LIVESTREAM 5. ETAPE AF VOLTA A CATALUNYA - FÅ ET EKSKLUSIV TILBUD

Ruten

Med undtagelse af i 2017-udgaven, hvor man havde en usædvanlig sen bjergetape nær Middelhavskysten, har de sidste tre etaper som regel været betydeligt lettere end de to store bjergetaper og i alt væsentligt ført feltet fra Pyrenæerne tilbage til Middelhavskysten, hvor søndagens store finale i Barcelona venter. Det vil også være tilfældet i år, hvor 5. og 6. etape har karakter af transportetaper uden store bjergfinaler. Fredag gælder det i hvert fald en helt klassisk transport fra højderne og ned mod kysten, men der sluttes dog med en ganske svær stigning i finalen, hvor vi i 2012 så, at det bestemt ikke er umuligt for favoritterne at angribe hinanden, selvom toppen kommer lidt for langt fra mål til, at det for alvor bliver farligt - og så skal man altid passe på vinden i denne del af Catalonien.

Med en distance på 201,1 km er der tale om en lang sag, der fører feltet fra La Pobla de Segur til Manresa. I alt væsentligt er der tale om en lang rejse mod sydøst væk fra bjergene og med retning mod kysten. Man starter dog så langt syd for Pyrenæerne, at første del af etapen ikke er alt for vanskelig. Der køres mod sydvest og sydøst ad en relativt flad vej, inden man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Coll de Comiols (7,9 km, 5,0%, max. 7%), der er en relativt jævn stigning med top efter 36,9 km. En ikke alt for svær nedkørsel leder nu mod sydvest, inden man drejer mod øst for på et plateau at passere en lille bakke, inden en faldende vej leder mod syd til byen Pants, der ligger i fladlandet.

Nu bliver det meget lettere, når man ad en næsten helt flad vej kører mod sydøst ned til dagens ”Udgave 100-spurt”, der kommer efter 90,7 km. Herfra stiger det let op til dagens første spurt, som kommer efter 105,5 km. Nu drejer man mod øst for at følge en let faldende vej, der dog afbrydes af en lille bakke hele vejen ned til Manresa, hvor man kører dagens anden spurt efter 140,4 km, dog uden at passere mål.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Etapen afsluttes nu med en omgang på en knap 60 km lang rundstrækning i det kuperede område syd for byen. Indledningsvis kører man mod syd op over en bakke (4,8 km, 4,3%), inden det falder mod sydøst og sydvest ned til bunden af dagens hovedudfordring. Den rammes, når man drejer mod vest ind på kategori 1-stigningen Port de Monserrat (7,5 km, 6,5%. max. 12%), der er en meget jævn stigning med top efter 175,0 km.

Herfra resterer 26,1 km, der indledes med et plateau, der leder mod vest og byder på en lille bakke (2,3 km, 3,9%), inden man drejer mod nordøst for at følge en relativt lige og let faldende vej tilbage mod Manresa, hvor de sidste 2 km er flade. Finalen er ganske teknisk med to sving i rap, når man med 2,6 km igen passerer floden, og derefter venter igen to skarpe sving i rap med 800 og 700 m igen.

Etapen byder på i alt 2935 højdemeter.

Manresa blev som sagt senest besøgt i 2012, hvor Julien Simon indledte sit drømmeløb ved som den hurtigste mand blandt 28 ryttere i samme finale at tage sin første af to etapesejre foran Rigoberto Uran og Sylwester Szmyd. I 2003 var løbet også forbi, og her vandt Oscar Freire en massespurt foran Angel Vicioso og René Haselbacher.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Vejret

Inden løbet var der varslet regn om fredagen, men den ser nu tør ud. Det vil dog være skyet med kun begrænset sol inden en opklaring mod slutningen, hvor temperaturen vil nå hele 22 grader. Vinden vil være let til jævn (10-18 km/t) og komme fra syd. Det giver mod- og sidemodvind hele dagen, idet man dog får sidevind mellem dagens to spurter. På rundstrækningen er der modvind ned til stigningen, hvor der vil være både side-, med og slutteligt modvind. Efter toppen er der sidevind og så medvind på turen tilbage til Manresa, hvor man efter de to sene sving får modvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 4. etape

I en af cykelsæsonens allertravleste uger, hvor der på pare syv dage skal uddeles ikke værre end 11 WorldTour-sejre og derfor skrives et tilsvarende antal optakter, kan det af og til for en optaktsskribent godt knibe med kreativiteten og får tiden til at række. I den situation er det rart, når rytterne kommer én til undsætning og hjælper med at spare lidt på tiden ved at forære overskrifterne og temaerne til de daglige analyser.

Der er nemlig ikke spor grund til at ændre på hverken overskrift eller udgangspunkt i forhold til den analyse, jeg skrev efter det første af de to slag i Pyrenæerne under den 100. udgave af Volta a Catalunya. Da der i dag blev budt op til revanchematch på løbets kongeetape, blev udfaldet måske ikke helt det samme, men det billede, der stod tilbage efter slaget på Vallter 2000 bare 24 timer tidligere var totalt uforandret.

Det er nemlig de samme to temaer, der vil stå tilbage i erindringen, når vi i fremtiden ser tilbage på de to dage, der formentlig afgjorde jubilæumsudgaven af Spaniens ældste cykelløb. I går var hovedtrenden på den første bjergetape, at det genrejste Ineos-mandskab leverede en sand magtdemonstration, der pludselig gjorde et rent Ineos-podium til et sandsynligt scenarium, og at to af sportens hensygnende stjerner, Esteban Chaves og Alejandro Valverde, pludselig begyndte at sprælle igen. Da røgen i dag havde lagt sig på Port Ainé efter det sidste af de to pyrenæeropgør, var det præcis det samme udkomme, der vil blive husket.

Igen var der nemlig tale om en sand legestue fra det britiske storhold, der i denne uge har været lige så dominerende, som de var i deres bedste år. Faktisk følte man sig i dag hensat til de gode, gamle Sky-dagen, hvor briterne lagde ethvert etapeløb i et jerngreb med det stjernesatte tog, der blev deres varemærke. Der var nemlig ikke meget af den offensive og underholdende nye strategi, som manager Dave Brailsford havde svoret ed til efter sidste års bemærkelsesværdige Giro-opvisning, over den kørsel, der i dag blev lagt for dagen. Nej, det var Sky og Ineos, som vi har lært at kende dem, når de med deres jernnæve og usårlige tog har sat et tempo, der har kunnet få enhver angrebslysten rival til at rulle om på ryggen og logre med halen.

Det gjorde de også i dag, da briterne med først Luke Rowe, siden Jonathan Castroviejo, så Rohan Dennis og slutteligt først Richard Carapaz og siden Richie Porte kontrollerede alle ca. 4000 højdemeter med klassisk Ineos-autoritet, for med den dominans gav det på det relativt lette målbjerg, der var præget af modvind, slet ikke den store mening at prøve med de vilde offensiver. Og man forstår til fulde, at Ineos valgte den gamle og lidt kedelige taktik, for denne gang havde holdet absolut ingen grund til at kopiere den underholdende og offensive tilgang, de med Carapaz og Adam Yates lagde for dagen i går.

Nej, der var ingen grund til, at Yates skulle levere endnu en magtdemonstration og løbet nogen som helst risiko i forhold til den samlede sejr. Ej heller var der grund til at risikere Portes 2. plads. Faktisk var det eneste logiske mål med dagens etape at forsøge at får Geraint Thomas vippet forbi Joao Almeida og op på den 3. plads, der ville sikre det rene Ineos-podium og overgå bedriften fra Dauphiné i 2012, hvor de med Bradley Wiggins, Michael Rogers og Chris Froome endte som nr. 1, 2 og 4 i løbet. Og den mission lykkedes, da Dennis, Carapaz og slutteligt Porte satte så hårdt et tempo, at Almeida, der stadig har sine begrænsninger i de høje bjerge, faldt så tidligt fra, at der end ikke var behov for, at Thomas gik i offensiven. Det lå ellers i kortene, at det var på tegnebrættet, da der blev byttet rundt på rækkefølgen, og Porte gik til fronten, og selvom Thomas efterfølgende har forklaret, at det angiveligt skyldtes australiernes begyndende krampe - en krampe, de lidende rivaler nok ikke fornemmede alt for meget - lignede det en strategi, der alene havde til formål at bringe Thomas på podiet. Det kostede ganske vist etapesejren, men med tre mand at beskytte skulle Carapaz holde længe, og naturligvis kunne Porte ikke køre sig selv helt i hegnet til slut og derved risikere, at 2. pladsen røg i svinget.

Det havde da også været for meget af det gode, hvis Ineos havde lavet hattrick i tillæg til at rydde podiet, og mon ikke det er en hel cykelverden, der jubler over, at det i stedet blev Chaves, der vandt etapen. Ikke at man ikke også kunne have ønsket en sejr til Thomas, der også er inde i en længere sejrstørke, men når man tænker på al den modgang, den smilende colombianer har været ramt af sin karriere, var det svært ikke at heppe lidt på Chaves, da han lod modvind være modvind og satsede stort med et langt soloridt på en stigning, der egentlig slet ikke lagde op til den slags modige offensiver.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Jeg var ellers ved at være alvorligt bange for, at Chaves havde vundet sit sidste WorldTour-løb. Ganske vist har vi jo i Burgos og Vueltaen sidste år set, at hans topniveau stadig er på linje med de allerbedstes, men hans i dag ikkeeksisterende restitution har gjort til lidt af en lidelseshistorie at følge hans karriere, der blev slået helt ud af kurs af kyssesygen, der pludselig fik ham til at eksplodere under Giroen i 2018. Og selvom Chaves var blændende i de to spanske løb sidste efterår, var det vel den bedste udgave af den smilende colombianer, vi i dag så, siden han og Simon Yates leverede deres fornemme magtdemonstration på Etna for tre år siden. Ganske vist vandt Chaves også en etape i 2019, men dengang skete det fra et udbrud, der var langt, langt foran favoritterne. På Etna var han ganske vist også i udbrud, men da holdt han og Yates, der var kommer op bagfra, verdenseliten bag sig. Og selvom meget taler for, at i hvert fald Yates nok kunne have slået ham i dag, var det præcis det samme, han gjorde denne torsdag i Pyrenæerne.

Det er naturligvis stadig højst tvivlsomt, om Chaves lærer at restituere igen. Det er der intet, der tyder på, og vi finder i hvert fald ikke ud af det i denne uge, hvor de sidste tre etaper er relativt lette. Men det bør hæve hans status på et BikeExchange-hold, hvis udtalelser i løbet af vinteren indikerede, at de definitivt havde tabt tålmodigheden med ham og havde reduceret ham til en birolle, hvor han ikke rigtigt indgik med nogen fast opgave i holdets grand tour-planer. Også forud for dette løb blev han bare nævnt i en bisætning som en slags joker, man ikke rigtigt kunne regne med i en trup, der mest af alt handlede om Simon Yates og Lucas Hamilton - to ryttere, han mildt sagt har overstrålet i denne uge.

Der var vel kun én anden, man muligvis kunne have ønsket at se stjæle sejren fra Chaves. Det er naturligvis Alejandro Valverde, der nok engang har sat alverdens makulatorer på overarbejde, når du den ene nekrolog efter den anden atter skal tilintetgøres så hurtigt, at alverdens såkaldte eksperter kan lade som om, at de skam havde luret, at der stadig var masser af liv i de snart 41-årige ben. Den historie må man dog længere ud på landet med, for der var absolut intet i sol, stjerne, måne, 2020 eller 2021, der indikerede, at Valverde pludselig skulle køre med om podiet i Catalonien 19 år efter, at han ved sin debut i løbet med en 2. plads var meget tæt på at vinde en etape allerede i første forsøg.

Ikke desto mindre er det tilfældet, og Valverde kunne måske endda have vundet etapen i dag. Desværre blev han svigtet af et Movistar-hold, der ikke helt troede på kaptajnen, for de ryttere, der skulle have holdt det samlet til den spurt, som på en modvindsstigning lignede en sandsynlig og for Valverde gunstig afslutning, blev brændt af på ærgerlige angreb. Antonio Pedrero og Sergio Samitier blev slidt ned i et frugtesløst angreb, og Enric Mas fik brugt sine sidste kræfter på et lidt meningsløst angreb, og da Marc Soler fortsætter sin ærgerlige kørsel i dette løb, var det desværre en isoleret Valverde, der til sidst ikke kunne stille meget op i jagten på Chaves. På den anden side er der nu noget, der tyder på, at diamanterne i de gamle ben også var blevet slidt lidt ned, for der var ikke meget skud i den spurt, der kunne have sikret Valverde vigtige bonussekunder i kampen om podiet. Til gengæld er han nu manden, der kan spolere den totale Ineos-dominans, for med udsigt til to Valverde-etaper de kommende dage og dermed potentielt set 20 værdifulde bonussekunder vil veteranen i den bedste af alle verdener kunne ende på en 2. plads, ingen havde forudset, da løbet startede i Calella i mandags.

Ellers blev vi ikke så pokkers meget klogere denne torsdag i Pyrenæerne. Modvinden og Ineos-dominansen gjorde det bare til et udskilningsløb til sidst, og det var i sidste ende kun alle de formstærke folk, der hang på. Den positive overraskelse var, at Michael Woods er kommet sig så bemærkelsesværdigt hurtigt efter sin bronkitis, at han ligner en herlig oplevelse i Ardennerne om et par uger. Den kørsel, han har lagt for dagen fra sæsonstart, har i hvert fald været skræmmende god og vidner om, at han har kurs mod at finde det tårnhøje topniveau, hoftebruddet sidste forår desværre frarøvede ham i løbet af efteråret. Og samme historie er det med Wilco Kelderman, hvis eneste trøst for karrierens endeløse serie er uheld er, at han kommer i form med et enkelt fingerknips, som han er gjort det igen denne gang efter det kedelig sammenstød med en uopmærksom bilist i januar.

Derudover var det helt ventet, at Sepp Kuss lignede bedste mand bag Ineos-drengene og Chaves, selvom man måske nok kunne have ventet om ikke andet så bare et angrebsforsøg. Nairo Quintana er også solid, men han mangler stadig de procent, der gør ham i stand til at gøre forskellen, som han gjorde på netop dette bjerg ved seneste besøg i 2016. Lucas Hamiltons skridt ind i verdenseliten blev bekræftet, og den eneste lille skuffelse var vel, at Hugh Carthy tabte lidt terræn til sidst. Omvendt er en spurt på toppen af et bjerg ikke lige noget, der passer en dieselklatrer som ham.

Også på andre områder var billedet det samme. Simon Yates’ pludselig opblomstring på Prati di Tivo er stadig et mærkeligt engangstilfælde for briten, der stadig generelt har været en skygge af den rytter, han var i 2018. Almeida og Brandon McNulty har stadig deres begrænsninger i de høje bjerge, og Harm Vanhoucke har stadig lidt svært ved at holde samme høje niveau to dage i træk, selvom dagens præstation bestemt ikke var ringe. Giulio Ciccone er kommet tilbage på sporet efter det ærgerlige formdyk i marts, Fausto Masnada bekræfter det høje niveau, vi også så i arbejdet for Almeida i går, og gode, gamle Mikel Bizkarra er stadig så god, at han kan klatre med de allerbedste i et af sportens allerhårdeste løb.

De allerbedste er bare nogle lidt andre, end vi har været vant til. I de seneste par år har det oftere været slovenere og kun undtagelsesvist Ineos, men i denne uge er vi blevet katapulteret tilbage til en svunden tid, hvor briterne var så gode, at de kunne placere tre mand i top 4 i et ugelangt etapeløb. Storholdets genrejsning har været det ene store tema for den 100. udgave af de ældgamle spanske løb, og det andet har været genfødslen af Chaves og Valverde. I det lys ville det vil være meget passende, hvis Valverde får kringlet de sidste tre etaper, så han med tilstrækkeligt mange bonussekunder alligevel kan kaste lidt grus i den totale Ineos-dominans, som vi lige nu har kurs mod, så løbet ender med tre store vindere, nemlig Ineos, Chaves og Valverde.

Favoritterne

Efter de to dage i Pyrenæerne er der tradition for, at det bliver betydeligt nemmere de sidste tre dage, hvor det sjældent har været muligt at ændre væsentligt på klassementet. Dan Martin er engang blevet sat til vægs i sidevinden på 5. etape, og Michele Scarponi og Simon Yates er begge med angreb på den altid underholdende Barcelona-etape avanceret betydeligt, ligesom bonussekunder før har ændret på placeringerne, men derudover er det vel kun hele Sky-mandskabets kollektive kollaps på en regnvejrsdag i 2017, der for alvor har kunnet flytte noget. Og den rytter, der har ført efter Pyrenæerne, er altid endt som vinder, siden løbet fik sit nuværende format i 2013.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Sådan vil det formentlig også gå i år. Det virker i hvert fald svært usandsynligt, at Adam Yates’ enorme føring på nogen måde kan komme i fare. Det betyder dog ikke, at Ineos-mandskabets rydning af podiet er en ”done deal”. Nej, som sagt har bonussekunder før ændret på tingenes tilstand, og det kan de gøre igen denne gang.

Der kan nemlig ikke være tvivl om, at Alejandro Valverde vil elske at ende på podiet på hjemmebanen hele 19 år efter debuten i 2002. Det er en svær, men ikke umulig mission. Afstanden til Richie Porte og Geraint Thomas er hhv. 18 og 14 sekunder, og da der venter to potentielle ”Valverde-etaper” i den resterende del af løbet, kræver det ikke meget hovedregning at indse, at veteranen har 2. pladsen inden for rækkevidde.

Den første af disse Valverde-etaper kommer fredag, og derfor kan klassementet få megen indflydelse på, hvordan den vil forløbe. Vi kender finalen fra besøget i Manresa i 2012, der heldigvis var den første tv-dækkede udgave af løbet, og jeg husker derfor glimrende etapen. Det var dengang, neutraliseringen af kongeetapen havde sat ild til lokummet for favoritterne, som havde givet Michael Albasini et forspring på 1. etape - et forspring, de pludselig ikke kunne hente. De forsøgte sig ellers på flere etaper, herunder denne, men projektet mislykkedes. 27 mand endte med at spurte om sejren, og Julien Simon indledte sit gennembrud ved at vinde den første af sine to etaper i den for ham magiske udgave af løbet.

Egentlig har etapen en klassisk udbrudskarakter. Stigningen er en led sag, der kan tage livet af de fleste hurtige folk, og der er derfor næppe mange, der tør bede deres hold om at tage kontrol. Samtidig kommer stigningen for langt fra mål til, at Ineos-mandskabet kan knækkes, og selvom man bestemt ikke kan udelukke, at vi vil se nogle forsøg i klassementet - der er jo ikke meget mere at miste, når resten af ruten er ret nem - virker det usandsynligt, at det vil lykkes. Derfor er det heller ikke klassementsholdene, der skal jagte.

Nej, det er formentlig Movistar, der bestemmer, hvad der vil ske. Valverde kan både lugte podiet og et muligt brud på den halvanden måned lange sejrstørke, og da spanierne fortsat er tomhændede i hjemmebaneløbet, kan de vel ikke rigtigt lade denne mulighed gå til spilde. Vi ved i forvejen, at de har for vane at ”gå amok” på denne slags etaper, som vi senest så i mandags, hvor de dog glemte at gøre arbejdet færdigt, og ikke mindst med deres flotte offensiv på 2. etape i Vueltaen, hvor Marc Soler fik sneget sig væk til en solosejr i en ukontrollerbar finale, efter at spanierne havde reduceret feltet til en gruppe næsten udelukkende bestående af kaptajner.

Denne stigning er dog ikke så svær som i Vueltaen, men det burde være muligt at køre gruppen så langt ned, at Valverde har en fair chance for at vinde en spurt. Det er imidlertid også en tricky sag. De skal køre så stærkt, at de kommer af med særligt Daryl Impey, men de skal også holde så meget igen, at de har folk til at kontrollere finalen. Det kneb som bekendt i mandags, og det er bestemt ikke utænkeligt, at Movistar reducerer feltet, men at vi igen ser en gruppe køre væk efter stigningen.

Først skal de dog køre et udbrud ind, og det vil jeg tro, at de gør. Der er ingen tvivl om, at starten bliver vild, voldsom og vanvittig, når der står ”Udbrud” malet med flammeskrift over denne etape. Faktisk går det altid helt amok på 5. etape, der ofte har en profil som denne, og jeg husker et år, hvor der blev angrebet så vildt og voldsomt, at der slet ikke nåede at komme et udbrud afsted overhovedet. Sådan vil det nok ikke gå denne gang - slet ikke fordi starten er ret svær - men det kan tage tid at få gruppen etableret. Den tidlige stigning betyder også, at det formentlig bliver en stor og stærk gruppe.

Derfor er chancerne for en udbrudssejr også reelle. Det vil kræve sin mand af Movistar at få det lukket, og jeg udelukker bestemt ikke, at de forsøger at sende en mand med i stedet. De mangler dog en oplagt udbrudsvinder i denne finale, og det er formentlig kun Soler, de vil tro tilstrækkeligt meget på, så de lader udbruddet køre hjem. Mest af alt tror jeg, at de vælger at gå efter samling. Det betyder ikke, at det vil lykkes, når udbruddet kan ventes at være stærkt, særligt fordi Ineos har al interesse i, at udbruddet løber med bonussekunderne. De skal gøre det selv, men hvis man ser på, hvordan Dario Cataldo kørte i Tirreno, og hvordan Antonio Pedrero og Carlos Verona har kørt i dette løb, har de også noget at skyde med. Måske kan de endda håbe at få lidt hjælp fra Israel SUN, hvis Impey tror på, at han kan overleve stigningen.

Jeg udelukker ikke en udbrudssejr, og chancen er klart størst, hvis Movistar har en mand med, men jeg tror mest på samling. Herefter venter jeg, at Movistar vil lægge tryk på Monserrat, og med den styrke, vi har set fra Cataldo, Verona og Pedrero, og som Soler trods alt burde kunne bidrage til, vil de - også med Enric Mas i baghånden - kunne skabe nogen udskilning, selvom vindretningen ikke er ideel. Herefter skal de forsøge at holde det samlet, men med den styrke, de har vist, vælger jeg at tro, at det lader sig gøre, særligt hvis de får lidt hjælp fra det ligeledes stærke Deceuninck-hold.

Læs også

LIVE nu: Price i næstbedste tid på stor enkeltstart

Jeg ser altså tre scenarier. Mest tror jeg på en spurt i stil med det, vi så fra ni år siden. Alternativet er en gentagelse af 1. etape, hvor en gruppe kører væk efter Movistar-massakren. Og den tredje mulighed er en udbrudssejr, der altså er mest sandsynlig, hvis Movistar har en mand med.

Jeg vælger at tro på, at Alejandro Valverde gør det. Movistar er stærke, og de kan formentlig gøre det af med de folk, der på papiret er hurtigere end den formstærke veteran, og i en spurt i en gruppe af samme størrelse som i 2012 bør han altså stå stærkt. Bekymringen er naturligvis, at Valverde slet ikke er så hurtig som tidligere, og de spurter, han har kørt i blandt andet Vueltaen og senest på 1. etape, har ikke været overbevisende. Heldigvis kan han glæde sig over, at der er grænser for, hvor mange hurtige klatrere der er til start i dette løb, og hvis bare gruppen bliver tilstrækkeligt lille, bør han altså have en god chance. Formen er i hvert fald perfekt, og derfor vælger jeg at tro på, at det bliver denne fredag, at Valverde bryder sin alt for lange tørke.

Den største trussel kunne være Joao Almeida. Den lille portugiser viste sig overraskende hurtig, når han spurtede i favoritgrupperne under Giroen sidste år, hvor han blandt andet var tæt på at vinde en spurt i en 20-mandsgruppe på 13. etape, der dog i stedet gik til hurtige Diego Ulissi. Også for Almeida gælder, at der er hurtigere folk end ham, men hvis bare løbet bliver tilstrækkeligt hårdt, står han stærkt. Han kan regne med støtte fra James Knox og Fausto Masnada til sidst, og han har vist, at han sjældent dropper en god chance for at spurte. I denne situation kan bonussekunder også bringe ham langt frem i klassementet, hvor det er meget tæt, og derfor kan man måske endda tro, at holdet vil arbejde målrettet for en spurt til sidst. Med den hurtighed, han viste sidste år, står han med gode chancer for at vinde.

Den rytter, klassementsrytterne formentlig frygter mest, er Daryl Impey, men han burde være til at komme af med. Sydafrikaneren har ikke klatret helt så overbevisende det sidste års tid, men det er ikke en finale, der er helt umulig for ham. Han vandt som bekendt en lignende Tour-etape, hvor han gjorde det godt på en tilsvarende stigning i finalen, og det vidner om, at det er en stigning, han kan overleve, særligt med modvind på sidste del. Hans form har været lidt svingende, men 2. pladsen i Drome var lovende. Mest af alt tror jeg, at han får det for hårdt, men til gengæld vil han formentlig være hurtigst, hvis han overlever. Og da han i 2017 vandt en etape her, var det netop ved at være hurtigste mand af de overlevende efter en knaldhård regnvejrsdag, hvor Sky eksploderede totalt.

Den store joker er vel Marc Hirschi. Det står lysende klart, at schweizeren er et stykke fra topformen, men det er meget svært at vurdere, hvor god han virkelig er, for han har ikke haft den helt store grund til at grave dybt de seneste dage. Hans hurtighed er imponerende, som vi har set med 3. pladsen i San Sebastian og hans spurter i Touren og ved VM, og han må vurderes som hurtigere end både Valverde og Almeida. Spørgsmålet er, om formen rækker til en Movistar-massakre. Det er jeg umiddelbart ret skeptisk overfor, men det vil være dumt at udelukke, at en af feltets supertalenter selv med halvdårlig form vil være i stand til at komme med hjem på en etape som denne.

En anden rytter, der bør have en fair chance for at komme med hjem, er Matej Mohoric. Sloveneren er bestemt ikke klatrer, og faktisk har han været temmelig skuffende i hovedparten af de seneste sæsoner, men det er svært at glemme, hvor fremragende han klatrede i Liege sidste efterår. Hans form så også ganske lovende ud i Sanremo, og der er tid til at komme tilbage efter stigningen, hvis han skulle have tabt lidt terræn - også selvom nedkørslen er så let, at den ikke rigtigt hjælper ham denne gang. Han er ikke verdens hurtigste i en flad spurt, men som vi så på 1. etape, vil han bestemt ikke være uden chancer, hvis en mindre gruppe skal spurte om det.

Jeg har været meget imponeret over formen hos Luis Leon Sanchez, der virker særdeles velkørende. Han var fremragende på 1. etape, han kørte en god enkeltstart, og i dag overlevede han ganske længe. Desværre er han ikke så hurtig, som da han i sin tid vandt en reduceret massespurt i Romandiet helt tilbage i 2012, men i et felt, hvor der blandt klatrerne ikke er alt for mange afsluttere, bør han være en af de hurtigste. Spurten mod Andreas Kron forleden var bestemt ikke ringe, og selvom det efterhånden er sjældent, vi ser det, bør Sanchez være en af de hurtigste blandt de klatrestærke i dette felt.

Jeg har været overrasket over, hvor hurtig Ide Schelling har været. I Provence var han som lead-out man endda i top 10 i en decideret massespurt, og på 1. etape kørte han en flot spurt, hvor han slog Valverde. Samtidig har han været i fremragende form i år, hvor han har imponeret i Provence, Kuurne og Larciano. Til gengæld ved vi også nu, at hans bundniveau er meget lavt, og i det lys er hans kørsel de seneste to dage meget bekymrende. Hvis han er lige så langt fra toppen som i Vueltaen, kommer han ikke med hjem. Hvis til gengæld han har sine gode ben, ligner han et af de bedre bud på en vinder.

I mandags vandt Dion Smith feltets spurts, og det viser, at han står stærkt, hvis han overlever. Det vil dog undre mig, hvis det skulle lykkes på så svær en stigning, men newzealænderen overraskede mig ved at overleve på 16. etape af Vueltaen, hvor Magnus Cort vandt. Det vidner om, at han ikke er helt uden chance. Han klatrede fornuftigt i dag, og vi så i mandags, at han står stærkt i spurten, selvom han bestemt ikke er verdens hurtigste i en flad spurt. Jeg tvivler på projektet, men da dette er en vurdering af vinderpotentiale, skal han naturligvis tilskrives en chance i kraft af sin fart.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Kan Geraint Thomas stadig spurte? Det er godt nok ikke tit, at han viser det, men i et felt uden mange hurtige klatrere vil jeg ikke udelukke, at han kan vinde. Det vil nok kræve, at det har været knaldhårdt, men han er næsten nødt til at forsøge at stjæle bonussekunder fra Valverde. Han har i hvert fald fordel af et stensikkert ineos-overtal til sidst, hvor halvhurtige Rohan Dennis sikkert kan hjælpe ham med et fornuftigt lead-out. Så man han selv vise, hvor hurtig han stadig er.

En fin lille outsider kunne være Koen Bouwman. Hollænderen er ikke kendt som sprinter, men man skal ikke glemme, hvor flot han spurtede i Tour of the Alps i 2018, eller da han vandt sin Duaphiné-etape som ganske ung. Han er gået lidt i stå og har generelt et svingende niveau, men sidste års Giro viste, at han stadig har et højt topniveau. Hans deltagelse i dagens udbrud giver håb om, at han klarer stigningen, og så har han altså tidligere haft farten til at kunne begå sig.

EF har også en kapabel afslutter i Ruben Guerreiro. Noget lyn er han ikke, men han bør til gengæld ikke få problemer med at komme med hjem. Skal han have en chance, skal det være hårdt, men vi så på 12. etape i Giroen, at han godt kan afslutte efter en hård dag. Formen har ikke været i top efter et kravebensbrud i løbet af vinteren, men han har efterhånden nået et konkurrencedygtigt niveau.

Det har været en fornøjelse at se Alexander Kamp genfinde noget form i dette løb. Med sine 2019-ben havde jeg gjort ham til en af favoritterne, men der er vi ikke helt endnu. Jeg er stadig bekymret for, at han vil komme til kort på så lang en stigning, også fordi han i dag syntes at have en pris at betale for onsdagens udbrud, og fordi han så ud til at lide gevaldigt på 1. etape, hvor stigningen var lettere. Han imponerede dog i gårsdagens angreb, og hvis han mod forventning overlever, vil han helt sikkert være en af de hurtigste.

Så er der Clement Venturini. Med de ben, han havde i Laigueglia og Strade Bianche, skulle han tilskrives en fair chance, men han floppede fælt på 1. etape. Han virkede bestemt heller ikke overbevisende i udbruddet i går, og derfor vil jeg blive temmelig overrasket, hvis han klarer den. Det er dog så svært at glemme, hvor god han var i Laigueglia, at jeg tilskriver ham en lille chance. Den gode form kan da ikke være forsvundet helt.

EF har også Michael Valgren, der vel er en anelse hurtigere end Guerreiro, og som kørte en fin spurt på 1. etape. Problemet er bare, at det efter den lange pause nok er tvivlsomt, om han overlever en Movistar-massakre. Det vil undre mig, hvis det lykkes, men hans kørsel på de første to etaper var faktisk ganske lovende. Han kørte i top 10 på den omtalte Cort-etape sidste år, og det viser, at han i et selskab som dette har en fin spurt efter en hård dag. Spørgsmålet er bare, om formen rækker.

Hvor hurtig er Michael Woods egentlig på flad vej? Det er lidt svært at blive klog på, fordi han meget sjældent har kørt flade spurter. Langsom er han dog ikke, og hvis Impey falder fra, vil jeg tro, at han giver den et skud, også selvom han skulle have den ligeledes halvhurtige Dan Martin ved sin side. Hvis det skal blive til sejr, skal det i hvert fald have været hårdt, men usikkerheden om hans præcise fart åbner også muligheden for en overraskelse.

En anden kandidat er Wilco Kelderman. Hollænderen er en af de få, der bare synes at blive hurtigere med årene. Til gengæld er han også som Woods mere puncheur end sprinter, og vi så i Giroen sidste år, at i hvert fald Almeida var hurtigere end ham. Derfor vil det også undre mig, hvis han vinder, men man skal aldrig sige aldrig i en tricky modvindsspurt.

Andre ryttere, der kunne tænkes at deltage i spurten, hvis de overlever, er Giulio Ciccone, Gianluca Brambilla, Brandon McNulty, Nicolas Roche, Elie Gesbert, Gotzon Martin, Francisco Galvan, Dmitry Strakhov, Robert Power og Maxim van Gils, men jeg ser dem ikke vinde en flad spurt. Med sin nuværende form bør det blive for hårdt for Peter Sagan, der var god i Sanremo, men vil få det svært på så lang en stigning.

Som sagt er der også mulighed for gentagelse af scenariet fra 1. etape, hvor en gruppe kører væk efter stigningen. Her er Luis Leon Sanchez, Matej Mohoric Ruben Guerreiro, Ide Schelling, Gianluca Brambilla og Michael Valgren mine bedste bud, hvis de overlever, da de også har spurten til at gøre det færdigt.

Som sagt er en udbrudssejr også en option, men man skal klatre godt for at komme afsted og gøre det færdigt, og samtidig er en god spurt et godt våben. Også her er Luis Leon Sanchez mit bedste bud, men derudover er det nærliggende at pege på mange af de hurtige folk ovenfra. Særligt gælder det Matej Mohoric, Daryl Impey og Marc Hirschi, men også Ide Schelling, Koen Bouwman, Ruben Guerreiro, Michael Valgren, Gianluca Brambilla, Alexander Kamp, Maxim van Gils, Dan Martin, Rigoberto Uran og Elie Gesbert kunne være gode bud. Remi Cavagna er også altid farlig, selvom han mangler spurten, og Thomas de Gendt gav i dag håb om, at formen efterhånden rækker.

LIVESTREAM 5. ETAPE AF VOLTA A CATALUNYA - FÅ ET EKSKLUSIV TILBUD

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Joao Almeida, Daryl Impey

Outsidere: Marc Hirschi, Matej Mohoric, Luis Leon Sanchez, Ide Schelling, Dion Smith

Jokers: Geraint Thomas, Koen Bouwman, Ruben Guerreiro, Alexander Kamp, Clement Venturini, Michael Valgren, Michael Woods, Wilco Kelderman

Kandidater til et udbrud: Luis Leon Sanchez, Matej Mohoric, Daryl Impey, Marc Hirschi, Ide Schelling, Koen Bouwman, Ruben Guerreiro, Michael Valgren, Gianluca Brambilla, Alexander Kamp, Maxim van Gils, Dan Martin, Rigoberto Uran, Elie Gesbert, Remi Cavagna, Thomas de Gendt

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Julien Simons sejr fra 2012.