Løbets rolle og historie

Den Flamske Cykeluge handler stort set kun om endagsløb, men én begivenhed har brudt trenden. 3 Dage ved Panne har benyttet mange af de samme veje, som findes i klassikerne, og tilbudt den samme type cykelløb, men det har været den eneste begivenhed i serien, der har varet mere end én dag.

Løbet arrangeredes oprindeligt af den lokale cykelklub i den lille kystby De Panne og blev første gang afholdt i 1977. Med 1978-udgaven som eneste undtagelse blev det altid afholdt i ugen op til Flandern Rundt, og det gjorde det hurtigt til en populær begivenhed. Det tilbød tre dage med kvalitetscykelløb, der fjorde det muligt at holde gang i benene forud for De Ronde, og derfor har det altid været et oplagt valg for klassikerspecialisterne. De har ikke altid kørt for at vinde, men arrangørerne har ofte kunnet byde et meget stærkt felt velkommen til deres begivenhed.

Dette forhold afspejles i vinderlisten. Sean Kelly vandt allerede i 1980, og selvom løbet blev domineret af belgiere og hollændere i 1980erne, er det nu blevet meget mere internationalt. Klassikerstjerner som Michele Bartoli, Johan Museeuw, Peter van Petegem, Nico Mattan, George Hincapie, Stijn Devolder, Leif Hoste, Alessandro Ballan og Alexander Kristoff har alle løbet på deres generalieblad, men den dominerende rytter er Eric Vanderaerden, der vandt fem gange sidst i 80erne og først i 90erne.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I de senere år har forholdene imidlertid ændret sig en anelse for det daværende 2.HC-løb, der har været et af de mest omdiskuterede på kalenderen. Stor nervøsitet, smalle veje og trafikchikaner har ofte gjort det til lidt af et styrtplaget mareridt, og ingen har kunnet tillade sig at smide måneders forberedelse væk på grund af et dumt styrt i De Panne. Derfor har mange foretrukket ikke at tage unødvendige risici så tæt på deres store sæsonmål, og således ændrede løbets rolle sig.

Tidligere blev det ofte vundet af en af Flandern-favoritterne, men i nyere tid har de enten været fraværende eller foretrukket ikke at tage risici. Det gjorde dog ikke løbet mindre underholdende, da det således i stedet var et decideret mål for andre ryttere. Med to flade etaper tiltrak det altid et af de bedste sprinterfelter, man overhovedet så i løbet af en sæson, mens enkeltstartsspecialisterne samtidig fik en sjælden chance for at vinde et etapeløb uden at skulle overleve store stigninger.

Alt dette blev imidlertid ændret fra og med 2018. Den magtfulde arrangørorganisation Flanders Classic, der står bag alle de store flamske klassikere med undtagelse af Kuurne-Bruxelles-Kuurne og E3 Harelbeke, havde længe haft planer om at udvikle det mindre Dwars door Vlaanderen, der traditionelt har skudt Den Flamske Cykeluge i gang onsdagen efter Milano-Sanremo, til en rigtig klassiker, og de tog i 2017 et stort skridt, da det blev en del af WorldTouren. De måtte dog hurtigt indse, at det aldrig ville lykkes at tiltrække alle de store stjerner, der i disse tider har et tætpakket program med Milano-Sanremo om lørdagen, E3 den følgende fredag og Gent-Wevelgem bare to dage senere.

Derfor så de sig lune på den kalenderplacering, som 3 Dage ved Panne altid har haft for sig selv. I efteråret meldte de ud, at den nu var deres, og at det historiske etapeløb måtte finde et andet tidspunkt til deres begivenhed. Naturligvis affødte det en skarp reaktion fra den lille cykelklub i De Panne, der i mange år har været i stand til at afvikle et af sportens historiske etapeløb, men i kampen mod giganterne fra Flanders Classic var de chanceløse. UCI valgte lynhurtigt side, og derfor måtte De Panne-folkene give sig.

Løsningen blev totalt at forandre et af sportens klassiske løb, og det gør helt sikkert ondt på mange en cykelnostalgiker. Det var klart, at det ville være helt umuligt at fastholde tredagesformatet på den nye placering, der var overtaget efter Dwars door Vlaanderen, idet det ville betyde, at løbet startede bare tre dage efter Milano-Sanremo og sluttede dagen inden E3. Derfor havde arrangørerne intet andet valg end at reducere deres begivenhed til et endagsløb. Samtidig lavede man en aftale med byen Brugge om at stå for starten, og derfor blev løbet omdøbt til Driedaagse Brugge-De Panne, selvom det altså nu afvikles over bare én dag. I år har man dog taget konsekvensen af den nye identitet og givet løbet det mere passende navn Classic Brugge-De Panne.

Som kompensation for degraderingen gav UCI i 2019 løbet en betydelig oprejsning ved i stort set ubemærkethed at gøre det til en del af WorldTour-kalenderen, hvilket formentlig er en del af forklaringen på, at man til den udgave så hele 13 af de 18 WorldTour-hold på startstregen i Brugge. Sidste år nåede man helt op på 17 af de 19 bedste hold, og det er også tilfældet i år, hvor kun EF og Ineos har valgt det fra.

Med et nyt format har arrangørerne også skullet finde en ny identitet. Tidligere har man haft to relativt flade sprinteretaper med mål i området omkring De Panne, en enkeltstart i byen samt en kuperet etape i hjertet af De Flamske Ardenner. Da løbet naturligvis skal slutte i sin hjemby, der ved kysten ligger langt fra stigningerne i en helt flad del af Belgien, er det klart, at man ikke har kunnet sammensætte en typisk flamsk klassiker med en sværhedsgrad som E3 og Flandern Rundt eller som kongeetapen i det gamle etapeløb.

Resultatet blev i første omgang en rute, der fra starten i Brugge førte feltet ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger, inden et langt fladt stykke ledte ud til kysten, hvor løbet afsluttedes med omgange på en flad rundstrækning i De Panne, og således var der tale om en næsten tro kopi af 2. etape i etapeløbet. Det stod dog hurtigt klart, at bakkerne med denne placering næppe ville kunne ryste et WorldTour-felt, og derfor droppede man i 2020 den ide. I stedet markedsføres løbet nu som et potentielt sidevindsdrama på en helt flad rute, og sidste sæsons gigantiske sidevindsræs levede i den grad op til det prædikat.

Det kræver dog særligt vejr, og mest er der lagt op til, at sporten har fået et nyt sprinterløb, og den løsning synes ikke at være helt dum. Som sagt kæmpede Dwars door Vlaanderen med at tiltrække de store klassikerstjerner, og det vil naturligvis heller ikke kunne lade sig gøre for det nye løb. De knap så hårdføre sprintere, der altid har elsket løbet i De Panne, burde imidlertid kunne finde plads i kalenderen i en tid, hvor de kun kan gøre sig gældende i Scheldeprijs og måske i Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem. Håber er derfor, at løbet kan fortsætte med at tiltrække et af de bedste sprinterfelter i hele foråret.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Ambitionerne er store. Man har nemlig i forbindelse med omstruktureringen skabt et kvindeløb, der afvikles om torsdagen, dagen efter herrernes løb. Det fik allerede med det samme plads på kvindernes WorldTour, og nu har herrernes version fulgt trop, og dermed har den tabte magtkamp alligevel fået et lykkeligt udkomme.

Som ventet kommer det relativt lette løb for tæt på de store klassikere til, at man har kunnet tiltrække de store klassikerspecialister. Til gengæld havde man utvivlsomt håbet på at kunne fortsætte den stolte sprintertradition, men det lykkedes ikke i debutåret. Marcel Kittel valgte i sidste ende sin Sanremo-debut frem for dette løb, og Elia Viviani og Bryan Coquard var derfor de eneste etablerede topsprintere, der var til start. Det ændrede sig imidlertid i 2019, og efter sidste sæsons helt anderledes kalenderplacering er sprinterfeltet i år også skræmmende stærkt, når man kan præsentere navne som Sam Bennett, Arnaud Demare, Pascal Ackermann, Mads Pedersen, Jasper Philipsen, Nacer Bouhanni, Giacomo Nizzolo, Fernando Gaviria, Elia Viviani, Cees Bol samt et hav af andre gode afsluttere, der vil gå efter et af de store WorldTour-løb, der kan vindes af en sprinter.

De blev dog snydt i den højdramatiske 2020-udgave, der blev afviklet i oktober i en veritabel efterårsstorm, der var så voldsom, at løbet blev forkortet. En lille gruppe kom hurtigt væk efter et vildt sidevindsræs, og efter at Mathieu van der Poel var elimineret af styrt, kunne Deceuninck udnytte overtallet til med to separate angreb at tage en dobbeltsejr med Yves Lampaert som nr. 1 og Tim Declercq som nr. 2, inden Tim Merlier i en spurt i resten af gruppen sikrede sig en 3. plads. Lampaert dropper dog titelforsvaret, da både han og Declercq puster ud efter Milano-Sanremo, og da Merlier overlader Alpecin kaptajnrolle til Jasper Philipsen, er der slet ingen deltagere fra sidste års podium denne gang.

Ruten

Som sagt har arrangørerne skullet finde en ny identitet til deres løb, og løsningen er altså blevet at designe et sprinterløb, som i de første to udgaver har været en næsten tro kopi af den klassiske 2. etape i det gamle etapeløb. Det har betydet, at en flad indledning har ledt ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger nær den fransk-belgiske grænse, hvor man har skullet op over Monteberg, den frygtede Kemmelberg, Rodeberg, Vidaigneberg og Sulferberg, inden man er kørt ud til kysten og afslutningen i De Panne. Her har der ventet en flad rundstrækning som finale på et løb, der havde udsigt til et forløb præcis som 2. etape i etapeløbet: enten ville det hele i en massespurt, eller også ville vinden være så stærk, at den sammen med bakkerne kunne skabe udskilning undervejs.

Efter to år, hvor bakkerne alligevel havde været helt ligegyldige, valgte arrangørerne i 2020 at ændre på formatet. Måske i erkendelse af, at det alligevel kun er vinden, der kan skabe splittelse, droppede man turen ned til stigningerne. I stedet kørte man nu direkte fra Brugge ud til De Panne ved kysten, idet man dog passerede gennem det frygtede og meget åbne og blæsende område De Moeren, hvorefter man som altid sluttede med omgange på en rundstrækning omkring målbyen. I lyset af sidste sæsons vilde sidevindsdrama kan det ikke undre, at modellen genbruges i år, hvor ruten endda med ganske få modifikationer er en total kopi af den, der blev brugt for et halvt år siden

I alt er der 203,9 km på programmet, og de fører som omtalt ovenfor fra den nye start i Brugge til løbets hjemby, De Panne. Fra starten bevæger man sig mod sydvest gennem helt fladt terræn, inden man kortvarigt kører stik vest og siden snor sig lidt mod nordvest. Herefter rammer man en lang, relativt lige vej, der fører mod sydvest ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes i byen Veurne efter 51,5 km. Her kører man den sidste del af en omgang, inden man efter 68,6 km krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med tre omgange på den helt flade 45,1 km lange rundstrækning, der er betydeligt længere end den gamle, man brugte i 2018 og 2019. Først kører man stort set stik syd ned langs grænsen til Frankrig, inden man kører mod nord og nordøst op til byen Veurne. Her kører man kortvarigt mod øst, inden det går mod nordvest tilbage mod kysten. I Oostduinkerke kører man mod sydvest og nordvest helt ud til vandet og byen Koksijde, hvorfra det går mod sydvest hen langs kysten ind til De Panne. Her er der en serie sving i en ikke helt enkel finale, hvor man med 2,3 km igen drejer væk fra en stor hovedvej og bare 100 m senere drejer til venstre igen. Herefter er der yderligere to hurtige sving, inden man drejer igen med 1500 og 1400 m igen. Slutteligt er der et sidste venstresving med 800 m igen, hvorefter man rammer den helt flade opløbsstræking

Løbet byder på i alt bare 221 højdemeter, hvilket er ca. 400 færre end i 2019 inden ruteomlægningen.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Vejret

Det nye Driedaagse de Panne er enten et let sprinterløb eller et vildt sidevindsræs, når man skal igennem det åbne De Moeren, og arrangørerne drømmer utvivlsomt om en gentagelse af sidste sæsons vanvittige vejrudsigt med en middelvind på 50-55 km/t. Sådan går det dog ikke. Onsdag starter solrigt, men det ventes hurtigt at sky til, inden det bliver helt overskyet midt på eftermiddagen, hvor temperaturen vil nå 13 grader. Det vil være tørt med en jævn vind (18-20 km/t), der først vil komme fra sydvest og siden dreje mod vest. Det giver mod- og sidemodvind på hele første del frem til rundstrækningen, hvor der venter et længere sidevindsstykke fra start, når vinden er gået i vest. Herefter får man side- og sidemedvind, når man kører mod nord, indtil man med ca. 10 km igen får sidemodvind, der varer ved indtil den 800 m lange opløbsstrækning, hvor der vil være direkte medvind.

Favoritterne

Et nyt løb betyder naturligvis altid usikkerhed om, hvad man skal forvente, men der er nu ikke meget hokus pokus over det nye 3 Dage ved Panne. Med beslutningen om at fjerne stigningerne er det nu et pandekagefladt løb, hvor vinden bestemmer alt. På en stille og rolig dag er det bare en ny udgave af Scheldeprijs, hvor en massespurt må antages som stort set uundgåelig - sådan er det også gået i de to første år, selvom de dengang skulle over stigningerne - men til gengæld er turen gennem det helt åbne landskab ved De Moeren skabt til sidevindskørsel, hvis vinden er voldsom og står rigtigt. Med beslutningen om at forlænge rundstrækningen og sende feltet mere ud i det åbne terræn, er der også chance for sidevindskørsel tættere på finalen end tidligere.

Det gav i den grad pote i den vilde, voldsomme og på alle måder vanvittige 2020-udgave, men vi får ikke en gentagelse i 2021. Vindstyrken kommer end ikke op halv styrke af de næsten urimelige betingelser, vi oplevede for et år siden, og det bliver derfor er helt andet løb, der ikke bare rives i stumper og stykker fra km 0, som det skete for et halvt år siden. Chancen for, at vi får det mere traditionelle sprinterløb som i 2018 og 2019 er i hvert fald betydeligt større.

Det betyder dog ikke, at sidevindskørsel er udelukket. Vi skal nok regne med en yderst kedsommelig start, for selvom der næsten altid er lidt kamp om at ramme udbruddet for de mindre ProTeams i disse store WorldTour-løb, vil løbet formentlig gå i stå, når udbruddet er kommet afsted. Modvinden på hele turen ud til kysten vil sikre en ganske kedsommelig og begivenhedsfattig start, hvor vi formentlig vil se Deceuninck tage ansvar for at jagte udbruddet, formentlig med hjælp fra et eller flere af holdene FDJ, Bora og Trek.

Det potentielle drama opstår, når vi rammer rundstrækningen. Først på dagen er vinden i sydvest, og her ser det ud til, at vi får mest sidemod- og medvind på første del af rundstrækningen, men hvis vejrudsigten holder og sender vinden i vest, kan det blive interessant på de sidste omgange. Jeg plejer at arbejde med en grænse på 20 km/t, hvis vinden skal være stærk nok til at ”kunne” noget, og da der ventes netop en styrke på 20 km/t onsdag eftermiddag, er vi altså i et grænsetilfælde, hvor det kan gå begge veje.

Retningen skulle dog være rigtig, og arrangørerne har designet rundstrækningen, så den går igennem åbent terræn i det forblæste De Moeren. Det kan bestemt ikke udelukkes, at det kan splittes op på sidste eller de to sidste omgange, når vinden er drejet tilstrækkeligt meget. Noget stort sidevindsdrama som sidste år får vi helt sikkert ikke, men noget splittelse er bestemt ikke umuligt, da der reelt er en eller anden form for sidevind i langt hovedparten af de første 35 km på den 45,1 km lange rundstrækning.

Uanset hvad bliver sidste omgang utvivlsomt meget nervøs og stressende - formentlig også plaget af en del styrt, som vi kender det fra De Panne - og det i sig selv er nok til at ødelægge alle chancer for udbryderne. Jeg tror ikke, at vinden raser nok til, at vi får en lige så lille gruppe som i 2020, hvor det blev muligt for Deceuninck at udnytte et overtal til at angribe på skift, og derfor forventer jeg, at det ender i den ventede spurt. Det store spørgsmål er bare, om det bliver i et fuldt felt. Det synes bestemt ikke at være sikkert, og det kan gå begge veje.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Selve spurten er meget teknisk med et hav af sving på de sidste 2300 m ind gennem De Pannes smalle gader. Det er derfor en finale, hvor lead-outs og tog bliver meget afgørende. Selve opløbsstrækningen er dog 800 m lang og med direkte medvind, og det gør det muligt med god fart at redde lidt af det tabte, men det er en spurt, hvor positionering vil spille en meget væsentlig rolle.

’

Uanset om vi får sidevind eller ej, er der ingen tvivl om, at Sam Bennett må være favorit. Ireren er kommet flyvende fra start i år og har i sine to første etapeløb vist, at han lige nu er verdens hurtigste. Samtidig har han været i fantastisk form, som vi så, da han minsandten gik i udbrud sammen med alle klatrerne på en kategori 2-stigning på kongeetapen i Paris-Nice. Hans Milano-Sanremo blev desværre ødelagt af en dum punktering og en lang jagt, men det forhindrede ham ikke at komme i mål bare 29 sekunder efter vinderen. Det vidner om, at Bennett vitterligt er i fabelagtig form i disse dage.

Det gør ham svær at slå. Ikke blot er Deceuninck kongerne af sidevinden, hvorfor de utvivlsomt vil være på forkant, hvis feltet splittes, de har også det bedste tog til at iscenesætte Bennett. Ingen kommer i nærheden af et tog, der tæller Alvaro Hodeg, der her kun får lov at spurte, hvis Bennett får problemer, Florian Senechal, Bert van Lerberghe og Michael Mørkøv. Lidt overraskende valgte de ofte en afventende strategi i Paris-Nice, men på 5. etape viste de, at de også kan lave et forrygende lead-out. Her er holdet endda endnu stærkere, og det er afgørende i den tekniske finale. Man skal altid være varsom med Bennetts form, når han har haft nogle dages pause, men med hurtigste mand bag bedste tog bør han være den soleklare favorit.

Det har bestemt ikke været nogen god sæsonstart for Arnaud Demare, men måske har han kurs mod at bryde tørken. I hvert fald kommer han til løbet, der oprindeligt ikke var en del af planerne, med supertoget bestående af Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri. De savner Miles Scotson i rollen som fjerdesidste mand, men måske kan Fabian Lienhard og unge Jake Stewart kompensere derfor, Der er ingen tvivl om, at Bennett er betydeligt hurtigere end Demare, men som bekendt vandt franskmanden sidste år er hav af cykelløb i kraft af sit stærke tog. I år har de slet ikke fået det til at spille, men når de endelig rammer rigtigt, ved vi, at de er meget svære at bide skeer med. Denne tekniske finale er i den forstand en gave for Demare, fordi han her kan drage fuld nytte af sit hold, og det gør det muligt, at den endelig skal lykkes franskmanden at få hul på bylden. Og så er sidevind ikke til skade for Demare, der er en boss, når det blæser.

Der er grund til at have en vis tiltro til Nacer Bouhanni. Franskmanden var drønuheldig i Paris-Nice, men da han endelig fik chancen på 5. etape, bekræftede han det lovende indtryk fra hele sæsonstarten med sin 2. plads bag Bennett. I det hele taget har han set stærkere ud end længe, og måske havde han vundet sidste etape i Provence foran Phil Bauhaus og Davide Ballerini, hvis ikke han var blevet blokeret i spurten. Hans positionering er igen blevet god, og samtidig viste Dan McLay i Paris-Nice, at han er en overraskende god lead-out man. Vi så også i Frankrig, at Bouhanni trods alt ikke kan matche Bennett på fart, men der er ikke andre i dette felt, han lige nu ikke synes at kunne slå. Toget ser fornuftigt ud med Connor Swift, Christophe Noppe, Clement Russo og ikke mindst McLay, og får de anbragt Bouhanni lige så godt som for to år siden, skal Bennett bare sidde lidt tilbage, før det ender med fransk sejr. Og så er Bouhanni en terrier i sidevind, hvor han meget sjældent misser et split.

Sæsonen har fortsat nedturen for Pascal Ackermann, der ligesom i 2020 er uden sin gamle fart. Til gengæld har han positioneret sig fremragende, og i dette løb har han måske sin hidtil største chance for en stor sejr. Den tekniske finale synes i hvert fald at være en gave, når han støttes af et tog, der med Michael Schwarzmann, Martin Laas, der gjorde det så godt i Emiraterne, og Rudiger Selig, der endelig er tilbage efter skadespausen, ligner et af de allerstærkeste. Meget vil afhænge af, hvor hurtigt Selig er kommet sig, men ender det i et let sprinterløb, kan han og Laas udrette underværker. Måske mangler Ackermann sin fart, men sættes han godt op af det stærke Bora-tog, er han ikke uden muligheder. Lidt sidevind vil heller ikke skade for et hold, der traditionelt er stærke i den disciplin - især fordi Ackermann viste storform i Milano-Sanremo, hvor han var overraskende holdbar.

Et uhyre spændende hold er Jumbo med de to sprintertalenter David Dekker og Olav Kooij. Egentlig tror jeg, at Kooij er den hurtigste i en regulær spurt, men han er også den yngste og mest uerfarne. Dekker kommer med så stor succes fra UAE Tour, at det må være ham, der satses på, og det er bestemt ikke uden grund. I Emiraterne positionerede han sig helt eminent, og han viste også en fart, der faktisk næsten var truende over for Bennett. Modsat dengang har han endda et reelt tog til sin rådighed denne gang, og han skal nu ikke slås som Palle alene i verden. Jeg er dog lidt usikker på, om toget med Jos van Emden, Christoph Pfingsten. Pascal Eenkhoorn og Kooij er stærkt nok til at tage kampen op med de allerbedste, og det kan koste i denne tekniske finale. På den anden side positionerede Dekker sig så godt i Emiraterne, at han sagtens kan ende med at sidde rigtigt alligevel. I det tilfælde synes farten at række til måske at kunne vinde. Sidevind er bestemt også en fordel for Dekker, der som bekendt også klatrede den udfordring til UG i Emiraterne.

Jeg har faktisk ganske god tiltro til Elia Viviani. Nok gik Tirreno og Sanremo ikke hans vej, men i Emiraterne viste han sin bedste fart siden skiftet til Cofidis. Det kniber med holdbarheden, men hvis dette ender med et let sprinterløb, står han slet ikke så ringe. Viviani har nemlig positioneret sig godt i år, og samtidig har han denne gang endelig hele sit tog til rådighed. Faktisk er en kombination med Szymon Sajnok, Jempy Drucker, Fabio Sabatini, formstærke Christophe Laporte, der vel er plan B, og Simone Consonni¸ der nok med sine få løb er plan C, utvivlsomt en af de allerstærkeste i dette felt. Sætter man en relativt hurtig Viviani bag dem, ser det faktisk slet ikke dumt ud i en afslutning, hvor positionering betyder det meste, særligt hvis Viviani placerer sig, som han gjorde i Emiraterne. Sidevind kan han også finde ud af, som vi så i ørkenen.

Qhubeka stiller med Giacomo Nizzolo, der bestemt ikke har været overbevisende fra start. Hans fart var nærmest ikkeeksisterende i Emiraterne, og han har døjet med eftervirkningerne af en knæskade. Til gengæld har han positioneret sig godt i Emiraterne, mens det kneb i Paris-Nice. Noget tyder heldigvis på, at formen er ved at være der efter et fornuftigt Milano-Sanremo og en sidste spurt i Frankrig, hvor han pludselig igen så hurtig ud. Den tekniske finale burde være en gave for Nizzolo, der mangler lidt fart i flade løb, men er god i positionskampen, også selvom toget med Lasse Norman, Matteo Pelucchi og Max Walscheid ikke synes at have fået det til at spille optimalt. Skal han vinde, kræver det dog noget sidevind, men får han det, har vi i Paris-Nice set, at han er en reel vinderkandidat.

Matteo Moschetti kom endelig i gang igen med sejren i søndags, og han tager derfor tilbage til Belgien med selvtillid. Desværre stiller Trek ikke med Mads Pedersen og Jasper Stuyven, der kunne have været nøglekomponenter i et tog. I år har Moschetti generelt vist god fart, men hans engang så gode positionering har haltet, og det er for dyrt i denne type finale. Heldigvis ser toget med Edward Theuns, som jeg må formode kun får sin chance, hvis det bliver sidevind, Koen de Kort, Emils Liepins og Ryan Mullen altså ikke helt ringe ud. Moschetti ligner et sikkert offer i sidevind, men i et let løb, hvor han sidder rigtigt, kan han komme langt med sin fart.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Bahrain stiller med både Phil Bauhaus og Sonny Colbrelli, men man må formode, at de i et let sprinterløb som dette satser på tyskeren. Bauhaus har vist fornem fart i år med sejren i Provence, 3. pladsen i UAE Tour og senest 4. pladsen i Paris-Nice, men som altid har det knebet gevaldigt med positioneringen. Derfor er den tekniske finale heller ikke en gave, men faktisk ser toget med Colbrelli, Jonathan Milan, Marcel Sieberg, Marco Haller og Heinrich Haussler ganske stærkt ud. Haller og Haussler gjorde det i Provence, så måske kan de i endnu stærkere formation bringe Bauhaus til sejr igen. Lidt sidevind vil næppe heller skade for et hold, der synes at stå udmærket i den disciplin, selvom Bauhaus selv har været lidt svingende i disciplinen.

Fernando Gaviria er stadig en skygge af sig selv, men han blev trods alt nr. 3 på 1. etape i Tirreno. Vigtigst af alt var det, at Maximilian Richeze på den etape endelig fik sat colombianeren i scene, som han gjorde det i gamle dage, men desværre har jeg svært ved at se en gentagelse i dette løb. Togene er generelt langt stærkere i dette rene sprinterløb, og hans tog med Rui Oliveira, Ryan Gibbons, Marco Marcato og Richeze, der ikke er som i gamle dage, ser ud til at være overmatchet. Med Gavirias positioneringsproblemer ser det derfor svært ud. Måske skal han håbe på list sidevind, som han i ørkenen viste, at han stadig mestrer, for med lidt mindre positionskamp kan han måske alligevel sidde fornuftigt. Farten var ikke helt ringe i Italien, men det kan være helt ligegyldigt, hvis han heller ikke denne gang sidder ordentligt.

Cees Bol har været lidt af en hovedpine i år. Han spurtede nærmest katastrofalt i Emiraterne, men pludselig hev han en gevaldig kanin op af hatten, da han vandt i Paris-Nice. Her viste han pludselig en fart, der giver håb. Samtidig har han sjovt nok i år positioneret sig godt, selvom netop det plejer at være hans svaghed. Alligevel er jeg en anelse skeptisk denne gang. Toget med Niklas Märkl, Alberto Dainese og Joris Nieuwenhuis er nemlig langt fra at være DSMs bedste, og kombinerer man et relativt svagt tog med en teknisk finale og en normalt positioneringssvag Bol, kan det give problemer. Heldigvis gik det så godt i Emiraterne, at der er mulighed for, at han alligevel sidde godt, og så synes farten at kunne bringe ham ganske langt.

Det har været en frustrerende sæson for Jasper Philipsen, der hverken har haft sin vanlige fart eller normalt så sikre positionering. I forvejen ved vi fra sidste års Vuelta, at han i en flad spurt som denne ikke kan matche de allerhurtigste. Hans tog med Lionel Taminiaux, Scott Thwaites og Jonas Rickaert er heller ikke feltets stærkeste. Til gengæld var Philipsen så sent som i Vueltaen en sand konge i positionskampen, og netop derfor var han meget tæt på at slå Bennett i den første spurt, ligesom hans positionering gav ham en sejr i BinckBank Tour foran Pedersen og Ackermann. Som det er gået i år, tvivler jeg på, at han har fart eller positionering, men genfinder han takterne fra 2020, burde han i en teknisk være stensikker i top 10. Sejren er dog noget andet. Til gengæld vil lidt sidevind ikke skade ham.

Hvad med Danny van Poppel? Hollænderen har i år været om muligt endnu mere svingende, end han plejer. Han var så stærk i Le Samyn, hvor han legede brostensstjerne med Mathieu van der Poel og kom efter en dårlig start fint igennem Paris-Nice. Desværre faldt han siden ned i et af sine huller med to uhyre svage indsatser i sidste uge. Meldingen fra holdet er dog, at den restitutionssvage Van Poppel havde svært ved at komme sig efter et hårdt løb i Frankrig, men den undskyldning kan ikke rigtigt bruges længere denne onsdag. Van Poppel viste sidste efterår i blandt andet BinckBank Tour, at han stadig kan spurte på WorldTour-niveau, og den tekniske finale er ganske god for en mand, der er god til at positionere sig. Men først skal han vise, at han er kommet op af hullet. Ellers bliver det nemlig sikkert til endnu et DNF til den lange række - i hvert fald hvis sidevinden kommer i spil, hvor hans hold vil stå svagt.

Med sejren i Besseges og den fine spurt i Monseré har Timothy Dupont været på sit højeste niveau i nogen tid, og han har imponeret med både fart og positionering. Desværre styrtede han i Nokere, hvilket kostede i Bredene Koksijde, men heldigvis skulle han ikke være svært tilskadekommen. Til dette løb er han dog hæmmet af et ret svagt tog, der reelt kun tæller Boris Vallee, og det er ikke meget i et felt med et hav af stærke sprinterhold. Heldigvis er hans positionering så god, at han sikkert gør det glimrende alligevel, men det vil trods alt være en overraskelse, hvis han sejrer i dette felt.

Ag2r kommer med Marc Sarreau, der mildt sagt har haft en ærgerlig start hos Ag2r. Formen har virket svag, og selvom der var fremgang i Nokere, var spurten skuffende. Holdet er heller ikke det stærkeste til en gang sidevindsræs, men i en klassisk massespurt burde han have relativt god fart, også i dette felt. Problemet er, at hans positionering er svag, og det er problematisk i denne finale. Heldigvis er toget med Lawrence Naesen, Julien Duval og Damien Touzé ikke helt dårligt, men det bliver en opgave at få ham anbragt så godt, at han i denne type afslutning kan bruge den fart, der stadig burde kunne give et fornuftigt resultat i et felt som dette.

Bryan Coquard har generel været uhyre stærkt kørende i år, men hans fart er altså ikke, hvad den var engang. Det så vi senest i Paris-Nice, hvor han var overraskende god i positionskampen, men aldrig rigtigt tæt på at vinde. Netop hans uventet gode positionering kan være en fordel i denne tekniske finale, som ellers normalt ikke burde være noget for ham, men jeg frygter stadig, at et tog med Jeremy Lecroq og Jens Debusschere kommer til kort i dette felt. Kombinerer man det med den begrænsede fart, ligner det ikke den sejr, han hungrer efter - og sidevind er bestemt heller ikke hans spidskompentence.

Unge Gerben Thijssen viste i Vueltaen sidste år, at han er ganske hurtigt og sagtens kan begå sig i dette selskab. Desværre har han ikke fået det vist i år, hvor han i de mindre belgiske løb har vøæret omgivet af svage hold, der slet ikke har kunnet støtte ham. Denne gang har han til gengæld pludselig et mere spændende tog med Tosh van der Sande, Florian Vermeersch og Stefano Oldani, og nu har han pludselig en chance. Desværre er toget også meget uerfarent, og derfor tror jeg ikke for alvor på dem i denne tekniske finale. Vueltaen viser dog, at man ikke kan udelukke Thijssen, hvis han alligevel får sig placeret fornuftigt, når det går løs til sidst. Sidevind skal der dog ikke være, for i blæsende betingelser kommer Lotto til kort.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

BikeExchange stiller med Kaden Groves og Luka Mezgec, men har ikke meldt ud, hvem der køres for.  I Emiraterne var det dog i to ud af tre tilfælde dog Groves, der på papiret også er den hurtigste i et let sprinterløb som dette. Desværre er Groves’ stjerne falmet lidt på det sidste, hvor han ikke har været alt for imponerende, og han synes ikke at have den fart, man kunne have troet. Samtidig har BikeExchange været ganske skuffende i deres lead-outs, men måske kan det ændre sig her. Når man føjer Amund Grøndahl Jansen til Mezgec, Alex Edmondson, Alexander Konychev og Jack Bauer, ser det altså ikke helt ringe ud. Måske kan det sikre Groves et bedre resultat end i ørkenen, hvor han højst blev nr. 7. Mezgec får det sværere, hvis han bliver kaptajn, men han kunne komme i spil i et sidevindsræs, hvor han står ganske stærkt.

OPDATERING: Der har været en del sene ændringer. Bauhaus kommer ikke til start, hvorfor Bahrain kører for Colbrelli, der dog får det svært i denne tekniske og flade spurt. Cofidis har et markant svækket tog, da de er uden både Drucker og Laporte, men henter dog Piet Allegaert ind som kompensation. Groves og Jansen er ude med et helbredsproblem, hvorfor Mitchelton kører for Mezgec, der får det svært i denne flade spurt, hvis ikke der bliver sidevind. Endelig er der lidt mere støtte til Bryan Coquard og Timothy Dupont, der får hjælp af formstærke folk i form af hhv. Luca Mozzato og Stanislaw Aniolkowski, mens Riccardo Minali er hentet ind som supplement, hvis Van Poppel rammes af endnu en offday.

***** Sam Bennett

**** Arnaud Demare, Nacer Bouhanni

*** Pascal Ackermann, David Dekker, Elia Viviani, Giacomo Nizzolo, Matteo Moschetti

** Fernando Gaviria, Cees Bol, Jasper Philipsen, Danny van Poppel, Timothy Dupont, Marc Sarreau, Bryan Coquard, Gerben Thijssen

* André Greipel, Kristoffer Halvorsen, Sonny Colbrelli, Luka Mezgec, Gabriel Cullaigh, Olav Kooij, Lorrenzo Manzin, Hugo Hofstetter, Riccardo Minali,  Alvaro Hodeg, Alberto Dainese, Max Walscheid, Edward Theuns, Simone Consonni, Dan McLay, Florian Vermeersch, Yegeniy Gidich, Arne Marit, Sasha Weemaes, Stanislaw Aniolkowski, Luca Mozzato

Danskerne

Michael Mørkøv skal på Deceuninck spille sin vanlige nøglerolle for Sam Bennett, mens Lasse Norman Hansen og Andreas Stokbro skal støtte Giacomo Nizzolo på Qhubeka. Mikkel Bjerg skal på UAE hjælpe Fernando Gaviria med at bryde tørken, og Jakob Egholm skal på Trek hjælpe Matteo Moschetti. Endelig gør Frederik Rodenberg og Niklas Larsen på Uno-X WorldTour-debut, når de skal hjælpe Kristoffer Halvorsen med at køre en god spurt.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Yves Lampaerts sejr fra 2020, Dylan Groenewegens sejr fra 2019 og Elia Vivianis sejr fra 2018.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Deceuninck-Quick Step: Det handler 100% om Bennett, men skulle ireren have uheld, vil Alvaro Hodeg med det fremragende tog i denne tekniske finale ikke være helt uden chance.

Ag2r Citroën Team: Det handler om Sarreau. Alternativet i tilfælde af uheld må være Damien Touzé.

Astana-Premier Tech: Holdet er reelt chanceløse. De vil sikkert prøve med Yevgeniy Gidich, Davide Martinelli eller Hugo Houle i spurten, men top 20 er det maksimale.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Bahrain-Victorious: Med afbud fra Bauhaus køres der for Sonny Colbrelli, der dog ikke vinder en flad og teknisk spurt som denne. Unge Jonathan Milan får utvivlsomt ikke chancen, og Heinrich Haussler og Marco Haller skal køre lead-out.

BORA-hansgrohe: Alt handler om Ackermann, men plan B i tilfælde af uheld er Martin Laas, der kørte en fornem spurt i Almeria.

Cofidis: I dette sprinterløb er Viviani kaptajn, men plan B må være formstærke Simone Consonni, der dog har meget få løb i benene i år. Alternativt kan Szymon Sajnok overtage den rolle.

Groupama-FDJ: Alle mand for Demare. I tilfælde af uheld kan Jake Stewart tage over, men han mangler fart i en flad spurt.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Van Poppel er plan A, men har han endnu en offday, satses på en velkørende Riccardo Minali, der dog kommer til kort i denne tekniske finale.

Israel Start-Up Nation: Jeg vil tro, at André Greipel og Hugo Hofstetter kører hver deres spurt med hjælp fra Rick Zabel. Hofstetter mangler i den grad fart, men hans positionering gør, at det godt kan blive top 10. Greipel viste egentlig ok fart i Paris-Nice, men i denne tekniske finale er han lidt svært at tro på.

Team Jumbo-Visma: Som nævnt vil jeg tro, at de satser på Dekker, men i Olav Kooij har de en uhyre kompetent plan B.

Lotto Soudal: Det må være for Thijssen, men i tilfælde af uheld kan både Stefano Oldani eller Florian Vermeersch måske prøve.

Movistar Team: Holdet satser på Gabriel Cullaigh, der efter et svært 2020 rejste sig med en god spurt i Almeria. Jeg tror dog, at han og Movistar kommer til kort i positionskampen.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Team BikeExchange: Efter et afbud fra en helbredsramt Groves satses der 100% på Mezgec.

Team DSM: Holdet har meldt ud, at de kører for Bol, men Alberto Dainese er en kompetent plan B, hvis han kan holde sig fremme i den tekniske finale.

Team Qhubeka ASSOS: Det handler 100% om Nizzolo med Max Walscheid som plan B og Matteo Pelucchi som plan C.

Trek-Segafredo: Man må antage, at det er alle mand for Moschetti, men det kan ikke helt afvises, at Edward Theuns får chancen. Hans store mulighed må dog være et sidevindsræs, hvor han er stærk.

UAE-Team Emirates: Det handler kun om Gaviria med Ryan Gibbons som plan B.

Alpecin-Fenix: Alle man for Philipsen. Lionel Taminaux må være plan B i tilfælde af uheld.

B&B Hotels p/b KTM: Det er 100% for Coquard, men den uhyre formstærke Luca Mozzato er ikke en ringe plan B.

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Der satses kun på Dupont med Stanislaw Aniolkowski som en nødløsning.

Sport Vlaanderen-Baloise: Jeg vil tro, at de kører for Arne Marit, der kørte nogle fine U23-spurter sidste år, men også Sasha Weemaes kan forsøge sig eller måske endda Jordi Warlop eller Robbe Ghys . De er dog uden chance.

Team Arkea-Samsic: Det handler om Bouhanni med Dan McLay som plan B, men briten klarer sig aldrig i denne tekniske finale.

Team Total Direct Energie: Der satses på Lorrenzo Manzin, der egentlig har et ganske fint tog, men han er kommet skidt fra start efter den tidlige sejr og er positioneringssvag. Edvald Boasson Hagen er vel plan B.

Uno-X Pro Cycling Team: Kristoffer Halvorsen har vist et fornuftigt niveau efter den lange pause, men jeg tror, at holdet kommer lidt til kort i denne tekniske finale, ligesom farten i Nokere ikke helt var som håbet. Frederik Rodenberg eller Niklas Larsen kunne være en plan B, men niveauet her er nok for højt.

Vini Zabu: Holdet har hele sprintertoget i Italien og er helt uden sprinter.