Optakt: Volta Limburg Classic 2023

Løbets rolle og historie

Holland har i adskillige årtier været en af de førende cykelnationer. Alligevel har landet aldrig haft mange store løb. Det hovedsageligt flade terræn betyder, at det er svært at sammensætte udfordrende ruter, og de fleste løb i landet har en relativt lav status.

Én begivenhed skiller sig imidlertid ud. Amstel Gold Race er et af de mest prestigefulde endagsløb i verden og starter serien af ardennerklassikere. I øjeblikket er det naturligvis svært at fokusere meget på de kuperede løb senere på måneden, da alle har øjnene rettet mod de store brostensløb. For mange af de ryttere, der går efter sejren i Amstel Gold Race, er det imidlertid i disse dage, at den sidste forberedelse skal afsluttes.

Verdensmesteren dropper Tour de France

De fleste af stjernerne plejer at rejse til Baskerlandet for at fintune formen, men der er faktisk altid en mulighed for at teste benene på de veje, der benyttes i den hollandske klassiker om bare to uger. Lørdagens Volta Limburg Classic afvikles på mange af de samme stigninger, der skal bestiges igen senere på måneden, og det gør det til den perfekte begivenhed til at forberede sig til det store slag.

Volta Limburg Classic blev første gang afviklet i 1973, hvor det var et amatørløb for hollandske ryttere, og det havde en sådan status indtil 1993, hvor det første gang blev åbnet for professionelle. Dengang gik det under navnet Hel Van Het Mergelland, og det var stadig primært et løb for hollandske ryttere. Det fik først en udenlandsk vinder i 2000, da Bert Grabsch tog sejren på en dag, hvor der ikke var en eneste lokal rytter på podiet.

Løbet har mest været kendt som en mulighed for mindre kendte ryttere til at gå efter lidt personlig succes, men i de senere år har det vundet større prestige. Arrangørerne har været bevidste om at gøre det til et forberedelsesløb til Amstel Gold Race, og den strategi har fungeret efter hensigten. Navnet er blevet ændret, så løbet nu kendes som Volta Limburg Classic, og dermed er forbindelsen til den kuperede Limburg-provins helt klar. Derudover har man gjort ruten betydeligt hårdere, og det har åbnet øjnene hos enkelte af de internationale stjerner.

Annonce

Trods dets lighed med Amstel Gold Race skipper de fleste ardennerstjerner fortsat løbet. Baskerlandet Rundt starter bare to dage senere, og det spanske løb er stadig den foretrukne vej frem mod Ardennerne. For ryttere på prokontinentalhold er det imidlertid et perfekt alternativ, og i 2016 fik løbet endda et ekstra boost af, at selveste Philippe Gilbert brugte det som sin forberedelse til klassikerne. Sidste år kunne man også trække på et topnavn, da lokale Tom Dumoulin brugte løbet til at forberede sig til sin eneste klassiker i den sæson, Amstel Gold Race, men han er desværre en undtagelse. Siden 2017 har løbet nemlig kæmpet lidt med at tiltrække WorldTour-hold, formentlig grundet tilføjelsen af flere løb på højeste niveau. Helt galt gik det i 2019, hvor end ikke lokale Jumbo-Visma var til start, og der ikke var deltagelse af ét eneste WorldTour-hold, men efter to års coronaaflysnijnger oplevede løbet med fire WorldTour-hold en lille renæssance i 2022. I å har man samme antal WorldTour-hold til start, men det er dog stadig primært et løb for de yngre ryttere, der her får en chance for at jagte noget succes.

Ruten varierer fra år til år, men typisk sendes rytterne op over mange af de velkendte stigninger fra Amstel Gold Race, før de kører ned til byen Eijsden, hvor de slutter med omgange på en flad rundstrækning. Løbet er slet ikke så svært som dets storebror, og ofte er det blevet afgjort i en spurt i en mindre gruppe. Arrangørerne har imidlertid gjort det hårdere ved at reducere antallet af omgange i finalen, og det har gjort det sværere for de stærke sprintere at komme tilbage i spil. I 2015 og 2016 blev det således til solosejre til hhv. Stefan Küng og Floris Gerts, og Marco Canola, Jan Tratnik, Patrick Müller og Arnaud De Lie har i hhv. 2017, 2018, 2019 og 2022 vundet spurter i små udbrud, mens Moreno Hofland (2014) og Rudiger Selig (2013) er de seneste sprintere til at have stået øverst podiet.

Sidste år vendte løbet tilbage efter to års coronapause, og det blev som altid en underholdende affære med mange angreb. Til sidste kørte den lokale helt Tom Dumoulin væk sammen med Kamiel Bonneu, Jakob Eriksson, Loic Vliegen, Stefano Oldani og kometen Arnaud De Lie, der viste helt nye sider af sit talent. I spurten var belgieren så suveræn, at han slog et hul på 2 sekunder ned til rivalerne, hvoraf Oldani sikrede sig 2. pladsen foran Vliegen. De Lie vender ikke tilbage for at forsvare titlen, og da Oldani også skipper løbet, bliver Vliegen eneste genganger fra det seneste podium.

STREAM GP MIGUEL INDURAIN, VOLTA LIMBURG CLASSIC OG FLANDERN RUNDT UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Efter nogle år med en ensartet rute blev løbet omlagt i 2015, da arrangørerne besluttede at inkorporere dele af den gamle rute fra tiden med navnet Hel van Het Mergelland. I stedet for at køre tre omgange på en kuperet 60 km lang rundstrækning og tre omgange på en flad rundstrækning i finalen, designede man en ny 90 km lang rundstrækning, der skulle tilbagelægges to gange. Derudover droppede man to af de afsluttende omgange, og det havde en klar effekt. Tidligere kom den sidste stigning med 30 km til mål, men med den nye rute var der fire stigninger inden for de sidste 20 km.

Tilsyneladende var man begejstrede for formatet, for ruten blev genbrugt i årene 2016 og 2017. I 2018 ændrede man igen på konceptet ved at afvikle det meste af finalen på en rundstrækning med den kendte Gulperberg-stigning samt den knap som kendte Koning van Spanje, men den ide blev droppet i 2019, hvor ruten igen lignede det, vi kendte fra tidligere. Efter to års coronaaflysninger vendte man i 2022 tilbage til modellen fra 2018, idet der med undtagelse af helt marginale modifikationer var tale om totalt genbrug af ruten fra dengang.

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

I år bruger man til dels samme koncept med en rute, der bruger mange af de samme veje og stigninger som sidste år, men der foretages flere ændringer undervejs. De sidste ca. 35 km er dog de samme som sidst. Igen slutter man i Eijsden, men for første gang siden 2014 skal man køre mere en enkelt omgang på den flade rundstrækning i byen, dog ikke tre som i gamle dage, men denne gang to.

Med sine 193,5 km er årets udgave af løbet en anelse kortere end i 2022, og start og mål er fortsat placeret i Eisjden. Herfra går det igennem fladt terræn mod nord til udkanten af Maastricht, hvorefter man kører mod øst og sydøst for at komme ind til stigningerne. Allerede efter 10,8 km venter Eckelraderweg (1100 m, 5,5%), og her rammer man en stor rundstrækning 81,0 km lang rundstrækning. Der skal tilbagelægges næsten to hele gange.

Den indledes med, at man skal op over Örenberg (600 m, 5,8%) efter hhv. 14,9 og 95,9 km, og efter hhv. 18,6 km og 99,7 km kommer den kendte Bemelerberg (800 m, 5,3%), der efter hhv. 26,0 km og 107,2 efterfølges af Bruisterbosch. Duivenstraat (1000 m, 3,6%) efter hhv. 30,2 km og 111,5 km, Noorbeekerweg efter hhv. 31,3 km og 112,6 km, Bergenhuizen (500 m, 8,0%) efter hhv. 32,7 km og 114,9 km samt de kendte Wolfsberg efter hhv. 36,6 km og 117,8 km, Loorberg (1400 m, 5,5%) efter hhv. 39,8 km og 120,8 km og Camerig (4,1 km, 4,1%) efter hhv. 45,7 km og 126,7 km følger herefter hurtigt efter hinanden, hvormed man efter godt 45 km allerede har forceret 9 stigninger og er kørt ud til rutens østligste punkt.

Herefter følger en lille pause, mens man snor sig tilbage mod vest frem mod løbets vanskeligste passage, hvor man først skal over den stejle Gulperberg (400 m, 11,5%) efter hhv. 58,1 km og 139,4 km efterfulgt af Koning van Spanje (1000 m, 5,2%) efter hhv. 60,2 km og 141,4 km og siden den nye Schilbergerweg (900 m, 6,9%) efter hhv. 67,1 km og 148,3 km, Crindaal (1500 m, 5,3%) efter hhv. 77,8 km og 159,0 km, Kutersteenweg efter hhv. 82,9 km og 164,2 km, Mheeelindje (500 m, 8,2%) efter hhv. 86,8 km og 168,1 km, Hoesberg (300 m, 8,3%) efter hhv. 88,3 km og 169,1 km og Kalleberg efter hhv. 74,8 km og 172,0 km.

Annonce

Kort efter anden passage af Kalleberg forlader man rundstrækningen for at køre mod sydvest og vest tilbage til Eijsden. Det sker først via dagens 35. og sidste stigning, Moerslag (600 m, 4,2%), efter 173,9 km. Herfra resterer 18,5 km, som indledes med en kort nedkørsel og derefter meget let faldende terræn, der leder mod sydvest og vest ind til Eijsden, hvor målstregen krydses for første gang efter 181,8 km.

Derefter afsluttes løbet som noget nyt med to omgange og ikke bare én tur rundt på den kendte 6,0 km lange og helt flade rundstrækning i området nord for byen. Der er tale om en rektangulær sag med bare fire sving. En lang og lige vej leder frem til det sidste sving, der kommer bare 300 m fra stregen. Opløbsstrækningen er let stigende og brostensbelagt, og det gør det til en særdeles vanskelig spurt.

Løbet byder på i alt 2738 højdemeter mod 2821 højdemeter i 2022 og mod 3042 højdemeter i 2019.

Annonce

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

STREAM GP MIGUEL INDURAIN, VOLTA LIMBURG CLASSIC OG FLANDERN RUNDT UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Som det sker i Danmark og Belgien, får også Holland køligt og solrigt vejr fra søndag, men desværre for rytterne skal dette løb køres lørdag. Det kunne ikke være meget værre, for der venter en hel dag med dagregn og en nedbørsrisiko på 90-95%. Temperaturen vil bare være beskedne 10 grader, og det vil være blæsende med en frisk til hård vind (23-24 km/t) fra vest. Det giver naturligvis vind fra alle retninger på den kringlede rute, men over de sidste 60 km vil der i alt væsentligt være mod- og sidemodvind frem til rundstrækningen. Det gælder også på alle de sidste stigninger, dog med sidevind på Koning van Spanje, Hoesberg og Moerslag samt sidemedvind på Crindaal. Også på det sidste stykke frem til rundstrækningen vil der være mod- og sidemodvind. På selve rundstrækningen vil der være næsten konstant sidevind, dog med direkte medvind på den bare 300 m lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Volta Limburg Classic er som regel et af de vanskeligste løb at forudsige udfaldet af. Den kuperede rute har i det format, der er blevet benyttet i de seneste fem udgaver, været for hård for sprinterne, som ellers tidligere ofte kom til fadet. Dertil kommer, at der ofte kun er få WorldTour-hold til start, og det gør det altid meget mindre kontrolleret, specielt fordi det er et løb uden en oplagt favorit. Derfor går de fleste mandskaber ind til løbet med en åben strategi, hvor man har planer om at køre offensivt, og det gør det muligt for et hav af forskellige ryttere at vinde.

Annonce

Det har været afspejlet i de seneste udgaver af løbet, hvoraf to har givet uventede solosejre. I 2015 viste Stefan Küng, at en stærk rytter kan køre til mål langt udefra, mens Floris Gerts i 2016 benyttede BMCs overtal til at stikke af. Netop det løb afspejler meget godt, hvor vanskeligt det er at kontrollere et løb som dette. Efter de sidste stigninger var der samlet en meget lille gruppe, og løbets store favorit, Sonny Colbrelli, var efterladt uden hjælperyttere. Det gjorde det umuligt for ham at holde styr på de mange BMC-ryttere. I 2018 var det endda dele af det tidlige udbrud, der holdt hjem, da de bagfra blev samlet op af en yderst velkørende Jan Tratnik, som viste, at det også kan lade sig gøre for stærkeste mand at vinde.

I de seneste to udgaver har vi set samme type udfald. I 2019 endte Patrick Müller, Justin Jules og Ben Hermans med at spurte om sejren efter endnu et aggressivt løb, og vi så noget lignende, da løbet sidste å var tilbage efter to års coronafravær. Her var det Arnaud De Lie, Stefano Oldani, Loic Vliegen, Jacob Eriksson, Kamiel Bonneu og Tom Dumouling, der gjorde forskellen på bakkerne, inden De Lie understregede sin enorme alsidighed ved at spurte sig til sejren.

I år kender vi lidt til ruten. Den er ganske vist modificeret i forhold til det, vi har set de seneste år, men den minder meget om særligt den, der blev brugt i 2018 og 2022. Ingen af dem var voldsomt selektivt. Nok var Tratnik stærk i 2018, men bag de fem mand, der endte med at spurte om sejren var det - efter at to mand sneg sig væk til sidst - hele 50 mand, der spurtede om 8. pladsen, og det inkluderede også nogle ret tunge folk, der aldrig ville have en chance i Amstel Gold Race, selvom løbet jo kaldes et opvarmningsløb til den hollandske klassiker. Sidste var der samlet 28 mand bag de forreste 6 i en noget hårdere udgave, men det var bestemt ikke topklatrere, der havde overlevet. Spurten blev således vundet af den holdbare sprinter Filippo Fiorelli. Den manglende selektion skyldes naturligvis, at feltet er betydeligt svagere, og det vidner om, at man ikke helt afskrive de holdbare sprintere. De kan endda måske også være med i angrebene, som vi så med Jules i 2019 og senest med De Lie og Oldani i 2022.

Igen i år er det et relativt svagt felt med bare fire WorldTour-hold, og både Jumbo og DSM stiller endda med halve udviklingshold. Kun fem ProTeams er at finde i feltet, og derudover er der hele 14 kontinentalhold. I et løb uden oplagt favorit, og hvor initiativ belønner sig, er der derfor lagt op til både et udskilningsløb grundet den store niveauforskel og en sand angrebsfest, der kan være svær at kontrollere. Historien viser, at det er svært for stærkeste mand at vinde, og kører der først en gruppe med de få store hold, har de en god chance for at holde hjem. Det gør løbet uhyre åbent og giver mange vinderkandidater, men i de seneste to udgaver er det dog de bedste, der er kørt på bakkerne. Historien viser også, at det er godt at besidde en spurt. I hvert fald er det små grupper på mellem tre og fem mand, der har spurtet om sejren i de seneste tre udgaver.

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Graden af uforudsigelighed og manglen på kontrol som sagt gør listen over mulige vindere relativt lang, men med mere end 3000 højdemeter er det også en rute, der lægger ret klare begrænsninger på, hvem der faktisk kan vinde. Feltet har samtidig et par solide ardennertyper, der må formodes at kunne være med fremme, hvis ikke de fanges i et taktisk spil.

Annonce

I år er det dog ikke så meget ruten som vejret, der vil blive hovedfortællingen. Det bliver slet og ret rædselsfuldt med dagregn og kulde, og den slags plejer at skabe et hårdt løb. Det taler vinden til gengæld imod. Den er kraftig nok til sidevindskørsel, men mig bekendt har vi aldrig haft tilstrækkeligt åbent terræn i Limburg-provinsen til den slags. Derimod bliver vindens rolle nok snarere dæmpende på selektionen, for der vil være stort set uafbrudt modvind over de sidste ca. 60 km, i hvert fald hvis man fraregner de to omgange på rundstrækningen. I den sammenhæng er det også værd at bemærke, at der jo altså i år skal køres to omgange, hvilket giver længere afstand mellem stigninger og mål.

Det gør mig ret splittet i forhold til, hvilket løb jeg forventer. På den ene side lægger kulden og regnen op til et brutalt udskilningsløb, men på den anden side burde vinden gøre det meget svært for klatrerne at gøre forskelle. Historien tilsiger jo ellers, at de bedste kører væk - vi har ikke haft en spurt, siden man indførte det nuværende format - men kan det lade sig gøre med så voldsom en modvind i finalen? Det kan jeg alvorligt tvivle på.

Vejret skal nok gøre det selektivt alligevel, men hvis selektionen skabes mere af kulde og regn end af stigninger, vil det snarere belønne de robuste typer, der elsker våde betingelser, mere end de lette klatrere, der måske endda har en større tendens til at bøvle med kulden. Det lægger også op til, at udskilningen i højere grad vil ske via bagdøren, for det kan blive svært at gøre forskellene via fordøren. Hvis vi nogensinde skal have en reduceret massespurt, skal det næsten være i år, når modvinden er så voldsom.

Mit gæt vil derfor også være, at det bliver udkommet, men jeg formoder, at det bliver i et ganske lille felt. Jeg tør ikke udelukke, at en gruppe kører væk, men sker det, vil det nok snarere være en lidt taktisk etableret gruppe med de rette hold mere end et spørgsmål om, at de stærkeste på bakkerne bare kører væk, som vi ellers plejer at se det.

Ender det i en spurt, er det en lidt tricky sag. Der er et sving bare 300 m fra stregen, og derudover er det en let stigende spurt på brosten. Det er altså en spurt, der i høj grad bestemmes af position i svinget, og med en fuld medvindsspurt kan man endda næsten køre den hjem derfra. I et lille felt er det imidlertid også klart, at positionskampen vil være knap så intens.

Annonce

Den tro på en spurt får mig til at pege på Kaden Groves . Australieren kommer til løbet med masser af selvtillid efter sine to sejre i Catalonien, og han satte en fed streg under, at han formentlig er den hurtigste i dette felt. Vigtigst af alt klatrede han som en drøm, da han vandt 6. etape, og derfor vil jeg forvente, at han klarer disse bakker. Vi ved også fra sidste års flotte kørsel på 6. etape i Catalonien, at han er god i regnvejr, og betingelserne kunne derfor tiltale ham. Problemet er naturligvis altid hans positionering, der er svag, særligt i en teknisk finale. Heldigvis vil feltet være lille, og han vil i hvert fald have Dries De Bondt ved sin side samt forhåbentlig også Sam Gaze, Simon Dehairs og Alexander Krieger. Det kan stadig blive en udfordring, men i dette felt tror jeg på, at han vil sidde så godt, at han via sin topfart kan vinde - hvis altså vi får den spurt, jeg forventer.

Til det hårde løb har Alpecin Dries De Bondt. Han er så hurtig, at han også er en reel vinderkandidat i en spurt, hvis Groves falder fra, men hans bedste chance er via et hårdt løb. Desværre har han virket formsvag på det sidste, og jeg tror ikke, at han kører med de bedste på bakkerne. I stedet skal han nok væk i et mere taktisk fremstød, men det er også et af hans specialer. Som et andet alternativ til en spurt har holdet Simon Dehairs, men han har ikke Groves’ holdbarhed og får næppe chancen. I gamle dage havde man regnet Alexander Krieger som en perfekt mand til et hårdt løb, men han er helt uden fordums holdbarhed. Mounainbikeren Sam Gaze er hurtig, men har til gode for alvor at vise sig frem i denne slags løb.

Den største trussel i en spurt er vel Alberto Dainese, men der er stor usikkerhed om italieneren. Han viste i Tirreno, at han har en topfart, der bør kunne true Groves, men han har misset en del løb med sygdom. Vi aner derfor ikke, hvor han står, men en formstærk Dainese er så holdbar, at han i dag vil elske et løb som dette. Som Groves er han meget positioneringssvag, og derfor er svinget en lille katastrofe, men han vil have hjælp af Oscar Onley og særligt Tobias Lund. I et lille felt bør det være muligt at sidde rigtigt.

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Skulle Dainese have en offday, har holdet Tobias Lund som alternativ. Danskeren viste sine evner i dette vejr med sin 2. plads i Drenthe, men det er også klart, at han får svært ved at vinde en spurt mod en mand som Groves. Til gengæld bør han være så stærk i dette terræn, at han kan vinde et hårdt løb, men det kræver nok, at udbruddet ikke etableres ved, at de bedste kører væk på bakkerne. Til det scenarium har holdet Oscar Onley, der bør være blandt de allerstærkeste. Får vi scenariet fra 2022 og 2019, bør han være med i kampen om sejren. Han er hurtig, men skal han eksempelvis spurte mod Maxim Van Gils, får han det svært. Det kan gøre det svært for ham faktisk at vinde.

Den tredje stærke sprinter i løbet er Milan Menten . Vi så i Catalonien, at han ikke havde Groves’ holdbarhed, men med de klatreevner, han viste i særligt Murcia, bør han kunne sidde med hjem under disse betingelser. Han er langsommere end både Groves og Dainese, men det sene sving er en klar fordel. Han er i hvert fald meget bedre i positionskampen, og selvom han næppe får Rudiger Selig eller Michael Schwarzmann med hjem, har han stadig et meget stærkt lead-out bestående af Pascal Eenkhoorn og Maxim Van Gils.

Annonce

Netop Pascal Eenkhoorn og Maxim Van Gils er selv gode bud. Eenkhoorn vil være et godt alternativ til en spurt, hvis Menten falder fra, men hans bedste chance er et hårdt løb. Han virker ganske flyvende lige nu, og jeg vil forvente, at han kan være med, både hvis de bedste kører væk på bakkerne, og i en mere taktisk etableret gruppe. Vejret burde passe en robust fyr som ham og han er hurtig. Den største taber på modvinden er Van Gils. Jeg vil forvente, at han sammen med Onley er bedste mand på bakkerne, og vi ved, at han kan slå de fleste i en spurt. Lykkes det derfor alligevel at gøre forskelle, står han meget stærkt, og havde det ikke været for modvinden, havde han været min favorit.

Intermarché kommer med Arne Marit, der er en af feltets hurtigste. Han er klart den mindst holdbare af de rigtige sprintere, men han har klatret hæderligt i år. Med modvind og dårligt vejr bør det ikke være umuligt at overleve, men det er svært at se ham vinde. Et mere holdbart alternativ er Tom Paquot, men han får det formentlig også for svært. Til det hårde løb er bedste bud nok Francesco Busatto, der som puncheur er skabt til dette løb og med sin 4. plads i Muscat Classic både viste sin fart og sine evner på dette niveau. På papiret burde Rune Herregodts være et endnu bedre bud, for han klatrede bedre end nogensinde i de to portugisiske løb i februar, hvor han også viste en imponerende fart, der vil blive svær at matche også for Van Gils. Han virkede dog helt fra snøvsen i Catalonien, og det gør ham til et usikkert kort. Usikker er også sidste års nr. 3, Loic Vliegen, der jo passer perfekt til dette løb, da han også er ganske hurtig. Han har dog været længe ude med sygdom, og det er tvivlsomt om formen rækker til en gentagelse af sidste års resultat. Et alternativ til Marit i en spurt er Roel van Sintmaartensdijk, men han overlever næppe.

En giftig herre er Mark Stewart, der har imponeret stort i Italien i de seneste uger, senest med 3. pladsen i Larciano i søndags. Han er så god, at han måske kan være med de bedste på bakkerne, men det er nok en spurt, han skal satse på. Her får han det desværre lidt for svært mod sprinterne, men kan han snige sig væk i den rette gruppe, er han livsfarlig. Endnu hurtigere er Rory Townsend, der tog en choksejr i Tours i søndags. Han er en robust sprinter, der ikke kan afskrives, men hans kørsel i Vitré tilsiger, at han får det for hårdt.

Bolton har også brølstærke og halvhurtige Aaron Gate, der burde være en farlig outsider, men han har ikke vist megen form endnu i år.

Jumbo er på hjemmebane, men de kommer bestemt ikke med A-holdet. Desværre er de en stor taber på modvinden. Man må nemlig forvente, at Johannes Staune-Mittet, der imponerede stort på kongeetapen i Coppi e Bartali, vil være en af de bedste på stigningerne, men selv hvis det lykkes at komme væk, mangler han også spurten til for alvor at være farlig. Holdets anden mand til stigningerne er Milan Vader, der skuffede i Italien, men bør være en af de stærkeste på bakkerne. Han er hurtigere, men får det svært mod Van Gils og Onley. Holdets bedste kort kan ende med at være Timo Roosen, der som den eneste har farten, men han slår ikke sprinterne. Han skal derfor væk i en mindre gruppe, og det skal nok ske via taktik, da han ikke har vist megen holdbarhed i år. Han bør dog elske vejret. Holdet har også den formstærke Darren van Bekkum, der burde passe til terrænet, men er uprøvet på dette niveau, samt den hurtige Colby Simmons, der nok er den foretrukne sprinter, men næppe overlever i sit første løb på dette niveau.

Annonce

Bingoal kommer med et solidt kort i Marco Tizza, der blev nr. 2 bag Tratnik i 2018. Han er skabt til dette løb og har i år genfundet noget af sin gamle fart. Han er imidlertid uhyre svingende og var meget skuffende i Coppi e Bartali, men stærk kørsel i Larciano giver håb. Han slår dog ikke sprinterne, og skal han vinde, skal han enten afsted i et taktisk fremstød eller være så god, at han kan matche de bedste på bakkerne. Alternativet er den hurtigere Remy Mertz , der passer godt til dette løb, men han var bestemt ikke flyvende på stigningerne i Italien. Det tredje kort er halvhurtige Lennert Teugels , der også passer godt til løbet, men også han skuffede på de italienske stigninger.

Flanders kommer med Kamiel Bonneu, der sidste år viste sit store potentiale i dette løb - et potentiale, han bekræftede med sejren på kongeetapen i Tjekkiet. Han har imidlertid intet vist siden dengang, og det er svært at være optimistisk. Han kommer dog fra højderne, og er han i form, er han blandt de bedste på bakkerne. Han får dog svært ved at vinde en spurt. Til en spurt har holdet Milan Fretin og Ruben Apers, men de får svært ved at overleve, og det gør den hurtigste, Jules Hesters, helt sikkert ikke.

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Q36.5 får et svært løb. Deres chance er Filippo Conca, der kørte imponerende flot i februar, men i de seneste løb har han været helt væk. Selv en formstærk Conca skal dog være kreativ for at vinde her. Man kan også håbe at se lidt fra erfarne Tobias Ludvigsson, men han har intet vist endnu i år, og unge Fabio Christen har ikke vist meget. Løbet er for hårdt for sprinteren Szymon Sajnok.

På kontinentalholdene finder vi en farlig, farlig kandidat. Soudals udviklingshold kommer med Jordi Warlop, der har gjort enorme fremskridt i år. Med den holdbarhed, han viste i Oman, bør han sidde med hjem til en spurt, men mod de allerhurtigste får han trods alt svært ved at vinde. Holdet har også Gil Gelders, der netop har vundet U23-udgaven af Gent-Wevelgem, men ikke er hurtig, samt halvhurtige Pepijn Reinderink.

Det er også værd at holde øje med Leopard. De har nemlig Andreas Stokbro. Han skal nok stramme sig an for at klare disse stigninger, men med modvind og forbedret holdbarhed burde han have en chance for at sidde med hjem til en spurt efter en flot sæsonstart. Holdet har også formstærke Mathias Bregnhøj, der bør være en af de bedste på stigningerne, men som spurtsvag får svært ved at vinde, samt Emil Vinjebo, der oplevede en lille renæssance i Holland i sidste uge. Bedste kort havde normalt været Nick van der Lijke, men han har intet vist efter sit ”sabbatår”.

På de øvrige kontinentalhold kan man fremhæve Beats sprinter Emiel Vermeulen, men han klarer ikke dette hårde løb, slet ikke i sæsondebuten. Metec har Tim Marsman, der passer til løbet, men ikke har vist form i år. VolkerWessels har brølstærke Peter Schulting, men også for ham er det sæsondebut, mens Thimo Willems slet ikke synes i form. Allinq har Rick Ottema, der burde kunne gøre det godt i et løb som dette. Hos Abloc kan det være værd at holde øje med Meindert Weulink, mens Hagens Berman har Jan Christen og Antonio Morgado, der begge er kommet godt fra start, samt juniorverdensmesteren Emil Herzog. Hos Tarteletto overlever Timothy Dupont ikke disse stigninger, men holdet kan håbe på Andreas Goeman. TDT har sprinteren Joren Bloem, der dog nok får det svært.

***** Kaden Groves

**** Alberto Dainese, Milan Menten

*** Pascal Eenkhoorn, Maxim Van Gils, Jordi Warlop, Oscar Onley, Francesco Busatto,

** Rune Herregodts, Loic Vliegen, Arne Marit, Dries De Bondt, Timo Roosen, Mark Stewart, Tobias Lund, Rory Townsend, Aaron Gate, Milan Vader, Marco Tizza, Johannes Staune-Mittet, Remy Mertz, Kamiel Bonneu, Andreas Stokbro, Tom Paquot

* Mathias Bregnhøj, Lennert Teugels, Filippo Conca, Darren van Bekkum, Roel van Sintmaartensdijk, Alexander Krieger, Sam Gaze, Milan Fretin, Ruben Apers, Tobias Ludvigsson, Colby Simmons, Simon Dehairs, Gil Gelders, Pepijn Reinderink, Emil Vinjebo, Tim Marsman, Peter Schulting, Rick Ottema, Meindert Weulink, Jan Christen, Antonio Morgado, Timothy Dupont, Joren Bloem

Danskerne

På DSM er Tobias Lund én af tre kaptajner, hvorfor han er omtalt ovenfor, mens Morten Nørtoft på Jumbo skal støtte Timo Roosen, Johannes Staune-Mittet og Milan Vader. På Leopard er Andreas Stokbro, Mathias Bregnhøj og Emil Vinjebo formentlig alle beskyttede, hvorfor de er omtalt ovenfor, og de støttes af Oliver Knudsen. Endelig skal Kasper Andersen på Hagens Berman formentlig støtte Jan Christen, Emil Herzog og Antonio Morgado samt måske forsøge at ramme urbruddet.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Arnaud De Lies sejr fra 2022, Patrick Müllers sejr fra 2019, Jan Tratniks sejr fra 2018, Marco Canolas sejr fra 2017, Floris Gerts’ sejr fra 2016 samt Stefan Küngs sejr fra 2015.

STREAM GP MIGUEL INDURAIN, VOLTA LIMBURG CLASSIC OG FLANDERN RUNDT UDEN AFBRYDELSER