Løbets rolle og historie

Cykelsporten har historisk hovedsageligt været et europæisk anliggende, men særligt efter årtusindeskiftet har den langt om længe fået et langt mere globalt tilsnit. Mens mere eksotiske nationer allerede for længe siden har stykket næsen frem på ryttersiden, afvikles løbene nu også i stort set hele verden, så er Sydamerika og Afrika (samt Antarktis) er de eneste kontinenter, der ikke kan prale af et WorldTour-løb.

Mellemøsten var blandt pionererne. Nærmest uanset hvilken sport man følger, vil man opleve, at de mange oliemillioner er blevet brugt til at tiltrække store sportsbegivenheder, der har været brugt som udstillingsvindue for en større ambition om at skabe attraktive turistdestinationer. Qatar har været forrest i bevægelsen med deres nærmest endeløse evne til at få fingre i sportens største begivenheder, og også cykelsporten har vakt deres interesse. Således var de først i serien af mellemøstlige løb, da de med hjælp fra ASO stablede Tour of Qatar på benene i 2002, og siden har de såmænd også været vært for det første mellemøstlige VM i den golde ørken i 2016.

Siden har der været en sand knopskydning af mellemøstlige løb, som i en periode gjorde Mellemøsten til det mest markante cykelmekka i den for foråret så vitale februar måned. ASO var igen med på vognen, da man i 2010 stablede Tour of Oman på benene som en fætter til Tour of Qatar, og de to løb drog fordel af den fælles arrangør til at sikre sig deltagelse fra stort set de samme hold. Deres rivaler fra Giro-arrangørerne RCS ville naturligvis også være med i millionforetagenderne og etablerede Dubai Tour i 2014, inden de to år senere også skabte efterårsløbet Abu Dhabi Tour, som siden også blev flyttet til februar måned, og ligesom Tour of Qatar blev en del af WorldTouren, da den blev udvidet forud for 2017-sæsonen.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Bedst som det så ud til, at regionen kunne mønstre fire løb på fire uger, vendtes trenden imidlertid. Allerede inden den første WorldTour-udgave blev kørt, blev Tour of Qatar nærmest som lyn fra en klar himmel aflyst bare få måneder efter afviklingen af ”deres” VM. Dermed bestod serien i to sæsoner kun af løbene i Dubai, Oman og Abu Dhabi, og sidste år reduceredes den endda til bare to løb, da de to løb i Emiraterne blev slået sammen til ét WorldTour-løb under navnet UAE Tour.

Det har haft en markant effekt på evnen til at tiltrække de største stjerner. Mens UAE Tour med sin status som WorldTour-løb og en tilsyneladende endeløs formue stadig er en sand stjerneparade, er Tour of Oman i stigende grad blevet valgt fra til fordel for særligt de spanske etapeløb og Volta ao Algarve, der udgør et attraktivt alternativ på Den Iberiske Halvø. I de senere år har det således været klart, at Mellemøsten fra sin status som cykelmekka igen er blevet en mere perifer region i cykelsammenhæng.

Måske vil det nu ændre sig igen. Sidste efterår kom det nemlig frem, at ASO har slået sig sammen med Saudi-Arabien med en mission om at etablere et nyt Saudi Tour, der med det samme har fået 2.1-status i det officielle UCI-hierarki. På mange måder kan løbet ses som en direkte afløser til løbet i Qatar. Ikke blot er det altså også et ASO-arrangement, dets terræn i den flade, men forblæste saudiske ørken gør det også til et løb, der ventes særligt at have appel til sprintere og ryttere med hang til brosten og nordlige klassikere.

Også på et andet niveau er der imidlertid analogier. Tour of Qatar fik ofte kritik for landets ikke alt for overbevisende forhold til menneskerettigheder, og det samme har været tilfældet for Saudi Tour, der fra start fik kritik af menneskerettighedsorganisationer. Ifølge disse er begivenheden nemlig et nyt eksempel på såkaldt sportswashing, der er en betegnelse for lande, der bruger sportsbegivenheder til at afpudse et mindre heldigt image. Det er nemlig ingen hemmelighed, at Saudi-Arabiens udsigt til et stort fald i olieindtægter har forsøgt at skabe en mere alsidig økonomi, og i den sammenhæng er der taget mange initiativer, der skal åbne landet op for turister. Det nye Saudi Tour er præcis som Tour of Qatar en del af en sådan ambition, særligt fordi landet jo ingen cykelhistorik har overhovedet.

Trods disse betænkeligheder skal løbet nok få succes. ASOs involvering er en garanti for et solidt og velfunderet arrangement, der lever op til den standard, rytterne forventer. Samtidig er der garanti for perfekt vejr, og løbets terræn gør det perfekt som klassikerforberedelse. Lægger man dertil, at det afvikles umiddelbart inden Tour of Oman, der følges op af series største løb, UAE Tour, er det besværet værd at rejse hele vejen til Mellemøsten.

Det afspejler sig da også i deltagerlisten. Nok er den ikke så stjernespækket som hos forgængeren i Qatar, men fire WorldTour-hold og 11 ProTeams er et fornuftigt udgangspunkt for en første udgave, der trods fraværet af de allerstørste stjerner bør få nogen opmærksomhed, også selvom ruten på papiret ikke er den mest spændende. Det var den imidlertid heller ikke i Tour of Qatar, men her valfartede sprintere og klassikereksperter alligevel til med ønsket om at blive tæsket godt igennem af den kraftige ørkenvind. Forudsætningerne for noget lignende er i hvert fald til stede, og det synes sandsynligt, at Mellemøsten med etableringen af det nye løb har fået et vedvarende nyt familiemedlem, der på alle måder kan betragtes som en direkte arvtager til det hedengangne Tour of Qatar.

Ruten

Som sagt anses løbet på mange måder som en slags arvtager til Tour of Qatar. Det er også ganske oplagt, da begge både Saudi-Arabien og Qatar er relativt flade ørkenlande. Derfor lancerede arrangørerne det også som et løb, der burde tiltale sprintere og brostensspecialister med hang til sidevind, og efter at ruten er blevet præsenteret, står det også klart, at det er disse ryttertyper, der kommer til deres ret.

Der er dog også forskelle. Hvor man i Qatar skulle være kreativ for at finde bare én højdemeter, er der faktisk nogle bakker i ørkenen omkring hovedstaden Riyadh, der er vært for hele løbet. De fem etaper består af fem ture ud i det golde ørkenlandskab, hovedsageligt i den vestlige udkant af storbyen, hvor de værste stigninger findes. Derfor er forventningen, at man også skal kunne klatre lidt i det saudiske løb, selvom sidevindsevner og en god spurt stadig er de vigtigste evner.

På 1. etape er der dog ikke mange klatreudfordringer på programmet. Den består nemlig af en hovedsageligt flad tur ud i ørkenen, hvor sprinterne dog får sig en kedelig overraskelse til sidst, da etapen slutter med en puncheurfinale, hvor det over den sidste km stiger med knap 5%. Til gengæld kan de hurtige og tunge folk glæde sig over 2. etape, der er en ganske flad sag, hvor vinden kan forvandle det hele til et drama, men hvor det også kan ende i en traditionel massespurt.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Klatrerne skal slå til på 3. og 4. etape. Lettest er 3. etape, der ganske vist byder på to ture op ad den lange Qidduya-stigning undervejs, men hvor der er så langt til mål, at det snarere er de mange småbakker, hvoraf den ene er ganske stejl, i indløbet til mål, som måske kan skabe lidt udskilning inden en forventet reduceret massespurt. Den helt store mulighed for klatrerne kommer på 4. etape, hvor man igen skal to gange over Qidduya, men denne gang betydeligt tættere på mål. Etapen slutter imidlertid med 20 flade kilometer ad en lige ørkenvej, og chancerne for endnu en spurt i et reduceret felt er derfor gode. Det hele slutter på traditionel vis med en flad etape med mål i centrum af Riyadh, hvor sprinterne ventes at få det sidste ord, men hvor en indledende tur ud i ørkenen måske alligevel kan skabe det drama, der mere end noget andet kendetegnede sidevindsløbet Tour of Qatar - løbet, som det saudiske løb i stor grad har hentet sin inspiration fra.

1. etape

Naturligvis skal et løb som dette indledes med en relativt flad etape, og der er da heller ikke mange terrænmæssige udfordringer på den indledende rundtur i ørkenen vest for hovedstaden Riyadh. Alligevel får sprinterne det ikke som håbet, for arrangørerne har valgt at lægge et interessant krydderi ind. Løbet slutter nemlig med en sidste kilometer, der stiger med 4,8%, og som lægger op til et opgør mellem en blanding af puncheurs og stærke sprintere.

I alt skal der tilbagelægges 173,0 km, som fører feltet hovedkontoret for den saudiske olympiske komité i den vestlige udkant af Riyadh til ørkenbyen Jaww, der ligger vest for hovedstad. Herfra kører man mod sydvest ud i ørkenen, først via et let stigende stykke, siden en nedkørsel og dernæst endnu et let stigende stykke. I forbindelse med endnu en nedkørsel slår man en sløjfe mod vest og kører slutteligt det sidste stykke ned til forplejningen i det sydligste punkt, som nås efter 99 km.

Efter frokosten går det igennem stort set helt fladt terræn mod vest frem til dagens indlagte spurt, som kommer efter 126,5 km. Herfra kører man mod nordøst igennem den flade ørken frem til dagens bonusspurt, som er placeret efter 158,5 km. Slutteligt går det mod nord ad en let kuperet vej frem mod Jaww, hvor det falder ned mod den sidste kilometer, som stiger med 4,8% i snit. Finalen er teknisk med et skarpt sving i bunden af bakken, som har et hårnålesving halvvejs oppe.

Etapen byder på i alt 1296 højdemeter.

Ørkenen i Saudi-Arabien er betydeligt mere kuperet end i Qatar, men det er stadig vinden og ikke højdemeterne, der skal gøre forskellen. Hvis det blæser, kan det blive et blodbad, men ellers ligner det en kontrolleret dag, hvor der dog venter en grim overraskelse i finalen. De holdbare sprintere kan sagtens køre en spurt som denne, men lettere puncheurtyper vil også lure på deres chance.

Jaww har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

2. etape

Hvis sprinterne syntes, at finalen på 1. etape var en anelse for hård, kan de glæde sig til 2. etape. Her stiger opløbet ganske vist også let, men slet ikke noget, der kan genere de hurtige. I det hele taget er der ikke mange højdemeter på den anden tur gennem ørkenen, hvor kun vinden kan forhindre en massespurt.

Med sine 187,0 km er der tale om en lang etape, der fører feltet fra Sadus Castle til et mål på Riyadh Turky Road i den nordvestlige udkant af forstaden. Slottet, hvorfor starten går, ligger lidt nordvest for byen, men man lægger ud med at køre den ”forkerte” vej, når man igennem relativt fladt terræn kører mod nord op til en rundstrækning, der indledes i byen Huarymila, som nås efter 18,0 km. Her kører man en hel omgang i det relativt flade terræn nord for byen, hvor der er nogle enkelte mindre bakker samt indlagte spurter efter hhv. 59,0 og 75,5 km.

Efter rundstrækningen kører man mod øst op ad en lille bakke til den tredje spurt, der er placeret efter 108,0 km, inden man sætter kursen mod syd ned mod Sadus Castle, som nås igen efter 124,0 km. Herfra går det ad en let faldende vej mod sydøst ind mod Riyadh. I byens udkant kommer dagens bonusspurt efter 171,5 km, inden man kører det sidste stykke mod sydøst ind til mål. Her venter en teknisk sektion med et par sving i rap, men efter det sidste sving er der blot en enkelt rundkørsel, som skal passeres inden stregen. Den sidste kilometer stiger let med 1,8% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 948 højdemeter.

Denne gang er der ingen tvivl. Feltet byder på mange sprintere, og der er derfor garanti for, at etapen vil blive kontrolleret med henblik på en spurtafgørelse. Det eneste, der kan true det, er sidevind, men hvis ørkenvinden blæser, kan det ligesom i Tour of Qatar blive en højdramatisk etape.

Riyadh har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg

3. etape

Efter et par relativt flade etaper skal der endelig klatres lidt på den korte, intense 3. etape. Her byder turen gennem ørkenen nemlig på to passager af en længere stigning og nogle småbakker på turen ind mod målet i Al Bujairi. De sidste mere end 10 km er dog flade, og da de lange bakker ligger langt fra mål, bliver det svært at undgår endnu en spurtafgørelse, selvom det denne gang kan være for de mere hårdføre folk.

I alt skal der tilbagelægges bare 122,0 km, som fører feltet fra King Saud University til Al Bujairi. De to lokation er placeret med bare få meters afstanden i den vestlige udkant af Riyadh, og derfor består etapen af en tur ud i ørkenen og tilbage igen. Fra start slår man en lille krølle inde i Riyadh, inden man ad en relativt flad vej kører mod sydvest ud i ørkenen. Her følger man en lang, let stigende vej mod syd og sydvest ud til en rundstrækning, der ligger i et øde område af ørkenen.

Rundstrækningen er præcis 20,0 km lang og skal køres to gange. Den er helt enkel, da man følger den lige ørkenvej ud til et vendepunkt, hvorefter man kører tilbage til udgangspunktet. Fra start venter en stejle nedkørsel, inden det går fladt ud til vendepunktet og tilbage igen. Til slut skal man op ad nedkørslen fra den anden side, hvilket giver en 3,5 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,6. På toppen er der begge gange en indlagte spurt efter hhv. 51,5 og 71,5 km.

Efter de to omgange på rundstrækning kører man tilbage mod Riyadh ad samme vej som tidligere, der fører mod nordøst og nord. Det er let faldende, men inden man drejer mod nord, slår man denne gang et lille smut mod øst for at køre op ad en bakke (1,25 km, 5,95%), på hvis top den tredje spurt kommer efter 92,5 km. Herfra går det mod nord, men igen slår man et smut mod øst for at passere en bakke, der denne gang stiger med hele 12,45% over 500 m. På toppen kommer dagens bonusspurt efter 106,5 km, hvorefter de sidste 15,5 km består af en let kuperet vej, der fører mod nord og nordøst op til Al Bujairi. Her er de sidste 5 km stort set helt flade, idet den sidste kilometer dog stiger let med 1,8%. Finalen byder på tre skarpe sving, men det sidste kommer mere end en kilometer fra stregen.

Etapen byder på i alt 1475 højdemeter.

Den lange stigning er ganske pæn, men den kommer også meget langt fra mål. Det er ganske sandsynligt, at nogle hold vil lægge pres på, hvorefter der kan blive en ganske aggressiv finale, hvor særligt muren op til bonusspurten kan bruges til angreb. I sidste ende bør det dog ende i en reduceret massespurt, hvis ikke vinden kommer i spil.

Al Bujairi har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

4. etape

Efter at klatrebenene blev testet på 3. etape er det tid til kongeetapen, hvor klatrerne skal slå til, hvis de vil forhindre en sejr til en sprinter eller puncheur. Denne gang skal de nemlig over den lange stigning fra 3. etape to gange i finalen, men desværre for bjerggederne følger der efter sidste passage endnu 24 meget lette kilometer. Det er her forsøget skal gøres, men de holdbare sprintere lurer helt sikkert på muligheden for en reduceret massespurt.

Med en distance på bare 137,0 km er det endnu en kort etape, som fører feltet fra Wadi Namar Park til Al Muzahimiyah King Saud University. Startområdet ligger i den sydvestlige udkant af Riyad, hvorfra man kører mod sydvest ud i ørkenen ad en let stigende vej. Efter en nedkørsel og et fladt stykke, når mann ned til en ganske lille rundstrækning, hvor man kører en omgang for at passere en lille bakke (1,3 km, 7,85%), der leder op til den første spurt, som kommer efter 33,0 km. Herefter går det igennem den flade ørken mod vest og siden sydvest forbi den anden spurt, der kommer efter 44,0 km. Her venter en lille bakke, inden en flad ørkenvej fører mod vest forbi den tredje spurt, som er placeret efter 64,5 km. Kort efter drejer man mod nord for at passere en lille nedkørsel, inden det går i fladt terræn mod frem til dagens vigtige rundstrækning.

Det er den samme 20,0 km lange rundstrækning som på den foregående etape. Den består af en tur frem og tilbage ad en ørkenvej afbrudt af U-vendinger i begge ender. Der skal køres to omgange, hvor man lægger ud med at køre op ad Qidduya-stigningen (3,5 km, 6,6%), på hvis top der første gang er en fjerde og sidste spurt efter 93,0 km og anden gang dagens bonusspurt efter 113,0 km. Efter et fladt stykke og en U-vending kører man ned ad bakken igen. Efter anden omgang kører man ad en lige og flad vej mod sydvest ind til målet, hvor de sidste 5 km er helt flade. Finalen er teknisk helt ukompliceret, da det sidste sving kommer med adskillige kilometer igen.

Etapen byder på i alt 1266 højdemeter.

Der er egentlig tale om en ganske pæn stigning, som i de rette vindbetingelser kan gøre ganske stor skade. Fra toppen er der imidlertid 24 lette kilometer, og selvom der utvivlsomt bil blive gået til stålet fra klatrerne er chancerne for samling til en reduceret massespurt godt. For at have en chance skal man imidlertid klatre godt - og hvis vinden blæser kan det naturligvis blive helt anderledes dramatisk.

Al Muzahimiyah King Saud University har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

5. etape

De fleste nationale etapeløb slutter med en flad etape med mål i hovedstaden, og det gør sig også gældende for det nye løb i Saudi-Arabien, der har en ganske traditionel afslutningsetape, hvor man for første gang bevæger sig helt ind i hjertet af Riyadh. Her er der lagt op til en afsluttende massespurt, men da man forinden skal en tur i ørkenen, kan sidevind også på sidste dag vende op og ned på det hele.

Etapen er med sine 144,0 km endnu en relativt kort sag, som fører feltet fra Princess Nourah University til målet ved Al Masmak i hjertet af Riyadh. Startområdet ligger i den nordlige udkant af byen, og etapen består af en tur ud i ørkenen nord for byen. Fra start kører man igennem helt fladt terræn mod nordøst ud gennem forstæderne, inden man kører mod nordvest ad en flad ørkenvej op til etapens nordligste punkt. Her foretager man en U-vending, inden man kører mod sydøst ned til den første indlagte spurt, som er placeret efter 46,0 km.

Efter spurten sætter man kursen mod sydvest for atter at følge en flad ørkenvej, inden man kort inden forplejningen drejer mod syd og senere sydøst. Kort efter forlader man hovedvejen for at slå en sløjfe mod vest ad en helt anderledes snoet vej, der også er stort set flad. Ad den kører man mod sydøst og nordøst tilbage til hovedvejen, der nås i udkanten af Riyadh. Slutteligt går det mod sydøst ad en helt flad og lige vej ind til mål, hvor der dog venter en kringlet afslutning, efter at man har passeret dagens bonusspurt efter 131,5 km. Med ca. 2 km igen foretager man en U-vending og kører tilbage til et skarpt højresving, der leder ind på den knap en kilometer lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 488 højdemeter.

Etapen er den klart letteste i løbet, og det ser derfor ud til, at det ligner en let og kontrolleret dag for sprinterne. Igen er jokeren vinden, der kan skabe ravage, men da meget af etapen foregår i Riyadh, skal det formentlig blæse relativt kraftigt. Alligevel kan det blive en højspændt affære, hvis bonussekunder i den sidste bonusspurt og på stregen stadig kan vende op og ned på det hele.

Al Masmak i Riyadh har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Quintana kører Giroen i en ny rolle

Favoritterne

Et nyt løb betyder altid stor usikkerhed om, hvad vi skal forvente, og det gør i særlig grad gældende for dette løb, der på alle måder har en uforudsigelig rute. Da løbet blev lanceret, præsenterede man det som en slags nyt Tour of Qatar, men ligheden er ikke total. Ganske vist ser sidevind i ørkenen ud til at blive et dominerende tema også i Saudi-Arabien, som det altid var det i Qatar, men hvor antallet af højdemeter i Qatars ørken stort set kunne tælles på én hånd, er der faktisk nogle pæne bakker i den saudiske ørken. Alligevel er det ikke et løb som Tour of Oman eller UAE Tour, der har været for bjergryttere.

I stedet er det måske mest nærliggende at sammenligne det med det nu hedengangne Dubai Tour. Det endte ligesom løbet i Qatar altid som et knivskarpt opgør om bonussekunder, men også den eksplosive finale på Hatta Dam betød, at man skulle kunne klatre hæderligt. I dette løb er klatreudfordringerne dog væsentligt større end i Dubai, men til gengæld mangler vi en afslutning med en vanskelighedsgrad som Hatta Dam.

Netop det forhold, at finalerne er så lette, betyder formentlig, at det også i Saudi-Arabien bliver en kamp om bonussekunder. Det betyder også, at det som udgangspunkt er et løb for hurtige folk, men ikke for en hvilken som helst én af slagsen. Med bonussekunder på 10-6-4 på målstregen og 3-2-1 i den indlagte bonusspurt, der ofte ligger i finalen og næsten hver gang på toppen af en bakke, kommer man næppe langt uden at besidde en god spurt. Udgangspunktet er, at man skal være hurtig på flad vej, da fire af de fem etaper slutter fladt, men en puncheurtype er ikke helt uden chance. Således er 1. etape en chance for den ryttertype, og kan de samtidig slå til i bonusspurterne på særligt 3. og 4. etape, hvor bonusspurterne kommer på toppen af svære bakker, er det ikke helt umuligt, at de kan tage kampen op mod sprinterne.

Det er imidlertid ikke nok at være hurtig. Derudover skal man besidde to egenskaber. For det første skal man kunne håndtere sidevinden i ørkenen. I skrivende stund ser det ud til, at alle fem dage vil blive ganske blæsende, og særligt 3. og 5. etape vil byde på voldsom vind. Vindretningen ser særligt ud til at være farlig på 1. og 3. etape, men kan også komme i spil på 5. etape. Til gengæld slutter 2. etape med et alenlangt modvindsstykke og 4. etape med skiftevis med- og modvind, og det ser derfor ud til, at det særligt er tirsdag og torsdag, der kan blive farlige. Med den givne vejrudsigt vil det dog være overraskende, hvis ikke vinden kommer i spil mindst én gang.

Den anden forudsætning er hæderlige klatreevner. Én ting er, at man gerne må være lidt let for at kunne være med i kampen om sejren på 1. etapen, men vigtigst er det, at man komme med feltet hjem på bakkerne på 3. og 4. etape. Særligt 4. etapes lange stigning kan gøre en vis skade, hvis der lægges pres på, især fordi der ser ud til at være direkte medvind begge gange op ad bakken. De tunge folk burde derfor ikke have mange chancer, og det vil kun være de hårdføre sprintere, der kan komme i spil.

Det store spørgsmål er, om det bliver for hårdt for alle sprinterne, og om en lille gruppe klatrere faktisk kan køre væk på 4. etape. Det må antages som tvivlsomt. UAE udtaget det mærkeligste hold til et løb som dette - man undrer sig bare over, at de ikke også har taget Aru, Pogacar og Ardila med - og man må formode, at de sprinterløse arabere vil gøre alt for at rive løbet i stumper og stykker med Rui Costa og Valerio Conti. Stigningen er imidlertid ikke noget Mont Ventoux, og da der samtidig vil være direkte modvind hele vejen fra toppen af stigningen hjem til mål, burde det ende i en eller anden form for spurt, både på 3. og 4. etape, der er ganske hårde. Spørgsmålet er bare, hvilke sprintere der vil kunne overleve.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Konklusionen er altså klar: løbet vil formentlig blive vundet af en sprintertype, der kan klatre og køre i sidevind. Puncheurs har en chance, særligt i kraft af bonusspurter og 1. etape, og hvis alt flasker sig, kan en klatrer med en hæderlig spurt måske sikre sig sejren ved at køre hjem på 4. etape, selvom det er stærkt usandsynligt.

Går man startlisten igennem, vil man hurtigt se, at løbet meget vel kan være et af de mest åbne etapeløb på hele sæsonen. Der mangler både en klar supersprinter, der med sikkerhed er løbets hurtigste, og sprinterhierarkiet er uhyre jævnbyrdigt. Samtidig er der ingen sprintere, der med sikkerhed kan sige, at de kan klare bakkerne, og selv hvis de gør, vil de mest holdbare måske have svært ved at få del i bonussekunderne på de lettere etaper. Endelig krydres det hele med, at det for de fleste er sæsondebut, og derfor er formniveauet helt ukendt for hovedparten af feltet.

Efter at have skiftet holdning adskillige gang er jeg endt med at pege på Niccolo Bonifazio som min favorit. Efter nogle svære år kom den lille italiener tilbage på sporet mod slutningen af 2019, hvor han kørte nogle fornemme Tour-spurter og vandt to belgiske endagsløb, inden hans form igen forsvandt som dug for solen. Desværre er der skræmmende stor forskel på hans top- og bundniveau, og derfor kan vi sagtens opleve, at han slet ikke er konkurrencedygtig overhovedet. Han har imidlertid for vane at starte stærkt, som han gjorde i 2019, hvor han lagde ud med at vinde tre etaper og tage den samlede sejr i Tropicale Amissa Bongo, og han holdt et højt niveau frem til Paris-Nice, hvorefter han ramte sit første formdyk.

Er han igen i form, er det ikke et ringe løb for ham. Han er slet ikke god i sidevinden, men et hold, der tæller Damien Gaudin, Dries van Gestel, Adrien Petit og Niki Terpstra er måske det allerbedste i netop de betingelser. Kan de beskytte deres lille italiener, burde han også have en hæderlig chance for at klare bakkerne, selvom han ikke er den mest klatrestærke. I form klatrer han imidlertid godt som sejren i Lugano og hans fine 5. plads i Sanremo bevidner.

På papiret er han en af de klart hurtigste sprintere, og hans tog med særligt Petit og nytilkomne Geoffrey Soupe ligner et af de stærkeste. Bakker og sidevind er en udfordring, men en forhåbentlig formstærk Bonifazio bakket op af et stærkt hold må være mit bud på en samlet vinder. Skulle løbet blive for svært for Bonifazio, kan Adrien Petit blive en plan B, men han får endnu sværere ved at klare bakkerne. Niki Terpstra er naturligvis formentlig brølstærk, men han må antages at være for langsom til at have mange chancer for at vinde her.

Jeg har også god fidus til Baptiste Planckaert. Den klatrestærke belgier er den eneste sprinter, jeg føler mig sikker på vil klare bakkerne. Ikke blot er han en glimrende klatrer, han plejer også at køre stærkt fra start. Puncheurfinalen på 1. etapen passer ham også, men til gengæld får han formentlig svært ved at få bonussekunder på de lettere etaper, hvor alle sprinterne er til stede, og hvor han formentlig skal køre for Boris Vallee. Hertil mangler han ganske enkelt fart på flad vej. Til gengæld er han stærk i sidevinden, og hvis løbet bliver meget hård i vinden og på bakkerne, ligner Planckaert en af de hurtigste, der vil kunne sidde med hver dag. Det gør ham til en god kandidat. Vallee har formentlig farten til at gøre det godt i massespurterne, men han er formentlig for tung til at være med hver dag, ligesom han næppe kan ventes ligefrem at vinde de flade etaper.

En anden rytter, der ligner en af de allerhurtigste, er Timothy Dupont. Belgieren vinder stadig ikke så meget som i sine bedste år, men han var skræmmende stabil i anden halvdel af 2019. I dette felt ligner han på papiret en af de hurtigste, og hans gode positionering gør ham til en af favoritterne til massespurterne. Sidevinden burde han også klare hæderligt, selvom Circus-mandskabet ikke er det stærkeste. Til gengæld er han ikke verdens bedste klatrer, og selvom en formstærk Dupont ikke er den tungeste, er der en vis risiko for, at 4. etape bliver for voldsom, ikke mindst i sæsondebuten. Det er i hvert fald min frygt, men klarer han 4. etape, ligner han et fremragende vinderbud.

NTT har et af de mest spændende hold med to fremragende kandidater i Reinardt van Rensburg og Carlos Barbero . Ingen af dem er hurtige nok til for alvor at blive farlige på de lette dage, men til gengæld er de begge så klatrestærke, at de burde kunne klare bakkerne på både 3. og 4. etape. Samtidig er de begge specialister i stigende spurter, hvilket gør 1. etape til en oplagt chance for dem, særligt for Barberi, der er en sand ekspert i sådanne afslutninger. Omvendt er Van Rensburg formentlig en anelse hurtigere på flad vej, og derfor skal de tænke sig grundigt om, når de fordeler opgaverne og jagten på bonussekunder. Sidevinden kan blive en udfordring for et hold, der derudover består af klatretyper, men overlever de den, og bliver løbet for hårdt for de hurtigere folk, er sejren realistisk. Spørgsmålet er dernæst, hvem de kører for. Min fornemmelse siger mig, at det bliver Van Rensburg, men lægger Barbero stærkt fra land på 1. etape, kan rollerne blive byttet rundt. Skulle en lille gruppe køre væk på 4. etape, kunne hurtige Enrico Gasparotto blive en plan C, men det er kun i nødstilfælde.

En uforudsigelig størrelse er naturligvis Nacer Bouhanni. Franskmanden fik mildt sagt ikke nogen god debut i sin første spurt på Mallorca, men det var også så kringlet en finale, at det var svært at sige, hvordan han vitterligt var kørende. Han har ikke vundet et cykelløb i mere end et år, og derfor er det svært at være meget optimistisk. Samtidig er Bouhanni en meget svingende type, der meget let kan finde både sidevind og bakker for voldsomt. Omvendt er en formstærk Bouhanni i stand til at overraske med sin holdbarhed både i vind og på bakker. Han plejer at være god fra start, og skiftet til Arkea har næppe givet ham mindre motivation til vintertræningen. Hvis han vitterligt kan nærme sig sit gamle niveau, er han løbets hurtigste og dermed en oplagt favorit. Det har han bare til gode at bevise. Skulle løbet blive for hårdt, kan Laurent Pichon måske spurte på de svære dage, men han er ikke en reel vinderkandidat.

Læs også

Soudal-QuickStep skriver med ny rytter

Jeg er også nødt til at nævne Phil Bauhaus . Ser man på ren topfart, er han formentlig feltets hurtigste, men til gengæld siger logikken også, at bakkerne er for voldsomme. Omvendt chokerede han flere gange med sin holdbarhed i 2019, særligt i Catalonien. Derfor udelukker jeg ikke helt, at han faktisk kan overleve udfordringerne, og også i sidevinden burde han med hjælp fra et stærkt hold stå godt. Et problem er det dog, at han formentlig skal fordele opgaverne med Mark Cavendish , der formentlig vil kunne gøre krav på hovedparten af chancerne på de lette dage, og det kan koste for mange bonussekunder. Cavendish er naturligvis også i teorien en kandidat, men på baggrund af hans præstationer i de seneste sæsoner, virker det helt urealistisk at tro, at han klarer bakkerne. Bliver det for vanskeligt for begge de tunge folk, har holdet en solid plan B i Grega Bole , der helt sikkert klarer bakkerne, men han har kun en chance, hvis løbet bliver meget hårdt. I samme situation kan holdet også satse på Heinrich Haussler , der elsker disse ørkenløb, men som ikke har spurtet meget i de senere år. Endelig har holdet en puncheur som Jan Tratnik, der i teorien kunne gå efter bonusspurterne og 1. etape, men han må formodes at være ren hjælper.

Et andet wildcard er Jens Debusschere . Belgierens sæson hos Katusha var mildt sagt en katastrofe, og til slut kunne han hverken klatre eller spurte. Selv mener han imidlertid, at han er kommet tilbage på sporet, og han har slået en optimistisk tone an forud for skiftet til B&B. Sidste år lagde han faktisk stærkt fra land med en god præstation i Cadel Evans Great Ocean Road Race, og det viser, at en formstærk Debusschere sagtens kan klare disse bakker. Sidevind kan han også finde ud af, men til gengæld har han meget at bevise både som sprinter og som klatrer efter et år, hvor intet fungerede. Han bakkes op af nogle stærke folk i Bert De Backer og Frederik Backaert, og dermed er betingelserne der, hvis han vitterligt er sig selv igen.

En anden helt uforudsigelig størrelse er Yevgeniy Gidich , der startede så stærkt hos Astana, men igennem det meste af 2020 knap kunne overleve en motorvejsbro. Der var i hvert fald langt til den rytter, der chokerede hele verden ved som sprinter at blive samlet nr. 3 i et meget bjergrigt Kroatien Rundt i 2019. Heldigvis kom han tilbage på sporet netop i Kroatien i oktober, hvor han vandt en massespurt og igen klatrede hæderligt. Han mangler fart på flad vej til at vinde i dette felt, men 1. etape passer ham, og bliver det for hårdt for sprinterne, står han slet ikke ringe - i hvert fald hvis han klarer sidevinden, der ligner en stor trussel for et svagt Astana-hold.

Egentlig burde Justin Jules stå højt på listen. Franskmanden er en meget klatrestærk type, der tillige vil elske finalen på 1. etape. Desværre viste han overraskende dårlig form i Tropicale Amissa Bongo, hvor han hverken klatrede eller spurtede godt. Var det udtryk for dårlige ben, eller var han tilfreds med at arbejde for Riccardo Minali og Biniyam Ghirmay? Da han også er sårbar i sidevinden, er det på baggrund af præstationen i Afrika svær at være meget optimistisk, men en Jules i form vil være en seriøs vinderkandidat. Holdet har også halvhurtige Julien Trarieux, men han mangler fart til at være meget farlig.

Meget af det samme kan siges om Youcef Reguigui. Algieren er også en glimrende klatrer, der kan komme i spil, hvis løbet bliver for hårdt for de rigtige sprintere. Han viste igen fin form ved at vinde en etape i Troicale Amissa Bongo, men her blev det også tydeligt, at han ikke slår sprinterne i de flade finaler. Ligesom Gidich skal han primært slå til på 1. og 4. etape, men på et meget svagt Terengganu-mandskab ligner det en meget svær opgave at klare sig i sidevinden.

Riwal gør debut med en ganske spændende trup, hvis bedste bud ligner August Jensen. Hollænderen gik helt i stå i Israel, men i gamle dage ville han have elsket et løb som dette, hvor han kunne slå til på 1. etape og derefter vinde, hvis de rigtige sprinter faldt fra på bakkerne. Han var dog langt fra fordums styrke i de seneste sæsoner, og han mangler måske også den sidste fart for at blive meget farlig. På de lette etaper vil holdet køre for talentfulde Arvid de Kleijn, men han vil få svært ved at klare bakkerne. Endelig har holdet nogle stærke puncheurtyper i Nick van der Lijke og Piotr Havik, men de er for langsomme på flad vej til at have en chance.

Caja Rural har en spændende outsider i Orluis Aular. Den venezuelanske sprinter vandt et hav af cykelløb i eksotiske egen af verden i 2019, og da han er en hurtig fyr med gode klatreben, vil han ikke stå ringe, hvis det bliver for hårdt for sprinterne. Hans problem er nok først og fremmest sidevinden, for det virker helt urealistisk at tro, at den ikke giver problemer for ham før eller siden. Samtidig skal han formentlig køre de rene spurter for Matteo Malucelli, der må antages for tung til at være en store trussel i klassementet, selvom han er lynhurtig på flad vej.’

UAE skal naturligvis også nævnes. Som omtalt har de et meget særpræget hold uden sprinter, og deres mål må være at gøre det knaldhårdt og jagte bonussekunder i bonusspurterne på bakkerne. Her har de et par solide og hurtige folk i Rui Costa, Marco Marcato og i mindre omfang Valerio Conti, men de kan næppe sikre sig bonus nok til at være med helt fremme i klassementet.

Gazprom-Rusvelo stiller med brødrene Imerio Cima og Damiano Cima . Begge er solide sprintere med sejre i Asien, og Damiano tog endda en Giro-etapesejr fra et udbrud i 2019. Desværre har de aldrig begået sig i massespurter i Europa, og da de begge er meget tunge og formentlig meget sårbare i sidevinden på et svagt hold, virker det ikke realistisk at tro på et resultat.

På de øvrige hold har vi en række sprintere i Matti Gibson, Lucas Carstensen, Charles Page, Ty Magner og Pier-André Cote, men det er svært at se dem sidde med hjem hver eneste dag.

OPDATERING: Bahrain har meldt ud, at de kører klassement for Jan Tratnik, der passer godt til 1. etape og de indlagte spurter, men bør mangle hurtighed på flad vej. De har samtidig gjort det klart, at de kører massespurter for Mark Cavendish, og det gør det reelt umuligt for Phil Bauhaus at vinde løbet.

***** Niccolo Bonifazio

**** Baptiste Planckaert, Timothy Dupont

*** Reinardt van Rensburg, Carlos Barbero, Nacer Bouhanni, Jens Debusschere,Yevgeniy Gidich

** Justin Jules, Jan Tratnik, Youcef Reguigui, Grega Bole, August Jensen, Mark Cavendish, Arvid de Kleijn, Orluis Aular

* Phil Bauhaus, Matteo Malucelli, Boris Vallee, Adrien Petit, Enrico Gasparotto, Rui Costa, Marco Marcato, Damiano Cima, Imerio Cima, Ty Magner

Danskerne

Riwal gør sæsondebut, men kun med én dansker. Andreas Kron er til start og må i dette løb ventes især at skulle støtte Arvid de Kleijn og August Jensen.