Optakt: Il Lombardia
09. oktober 2021 14:18Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Enden på cykelsæsonen er nær, men en af sportens allerstørste klassikere mangler stadig at finde årets vinder. Som et af cykelsportens fem monumenter er Il Lombardia helt oppe i hierarkiet i kraft af en glorværdig historie, og løbet markerer traditionelt afslutningen på året i cykelmæssig forstand. En meget bjergrig rute gør det til det vanskeligste af de fem monumenter, og efter at en kalenderændring for et par år siden bidrog til at genskabe løbets storhed, har det igen i år tiltrukket et uhørt stærkt felt for et løb i oktober, hvor et usædvanligt antal klatrere har holdt formen og motivationen gående hele vejen til afslutningen.

Annonce

SE IL LOMBARDIA PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Løbets rolle og historie

På denne tid af året er det altid en stor udfordring for rytterne at bevare motivationen, og mange af de største navne ser med længsel frem mod en vinterpause efter en lang og svær sæson. Der er imidlertid altid ét stort incitament til at fortsætte helt til den bitre ende: chancen for at skrive en sejr i Il Lombardia på generaliebladet.

 

Det italienske løb udgør sammen med Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Liege-Bastogne-Liege cykelsportens fem monumenter - de fem mest prestigiøse endagsløb - og derfor er en sejr i den italienske klassiker et resultat, der kan definere en hel karriere. Modsat de øvrige monumenter, der alle er forårsløb, afvikles Il Lombardia i efteråret. Det er sandsynligvis hovedårsagen til det faktum, at det af mange regnes som det mindst prestigefulde af de fem store løb, da det afvikles på en tid, hvor færre ryttere er i topform, og hvor den offentlige interesse i cykelsporten allerede er faldet kraftigt.

Formidable Fuglsang sætter al modstand til vægs og vinder Lombardiet Rundt!

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

 

Selvom løbet måske ikke er helt så eftertragtet som de øvrige monumenter, er det det af de fem, der for alvor får klatrerne til at drømme. Sammen med Liege-Bastogne-Liege er det det eneste monument, som klatrere og etapeløbsryttere kan gå efter, og med længere stigninger, end man finde i Liege, passer det bedre til de virkelige bjerggeder end den belgiske klassiker. Det afspejles i vinderlisten, der er spækfyldt med ardennerspecialister og fremragende klatrere.

 

Mens løbene i Sanremo, Roubaix og Liege alle som følge af deres navne og historie er tvunget til at følge relativt ensartede ruter, har Il Lombardia en langt mere skiftede natur. Som Flandern Rundt er det et løb igennem en hel region, og det skaber masser af muligheder for at variere ruterne. Start-, målbyerne og de mellemliggende udfordringer er alle skiftet voldsomt gennem årene, og løbet har aldrig haft antydningen af et fast format. Det eneste virkelige symbol på løbet er Como-søen og den nærliggende Madonna del Ghisallo-stigning. Den stejle opkørsel fører op til en lille kirke med tilhørende museum, der byder på både religiøse og cykelrelaterede objekter, og er en af cykelsportens mest berømte stigninger. Selvom den typisk kommer for langt fra mål til at være rammen om de afgørende angreb, er passagen forbi kirken altid et nøglepunkt i enhver udgave af Il Lombardia.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1905, hvor det var kendt som Milano-Milano, inden det to år senere fik navnet Giro di Lombardia. Siden da er det kun blevet aflyst i 1943 og 1944. Indtil 1960 både startede og sluttede det i Milano, men i 1961 flyttede man målet nærmere stigningerne ved Como. Derefter fungerede Milano, Monza, Bergamo og Como alle som målbyer, indtil man flyttede til Lecco mellem 2011 og 2013, hvorefter man igen har vekslet mellem Bergamo og Como. Løbet er oftest startet i Milano, men der har været mange undtagelser. I 2012 og 2013 tog man udgangspunkt i Bergamo, mens Como havde en helt atypisk rolle som startby i 2014 og 2016. Efter tre år med identiske finaler og to år med næsten identiske ruter gav man igen løbet et helt nyt design i 2014, hvor man havde en nærmest uhørt nem udgave. I 2015 gik man den modsatte vej og sammensatte den hårdeste rute i adskillige år, og den trend fortsattes i 2016, hvor ruten nærmest havde karakter af en bjergetape i en grand tour, selvom man kørte den ”lette” vej fra Como til Bergamo, som i de seneste år har skiftedes til at være start- og målbyer. I 2017 genbrugte man ruten fra 2015, hvilket man stort set også gjorde i 2018, 2019 og 2020, men i år vender man igen løbet rundt og kører fra Como til Bergamo.

Annonce

 

Løbet er naturligvis blevet vundet af de fleste af cykelsportens giganter, og det er en af disse, Fausto Coppi, der med fem sejre har rekorden. Lidt overraskende har Eddy Merckx ”kun” sejret to gange, og Sean Kelly og Henri Pelissier er de eneste udlændinge med tre sejre på generaliebladet. I de senere år er løbet blevet domineret af Damiano Cunego, Michele Bartoli, Paolo Bettini, Philippe Gilbert, Joaquim Rodriguez og Vincenzo Nibali, der alle har sejret mindst to gange, og Cunego topper med sine tre triumfer listen over dette årtusindes bedste ryttere i det italienske monument.

 

Grundet placeringen i efteråret går løbet under navnet ”De Faldende Blades Løb” og er kronjuvelen i den stribe af italienske efterårsklassikere, der afvikles i september og oktober. I løbet af bare en måned afvikles ikke færre end 112store løb i støvlelandet, og alle de forudgående kan til en vis grad betragtes som en slags forberedelse til den store finale. Grundet den ekstremt hårde rute og den store grad af træthed på denne tid af året kendetegnes Il Lombardia ofte af et stort antal udgåede ryttere og giver relativt ofte uventede udfald. På denne tid af året er det nemlig friskhed, der er vigtigere end noget andet.

 

Indtil 2012 var løbet det sidste store europæiske løb i sæsonen, og mange ryttere fandt det svært at holde formen gående fra VM og frem til Il Lombardia. I et forsøg på at genskabe løbets storhed, tiltrække flere topnavne samt skabe større synergi med VM omstrukturerede UCI kalenderen ved at flytte den italienske klassiker til weekenden lige efter VM og udsatte i stedet Paris-Tours til Il Lombardias hidtidige weekend. Det kortere tidsspænd skulle sikre, at flere ryttere stadig var friske, og derved bidrage til at genskabe den faldende prestige. Nu var det ikke længere den reelle sæsonafslutning, men startlisten fik et stort boost af beslutningen. I de seneste år har stort set alle de klatrere, der har kørt VM, udskudt deres ferie, indtil Il Lombardia er kørt. Synergien blev gjort betydeligt større af, at man i 2012, 2013 og 2014 også havde ganske kuperede VM-løb, og derfor var der mange klatrere på startstregen i kampen om regnbuetrøjen. Indtil 2012 blev løbet afviklet om lørdagen, men mellem 2013 og 2015 blev det som Milano-Sanremo afviklet søndag. Fra 2015 er de to italienske monumenter imidlertid igen de eneste helt store endagsløb, der afvikles lørdag.

 

Efter at det sene VM i Qatar vendte kalenderen helt på hovedet i 2016, gik man i 2017 tilbage til den gamle model med Giro dell’Emilia i weekenden efter VM og Il Lombardia to uger efter den globale kappestrid. Den model er blevet gentaget siden da, og nu har UCI faktisk valgt et format, hvor de to store efterårsklassikere i Italien og Frankrig afvikles i samme weekend, hvor både de lette og de tunge folk således kan slutte den europæiske sæson samtidig. Det har bidraget til at genskabe Giro dell’Emilias storhed, men har tilsyneladende ikke haft nogen negativ indvirkning på Il Lombardia-feltet overhovedet. Tværtimod er den positive trend bare fortsat, og selvom man i år ikke hat kunnet lukrere på, at et bjergrigt VM ligesom i 2018 har holdt klatrerne i gang, har navne som Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Julian Alaphilippe, Remco Evenepoel, Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, Sergio Higuita, Thibaut Pinot, David Gaudu, Adam Yates, Dan Martin, Michael Woods, Jonas Vingegaard, Alejandro Valverde, Nairo Quintana, Bauke Mollema, Vincenzo Nibali, Davide Formolo, Marc Hirschi og Diego Ulissi ikke blot holdt sig i gang indtil nu, men også satset så meget på løbet, at de har vist fornuftig form i optakten.

 

I stedet for at være en VM-revanche har Il Lombardia i de senere år haft en anden rolle. Efter Tour of Beijings kollaps har løbet været det sidste på WorldTouren og dermed genfundet sin position som løbet, der afgør den sæsongående konkurrence. Siden er Tour of Guangxi kommet til, men med det kinesiske løbs aflysning, er Lombardiet i år atter WorldTourens sæsonfinale, men der er nu ikke længere en separat stilling baseret alene på resultater i de største løb.

Annonce

 

Sidste år blev løbet grundet coronakrisen helt usædvanligt afviklet midt i august, hvor et sammenfald med Dauphiné, der havde tiltrukket næsten alle Tour-favoritterne, betød et historisk svagt felt. Der var dog enkelte stjerner til start, og de var næsten alle med, da Jakob Fuglsang, George Bennett, Aleksandr Vlasov, Remco Evenepoel og Trek-trioen bestående af Vincenzo Nibali, Giulio Ciccone og Bauke Mollema kørte væk på Muro di Sormano. Efter at Evenepoel var blevet elimineret af et af nyere tids mest omtalte styrt, satte Fuglsang, Vlasov og Bennett hele Trek-trioen til vægs på Civiglio, inden det blev til en duel mellem Fuglsang og Bennett på San Fermo Battaglia - en duel, hvori danskeren kunne køre alene hjem til karrierens anden monumentsejr foran Bennett og holdkammeraten Vlasov. Desværre er Fuglsang ude med et brækket kraveben og ude af stand til at forsvare titlen, men både Bennett og Vlasov er med igen, selvom det for newzealænderen denne gang nok handler om en hjælperrolle.

 

Ruten

Som sagt er der intet fast over ruten for Il Lombardia, der er blevet ændret utallige gange over årene. Flere gange så det ud til, at man havde fundet et relativt ensartet forment, men arrangørerne har altid været fast besluttede på at undgå monotoni og genkendelighed. Hver eneste gang, man i et par år har haft samme finale, har man altid givet ruten en større omstrukturering.

 

Efter tre år med samme afslutning i Lecco efter den lille Villa Vergano-stigning designede man i 2014 en sjældent nem rute, der havde meget lidt lighed med den tidligere. Bergamo, der havde været målby mellem 1995 og 2003, fik igen rollen som finale på årets sidste monument, mens Como blev valgt som startby. Det lettere terræn omkring Bergamo betød imidlertid, at finalen blev nemmere end tidligere.

 

I 2015 gik man den modsatte vej og skabte det hårdeste løb i mange år. Ruten blev vendt rundt, så starten gik i Bergamo, og målet lå i Como, og der var langt mere klatring end tidligere. Mest markant var det af den helt uhørt stejle Muro di Sormano kom ind som et nøglepunkt i løbet og fik det til at splitte til atomer.

 

I 2016 gik man et skridt videre, og 2016-udgaven var endnu hårdere. Start og mål var igen blevet byttet rundt, så man som i 2014 startede i Como og sluttede i Bergamo. Som sagt er området omkring Bergamo ikke helt så kuperet, og derfor var finalen igen relativt nem. Modsat i 2014 havde arrangørerne imidlertid kompenseret for den lettere afslutning ved at lægge et kolossalt stort omfang af klatring ind end tidligere, og med mere end 5200 højdemeter undervejs var løbet som en stor bjergetape i en grand tour.

Annonce

 

I 2017 vendte man atter rundt på tingene og genbrugte fuldstændigt den rute, der var scenen for Vincenzo Nibalis sejr i 2015, hvorfor Hajen fra Messina naturligt nok vandt igen. Det havde man egentlig også planer om at gøre i 2018, men vejarbejde tvang arrangørerne til at foretage en ændring i den absolutte finale, hvor den sidste stigning, San Fermo della Battaglia, i udkanten af Como udgik til fordel for en betydeligt lettere bakke, hvormed Civiglio blev sidste reelle mulighed for at gøre større forskelle. Heldigvis har vejen siden været i tiptop stand, og i 2019 og 2020 har man i alt væsentligt haft en rute, der var identisk med dem, der blev brugt i 2015 og 2017.

 

Sådan bliver det ikke i år. For første gang siden 2016 vender man ruten på hovedet, så man atter kører den ”forkerte” vej, altså fra Como til Bergamo. Som sagt har det den konsekvens, at man får en lettere finale, da der ikke er svære stigninger i umiddelbar nærhed af Bergamo, og derfor er arrangørernes opgave at gøre den første del af ruten af så hård, at det kommer til at minde om en bjergetape. Den mission mislykkedes i 2014, hvor ruten blev alt for let i forhold til det, vi normalt kender Lombardiet for, men i 2016 lykkedes det glimrende.

 

Spørgsmålet er, om det vil lykkes i år. Ruten har store ligheder med den, der blev brugt for fem år siden, men der bruges andre stigninger i den svære fase. Samlet set har ruten 600 færre højdemeter end i 2016, og selvom strukturen altså er den samme, er det på papiret et lettere løb end dengang. Mønsteret fra dengang består i en relativt let første del, hvor eneste reelle udfordring er løbets ikoniske stigning, Madonna del Ghisallo, der med denne køreretning reduceres til en biting, og en svær anden halvdel med mange relativt lange stigninger, inden et fladt indløb leder ind til Bergamo, hvor man i den absolutte finale skal op og ned ad den lille brostensbakke, der leder op til den gamle bydel Bergamo Alta. Denne gang er der dog betydeligt flere dalstykker end for fem år siden, hvor stigningerne kom trip-trap-træsko uden mulighed for at komme sig imellem dem.

 

Med sine 239,0 km er løbet til den korte side for et monument. Det indledes altså i Como og slutter i Bergamo, og starten er ganske nem. Man kører nemlig i relativt fladt terræn mod sydøst væk fra Como-søen, inden man sætter kursen mod nordøst for at bevæge sig frem mod løbets mest berømte stigning, nemlig Madonna di Ghisallo. Cykelnostalgikere vil græde snot over at erfare, at den denne gang ikke bestiges fra den klassiske side, men fra en ny og lettere retning. Således kører man mod nord op ad en opkørsel, der blot stiger med 3,9% over 8,8 km og kun bliver en anelse stejl på den 7. kilometer, som stiger med 7,1% i snit. På toppen vil kirkeklokkerne som altid signalere Lombardiet-feltets ankomst, når man passerer allerede efter 38,6 km, inden man fortsætter mod nord ned ad den klassiske opkørsel til byen Bellagio, der ligger ved søbredden

 

Herfra bliver det let, når man kører mod sydøst ned langs den flade søbred til den tidligere målby Lecco og videre til Calolziocorte, der nås efter 76,1 km. Her forlader man søen for at køre mod sydøst på til San Gottardo (2,5 km, 7,6%), inden det får videre mod sydøst og øst ind gennem forstæderne til Bergamo igennem først faldende og siden fladt terræn.

Annonce

 

I stedet for at køre hele vejen ind til bycentrum skal man en tur rundt i bjergene nord for byen, og det er her, løbet tager fat. Det sker, når man kører mod nordvest op ad Roncola (9,4 km, 6,6%, max. 17%), der starter og slutter med hhv. 1500 m og 1900 m med ca. 3%, men som efter den lette start byder på 1500 m med 9,8% og siden 4,5 km, om stiger jævnt med 8,2%. Toppen rundes efter 101,6 km, hvorefter det fortsætter med at stige let mod nordvest, inden en teknisk nedkørsel leder mod øst og sydøst ned til et let faldende dalstykke.

 

Løbet tager fat igen, når man kører mod nord op ad Berbenno (6,8 km, 4,6%, max 8%), der er en helt jævn stigning uden stejle procenter. Toppen nås efter 129,5 km, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod sydøst og nordøst til byen Brembilla, hvorefter det får mod sydøst, øst og nord ad et 13,6 km langt dalstykke, der først er let faldende og siden let stigende, frem til byen San Pellegrino Terme, som passeres efter 148,8 km.

 

Nu går det løs igen, når man kører mod nordøst op ad Dossena (11,0 km, 6,2%, max. 11%), der stiger jævnt med 6,1% over de første 3 km frem mod et 500 m langt plateau, inden den stiger jævnt med 7,0% over 6,5 km frem til toppen, som rundes efter 161,1 km. Den leder blot op til et plateau, der følges mod nordøst ad en vej, der først falder med 3,3% over 3,5 km og siden stiger let med 2,2% over 7,0 km, inden man slutteligt når toppen af Zambla Alta (2,5 km, 7,0%), som er en relativt jævn stigning med top efter 175,3 km.

 

Herfra resterer fortsat 63,7 km, som indledes med en i starten uhyre teknisk, men senere let nedkørsel, der leder ned til byen Gorno, som nås efter 185,8 km. Herfra leder et let faldende dalstykke først mod øst og siden sydvest ned til byen Grazzaniga, der nås efter 197,9 km.

 

De sidste 41,1 km indledes, når man kører mod vest og sydvest op over dagens sidste alvorlige og sværeste udfordring, nemlig Passo di Ganda, der i 2016 blev besteget fra den modsatte side under navnet Selvino og også her var den sidste lange stigning. Herfra stiger den med 7,3% over 9,2 km fordel med en jævn start med 6,6% over 6,5 km og siden 2,7 km, som jævnt stiger med 9,8% med et maksimum på 15% kort inden toppen, der rundes efter 207,2 km med i alt 31,8 km igen. En relativt let, men midtvejs ekstremt teknisk nedkørsel leder nu mod sydvest og sydøst tilbage til dalen og udkanten af Bergamo, som nås i byen Nembro, hvor man rammer en stor, lige og ganske let faldende vej, der leder mod sydvest direkte ind mod centrum af målbyen.

Annonce

 

I stedet for at fortsætte hele vejen ind til mål slår man et smut mod nord for at besøge den gamle bydel. Det går fladt mod nordvest, inden man drejer mod syd for at passere Colle Aperto, der leder op til den gamle bydel Bergamo Alta. Den stiger med 7,9% over 1250 m med et maksimum på 12% og kan inddeles i to. De første 500 m stiger med 6,4%, inden man passerer en port, som leder ind på en brostensvej, der stiger med 9,8% over de sidste 700 m.

 

Toppen rundes med 3,45 km igen, hvorefter en relativt let leder mod sydvest, nordøst, sydvest og sydøst indtil mål. Umiddelbart efter toppen er der to sving, hvorefter det sidste sving kommer med 1,8 km igen, inden man rammer en vej, der kun bugter sig let og har en rundkørsel med 800 m til mål som eneste udfordring. Det falder hele vejen ned mod de sidste 700 m, som er stort set flade.

 

Løbet byder på i alt 4659 højdemeter, hvilket er ca. 6-700 flere end ved ruteformatet brugt i 2015 og 2017-2020 og ca. 600 flere end i 2014, men til gengæld også ca. 600 færre end ved seneste Bergamo-afslutning i 2016.

 

 

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

 

 

SE IL LOMBARDIA PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Vejret

Som de fleste andre efterårsløb har Il Lombardia ofte været plaget af dårligt vejr, hvilket faktisk har været tilfældet ganske ofte i de senere år, specielt for et par år siden, hvor det end ikke var muligt at producere tv-billeder af finalen. Sådan bliver det heldigvis ikke i år, hvor man ikke vil se skyggen af den regn, der prægede ugens første løb. Nogen smuk solskinsdag bliver det dog ikke, da det vil være helt overskyet frem til middagstid, hvorefter det langsomt vil klare op, men det vil kun være i den sidste times tid, at solen for alvor ventes at skinne. Her vil temperaturen nå 16 grader, og som det oftest er tilfældet i området, vil det ikke blæse. Således vil der bare være en svag vind (6-7 km/t), der fra starten vil komme fra sydøst og bevæge sig over en sydlig til slutteligt en sydvestlig retning. Det vil give vind fra alle retninger på den kringlede rute, men der vil være sidemedvind på Ghisallo, sidevind på Roncola, sidemedvind på Berbenno, medvind på Dossena og Zambla Alta, men over de sidste 50 km vil der være stort set uafbrudt modvind indtil turen rundt i Bergamo. Her vil der først være sidevind, indtil man får modvind på bakken, mens der efter toppen vil være først sidevind, siden medvind, så modvind og slutteligt sidevind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Hvis man skal pege på et af de fem monumenter, der er præget af uforudsigelighed, er det svært at komme uden om Il Lombardia. Hvor de fire øvrige klassikere har relativt ensartede ruter, er den store efterårsklassiker altid præget af den usikkerhed, der følger af en stærkt varierende rute. Det skaber uklarhed om, hvor løbets nøglepunkter er, og hvor de afgørende forskelle kan gøres. Den samme grad af manglende afklaring findes ikke i de fire forårsmonumenter, hvis nøglepunkter kun sjældent ændres.

Annonce

 

Mere betydningsfuld er dog placeringen på kalenderen. I oktober er det mere end noget andet træthed, der præger feltet, og det gør formen hos de enkelte ryttere til et åbent spørgsmål. Selvom mange har gjort Il Lombardia til efterårets helt store mål efter et VM, som de fleste klatrere skippede, kan man på denne tid af året slet ikke time formen med samme sikkerhed, som man kan tidligere på året, og også rytterne selv stiller til start med flere spørgsmål end svar - mange med en lønligt håb om, at kroppen akkurat kan klare én sidste kraftudfoldelse, inden den skriger på ferie.

 

Naturligvis ved vi meget mere, end vi gjorde for en uge siden, hvor Vueltaen var det seneste relativt kuperede løb. Nu kan vi trods alt bruge Giro dell’Emila, Milano-Torino og i mindre grad Tre Valli Varesine som indikator for formniveauet, og vi er så heldige, at alle favoritter i år har kørt mindst ét af løbene, men som disse løb tydeligt afslører kan dagsformen være stærkt varierende på denne tid af året. Julian Alaphilippe var flyvende til VM, men floppede i Torino, mens Tadej Pogacar havde noget for ham så sjældent som en offday i Emilia, inden han var blandt de bedste i både Varese og Torino. Vincenzo Nibali vandt på Sicilien, hvor han knuste Alejandro Valverde, men da de to i går skulle slås i Torino, hvor styrkeforholdet helt omvendt.

 

Det betyder, at det altid er lidt af et lotteri at pege på favoritterne til Il Lombardia. Formen og niveauet kan komme ud af det rene ingenting - Diego Rosas andenplads i 2016 kom eksempelvis fuldstændig ud af det blå, ligesom Vincenzo Nibali i 2018 pludselig blev nr. 2, selvom han i optakten havde virket alt andet end flyvende, mens Romain Bardet og Alejandro Valverde, der havde været brølstærke til VM, fejlede totalt - og samtidig er der mange ryttere, der kan have brugt de seneste løb primært som opvarmning. Det er derfor usikkerheden, der hersker - et forhold, der går igen år efter år i årets sidste monument.

 

I år gør ruten det hele endnu mere kompliceret. Nu havde vi ellers lige lært de seneste års rute at kende, men nu laves der helt om på tingene. Det betyder, at der nu køres i den uforudsigelige retning, hvor løbet er meget sværere at læse. Omkring Bergamo ligger stigningerne længere væk fra mål, og det giver samlet set en lettere finale, end når der sluttes i Como. Det forsøger man at kompensere for ved at lægge flere længere stigninger ind, så vi samlet når op på 6-700 højdemeter mere end på den velkendte rute, men de efterfølges altså af et langt fladt indløb til Bergamo, og vi savner den brutale Muro di Sormano samt den svære Civiglio, der på den mere klassiske rute har kunnet rydde ud i feltet.

 

Stigningerne her er nok lange, men de er slet ikke lige så stejle. Alligevel så vi i 2016, at løbet blev meget selektivt, men det lange indløb betød også, at det var forskellige grupper, der skulle afgøre det i Bergamo. De fire forreste blev jagtet af 10 mand, og på Bergamo Alta var det kun Romain Bardet, der ikke kunne følge med fronttrioen, der endte med at spurte om sejren med Esteban Chaves som vinder foran Diego Rosa og Rigoberto Uran. Da man i 2014 også kørte den ”forkerte” vej, blev ruten alt, alt for let, og hele 45 mand sluttede inden for 2 minutter af vindertiden. På Bergamo Alta kørte ni mand væk, og havde alle ikke kigget på Alejandro Valverde var det endt i en spurt, men nu var det i stedet en snu Dan Martin, som sneg sig væk til sidst. Selv Rui Costa, Philippe Gilbert, Michael Albasini og Tim Wellens, som ikke har kunnet være med på den nye udgave af Como-ruten, var med til at køre om sejren til sidst.

 

Årets rute er en mellemting mellem 2014 og 2016. Den er slet ikke så let som i 2014, og vi kommer helt sikkert tættere på 2016- end 2014-scenariet. Den er imidlertid også lettere end for fem år siden, hvor stigningerne kom hurtigt efter hinanden uden megen dal. Her er der altid lettere stykker mellem stigningerne, som tillige er nogle andre end i 2016. De er ikke specielt stejle, og det er kun de sidste 2,7 km af Passo di Ganda, der med sine 9,8% kan sammenlignes med de afgørende stigninger fra den velkendte rute. I 2016 var stigningerne ikke blot flere med i alt 600 højdemeter flere, de var også stejlere. Der er ingen tvivl om, at det i år er lettere, end det var for fem år siden, og det bliver sværere at skabe de samme forskelle som dengang.

 

Det betyder også, at det er et løb, hvor initiativ belønner sig. Hvis ikke løbet gøres hårdt, risikerer man at ende i samme situation som i 2014. Det er bestemt heller ikke gavnligt, at der over de sidste 50 km vil være nærmest uafbrudt modvind. Det gælder altså på både Passo di Ganda og Bergamo Alta, hvor det altså bliver sværere at gøre forskelle, men også på det lange dalstykke, hvilket øger sandsynligheden for dårligt samarbejde og en eller anden form for regruppering.

 

Alligevel taler meget for, at vi får et hårdt løb, og det skyldes ikke mindst Remco Evenepoel. Man skal ikke have studeret cykelløb ved de højere læreanstalter i mange år for at vide, at det blot er et spørgsmål om tid, inden vidunderdrengen kommer med et af sine klassiske langdistanceangreb. Faktisk er det så lille en hemmelighed, at Primoz Roglic i går kunne berette, at han skam vidste, at et sådant vil være nært forestående, og at han var klar til at reagere. Det vil undre, hvis ikke Evenepoel åbner løbet på Dossena, som også er sidste medvindsstigning, efter at Jumbo, UAE og Deceuninck samt måske Israel SUN har kontrolleret den første del. Det er ikke verdens sværeste stigning, men det burde være i Deceunincks interesse forinden at have gjort det så hårdt, at de kan skabe den overtalssituation, der synes at skulle være deres vej til sejr mod et slovensk monster, der lige nu synes uhyre svær at slå mand mod mand.

 

Meget bestemmes af, hvor offensivt benævnte monster, der også lyder navnet Roglic, har tænkt sig at køre. Logikken siger egentlig, at han skal køre et relativt defensivt løb, så han undgår at blive isoleret på det flade i en Deceuninck-sandwich, men vi har på det seneste set ham med en ustyrlig kørelyst. Han kørte med Egan Bernal i vanvidsridtet i Vueltaen, i Emilia var han helt med på at køre fra distancen, selvom det egentlig var en stor risiko, og senest var han også klar på at arbejde i sidevinden i går, selvom også det kunne have kompromitteret hans chancer til sidst. Lige nu er Roglic uhyggeligt offensiv, og derfor tror jeg faktisk, at han er frisk på at åbne løbet tidligt. Han synes at have fået ny smag for at køre løbene på denne måde.

 

Meget taler for, at Tadej Pogacar vil det samme. Også han er fuldt med kørelyst, som vi blandt andet så, da han angreb fra distancen ved sit vilde ridt i Touren, og vi så det også i tirsdags i Varese, hvor han angreb med mere end 100 km til mål. Hans motor har i den grad også brug for et hårdt løb, og derfor tror jeg faktisk, at der er en god chance for, at det vil lykkes Evenepoel med god hjælp fra slovenerne at åbne løbet tidligt, og hvis de samarbejder lige så godt, som de gjorde i Emilia, ender det formentlig med et mere selektivt løb, end ruten kunne lægge op til.

 

Til gengæld betyder modvind og relativt let rute, at der godt kan blive samlet et lidt større felt bag de bedste på indløbet til Bergamo, og dermed kan vi sagtens få samme scenarium som i Emilia og i 2016-udgaven, altså at vi forrest har en lille elitegruppe med de bedste klatrere, der skal afgøre det på de to sidste stigninger, og at de jagtes af et lidt større felt, som dog kan få svært ved at få kontakt, hvis arbejdsviljen er så stor, som vi så det i Emilia. Og det tror jeg, at den er.

 

Jeg ser altså for mig, at vi får en gruppe i stil med den, vi havde i Emilia, når vi har rundet toppen af Ganda, og den skal herefter afgøre det over de sidste 30 lettere kilometer. Her vil flere forhold være afgørende, ikke mindst taktik. Det flade indløb er skabt til at udnytte et overtal til at angribe på skift, og det må være drømmesituationen for særligt Deceuninck. Her kan det derfor blive ret afgørende, hvilke ryttere der vil være isolerede, særligt om Primoz Roglic vil have selskab af Jonas Vingegaard og Steven Kruijswijk, som begge var overbevisende i Emilia. Sloveneren selv vil formentlig håbe, at det er samlet i bunden af brostensbakken, hvor han med sit punch kan forsøge at gøre forskellen. Her vil det være muligt at køre alene, men som vi så i 2014 og 2016, skal man ikke overvurdere betydningen af den lille bakke. I 2014 overlevede ni mand, og i 2016 var det kun en træt Bardet, der måtte slippe. Det kan derfor sagtens ende i en spurt som i 2016, men også i en taktisk finale, hvor en smart rytter kan gøre som Martin i 2014, nemlig snige sig væk til sidst - enten før eller efter stigningen. Det er altså ikke nødvendigvis stærkeste mand, der vinder.

 

De foregående løb kan bruges som en klar referenceramme, og som regel giver de en ret god pejling på, hvem der vil dominere. I 2018 var det eksempelvis indlysende, at Pinot var den klart stærkeste, og i 2015 og 2017 var det heller ikke svært at lure, at Nibali var manden, der skulle slås. Der er imidlertid også væsentlige forskelle. Målstigningerne i Milano-Torino og Giro dell’Emilia er begge meget korte og eksplosive, ligesom løbene er betydeligt kortere. Her taler vi dels om længere stigninger og langt flere højdemeter, dels om en rigtig monumentdistance. Mens der i Torino reelt kun blev kørt cykelløb i ca. 25 km, vil det her være knaldhårdt hele dagen. Som Adam Yates viste i 2017, kan man sagtens på sit punch køre med om sejren i Torino for siden at falde helt igennem, når det er motoren, der bliver afgørende i Lombardiet. Og det er netop motoren, der sammen med gode klatreben og god efterårsform og friskhed er nøglen til at vinde Il Lombardia.

 

På baggrund af de foregående løb kan man naturligvis ikke komme uden om, at Primoz Roglic er favorit. Sloveneren er godt i gang med at gentage modellen fra 2019, hvor han også kom til løbet på ryggen af en Vuelta-sejr, et pauvert VM i uvant terræn og sejre i begge sine italienske optaktsløb. Dengang var han skræmmende stærk, da han forud for Lombardiet vandt i Emilia og Varese, og denne gang har han virket lige så overlegen i forbindelse med sine triumfer i Emilia og Torino. Nok engang har han bekræftet, at hans holdbarhed og motor er enorm, og at han tilsyneladende er manden, der aldrig for alvor bliver træt og har et uhyggeligt højt bundniveau.

 

I det lys virker det usandsynligt, at Roglic bliver slået på ren fysik, men sådan så det også ud for to år siden. Alligevel vandt han ikke i Lombardiet, og man kan frygte en gentagelse. Dengang lignede han nok stærkeste mand, men han manglede det ekstra, han havde haft i de foregående løb, og så endte det med, at han, Alejandro Valverde, Egan Bernal og Michael Woods - løbets fire stærkeste - reelt neutraliserede hinanden, så en snu Bauke Mollema kunne køre hjem til sejr. Dengang led de alle under at være isolerede til sidst, og det viser, at Roglic godt kan slås på taktik, særligt i denne finale, der er mindre fysisk og mere taktisk.

 

Roglic virkede heller ikke helt så overbevisende i går, som han gjorde i Emilia. Nok vandt han i suveræn stil, men han så ud til at kæmpe med at lukke til Adam Yates til sidst, og hans efterfølgende kommentarer bar også mere præg af lettelse og udmattelse, end man normalt oplever efter hans magtdemonstrationer. Det er stadig svært at se, at Roglic kan sættes på fysik, men det er ikke givet, at han kan køre fra alt og alle. Det er i hvert fald svært hele vejen fra Gandia, og selvom han har punch på Bergamo Alta, er det en stigning, som ikke er alt for svær. I en spurt kan han slå alle, som vi så i Liege sidste år, men han kan langt fra føle sig tryg ved en spurt mod folk som Pogacar, Alaphilippe og Almeida.

 

Alligevel har han haft så stor overlegenhed på det sidste, at jeg vil tro, at han kan køre fra alt og alle på Bergamo Alta, hvis han når dertil i en lille gruppe - og skulle det ikke lykkes, er en spurtsejr også sandsynlig, selvom de fleste favoritter er hurtige. Jeg tror også denne gang, at den største trussel er en taktisk finale, men her burde der være større chance for, at han ikke isoleres, hvis særligt Vingegaard, men også Kruijswijk, hvis dieselmotor endda passer langt, langt bedre til dette løb end Emilias eksplosive stigninger, kan være med til sidst. Det øger chancen for, at han kan undgå nedturen fra 2019, og da jeg stadig tror, at han på Bergamo Alta vil være fysisk overlegen, er han min favorit, selvom løbet i kraft af sin lette finale er betydeligt mere åbent og uforudsigeligt end Emilia og Torino.

 

Derfor regner jeg også Tadej Pogacar som hans værste rival - som altid, fristes man til at sige. Nok er det ret åbenbart, at Tour-kongen ikke er på toppen, men han har også haft en støt stigende formkurve siden sin pause. Han havde en for ham sjælden offday i Emilia, hvor han efter eget udsagn bare manglede benene, og det vidner vel bare om, at selv manden med det tårnhøje bundniveau er ved at være træt. Til gengæld har han rejst sig smukt i Varese, hvor han lignede stærkeste mand og uden punktering formentlig havde vundet, ligesom han blev en pæn nr. 4 i Torino. Det var særligt bemærkelsesværdigt, fordi alle andre end Pogacar syntes at have en ret dyr pris at betale for det hårde regnvejrsløb i Varese - og regner man den pris fra, er det meget sandsynligt, at Pogacar i frisk tilstand kunne have været med helt i front.

 

Nu får han to dage til at komme sig, og vi ved af erfaring, at Pogacars motor altid skal varmes op. Det er den blevet med tre hårde løb på en uge, og nu kommer han også til et løb, hvor hans enorme motor endelig kommer til sin ret. Situationen kan sammenlignes lidt med 2020, hvor han var træt efter Touren og slet ikke havde benene i det eksplosive Fleche Wallonne, men da det gjaldt det lange og opslidende Liege, spurtede han med om sejren og endte på podiet - endda selvom Alaphilippe som bekendt fik ødelagt det for ham.

 

Min klare forventning er, at Pogacar lørdag vil være langt bedre, end han har været hidtil, og selvom han ikke nødvendigvis kører fra alt og alle, bliver jeg ikke overrasket, hvis ingen kan sætte ham i en finale, der ikke er specielt svær. Som vi så i Liege og senest i Varese, hvor han slog nogle meget hurtige folk i spurten om 3. pladsen, er der ingen, han skal frygte i en spurt, og selvom vi har set, at han og Roglic har slået hinanden lidt på kryds og tværs i flade spurter, kan det måske pege på, at Pogacar lige nu har en lille fartmæssig overhånd på flad vej. Jeg bliver i hvert fald langt fra overrasket, hvis han bliver første rytter siden Moreno Argentin til at vinde begge de kuperede monumenter i samme sæson.

 

Sidste år gik Remco Evenepoel ind til løbet som den store favorit efter sin magtdemonstration i Polen. Det gør han naturligvis ikke i år, hvor feltet er i en helt, helt anden klasse, men det betyder ikke, at han ikke kan få revanche for sidste års styrt og vinde det første monument, han gennemfører. Formen er i hvert fald fremragende, som vi så det ved hans dybt imponerende, men også lidt kontroversielle VM og senest med det vilde soloridt i Coppa Bernocchi, hvor han gav sprinterne bøllebank for tredje gang i år. Til gengæld var det overraskende at se hans svaghedstegn i Emilia, og det blev blot et vidnesbyrd om, at han i bjergrige løb har en sårbarhed, som vi også så i forbindelse med sejrene i Burgos og Algarve sidste år.

 

Dette løb passer ham dog bedre. Emilia er en meget eksplosiv sag, og Evenepoels store force er hans gigantiske motor. Den kom i særlig grad til udtryk ved VM, hvor han var her, der og alle vegne i løbet af de første 250 km, men vi har set den et hav af gange med alle de talrige soloridt. Det er klart, at Evenepoel skal alene hjem for at vinde, og da alle ved, at han kører fra distancen, bliver det ikke let at snyde rivalerne. Problemet er bare, at vi altid ved, at Evenepoel kører fra distancen og alligevel sker det igen og igen - altså senest i mandags - at han finder sit moment på flad vej. Og når først hullet er slået, går det næsten altid kun på én måde! Det er svært at se Evenepoel vinde på fysisk styrke, men han er del af et brølstærkt hold, der meget vel kan sidde i overtal efter Gandia. Gør de det, skal Roglic ikke pudse næse mange gange i et opmærksomt øjeblik, inden det belgiske vidunderbarn pludselig har 10 meter. Og de plejer som regel hurtigt at blive til 20 og derefter endnu en solosejr.

 

Evenepoel er dog langt fra Deceunincks eneste håb. Joao Almeida har ganske vist en meget pauver monumenthistorik med en 65. plads i årets Liege og en DNF sidste år i dette løb, hvor han ellers skulle have været Evenepoels nøglehjælper, men da han i bjergrige løb er indbegrebet af en evigt fightende og uopslidelig dieselmotor, tilsiger alt, at han sagtens kan køre stærkt i et løb som dette. Hans 2. plads i Emilia og 3. plads i Torino vidner om karrierens vel nok hidtil højeste niveau, og selvom han har mangler i forhold til Roglic, bliver den altid kæmpende Almeida svær at køre ud af ligningen på denne relativt lette rute.

 

Drømmesituationen er, at han og Evenepoel kan sidde i overtal efter Gandia, og lykkes det, ser det herligt ud. Mens Evenepoel kan slå til hver gang, Roglic og Pogacar pudser næse, kan Almeida sætte sig i sulkyen. Bergamo Alto er til at overleve, og kan han bruge Evenepoel til at spare sig lidt, kan han blive ganske uhyggelig i en spurt. Jeg har i hvert fald været svært imponeret over de spurter, han i år har kørt i Polen og Luxembourg, og han synes at have al mulig grund til at tro, at han også kan slå Pogacar og Roglic på stregen. Det ser således slet ikke umuligt ud, at Almeida kan runde sin Deceuninck-tid med at tage sin første monumentsejr i sit sidste løb for holdet.

 

Netop finalens potentielt taktiske element gør også, at Jonas Vingegaard må rangere højt. Det er klart, at Roglic med sin nuværende form må være den klare plan A, men bliver finalen taktisk, kan Jumbo også lege med et overtal. Det kræver, at Vingegaard klarer stigningerne, men det synes bestemt heller ikke umuligt. Han var blandt de allerbedste i Emilia, indtil gassen gik af ballonen til sidst, men det var faktisk uhyre opløftende. Vingegaard synes altid at have en offday i sit første bjergrige løb efter en pause, og derfor var det uvant at se ham køre stærkt med det samme. I andet løb plejer han allerede at være langt, langt bedre, som vi så tidligere i år i Emiraterne og Baskerlandet, og han skal ikke forbedre sig meget, inden han sidder med på den anden side af Gandia. Gør han det, er det sandsynligt, at Jumbo bruger ham til at holde det samlet for Roglic, men han kan bestemt også bruges mere offensivt. Måske kan han endda bruge Rogloic som alibi til at lege Colbrelli og sætte sig på hjul af Evenepoel, og selvom han ikke er verdens hurtigste, kan han godt spurte - i hvert fald bedre end eksempelvis den belgiske vidunderdreng. Derfor kan man ikke udelukke, at det bliver dansk for andet år i træk.

 

For to år siden var Michael Woods en af årsagerne til, at Roglic ikke vandt, fordi den uopslidelige canadier ganske enkelt ikke kunne sættes. Det blev blot en bekræftelse på hans skræmmende niveau i de længste kuperede endagsløb, hvor man efterhånden kan stille uret efter, at han kører med om sejren, uanset om det er Liege, Lombardiet, VM i 2018 eller OL i 2021. Desværre er der også en forskel på 2019 og 2021. For to år siden kom han til løbet med en suveræn sejr i Torino i bagagen, men i denne omgang har han manglet nogle procent. I går var han endda lidt slukøret over sit niveau i Torino, og han synes ikke at være helt på samme niveau som for to år siden. Til gengæld plejer distancen at tale til hans fordel, og hvis mønsteret følger ardennermønsteret, kører han stærkt. Her plejer han altid at mangle lidt i det eksplosive og korte Fleche, men han er altid flyvende i det lange og opslidende Liege. Med en sølle løbskalender er han formentlig i formfremgang, og jeg vil tro, at vi ser den hidtil bedste Woods på lørdag. Det er næppe nok til at vinde på ren fysisk styrke denne gang, hvor de fleste favoritter også slår ellers halvhurtige Woods på stregen, men som sagt er denne finale uhyre taktisk, og det kan Woods udnytte.

 

Så man Milano-Torino, skulle man egentlig konkludere, at Adam Yates burde være nr. 2 på denne liste. Her var han nemlig skræmmende stærk, for ikke blot kørte han med Roglic, han så med sin sidste forcering også ud til at sætte sloveneren under et hårdt pres. Desværre skræmmer sporene. Yates er langt mere skabt til det eksplosive Milano-Torino, der profilmæssigt er en nærmest tro kopi af kongeetapen i UAE Tour, hvor han år efter år er stærkeste mand. Disse lette dage med en eksplosiv finale er hans spidskompetence, men Lombardiet er noget helt andet. Derfor er det heller ikke overraskende, at han i 2017 blev nr. 2 i Torino, men nr. 74 i Lombardiet, og i 2019 blev nr. 3 i Torino og nr. 15 i Lombardiet. Der plejer at være en verden til forskel på onsdags-Yates og lørdags-Yates.

 

Derfor er jeg heller ikke alt for optimistisk på hans vegne, men jeg ser dog et håb. I år har Yates synes at have udviklet sine evner på de rigtige bjergdage, ikke mindst i Vueltaen, hvor han klarede disse etaper ganske flot. Han har stadig til gode at være blandt de allerbedste på en stor bjergdag som denne, men måske særligt i år på en lidt lettere rute og med modvind i finalen har han med sit nuværende niveau en god chance for at være med hele vejen. Ligesom Woods lider han under, at der er hurtigere folk end ham, men så må han spille det taktiske spil, som Mollema gjorde i 2019. Det plejer både han og brormand at være ganske fremragende til - hvis altså han denne gang for første gang holder dampen oppe hele vejen.

 

Dette er en vurdering af vinderpotentiale, og derfor er jeg nødt til at rangere Julian Alaphilippe højt, men jeg må indrømme, at jeg tror på en nedtur i stil med den, han havde i går. Ruten er nemlig så bjergrig, at han nok skal være flyvende for at vinde, og det er han næppe. Det viste sig nemlig, at der var en god forklaring på gårsdagens trængsler, nemlig sygdom, der efter VM holdt ham af cyklen i fire dage. Det havde åbenlyst kostet, og da vi i forvejen ved, at Alaphilippe hver eneste gang siden 2017 har været for træt til overhovedet at køre Lombardiet, er det klart, at det er svært at være alt for optimistisk.

 

Det vil dog være dumt at afskrive ham. Selv siger han, at VM-formen, der som bekendt var skræmmende god, ikke er helt væk, og vi så i 2017, at han også floppede i Torino, hvor han angreb tidligt, men alligevel blev nr. 2 i Lombardiet - også på en rute, der på papiret var til den hårde side. Skulle han bare bruge en enkelt løbsdag på at få sygdommen rystet ud af kroppen, og nærmer han sig VM-niveauet, vil han være uhyggelig. Det vil for en fyr som ham altid handle om at overleve de lange stigninger, men gør han det, vil han formentlig også være en del af et Deceuninck-overtal. Selv Roglic og Pogacar skal også stå tidligt op for at følge Alaphilippes punch på Bergamo Alta, og i en spurt kan det i et opgør mellem ham og slovenerne gå alle veje, som vi har set i de seneste to udgaver af Liege. Jeg tror mest på en skuffelse, men det er også klart, at Alaphilippe er en af de ryttere, der har de bedste chancer for rent faktisk at vinde løbet.

 

David Gaudu har for vane at ramme formen stærkt til disse løb, men af en eller anden grund er han altid floppet i Lombardiet, senest i 2019, hvor han fløj i Torino, men blev nr. 11 i Lombardiet. Han mestrer ellers fint de lange og hårdeste endagsløb, som han har vist med 6. og 3. pladserne i sine to seneste udgaver al Liege, og særligt årets podieplads må gøre ham fortrøstningsfuld inden et løb, der endda passer ham endnu bedre end den belgiske klassiker. Gaudu skuffede en anelse i går - dog ikke mere end at han blev nr. 6! - men det var måske også forventeligt. I hvert fald var han den eneste, der kørte løb både lørdag, mandag og tirsdag, og som nævnt ovenfor havde de fleste Varese-deltagere en Torino-regning at betale. Til gengæld virker formen til at være god. Indtil punkteringen var han blandt de bedste i Emilia, i Varese var han en af de allerstærkeste, da han kørte op til fronten sammen med de øvrige favoritter, og i går blev han altså nr. 6 bag de syv af de ovennævnte, som deltog i løbet. Heller ikke han slår slovenere eller Almeida i en spurt, men han synes at have formen til at sikre sig den billet til den taktiske finale, som gav Mollema sejren for to år siden.

 

Dan Martin er den eneste rytter, der faktisk har vundet løbet i Bergamo, og han vil drømme om at gentage den bedrift i karrierens sidste løb. Det er klart, at det bliver en svær opgave, da han ikke er på samme niveau som dengang, men han synes at have timet formen ganske godt. Han blev en flot nr. 6 i Emilia, og man skal ikke lade sig snyde af gårsdagens DNF, der kom som følge af et besøg hos bilen, da feltet splittede i sidevinden og en punktering i bunden af Superga. Han har formentlig gjort alt for at ramme formen til en stor afslutning på karrieren, og vi så med hans uhyggeligt flotte Giro-etapesejr i år, at hans topniveau stadig er højt. Det synes i hvert fald ikke umuligt, at han vil være stærk nok til at sikre sig en billet til frontgruppen efter Gandia. Han er som bekendt hurtig, men ikke ”slovenerhurtig”, og derfor skal han spille det taktiske spil for at vinde. Men hvordan var det nu, det gik, sidst han spillede et taktisk spil i Bergamo? Nå ja, det endte vist med en sejr…

 

Manden, der blev snydt af Martin den dag, var Alejandro Valverde, som alle nok engang kiggede på, og dermed blev Martin en af årsagerne til et af cykelsportens største paradokser, nemlig at en af alletiders største ardennerryttere aldrig har vundet Il Lombardia. Spørgsmålet er, om tiden er ved at løbe ud for veteranen. Ganske vist bliver han ved med at genopstå som en anden Fugl Fønix, senest da han i år spurtede med om sejren i Liege, men han synes ikke at have samme niveau lige nu. Han er ellers nået langt siden Vuelta-styrtet, men han er helt sikkert ikke så god som i 2019, hvor han ellers var en af de ryttere, Roglic ikke kunne sætte. Dengang kørte han forinden på podiet i Torino, og i går blev han blot nr. 10. På Sicilien vandt han ganske vist en etape, men Vincenzo Nibali kørte ham efterfølgende over, og i de seneste løb har det stået klart, at niveauet i det sicilianske løb har været ganske lavt sammenlignet med det, vi ser i disse klassikere. Torinos eksplosive finale passede endda bedre til en formsvag tilstand, og man kan frygte, at formen ikke rækker til 239 km og 4600 højdemeter. Omvendt har vi i Liege set, at Valverdes niveau stadig kan være tårnhøjt, og overlever han først Gandia, er han en af de ryttere, der passer bedst til finalen. Til gengæld kan man frygte, at han ikke længere har farten til at vinde en spurt - i hvert fald ikke, hvis han spurter som i Liege.

 

Deceunincks fjerde kort er Fausto Masnada. Det er klart, at han kommer til løbet som hjælper, men man skal aldrig udelukke noget, når overtalsspillet skal spilles. Masnada er kommet fremragende tilbage fra sin nylige skade, og han har overgået alle forventninger. Allerede i Luxembourg overraskede han sig selv, og siden var han stærk i Emilia, inden han blev nr. 3 i Bernocchi, og i går blev han endda nr. 8, selvom han havde ført en stor del af tiden for Almeida og Alaphilippe. Lige nu ligner Masnada en af de allerstærkeste, og dette løb passer ham endda bedre end de foregående. Spurtstyrke er for ham lige så ukendt, som sne er det i Sahara, men det skal ikke forhindre ham i at vinde, hvis Deceuninck giver ham friheden i det taktiske spil til sidst.

 

En anden rytter, der kan vinde på overtal, er Davide Formolo. Han har gang på gang i Liege vist, at han på sine gode dage er uhyggeligt stærk i de hårdeste endagsløb, ikke mindst med 2. pladsen i 2019, men i år har han aldrig for alvor fundet sit tårnhøje niveau. Det er langt fra sikkert, at han har det denne gang, men der har været opløftende takter. Nok udgik han i Emilia, men han arbejdede godt for holdet i Luxembourg, og seneste kørte han et flot Varese, hvor han blev nr. 2. Jeg vil stadig blive overrasket, hvis han kører finale, men vi har før set ham dukke op som trold af en æske i Liege. Overlever han først Gandia, er det en slovener, alle UAEs rivaler holder øje med, og det kan Formolo måske udnytte.

 

Klassikerhistorikken er helt anderledes hos hans tidligere holdkammerat Nairo Quintana, der på ingen måde er skabt til disse løb. Alligevel blev han nr. 9, da han for fire år siden sidst kørte et monument netop i Lombardiet, og det er da også et løb, der passer ham hæderligt. Det er klart, at han slet ikke er skabt til den lette finale, og at hans eneste vej til sejr går gennem ”en Mollema” i en taktisk finale, men han synes at være en af de ryttere, der har formen til måske at indløse billet til frontgruppen efter Gandia. Han har i hvert fald været ganske stærk i de foregående løb i Emilia og Torino, hvor han begge gange er gået i top 10, og i Torino skete det endda ved, at han som eneste mand kunne køre op til frontgruppen i samme hug som Yates. Disse længere stigninger passer ham langt bedre, men til gengæld har vi også gennem hele sæsonen set, at hans niveau ikke er som i gamle dage. Han har særligt for vane pludselig at floppe helt, men holder han niveauet fra de seneste løb, har han en chance for at køre finale. Gør han det, kan alt ske, som da han vandt i en flad finale i Vueltaen i 2019.

 

Ben Hermans har kørt som en motorcykel gennem hele efteråret, ikke mindst ved EM, hvor hans arbejde for Evenepoel var uhyggeligt overbevisende, men nu er gasse måske ved at gå af ballonen. I hvert fald skuffede han mig en anelse på Superga i går, men en 11. plads var trods alt ikke helt ringe. Han blev også nr. 9 Emilia, og dermed står det klart, at han fortsat må regnes som en af feltets mest formstærke ryttere. I gamle dage ville man have regnet dette løb som værende for bjergrigt, men det er ikke tilfældet længere, efter at han er blevet en rigtig dieselklatrer. Jeg er stadig lidt bange for, at topniveauet ikke helt rækker, men han er nødt til at stå højt på denne liste, fordi han er en af de få, der kan sidde i et meget stærkt overtl til sidst, hvor han kan gøre fælles front med Woods og Martin.

 

Jeg bliver også nødt til at nævne Jack Haig, men det er på rent potentiale. Han er nemlig den eneste gode klatrer, der ikke har kørt løb i de seneste uger, og derfor aner vi ikke, hvor han står. Sidst vi så ham, var formen i hvert fald så god, at han blev nr. 3 i Vueltaen, men det vil trods alt overraske, hvis han har samme niveau nu, da han næppe er sprunget ud på cyklen hver morgen, alene for at være i form til dette ene løb. Til gengæld ved vi også, at lange, hårde endagsløb passer hans dieselmotor som fod i hose, hvorfor han også blev nr. 6 i dette løb i 2019. Spurte kan han ikke, men er han vitterligt i form, klatrer han godt nok til at overleve Gandia. Sker det, kan alt som bekendt ske.

 

En anden rytter, der kan drage fordel af et overtal, er Steven Kruijswijk. Det tyder på, at Vueltaen var det, der efter coronapausen skulle bringe hans enorme dieselmotor i omdrejninger, for selvom han stadig har langt til fordums styrke, er hans niveau efterhånden højt. Det så vi senest i Emilia, hvor han længe kæmpede for at køre alene op til fronten og kom ganske tæt på, og det var endda i et løb, der passede ham meget ringere end dette opslidende dieselløb. Jeg anser det bestemt ikke som usandsynligt, at han overlever Gandia, og så kan han være del af et Jumbo-overtal. Desværre er han så spurtsvag, at han formentlig vil blive brugt relativt kontrollerende med Vingegaard som en offensiv plan B og Roglic som plan A, men får han lov at snige sig væk, kan han blive en temmelig usandsynlig vinder af de endagsløb, han egentlig ikke bryder sig om.

 

En af efterårets positive oplevelser har været Domenico Pozzovivo . Det lå ellers ikke i kortene, at han skulle rejse sig efter sit brud i knæet, men minsandten om ikke han blev nr. 11 i Emilia, inden han i går kørte op til frontgruppen og var en af de bedste, indtil han punkterede på sidste stigning. Det er klart, at han ikke har fordums niveau, men vi så inden styrtet i Burgos, at hans topniveau altså stadig er så godt, at jeg vil tro, at han uden uheldet havde vundet det løb. At han er god i hårde endagsløb, ved vi i hvert fald, for han er i Liege blevet nr. 5, 5 og 8 og i Lombardiet nr. 6, 6 og 8. Heller ikke han kan spurte, og derfor skal han vinde som langt de fleste andre, men han synes at have formen til måske at kunne køre finale efter Gandia.

 

EFs bedste bud synes at være Sergio Higuita, men hans form er lidt svær at vurdere. Han var bestemt ikke prangende i Emilia, men til gengæld var han en af de allerstærkeste i Varese, hvor han var en af de få, der kørte med Pogacar og co. tilbage til fronten. Det var dog også eksplosive stigninger, der passede ham som fod i hose, og han har haft det sværere på længere stigninger som disse. I årets Tour sluttede han dog af med at klatre bedre end nogensinde, og har han de ben, burde han have en chance for at overleve Gandia. Jeg tvivler på, at det vil ske, men hvis det gør, er han en af de meget få, der kan stole fuldt og fast på, at han kan slå alle i en spurt.

 

Det har ikke været en god sæson for Aleksandr Vlasov, der ellers var på alles læber sidste år, hvor han som hjælper for Fuglsang endte som nr. 3 i dette løb. Samme form har han ikke denne gang, men efter Vuelta-styrtet går det den rigtige vej. Han var ikke meget værd i Emilia, men i Varese så han meget overbevisende ud, da han som hjælper for Alexey Lutsenko reducerede afstanden til frontgruppen, og i går var han også langt bedre end i Emilia. Formkurven synes stigende, men man må nok regne med, at dette løb kommer en anelse for tidligt, særligt til det niveau, han har haft i år. Det synes dog ikke udelukket, at han i en lettere udgave kan ende i front efter Gandia, og så handler det om at spille spillet.

 

Den seneste rytter til i dette løb at spille spillet til perfektion var som bekendt Bauke Mollema, der var hurtig til at slå til, da Roglic og co. kiggede for meget på hinanden i 2019. Desværre synes han ikke at have samme form denne gang. For to år siden havde han været i top 10 i både Emilia og Torino forinden, men selvom han igen i år var i top 10 i førstnævnte, så han ud til at mangle ganske meget i går, hvor han var sidste mand til at køre op til fronten og var langt efter i finalen. Hans kørsel i Emilia giver håb, men da han har manglet en del i alle sine løb efter sin hårde sæsonstart, tvivler jeg på ham. Historien viser dog også, at man aldrig skal afskrive Mollema i de længste endagsløb, og ser man på hans sejrsliste, vil man vide, at han stort set vinder alle sine triumfer ved at spille det taktiske spil til perfektion,

 

En af gårsdagens store overraskelser var Michael Storer. Det var ellers svært at tro, at han havde stadig var i form, men selvom han åbenlyst ikke var på Vuelta-niveau, kørte han stadig finale. Vi ved fra hans Vuelta, at hans topniveau er så tårnhøjt, at han vil være en af de ryttere, der kan overleve Gandia, hvis han nærmer sig. Han manglede stadig for meget i går, men efter så lang en pause er der en god chance for, at han kan have fået et boost af at komme af med sin løbsrust. Også han skal vinde på taktik, men med lidt bedre ben end i går er det ikke umuligt, at han kører finale.

 

Endelig vil jeg nævne Vincenzo Nibali og Gianni Moscon , men det er uden den store overbevisning. Nok vandt Hajen på Sicilien, men som vi har set de seneste løb, var niveauet her tilsyneladende temmelig lavt. I hvert fald var han langt fra de bedste i går, og når man ser på hans generelle niveau i år, er det svært at se ham med fremme. Omvendt rejser Nibali sig altid i Lombardiet, som han gjorde i 2017, hvor han vandt, og i 2018, hvor han i formsvag tilstand blev nr. 2, og også sidste år kørte han et af sæsonens bedste løb her. Det passer ham da også meget bedre end Torino, men der skal ske meget, hvis han skal vinde for tredje gang. Moscon lagde i Roubaix endelig sit katastrofale efterår på hylden og viste en skræmmende god form, der gav mindelser om foråret. I topform kan han godt være med i Lombardiet, som han viste med 3. pladsen i 2017, og han klatrede som bekendt som en drøm i foråret. Han skal dog være knivskarp for at være på så svær en rute, og efter et efterår, hvor han intet har vist på stigningerne, er det tvivlsomt, om Roubaix-form kan omsættes direkte til Lombardiet-form. De to løb kunne trods alt ikke være meget mere forskellige.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er nu kendt. Ikke helt uventet stiller Haig ikke til start for Bahrain, der har erklæret Dylan Teuns som deres kaptajn og også udtaget Matej Mohoric. Som nævnt i holdoversigten synes Teuns formsvag, og vi har i de seneste løb set, at Mohoric er ved at være træt forud for et løb, der i forvejen må regnes som værende for svært.

 

***** Primoz Roglic

**** Tadej Pogacar, Remco Evenepoel

*** Joao Almeida, Jonas Vingegaard, Michael Woods, Adam Yates, Julian Alaphilippe

** David Gaudu, Dan Martin, Alejandro Valverde, Fausto Masnada, Davide Formolo, Nairo Quintana, Ben Hermans, Steven Kruijswijk, Domenico Pozzovivo, Sergio Higuita, Aleksandr Vlasov, Bauke Mollema, Michael Storer, Vincenzo Nibali, Gianni Moscon

* Thibaut Pinot, Rafal Majka, Guillaume Martin, Clement Champoussin, Romain Bardet, Pavel Sivakov, Diego Ulissi, Simon Yates, Lorenzo Rota, Stephen Williams, Rigoberto Uran, Giovanni Aleotti, Marc Hirschi, Rein Taaramae, Thymen Arensman, Sebastien Reichenbach, Lorenzo Fortunato, Andreas Kron, Steff Cras, Davide Villella, Maxim van Gils, Brandon McNulty, Alexey Lutsenko, Neilson Powless, Aurelien Paret-Peintre

 

Danskerne

Jonas Vingegaard er en af favoritterne og er omtalt ovenfor. Andreas Kron er en af kaptajnerne på Lotto og viste god form i Varese, men dette løb er nok for bjergrigt til, at han kan være med helt i front. På BikeExchange skal Christopher Juul støtte Simon Yates og samme opgave har Andreas Stokbro for Domenico Pozzovivo på Qhubeka og Niklas Eg for Vincenzo Nibali og Bauke Mollema på Trek.

 

Tidligere års løb

Du kan gense Jakob Fuglsangs sejr fra 2020, Bauke Mollemas sejr fra 2019, Thibaut Pinots sejr fra 2018, Vincenzo Nibalis sejre fra 2017 og 2015, Esteban Chaves’ sejr fra 2016 samt Dan Martins sejr fra 2014.

 

SE IL LOMBARDIA PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Holdoversigt

Nedenfor redegør jeg for, hvem der foruden de ovennævnte kan tænkes at lave et resultat for de enkelte hold.

 

Deceuninck-Quick Step: Holdet har tre topkandidater i Evenepoel, Almeida og Alaphilippe, men også Masnada er nævnt ovenfor. Andrea Bagioli må efter Emilia nok regnes som hjælper i et løb, der er til den bjergrige side for ham.

 

Ag2r Citroën Team: Bedste bud er Clement Champoussin, der viste god form i Emilia og Torino, men nok mangler lidt for meget til at være i front. Benoit Cosnefroy er stadig flyvende, men dette løb er for bjergrigt, som vi også så i Emilia. Aurelien Paret-Peintre gjorde det fint i Varese, men er overmatchet mod bedre klatrere. Clement Berthet har imponeret, men niveauet er for højt til et absolut topresultat, og Geoffrey Bouchard er ikke i flyvende form.

 

Alpecin-Fenix: Holdets bedste bud burde være Ben Tulett, men han har været formsvag siden Polen. Bedre har det set ud for Louis Vervaeke, der var stærk og offensiv i Vallonien, men han kan ikke være med helt i front. Xandro Meurisse er formsvag, og løbet er for svært for Petr Vakoc og Kristian Sbaragli.

 

Androni Giocattoli-Sidermec: Simone Ravanelli synes at have formen til at komme langt, men han kan ikke være med helt i front, og det kan heller ikke en ligeledes formstærk Mattia Bais. Holdets mange øvrige klatrere synes alle formsvage, selvom Eduardo Sepulveda før har overrasket i dette løb.

 

Astana-Premier Tech: Vlasov er bedste bud, da Alexey Lutsenko trods pæn form ikke synes at have niveauet til at være i front. Løbet er for svært for en ellers velkørende Samuele Battistella .

 

Bahrain-Victorious: Den erklærede kaptajn er Dylan Teuns, men han har virket for formsvag frem mod et løb, der for ham er til den svære side. Mest spændende er Stephen Williams, der vandt i Kroatien og bør kunne komme ganske langt. Mikel Landa var i katastrofal form i Kroatien, hvor også Santiago Buitrago manglede meget. Holdet har udtaget Matej Mohoric i en ligeledes beskyttet rolle, men løbet er for svært, især fordi han er ved at være træt. Hermann Pernsteiner  er i fin form, men passer dårlig til løbet.

 

Bardiani-CSF-Faizanè: Niveauet rækker ikke til at være med i front. De mest formstærke synes at være Davide Gabburo, Andrea Garosio, Daniel Savini og Giovanni Carboni.

 

BORA-hansgrohe: Alle holdets ryttere synes at mangle form. Mest formstærke er Giovanni Aleotti, men han er formentlig overmatchet i et bjergløb. Matteo Fabbro viste endelig livstegn i Torino, men ikke nok til optimisme for et topresultat. Felix Grossschartner var bedre i Varese, men virker ligesom Patrick Konrad og Ide Schelling træt. Emmanuel Buchmann synes uhyre formsvag.

 

Cofidis: Guillaume Martin var overraskende god i Varese, hvor han kørte op til fronten, men floppede i Torino. Han gør det formentlig fornuftigt, men efter en vild sæson synes formen ikke at være helt i top. Remy Rochas har stadig lidt at skyde med, ligesom Ruben Fernandez gjorde det godt i går, men de kan ikke være med i front. Victor Lafay og Simon Geschke er helt uden form.

 

EF Education-Nippo: Higuita ligner bedste bud. Neilson Powless har været flyvende dette efterår, men løbet her er nok for svært, og hans form synes langt om længe på retur. Rigoberto Uran viste klar fremgang i Emilia og Varese, men vi så også, at han stadig mangler en del.

 

EOLO-Kometa: Lorenzo Fortunato viste endelig form på Sicilien, men efter hans exit i går står det mere og mere klart, at det mest skyldtes det relativt lave niveau. Niveauet er for højt for holdets to øvrige klatrere, Edward Ravasi og Mark Christian.

 

Groupama-FDJ: Gaudu ligner bedste bud. Egentlig så Thibaut Pinot ud til at være i fremgang i Luxembourg og i Bernocchi, men han synes stadig at mangle lidt for meget. Han gav hjul til Gaudu i Emilia og havde ifølge holdet ”en mindre god dag” i går. Han har stadig ikke været med de bedste på dette niveau siden pausen. Sebastien Reichenbach har et pænt niveau, men ikke nok, og Matteo Badilatti og Attila Valter er ikke flyvende.

 

INEOS Grenadiers: Det er holdet med de mange formsvage topnavne. Yates er bedste bud med Moscon som joker. Pavel Sivakov har været god i Emilia og Torino, men næppe god nok til at køre finale efter en sæson, hvor han har klatret skidt. Tao Geoghegan Hart er stadig langt væk, som også Eddie Dunbar er det.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Lorenzo Rota har været her, der og alle vegne siden Touren og viste senest sit høje niveau i Varese. Jeg vil dog tro, at stigningerne her er for lange til, at han kan være med helt i front. Rein Taaramae var god i går, men klatrer ikke godt nok til dette niveau og løb., og Louis Meintjes synes formsvag efter Vuelta-styrtet. Odd Christian Eiking har virket træt efter den vilde Vuelta, og Jan Hirt er som altid helt væk efter en grand tour.

 

Israel Start-Up Nation: Woods og Martin er kaptajnerne med Hermans som en stærk plan C.

 

Team Jumbo-Visma: Roglic er plan A med Vingegaard som plan B og en formstærk Kruijswijk som joker. George Bennett, Koen Bouwman, Chris Harper og Sam Oomen er ikke helt væk, men ikke på et niveau til at lave et resultat.

 

Lotto Soudal: Andreas Kron er omtalt under danskersektionen og er sammen med en formstærk Steff Cras nok bedste bud. En joker er dog Maxim van Gils, der ikke har kørt kuperede løb siden Vueltaen og med en top 10 i San Sebastian har vist sit potentiale i denne slags løb. På papiret er holdets kaptajn Tim Wellens, men han har resigneret og erkendt, at han bare skal have noget ferie. Harm Vanhoucke er ikke dårlig, men ikke flyvende heller.

 

Movistar Team: Holdet er bygget helt op om Valverde. Davide Villella er i form, men kan ikke gentage sin 4. plads fra 2016.

Holdets anden klatrer Antonio Pedrero mangler form, og løbet er for svært for Gonzalo Serrano.

 

Team Arkea Samsic: Holdet er bygget helt op om Quintana. BElie Gesbert er formsvag, og selvom han er i fin form, vil Maxime Bouet finde løbet for svært.

 

Team BikeExchange: Holdet er bygget op om Simon Yates, men efter hans præstation i det svagt besatte løb i Kroatien er det svært at se ham i front her. Kevin Colleoni og Andrey Zeits er de eneste øvrige klatrere, der synes i form, men de kan ikke være med i front. Mikel Nieve, Damien Howson og Nick Schultz synes formsvage.

 

Team DSM: Storer ligner bedste bud. Romain Bardet er ganske vist erklæret kaptajn, men efter hans præstation i det svagt besatte Sicilien er det svært at tro på, at han vil være flyvende. Thymen Arensman er kommet stærkt ud af Vueltaen og kan gøre det godt, men ikke vinde. Tiesj Benoot fortsatte sin klatremæssige nedtur i Torino, og Andreas Leknessund, Chris Hamilton og Mark Donovan er formsvage.

 

Team Qhubeka NextHash: Det er alle mand for Pozzovivo.

 

Trek-Segafredo: Nibali og Mollema er kaptajner. Gianluca Brambilla har set fin ud, men ikke nok til at være med i front, og det samme gælder for Niklas Eg. Antonio Tiberi er formsvag.

 

UAE-Team Emirates: Pogacar er kaptajn med Formolo som plan B. Rafal Majka har en god Lombardiet-historik med flere top 5-resultater og så ganske stærk ud som hjælper i går, men han ligner netop hjælper. Diego Ulissi har kørt godt i Emilia og Torino, men år efter år viser dette løb sig at være for hårdt, også når han har været god i optakten. Marc Hirschi var god i Varese, men i de hårde løb har han manglet for meget til, at man kan tro på ham her. Brandon McNulty er den ubekendte, fordi uheld slog ham ud på Sicilien, hvor han så udmærket ud på 3. etape, men han har ikke i optakten vist flyvende form. Jan Polanc er solid, men ikke mere end det.

 

Vini Zabu: Tja… Den engang så lovende Edoardo Zardini har endelig vist lidt livstegn igen, men ikke til mere end at ramme udbruddet.

 

SE IL LOMBARDIA PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Primoz Roglic
Tadej Pogacar, Remco Evenepoel
Joao Almeida, Jonas Vingegaard, Michael Woods, Adam Yates, Julian Alaphilippe
David Gaudu, Dan Martin, Alejandro Valverde, Fausto Masnada, Davide Formolo, Nairo Quintana, Ben Hermans, Steven Kruijswijk, Domenico Pozzovivo, Sergio Higuita, Aleksandr Vlasov, Bauke Mollema, Michael Storer, Vincenzo Nibali, Gianni Moscon
Thibaut Pinot, Rafal Majka, Guillaume Martin, Clement Champoussin, Romain Bardet, Pavel Sivakov, Diego Ulissi, Simon Yates, Lorenzo Rota, Stephen Williams, Rigoberto Uran, Giovanni Aleotti, Marc Hirschi, Rein Taaramae, Thymen Arensman, Sebastien Reichenbach, Lorenzo Fortunato, Andreas Kron, Steff Cras, Davide Villella, Maxim van Gils, Brandon McNulty, Alexey Lutsenko, Neilson Powless, Aurelien Paret-Peintre
INFO
Optakter
Nyheder
Il Lombardia
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Intermarché-chef om dansk stortalents skifte: Et stolt øjeblik

Landevej

2021-sæsonens overraskelser: Her er de 10 største

Landevej

Fik hjerneblødning: WorldTour-rytter sår tvivl om comeback

Landevej

Topsprinter åbner op om mental kamp med sig selv

Landevej

Peter Sagan scorer monsterkontrakt med sponsor

Landevej

Video i artiklen10 lovende transfers: Ewans nøgle til at indtage sprintertronen

Landevej

Overblik: Sådan blev Champions League afgjort

Bane

Pidcock gjorde comeback: Jeg er forslået nu

Cross

Feltet.dk styrker sine SOME-aktiviteter og investerer i fremtiden

Landevej

Van Aert efter muddersejr: Et rigtigt crossløb

Cross

Officielt: Alpecin-Fenix henter sejrrig sprinter

Landevej

Danske mestre: Aagaard og Dideriksen tager den samlede sejr i Omnium

Bane

Video i artiklenStil spørgsmål til Feltet.dk´s ekspert

Landevej

Video i artiklenHighlight: Cort tager første stik af tre i Vueltaen foran sulten Roglic

Video

Video i artiklenStående bifald i London: Katie Archibald kroner endurance-titel med sejr i kvindernes udskilning

Video

Video i artiklenOL, VM og Track CL: Altdominerende Harrie Lavreysen pynter på CV’et med sprintsejr i London

Video

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST
Video i artiklen“En galning!” - Thailandske Angsythasawit millimeter fra at forårsage styrt med fræk overhaling

Video

Video i artiklenPortugisisk power i London: Iuri Leitao tager udskilningstitlen foran Hoover og Mora

Video

Video i artiklen“Der er en grund til, hun er verdensmester” - Brølstærke Emma Hinze vinder kvindernes sprintfinale

Video

Video i artiklenYumi Kajihara sejrer i kvindernes scratch - Archibald sikrer endurance-titel med andenplads

Video

Video i artiklenPhoto-finish i London: Stefan Bötticher slår Harrie Lavreysen med mulehår i mændenes keirin-finale

Video

Video i artiklenKaotisk omgang scratch hos mændene: Roy Eefting snyder favoritterne - Mora diskvalificeret

Video

Video i artiklenDyrt styrt i mændenes scratch: To ryttere i gulvet - se det her

Video

Eksklusivt interviewEksperten svarer læserne: Hvad sker der - hvis Qhubeka lukker?

Landevej

10 lovende transfers: Franskmændenes røverkøb

Landevej

Overblik: Sådan endte tredje afdeling af Champions League

Bane

Velkommen tilbage: Van Aert smadrer rivalerne

Cross

Eksklusivt interviewEr stamceller doping? – Forskeren svarer på jeres spørgsmål

Landevej

Fransk profil vil besejre Alaphilippe og vinde en klassiker

Landevej

Vild dominans fortsætter: Verdensmesteren snupper ny sejr

Cross

Holdboss om Nibali: Det her kan I forvente

Landevej

Annonce

ANNONCE