SE TOUR DE SLOVAQUIE PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Efteråret handler stort set kun om endagsløb. Efter at Circuit Franco-Belge/Tour de l’Eurometropole er blevet reduceret til et endagsløb har Tour of Britain og Vuelta a Espana i nogle år faktisk været det eneste større etapeløb på europæisk grund, og de afsluttes som bekendt allerede i første halvdel af september. Nu er også Tour de Luxembourg og CRO Race kommet til, men de overskygges næsten alle af det mylder af endagsløb, der findes på denne tid af året. Den resterende af den europæiske sæson har traditionelt været en sag for klassikerryttere, der udover et fokus på VM har kunnet boltre sig i et hav af løb på belgisk, fransk og især italiensk grund, hvor snart sagt alle ryttertyper har kunnet komme i spil, inden det hele i midten af oktober kulminerer med Il Lombardia og Paris-Tours.

Måske er etapeløb bare ikke et hit så sent på sæsonen, hvor rytterne er trætte og mest af alt bare vil have ferie, men alligevel er der modige arrangører, der i de senere år har givet sig i kast med projektet. Mest markant er Okola Slovenska - eller på dansk Slovakiet Rundt - der i de senere år har forsøgt at rykke ud af en skyggetilværelse som et beskedent 2.2-løb, der afvikledes først på sommeren i begyndelsen af juni. Allerede i 2017 tog man første skridt ved af UCI at blive opgraderet til 2.1-status, men en placering i en periode, hvor man skal bruge mere end én hånd for at tælle antallet af større etapeløb i Europa, lykkedes det ikke at få deltagelse af et WorldTour-hold.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det forsøgte man at rette op på i 2018, hvor løbet blev rykket til midten af september med en placering i den sidste uge af Vueltaen. Det blev en stor succes, da det lykkedes at tiltrække både Quick-Step og Bora-hansgrohe, og særligt det forhold, at belgierne mødte op med noget nær deres A-hold bestående af Julian Alaphilippe, Fabio Jakobsen, Bob Jungels, Iljo Keisse, Yves Lampaert, Zdenek Stybar og Niki Terpstra gav løbet stor opmærksomhed. Desværre var resten af feltet stadig af relativt beskeden kvalitet, og derfor blev det et lidt ensidigt show, hvor de to storhold fordelte de fem etaper imellem sig, og hvor Quick-Step på prologen eksempelvis besatte fem af de første otte pladser.

Løbet er imidlertid åbenlyst i vækst, og derfor er det siden lykkedes at overgå succesen. I 2019 var det skubbet en uges tid tættere på VM - på bekostning af en løbsdag, så det afvikledes over fire og ikke fem dage - og det gjorde ikke konkurrencen mindre. Derfor fik man deltagelse af ikke færre end fem af de bedste hold, idet CCC, UAE og FDJ gjorde Deceuninck og Bora selskab, og selvom belgierne denne gang ikke kom i helt samme superformation, kunne man ikke klage over en startliste, der talte navne som Elia Viviani, Bob Jungels, Yves Lampaert, Emanuel Buchmann, Alexander Kristoff, Arnaud Demare, David Gaudu og Stefan Küng.

Også i coronaåret 2020, hvor løbet ellers afvikledes under Touren, kunne man præsentere fem hold fra det fineste selskab, og minsandten om det ikke overgås på årets normaliserede kalender, hvor end ikke konkurrencen fra de mange endagsløb og det nu flyttede Tour de Luxembourg har afholdt hele otte WorldTour-hold fra at stille op i en udgave, der endda er tilbage i sin oprindelige længde over fem dage. Løbet kan endda for første gang præsentere den lokale helt, Peter Sagan, der finpudser VM-formen, og det samme gør stjerner som Giacomo Nizzolo, Alvaro Hodeg, Alexet Lutsenko og den forsvarende vinder, Jannik Steimle, og dermed synes løbet af have fundet en niche som alternativ til de endagsløb, der i samme uge afvikles i Belgien og Italien.

Egentlig er løbet en ældgammel sag, der første gang blev afviklet helt tilbage i 1954. Selvom Slovakiet dengang var en del af Tjekkoslovakiet, havde man det, der dengang var et regionalt etapeløb, men før Murens fald var det i sagens natur en meget østeuropæisk sag. Nok var der i perioden en enkelt vinder fra hhv. Italien, Frankrig og Holland, men derudover var løbet næsten et rent tjekkoslovakisk anliggende, når ikke sejren en sjælden gang gik til ryttere fra Ungarn, DDR eller Sovjetunionen.

Efter østblokkens kollaps fortsatte løbet, og det blev naturligvis et nationalt etapeløb, da Tjekkoslovakiet få år senere blev delt. Det ændrede nu ikke på, at løbet næsten udelukkende havde tjekkiske eller slovakiske vindere frem til 2005, men siden dengang er det blevet en langt mere international sag. Faktisk er det siden dengang kun tjekken Petr Vakoc, der i 2013 lykkedes med at vinde et løb, som ellers er blevet vundet af ryttere fra Polen, Holland, Danmark, Australien, Slovenien, Rusland, Italien, Ukraine og Frankrig. Og med det nye spring op i rækkerne, er der udsigt til, at løbet kun vil blive endnu mere internationalt fremover.

Slovakiet er nok et kuperet land, men det er ikke bjergrigt. Derfor er det heller ikke sportens sværeste etapeløb, og løbet består primært af etaper med flade finaler. Undervejs forsøger man ofte at finde bakker, men i langt de fleste tilfælde er selve afslutningerne lette. Da løbet samtidig traditionelt har haft en prolog, har det gerne været et løb for relativt hurtige folk, der kan klatre fornuftigt og køre en god indledende tidskørsel.

Sådan var det også sidste år, hvor prologen var erstattet af en enkeltstart over 7,1 km. Den udnyttede Jannik Steimle til allerede på førstedagen at køre sig i førertrøjen, og den slap han ikke igen i et løb, der herefter blev domineret af sprinterne. Således lykkedes det tyskeren at tage sejren, men med den mindst mulige margin, da det blot var hundrededele, der holdt ham foran Nico Denz, mens der var 18 sekunder ned til Shane Archbold på 3. pladsen. Steimle vender tilbage for at forsvare titlen, og han får igen selskab af holdkammeraten Archbold, men da Denz denne gang skipper løbet, skal der findes en ny førsteudfordrer.

Ruten

Nok har Slovakiet Tatr-bjergene mod nord, hvor man kan komme op i pænt over 1000 m højde, men noget alpeland er det ikke. Det meste af landet er relativt fladt, og derfor har løbet typisk været mere for klassikerryttere og stærke sprintere, ligesom også de klassiske sprintere som regel har haft en del muligheder. Det gør sig også gældende for årets rute, der på mange måder følger traditionen og ikke er den sværeste i løbets historie.

I år er løbet tilbage med en længde på fem dage, og det betyder, at prologen vender tilbage som erstatning for åbningsdagen med to halvetaper i form af en sprinteretape og en kort enkeltstart. Derefter venter fire helt typiske slovakiske etaper, der undervejs bare bliver lettere og lettere, men alle synes at have potentiale til at ende i massespurter i større eller mindre felter.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Et afgørende slag skal altså slå allerede på førstedagen, hvor der venter en prolog. Den er ganske vist bare 1,6 km lang og meget enkel, da den består af en 800 m lang spurt, en U-vending og endnu en 800 m lang spurt i den modsatte retning, men i et tæt løb kan de vundne sekunder blive afgørende. Dagen efter venter den vanskeligste af de fire linjeløbsetaper, hvor der venter en ganske svær stigning i finalen, men med 40 let faldende kilometer til sidst ligner det en chance for de holdbare sprintere. De kan også ventes at komme til fadet på fredagens 2. etape, der minder om den foregående og også har en stigning i finalen. Denne gang er den dog lettere og tættere på mål, og det ligner en afgørelse i et større felt end på den foregående etaper.

Derefter venter to weekendetaper, der er endnu lettere end de foregående og synes at skulle ende i massespurter. Den første har ganske vist nogle bakker, men de kommer relativt tidligt, og den sidste etape er stort set helt flad. Det betyder dog ikke, at de er uvæsentlige, for i et løb, der ventes afgjort på bonussekunder, kan udfaldet af både massespurterne og de indlagte spurter blive uhyre vigtige. Og så skal man generelt være en teknisk ekvilibrist for at begå sig i de kringlede finaler, det slovakiske løb altid har været kendt for.

SE TOUR DE SLOVAQUIE PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Prolog

I de senere år har det været en tradition, at løbet er blevet indledt med en kort prolog, men i årene 2019 og 2020, hvor det var reduceret til bare fire dage, udgik åbningen til fordel for en første dag med to halvetaper, nemlig en sprinteretape om morgenen og en kort enkeltstart om eftermiddagen. I år er løbet tilbage ved fuld længde over fem dage, og det betyder en tilbagevenden til prologen, der i år bliver eneste tidskørsel. Derfor er der vigtige sekunder på spil fra start, men det bliver få af slagsen, når der som åbning på løbet bare skal køres 1,6 km på en helt enkel rute, der i alt væsentligt bare er en spurt frem og tilbage ad samme vej.

I alt skal der altså tilbagelægges 1,6 km i byen Kosice, og de kunne ikke være mere enkle. Man starter i hjertet af byen ved den lokale kirke og herfra kører man 800 m mod nord op ad en lang, lige og næsten helt flad vej. For enden foretager man en U-vending, og derefter går det det 800 m den modsatte vej på den anden side af midterrabatten.

Etapen byder på i alt 7 højdemeter.

Ruten kunne ikke være mere enkel. Prologer er generelt en sag for sprintere og nogle helt særlige specialister, og denne gang kunne det godt blive en sprintersag. Reelt er der tale om, at man skal køre to spurter over 800 m, hvor også evnen til at foretage en god U-vending kan blive afgørende. Det bliver i hvert fald en sag for folk med fart og eksplosivitet, og selvom forskellene i sagens natur vil være små, kan de blive afgørende i et løb, der ventes afgjort på sekunder.

Kosice er blevet besøgt af løbet to gange i dette årtusinde. Det skete i 2013, hvor løbet åbnede med en lignende etape over 1,8 km, hvor det såmænd var danske Mathias Møller Nielsen, der sejrede foran Nicola dal Santo og Maros Kovac, mens Martin Riska vandt åbningsetapen i byen i 2005. I 2007 var der besøg fra Ungarn Rundt, hvor Robert Nagy slog Jan Barta i en tomandsspurt.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

1. etape

Tour de Slovaquie er generelt en fladere sag, og skal der skabes udskilning, er det meget muligt, at det skal ske allerede på 1. etape. Her venter nemlig løbets sværeste etape med hele fire stigninger, hvoraf den sidste endda er både relativt lang og stejl. Den kommer imidlertid med godt 40 km til mål, og dermed er der god tid til at skabe samling til en reduceret massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 158,4 km, der har både start og mål i Kosice, og etapen består i alt væsentligt af en tur ud i bakkerne i området vest for byen. Fra start kører man mod sydvest ud til en 19,1 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges halvanden gang. Den består i alt væsentligt af en tur op ad kategori 3-stigningen Bukovec (3,3 km, 4,9%), der er en jævn sag, og som passeres efter hhv. 7,2 og 26,3 km, samt et let faldende stykke tilbage mod byen.

Efter den første hele omgang kører man altså yderligere en halv, der sender rytterne op ad stigningen for anden gang, men efter den første del af nedkørslen fortsætter man igennem fladt terræn mod vest forbi dagens første spurt, som kommer efter 55,6 km, inden det går mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Stos (6,8 km, 4,8%), der er en lang og jævn stigning med top efter 71,3 km. En nedkørsel leder mod vest til etapens vestligste punkt, inden det går igennem let faldende terræn mod nordøst forbi dagens anden spurt, som kommer efter 103,0 km, og frem til dagens sidste spurt, der er placeret efter 111,4 km.

Umiddelbart efterspurten tager man hul på dagens hovedudfordring, når man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Klenov (4,7 km, 6,1%), hvis første to kilometer stiger med ca. 5,5%, inden der venter to kilometer med 7-8%, hvorefter det flader ud frem mod toppen. Den rundes efter 116,8 km, hvorefter de sidste 41,6 km, indledes med en lidt småkringlet nedkørsel, der fører mod sydøst, inden det går mod syd ad en lang, lige og let faldende vej ind mod Kosice. Inde i byen er der et dobbeltsving med hhv. 3,3 og 3,2 km igen, hvorefter man 1500 m igen skal igennem en rundkørsel. Det hele slutter teknisk med en blød kurve med 700 m igen og ikke mindst et skarp sving bare 400 m fra stregen. Det falder let hele vejen frem til svinget, hvorefter de sidste 400 m er ganske let stigende.

Etapen byder på i alt 2073 højdemeter.

Etapen ligner den sværeste udfordring i løbet, men meget svær er den ikke. Den sidste stigning skal med sine to kilometer med 7-8% dog ikke undervurderes, og her burde det for et ambitiøst hold være muligt at skabe noget udskilning. Succesrige angreb synes dog ikke sandsynlige, når resten af etapen består ad en lang, lige og let faldende vej, og meget taler derfor for, at det bliver en dag for de holdbare sprintere.

Kosice er blevet besøgt af løbet to gange i dette årtusinde. Det skete i 2013, hvor løbet åbnede med en lignende etape over 1,8 km, hvor det såmænd var danske Mathias Møller Nielsen, der sejrede foran Nicola dal Santo og Maros Kovac, mens Martin Riska vandt åbningsetapen i byen i 2005. I 2007 var der besøg fra Ungarn Rundt, hvor Robert Nagy slog Jan Barta i en tomandsspurt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

2. etape

Hvis man kunne lide designet for 1. etape, vil man glæde sig over, at 2. etape har mange ligheder. Designet er nemlig det samme med nogle pæne bakker undervejs, men igen sluttes der med en flad finale. Forskellen er, at den sidste stigning denne gang kommer betydeligt tættere på mål, men denne gang er der til gengæld tale om en knap så stejl sag, som mange sprintere vil kunne overleve frem mod det, der ligner endnu en reduceret massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 179,7 km, der fører feltet fra Spisske Podhradie til Dolny Kubin. Startbyen ligger i et relativt fladt område, og der er kun en lille bakke undervejs, når man kører mod vest og syd frem til dagens første spurt, der kommer efter 25,3 km. Herfra sætter man kursen mod nordvest ad en let stigende vej, som ender med en bakke (2,8 km, 5,1%) med top efter 44,5 km, inden det bliver helt fladt på et plateau, der leder frem til en nationalpark i den nordlige del af landet.

Her melder udfordringerne sig, når man kører mod nordvest og sydvest op ad kategori 2-stigningen Stary Smokovec (11,6 km, 2,8%), der bare er en lang, jævn opkørsel helt uden stejle procenter og med top efter 73,8 km. Herfra går det mod sydvest ad et kort, fladt stykke, inden man fortsætter mod vest op ad kategori 1-stigningen Strbske Pleso (9,4 km, 3,0%), der også bare er en lang, jævn opkørsel uden stejle passager. Toppen kommer efter 87,9 km, hvorefter det går mod vest og sydvest ad en lang og let faldende vej ned mod sagens anden spurt, som kommer efter 122,2 km. Nu går det mod nordvest ad endnu en let faldende vej frem til dagens sidste spurt, der er placeret efter 133,1 km, inden man kører mod nordvest og sydvest hen langs en flad søbred.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Ved enden af søen drejer man mod nord ad en lille nedkørsel, hvorefter det går mod nordvest op ad dagens hovedudfordring, kategori 2-stigningen Lucky-Brchvarta (6,4 km, 3,7%), hvis fjerde kilometer stiger med 6,0%, men som ellers kun stiger med 3-4% frem mod toppen, som rundes efter 165,1 km. De sidste 14,6 km indledes med en teknisk meget let nedkørsel, der leder mod vest, inden det går mod nord ad en let faldende vej ind mod målbyen, hvor de sidste 3 km er stor set flade. Afslutningen er meget teknisk, da der kommer et venstresving med 3,1 km i en rundkørsel, hvorefter man kører over en bro via en stor vej. Den forlader man via et skarpsving med 1,7 km igen, hvorefter man følger en stærkt snoet vej frem til tre sene sving med hhv. 800, 500 og bare 200 m igen.

Etapen yder på i alt 1913 højdemeter.

Igen er der lagt op til, at man kan lægge lidt pres på den sidste stigning, men denne gang er der kun ét stejlt stykke. Det er dog ganske sandsynligt, at Bora vil benytte stigningen til at komme af med de rene sprintere, og det ligner derfor en dag med lidt udskilning frem mod en reduceret massespurt. Det bliver dog en speciel en af slagsen, når rytterne skal forsøge at positionere sig i en af de ekstremt tekniske finaler, som løbet er så kendt for.

Dolny Kubin har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Breschel 24, Saxo Bank sidst, Danmark 18

3. etape

Årets løbet er designet, så etaperne har aftagende sværhedsgrad, og derfor venter der om lørdagen den hidtil letteste etape. Det betyder bestemt ikke, at det er fladt, da der er hele fem kategoriserede stigninger på programmet, men selvom de er ganske stejle, er de også korte og langt fra mål. Derfor peger meget på, at sprinterne skal i aktion igen på en dag, hvor vi formentlig vil se et større felt end på de foregående etaper.

I alt skal der tilbagelægges 193,2 km, der fører feltet fra Dolny Kubin til Povazska Bystrica. Fra start går det fladt mod sydvest, inden man kører mod nordvest ad en let stigende vej. Den leder frem til dagens første udfordring, når man kører mod vest op ad kategori 2-stigningen Zazriva (3,6 km, 4,4%), der slutter med 600 m med 7,1%, men eller er let og har top efter 20,8 km. En nedkørsel leder mod vest og nord, inden det går mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Lutise (1,8 km, 7,6%), der er en jævn og stejl stigning med top efter 36,9 km.

Derfra falder det let mod nordvest, inden det begynder at stige let frem til dagens første spurt, som kommer efter 64,7 km. Det fortsætter med at stige let, når man kører mod vest og sydvest, inden det går mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Semetes (1,4 km, 7,7%), der er endnu en jævn og stejl stigning med top efter 86,9 km. Herfra falder det mod syd ned til en dal, hvor man kører fladt mod sydvest hen langs Vah-floden. Herfra slår man en lille afstikker, når man kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Maninska Tiesnava (2,2 km, 7,6%), der efter 1 km med 4-5% stiger med hele 10-11% frem mod toppen, der rundes efter 119,8 km. Herfra går det via en let nedkørsel mod syd og vest tilbage til floden og målbyen, hvor man kører fladt mod sydvest frem til målstregen, hvor dagens anden spurt, kommer efter 130,1 km.

Nu afsluttes etapen med en 63,1 km lang rundstrækning i området syd for byen. Fra start kører man mod sydøst ad en let stigende vej ind i bakkerne, inden man kører mod vest op over kategori 2-stigningen Celkova Lehota-Sedlo (900 m, 6,8%), der slutter med 400 m med 8,5%. Toppen rundes efter 151,4 km, hvorefter de sidste 41,8 km indledes med et let faldende stykker, der leder mod nordvest tilbage til floden. Her kører man fladt mod nord hen langs floden frem til dagens sidste spurt, som er placeret efter 170,9 km, inden man følger den snoede og flade søbred mod nordøst og sydøst tilbage til målbyen. Her venter nok engang en meget teknisk finale, hvor man med 3,3 km drejer over en bro, der leder hen over floden, hvorefter der med 2,6 og 2,3 km igen er et dobbeltsving. Slutteligt er der skarpe sving med 1100 og 700 m igen. De sidste 5 km er stort set helt flade.

Etapen byder på i alt 1859 højdemeter.

Denne gang er stigningerne betydeligt stejlere, end de har været på de foregående etaper, men de er også korte og kommer langt fra mål. Det ligner en svær opgave at skabe den helt store udskilning, og det kunne derfor ligne en massespurt. Igen stilles der dog store krav til positioneringen i en af de uhyre tekniske slovakiske finaler.

Povazska Bystrica har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et større cykelløb. Det var i 2014 i det polske Carpathia Couriers Tour, hvor Jochem Hoekstra kørte hjem til en solosejr foran Eduard Grosu og Gregor Mühlberger.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

4. etape

Tendensen til lettere og lettere etaper går igen hele vejen, og det hele slutter med den nemmeste etape. Ganske vist har etapen den hårdeste start af alle, men derefter venter en næsten helt flad sag. Det burde være guf for sprinterne, men det betyder ikke, at etapen er irrelevant. I et løb, der synes at skulle afgøres på bonussekunder, kan alt nemlig være i spil helt frem til sidste meter.

Med en distance på 159,2 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Trencianske Teplice til Trnava. Starten er benhård, idet man med det samme kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Machnac (1,6 km, 8,7%), der byder på 500 m med hele 10,4% midtvejs, inden toppen rundes efter 2,8 km. Herfra falder det let mod syd, inden det går mod sydvest og nordvest ad et let stigende stykke. Nu drejer man mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Trencianske Mitice /500 m, 6,25), der er en jævn stigning med top efter 17,2 km.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Herfra bliver det lettere, når man kører mod syd. I starten er det stadig lidt småkuperet, mens man kører væk fra bjergene, men hurtigt når man ned i et helt fladt område, der ligger mellem bjergområderne. Her kører man mod sydøst igennem let fadende terræn, inden det bliver helt fladt, når man kører mod sydvest frem til dagens første spurt, som kommer efter 56,7 km. Det flade terræn fortsætter, når man herefter kører mod sydvest, syd og sydvest, indtil man tager en lille afstikker ved at køre mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Hlohovec (1,3 km, 3,6%), der er en meget let stigning med top efter 93,1 km. Nu er det slut med udfordringerne. En nedkørsel leder mod sydvest, inden man følger en helt lige og flad vej mod syd og senere nordvest frem til målbyen, hvor man efter 128,6 km krydser stregen i forbindelse med dagens anden spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 30,6 km lang rundstrækning i det flade terræn vest for målbyen. Fra start går det mod sydvest og nordvest af en ganske let stigende vej frem til byen Borova, hvor løbets sidste spurt kommer efter 141,2 km. Herfra kører man mod nordvest, nordøst og slutteligt sydøst igennem ganske let faldende terræn tilbage til målbyen. Her slutter det hele som altid teknisk, når man med 1,9 km igen kører igennem en rundkørsel, inden man med 1,6 km drejer til højre i en anden. Med 1,1 km igen er der er blødt sving, hvorefter der skal drejes skarpt til højre med 600 m til stregen. Det falder let ned mod de sidste 300 m, der er stort set helt flade.

Etapen byder på i alt 1233 højdemeter.

Etapen finder sted i en helt flad del af Slovakiet, og det synes næsten umuligt at forestille sig, at den ikke ender i en massespurt. Det kan dog blive en ganske taktisk og nervepirrende affære, hvis det er tæt, for med to sene indlagte spurter er der i alt 16 bonussekunder at score over de sidste ca. 30 km, og dermed er scenen sat til en forhåbentlig spændende afslutning på det ellers ret flade løb.

Trnava blev senest besøgt i 2017, hvor byen var mål for de to sidste etaper- På 3. etape kørte Matej Mugerli hjem til en solosejr med 7 sekunder ned til feltet, og på 4. etape vandt Ivan Savitskiy en massespurt. Også i 2011 var byen mål for to etaper, der begge blev vundet af Maximiliano Richeze i massespurter. I 2019 var byen vært for de fælles mesterskaber i Tjekkiet og Slovakiet. Hos slovakkerne vandt Jan Andrey Cully enkeltstarten og Juraj Sagan linjeløbet, mens det hos tjekkerne var Jan Barta, der vandt enkeltstarten, og Frantisek Sisr, der snuppede linjeløbssejren.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

SE TOUR DE SLOVAQUIE PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Favoritterne

Det er som sagt relativt nyt, at Slovakiet Rundt tiltrækker ryttere på WorldTour-niveau, og igen i år er der ganske stor niveauspredning i det slovakiske løb. Med hele otte WorldTour-hold er det dog en markant opgradering fra tidligere, og vi slipper utvivlsomt for det lidt ensidige Quick-Step-show, vi så i 2018, hvor de ganske vist på to af de fem etaper blev snydt af Bora, men hvor de allerede fra prologen lagde løbet i et jerngreb, som kun blev strammet af Julian Alaphilippes forventede sejr på kongeetapen.

I år ser kampen ud til at være langt mere lige, for selvom Deceuninck igen kommer med et klassemandskab, er vi ikke vidner til det skræmmende hold, de havde for tre år siden, hvor truppen næsten kun bestod af stjerner. Det var allerede tilfældet i 2019 og 2020, og selvom holdet endte med at vinde løbet med hhv. Yves Lampaert og Jannik Steimle, var det nogle ganske tætte løb - sidste år endda med den mindst mulige sejrsmargin. I år burde der med endnu flere stærke hold være lagt op til endnu større jævnbyrdighed.

Det er imidlertid ikke det eneste, der har forandret sig. I 2018 havde vi en kongeetape med mål på en stigning, men nu er løbet forandret. For tredje år i træk er det et løb med lutter flade finaler, og det ligner et løb, der svarer til det, vi har set de seneste to år. Her har resultatet været bestemt af enkeltstarten og de bonussekunder, der blev vundet i løbets massespurter - massespurter, der er fundet sted i både fulde og reducerede felter.

I forhold til de seneste to år er den store forandring, at prologen er tilbage og erstatter den længere enkeltstart. Ganske vist var de to enkeltstarter kun hhv. 7,4 og 7,1 km lange, men de var alligevel noget helt andet end en prolog på 1,6 km. Ikke blot vil tidsforskellene være mindre over den kortere distance, vi vil også se andre ryttertyper fremme. En etape, der består af to 800 m lange spurter adskilt af en U-vending, er typisk en prologform, der appellerer til sprintere og banespecialister. Det kræver fart mere end power, eksplosivitet mere end aerodynamik, og så skal man være i stand til at lave en god vending i et løb, der vil blive afgjort med det yderste af neglene.

Dermed bliver det i endnu højere grad et sprinterløb. Tidligere tabte sprinterne tid til tempospecialisterne på enkeltstarten, men nu er det meget sandsynligt, at en sprinter kan vinde prologen. Der kan i sagens natur også vinde de fire efterfølgende etaper, for det ligner igen et løb, der vil slutte med fire massespurter. Etaperne er bestemt ikke flade, men enten ligger stigningerne langt fra mål eller også er det - som på 2. etape - så bløde, at de næppe kan skabe den helt store udskilning. Det skyldes naturligvis også, at de toneangivende hold af gode grunde er mødt op med en sprinter og kan ventes at kontrollere løbet.

Det betyder dog ikke, at vi får fulde felter hver dag. Det plejer vi ikke at gøre, og jeg vil tro, at Bora vil forsøge at gøre de to første etaper hårde. Desværre har de et meget tungt hold uden klatrere, men det vil ligne Peter Sagan dårligt, hvis ikke han vil forsøge at skabe noget udskilning i den klassiske Bora-strategi. Særligt stigningen på 1. etape kan skabe en del udskilning, men det kan blive en opgave for Bora at undgå for megen regruppering efterfølgende. Her kan de håbe på en allieret i Qhubeka, der dog heller ikke har noget stort hold. Også 2. etapes stigning har så stejl en kilometer, at der kan ryddes lidt ud i feltet, men her vil det være en større gruppe. Til gengæld regner jeg med et temmelig fuldt felt de sidste to dage. Derudover er det værd at bemærke, at spurterne er så ekstremt kringlede, at det handler meget mere om positionering og lead-out end om fart. Endelig kan bonussekunder i de indlagte spurter komme i spil, måske særligt på sidste etape, hvor to spurter ligger sent, og hvor interessen i at gå efter bonus altid vil være større, når man ved, hvad der skal til for at vinde.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Det er vejret, der kan ændre det ventede manuskript, men det blæser aldrig rigtigt i Slovakiet, og det vil det heller ikke gøre denne gang. Vigtigst er det, at prologen vil finde sted i solskin og tørvejr, hvormed alle vil have lige betingelser i U-vendingen. Også torsdagen ser tør ud, men den tekniske finale på fredag kan blive martret af regn og våde veje. Lørdag er der også en lidt mindre risiko for byger, mens løbet vil slutte med en smuk og varm søndag. Vejret vil således nok kun komme i spil ved at øge risikofaktoren på 2. og måske 3. etape, hvor finalerne atter er kringlede.

Det ligner altså først og fremmest en kamp på bonus- og prologsekunder mellem de sprintere, der kan klare alle stigninger, og derfor peger jeg på Peter Sagan som favorit. Ganske vist viste EM atter, at han er milevidt fra sin bedste form, men dette løb synes nærmest designet til, at Sagan uanset formniveau skal tage en populær hjemmebanesejr. Han kørte også en ganske fin brostensetape i Benelux Tour, og han er derfor ikke på det formmæssige lavpunkt, han var i Tirreno tidligere i år, og det virker usandsynligt, at han kan bringes i vanskeligheder på disse stigninger.

Tværtimod vil vi formentlig se det lidt tunge Bora-hold forsøge at skabe udskilning og rydde ud i potentielt hurtigere rivaler, og særligt Alvaro Hodeg vil det være vigtigt at få skovlen under. Lykkes det, synes det kun at være Giacomo Nizzolo, der kan slå Sagan på fart, men det kan han til gengæld også. Heldigvis er Sagan en ørn i disse tekniske finaler, der synes designet til ham, og selvom det også er Nizzolos spidskompetence, er Sagans positionering i sin egen liga. Han styrkes også af et betydeligt bedre tog med Daniel Oss som lead-out man, og samtidig vil han formentlig være i stand til måske at vinde prologen. Samlet set tror jeg, at Sagan i sin debut gør slovakkerne glade med en stor sejr på hjemmebanen.

Af beskrivelsen ovenfor fremgår det, at jeg anser Giacomo Nizzolo som hans værste rival. Italieneren viste i Giroen, at han på ren fart fortsat er den hurtigste af de to, og selvom hans klatring har været svingende på det sidste, bør han i dette felt ikke komme i problemer på stigningerne - slet ikke en god uge inden VM. Han elsker også tekniske finaler, og da han sammen med Hodeg vel er løbets hurtigste på ren fart, står han stærkt - også fordi han som sprinter bør køre en god prolog. Den store udfordring er et meget svagt hold, hvor han vil være helt alene i finalerne på de dage, hvor Matteo Pelucchi er sat på bakkerne. Det kan tippe balancen til fordel for Sagan.

Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om Alvaro Hodeg. Var Bora og Qhubeka kommet med stærkere hold, burde de nok kunne få skovlen under ham på særligt 1. etape, men jeg er i tvivl om, hvorvidt de er klatrestærke nok. Måske kan der komme en redning i Astana, der kunne have en interesse i at sprænge løbet til atomer, men med et meget stærkt hold til at jagte over de sidste 40 km burde Hodeg have en god chance for at komme tilbage. Det bliver vanskeligere på 2. etape, hvor stigningen er tættere på mål, men her er det kun den fjerde kilometer, der for alvor er svær. Hodeg bør således have en god chance for at klare sig, og selvom han næppe matcher Sagan og Nizzolo, bør han også køre en fornuftig prolog. Sammen med Nizzolo er han formentlig hurtigst på flad vej, men det helt afgørende er positioneringen. Her er han normalt uhyre svag i disse tekniske finaler, men da han har det i særklasse bedste tog, vil de tekniske afslutninger kun være til hans fordel. Derfor er det formentlig bakkerne, der bestemmer, om han skal vinde eller ej. Han burde have en god chance for at vinde alle de spurter, han deltager i, og dermed få et hav af bonussekunder.

Den sidste topsprinter i feltet er Cees Bol, men han har haft et meget svært år. Farten har manglet, og senest så han i Benelux Tour også ud til at være uhyre formsvag og uden holdbarhed. Derfor kan bakkerne sagtens blive for svære, men hvis han kommer med hjem alle dage, burde han ikke stå helt ringe. Han viste senest i Benelux, at han godt kan køre enkeltstart, og som sprinter med tempoevner burde han køre en god prolog. En anden udfordring er de tekniske finaler, der slet ikke passer den positioneringssvage Bol, men her hjælpes han af et tog, der ikke er det stærkeste, men i Casper Pedersen trods alt har en af de bedste lead-out men.

BikeExchange stiller med Kaden Groves , der er en af de holdbare sprintere. Han burde utvivlsomt klare bakkerne, men til gengæld har vi også set hans begrænsninger i spurterne. Han mangler noget fart i forhold til de bedste, og positioneringen halter lidt. Det er dyrt i disse tekniske finaler, men toget ser hæderligt ud. Størst chance har han i et hårdt løb, hvor de fleste sprintere sættes af. Holdet har også banerytteren Michael Hepburn, der kan gøre en god prolog, men uden bonus ikke vinde løbet. Også Amund Grøndahl Jansen og Alexander Konychev har farten til at køre en god prolog og dermed ende langt fremme, men uden at kunne vinde.

Deceuninck har også den forsvarende mester Jannik Steimle, men han lider under fraværet af en enkeltstart. Han er lynhurtig og kan meget vel vinde prologen, som han før har gjort det i Østrig, men på de dage, hvor Hodeg kommer med hjem, vil han ikke få lov at spurte. Det vil han formentlig på de svære dage, men det er svært at se ham matche Sagan og Nizzolo. Hans store chance må være en helt suveræn prolog og nogle bonussekunder i de indlagte spurter. Det kan måske bringe ham i spil igen.

I det taget har Deceuninck mange gode kandidater, hvis Hodeg falder fra. En anden er Michael Mørkøv, der jo utvivlsomt er hurtigere end Steimle og har vist, at han sagtens kan tage kampen op med de rigtige sprintere. Han har klatret fornemt siden OL, og han burde have en bedre chance for at klare bakkerne end Hodeg. Sker det, kan han få lov at jagte bonus på de svære dage, og med sin banebaggrund kan han også køre en fin prolog, ligesom han vil elske de tekniske finaler. Holdets fjerde option er Shane Archbold, der blev nr. 3 sidste år og grundet sin banefortid og fart vil elske prologen. Han har klatret overraskende godt i år, men lige nu synes han ikke i superform, og det er svært at se ham få chancen på bekostning af Mørkøv og Steimle. Derudover har holdet roeren og esportsverdensmesteren Jason Osborne, som de har forventninger til på prologen, men selv med et godt resultat her, vil det grundet bonussekunder formentlig være umuligt at vinde.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Bingoal stiller med Timothy Dupont, der utvivlsomt er en af de hurtigste sprintere. Desværre har han haft et skuffende år, hvor særligt holdbarheden har været haltende, og hvor også den gode positionering har været væk. Det er to afgørende faktorer i et løb med bakker og tekniske finaler, men til gengæld viste han i Poitou-Charentes, at han stadig har noget fart. Jeg frygter, at han falder fra undervejs, men han burde have en god chance for at køre nogle gode sputer og være med, hvis han overlever. Som alternativ har holdet svingende Sean de Bie, der stadig ikke viser storform, men selv melder, at han er godt kørende. Han kan køre en god prolog, men farten rækker ikke til at vinde.

Også DSM har et godt alternativ. Casper Pedersen så ganske formstærk ud i Benelux Tour, og han burde utvivlsomt klare disse stigninger. Falder formsvage Bol fra, vil han formentlig få sin chance i spurterne - selvom Marius Mayrhofer kan være et alternativ - og også han burde kunne køre en ganske god prolog, da han er både hurtig og tempostærk. Desværre mangler han nok farten til at true Nizzolo og Sagan, hvis han får lov at spurte.

Astana er ikke rigtigt skabt til dette løb, men holdet kan håbe på Gleb Brussenskiy. Med sin banebaggrund og som sprinter burde han køre en fin prolog, og han viste også sidste år, at han kan spurte og overleve visse stigninger. Desværre har hans spurter i år slet ikke fungeret, og i disse tekniske finaler ligner han et offer, men med en samlet 13. plads i l’Avenir er han i storform med god chance for at klare bakkerne. Som alternativ har holdet Yevgeniy Gidich , men han er både i forhold til holdbarhed og som sprinter faldet helt af på den. Bedst chance har de nok, hvis de gør løbet knaldhårdt og satser på Fabio Felline, der også kan gøre en god prolog, men han har næppe farten til at vinde. Og så vil de sikkert forsøge at angribe med Alexey Lutsenko, der også kan køre en god prolog, når denne skal teste formen frem mod resten af sæsonen.

Israel SUN stiller med Itamar Einhorn, der overraskede positivt i Vueltaen, hvor han kørte nogle gode spurter. Han er dog ikke verdens mest holdbare, og jeg vil tro, at han kan få det for svært de første to dage. Derudover lider han under et meget svagt hold, der ikke kan hjælpe ham meget i de tekniske finaler, hvor han ligner et sikkert offer.

Uno-X stiller med Daniel Hoelgaard i en sjælden kaptajnrolle, men han har faktisk vist lidt fart for nylig. I Norge blev han nr. 3 på sidste etape, hvor han slog blandt andre Alexander Kristoff, og her klarede han også nogle bakker. Han er hverken den letteste eller tungeste sprinter, og det kan derfor gå begge veje på bakkerne, men han mangler farten og positioneringen i de tekniske finaler. Et alternativ er Frederik Rodenberg, der burde køre en fornem prolog, men næppe klarer bakkerne. Idar Andersen har vundet en 3 km lang prolog i år og bør køre stærkt på onsdag, men uden bonus vinder han ikke.

Bardiani stiller med Giovanni Lonardi, der som sprinter tog et stort skridt frem i Tyrkiet tidligere i år. Siden har det dog været tamt, og hans holdbarhed betyder også, at han næppe klarer alle bakkerne, ligesom de tekniske finaler er en udfordring. Bakkerne er også for svære for alternativerne Enrico Zanoncello og Nicolas Dalla Valle, og så kan Umberto Marengo være det holdbare alternativ. Han mangler dog farten til at vinde.

Gazprom kommer med dem unge sprinter Erik Lunder, der her bør få sin chance. Han har tidligere i år vist god fart, da han tog en samlet sejr i Polen, men han har mest kørt som lead-out man. Samtidig er hans holdbarhed lidt tvetydig, og han kan få det svært på bakkerne. Først og fremmest vil han dog lide på egen hånd i de tekniske finaler. Holdets holdbare alternativ er Dmitry Strakhov, men han har ikke spurtet i en menneskealder.

De øvrige professionelle hold får det svært. Novo Nordisk har sprinteren Andrea Peron, men han er overmatchet i dette selskab, og Kern Pharma er helt uden sprinter. Derfor skal vi se i retning af kontinentalholdene, og her er det vel Adam Toupalik, der er mest interessant. Tjekken er både teknisk fremragende, eksplosiv, holdbar og hurtig, og han passer derfor godt til løbet, ikke mindst de tekniske finaler og prologen. Desværre mangler han nok farten, hvis ikke det bliver et meget hårdt løb. Elkov har også et par hurtige alternativer i Dominik Neuman og i mindre grad Petr Kelemen.

Også Mazowsze er med den genfødte Mihkel Raim spændende, men han har haft en lidt svær tid med styrt og helbredsproblemer. Han har vundet en del i år, men i dette felt er han nok overmatchet i positionskampen, ligesom han er sårbar på bakkerne. Holdet har også Alan Banaszek, der er lynhurtig, men han klarer næppe bakkerne.

Hos det lokale Dukla Baska kan Lukas Kubis have farten til at blande sig lidt, mens Adria Mobil har en hurtig herre i David Per. Cycling Team Friuli har en hurtig herre i Gabriele Pietrelli samt Fran Miholjevic, der i år har vundet en prolog. Hos Maloja skal der satses på Mika Heming og Tim Wollenberg¸ mens det hos Topforex må handle om Tomas Barta.

OPDATERING: Der har været en række sene ændringer. Vigtigst er det, at Nizzolo ikke stiller til start. I stedet vil Qhubeka formentlig køre for Reinardt van Rensburg, der som holdbar sprinter passer fint til løbet, men ikke har Nizzolos hurtighed. Et andet alternativ er danske Andreas Stokbro, men han må ventes at skulle arbejde for Van Rensburg. Derudover har DSM erstattet Mayrhofer med Niklas Märkl, der før har vundet prologer og måske kan agere alternativ, hvis det bliver for hårdt for Bol. Uno-X har udtaget Kristoffer Halvorsen som ny kaptajn, og han burde passe glimrende til løbet, hvis han kan finde den form, han ikke har haft på denne side af sommerpausen. Bingoal og dermed Dupont og De Bie har trukket sig helt fra løbet, mens Kern Pharma har udtaget en sprinter i form af Francisco Galvan, der er holdbar, men mangler fart. Endelig deltager Alan Banaszek ikke, da han er erstattet af den knap så hurtige Adrian.

***** Peter Sagan

**** Alvaro Hodeg, Cees Bol

*** Kristoffer Halvorsen, Kaden Groves, Jannik Steimle, Michael Mørkøv, Reinardt van Rensburg

** Casper Pedersen, Shane Archbold, Gleb Brussenskiy, Adam Toupalik, Fabio Felline, Itamar Einhorn, Mihkel Raim, Giovanni Lonardi, Erik Lunder, Michael Hepburn, Niklas Märkl, Francisco Galvan

* Daniel Hoelgaard, Yevgeniy Gidich, Amund Grøndahl Jansen, Andreas Stokbro, Alexander Konychev, Alexey Lutsenko, Frederik Rodenberg, Enrico Zanonello, Umberto Marengo, Dmitry Strakhov, Andrea Peron, Dominik Neuman, Petr Kelemen, Adrian Banaszek, Lukas Kubis, David Per, Gabriele Pietrelli, Fran Miholjevic, Mika Heming, Tim Wollenberg, Tomas Barta

Danskerne

Hos Deceuninck skal Michael Mørkøv køre lead-out for Alvaro Hodeg, men som nævnt ovenfor kan det måske ende med et godt samlet resultat. Det samme gælder som nævnt på DSM for Casper Pedersen, der først og fremmest skal køre lead-out for Cees Bol sammen med Asbjørn Kragh. Hos Uno-X skal Frederik Rodenberg og Julius Johansen køre en god prolog og forsøge at hjælpe Kristoffer Halvorsen i spurterne, mens Frederik Wandahl på Bora får en helt afgørende opgave i at hjælpe den lokale helt, Peter Sagan. Hos Qhubeka skal Andreas Stokbro hjælpe Reinardt van Rensburg, men han kan med sin hurtighed måske også køre en god prolog. Hos BikeExchange skal Christopher Juul støtte Kaden Groves, mens Jonas Gregaard på Astana har samme opgave for Gleb Brussenskiy og Fabio Felline.

SE TOUR DE SLOVAQUIE PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-