Cykelsport er på mange måder en sær snegl. Der findes vel næppe mange andre sportsgrene, der på sin vis er en masse forskellige discipliner blandet sammen i én stor pærevælling. Det er i hvert fald ikke mange individuelle grene, hvor så vidt forskellige kropsbygninger som lille Domenico Pozzovivo og muskelbundtet André Greipel begge kan begå sig med stor succes, selvom de deltager i én og samme konkurrence.

Derfor handler cykelsport i vidt omfang også om karrierevalg. For nogen er det helt indlysende, hvad vej pilen peger. Pozzovivo har eksempelvis næppe nogensinde overvejet en karriere som supersprinter, og en fyr som Jakub Mareczko, der ikke kan meget andet end at spurte, har næppe nogensinde tænke, at han skulle være andet end sprinter.

For andre er det langt mere kompliceret. Det vildeste er vel Laurent Jalaberts transformation fra supersprinter til Vuelta-vinder, men også i de seneste år har vi set vellykkede forsøg på at omskole sig. Mest markant er det vel med Bradley Wiggins, Geraint Thomas og til dels Tom Dumoulin, der i deres karrieres begyndelse satsede helt anderledes og aldrig havde drømt om at skulle satse på grand tours. Alligevel traf de et modigt valgt, der bar frugt, og som endte med, at de i dag alle har vundet et af sportens største etapeløb.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Andre har til gengæld haft mindre succes. I de senere år har Rohan Dennis eksempelvis forsøgt at gå i deres fodspor, men han har nu endegyldigt måttet sande, at det projekt var dømt til at mislykkes. Det påkrævede vægttab ville ganske enkelt udslette den spidskompetence, der har gjort ham til et sandt tempomonster. Af samme grund har Jumbo da også prompte afvist enhver snak om Wout van Aert som grand tour-rytter, ganske enkelt fordi de frygter, at et fokusskifte vil ødelægge det, han for alvor er god til.

Den fejl begik Arnaud Demare. Franskmanden var allerede i U23-klassen en fantastisk sprinter - endda så god, at han blev verdensmester i det flade København - og som professionel gik det også over stok og sten. Seks sejre blev det i debutåret - herunder triumf i WorldTour-klassikeren i Hamburg - og efter tre år havde han allerede vundet 30 gange.

Demare ville bare andet end at være sprinter. Han ville også spise flamske og nordfranske brosten, og han gjorde derfor klassikerne til sit fokusområde. Det skulle imidlertid vise sig som en dum beslutning, for i de følgende år forsvandt han nærmest fra sprinterscenen. I 2015 og 2016 blev det bare til bare i alt syv gevinster - stadig pænt, men slet ikke på vanligt niveau - og selvom de talte karrierens største sejr i Milano-Sanremo, som ansporede ham til at satse endnu mere på klassikerne, var han aldrig for alvor en faktor i de store endagsløb. Jo, en top 10 i Roubaix er det da blevet til, men på de flamske hellingen er han altid kommet til kort.

I 2017 og 2018 kom han tilbage på sporet med en stribe flotte sejre, men han blev stadig regnet som andenrangssprinter bag de allerstørste. Og i klassikerne var han stadig ikke tæt på at måle sig med de bedste, hvorfor forårssæsonerne blev så forsømte, at Hans Scherfig kunne have skrevet en hel bog om dem.

Men så traf Demare en beslutning. Efter en 2019, hvor det blot blev til sølle fem sejre, erkendte han, at karrierevalget nok var forkert. Som Dennis også har erfaret, handler det nemlig om at vinde cykelløb, for det er sjældent, at man husker, hvem der blev nr. 9 i en klassiker. Derfor blev brostenssæsonen i år reduceret til et beskedent sats på Paris-Roubaix, og mens klassikerrytterne valfartede til åbningsweekenden, blandede Demare sig i stedet med supersprinterne i Emiraterne.

Coronavirus fik som bekendt vendt op og ned på alle planer, men i år gør det intet for Demare, at hans beslutning om at køre Giro - Thibaut Pinot sad jo tungt på Touren - kostede ham klassikerne. 2020 har nemlig hele tiden været året, hvor han atter skulle forvandle sig til den sejrsmaskine, der forud for sæsonen havde givet ham ikke færre end 61 gevinster.

Den beslutning skulle i den grad vise sig klog. Trods en yderst amputeret sæson har Demare med dagens gevinst i Giroen - den anden på to år - allerede vundet 11 gange, så han topper sejrslisterne med to gevinster flere, end det er blevet til for Tadej Pogacar og Remco Evenepoel. Og sjovt nok har fokus på spurterne ikke kostet på holdbarheden, for undervejs er det blevet til samlet sejr i Ardennerne i Tour de Wallonie og et fabelagtigt fransk mesterskab, hvor han fik has på en vis Julian Alaphilippe i en vanskelig finale.

Samme alsidig lå til grund for dagens triumf. Det gik ellers helt, som han kunne have frygtet, da Bora nok engang greb ud efter den nye side 1 i deres taktikbog og anvendte samme strategi som på Tourens 7. og 14. etape. Et benhårdt pres på det bjerg, som i årets brutale Giro naturligvis hørte sig til på løbets første sprinteretape, sendte lynhurtigt det meste af sprinterkavaleriet til tælling, da først de tungeste, Rudy Barbier, Fernando Gaviria og Alvaro Hodeg, faldt fra og siden også Elia Viviani. Selvfølgelig sad de holdbare Davide Ballerini og Michael Matthews og den i perioder også holdbare Davide Cimolai med endnu, men alt gik efter den Bora-drejebog, vi efterhånden er så vant til, at vi ikke engang behøver at læse den.

Der var bare ét problem. Demare var aldrig en mand i vanskeligheder, og han kom uden problemer med over et bjerg, der ellers truede med at knuse drømmene for en rytter, for hvem det at køre lange stigninger ikke står øverst på listen over spidskompetencer. Og dermed gik det også, som det plejer i Boras drejebog, nemlig at det tyske holds store arbejde ikke omsættes i den Sagan-sejr, der kan bryde næsten 15 måneder uhørt tørke.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Det var ellers lige ved, at FDJ dummede sig. Franskmændene var overraskende længe om at give Bora en hånd, da først den uhyre kringlede og uheldigvis også drivvåde nedkørsel var overstået. Det betød, at Viviani fik en billet tilbage i spillet, og det var endda lige ved, at den franske tøven også havde bragt feltets eneste rigtige supersprinter, Gaviria, samt den ligeledes meget hurtige Hodeg tilbage i billedet.

Sådan gik det ikke. FDJ fik reageret i tide ved at sende Kilian Frankiny og Simon Guglielmi frem for at hjælpe Maciej Bodnar og Pawel Poljanski tidsnok til, at det colombianske håndklæde røg i ringen med knap 10 km igen. Og faktisk var det måske også unødvendigt at reagere, for som Vivianis lidt tamme slutspurt viste, var det ikke just friskhed, der var meget af for de ryttere, der havde haft en hård opkørsel.

Demares sejr skyldtes dog slet ikke kun hans hurtighed. Nej, den har ikke været hovedforklaringen på hans succes i år. Det har dermed det supertog med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnier, der med tilføjelsen af Miles Scotson er blevet så suverænt, at de stort set har domineret hver eneste spurt i år. Og selvom de i dag manglede Sinkeldam, der gjorde colombianerne selskab, bekræftede franskmændene i dag, at det vil være en misforståelse at tilskrive de 11 sejre Demares evner alene.

I dag gjorde de det endda særligt smart, da de helt efter bogen tog kontrol i finalen. Guarnieri lod på smart vis Scotson få et hul, der tvang det andet stærke tog, Cofidis, til at brænde Simone Consonni op. Dermed kunne Guarnieri gøre det, han har gjort 117 gange i år, nemlig aflevere sin chef så godt, at Alexander Kristoff må drømme sig tilbage til dengang, han med netop Guarnieri bag Marco Haller havde et dengang altdominerende Katusha-tog. Og herfra kunne den franske mester så atter gøre det færdigt og cementere sin plads på toppen af sejrshierarkiet, selvom hans fart egentlig ikke rækker til prædikatet supersprinter.

Nej, på det område er han meget lige med Sagan, der også har svært ved at vinde spurter mod de allerhurtigste. I dag havde han ellers chancen, fordi Boras flotte arbejde havde gjort det af med både Gaviria og Hodeg. Lige så sikkert som amen i kirken var det også, at Sagan var at finde bag sprinteren med det bedste tog - i dette tilfælde åbenlyst Demare - men som var han fortsat ramt af regnbuetrøjens forbandelse, måtte han se sin sejrstørke fortsætte nu i hvert fald frem til 6. etape. Til gengæld fik han sat en tyk streg under, at han stadig er Michael Matthews totalt overlegen i de flade spurter, hvor han hele tiden har været den oplagte point til pointtrøjen.

Lige så stor grund til at ærgre sig har Davide Ballerini dog. Italieneren fik chancen, da etapen som ventet blev for hård for Hodeg, og ligesom med sejren i Polen bekræftede han i dag, at han efter skiftet til Deceuninck er blevet til en rigtig sprinter. Nu kan han så blot spekulere på, hvad det kunne være blevet til, hvis han ikke i fuld finale skulle have kørt en hård, stigende spurt for at hjælpe Joao Almeida med at forsvare sin førertrøje. Med tanke på den uhyre beskedne afstand er det en nærliggende tanke, at der måske blev brændt afgørende krudt af der.

Dermed brød Deceuninck egentlig deres filosofi. Den siger nemlig, at det altid handler om at vinde cykelløb, og at det er meget sjovere at gå efter etapesejre end at blive nr. 5 i klassementet. I dag forstod man nu godt, at førertrøjen var vigtigere end en trods alt beskeden mulighed for at vinde en massespurt, men det kan næppe have huet manager Patrick Lefevere.

Han siger nemlig, at det handler om at vinde cykelløb, og det vil Demare give ham ret i. Det var derfor, at han droppede sin klassikersatsning for i stedet atter at blive sprinter. Med 11 sejre og en sikker 1. plads på sejrslisten har den prioritering i den grad givet pote. For det handler som bekendt om at vinde!