorgenson, Pierre Latour

* Valentin Madouas, Jay Vine, Lucas Hamilton, David de la Cruz, Gino Mäder, Bauke Mollema, Neilson Powless, Alexis Vuillermoz, Ethan Hayter, Steff Cras, Gregor Mühlberger, Aurelien Paret-Peintre, Samuele Battistella, Steven Kruijswijk, Rohan Dennis, Quentin Pacher, Michael Storer, Andreas Leknessund, Jan Polanc, Rein Taaramae, Gorka Izagirre, Georg Zimmermann, Harm Vanhoucke, Stefan de Bod, Kevin Vermaerke, Markus Hoelgaard, Carl Fredrik Hagen, Felix Grossschartner

Danskerne

På Trek skal Mads Pedersen forsøge at vinde en eller flere af løbets fire potentielle massespurter og derudover måske teste sig på enkeltstarten, ligesom han skal støtte Bauke Mollema. Hos Quick-Step spiller Michael Mørkøv sin sædvanlige nøglerolle, når han skal forsøge at aflevere Fabio Jakobsen til endnu flere sejre. Hos DSM bude Søren Kragh få frihed til at køre offensivt og arbejde på formen, ligesom han må have udset sig enkeltstarten, som han vandt i 2020, som et stort mål. Endelig har Mads Würtz Schmidt masser af frihed til offensiv kørsel på Israel-PT, der alene jagter etaper, selvom han også skal hjælpe Rudy Barbier i massespurterne.

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der på de enkelte hold i tillæg til de ovenfor nævnte favoritter kan tillægges at gøre det hæderligt i klassementet.

BORA-hansgrohe: Det må handle om Vlasov og Schachmann, da Felix Grossschartner igen i år ser formsvag ud fra start.

Cofidis: Martin ligner bedste bud. Ganske vist har holdet også Ion Izagirre, der sidste år blev nr. 3, men han skuffede i et svagt felt i Galicien og har generelt klatret svagere de senere år. Ruben Fernandez gjorde det fornemt i Galicien, men i dette felt kommer han til kort, som også Simon Geschke gør det.

Jumbo-Visma: Holdet kommer for at vinde med Roglic. Wout van Aert kunne køre et fint klassement, men det har han udelukket, da han vil spare sig på visse dage for at være frisk til klassikerne. Steven Kruijswijk var igen skuffende i weekenden, og selvom man aldrig ved, om Rohan Dennis har sine klatreben med, må han være ren hjælper.

Team Arkea Samsic: Holdet er bygget op om Quintana. Holdets eneste øvrige klatrer, Nicolas Edet, synes ikke flyvende.

INEOS Grenadiers: Yates og Martinez ligner de bedste bud. En plan C er Ethan Hayter¸ men selv i storform ville han finde Turini for svær, og han er åbenlyst ikke på toppen endnu, selvom han forsvarede sig hæderligt i Algarve.

Astana Qazaqstan Team: Efter Lutsenkos afbud er bedste bud David de la Cruz, som sikkert kan ende som den bedste af de to, men som havde et skuffende niveau i UAE Tour, og som er en stensikker taber i vinden. Samuele Battistella har været flyvende i år, men vil finde Turini for svær, og vi så også, at Stefan de Bod manglede en del i UAE Tour.

Bahrain-Victorious: Holdets erklærede kaptajn er Haig med Poels som plan B. Holdet har også Gino Mäder, men hans dieselmotor mangler løbsdage som vi så i UAE Tour. Luis Leon Sanchez klatrede godt i Valencia, men løbet her bør blive for svært.

Groupama-FDJ: Gaudu er den klare kaptajn. Valentin Madouas viste hæderlig form i Var, men ikke nok til at tro på et topresultat i et løb med så svær en bjergfinale, og vi så igen i Laigueglia, at Michael Storer ikke er flyvende. Endelig har holdet styrket truppen ved at udtage formstærke Quentin Pacher, der dog også vil finde Turini for svær.

UAE-Team Emirates: Det handler om Almeida og McNulty. Jan Polanc er i form, men her er han hjælper, og Finn Fisher-Black har ikke vist meget fra start.

Ag2r Citroën Team: O’Connor og Champoussin er kaptajner. Aurelien Paret-Peintre så bedre ud i lørdags, men har efter noget sygdom ikke været flyvende fra start.

Trek-Segafredo: Holdet satser på Bauke Mollema, men han har desværre skuffet i år, senest i Var og Laigueglia. Løbet er for svært for Markus Hoelgaard og Julien Bernard, der ellers så godt ud i Algarve.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Vansevenant er helt alene på et hold af tunge folk.

Team BikeExchange-Jayco: Holdet har udpeget Yates som eneste kaptajn. De har ganske vist også Lucas Hamilton, der blev nr. 4 sidste år, men desværre fortsatte han sin meget skuffende periode med en svag sæsonstart i Valencia, og holdet har slet ikke gjort noget for at nævne ham som en plan B. Holdet har i sidste øjeblik udtaget Nick Schultz, men efter nogle helbredsproblemer var han meget formsvag i Andalusien.

Movistar Team: Jorgenson ligner det bedste bud, men måske kan Gregor Mühlberger, der endelig er rask igen, fortsætte de hæderlige takter, han vist i januar og begyndelsen af februar. En tredje kandidat er Gorka Izagirre, men selvom han gjorde det fint i Galicien, rækker klatreevnerne ikke i dette felt.

Team DSM: Holdet er her primært for etaper. Andreas Leknessund gjorde det hæderligt i UAE Tour, men han manglede stadig for meget, og Kevin Vermaerke gjorde det måske hæderligt i Oman, men er overmatchet her.

Lotto Soudal: Bedste bud er Steff Cras, der imponerede i Andalusien, men vi så også hans begrænsninger på sværere stigninger, ligesom han skuffede i weekenden. Harm Vanhoucke har været syg, og han manglede fortsat noget i weekenden.

EF Education-EasyPost: Holdet stiller med et tungt hold og Neilson Powless, som dog var en anelse skuffende i UAE Tour, selvom han kørte sin bedste enkeltstart i lang tid. Holdet har i sidste øjeblik udtaget Simon Carr, men han var uhyre formsvag i Var.

Total Energies: Det handler om Latour og Alexis Vuillermoz. Sidstnævnte er i god form, men dette terræn er en anelse for svært. Stigningerne er også for svære for Mathieu Burgaudeau.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Stigningerne er for svære for Georg Zimmermann, Loic Vliegen og Biniam Girmay, og derfor skal der satses på Rein Taaramae. Han har kørt fint i år, men vi så i UAE Tour, at han vil være overmatchet her.

Israel-Premier Tech: Holdet er her alene for etaper. De har ganske vist Carl Fredrik Hagen, men han viste ikke antydningen af sit gamle niveau i Provence.

Alpecin-Fenix: Jay Vine har fået en flot sæsonstart, men vi så i Algarve, at han vil mangle lidt i dette stærke felt. Tobias Bayer har aldrig bekræftet sin klatrepræstation fra Burgos og synes ikke i storform.

B&B Hotels-KTM: Holdet satser næppe på klassementet, da Franck Bonnamour i weekenden beviste, at han ikke er sig selv igen styrtet i Marseille.

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris