Ruten

Med undtagelse af 2017-udgaven, hvor man benyttede sig af nytænkt rute, har man i de senere år fulgt et ret fast format, hvor løbet er blevet afgjort i Pyrenæerne på 3. og 4. etape, der som regel har varieret mellem 3 velkendte bjergfinaler, som er blevet brugt igen og igen. I år ændrer enkeltstarten formatet, men der ændres ikke på, at man skal en tur ind i bjergene både onsdag og torsdag. Denne gang har man kompenseret for inklusionen af enkeltstarten ved at benytte de to sværeste af de tre velkendte afslutninger, og derfor bliver der med det samme mulighed for klatrerne til at svare igen, når man onsdag vender tilbage til bjergafslutningen i Vallter 2000, der senest blev besøgt i 2013, 2014 og 2019, efter at kraftig vind i 2018 betød, at man måtte droppe at nå toppen.

Den 203,1 km lange etape fører feltet fra kystbyen Canal Olimpic de Catalunya i udkanten af Barcelona helt ude ved kysten til skisportsstedet Vallter 2000 i hjertet af Pyrenæerne. Startbyen ligger langt fra bjergene, og derfor består den første del af etapen af en lang rejse mod nordvest. Fra start kører man mod nordøst væk fra vandet, inden man rammer en lang vej, der kun er ganske let stigende og leder mod nordvest med retning mod bjergene. Kortvarigt drejer man mod vest for at passere en lille bakke og en nedkørsel, der leder mod nord, inden man drejer mod nordøst for igen at følge en ganske let stigende vej, der byder på dagens første spurt efter 81,3 km og dagens ”Udgave 100-spurt” efter 109,7 km. Herefter bliver det kortvarigt lidt mere kuperet omkring den sidste spurt, der kommer efter 129,0 km, men herefter rammer man igen den let stigende vej, der leder mod nord, øst og til slut igen nord.

Den lange relativt lette rejse ind mod bjergene afsluttes i byen Camprodon. Her drejer man mod nordvest væk fra dalen for via en let stigende vej at køre frem til bunden af dagens klimaks, Vallter 2000-stigningen, der er uden for kategori. Den stiger med 7,6% over 11,3 km med et maksimum på 18% og er vanskeligst i bunden, hvor de første to km stiger med 6-8%, inden der venter 5 jævne kilometer med ca. 9%. Herefter venter en næsten flad kilometer, inden de næste 2 km stiger med hhv. 7,1% og 8,6% og slutteligt de sidste 1300 m med 6,1%. Der er et par hårnålesving midtvejs og igen i den uhørt tekniske finale, hvor der er hele syv af disse lige ved den røde flamme og dernæst yderligere to på de sidste 100 m, inden man rammer opløbsstrækningen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 3766 højdemeter.

Vallter 2000 blev senest besøgt i 2019, hvor Egan Bernal ikke kunne sætte Nairo Quintana, hvorfor Adam Yates, Dan Martin og Miguel Angel Lopez alle fik kontakt inden en femmandsspurt, der vandtes af Yates foran Bernal og Martin. I 2014 udnyttede Tejay van Garderen og Romain Bardet den interne kamp mellem favoritterne Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana og Chris Froome, der ikke kunne sætte hinanden, til i ekstrem tåge, der umuliggjorde tv-produktion, at køre væk, inden amerikaneren vandt etapen i en spurt. Contador vandt spurten om tredjepladsen på en dag, hvor hele 11 ryttere sluttede inden for 30 sekunder. Året forinden var etapen endnu mindre selektiv, da en ung Nairo Quintana udnyttede det store fokus på holdkammeraten Alejandro Valverde til at køre sig til en solosejr, inden Valverde slog Rodriguez og Bradley Wiggins i spurten om andenpladsen i en gruppe på 8 mand. Hele 16 mand sluttede inden for 30 sekunder af vindertiden. I 2018 betød kraftig vind, at man måtte stoppe etapen, inden man nåede ind i Pyrenæerne.

Vejret

For tre år siden blev etapen forkortet grundet ekstrem vind, men det sker ikke på denne smukke onsdag. Fra starten i Barcelona vil det være helt skyfrit med en temperatur på 16 grader, men dog med en jævn til frisk vind (ca. 20 km/t) fra syd. Den vil dog aftage, når man kommer ind i landet, og i bunden af sidste stigning vil det være skyfrit og 16 grader med bare en svag til let vind (ca. 10 km/t) fra syd og sydøst. Det giver en hel dag med med- og sidemedvind, indtil man på målbjerget får medvind stort set hele vejen op, herunder sidemedvind på den sidste kilometer.

Analyse af 2. etape

Der var formentlig gravkammerstemning på Dave Brailsfords kontor i sidste uge. End ikke de mest positive meldinger om, hvor langt briterne er i deres coronavaccination, har kunnet bringe smilet tilbage hos den hårdføre britiske holdmanager efter en uge, der må have hørt til blandt de mere rædselsfulde i hans tid som chef for verdens mest pengestærke cykelhold.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Efter den gedigne oprustning i løbet af vinteren var det nemlig i år, at briterne skulle genrejses som verdens førende etapeløbshold i lyset af et 2020, hvor de måske nok var totalt dominerende i Giroen og fik en 2. plads i Vueltaen, men kun kunne se til, mens hele cykelverdenen var ved at falde på halen i næsegrus beundring over de slovenske fænomener Tadej Pogacar og Primoz Roglic. Derfor blev der åbnet for den tilsyneladende endeløse strøm af britiske kemimillioner, og i en håndevending blev den i forvejen stjernspækkede trup forstærket kraftigt med indhentningen af Richie Porte, Daniel Martinez, Adam Yates, Laurens de Plus og Tom Pidcock.

Rammen om den første store revanche skulle være de første store europæiske etapeløb, Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, og det var svært ikke at se ambitionerne komme til udtryk i ryttervalget. Til det franske løb mødte Brailsford op med sidste sæsons Giro-vinder og nr. 3 i Tour de France, og i Italien havde holdet ikke færre end fire vinderkandidater anført af to af de seneste tre Tour-vindere. Artilleriet var så tungt, at det næsten ikke kunne gå galt, når Brailsford skulle vise verden, at han stadig har et ord at skulle have sagt i de største etapeløb.

Alligevel faldt det hele pladask på jorden. Både Tao Geoghegan Hart og Richie Porte røg hjem fra Frankrig, hurtigere end Brailsford kunne få sat den ellers spartanske morgenfrisure, og Egan Bernal, Geraint Thomas, Pavel Sivakov og Michal Kwiatkowski blev alle kørt midt over af kometerne Pogacar og Wout van Aert i kampen om den samlede sejr i Italien. Helt galt gik det endda på den allersidste løbsdag i serien, da end ikke Filippo Gannas ellers så stensikre sejr på Tirreno-enkeltstarten blev til virkelighed, og den stjernespækkede trup endte med at komme hjem fra de to løb med Egan Bernals samlede 4. plads i Italien som det mest bemærkelsesværdige udbytte - ganske pauvert, når Brailsford samtidig kunne se til, at Roglic og Pogacar begge lagde yderligere brænde til det bål, der allerede nu er ved at varme op til et gigantisk slovensk opgør på de franske landeveje til sommer.

Heldigvis er Brailsford ikke en mand, der lægger sig ned. Det så vi sidste år, hvor fiaskoen i Touren blev fulgt op af en sen etapesejr, total dominans i Giroen og slutteligt en fin 2. plads i en Vuelta, hvor Richard Carapaz endda var ganske tæt på at få skovlen under Roglic til allersidst. Derfor hev han bare om muligt endnu tungere skyts frem til denne uges Volta a Catalunya, hvor Ineos er mødt op med en nærmest rystende stærk trup, der tæller en Tour-vinder, en Giro-vinder og to af nyere tids mest dominerende ryttere i ugelange etapeløb - endda to rytter, der er blevet hhv. nr. 1 og 2 i netop det spanske løb tidligere.

Og noget tyder på, at skuffelsen allerede er fortid. I hvert fald leverede det britiske superhold en gedigen magtdemonstration, da løbets første klassementsslag i dag afvikledes på en for det catalanske løb uhyre sjælden enkeltstart over 18,5 kuperede kilometer omkring byen Banyoles. Da røgen havde lagt sig, havde briterne ikke blot vundet etapen og placeret fire mand i top 10 og fem mand i top 15, de havde også taget et gigantisk skridt mod den samlede sejr på en dag, hvor det var briternes klassementsryttere, der excellerede.

Dagens mand i skysovs var naturligvis Rohan Dennis. Efter et 2020, hvor han måtte afgive tempotronen til suveræne Filippo Ganna, og en for ham ganske pauver 6. plads i den nylige Paris-Nice-enkeltstart, kunne man ellers begynde at spekulere på, om den engang usårlige tempokonge måske var blevet overhalet indenom af de mange supertalenter og allerede havde vundet sin sidste WorldTour-enkeltstart. Heldigvis skulle det i dag vise sig, at der stadig er liv i de ben, der for bare få år siden var så skræmmende, at ingen rigtigt kunne komme i nærheden af dem, og selvom præstation ikke var så suveræn som i storhedstiden, var der lidt af den gamle Dennis over den australier, der brød halvandet års sejrstørke og tog den første sejr siden magtdemonstrationen ved VM i Yorkshire i september 2019. Nok savnede vi Ganna, Remco Evenepoel, Wout van Aert, Stefan Bissegger og de andre unge tempokanoner samt de to slovenske etapeløbskonger, men med sejren i dag fik Dennis cementeret, at han stadig tilhører tempoeliten.

Etapesejren var dog kun en sidegevinst. I det store billede handler det for Brailsford om at vinde hele løbet, og også i det spil kom briterne ud af løbet som de store vindere. Tre af de fire klassementsryttere gik nemlig i top 10, og da man forud for løbet ikke kunne have ønsket sig mere end to af slagsen, var det et udbytte, Brailsford næppe havde drømt om selv i sine vildeste fantasier.

At Richie Porte blev nr. 6, var ingenlunde overraskende, men en stor lettelse. Ingen vidste nemlig rigtigt, hvor vi havde den lille australier, der selv havde givet udtryk for usikkerhed om formen og efter styrtet i Paris-Nice ikke havde fået de svar, han søgte i årets første løb. Med dagens præstation viste han imidlertid, at sidste års 3. plads i Touren bestemt ikke var noget tilfælde, og at han trods sine droppede grand tour-ambitioner stadig skal tages meget seriøst i denne slags løb.

Det var heller ikke uventet at se Geraint Thomas i top 10. Faktisk underpræsterede waliseren nok engang ganske eklatant, men det var at forvente i lyset af den form, han viste i Tirreno. Resultatet var faktisk blot endnu et skridt i den støt stigende formkurve, der viser, at der stadig er håb for, at den aldrende Thomas kan mønstre et fornuftigt bud på et resultat i Touren til sommer.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Nej, den store overraskelse var hverken Porte eller Thomas. Det var derimod Adam Yates. Den lille brite har siden 2019 været en af verdens allerbedste i ugelange løb og med den imponerende kørsel i UAE Tour også den mest oplagte favorit til dette løb, men i vejen for den samlede triumf stod dagens enkeltstart, der meget vel kunne have mundet ud i en gedigen lussing. Om det er skiftet til Ineos, der har gjort underværker, eller bare en afspejling af den superform, han viste, da han pressede Pogacar til det yderste på Jebel Hafeet, er svært at sige, men status er i hvert fald, at Yates kørte sit livs enkeltstart og endte med at vinde tid på dagen, hvor han ellers skulle have lidt et nederlag. I det lys lever holdet nok med, at Jonathan Castroviejo med sin 15. plads stadig er et stykke fra fordums styrke i paradedisciplinen, og at Richard Carapaz, der allerede havde meldt om knap så god form, led et forventeligt nederlag i en disciplin, han bestemt ikke elsker.

Med resultatet har Ineos placeret sig klart i pole position. Kun tre klassementsryttere var marginalt bedre end Porte og Yates, der vandt enormt meget tid på snart sagt alle rivaler. Rigoberto Uran kunne ikke fortsætte genfødslen som temporytter og tabte 31 sekunder til Porte, Lennard Kämna har stadig ikke fundet fordums tempotalent og tabte ligeledes 31 sekunder, Marc Soler underpræsterede som i Tirreno og smed 33 sekunder, Hugh Carthy kunne ikke kopiere den fornemme Vuelta-enkeltstart og smed 34 sekunder, og Simon Yates, der ellers er den bedste af de to brødre i denne disciplin, led et tab på 36 sekunder.

Andre tabte endnu mere. Alejandro Valverde kørte egentlig en bedre enkeltstart end længe, men noteredes alligevel for 40 tabte sekunder, mens det gik endnu være for Enric Mas, der med et for ham enormt tab på 45 sekunder nok engang understregede, at den langsomme starter er blevet en superlangsom starter. Sepp Kuss må med et tab på 49 sekunder sande, at han har noget at arbejde med i bestræbelserne på at blive etapeløbsrytter, og de temposvage folk som Lucas Hamilton, Dan Martin, Nairo Quintana, Michael Woods, Jai Hindley og Giulio Ciccone indkasserede alle helt forventelige nederlag, der i forhold til Porte løb op på mellem 50 sekunder og 1.22. Heller ikke den så formstærke Clement Champoussin kunne følge op på den flotte Vuelta-enkeltstart og endte med at smide hele 57 sekunder til Porte. Med to store bjergetaper forude er der terræn til at indhente noget af det tabte, men med den styrke, Porte og Yates viste i dag, bliver det lidt af en opgave at vende så store tidstab til en samlet sejr.

Ineos satte sig dog ikke på tronen. Det gjorde derimod Joao Almeida, der efter to flotte enkeltstarter i UAE Tour og Tirreno på den første kuperede rute nok engang cementerede, at han er en sand tempogigant, og præcis som i Giroen for et halvt år siden brugte han sine pludseligt opståede tempoevner til at iføre sig førertrøjen. Det var dog med mindre end et sekund, at han fik skovlen under Brandon McNulty, der igen viste, at det niveaufald, han oplevede i U23-tiden, er en saga blot, og at han lige nu er en af verdens allerbedste temporytter - også selvom han ikke præsterede helt på samme niveau, som han gjorde i Paris-Nice, hvor han slog Dennis og var betydeligt tættere på at slå Cavagna.

Almeidas og McNultys placering i top 4 var helt forventet, da de begge tilhørte de indlysende topfavoritter til etapen. Mere usikkerhed var der om Steven Kruijswijk, der ikke på samme måde er klassisk specialist med et stensikkert topresultat, men man må i den grad sige, at han med alderen har fået fod på disciplinen. Allerede i et Paris-Nice, hvor han virkede temmelig formsvag, kørte han en fremragende enkeltstart, og i dag overgik han den præstation med flere længder. Det er ganske bemærkelsesværdigt for en mand, der ellers altid har haft det svært med at få dieselmotoren varmet op på korte enkeltstarter i korte etapeløb. For Kruijswijk kommer den helt store test dog først onsdag, for Paris-Nice viste tydeligt, at en god enkeltstart for ham ikke er ensbetydende med fremragende klatring.

Førertrøjen måtte han dog se Almeida snuppe, og det var måske passende, at den gik til Deceuninck, når nu etapesejren gik til Ineos. Belgierne var med fire mand i top 11 nemlig næsten lige så dominerende som briterne, og særligt var det rimeligt, at der faldt lidt af, når nu stakkels Remi Cavagna nok engang måtte se sig slået med det yderste af neglene. Ganske vist var marginen ikke så urimeligt lille som i Paris-Nice, men det er svært ikke at føle lidt med det franske TGV-tog, der nu to gange i år og sidste år ved EM er endt med den ærgerlige 2. plads. Resultaterne viser heldigvis, at det blot er et spørgsmål om tid, inden den store sejr kommer. Og når Josef Cerny med en 8. plads på en for ham lidt kuperet rute cementerede sine fremragende tempoevner, og holdets to temposvage klatrere Fausto Masnada og James Knox begge overpræsterede, er det svært for Deceuninck at være utilfredse med den kollektive præstation.

Det er det også for Astana, der fortsatte med at overpræstere på årets enkeltstarter. Ligesom i Emiraterne satte Stefan de Bod en streg under, at han altså pludselig skal regnes som en af de bedre specialister, og minsandten om ikke også Luis Leon Sanchez, hvis tempoevner ellers var visnet helt væk, ligesom i UAE Tour pludselig viste, at han skam kan endnu. Desværre rakte det akkurat ikke til den førertrøje, veteranen havde fortjent, når nu Andreas Kron i går var så ubarmhjertig at stjæle sejren fra ham. Modsat Almeida kan Sanchez nemlig nok ikke se frem til voldsomt mange førertrøjer mere i løbet af karrieren.

Det kan Ineos derimod. Det kan godt være, at Paris-Nice og Tirreno-Adriatico endte som en gigantisk fiasko, men der skulle ikke gå meget mere end en halv uge, end kursen blev sat mod revanche. Det kan godt være, at det i morgen er Almeida, der ruller mod Pyrenæerne med den hvide førertrøje på sine skuldre, men dagens virkelige vindere må være Brailsfords tropper, der ikke blot vandt etapen, men også fik bragt tre af deres esser i en fremragende position til vælte portugiseren, når røgen har lagt sig efter de næste to dage i Pyrenæerne. Lykkes den mission, vil smilet måske atter brede sig på Brailsfords kontor i Storbritannien, når nu den britiske cykelsucces går hånd i hånd med den britiske vaccinesucces.

Favoritterne

Efter dagens usædvanlige enkeltstart er det igen business as usual de kommende to dage. Onsdag og torsdag går det altid løs med to store etaper i Pyrenæerne, og arrangørerne er endda så lidt kreative, at de bare veksler mellem de samme tre bjergfinaler igen og igen. Derfor er der heller ikke meget nyt under solen, når det onsdag eftermiddag for fjerde gang siden 2013 går løs på Vallter 2000.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Som kompensation for enkeltstarten har arrangørerne valgt at bruge de to sværeste af deres bjergfinaler i Pyrenæerne, og faktisk er Vallter 2000 vel den vanskeligste af dem alle. De første 7 km af stigningen er ganske vanskelige, og i det lys kan det faktisk undre, at forskellene var så små, da stigningen blev brugt i 2013 og 2014. Til gengæld så vi i 2019, at der sagtens kan skabes store huller, også selvom de fem bedste endte med at skulle spurte om sejren på toppen.

En afgørende faktor er i den sammenhæng vinden, og her kan klatrerne glæde sig. Ren medvind hele vejen til toppen er en gave for alle, der har tid at vinde, særligt fordi de tårnhøje pyrenæertinder ligger over trægrænsen og derfor ofte er ganske eksponerede. Netop højden er en væsentlig faktor, for det er første gang i år, at vi skal op over 2000 m, og den iltfattige luft spiller som bekendt ofte en rolle på dage som disse.

Der bør ikke være den store tvivl om, at favoritterne skal slås om det. Det meste af etapen er ganske let, og derfor kræver det ikke det store at kontrollere den lange tur ind mod Pyrenæerne. Der kan sagtens blive nogen kamp om at ramme udbruddet, der før er holdt hjem i de catalanske bjerge, men når gruppen er kørt, vil der formentlig hurtigt blive taget kontrol.

Truer udbruddet ikke trøjen, er det i Deceunincks interesse, at de løber med bonussekunderne, men er trøjen truet, er de nødt til at føre relativt hårdt. Derudover vil jeg tro, at Ineos, BikeExchange, Jumbo eller de lokale helte fra Movistar alle tror så meget på deres kaptajner, at de er klar til at tage ansvar, hvis det bliver nødvendigt. Naturligvis skal man på en dag med uafbrudt medvind altid regne det for muligt, at udbruddet overrasker, men jeg anser det som stærkt usandsynligt, når etapen let kan kontrolleres, og mange hold har brug for bonussekunder efter dagens tidstab. Jeg regner derfor med, at der skabes samling efter en dag, der med den generelle medvind sagtens kan blive ganske hurtig.

Etapens profil er helt ukompliceret, og slaget skal derfor kun slås på målbjerget, der som bekendt er sværest i starten, og man gør nok klogt i at slå hullerne på den svære nedre del. Det lader sig også gøre i medvinden, og efter dagens generelle tidstab forventer jeg, at der vil være stor interesse i at åbne tidligt. Jeg regner med, at Ineos, BikeExchange, Jumbo eller Movistar, der alle har meget stærke hold, vil lægge presset fra bundet, og jeg regner med, at favoritterne relativt hurtigt skal slås om det. Særligt Movistar, der ved, at de formentlig er slået af de bedste, vil sikkert spille offensivt ud meget tidligt.

Efter dagens enkeltstart kan der dog ikke være tvivl om, at Adam Yates er min favorit. Det var han som bekendt allerede inden løbet, men efter dagens eminente enkeltstart står han som en endnu tydeligere topkandidat til sejren. Det vidner om, at superformen fra UAE Tour bestemt ikke er blevet ringere, og hvis han er lige så flyvende som i Emiraterne, hvor han havde en vis Tadej Pogacar helt ude i tovene, bliver han svær at have med at gøre. Etapen er endda, som Yates elsker dem, nemlig flad med en relativt eksplosiv stigning til sidst, og den er så svær, at bedste mand formentlig vinder. Han vandt her allerede for to år siden og har dermed vist, at han kan klare højderne, og den relativt korte stigning er også glimrende for en mand som ham. Lægger man dertil, at han har holdet til at kontrollere, og at hans spurt er så god, at han for to år siden netop spurtede sig til sejr på toppen, tror jeg, at Yates gentager bedriften fra 2019 og bliver kongen af Vallter 2000.

Hans værste rival kunne være Sepp Kuss. Amerikaneren er som regel en lidt langsom starter, og i det lys var hans kørsel i Emiraterne ganske lovende. Her var han tredjebedst bag Yates og Pogacar, indtil han ofrede sig for Chris Harper, og al logik siger, at hans motor nu er mere varm nu, særligt fordi forårets mål for ham er dette løb og Romandiet. Kuss viste i 2020, at han lige nu er en af verdens allerbedste klatrere, og har han benene fra Angliru, er der ikke mange, der kommer i nærheden af ham. Han har også vist, at han kan klare højderne, og stigningen er svær nok til at passe en fyr som Kuss. Amerikaneren er stadig så svingende, at han sagtens kan mangle for mange procent endnu, selvom han er blevet mere stabil, men jeg har en fornemmelse af, at det kræver noget særligt at slå Yates. Kuss er en af de få, der har niveauet, hvis han er tæt på 100%. Og skulle det blive lidt taktisk som i 2019, kan han drage fordel af sit tidstab til måske at få den frihed, der skal til.

Lige så stor usikkerhed er der om Simon Yates¸ der mildt sagt har været svingende i år. Han skuffede gennem stort set hele Tirreno, og i dag kørte han en halvmiddelmådig enkeltstart, men til gengæld var han uhyggeligt stærk på Tirrenos kongeetape, hvor han næsten fik hentet Pogacar, som dog nok var startet lidt for tidligt i modvinden. Yates er som type meget lig brormand, og også han vil elske en flad etape med en relativt kort, eksplosiv og svær stigning til sidst. Han har samtidig den fordel, at han som udgangspunkt er en anelse hurtigere end Adam, hvis der skal spurtes på toppen, og han har også tabt lidt tid, der kan give lidt frihed. I det lys er det måske heller ikke helt dumt, at Adam næppe er alt for ked af at se Simon vinde, hvis ikke han eller Ineos selv kan gøre det. Men skal det lykkes, kræver det de ben, han havde på Prati di Tivo og ikke de ben, han har haft gennem resten af sæsonen.

Nok engang er det Richie Porte, der er etapens usikre moment. Heldigvis viste dagens præstation, at han vitterligt er i form, men hans præcise klatreniveau er stadig lidt svært at vurdere. Vi så i Touren, at det stadig er tårnhøjt, men han har sandt for dyden også været langt fra sit topniveau i mange løb i de seneste år. Præcis hvor god han er lige nu, er ikke helt til at blive klog på, men potentialet til noget stort er der, hvis han nærmer sig Tour-niveauet. Også for ham gælder, at etapens profil med en eksplosiv stigning passer ham glimrende, og han har fordel af at være del af det stærkeste hold, hvor de kan angribe på skift. Til gengæld har han den ulempe, at han skal alene hjem, hvis han skal vinde.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Efter den flotte debut i Ardeche havde jeg ret store forventninger til Hugh Carthy i dag, men den langlemmede brite var en anelse skuffende. Det skal man dog ikke nødvendigvis lægge alverden i, for selvom han har forbedret sig markant, er enkeltstarter ikke hans naturlige spidskompetence. Det er klatring derimod, og han gav i går over for Cyclingnews udtryk for, at han er glimrende tilfreds med formen. Den så bestemt også overbevisende ud i Ardeche, hvor terrænet ikke rigtigt passede ham, men det gør det her. Selvfølgelig havde en dieselklatrer som Carthy haft glæde af flere højdemeter og længere stigninger, men Vallter 2000 er svær nok til, at også en fyr som Carthy kan vinde. Han skal ligesom Porte alene til stregen, men her kan det være en fordel, at han tabte lidt tid i dag og derfor ikke er nogen umiddelbar trussel mod Ineos og Joao Almeida.

Jeg glæder mig uhyggeligt meget til at se Clement Champoussin på denne etape. Vi vidste godt, at franskmanden var et stort talent, men at han i årets første løb skulle være så overbevisende, var alligevel uventet. I Ardeche skilte han sig ud sammen med David Gaudu, og i Laigueglia var det ham og Bernal, der så stærkest ud. Om formen er intakt, kan man måske blive lidt bekymret for efter dagens skuffende enkeltstart, men temporytter har han trods alt aldrig været. Hvis han har benene fra Laigueglia, bliver han svær at have med at gøre, også selvom han skal alene hjem for at vinde. Her kan han til gengæld drage fordel af, at han er en underdog, der nu endda også har tabt en masse tid.

I dag fik Nairo Quintana sig den forventede lussing, men det betyder ikke, at han ikke er i form. Tværtimod er han efter knæskaden bare blevet bedre og bedre, og selvom han stadig manglede lidt i Tirreno, var han stadig en af de stærkeste. Med lidt flere procent og en stigning, der både er sværere og mere iltfattig, står Quintana bestemt ikke ringe, og dagens tidstab betyder også, at han ikke er den allermest overvågede. Jeg er lidt bange for, at han fortsat mangler lidt for mange procent, men omvendt ved vi også, at Quintanas forårsniveau er så tårnhøjt, at han er en af de ryttere, der vitterligt vil være i stand til at sætte også Ineos til vægs.

Egentlig tror jeg ikke voldsomt meget på Richard Carapaz. Ecuadorianeren er nemlig kendt som en langsom starter, og han har også givet udtryk for, at formen endnu ikke er i top. Alligevel kan man ikke udelukke, at han vinder. Carapaz er blevet en bedre starter, end han har været, og hans niveau er efterhånden så højt, at han kan vinde, selvom han ikke er flyvende. Samtidig er han en del af det Ineos-overtal, der kan angribe på skift, og efter sit tidstab har han den luksus, at det er ham, rivalerne bedst kan lade køre. Højderne er også en gave for ecuadorianeren, der kommer direkte fra Andesbjergene. Jeg tror ikke, at Carapaz vinder, fordi han er stærkeste mand, men med lidt taktik lader det sig sikkert sagtens gøre.

Mens mange har øjnene rettet mod Simon Yates, kan Lucas Hamilton måske slå til. Efter det skuffende 2020 foldede han sig ud for fuldt flor i Paris-Nice, hvor han var en af de allerstærkeste. Som udgangspunkt passer denne stejlere stigning endda endnu bedre til en klatrer som ham, og hans tidstab og underdogstatus kan give ham nogen frihed. Han viste endda i Frankrig, at han er en overraskende god puncheur, og dermed kan han også afslutte, hvis han skulle have selskab ved stregen. Udfordringen er, at han plejer at være ret svingende, og derfor kan han også ende med at skuffe fælt.

Jeg tror, at Joao Almeida ender med at være i rent forsvar. Portugiseren har nemlig altid manglet nogle procent i bjergene, men han har til gengæld vist sig som en mester i at begrænse sine tab. Det bliver formentlig opgaven igen denne gang, men man kan faktisk ikke helt udelukke, at han vinder etapen. Almeida er som bekendt lynhurtig og kan slå de fleste i en spurt på toppen. Skulle det ende med, at der ikke rigtigt kan gøres forskelle mellem de bedste, og at vi får den spurt, vi fik i 2019, kan det sagtens være, at Almeida alligevel ender med at vinde, selvom han næppe er stærkeste mand.

Jeg har nogen fidus til Harold Tejada også. Det colombianske klatretalent viste sit potentiale i Touren sidste år, og efter en lidt skuffende sæsonstart kunne det tyde på, at formen er ved at melde sig. I hvert fald var hans enkeltstart noget bedre, end jeg havde troet, og hvis han har fundet nogle procent efter et første år på WorldTouren, kan han blive ganske giftig. Vi ved også allerede nu, at hans niveau har været stærkt svingende, og derfor kan han ende med at falde igennem, men han kan også overraske. Han har i hvert fald frihed og vil elske den iltfattige luft.

Vi kan vel heller ikke helt afskrive Geraint Thomas. Dagens enkeltstart viser ganske vist, at han stadig er et stykke fra sit bedste, men han bliver åbenlyst også bedre løb for løb. Husker man på hans kørsel i modvinden på kongeetapen i Tirreno, var han faktisk bedre end resultatet antyder, og man må formode, at han er endnu bedre nu. Han er utvivlsomt ikke stærkeste mand i feltet, men mindre kan også gøre det, når man kører på det bedste hold, der kan sidde i overtal og angribe på skift. Og så har han jo e spurt, der gør det muligt også at gøre det færdigt på stregen.

En rytter, der både kan floppe og sejre, er Esteban Chaves. Nok er han faldet sammen, men som vi så i Burgos og Vueltaen, er hans topniveau fortsat tårnhøjt. Det er restitutionen, det kniber med, men den akilleshæl er ikke voldsom efter mindre end 200 løbskilometer de første to dage. Han kørte en ganske middelmådig enkeltstart, men det betyder ikke, at formen nødvendigvis er ringe. Han så i hvert fald overbevisende ud i sit føringsarbejde på 1. etape, og han vil være god på denne lidt eksplosive stigning i højderne. Han er som udgangspunkt kun nr. 3 i hierarkiet, men sidder BikeExchange i overtal, kan han spilles ud.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Jai Hindley fik sig i dag den ventede lussing, men nu rammer vi hans terræn. Han var i Paris-Nice meldt formsvag, men var langt bedre end ventet, og han må formodes at være endnu bedre nu. Vi ved fra Giroen, at hans topniveau er tårnhøjt, og han burde passe glimrende til en stigning som denne. Han manglede stadig så meget i Paris-Nice, at han næppe bare kører fra alt og alle, men med sit tidstab og sin hæderlige spurt har han nogle muligheder, ikke mindst i det taktiske spil.

Israel SUN stiller med deres to sygdomsramte helte, Michael Woods og Dan Martin. I lyset af sygdommen skal vi nok ikke forvente det helt store, men Woods har alligevel slået en lidt optimistisk tone an, selvom ambitionen alene er at vinde en etape. Woods var så uhyggeligt god i Var, at man bestemt må åbne døren for, at han stadig har en del af den gode form, og stigningen her passer slet ikke ringe til en ardennerfyr som ham, da det er en eksplosiv og relativt stejl sag. Med sin gode spurt og tidstab står han med gode kort på hånden. Jeg tror lidt mindre på Martin, der også var syg inden Var og har haft et uheldigt forår. For ham gælder imidlertid, at der har været mere stille om årsagen til problemerne, og jeg udelukker ikke, at han kan være ganske velkørende. Ligesom Woods har han tidstab og spurt som gode våben.

Lad os tage endnu en duo. Bora stiller med Wilco Kelderman og Lennard Kämna, som der begge var stor usikkerhed om inden løbet. Kelderman viste med dagens enkeltstart imidlertid nok engang, at han altid kommer hurtigt i form efter en skadespause, og da han i de senere år har klatret bedre, end han har kørt enkeltstart, står han slet ikke så ringe. Skadespausen gør det stadig temmelig usikkert, hvad vi skal vente, men enkeltstarten giver håb, og han har spurten til at gøre det færdigt. Det har Kämna ikke, men han virkede i hopla på 1. etape og melder om gode ben. Dagens enkeltstart var desværre, som den har været længe, men hans klatring er efterhånden ganske fremragende. Spørgsmålet er bare, om den er god nok i kamp med favoritterne. Touren tyder på det, men han har noget at bevise.

En rytter, der skuffede lidt i dag, var Rigoberto Uran, men det betyder ikke, at formen nødvendigvis er dårlig. Hans enkeltstarter har været så svingende på det sidste, at han sagtens kan klatre godt. Han viste heldigvis i Touren, at han stadig har et ganske højt topniveau, og generelt er han altid i rimelig form. Han vil trives i højderne, han er hurtig på stregen, og han virkede velkørende i Besseges. Spørgsmålet er bare, om han stadig er god nok til faktisk at vinde.

Endelig er der superjokeren. Marc Hirschi kørte bestemt ikke nogen stor enkeltstart i dag, og i lyset af hofteproblemerne og hans status som en langsom starter regner jeg med endnu en svag præstation. Omvendt har han aldrig været temporytter, og derfor skal man ikke lægge alt for meget i dagens resultat. Selve etapen med en kort, eksplosiv stigning passer ikke dårligt til Hirschi, der jo har vist, at han også kan køre i rigtige bjerge. Og får de ham med til toppen, er der ingen, der slår ham i en spurt.

Der er så mange stærke klatrere i dette felt, at det bliver for omfattende at nævne alle med top 20-potentiale, men jeg vil fremhæve enkelte. James Knox virker formstærk, og Fausto Masnada kørte en uventet god enkeltstart, men jeg vil tro, at de begge skal blive hos Almeida. Brandon McNulty viste i Paris-Nice, at han stadig mangler noget i bjergene, og da han ingen frihed har, er det svært at se ham vinde. Samme problem har Steven Kruijswijk, der stadig har til gode at genfinde sit topniveau i bjergene, og som skuffede i Paris-Nice. Da han er uden frihed og spurtsvag, er det umuligt at se ham vinde. Movistar-triumviratet med Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler får det også svært. Mas har potentiale til at overraske i kraft af sit niveau, men hans kørsel i Provence og i dag gør det usandsynligt. Jeg tror ikke, at Soler med sin nuværende form eller Valverde klatrer godt nok. George Bennett er formentlig stadig for formsvag til at være med helt i front, og jeg tror, at de ellers formstærke Kenny Elissonde, Ide Schelling og Stefan de Bod mangler for meget. Giulio Ciccone synes i klar formnedgang efter nogle svage præstationer, og jeg tror, at stigningen bliver for lang for en ellers velkørende Ruben Guerreiro og Gianluca Brambilla. Jeg har en del fidus til Santaigo Buitrago, men top 10 er nok højt sat i dette felt, og Harm Vanhoucke viste sine begrænsninger i Paris-Nice, hvor også Louis Meintjes måtte sande, at der er nogen vej igen. Robert Power er ved at være i form, men vil formentlig find stigningen lidt for lang. Alle øvrige klatrere synes umiddelbart for formsvage eller for begrænsede til at være med i front.

Feltet.dks vinderbud: Adam Yates

Øvrige vinderkandidater: Sepp Kuss, Simon Yates

Outsidere: Richie Porte, Hugh Carthy, Clement Champoussin, Nairo Quintana, Richard Carapaz

Jokers: Lucas Hamilton, Joao Almeida, Harold Tejada, Geraint Thomas, Esteban Chaves, Jai Hindley, Michael Woods, Dan Martin, Wilco Kelderman, Lennard Kämna, Rigoberto Uran, Marc Hirschi

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Adam Yates’ sejr fra 2020, Tejay van Garderens sejr fra 2014 og Nairo Quintanas sejr fra 2013.