Prøv vores nye app
Optakt: Lørdagens etaper i ugens fire store etapeløb
08. februar 2020 12:04Foto: Bettini Photo
af Emil Axelgaard

Efter de indledende sværdslag i Australien og Argentina samt på Mallorca intensiveres cykelsæsonen for alvor i uge 6, hvor de første etapeløb i Europa skal køres, og hvor der er store etapeløb under sydlige himmelstrøg i både Australien og Saudi-Arabien. Feltet.dk dækker naturligvis det hele med store overordnede optakter til alle løbene og vil tillige have kortere optakter til de enkelte etaper i de fire etapeløb.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

Tiden rækker desværre ikke til store optakter til alle etaperne i de fire løb, men hver dag vil vi have en samlet artikel med kortere optakter til den kommende dags etaper i begge etapeløb. Derudover er der naturligvis overordnede optakter til Saudi Tour, Volta a la Comunitat Valenciana, Etoile de Besseges og Herald Sun Tour . Endelig kan du her læse om, hvordan vi live-opdaterer fra tre af løbene.

 

Lørdag gælder det 5. etape i Saudi Tour samt 4. etape af Volta a la Comunitat Valenciana, Etoile de Besseges og Herald Sun Tour.

 

Saudi Tour - 5. etape

Ruten

De fleste nationale etapeløb slutter med en flad etape med mål i hovedstaden, og det gør sig også gældende for det nye løb i Saudi-Arabien, der har en ganske traditionel afslutningsetape, hvor man for første gang bevæger sig helt ind i hjertet af Riyadh. Her er der lagt op til en afsluttende massespurt, men da man forinden skal en tur i ørkenen, kan sidevind også på sidste dag vende op og ned på det hele.

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

Etapen er med sine 144,0 km endnu en relativt kort sag, som fører feltet fra Princess Nourah University til målet ved Al Masmak i hjertet af Riyadh. Startområdet ligger i den nordlige udkant af byen, og etapen består af en tur ud i ørkenen nord for byen. Fra start kører man igennem helt fladt terræn mod nordøst ud gennem forstæderne, inden man kører mod nordvest ad en flad ørkenvej op til etapens nordligste punkt. Her foretager man en U-vending, inden man kører mod sydøst ned til den første indlagte spurt, som er placeret efter 46,0 km.

 

Efter spurten sætter man kursen mod sydvest for atter at følge en flad ørkenvej, inden man kort inden forplejningen drejer mod syd og senere sydøst. Kort efter forlader man hovedvejen for at slå en sløjfe mod vest ad en helt anderledes snoet vej, der også er stort set flad. Ad den kører man mod sydøst og nordøst tilbage til hovedvejen, der nås i udkanten af Riyadh. Slutteligt går det mod sydøst ad en helt flad og lige vej ind til mål, hvor der dog venter en kringlet afslutning, efter at man har passeret dagens bonusspurt efter 131,5 km. Med 1800 m igen foretager man en U-vending og kører tilbage til et skarpt højresving, der leder ind på den 820 m lange og 8 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 488 højdemeter.

Annonce

 

Al Masmak i Riyadh har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

Vejret

Efter en varm fredag venter en lige så hed lørdag. Her vil det nemlig bage ned fra en skyfri himmel, som vil sende temperaturen op på 30 grader. Om formiddagen vil det være blæsende med en frisk vind fra vest, men den vil aftage, så den mod slutningen blot er let til jævn. Det giver sidevind ud til vendepunkter, hvorefter et stykke med sidemodvind efterfølges af endnu et sidevindsstykke. Herefter vil der være sidemedvind, inden man får sidevind med 5 km igen. Det varer ved, indtil man får medvind på den 820 m lange opløbsstrækning.

 

Favoritterne

I går skrev jeg, at arrangørerne næppe kunne have ønsket sig et bedre scenarium inden kongeetapen. De kunne næppe heller have ønsket sig et bedre scenarium inden sidste etape. I dag skabte Rui Costa et fornemt og hæsblæsende cykelløb, hvor det meget vel kan have været modvinden, der umuliggjorde projektet, men mens portugiseren nu er ude af kampen om den samlede sejr, er der nu lagt op til et lige så intenst opfør mellem Nacer Bouhanni og Phil Bauhaus, der nu er de eneste to realistiske vindere af løbet. Og da det virker usandsynligt, at ingen af de to kommer i top 3 og får del i bonussekunderne, vil vinderen af de to også tage den samlede sejr, med mindre Bauhaus bliver nr. 2 og Bouhanni nr. 3. I det tilfælde vil Bouhanni vinde på bedre placeringspoint.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

Dermed er der også masser af interesse i en massespurt. Bahrain vil helt sikkert styre løbet med hård hånd, men denne gang får de næppe hjælp af Arkea, der jo vinder samlet, hvis et ufarlig udbrud stjæler bonussekunderne. Alligevel er araberne så stærke, at de nok skulle kunne sikre en spurt, især fordi Total Direct Energie og Circus sikkert også meget gerne vil have en spurt.

 

Udfordringen er vinden. Det bliver ganske blæsende fra morgenstunden, og man kunne sagtens se splittelser på det første sidevindsstykke. Herefter følger imidlertid et modvindsstykke, og selvom der bliver sidevind igen senere, vil vinden lægge sig så meget, at jeg tvivler på, at den får en effekt. Det vil formentlig være nervøst igen, men jeg tror, at det bliver et relativt samlet felt, der skal spurte efter en relativt kort etape. Et udbrud vil sikkert blive etableret efter en del angreb, da sidste etape ofte er ret aggressiv, men Bahrain burde med hjælp fra Total og måske Circus kunne skabe samling.

 

Spurten er for det meste enkel, men U-vendingen kombineret med højresvinget stiller visse krav til toget. De meget brede saudiske boulevarder giver dog masser og plads, og en næsten 1 km lang opløbsstrækning gør, at hurtigste mand formentlig vinder.

 

Derfor peger jeg på Phil Bauhaus. Hans overbevisende magtdemonstrationer på 2. og 3. etape viste, at han er i særklasse den hurtigste, og det ændres ikke af, at han i dag manglede benene, da han var nødt til selv at bidrage til føringsarbejdet efter en allerede hård jagt. Samtidig viste Bahrain så sent som torsdag, at toget med Marcel Sieberg, Alfred Wright, Heinrich Haussler og Mark Cavendish, der naturligvis ikke kan få lov at spurte, når den samlede sejr er på spil, er i deres egen liga. Sætter man den hurtigste mand sammen med det bedste tog, bør det føre til etapesejr og samlet triumf til den tyske sprinter.

Annonce

 

Hans værste rival må være Nacer Bouhanni. Franskmanden kørte ganske fine spurter både onsdag og torsdag, hvor han dog var for langt tilbage, og det gjorde han igen i dag, hvor han slog hurtige Niccolo Bonifazio klart. Han ligner feltets næsthurtigste, og i dag blev han endda også afleveret fornemt af Dan McLay, der overraskede ved at klare bakkerne. Bahrain har samlet set et bedre tog, men McLay har klassen til måske at give Bouhanni den overhånd, der skal til for at slå Bauhaus.

 

Niccolo Bonifazio måtte i dag sande, at han ikke helt har Bouhannis fart lige nu. Omvendt er spurten i morgen helt anderledes, da der er tale om en meget lettere etape, og Bonifazio har haft det sværere end den formstærke Bouhanni i dag. I det seneste års tid har italieneren været den hurtigste af de to, og han viste jo sit fine antrit med sejren på 2. etape. Han viste på både 2. og 4. etape, at han er eminent i positionskampen, og finder han igen det rette hjul, er det ikke udelukket, at han kan vinde igen.

 

I dag mislykkedes det for Timothy Dupont, men på 2. etape viste han, at han er naturligvis er en af de hurtigste i dette felt. I dag led den ikke alt for formstærke belgier sikkert en del på stigningerne, men på den lette 2. etape var han med fremme. Toget er ikke skræmmende, men heldigvis er han selv god i positionskampen, og han har farten til at kæmpe med om sejren her.

 

Jeg holder også stædigt fast i at pege på Matteo Malucelli. Efter sin imponerende kørsel hidtil gik det helt galt i dag, men i morgen burde han nok være med på en let etape. Faktisk er denne slags etaper helt perfekte for italieneren, der er en ren sprinter. Han er ikke imponerende i positionskampen, men med hjælp fra den lovende, men knap så hurtige Orluis Aular burde han på denne boulevard kunne lade benene tale.

 

Riwal har haft et fint løb, men måske venter det bedste. Arvid de Kleijn har længe været en af de hurtigste i mindre løb, men har også ved enkelte lejligheder vist, at han kan være med på dette niveau. Han havde defekt i spurten på 2. etape, og derfor har vi endnu ikke set ham folde sig ud, men han burde være blandt de hurtigste.

Annonce

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

I dag faldt Imerio Cima fra, men han har ellers vist god form, ikke mindst med den gode spurt på 3. etape. Hans bror Damiano viste samtidig sin fart med dagens 4. plads, og han har derfor ganske god støtte. Han har vundet lette sprinterløb i Kina og burde derfor kunne være med i denne slags finaler.

 

Endelig vil jeg pege på Boris Vallee. Hidtil har han ikke haft meget succes, men også han har før i Kina haft succes på lette, korte sprinteretaper. Han plejer også at positionere sig hærdeligt, men han er hæmmet af et svagt tog.

 

Jeg tror ikke længere, at Jens Debusschere er hurtig nok til at vinde en let spurt som denne, også fordi han er dårlig i positionskampen. Yevgeniy Gidich, Reinardt van Rensburg, Carlos Barbero, Youcef Reguigui, Ivo Oliveira og Julien Trarieux mangler også fart i et let sprinterløb, og Lucas Carstensen, Matthew Gibson og Charles Page må nok indse, at niveauet er lidt for højt.

 

Feltet.dks vinderbud: Phil Bauhaus

Øvrige vinderkandidater: Nacer Bouhanni, Niccolo Bonifazio

Outsidere: Timothy Dupont, Matteo Malucelli, Arvid de Kleijn, Imerio Cima, Boris Vallee

Jokers: Jens Debusschere, Carlos Barbero, Reinardt van Rensburg, Youcef Reguigui, Yevgeniy Gidich

 

Herald Sun Tour - 4. etape

Ruten

I de seneste år har den korte, stejle Artur’s Seat været kendt som løbets mest ikoniske, men i tidligere tider i løbets alenlange historie har man ofte besøgt mægtige Mount Buller, der er en af regionens sværeste stigninger. I dette årtusinde er det ganske vist hidtil kun sket i 2008, men nu vender det store bjerg endelig tilbage i årets meget bjergrige udgave. Selvom heller ikke den er verdens stejleste stigning, er den betydeligt sværere end Falls Creek, og dermed er det formentlig her, at klatrerne skal udkæmpe det vigtigste slag i kampen om den samlede sejr.

Annonce

 

Med en distance på bare 106,6 km er der tale om endnu en uhyre kort etape, der fører feltet fra Mansfield til toppen af Mt Buller. Starten er fredsommelig, idet man først kører en omgang på en helt flad 21,1 km lang rundstrækning i området nordøst for Mansfield. Tilbage i startområdet kører man en første spurt efter 21,1 km, hvorefter man tager hul på en forlænget udgave af samme rundstrækning, der denne gang byder på den lange, lette kategori 3-stigning Tolmie (9,9 km, 3,6%), som har top efter 44,0 km.

 

Mod slutningen af rundstrækningen kører man imidlertid ikke ind til Mansfield. I stedet sætter man kursen mod sydøst og øst for at kører gennem fladlandet frem mod målstigningen. Undervejs passerer man den sidste spurt efter 77,5 km, inden det begynder at stige let frem mod Mt Buller, der er i kategori 1. Den stiger med 6,0% over 15,4 km, hvoraf de første 10 km er de hårdeste med stigningsprocenter på hovedsageligt 6-7, men også med to kilometer på hhv. 7,7% og 8,0%. Derefter følger fire kilometer, som stiger med 4-6%, inden den igen tager fat med 7,4% over de sidste 1400 m. På den sidste del er der en endeløs serie af hårnålesving, inden vejen endelig retter sig ud inden den røde flamme.

 

Etapen byder på i alt 2229 højdemeter.

 

Mt Buller har kun været målbjerg én gang i dette årtusinde. Det var i 2008, hvor mountainbikerytteren Chris Jongewaard sejrede med 45 sekunder ned til en ung 23-årig Barloworld-rytter ved navn Chris Froome og 58 sekunder ned til danske Lars Bak, der derved overtog førertrøjen, som han dog senere igen måtte afgive til den endelige vinder, Stuart O’Grady.

 

Læs også
Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

 

Annonce

 

 

 

 

Vejret

Søndagen ser ud til at blive våd, men der venter til gengæld en smuk lørdag. Her vil der kun være få skyer, og temperaturen vil nå op på 29 grader. Til gengæld vil det være blæsende med en frisk vind på op til 25 km/t fra sydøst. Det giver en del sidevind på den indledende rundstrækning, men når man sætter kursen mod stigningen, får man mod- og sidemodvind resten af vejen. På bjerget selv vil det primært være modvind.

 

Favoritterne

Det var ventet, at det var her, Simon Yates skulle levere sin endelige magtdemonstration, men det har nedturen på 2. etape lavet om på. Nu bliver det meget interessant at se, hvad Mitchelton-Scott har i tankerne. Hvis det vitterligt bare vare en enkelt dårlig dag, kan Yates utvivlsomt vinde etapen, men får han frihed til det? Eller handler det alt sammen om at forsøge at få Damien Howson til at vinde samlet?

Annonce

 

Det sidste bliver ikke let. Jai Hindley lignede klart stærkeste mand forleden, og Sunweb spillede virkelig med musklerne med Florian Stork, Michael Storer og Robert Power i gruppen meget langt oppe ad stigningen. Alligevel skal forsøget gøres, og spørgsmålet er, om det udelukker, at Yates kan gå efter etapesejren.

 

Uanset hvad ender det formentlig med et opgør mellem favoritterne. Det bliver ganske blæsende, og faktisk er der masser af sidevind i den flade indledning, men da man får direkte modvind på hele den sidste del af etapen, vil det næppe give den store mening at iværksætte en stor offensiv - også fordi det er svært for de store hold at fange hinanden i et felt, hvor niveauspredningen er stor, og hvor det derfor er meget lettere at holde position forrest i feltet. Derfor regner jeg med en nervøs indledning, som dog vil føre til et udbrud - meget gerne med Mitchelton-deltagelse - som Sunweb vil kontrollere.

 

Sunweb har det fint med en udbrudssejr, og jeg udelukker derfor ikke helt et succesrigt udbrud. Det vil dog kræve, at Mitchelton er med, og vælger de den plan, klatrer Nick Schultz og Cameron Meyer i hvert fald godt nok til at vinde.

 

Læs også
Optakt: Vuelta Asturias

 

Jeg tror dog, at de vil gå efter etapesejren med Yates eller Howson, og jeg regner derfor med, at de vil skabe samling. Mt Buller er en meget sværere stigning end Falls Creek, og her er tale om et mere ”rigtigt” bjerg. Desværre for Mitchelton vil der være en temmelig hård modvind hele vejen op, og da vi forleden så, at de bedste var relativt lige, og at Sunweb har et af de stærkeste hold, der kan kontrollere en stigning, hvor det med modvind bliver svært at gøre forskelle, tror jeg, at Mitchelton kommer til kort i forsøget på at få Howson til at køre fra Hindley.

 

Derfor vælger jeg igen at pege på Simon Yates. Den gode form fra Tour Down og Evans’ løb kan ikke være væk, og der kan ganske enkelt have været tale om en dårlig dag. Sejr til Howson er førsteprioritet, men kan det ikke lade sig gøre, har en etapesejr til Yates også stor værdi. Med modvinden kan man ikke åbne for tidligt, og derfor kan det godt blive ret eksplosivt, når den igen tager til mod slutningen. Her har Yates et kick, som de andre ikke kan matche. Derfor tror jeg, at han kan vinde, hvis altså han får lov.

Annonce

 

Ellers kunne Jai Hindley vinde igen. Han var i hvert fald stærkest forleden, og han er også relativt hurtig i en stigende spurt, i hvert fald hurtigere end Howson. Han kan blive låst af selv at kontrollere, men han kan få Rob Power og Michael Storer med meget langt op ad bjerget. Det bør efterlade Hindley relativt frisk til at gå efter en etapesejr igen, mens Power og Storer må regnes som ude af billedet, selvom de er blandt de stærkeste.

 

Skal Hindley slås, tror jeg mere på Sebastian Berwick end på Howson. Den ellers næsten helt uprøvede australier tog mange på sengen med sin fine kørsel forleden, og faktisk kunne han måske have truet Hindley, hvis ikke han havde kørt så aggressivt. Han lignede i hvert fald en mand med overskud. Kan han økonomisere mere med kræfterne, er han en reel trussel.

 

Damien Howson har også en chance, men han vil have Hindley i nakken hele dagen. Derfor skal han reelt køre fra sin rival, og det ser ud til at være svært. Hindley er på papiret en bedre klatrer og også hurtigere i en spurt. Til gengæld er Howson meget mere stabil end ustabile Hindley, og derfor kan der måske være byttet rundt på rollerne denne gang.

 

Neilson Powless kunne forledes slet ikke gå med i rykkene, men kørte stigningen som en enkeltstart. Det gik ganske pænt, men han kom lidt til kort til sidst. Formentlig vil den tilgang føre ham længere på dette sværere bjerg, hvor han meget vel kan lukrere på kampen mellem Hindley og Howson. Det kan han måske udnytte til at snige sig væk.

 

Derudover vil jeg pege på Jesse Ewart, Thomas Lebas og Jay Vine. Ewart hang på næsten hele vejen forleden, og han burde være bedre på denne stigning. Det gælder i særlig grad for en ren klatrer som Lebas, der formentlig også bliver bedre med flere kilometer i benene. Endelig klarede Vine sig flot, selvom han længe lå alene i udbrud, og mere konservativ kørsel havde ført ham længere. De får dog alle svært ved at vinde.

Annonce

 

Som kandidater til udbrudssejr vil jeg udover Meyer og Schultz pege på Marcus Culey, James Piccoli og Mark O’Brien.

 

Feltet.dks vinderbud: Simon Yates

Øvrige vinderkandidater: Jai Hindley, Sebastian Berwick

Outsidere: Damien Howson, Neilson Powless, Jesse Ewart, Thomas Lebas, Jay Vine

Jokers: Nick Schultz, Cameron Meyer, James Piccoli, Marcus Culey, Mark O’Brien

 

Læs også
Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

Volta a la Comunitat Valenciana - 4. etape

Ruten

Siden løbets comeback i 2016 har der været tradition for, at man om lørdagen har haft løbets kongeetape, der har haft mål på relativt korte, men ofte ganske stejle stigninger. Den model fastholdes i år, hvor man har fundet en helt ny stigning til at afgøre løbet. Denne gang har man endda været ekstra grusomme, da den ukendte Sierra Bernia er en sand mur, der måske nok er ganske kort, men til gengæld voldsomt stejl. Dermed er der lagt op til et stort slag mellem klatrerne, der her formentlig kan se frem til at skulle afgøre løbet mellem sig.

 

Etapen fører feltet over 170,0 km fra Calp til målet på Sierra Bernia-stigningen i byen Altea. Igen er de to byer stort set naboer, og etapen består af en stor tur ind i den kuperede indre del af regionen. Starten går imidlertid helt ude ved kysten, hvorfra man kører mod nord ad en let stigende vej. En lille nedkørsel fører mod nordvest, indtil det begynder at sige mod sydvest frem mod toppen af kategori 2-stigningen Coll de Rates (6,6 km, 5,4%), der er en helt regulær stigning med top efter 26,5 km. Efter et fladt stykke, der fører mod syd, leder en nedkørsel mod nordvest ned til bunden af kategori 2-stigningen Benimantell (4,2 km, 8,4%), hvis top passeres efter 58,0 km, og som er meget irregulær med en kilometer 2, som stiger med hele 12,7%. En kort nedkørsel fører mod vest, inden man rammer kategori 2-stigningen Confrides (7,9 km, 4,5%), der til gengæld er helt regulær uden at være stejl, og hvis top passeres efter 73,2 km. Nu venter en kort nedkørsel, der fører mod vest, hvorefter det er tid til kategori 2-stigningen Tudons (6,9 km, 5,3%), der bestiges fra nordvest, og hvis top i 1021 m højde passeres efter 86,7 hårde kilometer.

 

Herefter bliver det meget lettere. En lang nedkørsel fører mod sydøst og øst ud mod kysten, hvor det flader ud. Kort inden Benidorm drejer man mod nord, hvorefter man fortsætter igennem let kuperet terræn, som byder på en lille bakke (1,6 km, 6,1%) med top efter 129 km, inden et let faldende stykke leder mod øst ned til kystbyen Altea, hvor målet er placeret, og hvor dagens indlagte spurt kommer efter 142,9 km. I stedet for at køre op ad målbjerget kører man imidlertid en omgang på en ca. 20 km lang rundstrækning syd for byen, hvis første halvdel er let stigende og den anden halvdel er let faldende.

 

Tilbage i Altea drejer man mod nord for at køre ud af byen op ad kategori 1-stigningen Sierra Bernia. Der er tale om et sandt monster, der over 5,1 km stiger med hele 11,9% i snit. Den er lettest i bunden, men efter den første kilometer stiger det med ca. 14% det meste af vejen. Den sidste kilometer stiger med 12% med et maksimum på 20%. Stigningen følger på den nedre del en relativt lige vej, men på de sidste 2 km er der flere hårnålesving, men de sidste 500 m følger en lige vej.

 

Etapen byder på i alt 3800 højdemeter.

 

Sierra Bernia har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

Vejret

Man skulle ikke tro, at vejret kunne blive meget bedre, men det kan det. Lørdag bliver ganske fantastisk med kun ganske få skyer sidst på eftermiddagen efter en skyfri start på dagen og en temperatur på hele 18 grader. Samtidig vil det praktisk talt være vindstille med kun en svag til let vind fra syd. Det giver vind fra stort set alle retninger på den kringlede rute. På rundstrækningen omkring Altea vil der primært være sidevind, inden man får direkte medvind på ad målbjerget bortset fra sidevind på de sidste 500 m.

 

Favoritterne

Volta a la Comunitat Valenciana har gjort afslutninger på korte, stejle bakker til en specialitet, men i år tager de det til et nyt niveau. Sierra Bernia er en brutal stigning for februar måned, og det bliver kun endnu værre af, at den kommer som afslutning på en dag med hele 3800 højdemeter.

 

2. etape gav os en indikation af formniveauet, men man skal passe på med at lægge for meget i resultatet herfra. Der var tale om en kort puncheurstigning, hvor Greg van Avermaet og Matej Mohoric ikke var langt fra at vinde. Det vil de helt sikkert ikke værre lørdag, der er en dag for de rigtige bjergryttere. Nok er stigningen stadig kort, men det er ikke en stigning, man kommer op af på rent punch. Den er for kort til at være for dieselklatrerne, men man skal være en god bjergrytter for at være med over så stejle procenter på mere end 5 km.

 

Det bør blive favoritterne, der skal afgøre sagen. Ganske vist er starten hård, hvorfor vi kan vente en aggressiv start, men interessen i etapesejren er for stor til, at udbruddet har mange chancer for at holde. Særligt UAE, Movistar og det førende Mitchelton-hold kan ventes at tage ansvar, men også Bahrain, Ineos og Israel SUN kan tænkes at give en hånd med. Samtidig er sidste halvdel af løbet så let, at favoritterne er nødt til at vente til sidste stigning. De første stigninger vil alene tjene til formål at trætte rytterne.

 

Derefter skal det afgøres på Sierra Bernia, der som en sand mur er for folk med hang til stejle procenter. UAE har et ganske potent klatrehold, og man kan meget vel forestille sig, at presset vil blive lagt af dem. Movistar kan også tænkes at kontrollere, men for dem handler det primært at undgå, at situationen kommer ud af kontrol, for man må formode, at Alejandro Valverde stadig stoler på sit kick til sidst.

 

Allerede inden løbet pegede jeg som bekendt på Tadej Pogacar som favorit til denne etape. Når vidunderknægten begynder at slå Valverde i puncheurfinaler, er det klart, at den favoritrolle ikke er blevet mindre. Tværtimod må han nu være temmelig klar favorit på en stigning, der passer ham langt bedre end bakken forleden. I Vueltaen troede han ellers, at stejle stigninger ikke passede ham, men da han vandt på den endnu stejlere Los Machucos, måtte han revidere opfattelse. Højdetræningen frem mod UAE Tour har åbenlyst hjulpet, og med et mål allerede om to uger er han så velkørende, at han bliver svær at slå her.

 

Jeg var egentlig fristet til at placere Alejandro Valverde længere nede på listen end 2. pladsen. Jeg havde allerede en skidt fornemmelse af hans niveau efter Mallorca, og den blev bekræftet af, at han blev besejret i en rigtig Valverde-finale. Omvendt er Valverde altid skarp i februar, og det har to 2. pladser på tre reelle løbsdage også bekræftet. Valverde vandt på Mas de la Costa i Vueltaen, hvor han viste, at han stadig er helt eminent på korte, stejle mure som denne, og finalen passer ham næsten perfekt. Er der en mand, der skal slå Pogacar, må det stadig være Valverde, hvis enorme kendskab til sine egne evner altid giver ham en eminent timing på en stigning, hvor man meget let kan gå i rød zone for tidligt.

 

Forud for løbet havde jeg store forventninger til Jack Haig. De er kun blevet styrket af præstationen på 2. etape, der slet ikke passede antieksplosive Haig. Han er måske lidt stor til disse procenter, men efter det store niveauspring, han tog sidste efterår, har han udsigt til et stort gennembrud i år. Denne stigning passer hans dieselklatring bedre end den seneste, og derfor bør han være endnu tættere på de bedste.

 

Det er lidt svært at vurdere Dan Martin. På den ene side var 4. pladsen forleden ikke imponerende for en rytter som ham, men på den anden side var han stadig tæt på. Han er ikke så hurtig som tidligere, men er til gengæld blevet bedre på længere stigninger. Derfor burde Sierra Bernia være endnu bedre for ham, især fordi han elsker stejle procenter. Han skulle have trænet mere intenst i sæsonoptakten end tidligere, og derfor bør han være i bedre form, end han har for vane.

 

Læs også
Di Gregorio vandt våd etape

 

Wout Poels er som altid en joker. Han skuffede stort på 2. etape, men han var trods alt ikke helt væk. Lottokuponen Poels kan sagtens falde helt igennem, men når han figurerer højt på min liste, skyldes det, at han har reelle vinderchancer. Der er nemlig ikke mange, der kan matche Poels på de stejle procenter, og han vil elske denne finale. Han plejer også at køre stærkt fra start og var ambitiøs inden starten.

 

Ion Izagirre er som tidligere vinder i Baskerlandet også god på denne type stigninger. Samtidig er han altid stærk fra sæsonstart, og han kom hæderligt fra 2. etape, der var for eksplosiv for ham. Han bør stå stærkere her, men stigningen er måske også lidt for svær til, at han kan vinde.

 

Ligesom sidste år ser Tao Geoghegan Hart ud til at have passet sin vintertræning. Han klarede det fornemt i en finale, der bestemt ikke passede ham fuldstændigt, og han burde være bedre i denne afslutning. De stejle procenter kan være lidt for voldsomme for den relativt store brite, men han synes i form, og har han benene fra sidste års Tour de Pologne, burde Geoghegan Hart være endnu tættere på de bedste end tidligere.

 

Bliver stigningen for lang for Dylan Teuns? Han har stadig til gode at være med de bedste på så lang en stigning i dette stærke selskab. Til gengæld bliver han bedre og bedre i bjergene, og stigningen minder om La Planche des Belles Filles, hvor han vandt i Touren sidste år, og Balcon de Bizkaya, hvor han kun akkurat blev slået af Michael Woods i Vueltaen i 2018. Formen er god, og nu får han chancen for at vise, at han har taget næste skridt.

 

Ruben Fernandez var god forleden, men jeg tror ikke, at han kan være med helt i front på denne sværere stigning, der nok også er for lang for en ellers velkørende Gianni Moscon , der primært har forberedt sig på klassikerne. Pello Bilbao og James Knox bør begge være tæt på, men det er svært at se dem vinde. Marc Soler vil nok finde den lidt for stejl, og han kan meget hurtigt ende som hjælper for Valverde, selvom formen er fremragende. En formstærk Jan Polanc skal sikkert også hjælpe Pogacar. Endelig må man formode, at særligt Oscar Rodriguez, men også David de la Cruz , der dog også skal hjælpe Pogacar, Daniel Navarro og Mikel Bizkarra vil være længere fremme end forleden.

 

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Alejandro Valverde, Jack Haig

Outsidere: Dan Martin, Wout Poels, Ion Izagirre, Tao Geoghegan Hart, Dylan Teuns

Jokers: Marc Soler, James Knox, Pello Bilbao, Oscar Rodriguez, Gianni Moscon, Daniel Navarro, Mikel Bizkarra

 

Etoile de Besseges - 4. etape

Ruten

Da det blev meddelt, at løbet igen ville blive fem etaper langt, havde de fleste sikkert regnet med, at det betød, at lørdagsetapen med den klassiske spurt på muren i Laudun ville vende tilbage. Det er imidlertid ikke tilfældet, og i stedet har man sammensat en etape, der med ét forandrer et relativt fladt løb til en sag for folk, der for alvor kan køre opad. Løbets nye kongeetape slutter nemlig på toppen af Mont Bouquet, der med en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 8,9% over 4,7 km vil sikre, at det denne gang er klatrerne, som skal afgøre løbet mellem sig på søndagens afsluttende enkeltstart.

 

Med en distance på bare 138,7 km er den nye kongeetape en ultrakort sag, som fører feltet fra Le Pont du Gard til toppen af Mont Bouquet i nærheden af Ales, der er vært for søndagens enkeltstart. Fra starten snor man sig mod nord og vest igennem let stigende terræn frem til byen Uzes, hvorfra det går mod nord frem til kategori 2-stigningen Cote de Larnac (2,7 km, 5,0%), der undervejs byder på 3 km med stigningsprocenter på 6-7. Toppen rundes efter 32,6 km, inden man igennem relativt fladt terræn kører mod nord, vest og nord lige forbi målstigningen Mont Bouquet og op til byen Les Fumades-les-Bains, hvor dagens indlagte spurt er placeret efter 60,6 km.

 

Her tager man hul på 72,5 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges én gang. Den indledes fladt, inden man skal over en ikke-kategoriseret stigning, Tranchee de Mercoirol (6,3 km, 4,8%), der stiger med hele 8,7% over de sidste 1300 m og har top efter 83,5 km. Kort efter skal man over de to sværeste stigninger fra 3. etape, kategori 1-stigningen Col de Trelis (2,5 km, 6,0%), som stiger med 6,4-7,6% over 1500 midtvejs og har top efter 93,5 km. Kort efter gælder det den ikke-kategoriserede Col des Brousses (5,0 km, 3,8%), der kun er stejl på den sidste kilometer, som stiger med 6,9% frem mod toppen, som nås efter 110,9 km.

 

Læs også
Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

 

Rundstrækningen afsluttes med et fladt stykke, inden man med 9,3 km igen er tilbage ved udgangspunktet. Herfra kører man mod syd igennem fladt terræn tilbage til Mont Bouquet, der blev passeret tidligere på etapen. Denne gang drejer man mod øst for at køre op ad kategori 1-stigningen, der over 4,7 km stiger med hele 8,9% i gennemsnit fordelt over 6,3%, 8,9%, 11,8% og 9,5% på hver af de første 4 km og til slut 7,4% over de sidste 700 m. Stigningen går via en let bugtende vej, men på den sidste kilometer er der to hårnålesving, det sidste lige inden stregen.

 

Etapen byder på i alt 2181 højdemeter.

 

Mont Bouquet har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

Vejret

Efter nogle tørre dage venter der en våd lørdag. Der ventes at falde let regn gennem hele eftermiddagen, men temperaturen vil stadig være for februar pæne 11 grader. For tredje dag i træk vil det være næsten vindstille med bare en svag til let vind fra syd. Det giver sidemed- og medvind frem til rundstrækningen, hvor der vil være først sidemed-, så mod- og til slut sidevind. Man får modvind på stykket frem til stigningen, hvor der vil være sidemodvind stort set hele vejen op.

 

Vejret

Efter nogle tørre dage venter der en våd lørdag. Der ventes at falde let regn gennem hele eftermiddagen, men temperaturen vil stadig være for februar pæne 11 grader. For tredje dag i træk vil det være næsten vindstille med bare en svag til let vind fra syd. Det giver sidemed- og medvind frem til rundstrækningen, hvor der vil være først sidemed-, så mod- og til slut sidevind. Man får modvind på stykket frem til stigningen, hvor der vil være sidemodvind stort set hele vejen op.

 

Favoritterne

Indtil nu har man kunnet forledes til at tro, at Etoile de Besseges er, som det plejer. Lørdag finder vi ud, at det ikke er tilfældet. Det er nemlig her, at det, der engang var et sprinterløb, forvandles til et løb for rigtige etapeløbsryttere.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

 

Mont Bouquet er ikke tidligere blevet besøgt af løbet, men det synes at være en sand perle, arrangørerne har fundet. Der er tale om en brutal stigning, som hører til blandt de sværeste, det professionelle felt vil tackle så tidligt på sæsonen, og dermed tippes løbet i den grad i retning mod klatrerne. Dem er der ikke mange af i årets løb, og derfor burde antallet af vinderkandidater være begrænset.

 

Løbets dynamik er blevet ændret af, at en stribe ryttere tabte tid i sidevinden. Det betyder, at der er mange, der kan satse alene på etapen, og det betyder, at Ag2r nu må have Benoit Cosnefroy og ikke Pierre Latour som kaptajn. Det bliver interessant at se, hvordan de griber rollefordelingen an, og om Latour får lov at gå efter etapen, hvis han virker sig stærkere end sin holdkammerat.

 

Igen i morgen vil det være vindstille, og derfor bliver etapen formentlig relativt begivenhedsfattig for hovedpartens vedkommende. Et udbrud vil sikkert blive etableret efter en aggressiv start, og derefter vil FDJ tage kontrol. Alexys Brunel er uden chance, men holdet lurer formentlig på en etapesejr med Valentin Madouas og en mulig samlet sejr med Kevin Geniets. Ag2r bør også give en hånd med, og sammen bør de sikre, at favoritterne skal afgøre det på stigningen. Det er stadig en relativt kort sag, der passer mere til relativt eksplosive folk end dieselklatrere, men procenterne er rigelige til at reducere antallet af kandidater betragteligt.

 

Forud for løbet havde jeg egentlig troet, at stigningen var for svær for Benoit Cosnefroy¸ men nu tror jeg faktisk, at han kan vinde. Både her og i Marseille synes han at have mindst ét gear mere end rivalerne, og Lilian Calmejane sagde da også efter 1. etape, at han anså Ag2r-talentet som favorit. Stigningen kan meget vel være for lang og stejl, men da der ikke er tale om et Alpe d’Huez, er det inden for rækkevidde. Med den form, han har, tror jeg, at han tager sæsonens anden sejr.

 

Hans værste rival må være Valentin Madouas. De var de stærkeste i søndags og vil helt sikkert være med i front også her. Hidtil har Cosnefroy haft overhånden, men Madouas er en bedre klatrer end Ag2r-rytteren, der først og fremmest er puncheur. En stigning som denne burde passe Madouas perfekt, og da han er ude af kampen om den samlede sejr, har han lidt mere frihed end mange andre.

 

Pierre Latour faldt fra i sidevinden, men han kan sagtens være i fornuftig form alligevel. Det er klart, at han som udgangspunkt skal hjælpe Cosnefroy, men han kan formentlig også få lidt plads til at jagte en etapesejr. På papiret er han måske feltets bedste på en stigning som denne, der passer til hans eksplosive natur. Får han lov, kan han derfor rejse sig med en etapesejr.

 

Stigningen er på papiret lidt lang for Lilian Calmejane, men den er ikke uoverskuelig. Efter et svært 2019 kom han tilbage i efteråret, og det bekræftede han på 1. etape, hvor han virkede i stort angreb med angreb på angreb i finalen. Han har dog stadig til gode at vise, at han kan finde sit gamle niveau, hvilket er krævet for at vinde i dette selskab.

 

Forud for løbet lignede Diego Rosa en af de store favoritter efter den fine kørsel på Mallorca. Han styrtede imidlertid på 1. etape, og selvom han ikke har pådraget sig væsentlige skader, vil det være en hæmsko. Hvis han er på toppen igen, vil han imidlertid være god på en stigning som denne, og han har fordel af at være helt ude klassementet.

 

Kevin Geniets bliver bedre og bedre og har virket meget overbevisende indtil nu, både i sidevind og på stigninger. Han er nu FDJs bud på en samlet vinder, og har han gode ben, kan han ende med at få Madouas som hjælperytter. Han mangler stadig at være med helt i front på dette niveau, men han synes at have taget et ekstra skridt.

 

Xandro Meurisse synes ikke at være i topform, men han burde være med fremme. I hvert fald er han på papiret en af de bedste i denne slags afslutninger, også selvom han nok have foretrukket den lidt kortere. Også han har fordel af at være ude af klassementet, og han har et godt punch til at gøre det færdigt til sidst.

 

Jeg har svært ved at vurdere Nicolas Edet. Han blev sat helt af i sidevinden, men det var forventet. Han var heller ikke med de bedste i Marseille, men han er stadig på papiret en af løbets bedste klatrere. Stigningen burde passe ham, men han har til gode at vise, at han har formen.

 

Jonathan Hivert er som altid en lottokupon. Stigningen passer ham, men han virkede ikke overbevisende i Marseille. Til gengæld er det standard for ham at blive sat i sidevinden. Jeg vil også tro, at Simon Clarke og Alberto Bettiol gør det hæderligt, men stigningen er nok lidt for svær, i hvert for Bettiol. Mauro Finetto vil sikkert gøre det fint, men stigningen er en anelse for lang, og Julien Antomarchi bør med sin fine form rejse sig efter at være blevet sat i sidevinden. Georg Zimmermann og Ben O’Connor er løbets rene klatrere, men Zimmermann brændte meget krudt af i dag, og O’Connor virker helt ude af form. Derudover glæder jeg mig meget til at se Arthur Vichot, der for første gang siden sin virussygdom lignede sig selv på 1. etape, men som måske vil finde stigningen for lang i den nuværende tilstand. Og så skal det med danske øjne blive interessant at vurdere formen for Michael Valgren og Magnus Cort i en finale, hvor de ikke kan vinde, men hvor de kan gøre det hæderligt.

 

Feltet.dks vinderbud: Benoit Cosnefroy

Øvrige vinderkandidater: Valentin Madouas, Pierre Latour

Outsidere: Lilian Calmejane, Diego Rosa, Kevin Geniets, Xandro Meurisse, Nicolas Edet

Jokers: Jonathan Hivert, Simon Clakre, Mauro Finetto, Georg Zimmermann, Arhur Vichot, Alberto Bettiol

INFO
Optakter
Nyheder
Etoile de Bessèges
Nyheder Profil Startliste Resultater
Volta a la Comunitat Valenciana
Nyheder Profil Startliste Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Torsdag den 25. april 2024

Landevej
Følg enkeltstarten i Romandiet og kongeetapen i Tyrkiet
Landevej
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation
Landevej
Evenepoel tilbage på landevejen
Landevej
Topsprinter får debut efter lang skadesperiode
Landevej
Danske hold uden succes i Italien
Landevej
Ny triumf til Lidl-Trek-talent
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”
Landevej
Video i artiklenSe Lunds reaktion på ny sejr
Landevej
Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lunds anden store sejr
Landevej
Total dominans af UAE
Landevej
Video i artiklenLund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?
Landevej
Video i artiklenTobias Lund vinder for anden dag i træk
Landevej
Ayuso ser frem til enkeltstart: Perfekt på papiret
Landevej
Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut
Landevej
Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia
Landevej
Kron før 2. etape: Håber på at vise noget
Landevej
Danskerduo udtaget til spansk etapeløb
Landevej
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lund triumfere i Tyrkiet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Følg Romandiet Rundt på Feltet.dk's app
Motion
Første cykelmagasin på gaden
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewHjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre
Landevej
Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Onsdag den 24. april 2024

Landevej
Officielt: Disse hold skal køre 2024 Tour de France Femmes avec Zwift
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt
Landevej
Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads
Landevej
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet
Landevej
Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads
Landevej
Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr
Landevej
Video i artiklenDansk sprintertalent tager stor sejr
Bane
Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025
Landevej
Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere
Landevej
Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar
Landevej
Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag
Landevej
Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads
Landevej
Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg
Landevej
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024
Landevej
Soudal-QuickStep skriver med ny rytter
Landevej
Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour
Landevej
Quintana kører Giroen i en ny rolle
Landevej
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe
Landevej
Reserve leverede kæmpe overraskelse
Landevej
Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Tirsdag den 23. april 2024

Landevej
Video i artiklenSe spurten, der fik Bora-profil deklasseret
Landevej
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg
Landevej
Favorit kommenterer afgørende fejl
Landevej
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv
Landevej
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog
Landevej
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder
Landevej
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord
Landevej
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest
Udstyr og test
Video i artiklenProduktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
Udstyr og test
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde
Landevej
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt
Landevej
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak
Landevej
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Mandag den 22. april 2024

Landevej
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb
Landevej
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt
Landevej
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste
Landevej
Cykelsportens Myter: Oplev Rolf, Holm og Bastian Emil
VIS FLERE

Annonce