LIVESTREAM E3 SAXO BANK CLASSIC - FÅ ET EKSKLUSIV TILBUD

Løbets rolle og historie

Mange af klassikerrytterne havde en chance for at genfinde den belgiske løbsrytme i Classic Brugge-De Panne, der indledte den to uger lange brostensperiode, men når næste runde i serien afvikles fredag, vil der være meget mere på spil. Mens onsdagens nytænkte løb ser ud til at skulle udvikle sig til en sag for sprinterne, er alle de store stjerner klar til det første helt store slag i fredagens E3 Saxo Bank Classic.

Det belgiske løb er det andet i rækken af brostensløb i Belgien, der afvikles i løbet af en to uger lang periode, der strækker sig fra onsdagen efter Milano-Sanremo til onsdagen efter Flandern Rundt, og det er det af løbene, der ligner De Ronde mest. Da det samtidig afvikles ca. en uge før Flanderns vigtigste cykelløb er det blevet den helt perfekte test for favoritterne til det største flamske løb.

Under navnet Harelbeke-Anvers-Harelbeke blev løbet første gang afviklet i 1958, men man tog hurtigt navnet E3 fra E3-motorvejen (der nu kendes som A14), som blev bygget midt i 60erne. Straks fra start blev det tænkt som en kortere version af Flandern Rundt, der skulle give rytterne den ideelle mulighed for at teste formen til et af sportens vigtigste løb.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Selvom det blev domineret af belgiere i de tidlige år, fik det hurtigt masser af prestige, og listen over tidlige vindere inkluderer store navne som Roger de Vlaeminck, Rik van Looy, Freddy Maertens og Jan Raas. Som tiden gik, fik det mere og mere international anerkendelse, og det er blevet vundet af de fleste af de største brostensspecialister. Johan Museeuw, Peter van Petegem, Andrei Tchmil, Tom Boonen, Filippo Pozzato og Fabian Cancellara er blot nogle af de ryttere, der i løbet af de sidste 20 år har stået øverst på podiet, hvilket tydeligt indikerer dets store betydning.

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne.

I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole, da ruten er designet på samme måde som løbene i anden kategori, men i midtugeløbet har sprinterne ofte haft en bedre chance end i de større løb.

I mange år blev E3 afviklet om lørdagen forud for Flandern Rundt, hvor det sammen med søndagens Brabantse Pijl udgjorde en vigtig chance for at fintune formen frem mod det helt store slag den følgende søndag. Da det er opbygget efter samme formel som De Ronde og bruger mange af de samme stigninger, har det altid været en helt uundværlig del af kalenderen for enhver ambitiøs klassikerrytter, og kalenderplaceringen har gjort det til den perfekte mulighed for at grave dybt en sidste gang inden det løb, der betyder mest. Det har betydet, at niveauet stort set har været på højde med det, man ser i Flandern Rundt, og derfor var det kun naturligt, at UCI gav det WorldTour-status forud for 2012-sæsonen.

Opgraderingen kom som led i en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der betød, at løbet blev flyttet til fredag, mens et andet WorldTour-løb, Gent-Wevelgem, overtog Brabantse Pijls position den efterfølgende søndag. De to løb udgør nu en solid blok af brostensløb på WorldTour-niveau, hvor man både kan score vigtige point, vinde en stor klassikersejr samt forberede sig til Flandern Rundt. I 2017 kom også Dwars door Vlaanderen på WorldTouren og er fra 2018 flyttet til onsdagen inden det flamske monument, og da Classic Brugge-De Panne fra 2019 også er i det fine selskab, byder ugen op til det største slag nu på hele fire løb på højeste niveau.

E3 og Gent-Wevelgem er imidlertid helt forskellige og behandles derfor helt forskelligt af klassikerstjernerne. Selvom Gent-Wevelgem historisk er nummer 3 i hierarkiet over brostensløb (efter Paris-Roubaix og Flandern Rundt), finder det sted i en anden del af Belgien og passer sprinterne bedre. De fleste af de store klassikerspecialister kører ganske vist begge løb, men hvor mange holder lidt igen i søndagens løb - bortset fra en lille test af formen på Kemmelberg - giver de den alt i E3, hvor det handler om at vinde. Gent-Wevelgem er ganske viste prestigefuld, men den virkelige generalprøve til Flandern Rundt finder sted fredag.

E3 var længe kendt som Tom Boonens løb. I sin glansperiode vandt han det hele fire gange i træk fra 2004 til 2007. I løbet af sin turbulente periode i 2010 og 2011 måtte han imidlertid afgive tronen til Fabian Cancellara, der med to imponerende solosejre begge år gjorde sig til den store Flandern-favorit. I sin magiske 2012-sæson var Boonen imidlertid tilbage på toppen, og det var derfor kun naturligt, at han sikrede sig en femte sejr som led i hans alterobrerende klassikerkampagne det år. I 2013 var Cancellara imidlertid igen i sit es, og dermed er også dette løb i de senere år blevet fuldstændigt domineret af de to førende brostensspecialister fra det seneste årti.

Sidste år blev løbet et offer for coronavirus, men i 2019 oplevede vi den herlige Flandern Rundt-generalprøve, vi kender. Deceuninck sendte tidligt Bob Jungels i en solooffensiv, og luxembourgeren så længe ud til at skulle vinde løbet. Bagfra blev dog etableret en gruppe bestående af Wout van Aert, Greg van Avermaet, Alberto Bettiol og Jungels’ holdkammerat, Zdenek Stybar, der fik kontakt med luxembourgeren i finalen. Stybar havde siddet på hjul hele dagen, og derfor havde han ingen problmer med at tage 2019-sæsonens anden store brostenssejr i en spurt foran Van Aert og Van Avermaet. Stybar vender i 2021 tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe mod Van Aert, Van Avermaet og Bettiol, men ingen Jungels, da luxembourgeren har ændret fokus og i stedet kører i Catalonien

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Ruten

Som sagt følger E3 Harelbeke samme opskrift som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og Dwars door Vlaanderen. Med Flandern Rundt som undtagelsen har de alle en by i De Flamske Ardenner som deres naturlige centrum, og herfra zigzagger man sig igennem i et meget lille område med alle de berømte stigninger. Adskillige hellingen og brostensstykker er på menuen, før man ad lange, flade veje vender tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag får ofte løbet til at udvikle sig til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun en håndfuld ryttere typisk er tilbage til at slås om sejren, når man langt om længe er tilbage i målområdet.

Efter et par år med en stort set uforandret rute gennemførte man i 2016 en række ændringer. Distancen blev reduceret med ca. 10 km, og antallet af hellingen gik fra 17 til 15. I de senere år har løbet været ramt af mange styrt, og arrangørerne ønskede med den nye rute at gøre den første del af løbet mere sikker. Finalen med de sidste fem stigninger blev imidlertid bibeholdt, og man fastholdt de ekstra 3 flade kilometer frem til målet ved E3 Arena, som blev indført i 2015. Derfor var det ingen overraskelse, at løbet udviklede sig, som det plejer.

I de sidste tre udgaver har man i alt væsentligt kopieret den nye rute, og det gør man igen i år, hvor man dog strammer skruen lidt ved igen at øge antallet af stigninger til 17. Det sker ved tidligt i løbet at erstatte Hogerlucht med Kanarieberg og Oude Kruisberg, men den væsentlige ændring er, at den meget svære Eikenberg vender tilbage. Det sker endda uden, at man fjerner den stigning, Berg Te Stene, der i 2019 blev hentet ind som erstatning. Prisen er dog, at nøglestigningen Taaienberg kommer lidt længere fra mål.  Fra Stationsberg og frem er er de sidste ca. 60 km dog de samme, som de var i seneste udgave for to år siden, og som de nu har været længe

E3 Saxo Bank Classic er nært forbundet med byen Harelbeke, der fungerer som løbets absolutte centrum, og det er her, det 203,9 km lange løb har sit udgangspunkt med både start og mål. Herfra bevæger man sig efter starten ad flade veje mod øst direkte mod De Flamske Ardenner, men som det er tilfældet for de fleste af de store klassikere, er den første del af løbet helt flad. Det betyder, at rytterne holder sig fra den kuperede zone, mens man passerer gennem Flandern Rundts målby, Oudenaarde, og fortsætter mod nordøst hele vejen til byen Zottegem. Efter 28,2 km får de en første chance for at teste klatrebenene på den brostensbelagte Katteberg (750 m, 6%, max. 11%), der kommer efter den 1200 m lange Beaucarnestraat-pavé, men det er den eneste stigning på turen ud til vendepunktet. Der er derudover yderligere et par flade pavéer, Holleweg (1500 m) og Paddestraat (2300 m), efter henholdsvis 31,4 km og 43,8 km. Denne tidlige del af løbet imidlertid primært tjene til at gøre løbet hårdere og længere og give mulighed for at få det tidlige udbrud etableret.

Efter at have nået Zottegem efter ca. 45 km drejer rytterne til højre for at køre mod syd mod den berømte by Geraardsbergen, som de når efter 67 km. Man skal imidlertid ikke på ad den berømte Muur. I stedet drejer man igen til højre for at køre mod vest tilbage mod Harelbeke, og efter at have været oppe over La Houppe (1880 m, 4,8%, max. 10%) efter 85,9 km, når de frem til Ronse ved midtpunktet.

Herfra er det tid til at zigzagge sig op og ned af de mange hellingen nu, hvor løbet for alvor starter, og herfra vil nervøsiteten og positionskampen for alvor have sat ind. De er stadig for tidligt for de største favoritter at spille ud, men det er vigtigt at holde sig fremme, da et styrt på de smalle veje kan sætte dig tilbage og betyde, at du aldrig ser fronten igen. Det betyder, at farten automatisk går op, og at afstanden til udbryderne falder, og derfor ser man ofte folk forsøge at køre op til de forreste i denne fase.

Rækken af stigninger starter modsat sidst med Kanarieberg (1200 m, 7,9%), der passeres efter 92,1 km, hvorefter det er tid til den anden nye stigning, den brostensbelagte Oude Kruisberg (500 m, 5,8%) med top efter præcis 100,0 km. Nu vender man tilbage til den seneste rute, når man skal over Knokteberg (1260 m, 7%, max. 13%) bare 7,8 km senere. Derefter er det direkte ind på Hotondberg (1200 m, 4%, max. 8%) med 92,2 km til mål, og 7,1 kilometer senere gælder det Kortekeer (1000 m, 6,4%, max. 17%). Herfra er der ingen mulighed for at komme sig, da stigningerne kommer hurtigt efter hinanden.

De første stigninger fungerer som benbrækkere, men den første reelle udskilning ventes at komme på den brostensbelagte Taaienberg (650 m, 9,5%, max. 18%), der er en af regionens sværeste stigninger og kommer med 80,3 km til mål. Blandt de mange hellingen er dette Tom Boonens favorit, og han har sjældent misset chancen for at ramme den fra spids og forcere voldsomt hele vejen fra bund til top, hvorved han har etableret en lille gruppe af favoritter. I de senere år har Sep Vanmarcke imidlertid ofte overtaget den rolle. Det er værd at bemærke, at Taaienberg stadig kommer tættere på mål, end den gjorde for år tilbage.

Efter Taaienberg er det sandsynligt, at der vil ske en vis regruppering, idet der er 8,0 km frem til næste stigning, Berg ten Stene (1300 m, 5,2%, max. 9%). Den efterfølges straks af Boigneberg (1000 m, 5,2%, max. 13%), der indledes med 67,2 km igen. Nu vender man efter en udgaves fravær tilbage til den brostensbelagte Eikenberg (1200 m, 5,0%), hvis top kommer 62,8 fra mål. Brostensstigningen Stationsberg (700 m, 3,2%, max. 10%) kommer herefter med 57,4 km igen, men når den er overstået, og rytterne har passeret pavéen Mariabrorrestraat (2000 m) efter 148,6 km, følger et nemmere stykke.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

På dette tidspunkt er den store udskilning som regel startet, og herfra bliver antallet af mulige vindere bare mindre og mindre efter hver stigning. Det er samtidig et perfekt tidspunkt at sætte angreb ind, og derfor er det som regel en meget aggressiv fase. Mange favoritter er isolerede, og derfor er det et godt tidspunkt at forsøge at anticipere de store angreb fra hovednavnene.

Ofte sker der en vis regruppering, inden stigningerne igen starter. Finalen indledes med 46,5 km igen, når man rammer Kapelberg (750 m, 7,1%, max. 14%), hvorefter finalen er identisk med den, der været benyttet også før ruteomlægningen 2016. Det er imidlertid ikke her, at det store slag skal slås, men stigningen fungerer som appetizer forud for duoen Paterberg-Oude Kwaremont, der ofte afgør løbet og er nøglepunktet for favoritterne. De to stigninger er også de sidste i Flandern Rundt, hvor de kommer i den modsatte rækkefølge, og begge er de brutale.

Først gælder det den korte, meget stejle Paterberg (400 m, 12,9%, max. 20%), der er sidste stigning i Flandern Rundt, og det er ofte her, den afgørende gruppe er blevet skabt. Den starter med 42,4 km til mål, og efter toppen er der kun 2,8 km hen til brostensstigningen Oude Kwaremont (2200 m, 4,2%, max. 11%). Den er helt anderledes, da den er langt mindre stejl, men meget lang. I hovedparten af udgaverne er det her, at de bedste er kørt fra.

Efter Kwaremont vil den afgørende udskilning være sket, og der er som regel nu ikke flere end en håndfuld ryttere i spil. De sidste 39,5 km består af en flad tur tilbage til Harelbeke, men undervejs er der et par muligheder for sene angreb. Den første af disse kommer med 31,8 km til mål, når man rammer Karnemelbeekstraat (1500 m, 4,9%, max. 14%), hvor Sagan og Kwatkowski angreb i 2016. Dernæst gælder det pavéen Varentstraat, der kommer med 24,2 km igen. Den sidste udfordring er Tiegemberg (1000 m, 5,6%, max 9%) med 20,0 km til mål, og disse tre forhindringer kan være ganske vanskelige efter et langt og hårdt løb, inden det gælder et helt fladt indløb mod nordvest tilbage til Harelbeke.

Finalen blev introduceret i 2015 og er stort set helt flad, men mere teknisk end den, der tidligere blev benyttet. Efter at have fulgt en bred vej drejer rytterne til venstre lige før 5 km-mærket. Næste sving kommer med 3,4 km, og herefter er der igen sving med 2,8 og 1,5 tilbage. Det sidste venstresving kommer 600 m fra stregen. Meget ofte er en enlig rytter ankommet her, eller en meget lille gruppe har skullet afgøre det i en spurt i centrum af Harelbeke. Én ting er dog sikkert: efter 203,9 brutale kilometer i det hårdeste terræn i Flandern er det kun de stærkeste, der er tilbage.

Løbet byder på i alt 1985 højdemeter, hvilket i alt væsentligt er det samme som i de seneste år.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Vejret betyder altid kolossalt meget i de belgiske klassikere, og det er ingen undtagelse for E3 Harelbeke. Vind og regn gør det meget lettere at gøre en forskel, mens Tom Boonens sejr i 2012 viser, at selv denne ellers meget vanskelige klassikere kan afgøres i en reduceret massespurt, hvis der er tale om en flot forårsdag.

Den slags vejr venter der dog ikke i 2021, hvor vejret vil slå om i løbet af fredagen. Derfor starter det hele solrigt med kun få skyer og temperaturer på 16 grader, men et regnvejr melder sig og ventes at nå Harelbeke omkring 16-tiden med en 25% risiko for byger også i timerne forinden. Gennem hele løbet vil det være særdeles blæsende med en frisk til hård vind (25-27 km/t) fra syd og sydsydvest. Det vil således være en dag med sidevind det meste af tiden, men i den kuperede zone kommer vinden fra alle tænkelige retninger. Til slut vil der være sidevind på Paterberg, modvind på Kwaremont og fra bunden af Karnemelkbeekstraat sidemed- og medvind, indtil man når Harelbeke. Her får man modvind med 5 km igen, sidevind med 1500 m igen og til slut medvind på den korte opløbsstrækning.

Favoritterne

Så er det nu! Det kan føles som næsten en fjern fortid, at vi faktisk skød brostenssæsonen i gang i Omloop for nu en måneds tid siden, for i mellemtiden har det hele handlet om så meget andet. Vi har set klatrerne slås i de store etapeløb i Frankrig og Italien, og vi har været vidner til et relativt klatretungt Strade Bianche og et sprintervenligt og eksplosivt Milano-Sanremo, der ikke rigtigt er sammenligneligt med det, der venter i de kommende uger i det kolde og blæsende nord. Det er nu formen skal toppe for feltets råstæke klassikertyper, og om det er lykkedes, finder vi ud af fredag. De fleste skipper onsdagens sprinterløb i De Panne, og derfor er fredagens løb i Harelbeke den helt store test, der vil give den første virkelige indikation på, hvem der har fundet de allersidste og afgørende procent frem mod årets største løb i Nordeuropa.

E3 Harelbeke er efter Flandern Rundt klart den hårdeste af de flamske klassikere og dermed det bedste pejlemærke på, hvad vi kan forvente søndag d. 4. april i Oudenaarde. Historien viser, at det er næsten lige så selektivt, og det skyldes først og fremmest rytternes tilgang til løbet. Her er alle stjernerne for første gang i år samlet til et brostensslag, og de betragter det alle som den store generalprøve til Flandern Rundt. Det flamske monument afvikles på en meget lignende rute, og den største forskel er, at det er betydeligt længere, og at en stor motor og udholdenhed derfor spiller en større rolle i det helt store løb.

Det forklarer bl.a., hvorfor en uopslidelig fyr som Alexander Kristoff i mange år har været blandt de bedste i Flandern Rundt, hvor hans track record er skræmmende god og stabil med en endeløs serie af top 10-placeringer, men aldrig for alvor har blandet sig i E3 Harelbeke, hvor en 4. plads i 2015 er undtagelsen på en liste, hvor næstbedste resultat er en beskeden 21. plads. Længden er den største forskel på de to løb og tipper balancen en anelse i retning af ryttere med stor eksplosivitet på stigningerne, men også den længere distance fra den afgørende Paterberg-Kwaremont-duo, der i Flandern Rundt kommer i omvendt rækkefølge, hjem til mål er en faktor, der øger sandsynligheden for en vis regruppering.

Netop det forhold, at løbet betragtes som den store generalprøve betyder, at det stort set altid bliver enormt selektivt, og at kun de stærkeste overlever. Som sagt kan det ske, at det skal afgøres i en reduceret massespurt, som det senest skete i 2012, men det hører til sjældenhederne. Det kræver i hvert fald ganske gode vejrbetingelser, og det er faktisk bemærkelsesværdigt, at et løb, der afsluttes med 40 relativt lette kilometer, så sjældent ender i en spurt.

Selve finalen er endda betydeligt lettere end i Omloop, hvor vi i år højst overraskende endte med den første spurt siden 2009. I det løb er retningen i finalen dog meget ensidig, og det betyder, at modvind til slut kan gøre det svært at gøre forskelle. Her er finalen måske nok lettere, men stigningsdelen er meget sværere og meget mere intens, for her er der både flere bakker, og de kommer med en hyppighed, der minder langt mere end Flandern Rundt end om Omloop.

Det synes også utænkeligt, at vi får en gentagelse af Boonens spurtsejr fra 2012. Denne gang bliver vejret ikke behageligt, og selvom den præcise timing af det varslede regnvejr måske kan rykkes, så rytterne faktisk når tørskoede tilbage til Harelbeke, vil vinden betyde, at det bliver knaldhårdt, uanset om de når at blive våde eller ej. Søndenvind betyder sidevind på store dele af ruten, ikke mindst på den første, relativt lette del, der pludselig slet ikke nødvendigvis bliver så let. I hvert fald vil der være en eller anden form for sidevind, indtil serien af stigninger for alvor starter med La Houppe efter 85,9 km. Vi har før set, at der kan være sidevindsræs allerede i den indledende fase, og det kan bestemt ikke udelukkes, at vi får udskilning allerede inden bakkerne. Dernæst er der også flere sidevindsstykker, når man zigzagger sig rundt i bakkerne, og vinden er så stærk, at den utvivlsomt vil spille en rolle, alene fordi den vil gøre det hele uhyre nervøst.

En anden væsentlig faktor er, at mange hold har interesse i at åbne løbet tidligt. I Omloop var hverken Wout van Aert eller Mathieu van der Poel til start, men denne gang er begge de to crossstjerner med som de tunge favoritter, alt drejer sig om. Det ændrer løbets dynamik totalt, for ingen har lyst til at køre stille og roligt frem til Paterberg-Kwaremont for blot at blive kørt over af de to favoritter. Særligt vigtigt er det, at Deceuninck er uden Julian Alaphilippe, og det betyder, at belgierne ikke har en klar kaptajn. I Omloop valgte de en meget afventende taktik, men det vil de ikke gøre her, hvor drømmen er at udnytte overtallet så flot som i 2019, hvor Bob Jungels’ soloangreb gjorde det muligt for Zdenek Stybar at sidde på hjul gennem hele finalen, så han til slut kunne overspurte de normalt hurtigere Wout van Aert og Greg van Avermaet.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Ingen har den samme bredde som dem, og drømmesituationen er, at de kan havne i en situation, hvor de kan angribe en række isolerede kaptajner på skift. Den taktik var skræmmende effektiv i både 2018, hvor Niki Terpstra sejrede, og i 2019, og det må være nøglen til sejr igen i et felt, hvor man er oppe mod stærkere individualister. Da alle øvrige hold må have samme plan - undtagen Jumbo-Visma og Alpecin-Fenix naturligvis - er der med stærk sidevind undervejs lagt op til en tidlig åbning og et aggressivt cykelløb, hvor det er en kombination af taktik og styrke, der på en brutal dag vil afgøre løbet.

Det mest interessante er, hvordan de to favoritter griber det an. Begge har relativt svage hold - særligt Jumbo er tynde uden den skadede Mike Teunissen - og selvom Alpecin ikke skal undervurderes, er det ikke mandskaber, der i finalen kan svinge taktstokken. Det efterlader dem i en mærkelig situation, hvor det enten skal være meget hårdt eller meget let. Et meget let løb, hvor de har holdkammerater til at kontrollere frem til Paterberg-Kwaremont vil gøre det mindre taktisk og muliggøre, at de bare kan køre væk og afgøre det i den spurt, de begge tror på. Et meget hårdt løb vil betyde, at overtallet forsvinder tidligt, og at vi hurtigt efterlades bare mand mod mand. Mareridtet for de to er mellemscenariet, hvor de tidligt isoleres i en lidt større favoritgruppe, hvor særligt en hær af Deceuninck-ryttere kan angribe på skift. Det var det, der kostede dem begge sejren i Gent-Wevelgem i efteråret og Van Aert sejren i Omloop sidste år.

Med det dårlige vejr bliver det svært at få det meget lette løb, og derfor tror jeg, at Van Aert og Van der Poel selv åbner tidligt, måske allerede fra Taaienberg og Eikenberg. Vi ved i hvert fald, at Van der Poel ikke er bange for at tage tyren ved hornene også meget langt udefra, og det er den sikreste måde at undgå, at taktik bliver vigtigere end råstyrke. Fordelen ved den strategi er, at de formentlig begge kan samarbejde, da de begge har tiltro til deres spurt, og at den generelle medvind over de sidste 40 lette kilometer betyder, at det også er muligt for to mand at holde en større gruppe bag sig hele vejen hjem fra bakkerne.

Normalt skal det afgørende slag slås på Paterberg og Kwaremont, men det kan altså ske tidligere denne gang. Det er i hvert fald vigtigt for de to favoritter ikke at sidde isoleret i en gruppe efter Kwaremont. Taktik og overtal spiller derfor også en stor rolle på denne sidste del, også selvom vi for nogle år siden med Kwiatkowski og Sagan så, at i hvert fald Karnemelbeekstraat kan være hård nok til at gøre en forskel, ligesom Oliver Naesen har tabt løbet på Tiegemberg. Betydningen af taktik så vil til gengæld eksempelvis, da Thomas vandt løbet ved at snige sig væk i den flade finale. Det må være drømmescenariet for Deceuninck at opnå den situation.

Alt i alt forventer jeg et særdeles hårdt og selektivt flamsk løb, hvor de to favoritter åbner tidligt. E3 Harelbeke har ofte været rammen om suveræne soloopvisninger - bare tænk på Fabian Canacellaras imponerende bedrifter i de senere år - og han var ofte i samme ensomme situation som navne som Van Aert og Van der Poel kan ende med at være det. Schweizeren viste, at den bedste strategi for en isoleret stjerne er at køre offensivt, og det kan meget vel komme til udtryk denne gang.

Med dårligt vejr tror jeg, at de to favoritter vil være i stand til at gøre det så hårdt, at de kan køre hjem fra distancen, og for dem er det gode, at de som sagt begge tror på, at de kan slå hinanden i en spurt. I den forstand er de en slags allierede, og derfor tror jeg også, at de kan undgå en taktisk og problematisk udvikling på løbet. Ingen af dem ser ud til at være den anden overlegen, og jeg tror ikke, at de kan sætte hinanden. Mit bedste bud er, at det ender som i Flandern Rundt, nemlig at de to giganter atter skal spurte mod hinanden efter et svært løb.

Som vi så i Oudenaarde i oktober, kan en sådan spurt gå begge veje, men jeg vælger at pege på Wout van Aert. Belgieren ligger stadig søvnløs over, at han i oktober fik kørt en alt for kort spurt, der tilgodeså den eksplosive Van der Poel. Den fejl har han lært af, og som vi har set i år, er Van Aert utvivlsomt den hurtigste af de to. Ikke blot slog han Van der Poel på stregen i Sanremo, han vandt sågar en decideret massespurt i Tirreno. Med en medvindsspurt er der al mulig basis for at køre den powerspurt, han ønsker, og hvis vi får et scenarium, hvor de to rivaler skal spurte, må han være den naturlige favorit.

Van Aert bliver i hvert fald svær at sætte. Han var rusten i Strade Bianche, men til gengæld var han nærmest skræmmende i Tirreno, hvor han overgik sig selv i vanskeligt terræn. Hans kørsel i Sanremo var mildt sagt også overbevisende, og han lignede vel på Poggio den måske stærkeste mand. Jeg tror ikke, at der er nogen, der slår ham på fysikken i dette løb, men det er klart, at han kan blive slået af taktik og et meget lidt imponerende hold. Med udsigt til et udskilningsløb, en tidlig åbning og en suveræn spurt tror jeg dog, at han kan vinde trods den manglende støtte og tage den store brostenssejr, han første gang for alvor var tæt på i netop dette løb for to år siden.

Naturligvis kan det også blive Mathieu van der Poel. Hollænderen har været skræmmende stærk i år, ikke mindst med sejren i Strade Bianche og med det vilde soloridt i Tirreno. Hans kørsel i Sanremo efterlod mange forundrede, for vi så aldrig det ventede angreb. Det så imidlertid ud til, at hollænderen nok engang betalte en pris for sin ringe position, og han måtte igen bruge alt for mange kræfter på at genfinde fronten på et tidspunkt, hvor det allerede var for sent. Styrken så der dog ikke ud til at være noget galt med - og det ville da også være mærkeligt for manden, hvis bundniveau ligger betydeligt over gennemsnittets.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Der er næppe tvivl om, at Van der Poel og Van Aert er løbets to stærkeste, men jeg tror ikke, at Van der Poel kan sætte sin rival. Dertil virker Van Aert for overbevisende, og dertil er de sværeste stigninger for langt fra mål. Skal han vinde, skal han formentlig slå Van Aert på stregen, og det bliver ikke let. Som vi så i Flandern Rundt, lader det sig dog gøre, for efter et hårdt løb er Van der Poel hurtig. Det måtte også Elia Viviani erfare efter sidevindsræset i UAE Tour. Van Aert er en svær nød at knække på stregen, men Van der Poel ved, at han efter et hårdt løb kan gøre det og dermed føje E3 til hans stadig længere liste over endagsløb, han har vundet.

Hvem kan så true giganterne? Det er svært at se, at det lader sig gøre på råstyrke, men med taktik er det bestemt muligt - særligt fordi de burde være relativt lette at isolere. Her ligner Tom Pidcock et glimrende bud. Briten har fået en forrygende professionel debut, og han har allerede i både Strade Bianche, Omloop, Kuurne og Sanremo vist, at han allerede kan køre finale i de store klassikere. Særligt i de to brostensløb virkede han meget overbevisende, og det var for mig temmelig uventet, at den meget klejne og lette brite var så stærk i terræn, hvor flere kilo som regel er en fordel. Det har da også fået ham til at ændre planer, og hans brostensprogram bliver bare længere og længere, senest nu hvor Flandern Rundt også er føjet til.

Pidcock viste med sin kørsel på Muren og Kwaremont i åbningsweekenden, at han er meget stærk, også på brostensstigninger, og han burde stå endnu stærkere i dette hårdere løb med flere stigninger. Han har samtidig vist den opportunisme, der skal til for at udmanøvrere de to favoritter, og han har endda også sin spurt som et glimrende våben. Som alle andre skal han vinde på et taktisk spil, men han har de fysiske forudsætninger for at gribe den mulighed, der måtte opstå.

Det er også svært ikke at tro meget på Søren Kragh. Danskeren var uhyre overbevisende i Sanremo, hvor han var en af de fem stærkeste på Poggio sammen med de tre tenorer og Maximilian Schachmann. Dermed er han tydeligvis kommet sig over rygproblemer og den rust, han havde i åbningsweekenden, og det gør ham til topkandidat til dette løb, der minder meget om Omloop, hvor han sidste år gik på podiet, eller den kongeetape i BinckBank Tour, hvor han sidste år var meget overbevisende og næsten fik trukket Van der Poel ind igen. Løbets eksplosive stigninger passer ham, og han har den spurt, der skal til, hvis han har selskab til sidst. Først og fremmest er han dog en mester i at time sine angreb i taktiske finaler, som vi så i Omloop og to gange i Touren sidste år, og som vi senest så i Sanremo. Det er præcis den form for taktisk finesse, der skal til, hvis giganterne skal besejres, og undgår Kragh en af sine lidt for mange offdays, ligner han en af de ryttere, der kan snyde giganterne.

Efter sejren i Sanremo må man også tro på Jasper Stuyven. Belgieren er temmelig svingende, men når en fyr som ham kører med på Poggio, sidder formen i skabet. Netop hans udsving gør ham til en ustabil faktor i klassikerne, men i formstærk udgave er han uhyre stærk, som han viste med den fine sejr i Omloop, hvor han var klart stærkeste mand i den gruppe, der i et lidt taktisk spil kørte væk fra Van Aert, der som stærkeste mand blev taktisk udmanøvreret. Den form for taktik skal Stuyven forsøge at udnytte igen, og han har lige nu fysikken til det, ligesom han har spurten til at gøre det færdigt. Også han er en mester i at time sine angreb, som vi senest så i Sanremo, men også så med sejren i Omloop og tidligere på kongeetapen i BinckBank Tour, hvor han sneg sig væk fra en gruppe i finalen. Med andre ord har formstærke Stuyven også hele den pakke, der skal til for at snyde favoritterne.

Deceuninck stiller igen med deres hær på hele fem kaptajner, men denne gang er der ikke ét navn, der skiller sig ud som det indlysende bedste kort, og det er meget svært at sige med sikkerhed, hvem der har den største chance. Baseret på det, vi så sidste efterår, kunne Florian Senechal dog være buddet. I hvert fald var franskmanden klart den stærkeste - næstefter Alaphilippe naturligvis - i sidste efterårs klassikere, og han synes at have taget det skridt, der skal til for at banke på hos den absolutte elite. Desværre skuffede han fælt i åbningsweekenden, og det gør det svært at vurdere hans form. Hans føring på Biot-etapen i Paris-Nice, hvor han kom til at sætte sin egen kaptajn, Sam Bennett, var dog ganske overbevisende, og han så fin ud, da han angreb i Le Samyn, hvor kun Van der Poel i første omgang kunne følge ham. Siden kørte han glimrende i sidevinden i Koksijde, men vi har ikke for alvor set ham i et løb, hvor hans virkelige form kan vurderes. Det kan den denne fredag, og har han fundet sidste efterårs niveau, vil han igen være en af de stærkeste. Da han samtidig er den næsthurtigste af Deceuninck-kaptajerne, står han også med gode muligheder for at gøre det færdigt.

I begyndelsen af sidste sæson så det ud til, at Matteo Trentin havde svært ved at genfinde det tårnhøje niveau, han havde i den mindeværdige 2019-sæson, men det synes at være tilbage. I hvert fald var han meget overbevisende sidste efterår, hvor han havde en offday i Flandern, men var blandt de allerbedste på stigningerne i Gent-Wevelgem. I Omloop var han også en af de klart bedste på bakkerne, og minsandten om ikke han kørte et fremragende Sanremo, hvor han var første mand til at genvinde kontakter, da første seks havde slået hullet efter Alaphilippes angreb. Til gengæld fejlede han igen i spurten, og det er efterhånden bekymrende, at han dels har tabt generel fart og dels altid synes at skuffe i disse mindre grupper i klassikerne. Formen synes dog at sidde i skabet, og i dette løb er spurten ikke altafgørende. Her handler det først og fremmest om råstyrke, og den har Trentin tilsyneladende så megen af, at han er en af de ryttere, der står med bedst mulighed for at udnytte favoritternes kamp. Udfordringen er et ikke alt for overbevisende hold, men spiller han sine kort rigtigt i en finale, hvor UAE ikke skal kontrollere, er han bestemt ikke uden chance, også fordi han fortsat skal regnes som en af de hurtigste.

Det kan godt være, at Greg van Avermaet ikke helt synes at have den styrke, han havde i sin storhedstid, men man må stadig tage hatten af for hans enorme konsistens. I åbningsweekenden var han blandt de toneangivende begge dage, han kørte et fint Tirreno på den hårde mur-etape, og han har netop kørt sit bedste Sanremo hidtil, hvor han for første gang sørgede for at komme med i angrebene på Poggio. Strade Bianche understregede, at hans klatreevner ikke længere rækker til klatreløbene, men det er irrelevant for dette løb, hvor en sejr i 2017 og 3. pladser i 2008, 2018 og 2019 fortæller alt om hans muligheder. Van Avermaets enorme stabilitet gør, at han burde være et relativt sikkert kort i finalen, og han må også stadig regnes som en god afslutter efter en hård dag. Han er ikke længere en af de allerstærkeste, men for alle andre end de to crossdrenge gælder, at løbet skal vindes på taktik. Her står Van Avermaet med udmærkede muligheder, særligt nu hvor han og Oliver Naesen kan tænkes at udgøre en fin duo i finalen.

På samme måde som med Senechal er det meget svært at vurdere, hvor Kasper Asgreen står. Ligesom sin franske holdkammerat manglede danskeren en del i åbningsweekenden, og siden har han ikke rigtigt kørt løb, der passer ham. Han kørte dog et pænt Strade Bianche og så godt ud på murene i Tirreno, hvor han bidrog til at redde Joao Almeida tidligt i løbet, og vi ved som bekendt fra hans første klassikersæsoner, at hans topniveau er tårnhøjt. Min bekymring er, at vi ikke rigtigt har set den bedste Asgreen i klassikerne siden vel gennembruddet i Flandern Rundt for snart to år siden, og det er desværre blevet tendensen, at han har manglet sine procent. Det skaber nogen usikkerhed, men der er ingen tvivl om, at Asgreens 2019-niveau var tæt på de allerbedstes, og han har fordel af Deceunincks overtal i finalen. Han er også en glimrende afslutter og har motoren til at iværksætte de angreb, der skal snyde de to favoritter. Med andre ord er kortene gode, hvis han endelig genfinder sit niveau.

Den rytter, der måske er sværest at vurdere, er Michael Matthews. Australieren har nemlig relativt begrænset erfaring med brostenene, som han først begyndte at satse en anelse på i 2017, og som først i 2019 fik samme prioritet som Ardennerne. Sidste år skippede han alle brostensløbene, men i år får de fuldt knald. Erfaringerne hidtil har været pæne med blandt andet en 6. plads i Flandern Rundt og en 8. plads i Gent-Wevelgem, men han har aldrig kunnet følge de allerbedste på de vanskelige hellingen. I år synes han dog at komme i sin måske hidtil bedste form til disse løb efter et stærkt Paris-Nice, hvor han imponerede i bjergene og ikke mindst et Sanremo, hvor han var blandt de syv bedste på Poggio. Selvom en flad spurt ikke er hans kop te, er han stadig en af de allerbedste afsluttere blandt favoritterne, og det giver ham et vigtigt våben, selvom Sanremo også viser, at der ingen garantier er for en god spurt efter et hårdt løb. Min største bekymring er dog, at han ikke passer helt så godt til disse løb, som han gør til den eksplosive finale i Sanremo eller de mere klatretunge løb som Amstel Gold Race og Brabantse Pijl. Hans begrænsede erfaring gør dog, at han stadig har masser af muligheder for med sin gode form at overraske positivt.

Læs også

Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Det har ofte fremgået af disse optakter, at jeg har enorme forventninger til Stefan Küng på brostenene. Engang var schweizeren for tung til bakkerne, men han var uhyre overbevisende i Gent-Wevelgem og ikke mindst på kongeetapen i BinckBank Tour sidste år, hvor han desværre blev syg under Flandern Rundt. Til gengæld skuffede han i åbningsweekenden, og han er endnu en af de ryttere, der siden kun har kørt løb, hvor hans form har været svær at vurdere. Hans enkeltstart i Tirreno var dog uhyre lovende, og havde han haft mere gunstige vindforhold, er det bestemt ikke udelukket, at han kunne have slået Van Aert. Når han alligevel ender lidt nede på listen, skyldes det, at han er den eneste af de hidtil nævnte, der ikke kan spurte. Küng skal alene hjem for at vinde, og det kan blive lidt for svært i et løb, hvor de sidste 40 km er relativt lette. Solosejre er lidt for sjældne i dette løb, men har han sit topniveau, og sidder han i en taktisk finale til sidst, er Küng også manden, man under ingen omstændigheder må lade køre. Min frygt er bare mere, at det ender med et topresultat og ikke den sejr, som er udgangspunktet for vurderingerne i disse optakter.

Meget af det samme kan siges om Tiesj Benoot . Belgieren havde ligesom holdkammerat Kragh en skuffende åbningsweekend, men til gengæld kørte han et fremragende Paris-Nice. Han har desværre været forfulgt af uheld i disse løb i de senere år, og det har berøvet ham de store resultater, men ofte har han lignet en af de stærkeste, og han er da trods alt blevet både nr. 5 og 7 i dette løb. Desværre er han i dag mere klatrer end eksplosiv, og det er ikke den bedste udvikling til disse løb. Heldigvis er det hårde E3 et af de løb, der passer ham klart bedst, og formen sidder i hvert fald i skabet, samtidig med at han og Kragh synes at udgøre det måske mest formstærke kollektiv. Ligesom Küng lider han dog under, at han bliver slået af langt de fleste på stregen, og selvom han sikkert er en af de bedste, kan det blive svært at komme alene hjem i et løb med 40 lettere kilometer til sidst - medmindre han da skulle få netop Küng med som selskab!

En anden hovedpine er Oliver Naesen. Belgieren har hovedsageligt været temmelig skuffende de senere år, og jeg troede faktisk, at han var ved at være i tilbagegang. Minsandten om han så ikke fandt en superform til Flandern Rundt, hvor han sammen med Alberto Bettiol og Senechal lignede bedste mand bag de tre tenorer. Formen i optakten har desværre bekræftet, at han ikke synes at være på samme niveau, som da han var allerbedst, for selvom han klatrede godt i Paris-Nice, klatrede han ikke, så man tabte kæben, som han gjorde i 2019, og i Sanremo kunne han ikke gå med på Poggio, som han kunne samme år. Det er dog også klart, at det er disse løb, der for alvor passer ham, og hans kørsel i Flandern Rundt viser, at potentialet stadig er der, ligesom hans podiepladser i Gent-Wevelgem og Sanremo viser, at han også er blevet en giftig afslutter. Mest af alt tror jeg, at han mangler for meget, men han har også potentialet til at overraske mig positivt igen.

I februar talte vi alle om Davide Ballerini, der fik sit store gennembrud på brostenene med sejren i Omloop. Nu er det store spørgsmål bare, om ikke silken er ved at være slidt af efter en lidt for tidlig formtop. I hvert fald kørte han et temmelig skuffende Sanremo, og han satte heller ikke verden i brand i Tirreno. I forvejen har han til gode at bevise, at han vitterligt kan være i disse løb, når de er så hårde, som de kunne blive denne fredag. På den anden side skyldtes sejren i Omloop ikke bare, at han vandt en spurt, for han var også blandt de bedste på stigningerne. Hvis det skal gentage sig i dette hårdere løb, skal han dog være på sit bedste, og det er jeg ikke sikker på, at han er. Til gengæld har han en spurt, der gør, at det vel blandt favoritterne kun er Van Aert, han for alvor skal frygte, ligesom et stærkt kollektiv og 40 relativt lette kilometer til sidst hjælper en hurtig afslutter som ham.

Deceuninck har naturligvis også Yves Lampaert, men selvom han bliver stadig bedre, er han stadig lidt for tung til at flyve op ad de flamske hellingen i de hårdeste løb som disse. Her han traditionelt været en anelse i defensiven, og han vinder derfor ikke løbet på at være stærkeste mand. Til gengæld har han jo fordel af kollektivet, som han så fint udnyttede, da han sidste år blev nr. 2 i et Omloop, hvor han vel heller aldrig tidligere havde været stærkere på stigningerne. Formen synes at være ganske fremragende efter en imponerende 9. plads på sidste etape i Paris-Nice, hvor han på en kuperet rute også kørte en glimrende enkeltstart, og han er også en habil afslutter. Spørgsmålet er, om han klatrer godt nok, men som et af fem kort på det stærkeste hold er han bestemt ikke uden muligheder.

Jeg nævner Alberto Bettiol mere på potentiale end form. Sidste år var han ubetinget den stærkeste bag de tre tenorer, og som bekendt kørte han regulært fra alt og alle, da han vandt Flandern Rundt. Det vidner om et tårnhøjt topniveau, men desværre synes han at have mistimet formen totalt i år. Han var helt væk i Drome-Ardeche, og bedst om Strade, murene og enkeltstarten i Tirreno begyndte at give håb, eksploderede han nærmest før den tungeste sprinter i San Remo. Intet tyder lige nu på, at han har formen til at spille samme rolle, som han gjorde i 2019, hvor han også var en af de allerbedste i dette løb, men heldigvis ved vi også, at en Bettiol i topform formentlig er den, der har de bedste chancer for at følge Van Aert og Van der Poel. Nu skal han bare vise, at Sanremo bare var en svipser i en generelt opadgående formtrend.

Sonny Colbrelli er som regel kommet til kort i disse løb, hvor han nok har været i top 10 i Flandern Rundt, men hvor han mest af alt har skuffet. I år synes han dog at komme til løbet i form efter et ganske flot Sanremo, hvor han fik kontakt med de forreste nede i Sanremo. I forvejen var han i BinckBank Tour bedre end nogensinde på de flamske hellingen, og det kunne tyde på, at han er klar til at tage næste skridt. Til gengæld lider han gevaldigt under sin positionering frem mod de svære hellingen, og når man i forvejen er i defensive, er det problematisk at starte bakkerne på bagkant. Han skal nok håbe på, at der alligevel sker lidt samling på de sidste 40 lette kilometer, men så har han til gengæld en spurt, der kan slå de flestes.

Det har været en fornøjelse at se John Degenkolb på de flamske hellingen fra efteråret og frem. De har ellers ikke tidligere været hans spidskompetence, men dem fik han fod på i 2020, hvor han vel aldrig havde været bedre på bakkerne. Det samme mønster så vi i en stærk åbningsweekend, hvor han skippede Omloop, men var overbevisende i Kuurne. Til gengæld kom vi ned på jorden igen i Paris-Nice og Sanremo, hvor han var temmelig skuffende, og det gør mig en anelse bekymret, når vi kommer til et løb, der traditionelt har været for hårdt for ham, og hvor hans bedste resultat er en 6. plads helt tilbage i 2012. Hans seneste præstationer på brostenene giver mig et vist håb, men hans stjerne er dalet kraftigt i løbet af marts - også fordi han stadig lider under, at hans spurt er aftagende, også selvom det har set en anelse bedre ud i år.

LIVESTREAM E3 SAXO BANK CLASSIC - FÅ ET EKSKLUSIV TILBUD

Sidste år blev Anthony Turgis nr. 4 i Flandern Rundt, og han fortsætter bare med at imponere. Han blev nr. 2 i Kuurne, hvor han dog ikke var alt for imponerende, men det var han i Sanremo, hvor han var blandt de ryttere, der fik kontakt med frontgruppen efter Poggio. Desværre har det i disse løb mest af alt handlet om at følge med, og han har aldrig for alvor kunnet matche de bedste, men han kommer tættere og tættere på. Samtidig har han nu flere gange, senest i Kuurne, vist, at han har en imponerende spurt efter et hårdt løb, som vi også så, da han blev nr. 2 bag Van der Poel i Dwars door Vlaanderen. Fortsætter han de fine takter, kommer han langt.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Med sejre i to brostensklassikere har Mads Pedersen vist, at han kan begå sig i disse løb, men det er ikke tilfældigt, at han har vundet to af de fladere af slagsen. I de hårdeste brostensløb som Flandern Rundt, E3 og Omloop har han altid været for tung til at følge de bedste, og hans 2. plads i Flandern Rundt blev da også opnået ved at anticipere favoritterne. Det skal nok også være strategien denne gang, for han vil formentlig igen tabe terræn, når det for alvor bliver hårdt. Omvendt bliver Pedersen stadig bedre, og det kan ikke udelukkes, at han er kommet tættere på de bedste. Hans bedste våben er hans dødbringende spurt, der er blandt de allerbedste, og han kan således lukrere på de 40 relativt lette kilometer til sidst. Spørgsmålet er bare, om ikke årets udgave har udsigt til alligevel at blive for hårdt.

Hvad med vores lille komet, Arjen Livyns ? Allerede i Flandern Rundt imponerede han stort, men han har taget det til et helt nyt niveau i dette forår, hvor han var uhyre imponerende i begge åbningsweekendsløb. Her var han med de allerbedste på alle bakkerne, og det siger alt om hans enorme potentiale. Spørgsmålet er bare, om formen er intakt, eller om han toppede for tidligt, for han har siden Kuurne kun kørt et Nokere, der ikke rigtigt passede ham. Det er en risiko, fordi han var så flyvende lige fra begyndelsen af februar, og samtidig er det svært at se ham vinde et løb, hvor han lider under en knap så stærk spurt. Først og fremmest skal han dog bevise, at formen er intakt. Er den det, kan det i hvert fald meget vel blive til top 10.

Forud for åbningsweekenden havde jeg forsvoret, at Jhonatan Narvaez havde den rette statur til disse løb, men ligesom holdkammeraten Pidcock overraskede han positivt. Han var blandt de allerbedste på Muren i Omloop, og i Kuurne var han og Van der Poel ved at løbe med det hele med deres flotte offensiv. Det giver ham gode kort på hånden i et løb, der har endnu flere stigninger for en eksplosiv ardennertype som ham, og han har endda også en ganske giftig spurt. Spørgsmålet er bare, hvor han står formmæssigt efter en måned med kun to sprinterløb i benene. Erfaringen er nemlig, at Narvaez er uhyre svingende, og lægger man dertil, at han mangler erfaring og nok ikke står alt for stærkt i positionskampen, kan det blive en udfordring, selvom punchet og klatrebenene er der.

Så er der stortalentet Quinn Simmons. Den alsidige amerikaner viste sit enorme potentiale med den flotte kørsel i det uheldsramte Strade Bianche, og det var endda i et løb, der burde være lidt for hårdt. Det er disse løb, han for alvor satser på, og det burde være her, han virkelig er i sit es. Desværre har hans form været meget skuffende i sidste del af Tirreno og ikke mindst i Sanremo, hvor han var milevidt fra fronten, og det skaber nogen bekymring. I forvejen er han trods sin fine spurt ikke den allerhurtigste, og han er som udgangspunkt kun hjælper for Stuyven og Pedersen. Til gengæld er han også det gigantiske talent, der kan overraske os alle på samme flotte vis, som han gjorde i Strade Bianche, hvor han viste, at topniveauet i hvert fald er tårnhøjt.

Zdenek Stybar stiller til start med 1-tallet på ryggen, men desværre har vi ikke set den bedste Stybar, siden han vandt løbet for nu altså to år siden. Han ramte skævt i klassikerne sidste efterår, og i år var han helt væk i Strade Bianche og åbningsweekenden. For en mand på 35 år er det en bekymrende lang formkrise, og Stybar ligner ikke længere en mand, der vinder et løb som dette på sin råstyrke. Jeg frygter endnu en skuffelse, men en klasserytter som ham skal altid levnes en chance, når han er del af det stærkeste kollektiv. Han har bare utroligt meget at bevise efter to år uden de store resultater, og årets resultater tyder ikke på, at sommerskaden var forklaringen på det pauvre efterår i 2020.

LIVESTREAM E3 SAXO BANK CLASSIC - FÅ ET EKSKLUSIV TILBUD
 

***** Wout van Aert

**** Mathieu van der Poel, Tom Pidcock

*** Søren Kragh, Jasper Stuyven, Florian Senechal, Matteo Trentin, Greg van Avermaet

** Kasper Asgreen, Michael Matthews, Stefan Küng, Tiesj Benoot, Oliver Naesen, Davide Ballerini, Yves Lampaert, Alberto Bettiol, Sonny Colbrelli, John Degenkolb, Anthony Turgis, Mads Pedersen, Arjen Livyns, Jhonatan Narvaez, Quinn Simmons, Zdenek Stybar

* Sep Vanmarcke, Ivan Garcia Cortina, Dylan Teuns, Stefan Bissegger, Dimitri Claeys, Kevin Geniets, Dylan van Baarle, Nils Politt, Michael Gogl, Alexander Kristoff, Simon Clarke, Florian Vermeersch, Loic Vliegen, Andrea Pasqualon, Philippe Gilbert, Jempy Drucker, Heinrich Haussler, Daniel Oss, Aime de Gendt, Nils Eekhoff, Mikkel Bjerg, Gianni Vermeersch, Robert Stannard, Markus Hoelgaard, Luke Drubridge, Jake Stewart, Jasper de Buyst, Marcus Burghardt

Danskerne

Kasper Asgreen, Søren Kragh og Mads Pedersen har alle kaptajnroller og er omtalt ovenfor. Hos Israel Start-Up Nation skal formstærke Mads Würtz Schmidt støtte en desværre sygdomsramt Sep Vanmarcke, mens Emil Vinjebo og Lasse Norman Hansen på Qhubeka skal hjælpe Dimitri Claeys. Endelig skal det blive interessant at se, hvor langt formstærke Mikkel Bjerg kan komme som hjælper for Matteo Trentin og Alexander Kristoff på UAE.

LIVESTREAM E3 SAXO BANK CLASSIC - FÅ ET EKSKLUSIV TILBUD
 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Zdenek Stybars sejr fra 2019, Niki Terpstras sejr fra 2018, Greg Van Avermaets sejr fra 2017, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2016, Geraint Thomas’ sejr fra 2015, Peter Sagans sejr fra 2014 og Fabian Cancellaras sejr fra 2013

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan tænkes måske at lave et resultat.

Deceuninck-Quick Step: Med fem kaptajner i Stybar, Lampaert, Ballerini, Senechal og Asgreen må brølstærke Tim Declercq igen leve med en hjælperrolle.

Lotto Soudal: Degenkolb ligner bedste bud, da Philippe Gilbert stadig synes uhyre formsvag. Unge Florian Vermeersch imponerede stort sidste år, men jeg er usikker på formen denne gang. Jasper de Buyst var flyvende i Tirreno, men har været syg.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Intermarché-Wanty- Gobert Materiaux: Holdet har tre bud i Andrea Pasqualon, Loic Vliegen og Aime de Gendt, hvoraf Vliegen, der heldigvis slap nådigt fra styrtet i Sanremo, virker mest formstærk. De Gendt har ikke ramt den i år, og Paqualon skuffede i Sanremo, dog efter et opløftende Tirreno.

Ag2r Citroën Team: Det handler om Van Avermaet og Naesen, men unge Stan Dewulf har potentiale til at komme langt.

Team Jumbo-Visma: Alle mand for Van Aert på et svagt hold. Det skal blive interessant at se unge David Dekker og en uhyre formstærk Timo Roosen.

Bora-hansgrohe: Uden Sagan handler det om Nils Politt, men han er lidt for tung til at vinde disse løb og synes ikke flyvende. Daniel Oss og Marcus Burghardt er solide, men kan ikke være med helt i front.

Israel Start-Up Nation: Sep Vanmarcke var uhyre overbevisende i åbningsweekenden, men har nedspillet forventningerne voldsomt efter en gang sygdom i optakten. Det kan måske give lidt mere frihed til Mads Würtz Schmidt og Jenthe Biermans, der dog ikke kan være med i front, mens de dage, hvor André Greipel  kan køre disse løb, er ovre.

Team DSM: Det handler om Kragh og Benoot, mens talentfulde Nils Eekhoff har potentiale i disse løb. Jeg er bare usikker på formen. Også Joris Nieuwenhuis og Jasha Sütterlin kan gøre det hæderligt.

Trek-Segafredo: Det handler om Stuyven og Pedersen med Simmons som outsider. Løbene her har været for hårde for Alex Kirsch og Edward Theuns.

INEOS Grenadiers: Pidcock og Narvaez ligner bedste bud, men jeg tror også, at formstærke Dylan van Baarle kører stærkt, selvom han næppe vinder.

Team Qhubeka ASSOS: Med stærk kørsel på Muren bekræftede Dimitri Clayes i Omloop, hvorfor han blev nr. 5 i Flandern sidste år, men han er også en lottokupon. Michael Gogl er i sit livs form og kan gøre det pænt. Holdet har også udtaget Simon Clarke, der viste stigende form i Strade Bianche, men som er uden den store erfaring i disse løb.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Bahrain-Victorious: Colbrelli ligner bedste bud. Holdet har også Dylan Teuns, men selvom han har gjort det pænt i Omloop og Flandern, er han ikke ideel til disse løb, og hans form er ikke helt oppe at ringe. Heinrich Haussler er stadig solid og kan levere et fint resultat.

Astana-Premier Tech: Holdet er svagt og kan kun håbe på en top 30 med Hugo Houle, der endda har været syg i optakten.

Cofidis: Jempy Drucker var fremragende på brostenene sidste år, men har ikke ramt den i år og tillige været syg. Simone Consonni har knap kørt løb, og Jelle Wallays er for tung. Piet Allegaert kan gøre det pænt, men ikke mere end det.

EF Education-Nippo: Bettiol er kaptajnen, men jeg er spændt på at se, hvor langt Stefan Bissegger er nået i sin udvikling i disse løb. Jens Keukeleire har problemer med vejtrækningen, og Sebastian Langeveld er i dag for tung. Unge Jonas Rutsch kan måske overraske.

Groupama-FDJ: Küng er kaptajnen, men jeg glæder mig også stil at se Kevin Geniets, der imponerede stort i åbningsweekenden og Strade. Jake Stewart blev nr. 2 i Omloop, men dette løb bør være for hårdt.

Movistar Team: Mine forventninger til Ivan Garcia Cortina har været store, men han synes heller ikke i år at have ramt formen fra 2019. Gonzalo Serrano var flyvende i Tirreno, men er uden erfaring i disse løb. Johan Jacobs viste et fint potentiale sidste år.

Team BikeExchange: Det handler om Matthews. Luke Dubridge har skuffet i disse løb i nogle år, og Robert Stannard synes ikke rigtigt at have ramt formen.

UAE-Team Emirates: Trentin ligner bedste bud, da løbet altid har været for hårdt for Alexander Kristoff, som tillige er i en stor formkrise. Jeg glæder mig til at se, hvor langt formstærke Mikkel Bjerg og måske Ivo Oliveira kan komme. Løbet er for hårdt for Fernando Gaviria, og Ryan Gibbons er aldrig slået til i disse løb.

Alpecin-Fenix: Alle mand for Van der Poel, men den meget spændende Gianni Vermeersch kan komme langt. Også Petr Vakoc kan gøre det pænt.

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Den uhyre lovende Livyns er deres mand. Løbet passer ikke formsvage Jelle Vanendert.

Sport-Vlaanderen: Holdet har ikke de store muligheder, men skal håbe på Thomas Sprengers og måske Aaron van Poucke.

Team Total Direct Energie: Det handler om Turgis, da Niki Terpstra og Edvald Boasson Hagen stadig er skygger af sig selv. Dries van Gestel har aldrig fundet niveauet fra 2019, hvor han blev nr. 13 i Flandern.

Uno-X Pro Cycling Team: Jeg anså Markus Hoelgaard for mere klatrere end brostensrytter, men han viste i Kuurne, at han godt kan køre disse løb. Rasmus Tiller og Erik Resell har gjort det pænt, men dette bør være for svært.

Vini Zabu: Tja, de fik da deres wildcard. Lad os håbe, at de rammer udbruddet.