Optakt: GP Miguel Indurain 2023

Løbets rolle og historie

I forrige århundrede var den spanske kalender fuldt med etapeløb i foråret, og man kunne faktisk tilbringe næsten hele perioden ved udelukkende at køre på Den Iberiske Halvø. Desværre har den økonomiske krise taget hårdt på landet, og nu om dage er der næsten intet tilbage af den engang så flotte kalender.

Ikke overraskende afvikles de fleste af de tilbageværende løb i det cykelgale Baskerlandet, der har en serie af endagsløb i sensommeren, hvor det hele kulminerer med Clasica San Sebastian. Dets største begivenhed er imidlertid Itzulia Basque Country i april, og det regionale etapeløb er både et af forårets helt store etapeløb på WorldTouren samt den vigtigste begivenhed i den største løbsserie på den spanske kalender.

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Etapeløbet kommer som det helt store højdepunkt midt i en lille løbsserie, der traditionelt er blevet afsluttet med det lille endagsløb Klasika Amorebieta den efterfølgende søndag - et løb, der dog ikke har været kørt siden 2019. Denne weekend byder på endnu et endagsløb, der giver muligheder for klatrerne til at teste formen før næste uges store løb. Indtil 2017 kunne sprinterne gå efter guldet om søndagen Vuelta a la Rioja, mens klatrerne og de eksplosive puncheurs jagtede sejren i lørdagens GP Miguel Indurain, der traditionelt er en nøgleindikator på, hvad vi kan forvente i næste uges Baskerlandet Rundt. Igen i år er førstnævnte desværre aflyst, men det ændrer ikke på, at lørdagens løb i Indurains hjemegn fortsat vil afsløre nogle af de navne, vi skal holde øje med i den kommende uge.

GP Miguel Indurain blev første gang afviklet i 1951, men dengang var det kun et lokalt løb. I 1998 fik det sit nye brand, da det blev navngivet efter den femdobbelte Tour de France-vinder, og i 2005 blev det et 1.1-løb på UCI Europe Tour. Tidligere nød det endda status som 1.HC-løb, men i 2013 rykkedes det igen ned til den lidt lavere status. Ikke desto mindre har det hele tiden været et meget prestigiøst løb med en vinderliste, der må gøre de fleste arrangører misundelige, og i det lys er det godt at se, at løbet i 2021 genvandt sin gamle status, da det blev en del af den ProSeries, der erstatter HC-serien.

Løbet afvikles ikke i Baskerlandet, men i den nærliggende by Estella i Navarra-regionen. Det er ofte sluttet på stigningen op til det ikoniske Basilica de Puy, og det har gjort det til en perfekt test for puncheurs og ardennerspecialister, der var som skabt til denne finale og det kuperede terræn. Det afspejles i listen af vindere, der inkluderer navne som Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Samuel Sanchez, Daniel Moreno, Rinaldo Nocentini og Fabian Wegmann, der alle var specialister i kuperede endagsløb. I dag er finalen flyttet, så der ikke længere er mål på en stigning, men løbets karakter som et ardenneragtigt løb er uforandret.

Annonce

Meget ofte fortsætter hovedaktørerne fra dette løb videre til Baskerlandet, hvor de ofte spiller en nøglerolle i Itzulia Basque Country, og det gør netop dette løb til den helt perfekte indikation på, hvem der er i form til det store WorldTour-løb. Samtidig har GP Miguel Indurain nydt godt af dets storebror, der har betydet, at mange af sportens stjerner er i landet, og derfor har man kunnet tiltrække et meget stærkere felt end mange andre spanske endagsløb. Desværre er der en tendens til, at holdene sparer deres største navne, men det gør sig ikke gældende i år, og synergien med WorldTour-løbet sikrer deltagelse af ti af de 18 WorldTour-hold, hvilket er det samme antal som sidste år og et enkelt mere end i 2021.

Sidste års udgave var en meget speciel en af slagsen, da sne betød, at man måtte droppe alle løbets lange stigninger, og det blev derfor et ganske let løb med kun de korte stigninger i finalen. Trods en byge af angreb kunne ingen komme fri, og det hele endte i en spurt i en ganske stor gruppe, hvor Warren Barguil akkurat sejrede foran Aleksandr Vlasov og Simon Clarke. Barguil har valgt at droppe sit titelforsvar, og da Vlasov og Clarke ligeledes skipper løbet, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

STREAM GP MIGUEL INDURAIN, VOLTA LIMBURG CLASSIC OG FLANDERN RUNDT UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Ruten til GP Miguel Indurain har varieret lidt fra år til år, men det var længe primært den første flade del, der ændredes. Finalen med de vigtigste stigninger, herunder den flotte afslutning på stigningen til Basilica de Puy, var den samme i mange år.

Det ændrede sig imidlertid i 2018. Hele løbet var stort set uforandret, men for første gang i umindelige tider havde man fjernet den ikoniske målstigning. I stedet var Alto Eraul, der tidligere var næstsidste udfordring, nu sidste længere stigning, inden et par små ramper ledte frem til den nye finale i centrum af Estella. Den model fastholdt man i 2019 og i 2021, hvor ruten i alt væsentligt havde de samme hovedudfordringer som i de foregående udgaver, og hvor de sidste to rundstrækninger og dermed de sidste knap 100 km var uforandrede. I 2022 var der sågar tale om et totalt genbrug af ruten fra 2021, selvom snevejr betød, at man på løbsdagen måtte ændre den markant, og sådan bliver det igen i 2023.

Som altid starter og slutter også den 22. udgave af løbet i Estella, og i år skal de i alt tilbagelægge 203,2 km. Den første del er de nemmeste og består i år ikke af én, men af to relativt lette rundstrækninger. Den første af disse er 57,2 km lang og er meget enkel. Her hører man nemlig mod øst igennem småkuperet terræn til byen Puenta la Reina, hvor man efter 28,0 km kører en spurt, inden man kører en omgang på en lille rundstrækning, der går op og ned ad en bakke (2,8 km, 5,3%). Herfra følger man præcis samme vej mod vest tilbage til Estella, idet man undervejs kører endnu en spurt efter 45,3 km i Villatuerta, hvorefter man skal over Alto de Grocin (4,4 km, 3,7%), der har top efter 51,9 km. Slutteligt kører man for første gang den lille finalerampe Alto Ibarra (600 m, 11,5%), inden det går ned til mål, hvor stregen krydses efter 57,2 km.

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Den anden rundstrækning er 55,4 km lang og henlagt til det relativt flade område vest for byen. Først kører man dog mod sydvest op ad Alto de Irache (3,4 km, 4,1%), der har top efter 62 km, inden det går mod syd ned til Arroniz, hvor endnu en spurt venter efter 73,5 km på en lille småkuperet rundstrækning. Nu bliver det næsten helt fladt, når man kører mod nordvest og siden nordøst tilbage til udkanten af Estella, hvor man dog slår en sløjfe ved for første gang at køre mod nord op ad kategori 2-stigningen Alto de Eraul (3,8 km, 5,5%), der også findes i finalen, og som her har top efter 102,7 km. Faktisk kører man nu hele finalen, med den korte nedkørsel, der leder mod nordøst, inden man kører mod syd op over Alto de Muru (1,7 km, 4,8%) med top efter 107,2 km og slutteligt videre ned til centrum af Estella, hvor Alto Ibarra (600 m, 11,5%) passeres for anden gang og siden også målstregen i forbindelse med en spurt efter 112,6 km.

Udfordringerne kommer først i løbets anden halvdel, hvor man kører omgange på de samme to rundstrækninger, som blev introduceret i 2018, og som er placeret i bakkerne nord for Estella. Den første af disse er 62,6 km lang og indledes med et fladt stykke, der leder mod øst. Her drejer man mod nord op ad den lille Alto Embalsede Alloz (1,1 km, 7,0%), der har top efter 131,3 km og leder direkte mod syd ind på Alto de Arradia (2,1 km, 5,9%), der har top efter 135,2 km. Nu går en lille nedkørsel mod nord, inden man drejer mod øst ind på kategori 1-stigningen Alto Guirguillano (2,8 km, 5,8%), der er en helt jævn kategori 1-stigning med top efter 139,6 km.

Herfra leder en teknisk nedkørsel mod nordvest og nord ned til dalen, som følges igennem fladt terræn mod sydvest. Det flade terræn får en ende, når man drejer mod nordvest og nord for at passere kategori 2-stigningen Alto de Lezaun (3,9 km, 5,4%), der ligeledes er helt jævn og har top efter 157,4 km. Et plateau følges mod nord og nordvest, inden en ikke specielt svær nedkørsel fører mod syd ned til Estella, hvor finalen med Alto de Muru (1,6 km, 4,6%) og Alto Ibarra (600 m, 11,5%) gentages frem mod en tredje målpassage i forbindelse med en spurt efter 175,2 km

Løbet afsluttes nu med en omgang på den klassiske 28,0 km lange finalerundstrækning, der indledes med en lille sløjfe mod sydvest og nordvest, der sender feltet op og ned ad Alto de Irache (3,4 km, 4,1%) for anden gang, denne gang med top efter 180,0 km. Nu går det mod nordøst og nord frem til bunden af kategori 2-stigningen Alto de Eraul (3,8 km, 5,5%), der er helt jævn, passeres for anden gang og har top efter 193,2 km. Herfra resterer præcis 10,0 km, der indledes med en let nedkørsel, som leder mod nordøst, inden det går mod syd op ad den lille Alto de Muru (1,6 km, 4,6%), der har top med 5,4 km igen.

Annonce

Herefter falder det mod syd ad en helt lige hovedvej ned til Estella, hvor man drejer ind på den kringlede rampe Alto Ibarra (600 m, 11,5%), hvis top passeres med bare 1,4 km igen. Derfra går det lynhurtigt mod syd ad en kringlet nedkørsel med to hårnålesving, indtil man når tilbage til hovedvejen, hvor man med 100 meter igen drejer skarpt i en rundkørsel, inden man med 50 m igen drejer skarpt til venstre ind på den korte og let faldende opløbsstrækning.

Løbet byder på i alt 3445 højdemeter mod 2788 højdemeter i 2019.

Annonce

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

STREAM GP MIGUEL INDURAIN, VOLTA LIMBURG CLASSIC OG FLANDERN RUNDT UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Estella ligger på grænsen til Baskerlandet, og det indebærer naturligvis en betydelig risiko for regn, som vi har set det i nogle kolde nylige udgaver, men alligevel var mange nok ved at falde ned af stolen sidste år, hvor spansk snevejr i april betød, at man måtte droppe alle de lange stigninger. Så galt går det heldigvis ikke i år, men nogen pæn dag venter der heller ikke denne gang. Det vil primært være skyer med kun begrænset sol, og efter en tør start vil dagen slutter med en bygerisiko på 40-70% til de sidste par timer. Temperaturen vil være beskedne 13 grader - mod 5 grader i 2022 - og det vil være blæsende med en frisk til hård vind (23-26 km/t) fra nordvest. Det giver vind fra alle retninger på de mange rundstrækninger, men i finalen vil der være modvind på Lezaun og derefter sidemedvind frem til næstsidste passage af stregen. Herefter følger et stykke med sidevind, inden man får sidemodvind på Eraul og fra toppen sidemedvind resten af vejen, idet man får direkte medvind på den korte opløbsstrækning.

Annonce

Favoritterne

For nogle år siden blev GP Miguel Indurain næsten altid afgjort i en spurt op ad den sidste rampe, hvor de bedste puncheurs kunne gøre en forskel. I de senere år har løbet imidlertid været mere selektivt, og vi har generelt set to scenarier. Simon Spilak og Alejandro Valverde har begge haft held og styrke til at iværksætte succesrige solooffensiver langt fra mål, mens det i årene mellem 2015 og 2018 samt i 2021 var en ganske lille gruppe, der kørte fri på de sværeste stigninger, hvorefter de afgjorde det imellem sig på de sidste stigninger. I 2019 fik vi til gengæld et helt andet scenarium på en dag, hvor løbet ikke kunne kontrolleres og et stort og stærkt udbrud endte med at afgøre løbet og eliminere mange af favoritterne. Sidste års udgave kan naturligvis ikke bruges til noget, fordi det herlige aprilsnevejr betød, at ruten måtte omlægges helt.

Siden 2018 har det været en afgørende nyskabelse, at målet på Basilica de Puy-stigningen er blevet fjernet til fordel for en flad finale. I 2018 ændrede det ganske vist ikke på, at Alejandro Valverde alligevel kunne køre fra alt og alle, men det har ændret løbets dynamik. Klatrerne har ikke længere en målstigning at gøre godt med. Derfor skal de væk allerede på Eraul, der dog ikke er verdens sværeste stigning. Man skal imidlertid heller ikke undervurdere den lille mur, Ibarra, der til allersidst udgør en perfekt rampe til at gøre en forskel, selvom den ganske vist er meget kort. Det så vi i 2019, hvor Tadej Pogacars forsøg var neutraliseret, og hvor det i stedet var den lille superpuncheur Jonathan Hivert, der på den stejle rampe kørte fra alle andre i udbruddet. I 2021 blev der samlet en gruppe med Valverde, Alexey Lutsenko og Luis Leon Sanchez efter Eraul, og herefter slog Valverde med sit uimodståelige ryk til på Ibarra. Selvom det var tæt på i 2019, hvor hele seks mand spurtede om 2. pladsen bag Hivert, har vi endnu aldrig oplevet, at løbet i nu tre udgaver med denne finale er blevet afgjort i en spurt, hvis man altså fraregner sidste års mærkelige udgave.

Med hele ti WorldTour-hold er det et ganske stærkt felt, der er samlet i år, men som det ofte er trenden, sparer mange deres Baskerlandet Rundt-kaptajner. Det gælder i hvert fald for Movistar, Bora, Jayco og UAE, der er uden navne som Enric Mas, Sergio Higuita, Simon Yates, Brandon McNulty og Marc Soler, der alle vil være med i næste uge. Det er derfor ikke den mest stjernespækkede startliste, men det åbner døren for nogle af de lidt mindre navne.

Man kan derfor ikke helt udelukke, at vi får en gentagelse af 2018, hvor et udbrud kørte om sejren. Får vi etableret den rette gruppe med de rette hold tidligere i løbet, vil der være en god chance for, at løbet er slut for feltet allerede her. Det er altid en mulighed, når løbet er uden en oplagt favorit. Jeg vil dog tro, at Trek, Movistar og Bora med nogen sandsynlighed vil kontrollere løbet for deres kaptajner, og vi skal nok vente os, at det igen bliver et gradvist udskilningsløb, der så skal afgøres på Eraul, Muru og Ibarra til sidst. Selv hvis et udbrud kører, ændrer det heller ikke på favoritfeltet. Holdene er kun interesserede i at lade et tidligt udbrud køre, hvis de har et af deres esser med, og derfor vil favoritterne være de samme, uanset om vi får en afgørelse fra et udbrud eller ej.

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vejret er ikke så slemt som sidste år, men prangende er det ikke. Særligt vinden kan blive en faktor. Der er en del sidevind først i løbet, men vi så sidste år, hvor vindstyrken og -retningen var præcis den samme, at det næppe vil spille en rolle, særligt fordi sidevinden kommer tidligt. Til gengæld vil der være en kraftig modvind på de sidste to lange stigninger, der ikke er særligt stejle, og derfor tror jeg, at det kan blive svært at gøre alt for store forskelle for de bedste klatrere. Det taler dels for, at det kan blive et taktisk løb, hvor bedste mand ikke bare vinder, dels at finalen bliver mere eksplosiv, og at det kan blive en lidt større gruppe, der rammer Ibarra i finalen. Det ligner altså et løb, hvor overtal kan være en fordel, og hvor punch på en stejl mur samt måske en god spurt efter den teknisk og faldende finale vil være vigtigere end klassiske klatreevner. Det ændrer dog ikke på, at man skal klatre godt for at vinde på en rute med 3500 højdemeter, hvilket er betydeligt mere end i 2019.

Annonce

Jeg prøver at gå med Mattias Skjelmose. Vi ved ikke, hvor danskeren står efter hans styrt i Paris-Nice, men det var heldigvis ikke alvorligt. Han har Baskerlandet og Ardennerne som store mål i den kommende tid, og man må formode, at han stræber efter at have et højt niveau de kommende uger. Det har han haft hele året, og vi så i Besseges, Var og Ardeche, at en formstærk Skjelmose kan køre med om sejren i et felt som dette. Særligt, hvis han har de ben, han havde i Besseges og Ardeche, bør han være en af de stærkeste, og det er også en finale, der passer ham. Modvinden på Eraul er nok en streg i regningen, men med det punch, han har vist på det sidste, bør han være en af de bedste på Ibarra, hvor han meget vel kan køre alene. Derudover er han en god nedkører og en af de allerhurtigste, og dermed er det så perfekt en finale for ham, at jeg tror på karrierens første endagssejr.

Min største bekymring er næsten holdet, men det ser nu ikke så slemt ud. Det burde være en perfekt finale for Natnael Tesfatsion, men efter hans kørsel i Italien i sidste uge vinder han næppe i dette felt. Juan Pedro Lopez viste i Catalonien, at han allerede er godt kørende, men i dette løb, der passer ham dårligt, bør han være hjælper. Med modvind er løbet ikke uden for rækkevidde for Toms Skujins, men han virker ikke flyvende, og han bør sammen med den velkørende Julien Bernard være hjælper.

Det virker næsten absurd, men jeg har faktisk en dansker som nr. 2 på listen også. Andreas Kron fik aldrig en chance for at vise sin form i Catalonien, hvor ruten var lidt for hård, 6. etape blev modificeret og 7. etape kontrolleret for stramt, men hans flotte top 10 i Barcelona indikerede, at den suveræne form fra Strade Bianche stadig er intakt. Eraul er en lidt lang stigning for ham, men ikke med de klatreben, han havde i Andalusien, og modvinden vil også hjælpe ham. Kommer han først frisk frem til finalen, bør han være en af de bedste på en mur som Ibarra, hvor han har masser af punch, ligesom han er hurtig. Min største bekymring kan være holdet, da han formentlig vil være alene til sidst. Sylvain Moniquet havde det stadig svært i Catalonien, og Edoardo Sepulveda og Johannes Adamietz har intet vist i år. Man kan håbe på gode klatreben fra den stadig stærkere Harry Sweeny, men denne rute er trods alt nok lidt for hård.

Jeg er uhyre spændt på at se Victor Lafay. Nu har han to år i træk i Tirreno vist, at han i topform er en fabelagtig puncheur, og det er bare en skam, at han fejltolkede spurten på Tirrenos 4. etape og derfor fik åbnet alt for tidligt. Hvis han har de ben, han havde i Ardeche og Tirreno, kan han meget vel køre fra alt og alle på denne mur, men siden han udgik i Italien - uden forklaring - har han ikke kørt. Han er altid en total lottokupon, og derfor kan det gå begge veje. De fleste favoritter er hurtigere end ham, og derfor skal han nok alene hjem for at vinde, men det kan Tirreno-udgave af Lafay også sagtens komme. Han ledsages af Jesus Herrada, der viste ganske højt niveau i Catalonien, og med modvind på Eraul bør han stå stærkt i denne eksplosive finale. Jeg tror dog, at muren kan vise sig en anelse for stejl. Holdet har også den tidligere vinder, Ion Izagirre . Han har været en skygge af sig selv i nu præcis et år, og da løbet med modvind på Eraul ikke passer ham, er det svært at se ham vinde. Løbet er til gengæld ikke ringe for Simon Geschke, der har vist fin form på det sidste, men næppe nok til at vinde. Jonathan Lastra har været en skygge af sig selv hele året.

Movistar komme med Ruben Guerreiro, men hvor den svingende portugiser står, er der ingen, der ved. Han var flyvende i Saudi Tour, skuffede fælt i Andalusien, rejste sig i det svage felt i Galicien og missede Strade med sygdom. Ardennerne er dog et stort mål, så formen burde ikke være ringe. Er han i sin bedste form, er denne finale perfekt for ham, når modvinden kan gøre det hele meget eksplosivt. Han bør være en af de bedste på en mur som denne, og han er hurtig på stregen. Movistar har imidlertid også et næsten lige så godt kort i Alex Aranburu, der er flyvende i år. Han klatrede som en drøm i Valencia og igen i Tirreno, og en puncheur som ham hjælpes tillige af modvinden på den lange stigning. Finalen burde passe ham, men jeg kan godt frygte, at muren måske er lidt for stejl for den hurtige og eksplosive basker. Holdets tredje kort er Gonzalo Serrano, der i sin bedste form også vil elske denne eksplosive finale. Han har dog endnu ikke helt fundet superformen fra efteråret, men er i fremgang. Også for ham gælder dog, at muren kan være for stejl. Et fjerde kort er den delvist genfødte Gorka Izagirre, men i denne trup bør han være hjælper, som det også gælder for den ellers velkørende Nelson Oliveira.

Annonce

Den rytter, der skal ærgre sig mest over modvinden på Eraul, er nok Jai Hindley . Nu kan løbet blive en anelse for let for manden, der vil må regnes som løbets bedste klatrer. Han har ikke været flyvende i år, men med de ben, han havde i Tirreno og Catalonien, bør han stadig være en af de stærkeste her. Han er jo også ganske eksplosiv, og derfor er det slet ikke en ringe finale for ham, da han også kan spurte. Jeg vurderer dog flere som en anelse mere eksplosive og ikke mindst hurtigere i denne finale. En solosejr til ham virker dog slet, slet ikke umulig. Han ledsages af den genrejste Ide Schelling, der burde være god i denne eksplosive finale, men selv med modvind får han med de klatreben, han havde i Catalonien, nok svært ved at komme med hjem. Løbet passer ikke Emanuel Buchmann, der stadig er en skygge af sig selv, og den velkørende Ben Zwiehoff, der nok også manglede lidt for meget i sidste uges svage felt. Giovanni Aleotti er stadig en skygge af sig selv og missede seneste Coppi e Bartali med sygdom.

Total kommer med Pierre Latour, der altid er en joker. Finalen passer perfekt til den eksplosive og hurtige franskmand, men han har været helt utilregnelig i år. Hvor han står efter et pænt Paris-Nice, der dog endte i kollaps, er umuligt at sige, men han har i år trods alt nok heller ikke vist et niveau, der gør ham til en sandsynlig vinder. Muren er helt perfekt for Alexis Vuillermoz, men han har siden sin sygdom brugt lang tid på at finde formen. Han har dog heller ikke kørt svære løb i mere end en måned, og derfor kan han overraske. Der er i hvert fald ikke mange med hans punch på en mur, og han genfandt sidste år et i hvert fald rimeligt niveau efter en ellers svær tid. Holdet har også Steff Cras, der kommer direkte fra en træningslejr efter en skuffende sæsonstart. Med det niveau, han havde sidste år, kommer han langt i dette felt, men han mangler punchet til at vinde. Mathieu Burgaudeau har skuffet i år og vil finde ruten for hård.

EF kommer med lottokuponen Esteban Chaves. Han viste på 2. etape i Catalonien, at hans topniveau stadig er tårnhøjt, men siden faldt han som altid sammen. Dette er dog et endagsløb, hvor han ikke bør betale en pris for sin aftagende holdbarhed. Desværre betyder modvinden nok, at det bliver lidt for eksplosivt til, at han kan vinde. Til gengæld er modvinden en gave for Odd Christian Eiking, der bør være som en fisk i vandet i denne finale, men selvom der var fremgang at spore i sæsonstarten, skal han have forbedret sig en del den seneste måned, hvis han skal genfinde det flotte niveau fra efteråret 2021. Georg Steinhauser viste endelig lidt livstegn i Larciano i søndags, men niveauet her er nok for højt, som det også er det for den ellers i år pænt kørende Merhawi Kudus.

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Denne eksplosive finale bør være en gave for Diego Ulissi. Normalt er dette løb ellers lidt hårdt for den Ulissi, vi kender i dag, men modvinden hjælper ham. Problemet er, at hans niveau synes aftaget yderligere i år, og efter en pæn start i det svage felt i Oman skuffede han mig meget i søndags, hvor han ikke vist det ventede niveau. Derfor bør han også få det svært i dette felt. Jeg tror faktisk mere på Davide Formolo. Han har ikke fundet sit niveau i nu ganske lang tid og har generelt skuffet i år, men under Tirreno havde han gode ben én dag, hvor han som hjælper imponerede. Hvor han står nu efter en hjælperrolle i søndags, er svært at sige, men han har et vist punch. Til gengæld er det svært at se ham vinde. I år har Felix Grossschartner vist lovende tegn efter det svage 2022, dog primært som hjælper. Han er eksplosiv og hurtig, men muren er for stejl, og hans topniveau er næppe heller højt nok. Jeg er også spændt på at se, hvor langt Finn Fisher-Black er kommet efter sin skade i et løb, hvor han bør få en vis frihed. Jan Polanc gør derimod sæsondebut og må have været skadet.

Ag2r kommer med en spændende kandidat i Felix Gall, der har kørt et fint forår med stærk kørsel i både Var og Tirreno. Han bør komme ganske langt i dette felt, da han også er eksplosiv og hurtig, men det er svært at se ham vinde. Han ledsages af Andrea Vendrame, der klatrede meget fornemt i Laigueglia og i kraft af modvinden måske kan have en chance. Ruten bør dog være lidt for hård, og styrtet i Strade så i Sanremo ud til at have kostet noget form. Løbet passer ikke rigtigt Valentin Paret-Peintre, der ellers har gjort det hæderligt i år, og niveauet er lidt for højt for Alex Baudin.

Annonce

Jayco kommer med en dark horse i form af Matteo Sobrero, som man aldrig kan regne. Også i år har han kørt som vinden blæser, men hvis han har de ben, han havde på 4. etape i Paris-Nice, bør han komme langt. Modvinden hjælper ham nemlig, og den eksplosive finale passer en puncheurtype som ham. Det er dog svært at se ham vinde. Jayco har også Chris Harper, der i Paris-Nice vel var bedre end nogensinde, men løbet passer dårligt til en dieselklatrer som ham. Tsgabu Grmay er god i år, men niveauet er for højt til, at han kan vinde.

Arkea er uden sidste års vinder, Warren Barguil, men har tre kaptajner. Bedst chance har nok Elie Gesbert , der er ganske eksplosiv. Han har dog skuffet fælt i år, og selvom han var hæderlig i Catalonien, viste han ikke et niveau, der gør en sejr realistisk. Med modvind bliver det nok lidt for eksplosivt for Cristian Rodriguez og Clement Champoussin. Rodriguez har dog kørt fint i år og er bestemt kandidat til et godt resultat. Til gengæld skuffede Champoussin igen i Paris-Nice, og det er kun i Laigueglia, at han har vist livstegn. Jeg er også meget spændt på at se, hvor langt den stadig mere holdbare Simon Guglielmi, der passer til denne finale, kommer, nu hvor han hjælpes af modvind. Michel Ries har været god i år, men mangler punch, mens Alessandro Verre stadig skuffer.

Burgos kommer med Jose Manuel Diaz, der bekræftede sit pæne niveau med en top 20 i Catalonien. Det bør føre ret langt i dette svagere felt, men han mangler punch. Derfor betaler han nok en pris for modvinden, og det kan blive svært at gå i top 10. Jetse Bol har ikke vist form i år.

En joker er Corbin Strong . Al logik tilsiger, at dette løb bliver ganske meget for hårdt for ham, men det er svært at komme uden om, at han imponerede stort i Barcelona. Selve den eksplosive finale bør passe ham, men muren er nu nok trods alt for stejl, når han er oppe mod klatrere. Det bliver dog spændende at se, hvo langt han kommer. Der er endelig ved at være lidt livstegn fra Ben Hermans, mens om vi så i sidste uge ikke nok, og efter en lovende sæsonstart har i intet set til Sebastian Berwick i Europa, mens unge Mason Hollyman kun har DNFs i år.

Det ligner endnu en nedtur for Astana. Drømme må være, at Luis Leon Sanchez finder noget form, men han har skuffet gennem hele sæsonen. I dag mangler han også punch, og muren er for stejl. Et andet bud er Christian Scaroni, der passer godt til selve finalen, men Coppi e Bartali tilsiger, at det bliver for hårdt. Javier Romo har vist lidt livstegn i år, men næppe nok, og Andrey Zeits har været helt uden form, mens Gianmarco Garofoli bør mangle for meget.

Annonce

Det er svært at tro på de øvrige hold. Caja Rural kommer med Jefferson Cepeda , men han var helt uden form i Catalonien, som Joel Nicolau har været det hele året. Løbet er nok også for hårdt for Fernando Barcelo, der ikke har imponeret i år. Eolo kommer med de unge Fernando Tercero, Davide Pigazoli og Alex Martin, hvor særligt Tercero gjorde det fint i Coppi e Bartali, men samme løb viste, at niveauet her er for højt. Kern Pharma kommer med Roger Adria, der burde elske denne eksplosive finale, men selvom han rejste sig med en fin Barcelona-etape, har han ikke klatret godt i år. Unge Igor Arrieta har heller intet vist af sit potentiale, og selvom han har haft tid til at finde formen, er det usandsynligt at se ham helt fremme, mens Urko Berrade har skuffet fælt hele året. Hos Euskaltel har man klatreren Mikel Bizkarra, der i Catalonien viste, at han bør være en af de stærkere i dette felt, men han passer ret dårligt til denne eksplosive finale. Den er bedre for Gotzon Martin, der har vist god form, men løbet bør være for hårdt, mens niveauet er lidt for højt for Joan Bou og Ibai Azurmendi. Human Powered Health kommer med den lovende Paul Double, der slet ikke har kørt løb i år, Sebastian Schönberger, der stadig synes at lede efter formen, og Embret Svestad-Bårdseng, der efter en lovende start har skuffet. Novo Nordisk skal håbe på David Lozano, der dog er markant overmatchet her. Hos Efapel har Joaquim Silva vist, at han har formen til at gøre det pænt i dette felt. Endelig har Alex Molenaar på Electro Hiper overrasket med sin holdbarhed, men dette løb er trods alt for hårdt.

BEMÆRK: Ikke mange trupper er torsdag aften udtaget, og det ligner en startliste, der vil give en del ændringer. Blandt andet har jeg ikke omtalt Juan Ayuso, der står på startlisten, men stadig er skadet.

STREAM GP MIGUEL INDURAIN, VOLTA LIMBURG CLASSIC OG FLANDERN RUNDT UDEN AFBRYDELSER

Optakt: Vuelta Asturias

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Mest markant er det, at Bora har udtaget Sergio Higuita. Han har ikke ramt formen i år, og vi ved ikke, hvor han står efter en lang pause, men da han satser stort på den kommende måned, forventer jeg en stærk Higuita. Han er skabt til denne eksplosive finale og går direkte ind som min favorit. Bora er til gengæld uden Hindley og Zwiehoff.

UAE har udtaget den uhyre formstærke Marc Soler. Han må formodes at være blandt de stærkeste, men modvinden taler imod ham, og den eksplosive finale passer ham ikke. Han viste dog så stor styrke på eksplosive Montjuic i søndags, at man ikke kan udelukke, at han kører alene hjem. De har tillige udtaget Marc Hirschi, der passer perfekt til denne finale. Han var bedre end ventet i sit comeback efter sin skadespause i søndags, og derfor kan han ikke afskrives. Det vil dog være uventet, hvis han allerede kan begå sig i et løb med et langt, langt stærkere felt. De er til gengæld uden Polanc.

Israel-PT har udtaget Nick Schultz, der passer perfekt til denne finale. Har han formen fra februar, kommer han langt, men han faldt helt igennem i Paris-Nice. EF har udtaget Richard Carapaz, men med den form, han viste i Catalonien, er det svært at tro meget på ham, mens Cofidis er uden Herrada. Trek er uden Bernard og Skujins, men har udtaget Amanuel Ghebreigzabhier, der efter en genrejsning i søndags sikkert kan gøre det pænt. Lotto er uden Moniquet, Caja Rural er uden Nicolau, men med den formstærke sprinter Orluis Aular, der dog bør få det for svært, Israel-PT er uden Berwick og Hollyman, Astana er uden Garofoli, men i stedet med formsvage Vadim Pronskiy, og Efapel deltager slet ikke.

***** Sergio Higuita

**** Mattias Skjelmose, Andreas Kron

*** Victor Lafay, Ruben Guerreiro, Marc Soler, Alex Aranburu, Pierre Latour

** Alexis Vuillermoz, Esteban Chaves, Nick Schultz, Davide Formolo, Diego Ulissi, Ion Izagirre, Felix Gall, Matteo Sobrero, Odd Christian Eiking, Gonzalo Serrano, Marc Hirschi, Christian Rodriguez, Felix Grosschartner, Richard Carapaz, Steff Cras, Ide Schelling

* Natnael Tesfatsion, Giovanni Aleotti, Emanuel Buchmann, Jose Manuel Diaz, Corbin Strong, Roger Adria, Amanuel Ghebreigzabhier, Mikel Bizkarra, Juan Pedro Lopez, Chris Harper, Clement Champoussin, Elie Gesbert, Luis Leon Sanchez, Gorka Izagirre, Simon Geschke, Ben Hermans, Christian Scaroni, Simon Guglielmi, Andrea Vendrame, Finn Fisher-Black, Merhawi Kudus, Tsgabu Grmay, Michel Ries, Sebastian Schönberger, Igor Arrieta, Gotzon Martin, Joan Bou, Javier Romo, Harry Sweeny, Georg Steinhauser, Jefferson Cepeda, Fernando Barcelo, Paul Double, Embret Svestad-Bårdseng, Fernando Tercero, Alex Martin, Davide Piganzoli, Valentin Paret-Peintre, Nelson Oliveira

Danskerne

Mattias Skjelmose og Andreas Kron er begge blandt de tunge favoritter, hvorfor de er omtalt ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Warren Barguils sejr fra 2022, Alejandro Valverdes sejre fra 2021, 2018 og 2014, Jonathan Hiverts sejr fra 2019, Simon Yates’ sejr fra 2017, Ion Izagirres sejr fra 2016, Angel Viciosos sejr fra 2015 og Simon Spilaks sejr fra 2013.