\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Det har de nemlig gjort i dette løb. Da Thomas forsvandt, og Tao Geoghegan Hart efter eget udsagn var så mentalt fraværende på Etna-etapen, at klassementet så ud til at være gået helt i vasken, gik de nemlig over til den offensive strategi, som Nieve og Landa praktiserede med så stor effektivitet i 2016 og 2017. Og den har man faktisk fortsat hele vejen, selvom Geoghegan Hart langsomt kæmpede sig tilbage i klassementet, og det var først efter Stelvio-etapen, at strategien definitivt blev rettet ind, så den blev så Ineos-agtig, som vi kender den.
Resultatet af den offensive strategi er slet og ret mageløst. Den klassiske taktik plejer at betyde, at der kun er én eller maksimalt to af holdets ryttere, der leverer resultater, mens resten er altopofrende slagtekvæg. Denne gang har samtlige holdets otte ryttere imidlertid været i top 4 undervejs - selv Thomas, der jo knap nåede at køre en etape - og de har vundet etaper med tre forskellige ryttere. Udover Gannas forudsigelige enkeltstartssejre ledsaget af top 3-placeringer til Thomas og Rohan Dennis i samme disciplin samt de to bjergetapesejre til Geoghegan Hart og en top 4 i en massespurt med Ben Swift har Jhonatan Narvaez og Ganna begge vundet etaper fra udbrud, ligesom Jonathan Castroviejo, Salvatore Puccio og Swift alle har omsat et udbrud til mindst en top 4, og Dennis har endda leveret det måske mest overraskende resultat med sin 3. plads på gårsdagens bjergetape. Det er en statistik, man næppe finder tilsvarende i nyere tid - og sjovt nok er den så atypisk for det normalt så hierarkiske hold, som noget overhovedet kan være.
Det var dog tilbage til normalen i dag. Ganna var på de sidste 15,7 km, der var så flade, at etapen blot mindede om en forlænget udgave af de forfølgelsesløb, den store italiener dominerer på banen, akkurat lige så suveræn, som man kunne forvente. Faktisk var dagens bedrift måske den allermest imponerende af de nu syv store temposejre, han i år har taget på italiensk grund. Vi var alle ved at falde på halen, da han i Tirreno maltrakterede Fabian Cancellaras ruterekord og slog Victor Campenaerts med hele 18 sekunder over ca. 10 km, men i dag fordoblede han næsten den margin over en distance, der bare var halvanden gange så lang!
Ganna har været så overlegen, at man frygter for de kommende års enkeltarter, der meget vel kan blive nogle spændingsforladte dødsmarcher - i hvert fald lige indtil man husker på, at vi jo tænkte det samme om Remco Evenepoel sidste år, da vidunderknægten som 19-årig vandt EM-guld og VM-sølv. Og så kommer man i tanker om, at Ganna jo faktisk ikke er ubesejret i år for selvsamme Evenepoel gav ham bøllebank på enkeltstarten i San Juan i januar, også på den flade tonserdel. I lyset af Gannas dominans den seneste tid kan man slet ikke vente til at få Evenepoel tilbage - også selvom man godt kan frygte, hvordan årets Giro var endt, hvis det belgiske fænomen havde været til start sekunderet af et Decuninck-hold, der endte med at have en rytter som nr. 4 og 9 i klassementet. Med mere end 60 km enkeltstart kunne det meget vel have været en lige så ensidig affære, som Ganna gjorde enkeltstarterne til.
Lige så forudsigeligt var det, at Geoghegan Hart gjorde arbejdet færdigt. Sunwebs drøm om en gentagelse af Pogacars mirakel for en måned og seks dage siden døde nærmest med det samme. Modsat dengang indløb der aldrig nedslående tider i øret på forhåndsfavoritten, og mens Primoz Roglic blev mere og mere desperat, efterhånden som det gik op for ham, hvad der var ved at ske, tankede Geoghegan Hart kun mere og mere selvtillid, efterhånden som det stod klart, at han havde kurs mod den første grand tour-sejr til en løjtnant, siden Chris Froome på efterbevilling vandt Vueltaen i 2011. Eneste forskel var, at Froome dengang slet og ret viste sig bedre end sin kaptajn, mens Geoghegan Hart denne gang vitterligt var en plan B, der blev iværksat, da plan A hurtigt forsvandt.
Sejren falder på et tørt sted for det Ineos-hold, for hvem 2020-sæsonen for en lille måned siden lignede en regulær katastrofe. På samme dag, som Geoghegan Hart sang højt i Milano, iførte Richard Carapaz sig nemlig førertrøjen i Vueltaen. Dermed kan det minsandten være, at briterne alligevel ender som årets grand tour-konger, bare med sejre i de to løb, de ikke plejer at vinde. Så må Brailsford efterfølgende spekulere på, hvordan han i 2021 får lagt en kabale, der kan tilfredsstille Egan Bernal, Carapaz, Thomas, Geoghegan Hart, Sivakov og de nytilkomne Daniel Martinez og Adam Yates. I det mindste har Richie Porte allerede meldt sig ud af kampen, men der bliver nok lidt flere af Brailsfords ikkeeksisterende hår, der bliver grå i de kommende måneder.
Det gør de nok også hos Sunweb, der stadig må have svært ved at forstå, hvordan de kunne formøble verdens mest gunstige situation. Som jeg tærskede langhalm på i gårsdagens analyse, var det reelt Dennis, der knuste de tyske drømme, for havde han ikke fundet sine vilde klatreben, er det svært at se, at Geoghegan Hart kunne have klemt sig ud af Sunweb-sandwichen. Men selv med Dennis i hopla må Sunweb-folkene stadig ærgre sig bittert over, at de angiveligt bad Jai Hindley om ikke at angribe Geoghegan Hart, da han i torsdags havde fanget briten i en for ham uhyre ugunstig situation. Den vægelsindede sætten-sig-imellem-to-stole uden entydigt at satse på Keldermans enkeltstart eller Hindleys klatreevner viste sig måske at koste dem løbet. Og selvom Kelderman i dag viste flot moral ved at køre en fornem enkeltstart, viste dagens resultat også i bagklogskabens lys, at det kun var Hindleys klatreevner, der i sidste ende kunne have givet dem sejren - hvis altså de havde fået lov til at udfolde sig på sidste stigning i torsdags.
Keldermans fine enkeltstart viser vitterligt moral, for han havde intet at køre for, ligesom fem af de øvrige top 10-ryttere ikke havde det. Der var dog yderligere to, der var involveret i en benhård kamp, og den faldt ud til Joao Almeidas fordel. Den lille portugiser fuldendte sin fornemme sidste weekend ved på verdens mest udprægede specialistenkeltstart at køre sig til en nærmest vanvittig 4. plads foran de fleste af feltets wattmonstre. Dermed står det nu helt klart, at hverken vejr eller bakker kan bruges som forklaring på hans pludselige tempoevner. Patrick Lefevere har vitterligt igen skabt en fremragende temporytter og således lavet en gentagelse af miraklet med Rigoberto Uran - et perspektiv, der er uhyre lovende for den fremtidige grand tour-karriere, når man ser på, hvordan Almeida sluttede løbet fremragende af.
Den flotte præstation rakte til at avancere til 4. pladsen - og her skal man igen huske på, at han bare skulle have været hjælperytter for Evenepoel - og det skete på bekostning af Pello Bilbao, der ellers kørte en hæderlig enkeltstart på en rute, der overhovedet ikke passede ham. I sidste ende betyder det dog næppe det helt store, om placeringen lige blev det ene eller det andet. Bilbaos mirakuløse kørsel med Touren i benene står nemlig uantastet - særligt fordi han reelt sikrede sig den i den uge, hvor han burde være allermest træt - og således kan det Bahrain-hold, der ellers ikke har haft den bedste sæson, ende med at få fem forskellige ryttere i top 10 i årets grand tours, hvis Wout Poels fortsætter det fine comeback, han har gang i i Vueltaen lige nu. Det er en ganske særegen bedrift fra et hold, der i klassementssammenhæng ellers gik ind til sæsonen med et entydigt fokus på Mikel Landa.
Almeida var undtagelsen, der bekræftede reglen om, at denne type enkeltstarter ikke er et anliggende for klassementsryttere. Det er for de sande specialister, og af dem fik Victor Campenaerts lidt tiltrængt opmuntring efter en skuffende sæson ved at blive ”best of the rest” foran Dennis, der nok har klatret eminent, men altså må sande, at han uden sin BMC altså ikke er det uhyre, han var i gang. Miles Scotson bekræftede den genfødsel som temporytter, han startede på Sicilien, og viste dermed, at FDJ har gang i noget rigtigt, efter at de også har fået Stefan Küng tilbage på sporet, og Josef Cerny leverede endnu en præstation, der burde kaste en kontrakt af sig. Chad Haga viste, at han uanset en ugunstig rute altså bare har smag for sidste etape i Giroen, og så overraskede Brandon McNulty, der ellers har lignet en mand på sammenbruddets rand, med en fornem 8. plads som afslutning på en ellers meget svær uge.
Ingen af dem var dog i nærheden af wattmonsteret over dem alle. Ganna var nemlig de fleste forhåndsfavorit til at vinde etapen, akkurat ligesom de fleste vel havde peget på, at Ineos ville vinde hele løbet med en brite. Og sådan gik denne dybt forudsigelige grand tour jo også i sidste ende. I hvert fald, hvis man alene holder sig til overskrifterne!